Part 4

Købmand Mikkelsen beboede en gammel Købmandsgaard, lav og uanselig til Gaden, men med store Side- og Bagbygninger og en rummelig Gaard, altid fuld af Bøndervogne, af Liv og Travlhed. En løjerlig gammel Gaard med mange uventede Hjørner og Kroge, fordi der fra Tid til anden var bleven opført ny Magasiner og Lagerbygninger, som slet intet Hensyn havde taget til de allerede tilstedeværende Huse. Fra Beboelseslejligheden vendte et Karnapvindue ud imod den; det var i Købmandens «Kontor», hvorfra hele Virksomheden kunde overses. Tønder og Vareballer, Sække med Korn og Bræddestabler mødte Øjet paa alle Kanter. Den skraa Kælderlem var i evig Bevægelse, Kornsække hejsedes op eller ned fra Lofterne, Hestene stampede, Bønderkonerne steg af Vognene, rystede deres Skørter og glattede deres Tørklæder, Børnene stod om Vognene og gnavede paa store Stykker Hvedebrød. Svende og Kramboddrenge løb frem og tilbage fra den lave Butik til det fyldte Varelager; der var overalt en Duft af Svesker, Ost, Tjære, Fyrreplanker og fugtige Kornsække, som det anstod sig for saadan en gammel, grundmuret Købmandsgaard.

I den lave, mer end tarvelige Butik, med de forskelligste Købmandsartikler udstillede i de støvede Vinduer, bølgede Tobaksrøgen i tykke Skyer. Bønderne stod ved Disken, drak deres Snapse af Glas, som øjeblikkelig blev fyldte igen og budt den næste Kunde. De passiarede med hinanden, der blev indgaaet Væddemaal og afsluttet mærkelige Handler, der udvikledes en vis treven Veltalenhed over politiske Æmner og en stor Snuhed i egne Anliggender. Mellem dem alle vimsede den lille Købmand omkring, tarvelig og lidet fremtrædende, og dog vidste enhver, at denne Mand ved egen Dygtighed og Sparsommelighed havde tjent sig Hundredetusinder af blanke Dalere.

Men naar man fra Forretningen vendte sig til den Del af Huset, hvor Konen regerede, da herskede der her, i Modsætning til Gaardens Travlhed, Stilhed og Ro.

Den store lave Forstue var bonet, Ruderne var smaa og skinnende blanke, og der lugtede altid af Gulvvask. Der var en trykkende Smaalighed, en pinlig Renlighed over det hele, som nedslog Judith. Skulde hun da tilbringe hele sit Liv i denne lille By, i disse smaa, dræbende kedsommelige Huse; hvor ensformigt, hvor haabløst var ikke dette Smaastadsliv.

Da opdagede hun, at der hang en ny Herrehat i Entreen, en fin Hat, der ikke tilhørte den tarvelige Købmand. Var det en handelsrejsende, som, efter at have gjort Forretninger i Kontoret, var budt ind i Stuen paa et Glas Vin? Nej, det kunde, det maatte ikke være Tilfældet; hun vidste, hvem der var i Stuen, og hendes Hjærte slog heftig, da hun bankede paa Døren.

De tre tilstedeværende rejste sig ved hendes Indtrædelse. Fruen gik hende i Møde og sagde velkommen, men hun hørte intet, den gammeldags lave Stue med Forhøjningerne, de mange Urtepotter i Vinduerne, de solide Møbler med filerede Stolebetræk og Trøstere drejede sig rundt for hendes Blik og forsvandt som i en Taage, hun saa kun et, en middelhøj Mand med stiv Holdning, der bukkede ceremonielt for hende.

«Hr. Godsejer Banner -- Frøken Fürste!»

Var det muligt? Var det Æventyrprinsen?

En Mand med skarpe Træk, tyndt Haar, velplejet mørkt Fuldskæg, hvis lange, nedhængende Moustacher gav Ansigtet et modfaldent Indtryk, og dybtliggende mørke Øjne, der et Øjeblik maalte hende med et stikkende Blik for strax efter at stirre ligegyldig ud i det tomme Rum. Judith havde glemt, at _var_ han treogtyve Aar, da han rejste bort, saa var siden den Tid elleve lange og anstrængende Vintre gaaet over hans Isse. De havde levnet lidet Haar og liden Ungdom. Det første Indtryk var absolut frastødende, men naar man betragtede ham nærmere, lagde man Mærke til hans Træks Regelmæssighed, Hovedets noble Form, hans hele elegante Skikkelse. Men hvilket træt og ligegyldigt Ansigt! Det kunde undertiden oplives af et spottende Smil, en lille, halv trodsig, halv uforskammet Sammenkniben af Øjenlaagene, ellers var det ubevægelig koldt. Saaledes saa han altsaa ud, denne berygtede Mand. Hun forstod ikke, at de Historier, man fortalte om ham, kunde være sande, at denne ceremonielle Herre var en udsvævende Fusentast, denne rolige, ligegyldige Mand en lidenskabelig Elsker, en uimodstaaelig Don Juan.

Hun tog Plads, Fruen bød hende et Glas Vin, et godt, gammelt Glas Madeira, kunde man være vis paa, fra Købmandens private Vinbeholdning.

Herrerne fortsatte deres Samtale, den drejede sig om Told og Frihandel, derefter om Byens Korn- og Kvægudførsel og saa om hele Livet i det lille Samfund. Mikkelsen talte sagte, med et vist underdanigt Forbehold, Banner svarede som oftest blot med ja eller nej, undertiden kun med en Haandbevægelse, men der var over ham som et Anstrøg af Foragt, blandet med Nysgerrighed ved Synet af den «Afart af Menneskeslægten», han fandt her, saa at sige i aaben Begravelse -- efter hans Begreber. Tænke sig, at der virkelig vegeterede menneskelige Skabninger her, som gav sig af med at have Interesser, Meninger og Planer.

I alt Fald opfattede Judith det saaledes.

Hun harmedes paa den jævnt tænkende Købmands Vegne, hun ønskede ikke ved et overlegent Smil at antyde, at hun selv ofte følte sig hævet over disse simple Menneskers Standpunkt. Hun kunde finde Byen kedelig, triviel og aandløs, men _hans_ Foragt for den irriterede hende. Han havde svaret saa lidet til hendes Drømme, han havde i et Nu revet hendes Illusioner til Jorden, og hun var opfyldt af Ærgrelse, ja Harme mod ham.

Hvorfor behandlede han den brave Købmand saa overlegent. Denne Mand havde, skønt han hed Mikkelsen, svunget sig op ved egen Kraft, havde samlet i Stedet for at sprede, var en nyttig Borger, en godgørende Mand. Hvor vovede en Hr. Banner paa denne Maade at se ned paa ham?

Den Undseelse, hun under andre Forhold vilde have følt, veg fra hende, og da nu Købmanden henvendte sig til hende med et «Naa, lille Frøken, foragter De ogsaa vor gode By?» greb hun Lejligheden, ganske vist indirekte, men med en for hende uvant Varme, til at stille sig paa Borgerens, den arbejdende Mands Side. Hun ønskede at vise, hvor højt hun satte en Mands tilkæmpede Stilling over hans medfødte, ufortjente Rettigheder, men hun havde taget Fejl, hvis hun havde ventet sig Opmuntring eller Taknemlighed af dem, hun tog i Forsvar. Frygten for Opposition, Ærbødigheden for Penge- og Blodsaristokratiet var for indgroet hos den forhenværende Pakhuskarl.

Og hans spidsborgerlige Indvendinger mod hendes overdrevne Ros, hans selvnedsættende Ydmyghed irriterede og æggede hende end mere. Hun harmedes over, at han ikke indsaa, at hun stod paa hans Side, hendes Tale blev ivrigere, hendes Kinder blussede af Ærgrelse over Situationen.

Da mødte hendes Blik Johan Banners. For saa vidt som et saa fornemt Ansigt kunde udtrykke noget, saa det ud, som han morede sig, det spottende Smil i hans Øjne blev stærkere -- jo, han morede sig, morede sig!

Da tav hun pludselig. Hun saa, hun havde gjort sig latterlig, det kom over hende som en nagende Tanke, der jog Blodet endnu stærkere op i hendes Kinder og Taarerne op i hendes Øjne. Hun grebes af en vild Smerte, et brændende Nag, hvis forskellige Grunde hun næppe formaaede at sætte ud fra hverandre. Hendes blussende Kinder blev atter dødblege, hendes Mundvige dirrede. Der blev en pinlig Pavse.

«Naa, det var nok Tolden, vi kom fra,» sagde Købmand Mikkelsen da sindigt, «det var vel bedst, vi kom tilbage til den.»

«Det var det vel.»

Hans Svar forekom hende som en Fornærmelse. Hun trak sit Uhr frem og rejste sig. «Jeg har ikke Tid at opholde mig længere -- farvel Frue!»

«Farvel Frøken Fürste, hils Deres Fru Moder.»

«Tak!» Hun bøjede sig stift for Herrerne. Adelsmanden sprang op, som rettet af en Staalfjeder, bukkede endnu dybere og ærbødigere end før og fortsatte derpaa Samtalen med Købmanden.

Da hun naaede hjem, undgik hun at tale med nogen. Hun søgte ned i Haven, til den Plads, hvorfra hun om Morgenen havde set ud over de solbeskinnede Marker; men Udsigten forekom hende ikke længere smuk, og da hun mindedes de Tanker, hvormed hun om Morgenen havde betragtet den, overgødes hendes Kinder af en brændende Rødme.

«Jeg Nar -- jeg barnagtige Tosse!»

Hun var i et stærkt Sindsoprør. Hun forstod næppe, om det var ham eller sig selv, hun var mest opbragt paa, om det var Sorg over sin egen Skuffelse eller over den Mangel paa Stolthed og Selvfølelse, hun havde været Vidne til, om det var Harme over hans Overlegenhed eller hendes egen taabelige Ivrighed for Ting og Mennesker, der ikke var et Forsvar værd. Men en Bitterhed, en Fortvivlelse stærkere end nogen, hun endnu havde følt, overvældede hende. Hun kunde ikke græde, men hun havde Lyst til at kaste sig ned paa Jorden og skrige af Smerte. Hun knugede Hænderne mod sine Læber og bed i dem, indtil Smerten drev Taarerne op i hendes Øjne, og naar hun saa mindedes hans Smil, mumlede hun: «Aa, hvor jeg hader -- hvor jeg hader!»

Men om det var sig selv, ham eller alle de andre, vidste hun stadig ikke.

* * * * *

En Maanedstid senere sad Fru Hinding og Judith i det smukke Lindelysthus i Prokuratorens Have. Det var vel noget sent paa Aaret at sidde ude, men Sommeren havde sendt sin sidste Hilsen med et Par rigtig solvarme Dage. Judith, der sjælden beskæftigede sig med Haandarbejde, holdt en Bog i Haanden, men læste ikke. Hendes Moders buttede Hænder bevægede sig med et Hækletøj, men slap ofte Arbejdet for at trække det tykke Shavl tættere om Skuldrene; Judiths lille Halvbroder legede og støjede udenfor Lysthuset.

«Det er mig uforstaaeligt,» sagde Judith, «at fri, selvstændige Mennesker kan nedværdige sig til at krybe for nogen som helst Slags Aristokrati. Det er saa stik imod min Natur, dette at krybe for sine Overmænd og sparke til sine Undermænd!»

«Hvor Du ligner Din salig Fader,» udbrød Fruen med et kærligt, lidt sentimentalt Blik. «Dit Væsen, Dit Kast med Hovedet, Dine Anskuelser, det er altsammen hans. Men husk Judith, at ingen var villigere end han til at adlyde sine overordnede.»

«Ja som Militær, men han krøb aldrig, aldrig, det er jeg vis paa. Naar jeg træffer virkelig Overlegenhed, noget, der virkelig er værd at ære, saa skal jeg bøje mig og det med Glæde. Men at se dem krybe for en Mand, der blot har ødelagt sig selv, forsømt sin Pligt, bortkastet sin Ungdom og af hele sit Liv kun indvundet en ubeskrivelig blaseret Arrogance, det piner mig og oprører mig. Naar jeg tænker paa, hvorledes de behandlede Restrup, saalænge han havde Penge, og hvorledes de nu vender ham Ryggen for at tilbede den ny Guldkalv, kan jeg blive helt fortvivlet over at skulle regnes med til dem og blive ydmyget sammen med dem. Tror Du ikke, at Banner ser deres Kryberi og foragter dem?»

Hun tav, og det var i rette Øjeblik, thi strax efter formørkedes Indgangen til Lysthuset, og den, hvorom Samtalen havde drejet sig, stod for dem i egen Person.

Det var ikke frit for, at det gav et Ryk i Judith.

«Tillad, at jeg præsenterer mig. Jeg er Godsejer Banner. Damerne maa undskylde, at jeg forstyrrer dem; jeg gik igjennem Værelserne, men traf ingen. Da jeg hørte Stemmer i Haven, gik jeg herned -- Fru Hinding formoder jeg?» Han bukkede. «De vil maaske have den Godhed at sige mig, om Hr. Prokuratoren er hjemme, jeg vilde gærne tale med ham.»

Fru Hinding besvarede temmelig forlegen hans gentagne Hilsener og bad derpaa Judith vise Hr. Godsejeren op til Kontoret. Judith saa sig om efter sin Stedbroder, men denne havde just forlagt Scenen for sine Fornøjelser til et andet Sted, og var uden for Synsvidde.

Hun rejste sig da med let rynket Pande og traadte ud af Lysthuset med al den Værdighed, hun besad, gik foran gennem Haven og overlod til Banner, om han vilde følge med eller ej. Det var hende en Tilfredsstillelse saaledes at skride i Forvejen uden at værdige ham et Ord. Han anede ikke, hvilken forbitret Trods hun nærede mod ham, han havde i det hele taget slet ikke genkendt hende. Først da de stod ved Kontordøren, og hun med en Haandbevægelse betegnede ham, hvor han skulde gaa ind, dæmrede en svag Erindring i ham, og for at sige noget, bemærkede han: «Det forekommer mig, jeg har havt den Ære at se Frøkenen før?» Det faldt ham aldeles ikke ind andet, end at det, at han i det hele taget svagt erindrede hende, maatte være et Høflighedsbevis. Men hun maalte ham med en Fornemhed, der ikke gav hans noget efter, og svarede langsomt og ligegyldig: «Nej virkelig, det kan saamænd godt være!» og vendte ham Ryggen. Banner bemærkede i sit stille Sind, at Købstadsdamer var «horrible», saa bankede han paa Kontordøren.

Men Judith gik tilbage til sin Moder, og midt i hendes Harme over, at den arrogante Herre ikke engang erindrede hende, var der en vis Lettelse ved Tanken om, at han saa vel ogsaa havde glemt, hvilken ynkelig Figur hun hin Dag spillede.

«Hr. Banner spiser til Aften med os, Mo'er, Du maa se efter, om vi har noget i Huset,» sagde Prokuratoren en Time senere til grænseløs Befippelse for sin Hustru, hvorpaa fulgte en skyndsom Ilen til Køkkenregionerne.

Judith rørte ikke en Haand. Hun vilde gærne have været sin Moder behjælpelig, men paa fjærneste Maade at gøre sig til denne Mands opvartende Tjener var hende en uudholdelig Tanke. Fra sin Stol i Lysthuset iagttog hun, hvorledes Prokuratoren førte Hr. Banner rundt i Haven, fremviste, gestikulerede og forklarede, og hun harmedes ved Tanken, at han ogsaa her skulde tro at finde ydmyge Beundrere, krybende Undermænd.

Ved Aftensbordet var hun aldeles tavs, men den Harme, Prokuratorens Kryberi voldte hende, maa have afspejlet sig i hendes Ansigtstræk, thi pludselig opdagede hun, at Banner havde sænket Kniv og Gaffel og stirrede paa hende med uforstilt Forbavselse. Om et lynende Øjekast kunde dræbe, da var visselig Johan Banners sidste Time kommen, men han nøjedes med at slaa Øjnene ned og atter tage fat paa sin Mad; men da hun kort efter rejste sig for at skænke Te, fulgte hans Øjne hende atter med en vis Nysgerrighed, som irriterede hende ubeskrivelig. Efter Aftensbordet, da Samtalen sneg sig søvnig hen, fordi Hinding havde udtømt alle sine Æmner, henvendte Banner nogle Gange, som af rent Høflighedshensyn, et Par Ord til hende, men hun svarede saa ordknapt, at han med et Skuldertræk lod Forsøget fare. Først da han tog Afsked, begyndte Sagens Sammenhæng at dukke op for ham. Baade Hinding og hans Kone rakte ham Haanden til Afsked, men da han som Følge deraf ogsaa rakte den til Judith, veg hun et lille Skridt tilbage og hilste ham med en fornem lille Hovedbøjning. Da fik han en svag Idé om, at den smukke Frøken af en eller anden ham ufattelig Grund var vred paa ham.

Og samme Aften spurgte han sig selv i et nyt Anfald af Forbavselse: «Hvad i al Verden har hun mod mig? Bah! -- hun er vel snærpet nok til at nære dydig Rædsel for min berygtede Person.» Og dermed lod han det Æmne fare. Takket være Prokurator Hindings Ihærdighed førte Hr. Banners Forretninger ham jævnlig til Sagførerens Hus, og Følgen blev, at han ligeledes jævnlig saa Husets Damer. Da han engang havde faaet den Tanke, at Judith var vred paa ham, opdagede han med Lethed de mange smaa Tegn paa hendes stadige Uvilje. Ikke, at hun var uhøflig, men netop denne stive, kolde Høflighed, ligesom en karrikeret Gengivelse af hans egen, ærgrede og generte ham. Hun var i bestandig Opposition, og han forstod godt, at det var fordi hun slet ikke anerkendte hans Berettigelse til Ærefrygt. Men her vilde han netop have den; i Udlandet var det en anden Sag, der turde man til en vis Grad opgive sin Værdighed, men her hjemme paa hans eget Territorium, hvor han var omgiven af lutter «inferiøre» Væsner, havde Arrogancen atter taget Magten over ham, og han fordrede Underdanighed paa samme Tid, som han foragtede de underdanige.

Men hun vilde ikke bøje sig. Det æggede ham paa samme Tid som det halvt behagede ham. Havde hun været en smuk Pige, der venlig og ligefrem var kommen ham i Møde, der havde koketteret lidt, «lagt en Smule an», vilde den blaserede Herre, der var vant til sligt, ikke have skænket hende en Tanke, men nu beskæftigede hun ham, mod hans Vilje, og mer end han vilde indrømme.

Paa en vis Maade var hun ham ogsaa en Gaade; det var gaaet op for ham, at hun var den samme unge Pige, han havde truffet hos Købmanden hin første Dag, han var i Byen, og som havde kastet sig saa hovedkulds ind i en Disput og forsvaret forskellige Paastande med ungdommelig Iver. Men hvor var da denne Iver og Ungdommelighed bleven af, hun var jo kold som en Istap, fornem, tilbageholdende og stolt som en Dronning. Hun havde vakt en vis Nysgerrighed hos ham; naar han saa hende, ventede han sig noget nyt af hende, men da hun bestandig skuffede denne Forventning, aldrig kom et Skridt nærmere og aldrig indrømmede ham saa meget som Spidsen af sin lille Finger, ærgrede og æggede hun ham.

* * * * *

I Julen holdt Staden sit store «Borgerbal». Enhver agtværdig Borger mødte med Kone og Døtre og dansede med de andre Borgeres Hustruer efter Principet: «Lige for lige, danser Du med min Kone, danser jeg med Din.»

Kommis'erne og Provisoren paa Apoteket, Fædrenes Sønner og de ferierende unge Mennesker hos Præstens, «min Søn Studenten og hans Venner», var Ballets Løver. Merkurs Sønner var kendelige paa deres graamelerede Benklæder, sorte Frakker, lange Slips og flunkende ny Hansker. Det svage Køn var rigeligst repræsenteret, hvilket gav den mandlige Del en vis Overvægt, naar det gjaldt Valget af meddansende. Kavalererne gik da med ugenert Sindighed langs ned ad Rækken af de ventende Damer og udsøgte sig i Ro og Mag den, de vilde beære med deres Valg; det gik med en Nonchalance, en Sendrægtighed, som var uforlignelig.

Prokurator Hindings plejede at deltage i disse Baller. Fru Hinding havde intet imod endnu at faa sig en lille Svingom og lade Ungdommen se, hvorledes man dansede i hendes Pigedage, og Prokuratoren satte sig til et L'hombrebord i Sideværelset for at vise sig henimod Klokken to--tre og spørge, om Damerne morede sig, eller om de snart vilde hjem.

Atter dette Aar tegnede man sig, men Judith havde stor Ulyst til at være med, og hun indvilligede kun, fordi hendes Moder ikke vilde gaa alene og dog grumme nødig vilde undvære Fornøjelsen.

Da Turen kom til dem -- Byens eneste lukkede Vogn kørte efter Rangforordningen rundt og hentede Familierne, Deligencen brugtes kun af Haandværkerne ved Barnedaab eller Bryllup -- kørte ogsaa Familien Hinding til Bal.

Gæstgivergaardens store Sal var oplyst og prydet med kolossale Flag og Grankranse. For Enden af den, under Kongens og Dronningens Buster sad Byens Musikanter paa en ophøjet Tribune; men langs de kolde, fugtige Vægge paraderede de unge Damer paa Bænke. De hviskede, lo og kritiserede og chikanerede hinanden, de smukke tog de stygge om Livet, de, der var saa heldige at have Danse sikrede, beklagede dem, der ingen havde.

Judith fik Lyst til at gaa igen. Var dette virkelig den eneste Fornøjelse, der Aaret igennem tilbød sig? Skulde disse Baller være Mærkepæle i hendes Liv, indtil hun forflyttedes fra de unge Pigers til de gamle Jomfruers Bænk. Hun satte sig ned, men ingen talte til hende, hun havde ingen Veninde at hviske med, ingen fortrolig, næppe nogen bekendt. Livslede og Afsmag ved alle den Slags Forlystelser overfaldt hende. Musiken begyndte. Herrerne drev ind, endnu med Duften af de nys slupne Cigarer i Klæderne, de valgte og vragede, hvorpaa de trevent marcherede Gulvet rundt med «deres Hjærtes udkaarne». Takket være de omtalte unge Studenter fik Judith danset. Den lysøjede Gudindes Sønner mente i deres Hjærtes Uskyld, at det var Beskedenhed, der havde bragt Byens Kavalerer til at overlade dem den smukkeste Dame. -- Og Timerne sneg sig langsomt hen, Stemningen steg, nu kom ogsaa de gamle paa Gulvet. Da gik der en hemmelighedsfuld Hvisken gennem Salen: «Hr. Banner er kommen, Godsejeren er der!» En ubeskrivelig Nervøsitet greb Sindene, Damerne rettede paa deres Pynt, beklagede sig over, at de var saa forjaskede; man skottede hemmelig til Døren.

Der stod saa endelig Genstanden for saa manges Interesse i en Dragt lige fra Paris, aabenbart lidt forlegen med sig selv og overfor det Selskab, hvori Nysgerrigheden havde ført ham. Da Dansen atter begyndte, engagerede han den nærmeste Dame til en Inklinationstur, og da den var forbi, trak han sig tilbage til Døren. Judith saa med stor Fornøjelse efter den unge Pige, hvem denne Ære var overgaaet, hun saa hende gaa hen til sine Veninder, hørte hende med kunstlet Ligegyldighed ytre, at «Godsejeren virkelig dansede godt og konverserede fortrinlig». Begge Dele var vitterlig Usandhed, thi den ordknappe Banner havde ikke gjort en sammenhængende Bemærkning og havde danset alt for stift og genert for den unge, livlige Dame. Judith kunde ikke lade være med at anstille Betragtninger over, hvor vidt han virkelig var for ceremoniel til i det hele taget at kunne danse, eller om muligvis en Cancan i Bal mabille vilde have passet ham bedre.

Han gentog den samme Manøvre flere Gange; med hvilke funklende Øjne fulgte da ikke Mødrene deres Døtres Skikkelser i «Hr. Godsejerens Arme»; og stadig sluttede en ny lyksaliggjort sig til de udvalgte unge Pigers Skare, de gik med hinanden om Livet og røbede en paafaldende Distraktion overfor Yderverdenen. Naar Judith antog, at Hr. Banner lagde uendelig lidt Mærke til sine Omgivelser, tog hun imidlertid fejl. Han saa overordentlig godt det Røre, han vakte, den Glæde, hans Nedladenhed voldte, men han tog det som en skyldig Tribut og vilde for alting ikke lade sig mærke dermed. Han saa ogsaa Judith og sagde sig selv, at hun dansede godt og var Byens smukkeste Dame; han lagde ogsaa Mærke til, at hun talte ret livlig med sin ungdommelige Kavaler, og tænkte derfor, at det dog muligvis var Forlegenhed og Generthed, der gjorde hende saa tilbageholdende over for ham. Sluttelig faldt det ham ind, at han vel maatte danse en Dans med hende, da han jo kom der i Huset.

Judith stod og talte med sin Kavaler, med Ryggen mod den sig nærmende Banner. Minervas Søn var meget fortrydelig over den Opmærksomhed, Banner var Genstand for og havde just ladet falde nogle sarkastiske Bemærkninger i den Anledning. Judith lo og svarede:

«Ja, det gaar som i Hostrups Komedie. Pengene kan kaste en magisk Glans selv over en Peter Ravn, hvorfor da ikke over en -- --»

Banner stod foran hende og udbad sig næste Dans; ikke en Mine i hans Ansigt forraadte, hvorvidt han havde forstaaet eller blot hørt hendes Ytring; og hun betragtede ham med en Blanding af Vrede og Forvirring.

«Tak -- jeg er træt, jeg beder Dem undskylde, jeg taaler ikke at danse for meget, jeg havde tænkt at hvile -- --»

«I saa Fald turde jeg maaske gøre Dem Selskab, medens De hviler Dem.»

Han satte sig ved Siden af hende, da næste Dans begyndte; men han var aabenbart i Forlegenhed for et Samtaleæmne, og hun hjalp ham ikke.

Saa begyndte han at tale om Byen og dens Beboere, og gjorde i Forbigaaende en Bemærkning om den Magt, Pengene spillede ogsaa i denne fredelige Smaastad.

Da blev hun veltalende, svarede ham skarpt og træffende; han lo, thi han forstod ikke, at hendes sarkastiske Bemærkninger egentlig gjaldt ham selv. Men efterhaanden begyndte han saa smaat at kede sig ved Samtalen -- saa havde det jo dog kun været Generthed, der før havde gjort hende saa stiv over for ham, nu var hun jo kommen paa Gled; og hans Interesse begyndte at kølnes.

For en Afvexlings Skyld bad han hende da om at danse Salen en Gang rundt med sig, «hun vil vel», tænkte han, «sætte lige saa stor Pris paa at danse med mig som alle de andre». Men i samme Nu forandredes hendes Ansigt, Minen blev koldt afvisende, hun gav hurtigt et Afslag, ja drog sig endogsaa uvilkaarlig lidt tilbage, ligesom bange for at have vist sig for imødekommende.

Hendes Afslag krænkede ham. Havde hun danset med ham, vilde han have taget det som noget højst ligegyldigt, men da hun afslog det, fik han netop Lyst dertil. Denne smidige Skikkelse, disse runde Arme, denne fløjlshvide Hals! «Jeg tror virkelig, hun er bange for at røre ved mig.»