Part 3

Sommerens Fornøjelser bestod, til en Afvexling fra Vinterens trivielle Selskaber, hvor de samme Mennesker bestandig mødtes, Damerne for at strikke og brodere, Herrerne for at spille L'hombre, i store Kaffeselskaber, hvor Sladderen gaves frit Løb, og Tjenestepigehistorier og Børnesygdomme sattes under Debat. De kunde betragtes som Byens Rigsdagssamlinger, kun var det Kvinderne, der her førte Ordet, bestemte Grænserne for, hvad der passede sig, og gav Dadels- eller Tillidsvotum. Byens Regeringsform var nemlig uindskrænket monarkisk, arvelig paa Spindesiden. Fra disse Gilder var selvfølgelig alt Mandkjøn strengt udelukket, ligesom ved visse gamle romerske Gudindefester. Judith hadede dem; Høfligheden bød hende dog, ej at undslaa sig, men da hun aldrig traf nogen Ven der, blev de hende dobbelt pinlige. Alligevel var denne Sommer en af de gladeste, hun længe havde levet. Hun savnede ædlere Fornøjelser, hendes Sind var i større Ligevægt, hun havde fundet en Beskæftigelse for sine Tanker og Drømme; det holdt hende oppe.

Hun tænkte sig selv i en lys Morgenkjole gaa omkring i en stor, smuk Have, tale med Gartneren, se til Frugttræerne, plukke de friske, morgenduggede Blomster -- eller skænkende Te af en lille Sølvtepotte i en Spisestue, smykket med Fotografier fra Rom og Pompeji -- eller slæbende bløde, knitrende Silkekjoler gennem lange Korridorer, holdende Raad med Husjomfruer om Dinéer og Soupéer, klædende sig paa til Selskaber, hjulpen af en behændig Kammerjomfru, prydende og oplivende en gammel Borg ved sin Skønhed, sin Ungdom, sin Livsglæde og Munterhed -- forfængelige og verdslige Tanker om Luxus, Velvære og Fornøjelser. Og bag det hele dæmrede de ubestemte Omrids af en Mand, hun vidste ikke selv hvorledes, men forskellig fra alle andre, en excentrisk, men ædel og skøn Mand, der tilbad hende og bar hende paa Hænder. Hun forundredes over, at hun endnu kunde nære saadant Haab, at hun virkelig ikke var for klog og erfaren til at fortabe sig i den Slags Fantasier.

Hun vidste noget om Godsejer Banner, omtrent saa meget som alle andre i den lille By, hvis Stolthed og Beundring den godsejerlige Familie gennem Slægtled havde været. Johan Banner hørte nemlig til en gammel og fornem Familie. Hans Bedstefader havde gjort sig fortjent under Frederik den sjettes Regering, men var næppe saa stolt deraf, som af sin Adel og sit Stamtræ. Han havde kun én Søn, Erik Banner, hvem Slægtsstoltheden i fuldeste Maal var bleven indpodet. Gamle Johan Banner regnede sig for en heldig Mand, han var ikke alene sluppen gennem Statsbankerotten, men havde endogsaa formaaet at opkøbe Jord og afrunde sine Besiddelser paa den Tid, da Jordejendommene sank saa yderlig i Værdi; dette lagde Grunden til Familiens nuværende Rigdom. Han havde endvidere kun havt en Søn, paa hvis Hænder alt, helt og udelt gik over, men om sit største Held var han neppe selv vidende, det nemlig, at han døde, forinden Grundloven tilintetgjorde Adelskabets Forrettigheder. -- Men des haardere ramte Slaget hans Søn. Ordene: «Enhver i Lovgivningen til Adel, Titel og Rang knyttet Forret er afskaffet» forekom denne en Søndertræden af de helligste og dyrebareste Rettigheder. Dybt krænket opgav han enhver Virksomhed i det offentliges Tjeneste og trak sig tilbage til sine Godser, hvor han i ethvert Fald var uindskrænket Hersker. Han havde endnu, medens Faderen levede, ægtet en Dame af Landets fornemste og «ældste Blod» og boede nu med hende i ensom Herlighed paa sine Fædres Borg.

Johan Banner, der var bleven opkaldt efter Bedstefaderen, var dengang 9 Aar. Han blev efter Moderens Død, der indtraf nogle Aar senere, den eneste og vigtigste Genstand for Faderens Opmærksomhed, thi nu afhang jo Slægtens Fremtid af ham. Hans Barndom var ensom, thi Faderen krævede til hans Omgang ej alene Jævnalder, men ogsaa Jævnbyrd, og hvem var ham jævnbyrdig i Miles Omkreds? Og saaledes saa Drengen kun _over_ sig en Fader, der indgød ham den højeste Mening om hans Værd og Rettigheder, ikke som Menneske, men som Adelsmand, og _under_ sig ærbødige Tjenere og krybende Undergivne.

Sagen var, at hans Fader vedblivende smigrede sig med den Tro, at Adelsskabets Fornedrelse kun var en Overgangstilstand. De styrende Magter maatte snart indse den Fordel, som ædel Byrd giver, og efter at «Folket» en kort Tid havde glædet sig ved Magten, vilde en Restauration finde Sted. I denne Tro bestyrkedes han af sine Omgivelsers Holdning; i den lille Naboby betragtedes han endnu stadig som Fyrsten -- naar Talen der ikke drejede sig om ham selv, var det i det mindste om hans Hunde, hans Heste, hans Vogne, hans Tjenere -- og at han i endnu højere Grad var Genstand for sine Undergivnes Hyldest, følger af sig selv. Men han lagde ikke Mærke til den Nuance, Ærbødigheden var undergaaet. Det var ikke saa meget Adelsmanden, man krøb for, som Pengemanden, Godsbesidderen, der kunde have købt hele den lille By, som for en stor Del havde hans Gods til Opland. For ham selv var Ærbødigheden den, der tilkom ham som Adelsmand.

Disse Grundsætninger indprentede han sin Søn fra hans spæde Barndom, og de faldt i god Jord. Johan Banner var af Naturen begavet med en klar og gennemtrængende Forstand og en betydelig Portion Selvfølelse. Allerede i Drengens ottende Aar bemærkede Faderen med Glæde et udpræget Patricierhovmod hos ham.

Det var en Selvfølge, at Sønnen ikke skulde undervises i en Latinskole sammen med al Verdens Drenge; Banner antog Hovmestre, hvem en høj Løn tilkøbte ham Ret til at «holde inden for visse Grænser», og hvis Undervisning paa det nøjeste blev kontrolleret. En Gang hændte det rigtignok, at en Informator i den Grad overskred sine Ordrer, at han lovpriste den franske Revolution, talte om Folkets Rettigheder, om Kastevæsenets Fordærvelighed o. s. v., men det blev opdaget i rette Tid, og han blev strax bortsendt med to Aars Løn og en meget høflig Afsked.

Fra sit tolvte Aar blev Johan Banner behandlet af Faderen som en Ligemand, med en Hensynsfuldhed og Courtoisie som den, en Adelsmand skylder den anden. I Tjenerskabets Nærværelse kaldte han ham «Hr. Johan» -- «Behager Du Sauce, Hr. Johan?» og ve den uforsigtige Tjener, hvem et uovervejet «Du» eller familiært «Johan» undslap. De Jagter og Selskaber, Erik Banner gjorde, var kun for «fødte», og ved disse Lejligheder førte Hr. Johan et stort Ord; Drengen, der snart blev til «den unge Herre», talte med om alt, gav vittige Svar og blev lydelig beundret for sin Forstand og Skønhed. I hans to og tyvende Aar lod Faderen ham foretage en Udenlandsrejse, som overensstemmende med det hele Opdragelsessystem ikke gik til Frankrig, Revolutionens Vugge, men først til Preussen, «Junkerdømmets Land» og derfra til England, «Aristokratiets rette Hjem». Fra denne Rejse maatte den unge Adelsmand over Hals og Hoved hjem til Faderens Dødsleje. Denne havde nemlig forkølet sig paa en Jagt, «hin ægte aristokratiske Forlystelse», og ventede nu paa Døden med en Adelsmands Ro og Værdighed. Til Sønnen holdt han en Afskedstale, hvori han beklagede, at han ikke selv skulde opleve «Restaurationen», men dog trøstede sig med, at det var Sønnen forbeholdt; han bad ham gifte sig ung, for at bevare Slægten, at lade Godset gaa _udelt_ over paa sin ældste Søns Haand, og -- her afbrødes han af den, der ikke tager mere Hensyn til en Adelsmand end til en Bonde, den store Socialist, Døden.

Saaledes arvede Johan Banner 22 Aar gammel det skønne Gods kvit og frit, med Herregaard og Park, med Skove, Bøndergaarde, Kirker, Inventarium og Besætning foruden en betydelig Kapital. Det følgende Aar forlovede han sig efter Faderens Ønske og efter eget frit Valg med en ung Pige af rig, adelig Familie, meget elskværdig og udmærket smuk, paa mødrene Side hans Næstsøskendebarn. Forlovelsestiden skulde naturligvis kun vare kort, et smilende lykkeligt Liv syntes at vente de to unge Mennesker. Uheldigvis besad den unge Brud andre Egenskaber foruden de allerede nævnte, hun havde en ypperlig Forstand, en fintdannet, søgende Aand. Dette var Egenskaber, som Johan Banner slet ikke forstod at skatte hos en Person af det svage Køn. Kvinden var efter hans uforgribelige Mening, og hans Meninger var altid uforgribelige, skabt til Prydelse for Livet. Kvinder burde være smukke, kvindelige og blide, deres Pligt bestod i at elske Mændene, og Mændenes Pligt mod dem var at bære dem paa Hænder, beskytte dem, nu ja, og lade sig elske af dem. Den bornerte og arrogante Adelsmand vilde aldeles intet høre om, at Kvinderne behøvede dybere Tanker, Livsanskuelse eller nogen Slags Viden ud over den rent almindelige. Naar derfor hans unge Brud prøvede paa at indvie ham i sine inderste Tanker, eller æskede hans Mening om et eller andet Problem, hun ikke selv kunde klare sig, tog den overlegne unge Mand hendes smukke Hoved mellem sine Hænder, bad hende ikke besvære sig med slige Taabeligheder, udviklede, at Logik og Kvinder ikke hørte sammen, at Kvindens Filosofi var Kjærlighed, sagde, at Stjærnernes Skabelse for ham var lig med hendes Øjnes Tilblivelse, og at han vilde give hele Sokrates' Visdom og Platos Dyd for et Kys af hende. Hun syntes ikke om det, men Forberedelserne til Bryllupet tog mere og mere hendes Tanker, og da Banner snart efter rejste over til Ahnbjerggaard, svandt efterhaanden ogsaa de dæmrende Tvivl om, hvorvidt de virkelig passede sammen, som nu og da havde formørket hendes unge Lykke.

Da fik hendes Fader Besøg af en Ven, noget yngre end han selv, en kundskabsrig, dannet og i Videnskabens Verden anset Mand. Døden havde nylig befriet ham for et langt, sørgeligt Ægteskab med en næsten sindssyg, melankolsk Hustru. Han besøgte sin Ungdomsven for at bortjage de sidste sørgelige Indtryk. Han havde kendt den unge Pige fra hendes Barndom og interesserede sig levende for hende. Han talte meget med hende, og hun fattede hurtig Tillid til ham. Hun søgte da hos ham Oplysning om de Problemer, som beskæftigede hende, og han gik let og villig ind paa hendes Tankegang og hjalp hende med at klare dens underligste Forviklinger. Hun droges mere og mere til ham, ti hun følte, at han paa en Gang forstod hende, var hende overlegen og dog beundrede hende for noget andet og mere end hendes ydre Skønhed; intet Smigreri kunde fremkalde en behageligere Følelse. Hun glemte, at han var saa meget ældre, hendes Faders Ven, som for Alderens Skyld næsten kunde være hendes egen Fader. Hun følte, at hun for ham turde aabne hele sin Sjæl og tale om, hvad der dybest bevægede hende, ja hun glemte snart helt sin galante og stolte Brudgom i den elskværdige og fordringsløse Mands Selskab. Og da den Dag kom, da hun saa, at det var andet end faderlig Interesse, der knyttede ham til hende, da hun saa, at kun Frygten for at rive hende ud af en formentlig Lykke holdt ham tilbage, sagde hun: «Ser De da ikke, at jeg elsker Dem som De mig, og at jeg aldrig kunde blive lykkelig med nogen anden?»

Men lige saa stor som hans Henrykkelse var ved den uventede Lykke, lige saa stor var den unge Adelsmands Harme, da hans Brud skriftlig og i de skaansomste Udtryk fordrede deres Forbindelse hævet.

Han rejste strax over til hende, og der paafulgte en stormende Scene.

«Ingen Forstaaelse imellem os!» raabte han, «hvilke Griller og Fraser! Elsker vi ikke hinanden, elsker jeg Dig ikke, hvad vil Du da mere?»

Hun var for ærlig og stolt til at skjule Sagens sande Sammenhæng.

Da foer Banner op som ramt af et Skud. «Vil Du sige, at Du forsmaar mig for ham, en gammel Bogorm, en Plebejer, at Du, en Adelskvinde, vil nedværdige Dig ved en Forbindelse med en borgerlig --»

Da kom det skæbnesvangre Ord: «Adelig og borgerlig -- hvad Forskel er der i det? Adel er kun et tomt Navn, men Kundskaber, Dygtighed, en nyttig Livsgjerning, det er noget virkeligt; den Art Udmærkelse er den eneste Form for Adel, et oplyst Menneske kan anerkende.»

Han forlod hende oprørt og saaret, ikke i sin Kærlighed, thi da hun forsmaaede ham, ophørte hun at existere for ham, men i sin hidtil urokkede Tro paa sit Adelsværd. Han tumlede med disse ny Tanker, der saa eftertrykkelig var drevne ind i hans Bevidsthed, hvor der aldrig før var givet dem mindste Rum. Hans Barndom havde været saa strængt bevogtet, sin første Ungdom havde han tilbragt i Udlandet, saa havde hans unge Kærlighed optaget ham, og hvad han havde lært at kende af Nutidens Strømninger, havde han set fra et saa bornert Standpunkt, at det fuldstændig var gaaet hans Forstaaelse forbi. Men nu kastede en eneste Begivenhed nyt Lys over dette og meget andet. En enkelt Tilsidesættelse lærte ham, at han var et Menneske, der som alle de andre kunde vælges og vrages, bedømmes og forsmaas. Og han saa med et helt nyt Blik paa sig selv, sit Liv, sin Opdragelse og hele den Stilling, han indtog i Samfundet, og da fyldtes han af Harme mod Faderen, som havde forkvaklet ham, mod den Kvinde, der havde vraget ham, mod det Samfund, der officielt ikke anerkendte hans Særrettigheder, mod den trællesindede Pøbel rundt om, der desuagtet krøb for ham og løj for ham, kort mod alt og alle. Han blev led ved hele Livet, ved sit Gods, dette usle lille Omraade for hans Magt, ved sin Fremtid, der forekom ham at ligge fuld af Krænkelser og Tilsidesættelser, ved sin Rigdom, der syntes ham betydningsløs, naar den ikke kunde bruges til at kaste Glans over hans Fødsels Adel, ved sine Kundskaber, der var golde og ensidige, men først og fremmest ved sig selv, denne Antikvitet, denne latterlige Ridder af den bedrøvelige Skikkelse.

Han ordnede da i Hast sine Affærer, overdrog Godsets Bestyrelse til sin Godsforvalter, tog ikke Afsked med nogen og forlod Landet paa ubestemt Tid.

Det varede ikke længe, før Rygtet fortalte allehaande om ham. Den Skuffelse, han havde lidt, hed det sig, havde gjort ham ganske vild. Han var bleven et helt andet Menneske, lod haant om alt, hvad han tidligere havde troet paa og levet for, var bleven Republikaner, Fritænker, Kosmopolit o. s. v., citerede Lassalle og Byron og tog den sidste til Mønster i hele sit skrækkelig vilde Liv og navnlig i alt, hvad der vedrørte Kvinder. For at hævne sig over den Uret og Tilsidesættelse, en enkelt af Kønnet havde tilføjet ham, brugte han sin Formue og sine Evner til at forføre og bedrage saa mange af dem som mulig. Saavidt Rygtet.

Vist er det, at Johan Banner tilsyneladende havde bortkastet alle sin Opdragelses Fordomme; men der forblev alligevel stadig hos ham en dyb Modbydelighed for dette, at gjøre sig lig med Massen, det almindelige; en Trang til at bevare Særpræget selv i sine Fejl, som derfor blev til Excentriciteter. Han havde heller ingen Ven eller fortrolig, thi ganske vist besad han Egenskaber, der gjorde ham afholdt, han var høflig, ridderlig og gavmild mod sine Kammerater, sine Elskerinder og Tjenere, men der var en Fortrolighedslinie, de aldrig overskred, og som han nøje bevogtede. Selv i de lystigste Drikkelag bevarede han til et vist Punkt sin Tilbageholdenhed, og blandt sine utallige bekendte havde han kun en, der kunde rose sig af at være dus med ham, en ung, dansk Komponist, Helman.

Rygtet blev tilsidst ked af at løbe hans Ærinder, man talte saa kun om ham for at trække paa Skuldrene og sige «den gale Banner».

Og det Øjeblik kom, da han saa, han havde forspildt sit Liv og forsømt sit Kald.

Da hed det sig, at han havde udraset, at han nu vendte hjem til sin Ejendom for at slaa sig til Ro og blive Staten en god Borger. Og den lille By fik ikke Undskyldninger nok for ham. Herregud, han var jo dog dens «Godsejer», dens Stolthed, dens private Ejendom. Man vilde tage mod ham som den forlorne Søn blev modtagen, med aabne Arme. Man tvivlede ikke om, at han vilde kaste sig i dem. Man mindedes hans Skønhed, man erindrede hans Ædelmod, og først og sidst talte man om hans Rigdom, hans næsten fyrstelige Formue. De handlende glædede sig til at faa en god Kunde, Lægerne til et ordentligt Honorar, Landmændene haabede paa Jagter, Byfogeden eller Justitsraaden, som han var, tænkte paa gode Middage, Sagførerne paa indbringende Forretninger. Og Mødrene haabede paa et glimrende Parti, man havde hørt saa galt før. Der var ingen ung Pige i Byen, som kunde tilsætte sit Haar med Uld og vise fire hele Fortænder, spille en Sonate og tralle en Arie, uden at jo hendes Hjærte bankede og hendes Kind rødmede ved Tanken om Hr. Johan.

Den forventningsfulde Stemning i Byen forøgede Judiths Livsmod, thi hun syntes, at hun havde mere Grund og Ret til at vente end alle de andre. Men ingen turde have en Anelse derom, og netop fordi hun ikke vovede at betro sine Drømme til Nogen, blev de stærkere, gjorde hende nervøs og urolig og fyldte hende undertiden i den Grad, at hun paa en eller anden for andre dog uforstaaelig Maade maatte tale om dem for at skaffe sine Stemninger Luft.

Der var i Byen en ældre Pige, en Frøken Stenberg, der havde kendt bedre Dage, da hendes Fader havde været Embedsmand i Sportlernes gyldne Tid. Men Pengene var gaaet lige saa let, som de kom, Forældrene døde, og Frøken Stenberg ernærede sig nu kummerlig nok ved Haandarbejde som andre af hendes lige, disse stakkels Vragstumper af fordums Herlighed, som det bevægede Liv skyller op og lader tilbage i saadanne Afkroge som denne lille Provinsby. Den gamle Dame med de fine Træk og de kloge, graa Øjne, der trods sine knappe Kaar altid var glad og tilfreds, havde Judith til alles Forbavselse valgt til Ven og fortrolig.

Da nu den forventede Tid nærmede sig, gik hun ned til Frøken Stenberg og slog sig til Ro i hendes sirlige lille Dagligstue. Der stod Porcellænshyrder og Hyrdinder paa Dragkisten, hvis Skuffer, naar de aabnedes, udaandede Lavendel og Violduft, der hang gamle Billeder fra Napoleonskrigene paa Væggen, og Sofaen, der skrev sig fra samme Tid, var lang og lige, upolstret, med høje Mahognitræs Skabe istedetfor Arme og Figurer af lysere Træ indlagte i Dørene; den var købt i Pengekrisens Tid og havde kostet 300 Daler i Seddelpenge.

Saa kom Maskinen og Kopperne paa Bordet, den pletterede lille Maskine fra Frederik d. 6tes Tid med høje, tynde Ben, vaseformet Beholder og en lille Skaal neden under til Sprit, og Kopperne med: «Jch gratuliere» i Kranse af Forglemmigej og Roser. Judith lavede Kaffen, og imidlertid passiarede de stille og ofte med lange Pavser, men paa en Maade, der virkede fredelig og velgørende paa Judiths Sind.

«Ser De, Frøken Stenberg, jeg er jo ung,» sagde hun og lænede sig tilbage i den umagelige Sofa med Øjnene fæstede paa Loftet, «og jeg stræber efter noget mere end det, jeg kan naa her, jeg har Faders Stolthed, og, frygter jeg, Moders Trang til Velvære, men jeg er tøjret i denne usle lille By.»

«Det er saamænd lige meget, hvor man har sit Hundehus, naar man kun gør sin Pligt der, hvor man er sat,» svarede den gamle Pige.

«Ja -- maaske, men det kan jeg ikke lære.»

«Aa, man klavrer højt op, og saa falder man langt ned.»

«Men var der ingen, der higede opad, stod jo hele Verden i Stampe.»

«Den kommer nok frem alligevel,» mente Frøken Stenberg.

«Men jeg gaar til Grunde, hvis jeg skal staa i Stampe, og ikke faar noget Maal at hige efter.»

«Ja, saa higer De derefter, og hvad man inderlig ønsker, sker som oftest -- --»

«Aa, tror De det?» udbrød Judith med usædvanligt Liv.

«Ja, men naar De ser Maalet, ser det som oftest helt anderledes ud, saa synes De, det var en anden Ting, De vilde, og jager videre frem. Hele Tiden er det efter Skygger. Tilsidst har De jaget Dem til Døde, og hvad er der saa naaet? Slæbt rundt i samme Kreds er De, men ikke et Skridt videre.»

«Men hvad skal jeg da? Lægge Hænderne i Skødet og lade være at haabe.»

«Nej, De skal udrette noget der, hvor De er sat -- jo vanskeligere det falder, jo mere tilfredsstillende er det. De beundrer Napoleon den Store saa meget, men hvad er han mod den blinde Søren Kurvemager, der har ernæret syv af sin Broders Børn foruden sine egne, uden at klage.»

«Aa ja, Smaaborgerdyder, men de falder mig saa tungt for Brystet. Jeg beklager Søren, men jeg beundrer ham ikke.»

«Og jeg beklager Dem. De bygger hele Deres Liv af Fremtidsdrømme, lever paa Luftkasteller om en eller anden uventet Lykke. Men Livet er prosaisk; der er ikke megen uoverkommelig Fortvivlelse, men endnu mindre æventyrlig Lykke. Der er en kold, uoverstigelig Klippe, som hedder Virkelighed, og mod den slaar Illusionens Dampe og falder ned som bitter Taareregn. Lad os tænke paa at faa noget ud af Nutiden og ikke spilde den ved at drømme om Fremtiden enten paa denne eller hin Side Døden, hvad nok de troende gør -- idetmindste en Gang imellem, naar de ikke har andet at tænke paa.»

Frøken Stenberg var ikke religiøs, hun havde fra sin Fader arvet Revolutionstidens Skepticisme, og i Mangel af anden Arv havde hun nidkær vaaget over denne.

«Men», fortsatte hun, «at slaa sig til Ro i det nuværende og finde sin Glæde i at arbejde og udrette noget godt og nyttigt, det er naturligvis det kedsommeligste af al Ting, især for de unge.»

«Aa,» udbrød da Judith, «det kan være -- maaske skal ogsaa jeg engang lide Skibbrud, men nu vil jeg lade staa til for fulde Sejl, thi jeg er ung, og jeg længes efter at blive lykkelig.»

Det var en Morgen i August. Høstsolen skinnede klart fra den rene blaa Himmel, der var en Friskhed og Lethed i Luften, som stemte til Munterhed og Sang. Judith vaagnede, aabnede sine Vinduer og saa ud over de grønne, dugfriske Enge. Hun indaandede i tørstige Drag den lette Luft og mærkede denne Aandslivlighed, der bringer Manden fra =the far west= i en saadan Stemning til at kalde sig =chipper=, det vil sige skikket til glad og ufortrødent at tage fat paa sit Arbejde.

Da hun var paaklædt, gik hun ned i Haven. Morgenluften slog hende kølig og fugtig i Møde, der var falden stærk Dug, Græsplænen var ganske graahvid deraf. Træerne duftede formelig, deres Farver var stærkere end om Sommeren, enkelte gule Blade var begyndt at vise sig, et og andet svirrede sagte ned for hendes Fødder. Naturen syntes at være stegen op af et forfriskende Bad. Hun var oplagt til at synge og løbe, løb ogsaa et Stykke med tilbagekastet Hoved, saa stansede hun foran nogle Graner, over hvilke Edderkopperne havde spundet deres regelmæssige, hjulformede Net, som Duggen havde overstrøet med tusinde fine Diamanter, der glimrede i Sollyset. «Hvor her er smukt,» udbrød hun uvilkaarlig og derefter smilende: «og hvor jeg er ung!» Hun gik til Udkanten af Haven, derfra kunde man se udover de gule Kornmarker. Høsten var i Gang over alt. Da grebes hun af en mægtig Følelse af glad Forventning -- «et eller andet godt vil hændes mig i Dag,» den Slags ubestemt Forventning, som man maa være ung for at kende. Hendes Tanker droges i en bestemt Retning: «Om et Aar -- skal jeg da kunne se ud over et saadant Landskab og kalde det mit?»

Hun lo ad sine egne Tanker, men gik dog grublende op mod Huset. Formiddagen forløb med de sædvanlige huslige Smaasager, men der var en Jubel og Forventning i hende, som forgyldte alle disse dagligdags Trivialiteter.

Men ud paa Eftermiddagen blev hun urolig og nervøs. Skulde virkelig Dagen gaa hen, uden at noget skete? Vilde han da aldrig vise sig, Æventyrprinsen, der skulde komme paa sin høje Hest og sætte hende op foran sig paa Sadelen? Og hun, som havde været saa sikker, saa forhaabningsfuld!

Hendes Moder bad hende gøre Visit hos en Fru Mikkelsen, Byens største Købmands Frue, de havde skyldt det i saa lang Tid, vilde hun ikke nok gøre det. Hun havde ingen Lyst, hun var bange for at gaa fra det ventede, men paa den anden Side, denne nervøse Længsel var uudholdelig, derfor indvilligede hun og gik.