# Judith Fürste: En Fortælling ## Part 2 Book page: https://www.cyberlibrary.org/da/books/judith-furste-en-fort-lling-39510/index.md Først syntes Valget heldigt. Fruen førte et muntert Hus, der kom en Del unge Mennesker, og da Judith var meget lidt tilbøjelig til ved nogensomhelst Fremtræden at staa Døtrene i Lyset, lykkedes det hende at undgaa den let vakte Misundelse og Skinsyge. Hun holdt sig tilbage, var indesluttet og grublede for øvrigt nu over et nyt Problem, nemlig hvorfor unge Kvinder kunne være saa taabelige, at søge at behage Mænd og jage efter den tvivlsomme Lykke -- Ægteskabet. Blandt de besøgende var en Student Hilmer, en ung Mand af god Familie og omhyggelig opdragen, stærkt paavirket af Nutidens Fritænkeri. Han følte sig tiltrukken af Judiths Skønhed og nærmede sig hende beskedent med en stille og ærbødig Hyldest, som ikke kunde skræmme eller mishage hende. Hun talte med ham, hans Idéer og Anskuelser vandt Genklang hos hende, de syntes at klare op i det Virvar af krydsende Begreber, hvormed hun tumlede uden at kunne finde sig til rette i dem. Hans Syn paa Livet og Menneskene stemte omtrent overens med hendes eget, han var Pessimist, fordi Schopenhauer var det, og hans Philosophi, som han docerede med hele den Alvor og Varme, der kan findes hos en ung Student, der første Gang i Praxis repeterer sine nylig erhvervede theoretiske Kundskaber, ydede hende en vis Tilfredsstillelse. Hun troede at have fundet et rent og uegennyttigt Venskab, der var frit for Beregning og Sanselighed. -- Da de efter nogen Tids Forløb maatte skilles, skrev han til hende, og hun svarede. Hans Breve var meget alvorlige, meget philosophiske, og strømmede over af en slet dulgt Beundring for egen Viden; men de mange ny, sammensatte Ord som «dæmrende Opfattelsesvæv, store Igenfødelsens Alt» og lgn. forekom hendes uvante Øre poetiske og tanketunge. Det endte som alt platonisk Venskab mellem en Mand paa 22 og en ung Pige paa 18 -- han friede. Heftig, lidenskabelig, fordringsfuldt forlangte han hendes Ja. Han skildrede sin langvarige «Sjælekamp». «Hvis jeg faar nej,» sluttede han, «da maa jeg vel rive Deres Billed ud af min Sjæl, men den vil forbløde derved!» Hun blev forskrækket og overrasket. Hun havde alligevel ikke tænkt sig det paa denne Maade. I hendes Sind var der under de alt for tidlige og sørgelige Erfaringer opstaaet en Uvilje, næsten Angst for at skulle knyttes til nogen Mand; og denne var hende dog saa fremmed. Hun svarede hverken ja eller nej, men bad ham vente, og dermed ophørte foreløbig deres Brevvexling. Men hun blev frejdigere og gladere til Mode. Tanken om, at hun var elsket, elsket «for Evighed, over alt i Verden», sneg sig over hende med en Varme og Fryd, som hun næsten forbavsedes over. Hun blev saa mild i sit Sind, saa glad og rolig. Der syntes at skulle vaagne et Foraar i hende oven paa den kolde, haarde Barndoms Vinter. Saa kom der atter en Dag Brev fra ham: Ventetiden var uudholdelig, det halve Forhold utaaleligt, han fordrede sine Breve tilbage og ønskede al Forbindelse brudt. Hun troede, han var bleven vanvittig, hun sendte ham Brevene og bad om en Forklaring, hun fik sine egne tilbage, det var alt. Først en Maaned senere blev Gaaden løst, hun saa hans Forlovelseskort, han havde gjort et rigt Parti. Da lo hun saa hjertelig, saa bittert, at hun fik Taarer i Øjnene; hun tænkte paa hans Frierbrev, hvis glødende Ord om evig Kærlighed, Dages og Nætters Sjælekamp og Fortvivlelse havde brændt sig ind i hendes Erindring -- og nu et Par Maaneder efter forlovet med en Pige paa 80,000 -- efter hvor mange Timers Sjælekamp? Saa fik da hendes Tro det sidste og haardeste Stød. Ikke fordi hendes Kærlighed blev skuffet, hun vidste nu, at hun aldrig havde elsket ham, heller næppe fordi hendes Stolthed blev krænket, han var hende egentlig saa ligegyldig, men hendes Tro, hendes paany opvaagnede Tro paa Uegennytte, Kærlighed og Menneskeværd fik Dødsstødet. Hun blev en Byrde for sine Omgivelser, hendes kolde Tilbageholdenhed og sørgmodige Indesluttethed, der blev udlagt som Hovmod, stødte hendes Omgivelser fra hende. Døtrene paa deres Jagt efter Mænd, Moderen med sin Higen efter at faa Døtrene ind i Livsforsikringsanstalten «Ægteskab», følte sig generte af dette tavse, fornemt tilbagetrukne Vidne. Enkefruen skrev til Prokuratoren: «For Deres Skyld Hr. Hinding og for gammelt Bekjendtskabs Skyld, samtykkede jeg i at optage Frøken Fürste i mit Hus; men hendes Væsen er saa lidet imødekommende, hendes Sind saa stolt og ubøjeligt, hendes Humør saa nedtrykt og lidt velstemt, at jeg af mange Grunde, hvor ondt det end gjør mig, men hovedsagelig for mine unge, livsglade Døtres Skyld, maa nægte længere at beholde hende i vort Hjem, hvor Fortrolighed, Samstemning og Munterhed stedse har hersket». Altsaa vendte Judith atten Aar gammel atter hjem til den lille jydske Købstad, til en Moder, hvem hun snarere maatte støtte end vente sig Hjælp af, til en Stedfader, der var hendes Uven, ikke mindre nu end førhen, da han endelig ved Overenskomst med hendes Kurator havde faaet fat i hendes Penge, til en lille Broder, der syntes at have taget hendes Plads og Rettigheder. Hun blev fængslet i Lilleput Forhold, hvor hele Maskineriet gik saa jammerlig smaat, saa naivt aabenlyst, hvor Middelmaadigheden trivedes, Sladderen florerede, Kryberiet herskede, til en lille By, hvor det, at slutte sig inde i sig selv, var en Forbrydelse, fordi alt der skulde stilles i Glasskab som offentlig Ejendom, kritiseres og bedømmes, kort give Æmne til Sladder, og det kunde Judith ikke være med til. Hendes Stolthed oprørtes ved Tanken om, at hun skulde stilles til Skue, maaske blive Genstand for Medlidenhed, i alle Tilfælde for Snak. Hun skænkede ikke Byens unge Mænd, der dog i Begyndelsen hilste hende som en opgaaende Stjærne, et Blik eller en Tanke, derfor blev de selvtilfredse unge Hjærter hos disse Merkurs Sønner saarede, de kaldte hende hovmodig og vendte sig til Landets Døtre, der tog mod dem med Kyshaand. Hun valgte sig ingen Veninde blandt de unge Piger, med hvem hun kunde drøfte Skandaler, Forlovelseshistorier eller Modepynt, hun holdt sig for sig selv og blev tillagt Prædikatet «vigtig». Hun var saa tavs i Selskaber, ved Kaffegilder og Chokoladesammenkomster, at Byens Damer var enige om at kalde hende «muggen» og vistnok temmelig indskrænket. I Hjemmet var det ikke bedre. Hendes tavse Modstand pinte Prokuratoren, hun havde en vis Maner, uden Ord at kritisere hans Handlemaade, der just ikke altid hverken i Hjemmet eller i Forretninger var gentleman-like, som ærgrede ham mere end aaben udtalt Foragt. Og der var i hendes sørgmodige, indesluttede, skønt ikke ukærlige Væsen noget, der pinte hendes Moder mere, end de heftigste Bebrejdelser vilde have gjort det. -- Men fremfor alt var hun sin egen Fortvivlelse, med sin Vantro, sin Pessimisme og sin Haabløshed. Der sad hun paa sit Værelse efter Ordskiftet med Stedfaderen, med sit trætte Hoved støttet i de lange smalle Hænder, stirrende fortvivlet frem for sig uden nogensteds at kunne opdage blot et lille Glimt af Haab og Lykke, hun kunde rette sin Gang efter. * * * * * Det bankede paa Døren; Fru Hinding var kommen hjem og bad om Lov til at maatte tale med hende. Judith aabnede Døren for hende. «Du har igjen havt en Trætte med Hinding?» spurgte Fruen bedrøvet, da hun stod overfor sin Datter. Fru Hinding bar endnu Spor af fordums Skønhed, som hun stræbte at bibeholde ved et ungdommeligt Toilette og en moderne Frisure. Hendes Øjne var klare, hendes Tænder friske og hvide, men et ti Aars Ophold i en lille By havde paatrykt hende dette ejendommelige matroneagtige Stempel, som fortrinsvis udmærker Købstadsdamer; med sin noget svære Figur og lidt svagelige Helbred var hun tilbøjelig til Magelighed, elskede Velvære og Ro, ønskede at holde Fred med alle, men var gift med en temmelig karrig Husbond og stod mellem to krigsførende Magter, hvem hun i lige Grad ønskede at hjælpe og behage. Hun rakte sine buttede hvide, soignerede Hænder med de mange Ringe -- disse Hænder var hendes Stolthed -- bedende hen imod Judith og vedblev: «Aa Judith, lad os dog se at holde Fred, Du ved hvor ubeskrivelig al denne Strid smerter mig. -- Synes Du ikke, jeg har Sorger nok foruden?» «Hvem har ikke Sorger?» spurgte Datteren med et svagt Smil, «kender Du nogen, der blot én Dag af sit Liv er fri for dem?» «Aa -- andre har dog i det mindste Fred og Ro i Hjemmet, men tænk paa mig, alle maa jeg rette mig efter, jeg maa være bange for hvert Ord, jeg har Følelsen af, at ingen elsker mig. Du synes, Du har Ret til at være vred paa mig og Hinding finder mig gammel, jeg véd, han fortryder, at han giftede sig med mig, naar han ser mig mellem yngre og kønnere.» «Hvor kan Du dog være jaloux, Moder -- hvor kan nogen Kvinde være det; at hun ikke er for stolt dertil! -- Naar en Mand ikke bryder sig om én, hvor kan man da trænge paa og trygle om hans Kærlighed og vise sig vred, fordi han ikke vil give den?» «Du dømmer saa haardt, Judith, kan Du da ikke forstaa, at jeg trænger til Kærlighed?» «Jo, det kan jeg vistnok, jeg trænger selv saa uendelig, saa bittert dertil.» «Saa véd Du jo, Du har mig. Kom til mig, -- har jeg ikke altid elsket Dig, har Du nogensinde hørt et haardt Ord af mig, har jeg nogensinde negtet Dig Trøst og Kærlighed?» «Nej -- Du holder af mig paa Din Maade, det véd jeg nok, men ikke, som jeg trænger til det, ikke helt og udélt, Du vakler mellem mig og Hinding, vil hjælpe den ene og ikke slippe den anden.» «Men elsker Du da mig, saaledes som Du siger?» «Nej -- nej -- nej desværre, jeg elsker ingen rigtig inderlig, jeg kan ikke, skønt jeg véd, at det vilde gøre mig lykkelig.» «Du vil nok komme til det engang, jeg forstaar, hvad Du mener, Du vil nok engang komme til at elske en Mand.» «Nej -- aldrig,» svarede hun, og hendes Blik fik et mørkt, næsten fjendtligt Udtryk, -- «jeg vil aldrig elske nogen Mand.» «Jo, Du vil, og en Mand vil ogsaa elske Dig, -- Du, der er saa smuk, saa -- --» «Hvad mere, hvad er jeg mere end smuk? Det er kun en daarlig Egenskab, Moder. Men naar jeg aldrig gifter mig, hvad skal der saa blive af mig?» «Saalænge jeg lever, har Du jo et Hjem.» «Ja saalænge, men hvilket Hjem? Aa Moder, Du maa kunne forstaa, at jeg ikke kan være lykkelig her, hvor jeg maa bede om hver Skilling, ydmyge mig for at faa det allernødvendigste. Hvor fortvivlet er det dog, kun at kunne øjne Giftermaal som Redning. Hvorfor giver Hinding mig ikke mine Penge. Saa blev han jo fri for mig, og jeg kunde lære noget ordentlig og sørge for mig selv. Thi han vil da vel ikke berøve mig dem, nu han har faaet dem, -- tror Du vel?» Der kom et forfærdet Udtryk i hendes Ansigt ved denne Tanke, -- sæt, at det var muligt, og han en Gang kunde vise hende fuldstændig forarmet ud af sit Hus. «Det tror jeg ikke,» svarede Fru Hinding beroligende. «Hvad skulde jeg da gjøre? Jeg kan ikke fortjene mit Brød. Jeg gaar blot her til Plage for alle og bliver efterhaanden saa egoistisk og materiel. Jeg er snart saa vidt, at jeg synes, at Velvære, Rigdom og Luxus maa være Livets højeste Goder. Men hvorledes skal jeg naa dem? Der er kun en Vej -- at blive gift med en Mand, der var saa rig, at han kunde skaffe mig dem. Er det ikke forfærdeligt, at jeg kan tænke saaledes, og saa har jeg jo ikke engang Udsigt til det heller. Var jeg blot rig og uafhængig, saa at jeg selv kunde bestemme over min Skæbne!» Paa en Gang gik hendes trøstesløse Stilling op for hende, og hun brast i lidenskabelig Graad. Fru Hinding blev staaende raadvild og fortumlet en kort Stund; saa forenede den let bevægelige Kone sine Taarer med Datterens. Efter Stormen var der indtraadt Stille i Prokurator Hindings Hjem. Judith var træt og ligegyldig eftergivende, Prokuratoren var kun lidt i sin Familie; Juni Termin var inde, og han havde fuldt op at gjøre. Just den trettende Juni, en dejlig Sommerdag, var han i Perlehumør. Han havde faaet en god Forretning, en Forretning, hvor der var Penge at tjene og Regninger at skrive, for hver enkelt Post især og for dem alle tilsammen, for Konsultationer og Rejser, Udskrivning, Opkrævning, Panteforretning, paa Kryds og paa tværs, forlænds og baglænds, indtil Omkostningerne oversteg selve Summen, jo det var rigtig en behagelig Forretning, saa fed, saa indbringende, saa moralsk. Derfor gned Hr. Hinding sig i Hænderne og saa rigtig fornøjet ud. «Vognen koster ligemeget,» sagde han til sin Kone, «vil Du og Judith ikke køre med? Vejret er smukt, og medens jeg afgjør Forretningen, kan I køre over og bese Ahnbjerggaard; Godsejeren er endnu ikke kommen hjem og den er nok værd at se.» Judith havde ingen Indvendinger at gjøre; følgelig nød da den lille Bys Indvaanere ud paa Eftermiddagen den Tilfredsstillelse, i deres Reflexionsspejle at se Prokuratoren køre ud af Byen ved Siden af Kusken i den tostolede Vogn, medens hans Frue og Datter sad sammen paa Bagsædet, og der anstilledes allehaande Gisninger om, hvorvidt Misstemningen i Prokuratorens Hjem, om hvilken der gik forskellige overdrevne Rygter, nu var ved at udjævnes. Vognen skumplede over den slette Stenbro; det kom som en hel Lettelse, da den rullede ud paa den glatte Chaussé. De grønne Agre bredte sig foran dem, Solen glødede fra en skyfri Himmel, Luften dirrede af Varme og gjorde alle Omrids usikre. Lærkerne jublede over deres Hoveder, de hang som klingende, usynlige Klokker mellem Himmel og Jord. Bag dem laa den lille pyntelige By, foran dem det aabne Land, oversaaet med Bøndergaardenes sammenbyggede Længer eller Proprietærernes anseligere Ejendomme med de teglhængte Stuehuse. Hist og her dukkede en hvidkalket, kullet Kirke frem, eller en Række gamle Kæmpehøje oppe i Markbrynet. Judith var saa fredelig til Mode; hun undredes næsten over, at hun saa ofte kunde være nedslaaet og fortvivlet; det hele vilde maaske blive langt bedre, end hun havde ventet det. Naar Taagen, der skjulte Fremtiden, løftede sig, laa der maaske for hende et straalende, fredeligt Sommerlandskab, som det, hun nu saa. Hun lod sig vugge af sine egne Tanker og Vognens Gyngen, til hun vækkedes ved den hule Lyd, naar de rullede over en af de smaa Broer, der førte over Vandløbene, som Egnen skyldte sine gode Enge. Hun saa da et Øjeblik efter den lille Bæk, der betegnede sin Vej ved de høje Siv og friske Engstrøg, og sank saa atter tilbage i sine egne Tanker. Prokuratoren sad og underholdt sig med Kusken, der med Pisken udpegede Egnens forskellige Seværdigheder. Undertiden vendte han sig om og vejledte Damerne: «Dette er Ullerupgaard, derovre ser I Taget af Eskebjerg, hist nede ligger Uldum Kirke, -- Uldum og Trannerup». Det var en lang Køretur ind i Landet, nu og da veg Kornmarkerne for Hedestrækninger, der mindede om, at man befandt sig i Jylland, og i Lyngen laa Huse, saa store som Hundehuse omtrent, klinede op af Ler, tækkede med Tørv, med en eneste solbrændt Rude og en skæv, brøstfældig Dør. Selv en saadan Rønne havde paa jydsk Manér sit Navn, Uglemose eller Sindalhede, og, tænkte Judith, husede maaske tilfredse og glade Mennesker, lykkeligere og mere fornøjede end hun selv; -- men -- «det maa dog være skrækkeligt at leve der alligevel». Saa kunde de ogsaa møde en Pindevogn, trukken af en dvask Stud med en søvnig Bondemand i Vognen; han var maaske ogsaa længselsfuldt ventet hjem af Kone og Børn, som han dér sneglede halvsovende hen ad Landevejen. «Faar vi ikke Regn inden Sankte Hans, saa bliver Høsten skral iaar,» mente Kusken. «Saa bliver der Tvangsauktioner, Udpantninger og Fallitter,» tænkte Prokuratoren, der ogsaa hengav sig til Fremtidsdrømme. «Ja, nu er vi her,» sagde han lidt senere, da Vognen stansede foran en mindre Bondegaard. -- «Kør Du saa over til Ahnbjerggaard med Damerne, Jens. Lad os se, Klokken er snart fem, naar I kommer tilbage om et Par Timer, er det tidsnok; i alle Tilfælde kan jeg gaa over ad Gaarden til, hvis det skulde blive mig for sent. Farvel saa længe.» Prokuratoren tog til Hatten og forlod Vognen. De kørte videre, atter ind over dyrkede Jorder og frodige Enge. «De hør' no til Go'eren, ska a si'e vos,» forklarede Jens. «Den Skov hisse ovre, den hør no au dertil, og alt hva De ka se her rund om ded er no hans Banners er ed nok.» Og han lod Pisken beskrive en stor Bue. Judith rejste sig lidt. «Er det Hovedbygningen dernede?» «Jou -- den tejllavte Rolling hissenere, aa ded er en stuer og mægte Go'er sku a trou.» Den røde Herregaard viste sig for deres Blik med de utallige Ruder blinkende i Sollyset, bag ved laa Haven, nedenfor den det store Complex af Udbygninger, Mejeriet, Avlsgaarden, Gartnerboligen, Loerne, Laderne og Staldene. Paa Markerne rundt om saa man de lange Rækker af Kreaturer rolig drøvtyggende, værgende sig mod de næsvise Fluer. Hun blev overvældet af et Begreb om Rigdom og Magt; hvor maatte det være herligt, saaledes at eje alt, hvad ens Øje kunde overse. De stod af Vognen og gik op til Hovedbygningen, der bestod af fire sammenbyggede Fløje uden Taarne, men med takkede Gavle og tykke, røde Mure, hvor Stenen begyndte at forvitre og falde ud, og hvor de mange Vinduer med utallige smaa Ruder stirrede paa én som dybtliggende, øjenbrynløse Øjne. En skummel gammel Bygning, der mindede om Bondekrigene og Adelsvældens Tid. Paa de to Sider var den omgiven af næsten udtørrede Grave, der stod fulde af Skræpper, Rør, Dunhamre og Aakander, men til de to andre Sider vendte den ud mod en moderne anlagt Have. En Dreng fra Avlsgaarden havde fulgt dem op til Godsforvalteren, hvis majestætiske, trediveaarige Datter selv tilbød at vise Damerne omkring. Der var i hendes Væsen en Blanding af protegerende Overlegenhed, som den, der véd bedst Besked, kender alt og halvt er i Familie dermed, og en dyb, respektfuld Ærbødighed for disse Ting, som hun fra Barndommen havde beundret og lært at betragte som Indbegrebet af alt skønt og stort. Hun var halv fortrydelig over Judiths Mangel paa Beundring; thi Judith røbede sjælden det Indtryk, en Ting gjorde paa hende. «Her er Godsejerens Arbejdsværelse.» Foreviserinden sænkede Stemmen til en formelig ærefrygtsfuld Hvisken, naar hun omtalte «Godsejeren». «Dette er Billederne af Herrens Forældre, i Spisestuen hænger Resten af Herrens Forfædre. Dette er Billardstuen, Røgeværelset, Bibliotheket, Dagligstuen, Salen, det grønne Værelse» o. s. v. lød det, medens de passerede de nævnte Rum i den store Bygning. -- Bibliotheket, hvor Bøgerne ikke var rørte i mange Aar, og støvede stirrede ned fra deres Hylder, Dagligstuen med sine overdækkede Møbler, omvundne Lysekrone og gule Atlaskes Gardiner, den tomme, store Riddersal og alle de andre triste, skumle Værelser, hvor ikke engang Junisolens klare Straaler formaaede at række helt ind gennem de dybe Vinduesnischer. «Godsejeren kommer snart hjem, saa vil her nok blive hyggeligere,» bemærkede Ciceronen, «han er nu i England, men han har rejst baade i Persien og Ægypten -- ja «i» Paris og Rom.» Hun var saa stolt deraf, som om det var hende selv, der havde «rejst i» Paris og Rom. «Er det længe siden, han var her sidst?» «Elleve Aar har han været borte. Nu kommer han hjem, og vi tror, at han bliver, for han har skrevet til os, om at gjøre alt i Stand, -- men vi véd for Resten ikke -- -- --» Og hun syntes bange for at have sagt for meget, og røbet Ting, der for hende var ligesaa vigtige, som Statshemmeligheder for Statens Styrere. «Her er Godsejerens Sovekammer.» Et stort, skummelt Gemak var det, hvor man skulde tro, at Søvnen maatte flygte bort og efterlade hvileløse, af mørke Grublerier opfyldte Nætter til den, der vilde prøve paa at sove i en eller anden Afkrog af den mægtige, skrækindjagende Tronseng, over hvis Hovedgjærde Bannernes adelige Vaabenmærke var udskaaret og malet. Fru Hinding standsede; hendes husmoderlige Nysgerrighed drev hende til at undersøge Sengklæderne lidt nøjere. Judith gik videre. I Paaklædningsværelset, hvortil Døren stod aaben, faldt en Smule Sol ind, det drog hende uvilkaarlig til sig. Hun standsede forskrækket paa Tærsklen, hun troede, at nogen kom hende i Møde. Næste Øjeblik smilte hun ad sin Angst, hun stod overfor et stort Spejl, der næsten naaede fra Loft til Gulv, og hvori hun saa sig selv fra Isse til Fod. Saa skød Spotten op i hende ved Tanken om, at det var en Mand, hvem dette tilhørte, og som her havde smykket og beundret sin egen Person; men strax efter optoges hun af selve Synet af sit Billede, alle andre Tanker veg for en uimodstaaelig, forfængelig Glæde. -- Ja, hun var smuk, det var ingen Smiger, ingen Indbildning, og hun fortabte sig i Beskuelsen af sin egen middelhøje, slanke Skikkelse, de store fløjelsagtig brune Øjne, Ansigtets fuldendte Oval, den matgyldne, dunede Teint og rundt om det lille fint formede Hoved det bølgende og lokkede, men ikke meget svære Haar. Hun gik et Skridt længer frem, saa Solstraalen faldt gennem det og omgav hende som med en Glorie; -- da slog en Idé pludselig ned i hende, hun kastede Hovedet tilbage som fyldt af en stolt, overmodig Tanke, hun gik fremad mod Spejlet med en Dronnings Værdighed, men vendte sig hurtig, da hun hørte de andre komme. «Dette er Paaklædningsværelset, og her er Badeværelset,» sagde deres Cicerone, idet hun lukkede Døren op til det tilstødende Kammer. «Her er endelig den Fløj, som var halvt gjort i Stand til den unge Frue -- før Forlovelsen blev hævet.» Pigen sukkede. «Det har staaet urørt siden, og Herren gifter sig aldrig.» En beskæmmende Følelse jog Blodet op i Judiths Kinder. «Kunde Pigen læse hendes hemmelige Tanker og svare paa dem?» «Tror De, Hr. Banner vilde synes om, at fremmede saaledes gennemse hans Hus, hvis han fik det at vide?» «Aa -- det var vist Hr. Godsejeren aldeles ligegyldigt,» svarede Pigen med uforligneligt Hovmod. Der laa i Ordene en Antydning af, at Mennesker i deres Stand og Stilling slet ikke var noget i «Hr. Godsejerens» Øjne. Judith fik uvilkaarligt noget mod Pigen og talte ikke mere til hende. Forevisningen var næsten til Ende, man havde set Malerierne, Kunstsagerne, de gamle Møbler o. s. v., gennemvandret de ubenyttede Gæsteværelser, undret sig over de mægtige Kister med Sølv og Dækketøj, der ikke havde været aabnede i elleve Aar. «Er de nu brand- og dirkefri?» spurgte Fruen bekymret. Pigen smilte. «Her kommer ingen Tyve, og disse Mure vil aldrig kunne brænde, saa det er brand- og dirkefrit det hele.» Hermed endte Undersøgelsen. I Gaarden traf de Prokurator Hinding, som just var ankommen, han var stadig i straalende Humør. «Naa -- ret net, hvad? -- Rig Mand, hvad? -- Havde man bare en Hundrededel af det altsammen. Men trist Sted at bo paa. Naa, I er vel sultne, lad os nu køre ned til Kroen og faa os nogen Aftensmad; det skal gjøre godt, ovenpaa Dagens Anstrængelser.» Som sagt, saa gjort; men da enhver efterhaanden hengav sig til sine egne Tanker, løb Maaltidet meget stille af. -- Ved Solnedgang besteg man Vognen for at køre hjem. De kom da atter forbi Ahnbjerggaard, der laa tæt ved Landevejen, fra hvilken en Allé af Popler førte op til Porten. Judith vendte sig og saa efter Bygningen. Den nedgaaende Sol glødede i dens Hundreder af Ruder. Vejrhanerne blinkede, Stenenes røde Farve blev dyb og varm, det var et Syn, som uudslettelig fæstnedes i hendes Erindring. -- Saa sluktes Glansen, mørk og tung tegnede Bygningen sig mod den østlige Himmels svagt rød violette Farve, Genskinnet fra Solnedgangen. Saa forsvandt den. Men over Engene hævede sig en tæt, hvid, bølgende Damp, det saa ud som Søer i Maaneskinnet. Gennem den tavse Egn rullede Vognen hurtig hjemad; nu og da hørte man et fjernt Hundeglam, ellers dyb Stilhed. -- Fruen halvsov, Judith var nedsænket i sine Drømmerier. Fremtiden syntes ikke længer saa mørk og trøstesløs for hende. Der var et ubestemt Haab, en Anelse, der som et attraaværdigt Maal blinkede og funklede i Sollyset langt forude.