Part 15

Der var en noget trykket Stemning ved Middagsbordet. Judith var for optagen af en eneste Tanke til at kunne underholde de andre. Banner lagde Mærke dertil og grublede over Aarsagen dertil. Var nu denne Tilbageholdenhed og Tavshed en Følge af hendes saarede Stolthed eller maaske af Frygt for en Opdagelse. Det forekom ham, at der undertiden var noget sky og frygtsomt i hendes Blik. Var hun bange? Og han pintes af en prikkende, nagende Utaalmodighed efter at faa Løsning paa denne Gaade. Ogsaa August Strøm var urolig. Hvad betød hendes Tavshed, var hun vred paa ham, eller var hun maaske bange for at røbe sine virkelige Følelser, eller var der forefaldet noget mellem hende og hendes Mand. Banners mærkværdige, sarkastiske Maade at behandle ham paa, syntes at antyde, at den sidste Gisning maaske var rigtigst.

Hellman alene havde tilsyneladende bevaret sin joviale Gemytlighed; dog vilde en skarp Iagttager have bemærket, at ogsaa han stundom glemte Maden og Talen for at rette sin Opmærksomhed snart paa Banner snart paa Husets unge Frue. «Har Du endnu Tømmermænd fra i Aftes, Banner? Du ser ud, som om Du havde tabt Din Sag for højeste Ret.» Banner svarede ikke, han tumlede stadig med samme Tanke. Havde han overrumplet hende? Var det kommet dette Øjeblik, han en Gang længtes efter, da han virkelig skulde faa Lejlighed til at ydmyge hende? Tanken behagede hans Herskesyge, eller det matte Vrængebillede deraf, der endnu var tilbage. Men paa den anden Side. Hvis hun nu overlistet af hans Skarpsyn blev dreven ind i en Krog og tvungen til at tilstaa sin Kærlighed til en anden, hvad var der saa vundet derved? Var det da ikke et Nederlag saa vel for ham som for hende? Nej, gid han havde hende ydmyget og dog ikke tabt, besejret og dog ikke skyldig. Gid hun paa en eller anden Maade kunde overbevise ham om, at han havde taget fejl. Var han da skinsyg? Nej, men han vilde dog ikke miste hende, det sidste, der gav hans Liv en Smule Indhold, om Indholdet saa ogsaa var af noget tvivlsomt Værd. Han vilde dog endnu en Gang prøve Styrke med hende, han skulde vel ikke atter komme til kort. Da de rejste sig fra Bordet og han tog hende i Haanden til vel bekomme, følte han, at den rystede; samtidig hvilede hendes Øjne med et forunderlig ængsteligt Udtryk paa ham. Da trak han hende sagte nærmere til sig og hviskede, medens han beholdt hendes Haand i sin: «Jeg vil tale endnu en Gang med Dig, nu i Aften. Tænk over, hvad Du vil sige mig.»

Man sad atter i Dagligstuen, men Samtalen gik kun trevent. Da Øjeblikket for Judiths Tilstaaelse var fastsat, følte hun en Angst, ikke fordi hun fortrød sin Beslutning, nej, men denne nervøse Angst, man faar, naar et alvorligt og afgørende Skridt skal tages og ikke længer kan opsættes. Hans Ord: «tænk over, hvad Du vil sige mig», genlød i hendes Øre, og hun prøvede at gøre det, at forme de Ord, hun skulde sige, men det var hende umuligt. Hellman gjorde Kraftanstrængelser for at muntre Selskabet. Hans Midler var just ikke de fineste. Blandt andet fik han den Ide at behandle sin Nevø som et lille Barn. Banner lo deraf og syntes at finde en ondskabsfuld Fornøjelse i den Spot, den unge Mand maatte døje.

«Ikke drikke for megen Vin, August. Du ved, smaa Drenge kan ikke taale det. Din Moder bad mig, før vi rejste, om at passe godt paa Dig. Ikke sid saa magelig, det klæder ikke Børn godt» o. s. v.

Strøm var ufornuftig nok til at lade sig drille i Stedet for at gaa ind paa Spøgen, og viste temmelig tydelig sin Ærgrelse.

«Ikke arrig, lille August, i fremmedes Nærværelse, vent til Du kommer op paa Dit eget Værelse,» og saa lo Hellman atter, ja selv Banner gik ind paa Spøgen og sagde: «Jeg maa vel ikke skænke for meget i Din Nevøs Glas, Vin og Kærlighed gaar let Ungdommen til Hovedet,» hvorefter han lo paa sin skarpe, haanlige Maade.

Til sidst fandt dog Strøm sig i det uundgaaelige og trøstede sig med, at Judith dog ikke syntes at finde Behag i den Maade, hvorpaa han blev behandlet.

Paa Slaget ti rejste Hellman sig og sagde: «Nu skal August i Seng. Sig nu pænt god Nat og Tak for i Dag.»

«Vil De ikke blive lidt længer?» spurgte Judith, der blegnede, da hun følte det afgørende Øjeblik nærme sig.

«Siden Fruen beder for Dig, skal Du faa et Kvarter endnu; tak for det, min Dreng.»

Hun skottede hemmelig til Uhret og fulgte Viserens langsomme Gang -- tretten Minutter, ti, fem, tre. «Naa, August, nu hjælper der ingen kære Moder; nu gaar vi,» og Komponisten, der ikke befandt sig vel, naar han kom for sent i Seng, tog sin Nevø under Armen for at tage ham med. Men Strøm vilde ikke gaa glip af at sige «pænt god Nat». Han vendte sig mod Judith og rakte hende Haanden. Et Øjeblik laa hendes kold og rystende i hans; han saa et forunderligt Udtryk i hendes blege, bevægede Ansigt, et Udtryk, som bragte hans lønlige Haab til at blusse op stærkere end nogen Sinde, og da han forlod Værelset med sin Onkel, sagde han til sig selv: «Hun elsker mig, jeg er vis derpaa, men hun er bange og lider derunder.» Hans ungdommelige Hjærte svulmede ved Tanken om, at hun, der i syv Aar ikke havde lært at elske, var bleven erobret af ham i mindre end syv Dage.

* * * * *

Da Hellman og hans Nevø var borte, betragtede hun forventningsfuldt sin Mand. Han troede, at hun var bange, og det forvoldte ham en hemmelig Nydelse, han havde da altsaa i det mindste faaet Bugt med hendes Selvsikkerhed. Øjeblikket var gunstigt, nu skulde hun tvinges til Oprigtighed med det onde eller med det gode, hun _skulde_ aabne sig for ham.

Han standsede foran hende og saa paa hende. Hun mødte hans Blik med et ubeskriveligt Udtryk af Blidhed og Eftergivenhed. Et mildt Ord, kun et mildt Ord, saa skulde hun underkaste sig; men hendes tilsyneladende Svaghed fristede ham til at bruge Haardhed, og han spurgte skarpt:

«Elsker Du denne Dreng?»

Hun svarede ikke.

«Jeg vil vide det. For mit Navns og min Æres Skyld fordrer jeg at faa det at vide.»

«Jeg har aldrig plettet og vil aldrig plette Dit Navn eller Din Ære.»

Han vidste, at det var sandt.

«Jeg har Ret til at forlange det som Din Husbond og Herre.»

«Over mine Tanker er Du ikke Herre,» svarede hun sagte. Hvis han blev ved i denne Tone, hvorledes skulde hun da kunne gøre Tilstaaelsen?

«Men jeg vil vide det,» raabte han paa ny næsten ude af sig selv.

«Har Du da virkelig Interesse for mig eller mine Følelser?»

Da tog han sig sammen, han følte, han var gaaet for vidt: «Hør mig,» sagde han mildt og satte sig i Sofaen ved Siden af hende, «jeg spørger, fordi jeg virkelig har Interesse for Dig. Du tager fejl, hvis Du tror, Du er mig ligegyldig. Du fængslede mig fra Begyndelsen af ved Din Kulde, Din Stolthed, den værdige Selvbevidsthed, hvormed Du nægtede at krybe for mig som alle de andre. Du interesserede mig, fordi jeg vidste, Du var ulykkelig, fordi jeg anede, at der bag Din Kulde og Stivhed laa en ungdommelig Varme og Begejstring for alt, hvad jeg vel i Ord og Adfærd spottede, men som jeg alligevel dybest i mit Hjærte beundrede og længtes efter. Da jeg lærte Dig nærmere at kende, søgte jeg at faa dette frem hos Dig, men Du undveg mig bestandig. Det æggede mig og drev mig til at opbyde alt for at naa mit Maal. Jeg vilde finde Bunden og Kærnen i Dig, saa jeg kunde vende og krænge Dig alt efter mit Behag. Det lykkedes mig ikke, og det var vistnok heldigt, thi havde jeg den Gang opnaaet min Hensigt, havde jeg sandsynligvis snart efter atter ladet haant om det, jeg saa ivrig efterstræbte. -- Du ser, jeg er aabenhjærtig, og jeg vil vedblive dermed. Da Erik blev født, tabte Du Betydningen for mig; i den Tid, han levede, glemte jeg Dig i min alt opslugende Kærlighed til Barnet. Da han døde, vendte jeg mig endnu en Gang til Dig, ikke kæmpende, men bedende, men Du var stadig ubøjelig. Saa opgav jeg alt. Jeg var for træt til længer at efterstræbe noget; jeg troede mig aandelig død, og mente, at ogsaa en legemlig Død vilde være det bedste for mig. Jeg længtes dog stadig mod Dig, men Du kom mig aldrig i Møde. -- Saa fik vi Gæster og jeg oplivedes atter -- maaske kun for at slukkes helt, naar Opblusningen er forbi. Men ogsaa Du forvandledes under dette Besøg. Jeg saa pludselig det Liv, den Ungdom og alt det, jeg havde haabet at kunne fremkalde, udfolde sig hos Dig, og jeg maatte da sige mig selv, at det var kaldt til Live af en anden. Denne Tanke pinte mig, maaske kun fordi jeg er en Egoist, men jeg harmedes over, at en anden i Dage skulde opnaa, hvad jeg havde kæmpet for i Aar. Jeg vilde gerne tro, at jeg tog fejl, Uvisheden pinte mig, og jeg bad Dig derfor om at ende den, men ikke engang _det_ vilde Du, ikke engang saa meget kunde jeg opnaa af Dig.

Jeg beder ikke om eller gør Fordring paa Din Kærlighed, jeg har ingen Ret dertil, jeg, der kun har levet for mig selv, maa ikke vente noget af andre. Jeg beder Dig kun sige mig, om jeg virkelig har tabt, om jeg skal lade dette Haab følge alle de andre brustne Illusioner. Beder jeg Dig om for meget? Det er jo dog saa lidt, dette, kun at ville have Vished om sit Nederlag, for ikke at fortsætte en tom Tilværelse. Vil Du gøre saa meget for mig? Hvis Du nogen Sinde har næret andet end uvenlige Tanker mod mig, saa sig mig, om det er kommet saa vidt, at mit Liv ikke alene er tilovers, men endogsaa i Vejen for andres Lykke. Vær ikke bange for at sige mig det. Sig mig, om jeg staar mellem Dig og Din Lykke, om Du elsker, om Du elsker -- ham?»

Hendes Hjærte var fyldt af ubeskrivelig Taknemlighed, fordi han havde gjort hende Tilstaaelsen saa let. Naar han var saaledes, saa blød, saa ydmyg, saa sørgmodig, saa kunde hun give ham alt. Og det skulde gøres nu strax, han skulde ikke et Øjeblik længer tro paa sit Nederlag. Fordi han frivillig nedlagde Vaabnene, skulde han gøres til Sejrherre, ja i langt højere Grad, end han kunde vente og haabe.

«Min Husbond,» og hun lod sig glide ned foran ham paa Gulvet og knælede ved hans Fødder. «Ja, jeg elsker, elsker for hele Livet, elsker en Mand højere end noget andet i Verden, højere end mig selv, elsker saaledes, at jeg aldrig vil kunne ophøre dermed, saa længe jeg lever. Men ser Du da ikke, at denne Mand er Dig selv. Dig elsker jeg og elskede jeg, jeg tror fra første Gang, jeg saa Dig. Men da Du syntes at spotte mig, bekæmpede jeg min Kærlighed og stred mod den i de mange lange Aar, fornægtede og undertrykkede den. Vidste Du, hvor jeg led, medens Erik levede, og jeg var Dig aldeles ligegyldig, saa vilde Du forstaa, hvorledes jeg allerede den Gang elskede Dig. Først lang Tid efter har jeg selv forstaaet det. Den Gang gjorde den stadige Lidelse mig haard og bitter, og da Erik døde, og Du kom til mig, var jeg syg, afsindig, forblindet af min Smerte og Fortvivlelse. Jeg stødte Dig fra mig. Men fra det Øjeblik, da jeg indsaa min Uret, blev jeg min egen Forræder; jeg skjulte kun min Kærlighed, fordi Du atter var bleven saa kold og fremmed.

Det var _mig_, som tog Dit Billed, og jeg har kysset det Tusinder af Gange. En Nat, da jeg blev bange for, at Du skulde være død, sneg jeg mig ind i Dit Soveværelse. Da jeg saa, at Du levede, og da jeg følte den ubeskriveligste Glæde derover, indsaa jeg, at Modstand var umulig, og jeg overgav mig da blindt til min Kærlighed. Fra den Dag blev jeg forandret, det er Forvandlingen, Du har set hos mig. Hvor kunde Du tro, at jeg kunde elske en anden, hvorledes kan man tænke paa andre, bryde sig om andre, naar man er Din Hustru. Nu skænker jeg Dig den Kærlighed, Du ikke forlangte, Du skal ikke mere klage over, at Du aldrig har mødt nogen. Dit Liv er ikke tomt, Du har gjort mig lykkelig, Dit Liv er ikke spildt, Du har lært mig at elske, Du er ikke ene, thi Du har vundet et Hjærte, som aldrig vil slippe Dig.

Jeg bønfalder Dig om at modtage det, jeg haaber inderlig, inderlig endnu at kunne være noget for Dig. Er Du træt, saa husk, at Du har et Hvilested, er Du ked af Livet, saa tænk paa, at Du har gjort det lykkeligt for en anden. Og tilgiv mig saa, at jeg saa sent opfyldte mine Pligter, at jeg saa sent forstod mig selv, at jeg tøvede saa længe, inden jeg kom til Dig. Sig, at Du tilgiver mig, at Du tager mod min Kærlighed, saa haaber og ønsker jeg intet mere.»

Hun var skøn, som hun laa der foran ham. Men han løftede hende ikke op i sine Arme, han hviskede ikke, at han ogsaa elskede hende. Et Øjeblik forekom han sig at være saa gammel, saa træt, saa udlevet, at han slet intet formaaede, intet haabede, intet brød sig om. Men lidt efter lidt lod han sig overvælde af dette, at blive elsket for sin egen Skyld, noget saa uvant, ja ukendt for ham. Og som det gaar i Æventyrene, naar Trylleordet udtales og Fortryllelsen hæves, saaledes syntes nu ogsaa her Forbandelsen, der havde hvilet over hans Liv, at opløse sig ved hendes Ord. Den gled som en Byrde af hans forpinte Sjæl, som en svindende Smerte af et lægende Saar; han syntes formelig, at han sank hen i den blide, velgørende Træthed, der følger paa en overstaaet heftig Lidelse. Han var elsket, saaledes som han havde smægtet efter det hele sit Liv, elsket for sin egen Skyld, uden Fordringer, uegennyttig elsket af hende, som dog stod ham nærmest af alle.

Men kunde det ogsaa være muligt, kunde hun mene, hvad hun sagde; forstod hun, at hun _ofrede_ sig? Endnu en Tvivl, endnu en Frygt.

Da hun tav, sagde han langsomt og blidt: «Ved Du, hvad Du siger og gør, husker Du, at jeg er et Vrag, der er blevet gammelt før Tiden, et Menneske, der har levet for sig selv og aldrig vil kunne gøre fuld Gengæld for Din Kærlighed? Vil Du ofre Dig for at give Resten af mit Liv lidt Betydning og Indhold? Hvis Du vil det, ja, da er jeg endnu saa egenkærlig» -- han smilte svagt -- «at jeg tager mod Din Kærlighed, skønt jeg ikke har fortjent den. Der er Mennesker, som har fordømt sig selv til en evig Jagen efter deres Lyster; til dem hører jeg. De opnaar intet. Kunde de kun en _Gang_ elske en anden højere end sig selv, tror jeg, de var frelste, men de kan det ikke. Ikke engang mit Barn elskede jeg fuldt ud for dets egen Skyld, men kun som mit genopstandne Jeg. Var der noget Menneske, jeg skulde have kunnet elske, da var det Dig, men jeg var for fordærvet allerede den Gang, jeg lærte Dig at kende, til at fyldes af en virkelig dyb Kærlighed. Saaledes er jeg. Kan Du nu andet end ynke og foragte mig? Vil Du virkelig ødsle Dit Hjærtes varme Kærlighed paa mig for dermed at formilde Resten af mit Liv? Hvis Du indser, at Du ikke kan det, da giver jeg Dig nu Din Frihed. Du har lært mig lidt af det, der hedder at opofre sig, men jeg vil ikke gøre Dig til et nyt Offer for min Egenkærlighed.»

Da mindedes hun, da forstod hun Ordet, som Hellman havde brugt: «Det er saligere at give end at tage.»

«Jeg vil aldrig fortryde det, og jeg vil aldrig ønske det anderledes. Min Husbond, Du ved ikke, hvilken Lykke det er at elske!»

Han tog hendes fine, smalle Hænder mellem sine og lagde dem paa sin hede Pande, trykkede dem mod sine brændende Øjne. Da han derpaa sagte lod dem glide ned over sit Ansigt, kyssede han dem gentagne Gange, og det var første Gang i sit Liv, Johan Banner ydede nogen Kvinde denne Hyldest.