Part 12

Han skød Brevet over Bordet til hende. En løjerligere Skrift havde hun aldrig før set; Streger og Klatter mellem hverandre, overstrøet med en utrolig Mængde Sand, der fik dem til at tage sig ud som smaa piggede og vortede Dyr. Hun skød det fra sig igen: «Jeg kan ikke læse det.»

«Naa, det er sandt. Hellman bruger Fjerpen og strør Sand paa; jeg husker nok hans billets doux. Indholdet er i Korthed: «Da Du altid har anmodet mig om at besøge Dig om Sommeren, har jeg faaet den Ide, at der vist maa være noget aparte rart ved Vinteren, som Du ikke under mig. Derfor agter jeg nu at inspicere din Herregaard ved Juletid. Jeg er bleven meget slunken af vor elendige københavnske Kost og trænger til at faa noget med af Eders Fedekalve. Da min Besøgelses Kapital er bleven opsparet i saa mange Aar, faar Du nu foruden Hovedsummen, som er mig, Renterne i Form af en lille Nevø, som jeg tager med mig. Han siger, han vil tegne nogle af Dine gamle Sager i Egenskab af Arkitekt og Oldgransker; men det er kun et Paaskud. Han vil gøre Ravage blandt de jyske Piger, og jeg beder Dig derfor snarest mulig afskedige, hvad Du har af kønne Fruentimmer paa Gaarden. Jeg formelder min og hans dybeste Respekt for Din unge Frue, hvem det særlig skal glæde mig at gøre Bekendtskab med. Hvis Du ikke vil have os, bedes Du skrive Afbud med omgaaende, da vi rejser fra København i Morgen. Din hengivne o. s. v.» -- Det vil sige, antager jeg, at de kommer i Morgen. Er Gæsteværelserne til Haven i Stand?»

«Ja.» Hun var lidt fortrydelig ved at skulle modtage fremmede just nu. Hun havde ønsket at være ene med ham netop nu, men han var aabenbart meget oplivet.

«Hellman vil sætte Liv i Huset, det glæder mig ogsaa for Din Skyld; Du trænger til Adspredelse.»

«Aa nej, hvorfor det? Jeg er meget tilfreds med det, som jeg har det.»

Han saa rask op paa hende ligesom forbavset. Hun vendte sig bort.

«Det er sandt, det er jo Juleaften i Aften. Du har vel ikke noget imod at gaa med mig i Kirke, som vi plejer?»

Hun svarede hurtig nej, og han forlod Stuen.

* * * * *

Det var Skik, at Godsherren Juleaften var til Stede i Kirken. Det havde rigtignok tidligere ogsaa været Skik, at Herskabet var der hver Søndag; men siden Banner var kommen hjem fra Udlandet, gik han kun i Kirke en Gang om Aaret, nemlig Juleaften. Han syntes ikke, at han helt vilde bryde med den gamle Skik, der af Bønderne næsten betragtedes som Lov og Ret.

Det blev en kold, stjærneklar Frostaften, og Vejen over til Kirken laa hvid og blank i Maaneskinnet. Judith stod ved Vinduet og ventede paa sin Mand, færdig til at tage afsted.

Han kom ind i Spaserepels: «Har Du noget mod at gaa til Kirken? Kusken kan saa ogsaa komme med.»

«Nej, slet ikke,» svarede hun smilende og vendte sig om mod ham.

Hun saa, at han var bleg og nervøs. Han betragtede denne Julegudstjeneste som en Tortur, en Komedie, han skulde spille til bedste for andre, og det pinte ham som en Ydmygelse. Hun forstod det saa godt, men hun turde ikke berøre Sagen.

Da de stod paa Trappen, dukkede Tjeneren op bag ved dem.

«Hvad vil De?» spurgte Banner i en mod Sædvane opfarende Tone.

«Fruens Tæppe,» stammede Manden; «jeg skulde bære det, mente jeg.»

«Det behøves ikke,» sagde Judith hurtig. «Jeg kommer vist ikke til at fryse.»

«Jo, der er for koldt,» sagde Banner atter rolig. «Men De skal ikke følge med. Giv mig Tæppet.»

Det var aldrig hændet før, og den ubetydelige Opofrelse fra hans Side rørte hende.

De gik sammen ned ad Vejen. Klokkerne kimede festlig ned mod dem fra Kirketaarnet, stærkt og klangfuldt lød Tonerne ud i den stille, kolde Aften. Der straalede Lys fra Kirkeruderne, og henne ved Indgangen trængtes Folk allerede for at komme ind.

Da de naaede Kirkegaardsporten standsede Banner, førte ligesom uvilkaarlig Haanden til Panden og sagde i en Tone, der formelig dirrede af Nervøsitet: «Gid det var overstaaet!»

Nu veg Mængden til Side for dem; der hilstes ærbødig og mumledes mangt et glædeligt Jul. Banner gik med Hatten i Haanden gennem den nysgerrige, ventende Flok.

De gik op gennem Kirken, der var straalende oplyst; thi det var en gammel Ret, at dette bekostedes af Godsejeren. De naaede de øverste Stole med det adelige Vaabenskjold malet paa Døren, hvor Bænkene bar Spor af forhenværende unge Banneres ringe Andagt under Gudstjenesten i Form af udskaarne Hjærter med deres og deres udvalgtes Navnetræk, eller Damspil, afridsede paa Sæderne. Langs de nøgne Mure hang Votivtavler med plumpt udskaarne Egetræes Rammer, fremstillende Giveren og hele hans Familie, Fader og Moder i Midten, tolv--fjorten Børn i nedadgaaende Størrelse til begge Sider og de døde Børn liggende foran i deres Jordelin. For øvrigt var Kirken meget tarvelig; dog havde den et udmærket Orgel, som gamle Erik Banner havde bekostet for at gøre sit til at fremme Gudsfrygten hos Menigmand.

Banner havde sat sig tilbage i Stolens inderste Krog, som for at unddrage sig de andres Opmærksomhed; men Judith sad helt ude ved Midtgangen og saa op mod Alteret, der straalede af Lys. Hun indsugede den festlige Stemning og fyldtes af en ubeskrivelig Taknemlighed og Glæde.

Banner sad sammenbøjet i smertelige Tanker. Her havde han siddet som Dreng, stolt som en Prins med Verden liggende aaben for sig, her havde han siddet med sin unge Brud, fuld af Forhaabninger om Lykke, her havde han -- smerteligst af alt -- for to Aar siden siddet med sin lille nysgerrige, glade Dreng.

Da nu Orgelet pludselig brød ud i den gamle jublende Julesalme, gik der som et Sæt igennem ham, han blev saa overvældet, ikke religiøst men nervøst, at han kunde have grædt højt. Men han tvang sit oprørte Sind til Ro; thi ikke for alt vilde han give efter i sine undergivnes Nærværelse. Lyset, Sangen, Orgeltonerne væltede som Bølger ind over ham, han bøjede Hovedet og led resigneret. «Et Barn er født» sang de jublende. Ja, hvor forstod han ikke den Glæde, disse Ord indeholdt, men endnu bedre Spaadommen til Marie: «Ogsaa Din Sjæl skal et Sværd gennemtrænge.»

Men i Judith genfødtes al den Glæde, de sang om; for første Gang i mange, mange Aar holdt hun virkelig Gudstjeneste og takkede Gud for al den Lykke, som var født i hende.

* * * * *

De gik hjem sammen, hjem til deres ensomme Hus, aldrig saa ensomt for ham som netop en saadan Aften. Da Folkene efter gammel Skik havde faaet deres Gaver og sagt Tak, sad de to ene sammen, medens Gildet og Lystigheden fandt Sted i Borgestuen. Hvor tomt, hvor tomt det hele!

De gav hinanden Gaver. Hvor betydningsløst, da de ikke kunde give hinanden noget, som de ikke selv kunde købe sig, da de ikke kendte hinandens Ønsker, ja, næppe havde nogen. Og dog syntes Judith denne Aften, at hans Gave var et Tegn paa Velvilje og Opmærksomhed.

Hun mindedes, hvorledes hendes Moder ved saadanne Lejligheder var gaaet hen og havde kysset sin Mand til Tak, som den naturligste Handling af Verden. Hun havde ikke turdet gøre det, nej, ikke om det saa gjaldt hendes Liv. De sad tavse sammen den lange Juleaften. Hun mærkede ikke Trykket saaledes som han; thi hun var glad over hans Nærhed, glad ved at se ham og indaande samme Luft som han. Men Banner var knuget af denne Tavshed og Ensomhed; Tanken om, at de næste Dag vilde faa Gæster, kom som en hel Lettelse.

Saa fik han en Ide; han foreslog et Schakparti.

Han var Mester i Spillet, det eneste han i det hele taget brød sig om at spille. Hun spillede ikke daarlig, men var dog ikke i Stand til at vinde fra ham. Det havde derfor tidligere været hende imod, naar han foreslog et Parti; thi der var noget deprimerende, ja formelig ydmygende i bestandig at tabe. Men denne Aften var Forslaget hende kærkomment.

Spillet interesserede Banner. Han plejede at lægge sin Plan i Forvejen og gennemføre den med stor Overlegenhed. Hun spillede just, som han ønskede det, godt nok til at gøre ham Modstand, daarlig nok til aldrig at kunne ødelægge hans Planer. Naar han havde omringet hende, bragt hende i den Stilling, han ønskede, tilintetgjort hendes Forsvar og saa til sidst styrtede sig over hende med sit Mat! kunde han triumfere et Øjeblik, men saa higede han kun efter at begynde for fra. Hun havde hadet denne Methode, hans Sikkerhed og Triumf havde altid før irriteret hende, men denne Aften var det hende en Tilfredsstillelse at lade sig overvinde, at anerkende ham som den overlegne.

De spillede i Tavshed, man hørte kun Banners Schak! -- Madame! og hans sidste Mat! Saasnart Spillet var forbi, stillede han Brikkerne op til et nyt; hans Spillelidenskab var vaagnet, og Timerne gled. Uformærket forløb Julenatten og de spillede stadig. Men til sidst blev Judith træt; hun havde kun sovet lidt forrige Nat, og nu var Midnat længst forbi. Den uafbrudte Anspændthed, de frugtesløse Forsøg paa at forsvare sig, havde udtømt hendes Kræfter, og Glæden ved at være ham saa nær og dele hans Beskæftigelse var vegen for en svimlende Træthed.

Klokken slog fire, da han stillede et nyt Spil op.

Hun røbede ved intet Ord sin Træthed, men da hun skulde flytte Bønderne ud, rystede hendes Haand. Hans Blik opfangede det og gled fra Haanden op til hendes Ansigt; hun var bleg og saa meget anstrængt ud. Da trak han hurtig sit Uhr op og saa studsende paa det.

«Er det muligt, er Klokken virkelig fire? Tilgiv mig min Hensynsløshed,» og med lidt Anger over sig selv og Beundring for hende tilføjede han: «Tiden er gaaet saa behagelig, det maa være min Undskyldning.» Han havde slaaet Schakbrættet sammen og rejst sig op; han rakte hende nu Haanden til god Nat.

«Tiden er ogsaa gaaet behagelig for mig,» sagde hun sagte.

«Maa jeg takke!» -- han bøjede sig høflig -- «ogsaa for Din overordentlige Taalmodighed.»

«God Nat, og glædelig Jul!» tilføjede han smilende, «vi har jo allerede Julemorgen.»

Et lidt fastere Haandtryk, et nyt Buk, saa trak han sig tilbage.

* * * * *

Komponist Hellman og hans Søstersøn ankom virkelig den følgende Dag. Den første var en korpulent Mand med et muntert, spillende Udtryk i Ansigtet, langt mørkeblondt Haar, paa Kunstnervis strøget bag Ørene og et stort Skæg. Hans første Entrée satte Judith i ikke ringere Forbavselse end hans Brev, thi saa snart han var sprungen af Vognen, omfavnede han Banner i Kuskens og Tjenerens Nærværelse -- Banner fandt sig noget forlegent i denne Venskabsytring -- og derpaa hilste han hende som en god gammel bekendt, hvem i Grunden kun særegne Omstændigheder havde forhindret i at blive dus med.

«Naa, Johan, gamle Dreng! Saa er Du da her tøjret til den nydeligste Tøjrepæl af Verden og paa den kønneste Græsgang, man kan ønske sig. Og De, Frue, har De nu ogsaa faaet ham vel dresseret? De kan tro, han var en forfløjen Fyr i sine unge Dage. Ak ja -- det var den Tid, man selv var en slank Yngling,» og han skottede mistrøstig ned ad sin runde Person. «Maa jeg præsentere min Nevø, en net lille Duodezudgave af Menneskeheden -- hvad behager?» Og han slog sin Nevø paa Skulderen, hvilket var alt, hvad han kunde naa, thi August Strøm, Duodezudgaven af Menneskeheden, manglede kun lidt i de tre Alen og ragede et godt Stykke op over sin lille Onkel.

Han var et usædvanlig smukt Menneske med en prægtig Figur, krøllet brunt Haar, og en lang Knevelsbart, med et livsglad, næsten overmodigt Udtryk i de mørke Øjne, med Sundhed, Ungdom og Styrke i enhver af sine Bevægelser. «Han ligner saadan en ung græsk Halvgud,» plejede den beundrende Onkel at sige.

Det i Former og Ceremoniel stivnede Ægtepar reves med, i Begyndelsen vistnok lidt modvillig, af deres Gæsters Munterhed.

«Naa Du, vi skal vel have noget at spise strax -- hvad Johan? Men endelig noget bedre, end da vi sidste Gang spiste sammen i Paris -- husker Du? Spegepølse og sur Champagne. Naa, Frokostbordet er dækket. Vel min Ven, jeg vil ikke haabe, Ænderne ere brændte?»

Disse sidste Ord var henvendte til Tjeneren, som havde al sin Velopdragenhed nødig for ikke at røbe sin Forbavselse.

«Kom Johan, lad os to gamle gaa i Spidsen, saa kan de unge følge bag efter.» Og Komponisten greb Banners Arm og trak ham med sig, medens Arkitekt Strøm, der aldeles ikke var misfornøjet med Arrangementet, fulgte efter med Judith.

«Husker Du, hvad Du sagde i Paris. Da svor Du paa, at Du aldrig vilde gifte Dig. Men jeg var syv Aar ældre og meget klogere, og jeg sagde: «Lyt til en ældre Herres Ord, Du bliver fanget Johan og lagt i Kærlighedens Rosenlænker.» Naa, hvem fik Ret? Det er godt og vel otte Aar siden, og hvor længe har Du nu været gift?»

«Syv Aar.»

«Haha, syv Aar, det er brillant! Saa er det otte Aar siden, han forelskede sig, det vil sige samme Aar, som han svor paa, at han aldrig vilde gifte sig, men for bestandig forsage Kvinderne. Naa Johan, skammer Du Dig?»

«Nej aldeles ikke,» svarede den tiltalte.

«Du har for Resten forandret Dig meget. Hvor er de sidste Lokker blevne af, og hvorfor Fanden pudrer Du Dig. Du er jo ganske melet i Skægget og i de tre Haar, hvormed Du endnu smykker Din Isse.»

«Det sidder fast,» sagde Banner med et Smil og strøg sig om sit graanende Skæg.

«Da skulde jeg dog ikke haabe, at det er Din Frue, der sætter Dig graa Haar i Hovedet -- eller Skægget maa man vel sige.»

«Nej paa ingen Maade. Men,» fortsatte Banner alvorlig, «Du ved maaske, at jeg har mistet en Søn.»

«Ja -- ja,» sagde Hellman med pludselig Alvor. «Det vidste jeg og burde have tænkt paa. Naa, hvad Tabet angaar, saa kan det vel --» Resten forsvandt i en Brummen.

Banner skød sin Stol tilbage og ønskede sine Gæster vel bekomme! Dermed blev al videre Diskussion afbrudt. Tiden før Middag lagde Hellman fuldkommen Beslag paa sin Vært og overlod sin Nevø til Fruen. Herover følte August Strøm sig dog ingenlunde tilsidesat. Han fandt i hende en velvillig om end temmelig tavs Tilhører, dog kunde hun undertiden sige et og andet, der røbede en hos Kvinder usædvanlig Smag og Interesse for Kunst, og Strøm var henrykt, ikke mindst dog, fordi han i hende syntes at have truffet en af de skønneste Kvinder, han nogen Sinde havde set.

Middagsbordet forhøjede hans glade Stemning, og da man drak Kaffe i Dagligstuen, gjorde hendes Nærværelse ham næsten begejstret veltalende.

«Hold nu Din velsignede Mund et Øjeblik,» lød da Hellmans muntre Stemme, «for nu vil jeg spille.» Og uden videre Indledning satte han sig til Instrumentet og begyndte at spille. Flygelet var godt og nylig stemt, men det blev aldrig benyttet. Der var derfor i Begyndelsen noget haardt i Klangen, men da Hellman pludselig, efter at have ligesom stiftet Bekendtskab med det, anslog de første mægtige Akkorder i Ouverturen til «Don Juan», tabte al Skarphed sig, og Mozarts herlige Musik brød som et brusende Væld af Toner frem under hans øvede og kraftige Hænder. Nu var han ikke længer den joviale, gemytlige Tyksak, men den af sit Æmne helt opfyldte Kunstner, og medens han aldeles glemte sine Tilhørere, tvang han dem ind under sit Spils Fortryllelse.

Judith laa tilbagelænet i sin Stol. Hun mærkede, hvorledes Musiken berusede hende og rev hende med sig, og hun overgav sig modstandsløs til sin Kærlighed, ikke blot med Hjærtet, men med Sanserne. Hun droges til ham, den livstrætte Mand, ikke blot med Tankerne, men med hele sit Væsen; var de i dette Øjeblik blevne alene, havde hun ikke formaaet at staa imod, hun havde kastet sig for hans Fødder og tilstaaet ham den Kærlighed, der betog hende. Men bag hendes Stol stod August Strøm, opfyldt baade af Musikken og den skønne Kvinde, han stod hos, og ved Flygelet sad Komponisten, der slet ikke syntes skikket til at forsvinde i et Aandesyn.

Banner havde lænet sig fremad, hans Arme hvilede paa hans Knæ, under de halvsænkede Øjenlaag søgte hans Blik Judith; han mærkede, at der var noget i Vejen med hende, at hun ligesom var nervøs eller ude af Ligevægt, og han undrede sig over, hvad der vel kunde være Grunden dertil.

* * * * *

Da Hellman og Strøm om Aftenen traadte ind i deres fælles Dagligstue, som laa mellem deres Soveværelser, fandt de den opvarmet og oplyst. Dette fristede dem til at slaa sig til Ro endnu en Times Tid for ved Cigaren at drøfte Dagens Indtryk.

«Det forbavser mig,» sagde Strøm, «at finde noget saa vidt forskelligt fra, hvad jeg havde ventet. Er det virkelig den Fusentast, Du har omtalt for mig. Han er jo saa stiv, at han ikke en Gang kan tø op i godt Selskab.»

«Ja, han har forandret sig meget, men det forbavser egentlig ikke mig. Midt i al Vildskaben var der noget af denne Stivhed i ham ogsaa den Gang, og i den sidste Tid, vi var sammen i Udlandet var jeg egentlig den eneste, han omgikkes. Og heroppe maa da nødvendigvis sligt udvikle sig; i de smaa, spidsborgerlige Forhold har han maaske fundet det rigtigst at hylle sig i sin Værdighed for at holde Folk tre Skridt fra Livet.»

«Nej, maa jeg saa bede om Fruen, og hun har næsten overrasket mig endnu mer. Husker Du Frøken Blight? Hun har kendt Fru Banner i hendes Pigedage og syntes, at hun var temmelig ubehagelig og egentlig slet ikke smuk.»

Hellman havde strakt sig magelig tilbage i en Lænestol, men ved Strøms Ord rettede han sig og brød ud i sin sædvanlige muntre Latter.

«Naa, saa Du vil være Kender af Kvindehjærtet, August? Frøkenens Ord tydede jo netop paa, at Fru Banner var smuk. Det ene Fruentimmer vil jo aldrig erkende det andets Skønhed. Frøken Blight har Teint som en Reseda, følgelig ynder hun ikke varme og bløde Farver, hun har gult, glat Haar opsat à la chinoise, altsaa finder hun et lokket, brungyldent Hoved skrækkeligt; hendes Øjne minder mig om sammenløben Mælk, hvor skulde hun saa kunne paaskønne Fru Banners, der jo kan modne sure Stikkelsbær ved et eneste Blik. Nej, jeg kunde nok tænke, at hun var smuk, Banner har altid haft en god Smag.»

«Ja, ikke sandt,» udbrød Strøm, «hun er henrivende, har Du set hendes Næse og hendes Hage, og sikken Figur!»

«Min kære, det er lidt vanskeligt at overse saa vigtige Legemsdele som en Næse eller en Hage, med mindre de da skulde mangle; men for øvrigt, Du har virkelig Ret, hun er -- ret net!» Og Komponisten brast paany i Latter.

«Hun er uforlignelig. Men hør, tror Du, at de lever godt sammen? Der er saadan en forunderlig Kulde mellem dem.»

«Min højtelskede Nevø,», svarede Hellman, «jeg har observeret, at naar Du opdager ulykkelige Forhold mellem Ægtefolk, er Du gærne charmeret i Konen. Er Du maaske allerede leveret?»

«Aa, Snak! Men det var da ikke saa underligt, om hun var bleven ked af denne blaserede, ci-devant Roué, Gud ved, om hun overhovedet nogensinde har vidst, hvad det er at elske.»

«Naa! Du havde maaske Lyst til at lære hende det. Men det skulde Du for Resten være lidt varsom med, min Dreng. Banner er ikke til at spøge med i det Kapitel, og det kunde jo ogsaa nok være, at Du ellers kom til kort, naar Du prøvede paa at gøre ham overflødig. Han var altid en farlig Mund for Kvinderne.»

«Maaske for ti Aar siden.»

«Ak, min Ven, sligt ophører aldrig.»

«Vil Du virkelig paastaa, at denne visne, magre, skaldede Mand -- --»

«Undskyld, at jeg afbryder Din smukke Beskrivelse. Man skulde virkelig ikke tro, Du var Arkitekt; Du mangler jo aldeles Blik for Yderlinjer. Maa jeg gøre Dig opmærksom paa, at ihvorvel han ikke har Din Garderhøjde og Dine Bjørnekræfter, er han elegant og smukt skabt, hans Hovedform er klassisk, hans Træk fine -- han er mindst lige saa smuk som sin Hustru.»

«Uh, kan vi nu ikke blive fri for den Slags Overdrivelser?»

«Og hverken Du eller jeg kan benægte eller har engang Ret til at betvivle, at Fru Banner elsker sin Mand; han er af det Slags Mennesker, man ikke kan gaa ligegyldig forbi. Paa den anden Side ved Du ikke, hvad Skade det uskyldigste Kurmageri kan afstedkomme i et Forhold som dette, og Banner fortjener at være lykkelig i sit Ægteskab; thi han har ikke kendt meget til Lykke inden det.»

«Hvad for noget! Har han ikke kendt til Lykke -- han, som har været baade rig og smuk og begavet, af god Familie, uafhængig o. s. v. Det var ellers en underlig Skæbne til at gøre en ulykkelig!»

«Aa, Du ved slet ikke,» raabte Hellman pludselig heftig og sprang op, «hvori Ulykken ligger. Vi, Du, jeg, Fru Banner ogsaa, vi er unge, jeg mener ikke Aarenes Ungdom, men vi hører til en ung, levedygtig Slægt og Stand; vort Blod løber rask, vort Mod grænser til Overmod, vort Liv er Forhaabning. Men han hører til en dødsdømt Slægt, der _har_ levet og nu kun har sin svundne Storhed at leve paa. Naar en Stand eller en Tidsalder gaar under, saa kommer der saadanne Fremtoninger som Banner. Vi sejler med Strømmen for fulde Sejl, vi Arbejdere og Kunstnere er Nutidens Adel, men han kæmper mod Strømmen og Tidsaanden, ikke fordi han har Lyst til Kampen, men fordi det nu en Gang ligger ham i Blodet. Og saa ser han sine Haab briste paa alle Hold. Ikke engang sin Søn fik han Lov at beholde. Slægten er mærket og dødsdømt, det ved han. Se dette er den virkelige Ulykke, og den skal vi lykkelige respektere; denne Mand er saa ulykkelig, at jeg kunde elske ham ene og alene derfor.»

«Ja, vær saa god,» svarede Strøm, paa hvem Hellmans Ord dog virkelig havde gjort noget Indtryk. «Du er jo hans Ven, og Dine Fordringer er derefter; men en ung Kvinde!»

«Hun kan det ogsaa, hun bør det, og hun vilde kunne blive lykkelig derved.»

«Men hun gør det ikke. Lagde Du ikke Mærke til, at Din Spøg over deres ægteskabelige Forhold generede hende?»

Hellman var atter bleven rolig, han havde paany sat sig ned og svarede nu i sin sædvanlige muntre Tone: «Snak! Spøg har alle godt af, Banner ogsaa. Jeg ved, at Spøg opmuntrer ham. Derimod kunde Dit ungdommelige Sværmeri let gøre Fortræd, og jeg beder Dig om at tage Dig i Agt. Man skal ikke i ædel Romanmedfølelse gribe ind i Forhold, man ikke kender og forstaar. Det kan synes saa uskyldigt og dog anrette ubodelig Skade. Ægteskabet er en meget indviklet Komposition, som man ikke skal pille ved. Det var, som om en Fusker vilde korrigere en Mesters Værk og sige: «Her er en Disharmoni, den maa vi rette». Saa forkludrer han bare alt, fordi han ikke forstaar, hvorledes Dissonantserne hører med til Stykkets Karakter.» -- Nu var Hellman kommen ind paa et yndet Tema og fortsatte med tilbagelænet Hoved og lukkede Øjne: «Banner hører til de Kompositioner, man maa vænne sig til; han er en af Beethovens sidste Sonater, vanskelig at forstaa, tilsyneladende uharmonisk og frastødende, men, naar man først har lært den at kende, ubeskrivelig tiltrækkende med al sin Smerte, sin Kamp og Sønderrevethed. Man slipper den aldrig, man vil se dybere og dybere i den, man lider ved det, man forstaar, men man elsker dog. Ja, Du hører nu slet ikke paa mig, men det er ogsaa det samme. Lad mig bare sige Dig, at hvis Du gør Knuder her, er vi to færdige. Du fortjener at faa en Fyrstinde, gør Du, det nægter jeg ikke, Du er ung, livsglad og skabt til at blive lykkelig; men gaa ikke hen og skaf Dig selv og andre unødig Sorg og Smerte. Nu er jeg træt af at tale og længes efter Sengen, behag derfor at trække Dig tilbage -- Godnat!»

August Strøm saa op med et Smil og sagde: «Sig mig kun Onkel, hvad Musik ligner da hun?»

«Aa,» sagde Hellman leende, idet han blidt skød sin Nevø ud af Døren, «lad os sige en Fuga af Bach. Er Du saa tilfreds?»