# Judith Fürste: En Fortælling

## Part 11

Book page: https://www.cyberlibrary.org/da/books/judith-furste-en-fort-lling-39510/index.md

Maden var god, Vinen ogsaa. Der blev holdt Taler og drukket Skaaler, og da det var et jysk Julegilde, blev der naturligvis ikke sparet paa Drikkevarerne. Det var fine og svære Vine, som ikke undlod at udøve deres Virkning; man spiste, talte og lo, og da Dyrestegen blev sat paa Bordet, var Munterheden naaet meget højt. Værten lod Stegen blive staaende paa Bordet, Maaltidet var jo Festens Midtpunkt, det maatte gerne trækkes ud saa længe som mulig. Han lo og talte mer end nogen af de andre, han havde drukket private Glas med enhver af de tilstedeværende, han havde drukket deres Skaal offentlig, og medens han med jysk Gæstfrihed nødte Gæsterne, foregik han dem selv med et glimrende Exempel. Hvorfor ikke slaa sig løs? Høsten havde jo været god, og den velsignede Jul stod for Døren, Huset skulde vise sig i sin fulde Glans. Gæsterne maatte prøve denne eller hin «Extra»-Flaske: «Hvadbehager -- den lader sig drikke -- sikken Bouquet, hvad?» Og Gæsterne smagte eller lod, som de gjorde det, thi de mistede til sidst Smagen og skyllede kun Vinen ned med halvberusede Menneskers Lyst til at blive endnu mere omtaagede. Der var ikke Tale om Konversation mere. Da den første Stivhed var forsvunden, raabte enhver saa højt, han formaaede. Beretninger om blankbrune Hingste, Præmietyre, Dyrskuer, Landvæsensartikler o. s. v. udgjorde Broderparten af Æmnerne. Damerne morede sig lige saa godt som deres Mænd. De var aldeles ikke forargede over Lystigheden, de fleste var fødte der paa Egnen og vante til den fra Barndommen.

Men Judith stemte al denne Munterhed til Tankefuldhed, hun blev tavs i denne Højrøstethed og gennemjoges undertiden af en Kuldegysning, der bragte hende til at blegne, trods Heden og Ophidselsen. Hendes gamle Sørgmodighed vendte tilbage, om end i en mildere Form. Det havde altid pint hende at se Mennesker give slip paa deres Værdighed, saaledes som disse støjende, raa Væsner. Skulde de virkelig være Skabningens ypperste? Den Aandsspænstighed, som skulde kunne bringe hende til at forstaa den svulmende, overstrømmende, animalske Livslyst om hende, manglede hun, eller Sorg og Grublerier havde knækket den. Hun saa rundt paa alle disse Mandshoveder, hvoraf ethvert milevidt afveg fra Skønhedsidealet, disse skæggede Hoveder med plumpe Træk, tykke Læber, stirrende eller dorske Øjne, Fysiognomier, som man kunde fristes til at tro, at Naturen havde frembragt i en kaad Lyst til at lave Karrikaturer, og som nu tilmed var oppustede og ophedede af Vinen, Maden, Varmen og den megen Snakken.

Saa standsede hendes Blik ved et Hoved, kun omgivet af en tynd Krans graa Haar, men af en paafaldende nobel Form, med en skarp, lige Næse, dybtliggende, alvorlige Øjne og en smuk, fint spottende Mund, et Ansigt, der udmærkede sig ved sin Bleghed og Ro midt imellem alle de andre, der var saa hede og røde, en Gud mellem en Flok Fauner. Han talte meget lidt, hverken livlig eller aandrig syntes det, og dog misundte hun pludselig hans Borddame. Ak, om hun havde hendes Plads, hun skulde prøve paa at faa ham til at smile, eller ligesom skjult i de andres Støj se at finde Mod til at sige ham -- hvad? Noget venligt, blot for at opklare Misforstaaelserne og undskylde sig. Eller blot, ja, om hun blot var en fremmed og kunde begynde forfra, helt forfra paa en anden og bedre Maade!

Man rejste sig fra Bordet, Herrerne trak sig tilbage for at ryge, spille Billard, en lille L'hombre, maaske en Smule Hasard. Damerne blev alene.

Da kom Banners Borddame, en smuk fyldig Blondine, hen til Judith og sagde med en Livlighed og Fortrolighed, der dels var hende medfødt dels fremmet af Vinen og den almindelige Oprømthed: «Det var Deres Mand, jeg havde til Bords, ikke sandt? Jeg vilde næppe tro mine egne Øren, da han sagde, at De var hans Frue og havde været gift med ham i syv Aar. De ser jo saa ung ud.»

Judith smilte svagt; det var første Gang et Smigreri havde behaget hende saaledes: «Jeg var næppe nitten Aar, da jeg blev gift og -- og,» hun famlede efter et Udtryk, «min Mand er femten Aar ældre.»

«Saa meget! Jeg er vistnok paa Deres Alder, men blev først gift for et Par Maaneder siden. Min Mand og jeg er lige gamle. Lagde De ikke Mærke til ham ved Bordet, den smukke, blonde Mand, der sad et Par Pladser fra mig?»

Judith tilstod ikke, at hun kun havde lagt Mærke til _en_ Mand blandt dem alle.

«De maa nu ikke regne, om han i Begyndelsen saa noget gnaven ud. Han er altid fortrydelig, naar vi skal i Selskab, fordi han saa ikke kan beholde mig i Fred, siger han; han er nemlig saa forelsket.»

Den nygifte Frue rødmede, da hun gjorde denne Tilstaaelse halv koket halv naivt, og søgte Sympathi i sin jævnaldrendes Ansigt, men hun fandt nærmest et sørgmodigt Udtryk. Da tog Fruen hende om Livet paa Damers Maner, naar de har Lyst til at være fortrolige, og fortsatte: «De maa ofte komme og besøge os; vi har det saa hyggelig og er saa glade; vi holder saa meget af Besøg, men vi vil helst blive hjemme -- for vi er jo endnu i Hvedebrødsdagene.»

Denne Venlighed, denne Fortrolighed berørte Judith forunderlig. Der var en Tid, hvor hun vilde have spottet den og vist den tilbage, fordi den vilde have generet hende, men i dette Øjeblik, da den saa naturlig, saa uventet venlig strømmede hende i Møde, fik hun en pludselig Lyst til at tale, til at betro sig til denne Venlighed og fortælle om sig selv, om sit tidligere triste Liv, om at hun ikke længer var haabløs eller bitter som før, at hun ikke længer troede paa Egoisme som Livets eneste Drivfjeder, kort sagt tale om hele denne vidunderlige Forvandling, som hun følte var i Lag med at foregaa med hende. Hun syntes, at det maatte kunne vække Genklang hos denne unge, livsglade Frue, men saa -- da hun prøvede paa at tale, blev hun bange og nøjedes med at sige: «Saa maa De ogsaa besøge os -- naar Deres Hvedebrødsdage er forbi i alt Fald.»

«Aa ja, det vil jeg rigtignok gærne. De skal have saadan et yndigt Hjem, siger man, og De gjør det saa hyggeligt. Ja, er det ikke dejligt, saadan at gaa og smaapusle hjemme, og vande Blomster og spille rørende Melodier for sin sentimentale Kæledægge af en Mand, og være lykkelig ved alt, hvad man tager sig for?»

Judith prøvede atter paa at tale, at fortælle, at noget af dette havde hun lært at kende, men først for ganske nylig; men inden hun kunde tale, lagde Fruen sin varme, bløde Kind mod hendes og hviskede:

«Vi to vil blive Venner, ikke sandt?»

Var det virkelig den kolde, tilbageholdne Judith, der hviskede «Ja».

«Se paa alle disse gamle, kjedelige Damer, er det ikke rædsomt at skulle spilde en hel Aften blandt dem og kede sig med Anstand. Ved De, hvad jeg altid trøster mig med i et saadant Selskab?»

«Nej.»

«Med at tænke paa, at jeg skal køre hjem alene med Theodor. Finder De det ikke fortryllende at køre hjem med Deres Mand?»

Her blev Samtalen afbrudt af Kaffen, som blev budt om, og de fik ikke Lejlighed til senere at fortsætte den. Judith længtes efter at være alene, at overgive sig til sine Drømmerier. Hun forlod det varme, snakopfyldte Værelse og gik ind i det næste, der stod tomt. Her var hverken saa varmt eller saa oplyst. Hun vidste ikke, at dette var Restrups «Studereværelse», og da hun tog Plads i en Lænestol foran Kaminen, anede hun ikke, at det var paa denne Plet, Restrup for sex Aar siden havde drukket sin sidste Flaske Rum. Men som om den afdøde Adelsmands Aand flakkede om paa disse vante Steder, førtes hendes Tanker uvilkaarlig tilbage til ham. Hun havde en Gang sammenlignet ham med sin Mand og ladet Sammenligningen falde ud til hans Fordel; hvor var det muligt. Han maatte jo henregnes til den raa og plumpe Landjunkertype, der stod saa langt under Banner. Og dog havde han været baade smuk og Adelsmand. Det var altsaa dog ikke Adelskabet, der gjorde det; det var selve Personligheden. Ja, Banner stod i Virkeligheden over dem allesammen, i _hendes_ Øjne idetmindste. Og saa var det hendes Husbond; han havde valgt hende, givet hende Hustruens Plads ved sin Side, hun blev respekteret af ham som saadan og ved ham ogsaa af andre. Det var hendes Husbond, og det var med ham, hun i Aften skulde køre hjem.

Da sagde hun pludselig fast og bestemt til sig selv, at nu skulde hun gribe Lejligheden og tilstaa sin Uret og bede ham om Tilgivelse. Medens Mørket skjulte hans Ansigts Udtryk, skulde hun gøre Skridtet og komme til ham. Det var bestemt, der nyttede ingen Udflugter, og skønt Beslutningen kun hidrørte fra hende selv og kunde forandres af hende selv, opfyldte den hende dog med en forunderlig Angst. Om en Time, om 60 korte Minutter vilde Banner lade spænde for, saa fra Øjeblikket kommet, saa skulde hun ydmyge sig og bede om Tilgivelse.

Hun vendte tilbage til Damerne; nu var Passiaren livlig, men hun havde ingen Ro til at deltage i den. Der lød Bulder udenfor, det var Herrerne, der kom over, endnu hedere i Hovedet af Pousse-Cafeerne, deres Spil og Disputeren. De talte højt, lo og skændtes. Politik, Avlsredskaber, Kreaturer, Bygningsforetagender, Assurancespørgsmaal, Processer, Vanskeligheder med Tjenestefolkene blandedes mellem hverandre. Ny Jærnbaneanlæg, Vejforbedringer og Skatteligningsspørgsmaal var under Debat, ny Opfindelser paa Agerdyrkningsfeltet kritiseredes. Ord som Centrifuger, Radsaamaskiner, Ailepumper, de Lavels Separatorer, Ringtromler, Halmrystere, summede om ens Øren. Men disse Ting kedede slet ikke Damerne, de kendte til alt dette, og hvis det havde været muligt for nogen at skaffe sig Ørelyd, vilde de sikkert med Opmærksomhed have fulgt de forskellige Meninger. Ogsaa Judith havde i den senere Tid stræbt at faa Interesse for og Kendskab til disse Ting, der hørte hjemme i den Verden, der omgav hende og vedrørte hendes Mands Beskæftigelse og Livsstilling, men denne Aften kunde hun ikke følge Debatten med den ringeste Opmærksomhed; alle hendes Tanker samledes om Banner, der syntes træt og overanstrængt og ikke tog videre Del i Samtalen. Hun saa, han forlangte sin Vogn, og der gik en forunderlig nervøs Gysen gennem hende. Tjeneren meldte, at der var forspændt, Banner bød hende sin Arm. Da de havde taget Afsked med Vært og Værtinde, gjorde de en ceremoniel Bøjning for det øvrige Selskab, idet de trak sig tilbage. Men ved Døren stod Judiths ny Bekendtskab, den unge Frue. Hun rakte Judith Haanden og hviskede: «De kan sagtens, men nu haaber jeg ogsaa, at vi snart skal afsted.»

Judith og Banner steg ind i deres Vogn, Tjeneren skyggede for det viftende Lys, bukkede og slog Vogndøren i, medens Lyset slukkedes.

De rullede afsted i den mørke, men stjærneklare Frostnat. Ude over de nøgne, frosne Marker saa man hist og her Lyset i en Bondehytte glimte; det var det eneste Tegn paa Liv, ellers var alt stille, selv den lette Vogn bevægede sig næsten lydløst henad den jævne, frosne Vej.

Nu skulde hun altsaa tale. Men hver Gang, hun prøvede derpaa, blev hun bange for at høre sin Stemme i denne dybe, velgørende Stilhed. Hendes Mand sad ogsaa ganske ubevægelig, hun kunde næppe skimte ham i Vognens Mørke, han sov ikke, det kunde hun høre paa hans lette Aandedrag, men han sad sikkert i sine egne Tanker.

Hvorledes skulde hun begynde. Der faldt hende noget ind. «Vil Du ikke ryge?» spurgte hun. Hun vidste, at han vilde sætte Pris derpaa.

«Tak, jeg er bange, det vil genere Dig.»

«Aldeles ikke, tvært imod.»

Han tøvede endnu.

«Jeg forsikrer Dig, Du maa saa gærne.»

Han tog sit Cigaretui frem og strøg en Tændstikke. Ved det korte, stærke Lysglimt saa de halv blændede paa hinanden. Han lidt forbavset, hun noget spejdende og ængstelig. Hun saa hans Ansigt dukke frem og forsvinde igen i Mørket ved Flammens Stigen og Synken, medens han tændte Cigaren; men hun formaaede ikke at opfatte dets Udtryk. Saa slukkede han Tændstikken og skød Vinduet ned. Mørket indhyllede dem dybere end nogen Sinde.

«Du fryser vel ikke,» spurgte han, «vil Du ikke have min Pels om Dig; den ligger paa Bagsædet?»

«Tak, jeg fryser ikke.»

Saa blev der atter fuldstændig Tavshed. Hun saa Ilden i hans Cigar snart gløde op, snart fordunkles af den lette Aske. Hun saa den fine, blaahvide Røg hvirvle i Vejret og trække ud af Vinduet ud i Mørket og Kulden, men hun tav stadig. «Nu vil jeg tale -- nu -- nej nu,» men hun gjorde det ikke.

«Generer Cigaren Dig virkelig ikke?»

«Aldeles ikke, tvært imod.» Hun var saa fattig paa Ord i dette Øjeblik, at hun kun formaaede at gentage de alt udtalte.

Atter Beslutninger om at tale, der lammede Tungen og truede med at sprænge Hjærtet, hver Gang hun gjorde Forsøg paa at udføre dem. Hun maatte tale, inden det blev for sent -- ak, det var allerede for sent; den dumpe Lyd sagde hende, at de kørte ind i deres egen Gaard. Hundene gøede, de saa oplyste Vinduer, de var hjemme. Lys bevægede sig gennem Værelserne, det var Tjeneren, som kom løbende for at tage mod dem. Men Banner havde allerede aabnet Vogndøren og var sprunget ud, han rakte sin Kone Haanden, hun rystede af Kulde, da den skarpe Natteluft slog hende i Møde. Da hun vilde sætte Foden paa Jorden, mærkede hun, at hendes Slæb maatte være lukket i Klemme i Døren lige over for. Men det var for sent, hun havde allerede sluppet Fodfæstet, hun tabte Balancen og faldt over mod sin Mand. Han kastede sin Cigar og greb hende i rette Tid i sine Arme, saaledes at hun ikke faldt. Der stod de. Stillingen gjorde dem lige forlegne. Han kunde ikke slippe hende, og hun kunde ikke rejse sig. Et Øjeblik fik hun den Ide, nu at tilhviske ham, hvad hun vilde have sagt ham før, men nej, det kunde jo se ud som noget anstillet, «en Kasten sig i hans Arme», og hun tav. Han havde imidlertid løftet hende op i Vognen igen; der løsgjorde hun med Lethed sin Kjole, og det hele havde varet saa kort, at hun, da Tjeneren kom med Lampen, steg ud igen uden noget nyt Uheld. Banner gav Tjeneren en hurtig Ordre om at sørge for Rejsetøjet, og fulgte efter Judith ind i Forstuen. Her bukkede han for hende og ønskede hende Godnat.

Saa gik de hver til sit.

* * * * *

Hun kunde ikke sove. Tanken om at have været ham saa nær, uden dog at være kommen ham nærmere, satte hende i nervøs Bevægelse. Selv den flygtige og ufrivillige Berøring, da han havde opfanget hende i sine Arme, gjorde hende saa underlig glad og bevæget. Hvad var da foregaaet med hende? Hun gav sig ikke Ro til at undersøge det, thi stadig vendte Tanken om dette underlige Favntag tilbage og forstyrrede ethvert Forsøg paa at komme til Klarhed herover. Hun vidste kun, at hun følte sig lykkelig, at et nyt Haab paa Livet var brudt frem i hende, at hun følte sig saa mild, saa glad, saa ung. Saa dalede endelig Søvnen ned over hende, og hun sov ind med Hænderne under Hovedet, Hovedet bøjet tilbage og et Smil paa de halvaabne Læber.

Hun havde kun sovet kort og meget let, da hun vaagnede op med et Sæt, som om hun var bleven vækket ved en pludselig, stærk Støj.

Alt om hende var mørkt, saa bælgmørkt, at hun ikke selv efter nogle Øjeblikkes Stirren formaaede at skælne den mindste Genstand. Og saa var det saa stille, at Tavsheden formelig tyngede hende som en Byrde, hun ikke kunde afkaste. Hun satte sig overende i Sengen og lyttede. Ikke en af disse tusinde forskellige, pibende, sukkende, stønnende smaa Lyde lod sig høre, der ellers om Natten forfærder den, som ikke kan sove, men ligger og venter paa dem og farer sammen, naar de kommer. Det forekom hende, at hun var begravet, og hun løftede uvilkaarlig Haanden for at forvisse sig om, at den ikke stødte mod noget Kistelaag.

Men i denne dybe Stilhed hørte hun da pludselig som et dæmpet Suk eller en svag Stønnen. Det var ikke Spøgelseangst, der bedækkede hendes Pande med kold Sved, men en Tanke, der slog ned i hende som et Lyn. Lyden kom fra hendes Mands Soveværelse, der stødte op til hendes; hun erindrede i et Nu hans Tale om at dø uforudset, pludselig. Den stærke Støj, ved hvilken hun var vaagnet, den pinlige Længsel, hun havde haft efter at tale, inden det blev for sent -- «han havde skudt sig -- det var hans Dødssuk!» Om hun selv havde været Vidne dertil, kunde hun ikke have følt det med større, rædselsfuldere Vished. I det Øjeblik han holdt hende i sine Arme, havde han hemmelig taget Afsked med hende. Grunde og Beviser mylrede frem, hun formaaede ikke at bekæmpe dem eller bringe dem til Tavshed. I Selskabet i Aften havde han været saa stille og alvorlig; og desuden, var det ikke Bevis nok, at hun var begyndt at haabe, endnu havde jo aldrig noget af hendes Haab faaet Lov til at leve, knuste vare de blevne et efter et. Tusinde Smaaomstændigheder, der syntes at have maattet advare hende, dukkede ukaldede frem, Varsler og Anelser. De havde været i det Hus, hvor Restrup for sex Aar siden berøvede sig Livet; Banner havde for to Dage siden været i Byen og talt med sin Sagfører; han havde den foregaaende Dag haft den Palisanderkasse fremme, hvori han gemte sine Pistoler, hun havde set den paa hans Skrivebord. Alt dette jog hende gennem Hovedet, medens hun lyttede efter en Gentagelse af Lyden.

Tilsidst blev Tilstanden hende utaalelig. Hvis hun nu havde gættet rigtig, hvis han nu laa død der inde, ti Skridt fra hende! Der overfaldt hende en saa dødelig Rædsel, at den et Øjeblik forvirrede hendes Tænkeevne. Hun maatte have Vished, og naar hun da saa ham død, vilde hun kaste sig over ham, og bede om Tilgivelse, selv om han ikke længer kunde høre det, og saa -- saa, hun kunde ikke tænke videre. Hun famlede efter Svovlstikker, hun strøg den ene af efter den anden, men de slukkedes i hendes rystende Hænder. Endelig fik hun tændt en Lampe, der stod ved hendes Seng, en lille antik Lampe, der hang i tynde Kæder, som en Hejre holdt i sit Næb. I Spejlet lige over for saa hun sig selv sidde oprejst i Sengen saa ligbleg, som om det var hende, der var den døde, et flygtigt Indtryk, der slog ned i hendes Sind, som slige Indtryk tidt gør i et Angstens Øjeblik.

Hun gjorde sig ikke Rede for, hvad hun egentlig vilde. Hun stod ud af sin Seng og gav sig kun Tid til at stikke Fødderne i et Par smaa, tynde Morgensko. Saa greb hun Lampen, og skælvende af Kulde og Angst, med klaprende Tænder og rystende paa Haanden gik hun til Døren, der førte til hendes Mands Soveværelse. Den var lukket af; hun drejede Nøglen om og foer sammen ved den Støj, det gjorde. Hun aabnede Døren lydløst og traadte ind. Hun havde ikke været der siden hin Nat, da Barnet døde. Alt var uforandret, den tomme lille Seng stod endnu ved Siden af Banners. Der var saa stille. Hun hørte intet Aandedræt, kun sit eget bankende Hjærte. Hun listede sig nærmere som et Spøgelse, hun vovede næppe at skaffe sig Vished -- ak, der laa han med Ansigtet vendt opad, bleg og stille, men -- men -- Du naadige og barmhjærtige Gud være lovet! -- rolig sovende, ikke død.

Da overvældedes hun af en ubeskrivelig Glæde, det var hende, som om en stor Fare var overstaaet. Hun bøjede sig over Sengen med Lampen i Haanden -- som Psyche over Amors Leje -- tænkte hun med et svagt Smil. Ja, han var smuk, som han laa der, med det regelmæssige Ansigt, hvori Sorgen havde tegnet saa dyb en Skrift, med det smertelige Træk om Munden, med de lukkede, dybtliggende Øjne, om hvilke Skyggen tegnede en mørk Rand! Men hvor længe havde hun ikke været om at opdage det! Hun lod sig sagte glide ned paa Gulvet foran Sengen. Hans Haand laa ud over Sengekanten, hans fine, magre Haand; hendes Læber nærmede sig til den, og hun kyssede den sagte, medens hun hviskede som et Barn: «Aa, vær ikke vred paa mig, tilgiv mig al den Uret, jeg har gjort Dig.» Hun blev bange for at han skulde vaagne, hun rejste sig hurtig; men han sov dybt og uforstyrret, som et Barn gør det, der intet har at angre eller frygte, eller som en Mand, der intet mere har at haabe eller ønske. Endnu et langt Blik paa hans i Søvnen fredelige og milde Ansigt, saa forlod hun lydløst Værelset; Nøglen blev atter drejet om, Lampen slukket, og saa kastede hun sig paa sin Seng.

Da rakte hun Hænderne op som til Bøn, og hviskede jublende, med ubeskrivelig Fryd i sin Stemme: «Nu ved jeg det! Det er kommet, jeg elsker. Himlen være lovet, jeg elsker for første og eneste Gang i mit Liv. Kærligheden er til, jeg føler den; den gennemstrømmer hele mit Væsen, den gør mig lykkelig og god. Jeg troede ikke paa den, men nu tror jeg, thi jeg elsker, jeg elsker!»

Hun tog sin Hovedpude i sine Arme og knugede den til sig: «Jeg elsker -- elsker! Hører Du, nu i denne Stund er det kommet, og har fyldt mig med en ubeskrivelig, usigelig Lykke.»

«Nej -- det er dog ikke nu, det er kommet. Jeg har elsket ham længe, skjøndt jeg ikke vilde det, men hvor længe?»

Hun gik tilbage, følgende den ny Strøms Spor. «Var det fra den Gang, vi mistede Erik, da jeg saa ham bøjet, saa ham lide og dog ikke klage? Nej, det var længe før.» Og saa fandt hun ud, at hendes Sorg og Livslede, hendes Forladthedsfølelse og Forbitrelse, hendes Misundelse, ja selv hendes Had og Haardhed, det havde været Kærlighed alt sammen, eller skyldtes hendes Kærlighed. Hun havde elsket ham, ja, uden at vide det, fra den første Gang, hun saa ham. Da var Frøet i hendes Sjæl, som Tanken paa ham havde saaet, begyndt at spire, og det havde saa kæmpet sig frem under Jorden i Mørke og Fortvivlelse, i Længsel og Savn, gennem stenet Grund og soltørret Muld. Ustandselig havde hendes Kærlighed banet sig Vej, og da saa Sorgen havde bøjet hende og Angeren grebet hende, og da hun erkendte sin Uret og Brøde, da var den brudt helt frem, voxende stærkere og stærkere, til sidst helt overskyggende hende -- nu saa hun det. Og hun følte, hvorledes den forlenede hende med en Styrke, som hun endnu aldrig havde kendt, hvorledes den ligesom genfødte og omskabte hende, og ikke lod den mindste Del af hendes Væsen uberørt. Og hun, der havde sørget over sin Kulde, der havde troet sig ude af Stand til at elske og havde tvivlet om Kærlighedens Tilværelse, hun overgav sig nu jublende til den.

Og hun ynkedes over sin tidligere Tilværelse, hvor hun havde brugt alle sine Kræfter til at trodse, stride imod og lide. Hvilken Taabe, hvilket stakkels lykketørstende, ulykkeligt Menneske havde hun dog ikke været. Men nu var Kampen forbi -- ogsaa hun var omsider kommen til den solvarme Plet, hvor al Smerte og Strid var endt, hvor hun rolig turde hvile ud i Lykken og Lyset.

Og hun sov atter ind for ikke mere at skræmmes op af sin Hvile.

* * * * *

Hun klædte sig omhyggelig paa næste Morgen og betragtede sig nøje i Spejlet. Var hun ikke begyndt at blive gammel og styg? Nej, hendes Øjne var endnu klare, og Sorgen havde ikke gravet sine Furer i hendes Ansigt; hun havde aldrig været saa glad over sin Skønhed som nu. Hun løb ned ad Trappen til Spisestuen, hun nynnede sagte, da hun lavede Kaffen og ristede Brødet. En lille Angst paakom hende; maaske han vilde spise Frokost paa sit eget Værelse, og hun længtes dog saa meget efter at se ham, at høre ham tale, om end nogle ligegyldige Ord.

Der kom han. Hun turde ikke se op paa ham for ikke at røbe sin Bevægelse.

«Befinder Du Dig vel?» spurgte han, idet han tog Koppen af hendes Haand, som det, at han var hende nær, bragte til at skælve.

«Tak -- jeg har det godt.»

Han drak sin Kaffe i Tavshed, og hun ledte om et Par ligegyldige Ord at sige, uden at kunne finde nogen.

Hun rakte ham Brødbakken, hans Haand berørte hendes, og hun rødmede -- taabeligt! for Aar siden havde hvert af hans Kærtegn oprørt hende, og nu -- hvor havde det for Resten været muligt?

«Tillader Du, at jeg ser min Post?»

«Gærne.»

Han foldede Avisen ud og gennemløb den hurtig; derefter kom Turen til Brevene; de blev aabnede og flygtig gennemsete; kun et læste han med synlig Interesse og lo endog saa smaat et Par Gange under Læsningen.

Hun saa forundret paa ham.

«Det er et Brev fra Komponist Hellman, som jeg traf i Rom og Paris. Jeg har vist fortalt dig om ham. Vi blev den Gang meget gode Venner. Senere har jeg et Par Gange bedt ham om at besøge mig i Sommertiden, sidst for nogle Aar siden, da jeg traf ham i København. Han lovede det ogsaa, men kom aldrig. Nu skriver han, at han i Henhold til min Indbydelse vil gæste os, og -- ja, han er en pudsig Fyr, han skriver -- ja, Du kan jo selv læse det.»