Part 10

Banner stod stiv og bleg ved Graven. Han saa ingen af de tilstedeværende, han hørte ikke Talen, Jordpaakastelsen, Salmesangen, Klokkeringningen eller Graaden. Han bukkede høflig for Præsten, da Ceremonien var endt, hilste paa Følget og gik til sin Vogn, uden en Taare, et Ord eller en Klage. Da han kom hjem, lukkede han sig atter inde i sit Studereværelse. Han spurgte ikke efter Judith.

* * * * *

Hun sad ved Vinduet og saa ned over Vejen, hvor Følget bugtede og snoede sig, hun sad der endnu, da Vognene senere rullede af Sted fra Begravelsen. Hun tænkte paa, hvor godt og lykkeligt det vilde være den Dag, de kom fra hendes Begravelse.

Thi hun ønskede at dø. Sorgen havde drevet hende til det yderste, Ulykken forekom hende at have overskredet de Grænser, menneskelig Evne har til at udholde, og som det jagede, omringede Dyr vendte hun sig mod Forfølgeren i Trods. Thi der laa en Forfølgelse bag ved; en stærkere Haand martrede og pinte hende. Det var maaske den retfærdige og vise Gud, der vilde tugte hende til Omvendelse? Men det skulde ikke lykkes; hendes hele Sind oprørtes mod denne Tugt, hun ønskede at trodse denne ubarmhjærtige Dommer. Hun vilde ikke tro paa ham, nu mindre end nogensinde før. -- Men var han ikke til, saa stod hun jo overfor en blind, tilfældig Skæbne, som hun ikke kunde sætte sig op imod, eller rette Bebrejdelser imod eller fornægte, en Klippe, hvorimod hun kunde løbe Panden i den vildeste Fortvivlelse, uden at opnaa andet end at saare sig selv. Det var endnu forfærdeligere, og hendes Tanker faldt slappe og afmægtige ned foran denne Mur. De søgte sig nye Baner. Drengen var død, uden nogen Sinde at have været noget for hende, uden at have lært at elske hende, og nu var det uigenkaldelig for sent. For sent! -- Hun lod sig længe martre af disse Ord, indtil ogsaa de havde tabt deres Kraft, og hendes Tanker dreves videre. Vilde han nogensinde være blevet noget for hende! Vilde han ikke have fjærnet sig mere og mere fra hende, og naar han en Gang opdagede Kløften mellem hende og Faderen, vilde han da ikke have stillet sig paa hans Side? Sandsynligvis.

Ikke en Gang af Fremtiden turde hun altsaa have ventet sig noget; hun nødtes formelig til at være glad over sin Ulykke.

Hvis var da Skylden?

Da kom det med et -- det var hendes Mands! Han havde berøvet hende Agtelsen for hende selv, han havde berøvet hende Barnets Kærlighed, dets fremtidige Sympati og han havde, ja -- _han_ havde været Skyld i Barnets Død. Han havde altsaa berøvet hende Fortid, Nutid og Fremtid, og berøvede hende nu endog selve Sorgen. Hun syntes, hun maatte hade ham, hade ham af al sin Evne, og saa blussede Hadet op i hende, og hun gav det Rum, indtil det brændende, kvælende overvældede hende.

Da hun var naaet saa dybt, var hendes Sjæl fuldstændig formørket, og næsten hoverende sagde hun til sig selv: «Nu er jeg ond.»

* * * * *

Paa Gaarden herskede der en dødlignende Stilhed. Banner opholdt sig næsten udelukkende i sit Værelse.

Efter Begravelsen havde den Tanke nu og da hjemsøgt ham, at han vilde ende sit Liv. Han erkendte ingens Ret til at forbyde ham det, og betragtede ikke Selvmord som en uværdig eller fejg Handling. Han kunde ikke udholde Livet, det var ham Grund nok til at skille sig ved det. Men han maatte først ordne sine Sager. Der skulde gøres noget til Minde om Drengen, denne korte Tilværelse skulde ikke forsvinde uden Spor. «Min lille Dreng!»

Han sagde uvilkaarlig Ordene, saaledes som han saa ofte havde sagt dem, kælende blødt, til Erik, og da Lyden af dem naaede hans Øre, reves han pludselig ud af sin Forstenelse. Og Tankerne brød ind over ham som et opstængt Aaløb. Der -- i den Stol havde Erik siddet en Gang for et Par Aar siden med en Avis foran sig, ladende som han læste, gravitetisk med Faders Lorgnet paa Næsen, og saa havde han leet, aa, hvor havde han leet den Dag! Der paa Tæppet havde han som lille ligget og revet sine Billedbøger i Stykker, gennem denne Dør var han tusinde Gange kommet springende, der stod hans store Fotografi, der laa hans Bolt, der et Stykke Papir, som han for kort siden havde overmalet med sine mærkelige Tegninger: Mænd med lange Næser og tynde Arme med fem strittende Fingre; udenfor Huse, som omtrent naaede dem til Knæene. Værelset var endnu fyldt med Ekkoet af hans Stemme, den matte, svage lille Stemme fra det sidste Halvaar og den trillende, jublende, overgivne Latter fra tidligere Tider.

For faa Dage siden havde hans Arme endnu omslynget Faderens Hals, og hans Læber søgt hans. Nu var det forbi -- forbi for bestandig. Og hvis var Skylden? Han kastede sig tilbage i Stolen, skjulte Ansigtet i sine Hænder og hulkede saa skærende, at han selv blev forskrækket derved. Men medens han græd, sneg en forunderlig Blødhed sig over ham, han ønskede at tale med nogen, at trøstes, at finde Hvile og Medlidenhed. -- Medlidenhed! Han vilde en Gang have betragtet det som en Fornærmelse, om nogen vilde have vist ham Medlidenhed. Men nu var han saa træt, saa træt. Han mindedes sin Barndom. Tænk, at det var den overmodige, stolte Dreng fra hin Tid, der laa her som en sønderknust Mand! Han tænkte ogsaa paa sin Moder, han mindedes hende kun svagt, men han ønskede, at hun nu havde været der, thi hos hende vilde han have kunnet græde sin Sorg ud.

Da kom han til at huske paa, at de jo var to om Tabet, at der jo dog var _et_ Menneske, som maatte kunne forstaa og dele hans Smerte, og han fik pludselig Lyst til at tale med hende. Han rejste sig op. Ensomheden, Mørket, denne døde Tavshed lagde sig paa en Gang trykkende over ham. Han længtes saa smertelig efter lidt Sympathi, et menneskeligt Væsens Deltagelse og Tilstedeværelse, og han blev formelig bange i Mørket og Tomheden, grebes af en nervøs, sygelig Frygt for at være alene.

Han gik ned igennem Korridoren. Tjeneren kom ham i Møde, men standsede og traadte til Side for at lade ham passere. Manden var i sort Livrée med Flor over Sølvknapperne, hans Ansigt var bedrøvet og røbede en ærbødig Deltagelse.

Da standsede ogsaa Banner. Han talte ellers aldrig til sine Tjenestefolk uden for at give dem sine Ordrer. De blev betalte for at tjene, adlyde og forsvinde som Individualiteter, de blev godt betalte og havde følgelig intet at klage over.

Nu standsede han foran Tjeneren og sagde med en Stemme, der var saa mild, at Manden forbavsedes: «Det var Dem, jeg sendte til Byen efter Lægen. De og Kusken og den Pige, der passede min Søn, kan lade dem udbetale hver femhundrede Kroner hos min Godsforvalter -- fra min lille Dreng.»

Han gik videre, og Tjeneren blev staaende uden at kunne fremstamme et Ord til Tak.

Banner havde naaet Døren til det Værelse, hvor hans Kone plejede at opholde sig, han aabnede den efter nogen Tøven. Der var Lys. En Lampe brændte svagt paa det lille Bord, der stod foran Sofaen i det ene Hjørne af Stuen. Judith sad i Sofaen med et Sytøj i Haanden; hun syede ellers sjælden, men nu trængte hun til noget, der kunde beskæftige Hænder og Tanker. Hun saa næppe op, da han kom ind, hun sad hensunken i sine egne triste Betragtninger. Hun saa ikke, at hans tynde Haar var graanet, og at der var kommet lyse Stænk i hans tætte mørke Skæg; hun saa ikke, at hans Ansigt havde faaet et paa en Gang slappere og mildere Udtryk, at hans Holdning var mindre stiv og lignede en Rekonvalescents. Hun kæmpede og arbejdede dybt nede i det Fortvivlelsens Mørke, hun havde styrtet sig i; ham ventede hun sig ingen Hjælp af, det sidste Baand mellem dem var jo bristet, hun havde kun Ligegyldighed og Had tilbage for ham. Saa kom han. Hendes syge Sind vendte sig bort, hun kunde ikke taale at se ham.

Han satte sig ned, og hun begyndte atter at sy; der hørtes ikke en Lyd, næppe nok deres Aandedræt; de sad saa tavse, som om de var livløse. Hans Blik hvilede ufravendt paa hende, enten tankeløst eller maaske, fordi der i hendes Ansigt fandtes Spor af Lighed med Barnet. Hun mærkede Blikket, det brændte hende, hun sad som fortryllet i det dødstille Værelse med det stive Blik hvilende paa sig. Da var det, som om hendes Tanker forvirredes, en nervøs Angst overfaldt hende, hun turde ikke blive siddende der, hun kunde ikke udholde dette. Og hun rejste sig, hun bad ham med en Haandbevægelse om at lade hende komme forbi, hun vilde bort, hun led som under et Mareridt.

Da strakte han Hænderne ud mod hende og sagde bedende: «Nej, bliv her!» Men hun forstod ham ikke, hun var kun bange, ophidset og syg, hun holdt afværgende Hænderne ud som for at forsvare sig og stammede: «Gaa, gaa, lad mig være fri -- jeg kan ikke taale det -- jeg kan ikke -- taale at se Dig.» Da rejste han sig og forlod hende.

* * * * *

Hun gik i Haven; hun erindrede næppe, hvorledes hun var kommen derned, men hun gik der, frem og tilbage i den lange Lindealle.

Det var bidende koldt Efteraarsvejr, de røde og gule Blade hvirvlede ned fra Træerne og krummede sig brune for hendes Fod, mørkt og trist Efteraarsvejr, med Skyer, der drev tungt og lavt som Røg for Blæsten, der susede gennem de høje Træer og raslede i de sammenføgne Bladbunker. Denne underlige Susen gennem Trætoppene -- den lød først fjærnere og svagere, saa nærmere, indtil den brusede dumpt hen over hendes Hoved og saa langsomt svindende døde hen som med et Suk. Og i Pavserne hørte man disse fjærne, underlige, klagende Lyde, som Efteraaret har, der kommer, man ved ikke hvorfra. Naturen gik med bøjet Hoved sin Opløsning i Møde. Hun standsede og saa ud over de øde Stubmarker. Oppe i Luften drog Vildgæssene bort i en skæv, uregelmæssig Trekant, hun hørte svagt Lyden af deres Skrig. Hendes Ophidselse havde lagt sig, det var, som om hendes Smerte i hint Øjeblik havde naaet sit Højdepunkt, hvorefter Reaktionen var indtraadt.

Hun var nu saa blidt sørgmodig, følte hverken Had eller Trods, kun en bittersød Trang til at opgive sit Væsen, smelte sammen med den døende Natur, hensmuldre med det visne Løv, optages i de tunge, mørke Skyer, der foer hen over hendes Hoved. Atter og atter droges hendes Tanker henimod hendes Mand, hun kunde ikke faa dem bort derfra. Hun forstod nu, hvorfor han var kommen til hende, og, medens hendes egen Smerte lagde sig som Havet efter en Storm, begyndte hun at fatte hans. O, hvad han dog maatte have lidt! Og hendes Sind blev stadig blødere. Naar _hun_ havde sørget saa forfærdelig, hvorledes havde da ikke han, han, som satte hele sit Liv ind paa Drengen. Og hun mindedes langsomt og ubestemt den Forandring, hans Væsen og hans Ydre var undergaaet. Han var altsaa kommen til hende og havde bedet hende om Trøst; ja, nu huskede hun det, han havde strakt Armene ud mod hende og bedet hende blive. Og hvad havde hun saa gjort! Den dybeste Skam og Anger greb hende. Hun havde stødt ham bort. Ja, hun havde været syg den Gang, afsindig, ude af sig selv. Han var kommen til hende, til _hende_, fortjente hun det? Han havde kun havt en i Verden at henvende sig til, og han var kommen af sig selv; han havde glemt al Spot, al Vrede, al Bitterhed, han var kommen og havde bedt hende sørge med ham, og hun havde stødt ham bort. Tusinde venlige Handlinger kunde ikke have blødgjort hende, saaledes som denne Tanke, at hun havde gjort ham Uret. Da følte hun sig saa beskæmmet, saa lille og ussel, og hun fik en smertelig Længsel efter at gøre sin Uret god igen, sige ham, at hun havde været syg og utilregnelig, men hvorledes skulde hun gøre det.

Hun vandrede frem og tilbage under de sukkende Træer, det blev mørkere og koldere, men hun mærkede det ikke, for første Gang i lang Tid græd hun mildt og uden Trods, græd over sin Svaghed, sin Synd og sine Fejl.

Hun ventede hele den næste Dag, hun lyttede efter hver Dør, der gik, efter Fodtrinene i de tomme Korridorer; men han kom ikke. Hun fik Lyst til at gaa til ham, som han var kommen til hende, men hun turde ikke. Hun gik nervøs og hvileløs om i det store Hus, gik forbi hans Dør, men vovede ikke at gaa ind og vendte kun endnu mere bedrøvet tilbage til sit Værelse.

Hun ringede og lod Tjeneren fyre op i Kaminen, hun kunde ikke faa Bugt med de nervøse Kuldegysninger.

«Er Godsejeren ene paa sit Værelse?»

«Nej, Prokuratoren er hos ham.»

Tjeneren gik, hun rykkede sig nærmere til Ilden, satte Fødderne paa Kamingærdet; hun rystede formelig af Kulde. Bøjet forover stirrede hun ned i Flammerne, som legende steg og sank, fangende hendes Blik, medens Tankerne gled langt bort, bestandig kredsende om det samme.

Hvor hun gærne vilde have været lykkelig! Hvor hun lidt havde forstaaet at blive det! Var det blot hans Skyld?

Prokuratoren var hos ham, hvorfor? Skrev han maaske sit Testament, tænkte han paa at dø? Hvis han nu døde -- hvis han døde!

Døren blev aabnet, hun foer op af sine Tanker og vendte Hovedet. Det var ham.

Hun skælvede over hele Legemet. Aa, var det muligt, kom han igen, var det endnu ikke for sent?

«Maa jeg forstyrre Dig blot et Øjeblik?»

Hans Stemme var meget høflig, meget venlig, men hun indsaa det -- det var ikke den, hun havde ventet.

«Det er blot nogle Forretninger.»

Hun bøjede Hovedet.

«Sagføreren er hos mig. Jeg vil skrive mit Testament. Jeg gjorde nogle Dispositioner, medens Erik levede, men det gælder jo ikke mere. Jeg ved ikke, hvor længe jeg lever, eller hvor pludselig jeg kan dø, og jeg ønsker at sikre Dig vort Gods og Ejendom ubeskaaret. Men det, hvorom jeg vil spørge Dig er noget andet. Jeg har tænkt at optage en Prioritet paa 100,000 Kroner i Godset, det er vel omtrent, hvad Eriks Opdragelse vilde have kostet. Skal vi ikke oprette et Legat deraf, som kan bære vor Søns Navn? Jeg vilde nødig, at han skulde gaa sporløst ud af Livet -- som jeg.»

«Jo -- jo,» hviskede hun, men formaaede ikke at tilføje mere; hun prøvede derpaa, men det mislykkedes.

«Vi kan senere tale nærmere om Anvendelsen,» tilføjede han, «det gælder nu blot om at faa Laanet ordnet. -- Undskyld, Sagføreren venter.»

Hun var atter ene. Og hun sad ydmyget af denne Betænksomhed, denne Gavmildhed, dette Hensyn. Han vilde sikre hende Ejendommen, hel og ubeskaaren, mod Slægtninges Krav, han frygtede for at dø uden at have sørget for hende! Hvad havde hun givet til Gengæld? Hun havde fra første Færd været mod ham som en Uven, en Modstander, hun havde anklaget ham, som om han havde gjort hende Uret. Havde maaske ikke den meste Uret ligget paa hendes Side? Fra en fattig Pige havde han gjort hende til sin Hustru, og nu vilde han overdrage hende alt, hende, der aldrig havde sagt ham et venligt Ord. Og han gjorde det som noget, der ganske faldt af sig selv. «Han vidste ikke, hvor længe han levede». Det samme mindedes hun, at Restrup havde sagt, kort før han tog sig af Dage. Var det muligt, tænkte han paa at ende sit Liv? Hvad havde han dog ikke lidt! _Han_ havde maaske heller ikke haft et glad Øjeblik hele sit Liv. Han sagde det jo -- var det ikke forfærdeligt -- «gaa sporløst ud af Livet som jeg». Sporløst ud af Livet! Han nænnede ikke, at hans lille Barn skulde have levet forgæves, skønt han kun blev fem Aar -- men hun da? Hvad Spor vilde hun efterlade sig? Hvem vilde mindes hende med Sorg, hvis hun døde, eller savne hende? Hun havde ikke været noget for nogen i Verden! Og pludselig stod det for hende i al sin forfærdelige Sandhed: «Skylden har været Din egen -- kun Din. Dig selv kan Du takke for Tomheden og Ulykken, der har ruget over dit Liv, det bunder alt sammen i Din egen forfærdelige Egoisme.» Havde hun nogensinde for Alvor søgt at udrette noget? Hun havde ønsket at gøre det, saadan i vag Ubestemthed, men aldrig taget alvorlig fat. End ikke en saadan Ubetydelighed som at besøge sin Moder, kunde hun uden Modvilje bekvemme sig til, skønt hun vidste, hvilken Glæde det var hende. Nu rejste hun sig op, hun gik heftig bevæget op og ned ad Gulvet, og som vaagnet af en Drøm saa hun et Liv bag sig, et Liv af forspildte Dage, gavnløse Gerninger. Men der var maaske endnu Tid til at udrette noget godt -- og hun gav sig selv det Løfte, at stræbe derefter, saa vidt hun formaaede.

* * * * *

Der paafulgte nu Dage, hvor hun med aldrig svigtende Iver søgte og fandt de Pligter, hun hidtil havde ladet ligge, og hun opfyldte dem med en feberagtig Frygt for at spilde eller tabe endnu et kostbart Øjeblik. Men der var et, hun aldrig overvandt sig til, dette, at gaa til ham og sone sin Uret, inden det blev for sent. Hun kunde vente ham med Hjærtebanken, beslutte sig til at tale, men naar Øjeblikket kom, tav hun, fordi han var saa rolig, saa høflig, saa lidt indbydende til Tilnærmelse. Efter den første Tids Blødhed var hans kølige, afmaalte Væsen kommet tilbage, og skønt hun ikke længere misforstod det, holdt det hende dog stadig tre Skridt borte. Hun stræbte da ved smaa Opmærksomheder, som han ikke lagde Mærke til, at bøde paa sin Uret.

Der kom en Mildhed over hende, som hun aldrig før havde kendt til, hun troede, at det var Sorgen, den skyldtes, og saa en Dag, hun vidste selv næppe hvorledes, vaagnede en ny Følelse i hende, strøg hende forbi som et Vaarpust, var borte i samme Nu, men havde været der og havde efterladt Anelser og Drømme, underlige, betagende.

Det var en Foraarsmorgen. Hun sad ved sit Vindue og læste om Brødrene Goncourts Liv, deres inderlige Kærlighed til hinanden, deres fulde Forstaaelse af hinanden, deres harmoniske Samliv og den ubrydelige Tro, der var Sjælen i det. -- Og den bløde Vaarvind strøg ind ad Vinduet og bar med sig Blomsterduft og Lyden af en jævn Sang, en underlig klagende Melodi, der fyldte hendes Bryst med en berusende Længsel efter noget, hun vidste ikke strax selv hvad. Og dog -- tænke sig, at elske og blive elsket saaledes! Hvilken Rigdom, hvilken Salighed maatte det ikke være? Og med Tanken kom der en ny ukendt Sødme og Fryd: Hun havde en Gang fornægtet Kærligheden, men i dette Øjeblik vidste hun, at den maatte være til.

Saa tænkte hun paa et fornemt Ansigt med et koldt, forundret Udtryk -- hun jog Tanken bort, men den havde været der.

* * * * *

Alt gik i Ro igen i det ydre, som om Erik aldrig havde levet. Og dog havde Barnets Død medført en stor Forandring i hans Moders Liv. Hvor var nu hendes ørkesløse Grublerier, hendes sørgmodige Bitterhed, hendes haabløse Livsanskuelse? Hun gik om i sit Hjem mild og stille, men bestandig beskæftiget. Hun tog sig af sine undergivne, af Sognets fattige og al den Nød og Hjælpeløshed, hun saa om sig, men det, der indgød hende Lysten dertil, forstod hun næppe selv. Paa den anden Side havde den lille Drengs Død ladet Faderen tilbage som et Vrag. Hans Livsaanders korte Opblussen var forbi, Drivfjedren var sprungen, Johan Banner havde opgivet alt.

Men Forandringen var ikke synlig; de havde i deres Samliv omgivet sig med en blank Skal af Høflighed og Kulde, og paa den saas det ikke, om Kærnen indenfor begyndte at spire eller smuldre hen. Ensformig gled Dage, Uger og Maaneder hen, fyldte med Smaaarbejde, Smaaglæder, Smaabegivenheder.

Saa traf det sig en Dag, at Judith kom ind i sin Mands Værelse for at hente en Nøgle, som havde sin Plads i hans Skrivebordsskuffe. Han var ikke til Stede, men Skuffen stod halv aaben, i denne ubetingede Tillid til ethvert Menneskes Æresfølelse, som var ham egen. Han ansaa Menneskene for at være Egoister, svage og ulykkelige, men han forudsatte aldrig, at de vilde lyve, stjæle eller bedrage. Hun trak Skuffen ud og tog Nøglen, men opdagede saa i det samme mellem Papirerne et Fotografi. Hun tog det med lidt Nysgerrighed; det var Billedet af en Mand. Hun kendte det ikke strax, men lidt efter gik det op for hende, at det maatte være Banner. Det var taget i Udlandet for mange Aar siden i hans smukkeste, hans mest forfløjne Dage. Saaledes havde han altsaa set ud! Det var derfor, Folk havde talt om hans Skønhed, som hun aldrig havde kunnet opdage. Hun kunde ikke løsrive sit Blik fra det fine, overmodige Ansigt. Skæget havde den Gang kun dækket hans Overlæbe og røbede mere end nu Mundens halv spottende Smil, dette Smil, som omtrent var det eneste, han havde beholdt tilbage. Jo længer hun saa paa Billedet, des bedre forstod hun hans Liv, forstod, at der havde været Kvinder, der havde kastet sig i Armene paa ham, blot for at kunne sige, at de havde været elskede af ham, om end aldrig saa kort.

Hun vilde lægge Billedet tilbage paa dets Plads; men saa fik hun pludselig Lyst til at besidde det. Hvorfor ikke, hun havde jo intet Billede af ham. For øvrigt var dette Billede jo egentlig slet ikke ham, saaledes som hun havde kendt ham, men det var saa smukt, saa bedaarende smukt, og hun vilde gerne eje det. Det laa glemt her, han vilde aldrig savne det. Hun tog da en rask Beslutning, skød Skuffen i og forlod Værelset med sit Bytte. Hun tilbragte en uforholdsmæssig lang Tid den Dag med at betragte det og forvisse sig om, at det virkelig var den Mand, med hvem hun havde været gift nu snart i syv Aar. Hun gemte det i sit hemmeligste Gemme den Aften og betragtede det næste Morgen, før hun endnu var ganske paaklædt. Da de spiste Frokost, udspejdede hun hemmelig sin Mands Ansigt for der at finde Lighed med Billedet; den var der ganske vist, men hvor forandret var han ikke?

«Jeg kan ikke fatte,» sagde han pludselig, «hvem der kan have været i mit Værelse.»

«Hvorledes?»

«Hvem af Tjenestefolkene, der har vovet en saadan Uforskammethed.»

«Men hvad da?» Blodet begyndte at stige hende op i Kinderne.

«Sagen er i og for sig ligegyldig, men jeg lagde i Gaar et gammelt Fotografi af mig ned i mit Skrivebord, og i Morges, da jeg tilfældigvis gennemsøgte Skuffen, var det forsvundet. Billedet er aldeles værdiløst, men jeg ved, jeg har lagt det der, og det viser altsaa, at der maa have været en eller anden i mine Gemmer.»

Hendes onde Samvittighed lod hende ikke i Ro for den Tanke, at han anede, hvem der var Gerningsmanden. I sin Forvirring søgte hun at vinde Tid ved at spørge paa ny.

«Har Du før mistet noget?»

«Det ved jeg ikke, jeg tænker aldrig derpaa, det var som sagt et rent Tilfælde, der ledte til denne Opdagelse.»

«Tror Du, at der manglede andet i Skuffen?»

«Nej, der gjorde ikke. Der laa et Par Signeter og en Ring ved Siden af, de er ikke borte.»

Hendes Forvirring tiltog. «Det er ufatteligt; hvem skulde begaa Tyveri for et Portræts Skyld; for det kan vel ikke være nogen af Pigerne --»

Han skød hurtig sin Stol tilbage og gik. Det faldt hende ind, at hendes Ord kunde have indeholdt en Insinuation, hvor lidet hun end havde tilsigtet det. Hun havde kun talt for at bortlede Mistanken fra sig selv; men hvor skulde han kunne ane det; han havde ganske sikkert optaget hendes Ord som en Sarkasme. Og hvorledes skulde hun klare Misforstaaelsen? Skulde hun gaa til ham og sige ham, at det var hende, der havde fundet det værdt at have? Hun syntes, at det var hendes Pligt -- men saa at møde et koldt, forbavset Blik, hun kunde ikke overvinde sig dertil. Den Dag og de nærmest paafølgende tog hun det vel hundrede Gange i Haanden for at udføre sit Forsæt, men kunde saa ikke. Tilsidst blev det næsten en fix Ide hos hende, at hun ikke kunde faa Ro, før Sagen var klaret. Hun søgte ved allehaande smaa Opofrelser og Opmærksomheder ligesom at gøre Bod derfor, men hendes Samvittighed lod sig alligevel ikke berolige.

* * * * *

Kort før Jul kom der Indbydelse til et stort Middagsselskab paa Restrupgaard, som nu var i en anden Ejers Besiddelse. Det skulde holdes lille Juleaften. Sørgeaaret var omme, derfor afslog de ikke Invitationen, men tog derover. Det var et stort Julegilde, der gaves i Restrupgaards gamle Sale; alle Egnens rigeste Landbesiddere var til Stede. Banner var en Slags Æresgæst, det var det første Selskab, han deltog i, siden sin Søns Død, og han var desuden den største Landdrot der paa Egnen.

Judith blev ført til Bords af Værten. Lige over for dem sad Banner; hans Borddame var en ung Kone paa Judiths Alder, der netop var bleven gift i dette Efteraar.