Part 1

Produced by The Online Distributed Proofreading Team at http://www.pgdp.net (This file was produced from images generously made available by Arkiv for Dansk Litteratur at http://adl.dk)

Afskriverens bemærkninger: Åbenlyse trykfejl er rettet i denne e-bog, men forfatterens stavning er i øvrigt bevaret. S p a t i e r e t tekst i originalen er angivet med _understreg_, mens kursiv tekst er angivet med =lighedstegn=.

JUDITH FÜRSTE.

EN FORTÆLLING AF ADDA RAVNKILDE.

MED ET FORORD AF G. BRANDES.

ANDET OPLAG.

KJØBENHAVN. Gyldendalske Boghandels Forlag (F. Hegel & Søn). GRÆBES BOGTRYKKERI. 1884.

FORORD.

En Dag i Begyndelsen af Oktober 1883 laa paa mit Bord en af de Manuskriptpakker, som en Kritiker stadig faar sendt eller bragt ind i Huset, og derved et lille, provinsielt udseende, blaaligt Visitkort, hvorpaa Navnet =Adda Ravnkilde= var skrevet med snørklede Forbogstaver.

Henimod Maanedens Slutning kom den unge Pige, der havde afleveret det. Hun var naturlig, alvorlig, 21 Aar gammel, med kloge og klare Øjne. Der var noget Aandigt og Dristigt ved Blikket. Over Skikkelsen, som i den mørke Dragt var ganske dameagtig, men hvis Holdning manglede Sikkerhed og Frihed, var der Noget, der tydede paa tidlig Kamp og Sorg, en vanskelig Situation eller lignende.

Den Roman hun havde bragt, (det er ikke den foreliggende) røbede Evner, der hos saa ungt et Væsen maatte overraske. Den behandlede en ung Piges aandeligt ensomme Liv i en Provinsby, hvortil hun er kommen som Lærerinde, og hvor den Mand, paa hvem der alles Øjne hvile, viser hende paafaldende Hensyn og Hyldest. Han er en omtrent 40aarig dansk Greve, der lever adskilt fra sin Hustru og har et daarligt Ry paa sig for sit Levnet, men som staar højt over Omgivelserne ved Dannelse og Livserfaring. Hun har en ualmindelig Videlyst og en spirende digterisk Begavelse. Det lykkes Greven at vække denne unge Kvindes Interesse for ham, skjønt hun stræber imod, fordi hun føler hans Uværd som Menneske. Med sin Evne og Vilje til at se klart gjennemskuer hun, at han kun søger Adspredelse og Underholdning i hendes Selskab, ganske ligegyldig for om han ved sin haardnakkede Opmærksomhed kompromitterer hende i den lille Sladderby. Hun indser, saasnart hun tænker koldt, at hans Overlegenhed er en ydre, hans Fortrin formelle; hendes Selvagtelse er mange Gange større end hendes Agtelse for ham. Derfor vaander hendes Stolthed sig, da hun ikke kan tænke paa ham med Kulde, og hun kan ikke nægte det for sig selv, hun elsker ham, har elsket ham fra hun saa ham første Gang, formaar i Mellemtiderne mellem at hun ser ham, ikke at tænke paa andet end ham.

Der var paa dette Punkt i Skildringen af den unge Piges forgjæves nedkjæmpede, kvalfulde og frydefulde Kjærlighed til Grev Høg noget Oprindeligt og Ægte. Man fornam dette Liv med dets Higen, Venten og Spænding mod en eneste fast Forestilling som Maal, fornam den indre Modstand, der bøjedes og brødes, Stoltheden, der stred imod og bukkede under, endelig Følelsens Storm gjennem Kvindesjælen, Lidenskabens Sejersgang gjennem Sindet, Elskovens Sejerssang i alle Legemets Pulse.

Resten duede ikke stort, Slutningen var paaklæbet, som Slutninger i Regelen ere. Det var ikke lykkedes Forfatterinden at holde Heltindens Skikkelse tilstrækkeligt ud fra sin egen; vi hørte desuden mere om hendes Begavelse end vi saa til den, og selve den Omstændighed, at det Hele var fremstilt som en Forfatterindes Dannelsesproces, havde ved Æmnets Fortærskethed noget Utilfredsstillende ved sig.

Den unge Dame blev enig med mig om, at hun burde opsætte sin offentlige Optræden endnu nogen Tid, indtil denne kunde finde Sted med større Virkning. Da jeg roste Fremstillingen af den unge Piges Kjærlighed, svarede hun: «Sligt vil jeg ikke skrive mere», og der kom Taarer frem i hendes Øjne.

I Løbet af vor Samtale traadte hendes aandelige Personlighed klarere frem for mig: En stræbende Aand, for hvem en stor Forhaabning var bristet, og der ligesom bar Mærker af et flereaarigt Tryk; forpint af smaa Forholds Smaalighed og af indskrænkede Væseners Indskrænkethed. En tapper, exalteret Sjæl, der kjendte Fristelsen til at tabe Modet for bestandig, men endnu havde bevaret Energien frisk; livstørstig og dog meget fortrolig med Dødstanken, attraaende Omgang med aandsfrie Kvinder og Mænd, trængende til Tankemeddelelse, til et fyldigere, aandeligt Indhold; moderne, i høj Grad moderne i sit Anlæg, skjønt endnu noget konventionel i sin Fremstillingsform; ærgærrig ganske vist, men med en Ærgærrighed, som daglig maatte kjæmpe med Tungsindet, der hviskende spurgte: Er Æren værd at vinde? Er Livet værd at leve?

Som Heltinden i hendes Bog, der gjennemskuer den Elskede, hader og elsker ham paa en Gang, saaledes elskede og hadede hun Livet, snart ude af Stand til at bære det, snart haabende det Højeste af det, snart villig til at nøjes med en beskednere Lykke, som hun ved sin Bortgang antydede det i disse Ord til mig: «Hvor De er lykkelig, De har opnaaet de to Ting, jeg altid har ønsket mig, at bo paa et Sted, hvorfra der er en smuk Udsigt, og at kunne omgaas intelligente Mennesker.»

Denne Samtale er den eneste, jeg har havt med hende. Hun lagde kort efter en anden Fortælling op til mig, den som foreligger her; men min Tid var saa optaget, at jeg nødtes til at lade den ligge ulæst mere end en Maaned og først gjorde mig bekjendt med den, da jeg havde erfaret hendes Død. Ved et flygtigt Sammentræf paa Universitetet bad jeg hende ikke at tabe Taalmodigheden med Hensyn til sit Manuskript, ikke tro mig ligegyldig for hendes Fremtid og ikke tabe Modet. Hun havde rimeligvis da allerede tabt det.

Hun var uformuende, var kommen fra Jylland til Kjøbenhavn for at forberede sig til Almueskolelærerinde-Examen, havde imidlertid, da hun følte sig meget ulykkelig ved den Tvang, dette Kursus vilde paalægge hende, fulgt mit Raad, hellere at uddanne sig til Student og var begyndt at arbejde med dette Formaal for Øje hos en Lærer, under hvis Vejledning hun i faa Uger gjorde ualmindelige Fremskridt.

Da meddelte Aviserne hendes Død. Den har sikkert grebet alle dem, der havde kjendt hende. Selv om man ikke betragter Døden uden videre som et Onde, var det vanskeligt, ikke at føle Noget bløde og brænde i sig ved Tanken om det stakkels geniale Barn, der fra alle sine frugtbare Drømmerier og kjække Fremtidsplaner var gaaet ind i det store Mørke. Den Forestilling laa nær, at havde hun levet, saa var hun bleven en af de Personligheder, af hvilke der altid er for faa i et Land, en af dem, der frembringe Værdier og lægge et Lod i Vægtskaalen paa det Godes og Nyttiges Side.

Jeg saa hende to Timer før hendes Død, den 29de November. Idet jeg den Dag traadte op paa Universitetskathedret, bemærkede jeg hende paa en af de første Bænke i Salen lige for mig; hun saa oprømt, livfuld ud, hendes Øjne havde en ualmindelig Glans, hun smilte og lo nogle Gange under Foredraget. Mindst tænkte jeg, at hun i det Øjeblik fortjente Medlidenhed.

Efter hendes Død har jeg læst hendes efterladte Haandskrifter. Et af dem, det ældste, der rundt i Marginen havde sammenslyngede Navnecifre i en bestemt, stiliseret Form, fortalte paa sin Vis i sit Tegnsprog et Hovedafsnit af Forfatterindens Historie.

Nærværende Fortælling, der har forekommet mig at være det blandt hendes Arbejder, som hviler paa de skarpeste Iagttagelser, og hvor Handlingen er bedst gjennemført, er skrevet, da Forfatterinden var nitten Aar gammel og synes mig i Betragtning af denne Omstændighed mærkværdig. Mandskarakteren er øjensynlig udført efter samme Model som i den førstnævnte Roman, men den kvindelige Karakter er her tegnet med en kunstnerisk Selvbeherskelse, der skulde synes en senere Alders Kjende. Fortællingen giver et Livs Historie, der gaar op i et enkelt Forhold. Den fremstiller en enkelt Følelse, der først sent bliver sig sit Væsen bevidst.

Den Læser, som er i Stand til at se bort over enkelte gammeldags Vendinger, der tage sig løjerligt ud i en moderne Bog («Merkurs Sønner» f. Ex.), og som ikke vil opholde sig ved at Forfatterinden med en ganske ung Piges Skyhed har taget meget abstrakt paa det Fysiologiske, vil med Fornøjelse se et Stykke nørrejydsk Liv fra vore Dage malt med Kjendskab og Sanddruhed, vil vurdere det Rigtige, ja Dybsindige i den simple Komposition, og i dette Skriftemaal ad Omveje finde Oplysning om kvindeligt Sjæleliv i de danske Provinser.

At Fortællingen udgives nu, da dens Forfatterinde ingen Glæde har af at se den trykt, maa opfattes som en Pietetshandling mod den Døde. Det gjøres, som man lægger en Krans paa en Grav. Det har syntes mig Synd, at dette unge Væsen, der havde saa stærk en Attraa efter at tilkæmpe sit Navn en Plads, skulde forsvinde uden at efterlade det ringeste Spor af sit Liv.

Da hun under hin ene Samtale nævnte sit Navn og sin Adresse for mig, spurgte jeg angaaende Fornavnet, om det var et rigtigt Navn, det syntes mig at lyde som et Kjælenavn, en Forkortning.

Hun svarte: «Det er det Navn, jeg gjerne en Gang vil gjøre bekjendt.»

Lad det da blive saa kjendt, som det trods hendes tidlige Død kan blive.

Georg Brandes.

«Man maa lære at føje sig i de Forhold, man er sat i, Du maa lære det, Judith, om det saa kun var for Din egen Skyld. Hvis Du bliver ved paa denne Maade, gjør Du baade Dig selv og os andre ulykkelige.»

«Men jeg kan ikke,» svarede Judith med dæmpet Stemme; «det blev ikke sunget for min Vugge, at jeg skulde bøje mig under fremmed Herredømme, jeg har Faders Blod i mine Aarer, og jeg kan det ikke.»

Sagfører Hinding sendte sin Steddatter et stikkende Blik, men hans Stemme var rolig og mild, hans Tale langsom og overbevisende, som om han plæderede en Sag for Retten.

«Bestandig denne Trods! Og hvad har Du saa for Din Stolthed? Du har ikke kunnet beholde en eneste af alle de Pladser, vi har skaffet Dig, og Du gjør os Livet surt her i Hjemmet.»

«Det har ikke været min Skyld, at jeg mistede mine Pladser; hvor kan og tør jeg opgive min Stolthed, den eneste Arv, man har ladet mig beholde efter min Fader, _den_ har en enlig stillet Kvinde god Brug for. -- Mit Hjem! hvorledes kan jeg betragte dette Hus som et Hjem?»

Ved Ordet «Arv» formørkedes Prokuratorens Blik, men han fortsatte med uforandret Mildhed: «Det Sted, hvor Din Moder lever, og hvor Du har Din eneste Tilflugt, maa da vel nok kaldes Dit Hjem.»

«Ja, Moder holder vistnok af mig -- paa sin Maade -- og vilde gjerne gjøre mig lykkelig, men hun er svag og kan ikke hjælpe mig. Da hun ægtede Dem, mistede jeg hende.»

«Men saa indse da, at Din Fremtid afhænger af mig og bliv min Ven istedetfor min Fjende; jeg forlanger jo kun en taalelig Eftergivenhed, noget mindre Trods og Skarphed.»

«Ja, min Fremtid afhænger vistnok af Dem, men jeg kan ikke hykle, om jeg end kunde skaffe mig de bedste Vilkaar derved. -- Holdt jeg af Dem eller havde jeg kun fuldstændig Agtelse for Dem, skulde De aldrig faa Grund til at klage, men De ved jo godt, at jeg misbilliger Deres Handlemaade og hele Optræden, jeg kan ikke bøje mig for Dem. Jeg beder Dem derfor: skaf mig min Fædrenearv, lad mig lære et eller andet, saa at jeg kan sørge for mig selv -- jeg forlanger det jo ikke mere som en Ret, jeg beder kun derom.»

«Men jeg har jo sagt Dig det, jeg har selv Brug for disse Penge. Du kan ikke faa dem; mine Sager staar slet, og i det mindste for Din Moders Skyld vil Du vel ikke ruinere mig.»

«Nej, De har Ret; for Moders Skyld kan jeg ikke fordre, hvad der lovlig er mit. Nu vel -- saa skal jeg se at finde mig i det, foreløbig i det mindste, men De skal ikke tvinge mig til, hvad jeg ikke selv vil -- en Gang maa jeg da vel faa min Ret, skønt Ret er noget, som der er grumme lidt af i Verden, uden den stærkeres.»

Han forstod, hvad hun tænkte paa, og følte hvor ubøjelig en Modstandsevne denne forhadte Steddatter var i Besiddelse af. «Vi faar se, vi faar se,» mumlede han med sammenbidte Tænder, «der kommer vel den Dag, da jeg ikke længere er Din Skyldner.»

Hun forstod neppe Ordene, endnu mindre den Trusel, de indeholdt.

* * * * *

Judith Fürstes Moder havde i sin Tid været en af Hovedstadens feterede Balskønheder, en forfængelig og verdslig ung Pige, der jagede efter Fornøjelser og levede for at blive beundret. Men alt dette syntes at forandre sig, da hun endnu ganske ung ægtede en Officer, der var lige saa bekjendt for sin Dygtighed som for sin stolte Karakter og sit smukke mandige Ydre. I deres Ægteskab fik han efterhaanden en stor og god Indflydelse paa sin letsindige Hustru, men til Ulykke for hende og hendes lille Datter, blev deres Samliv kun kort. Da den dansk-tyske Krig udbrød, blev Løjtnant Fürste et af dens første Ofre. Han efterlod sig et straalende Minde blandt sine Kammerater, men hvad hjalp det den stakkels unge Enke, paa hvem hans Død strax gjorde et saa voldsomt Indtryk, at man en Tidlang frygtede for hendes Forstand. Dog da den første Smerte var forbi, var ogsaa det værste overstaaet, og den unge Moder besluttede nu at hellige sit Liv og al sin Kærlighed til sin lille Datter.

Tilbagetrukken fra Verdens Fornøjelser og Glæder ofrede Fru Fürste Judith al sin Tid. Hun indgød hende en lidenskabelig Kærlighed til den afdøde Fader, og Barnet kunde aldrig blive træt af at høre om ham. Han var dets Helt, dets Afgud, dets Ideal. Timevis kunde hun sidde stille og lytte til, naar Moderen fortalte om ham. Og naar hun paa Gaden sammen med hende mødte Officerer, der respektfuldt hilste dem, eller standsede og talte med dem og klappede den lille Pige paa Hovedet, kom hun altid til at tænke paa Faderen, og da svulmede hendes Hjerte af Stolthed, og hun var overbevist om, at ingen i Verden kunde lignes ved ham.

Saaledes forløb nogle Aar, da der indtraf en Forandring i den endnu smukke, trediveaarige Enkes Væsen. Hun var ofte adspredt, gav sig undertiden pludselig til at græde, men kunde saa strax efter igjen begynde at nynne og se sig i Spejlet og pynte sig med større Omhu end førhen. Hun spurgte Judith, om hun ikke var bleven gammel og styg, om der ikke var graa Haar i hendes brune Lokker eller Rynker i hendes Pande, og naar Judith forbavset svarede nej, eller med barnlig Stolthed erklærede hende for at være den smukkeste Dame i Verden, omfavnede hun hende og spurgte, om hun ikke savnede en Fader. Judith nøjedes med at stirre paa hende, men Moderen lo og rødmede, erklærede det hele for en Spøg og kyssede den sidste Tvivl bort af den forbavsede Piges Sind.

Men Sagen var, at den svage og forfængelige Kone tænkte paa at gifte sig igjen. Fuldmægtigen hos den Sagfører, der drog Omsorg for hendes Pengesager, var en ung og ret smuk Mand. Han havde ved mange Lejligheder set Enken og fattet, som han mente, en heftig Lidenskab for hende. Hun undgik ikke at bemærke den Hyldest, han ydede hende, og den smigrede hendes forfængelige Hjærte. Da han endelig friede, vaklede hun længe -- det var i denne Tid, hun ofte græd og halv skjult raadspurgte sin unge Datter. Men han trængte stedse heftigere paa: de skulde ikke blive i Hovedstaden, hvor Mødet med gamle bekendte maatte være hende pinligt, han vilde nedsætte sig som Sagfører i en mindre By, han vilde bære hende paa Hænder, lovede hende Rigdom, Fornøjelser, Anseelse, og truede tilsidst med at tage Livet af sig, hvis hun ikke sagde ja. Saa indvilligede hun, dels af Svaghed, dels af Forfængelighed, thi hun nærede næppe nogen virkelig Kærlighed til den nogle Aar yngre Mand. Hun anede vel, at hendes Beslutning kunde have skæbnesvangre Følger, men hun var ikke kraftig nok til at undersøge Sagen og drage dens Konsekventser.

Forberedelserne blev trufne i al Stilhed. Fru Fürste vovede ikke en Gang at betro sig til sin Datter før i det sidste Øjeblik, det vil sige, da det var for sent. Havde dette ikke været Tilfældet, vilde hun maaske endnu have opgivet Giftermaalet, thi Judith kom i en saa heftig Bevægelse, da hun erfarede Sandheden, at den stakkels Kone helst vilde have forandret sin Beslutning, hvis det den Gang havde været muligt.

At Moderen, efter at have været gift med Verdens ædleste Mand, der havde ofret sit Liv for Fædrelandet, og elsket sin Hustru over alt andet, at hun nu vilde gifte sig med en ussel Prokurator, et rent ubetydeligt Menneske! -- Judith var ude af sig selv af Sorg og Indignation. Med Ord, der var langt over hendes Alder, foreholdt hun Moderen denne grænseløse Nedværdigelse, hun græd, hun bønfaldt hende om ikke at bedrage baade den afdøde Fader og hende selv, men som sagt, det var for sent. Da overgav den snart halvvoxne Pige sig til dump Fortvivlelse, og den første Tid af Moderens Ægteskab gjorde hendes Sind mange Aar ældre, forvandlede hende fra et muntert, livsglad Barn til en indesluttet, melankolsk Skabning.

Hun var forladt og forraadt, syntes hun; Moderens Kærtegn trøstede hende ikke, Forholdet mellem dem var brudt, og hun havde heller ingen andre at søge Trøst hos; de skulde jo bort fra Byen og fra de gamle Venner, der desuden allerede af sig selv havde trukket sig tilbage fra dem. Og Moderen var ikke længer den, hun kunde se op til og tro paa, hun holdt vel af hende endnu, men med en halv medlidende Kærlighed.

Lige efter Brylluppet var Familien draget til en lille Købstad i Jylland, hvor det ny Hjem stiftedes. Det blev intet Fredens Hjem, thi Judith vendte sig instinktmæssig fra sin Stedfader; han havde, mente hun, berøvet hende Moderen og usurperet den højtelskede Faders Plads. Hans venlige Ord nyttede ham intet, Judith viste ham haardnakket bort og undlod at sige: «Fader» eller «Du». Da Hinding ingen Veje kom med Mildhed, forsøgte han Magt; han prøvede at kue hendes stolte Sind. Judith led ubeskrivelig, men hun bøjede sig ikke, hun beklagede sig ikke til Moderen, hun vilde være ene om det og fandt efterhaanden, at passiv Modstand var det bedste Værn. Men i denne Strid forhærdedes hendes Sind, og hun lærte, om end kun anelsesvis, som et Barn kan det, at hade.

Ogsaa paa Hindings Humør havde dette daarlige Forhold sin Indvirkning, det var undertiden nær ved at bringe ham til at fortryde sit Giftermaal; han blev gnaven og opfarende. Endnu værre blev det, da en Broder af ham, for hvem han havde indgaaet Kautionsforpligtelser, gik fallit og derved føjede Pengesorger til Prokuratorens øvrige Gjenvordigheder. Det forbedrede heller ikke Sagernes Stilling, at Fru Hinding skænkede sin Mand en Søn. Han blev vel meget glad ved Drengens Fødsel, men paa den anden Side bragte Begivenheden Judiths Smerte til Højdepunktet; hun fortvivlede nu helt over sin Stilling i Hjemmet, hun syntes, at det lille Barn berøvede hende den sidste Rest af Moderens Omsorg og Ømhed, og hun forlangte da at blive sendt bort over til København for der at lære noget, som kunde sætte hende i Stand til senere selv at tjene sit Brød. Men denne Fordring kom Hinding meget ubelejlig; hans Pengeforhold tillod ham i Virkeligheden ikke den Gang at bringe et saadant Offer, og han vilde heller ikke, af egennyttige Grunde, at Judiths lille Fædrenearv, nogle Tusinde Kroner, der var blevne indsatte i Overformynderiet, da Moderen giftede sig, skulde anvendes dertil; thi han spekulerede paa selv at faa fat i dem, naar Judith engang blev myndig, og han forestillede hende derfor, at hendes Penge ikke kunde røres, før hun var 18 Aar.

Hun vilde ikke tro det og spurgte sin Moder, om hun virkelig kunde forhindres i at lære noget, der kunde sikre hendes Fremtid og Uafhængighed.

Nu foresvævede der ganske vist Fru Hinding noget om, at Judith kunde henvende sig til sin Værge, men hun nøjedes med at bede Datteren inderlig, for hendes Skyld, om ikke at forøge hendes Mands Bekymringer og slette Lune. -- Da forstod Judith, at dobbelte Baand bandt hende, som hun ikke kunde bryde, Kærlighedsforpligtelsen overfor Moderen og Afhængigheden af Stedfaderen. Og hun forstod, at der gives Tilfælde i Livet, hvor man maa bøje sig, selv om man har moralsk Ret til ikke at gjøre det. Og denne Tanke blev den farligste. Thi hendes Barnesind havde vel gjennem Bøger faaet det Indtryk, at det slette og uretfærdige for en Tid kan triumfere, men at det gode dog altid sejrer til sidst. Men her saa hun sig haabløst forurettet, og det tilmed af dem, der stod hende nærmest, af hendes egen Moder, som dog elskede hende, og af alle andre, med hvem hun havde noget at gjøre. Og det gjorde hende mistænksom, hun begyndte at undersøge, om saadanne Tilfælde var almindelige, om Retfærdigheden muligvis ikke var saa almægtig, som hun troede; om det var den, der havde Retten, eller den, der havde Magten, som beholdt Overtaget. Og da hun først var begyndt paa Undersøgelsen, forekom det hende mere og mere, at det virkelig var det slette, det uretfærdige, det egenkærlige, der var det stærkeste. Hun opdagede egoistiske, smaalige, tyranniske Handlinger, og uden at kunne bedømme deres Motiver eller de formildende Omstændigheder, der kunde undskylde dem, dømte hendes ungdommelig strenge Sind, ligesom Katekismen, at Menneskene er af det onde, at Verden er slet og fordærvet. Hun holdt sig i det hele taget paa den Tid til Katekismen og Bibelen, hvis strenge Blik paa Livet og Menneskene samstemmede med hendes egen Dom. Hun blev en troende, men ingen barnlig Konfirmand. Angst og sønderknust lovede hun at forsage alt det onde, hun bad brændende og forfærdet Gud om Tilgivelse for sine Synder. Og hun lovede at tage sin tunge Skæbne som en Prøvelse fra Herren og finde sig i den uden Knurren. Hun fik imidlertid ikke længe Lejlighed til at prøve sine Forsætters Styrke i Hjemmet, thi Hinding, for hvem hendes Nærværelse var en stadig Pine, skaffede hende kort efter Konfirmationen en Plads, «for at gaa Husmoderen til Haande og deltage i al indvendig Gjerning -- Honorar fordres ikke». Hun kunde jo intet, og turde ikke gjøre Fordring paa Løn.

I Præstegaarden, hvor hun kom hen, udviklede hendes Religiøsitet sig med næsten foruroligende Heftighed. Hun fæstnede sig mere og mere i den Tro, at den Retfærdighed, Livet her paa Jorden manglede, maatte findes hos Gud, hinsides dette, og hun klyngede sig til denne Tro med sin syge og tørstende Sjæls hele Begærlighed. Men medens hun ufortrødent udrettede sit Arbejde og uden Knurren fandt sig i den megen Smaalighed, der omgav hende, opstod der ogsaa hos hende forskellige religiøse Skrupler og Tvivlsspørgsmaal. Da de var nær ved at voxe hende over Hovedet, vendte hun sig til Præsten, en ganske vist lærd, men ikke _meget_ troende Theolog. Han søgte at bringe hende til Ro ved Fornuftbetragtninger, der for hende kun blev Sten i Stedet for det Brød, hun bad om. Hun kunde være bleven overbevist ad Følelsens Vej, men hendes Fornuft gjorde derved kun mere Oprør. Præsten blev stedse ivrigere for at omvende sit unge Skriftebarn, han spaserede med hende og talte med hende i timevis, indtil Præstefruens Opførsel viste den unge Pige, hvor uforsigtig hun havde handlet. Fruen blev jaloux, om med eller uden Grund brød Judith sig ikke om at undersøge, men at en saa lav Mistanke blev kastet ind i et Forhold, som hun kaldte sit allerhelligste, blev en ny og heftig Rystelse for hende, og det var ikke langt fra, at hun krævede Gud til Regnskab, fordi han rolig lod hende mistænkes saaledes, skønt han maatte vide, at hendes Tanker kun havde været rettede paa ham. De sidste pinefulde Maaneder, hun tilbragte i Præstegaarden, rokkede endog Gudsforholdet for hende.

Et nyt Forsøg blev gjort, denne Gang hos en Slægtning af Hinding, en Enkemand paa henved de treds. Her var ingen skinsyg Frue at frygte, men Manden gjorde et kluntet Forsøg paa at forføre den unge Pige, der var betroet til hans Varetægt, og hun forlod Pladsen over Hals og Hoved, medtagende ny bitre Erfaringer om en Verden, hvor Egenkærlighed, Hensynsløshed og Raahed syntes at herske, og stedse med mere forvirrede Begreber om det Væsen, der sagdes at være algod og dog havde skabt en Verden saa fuld af Slethed.

Endelig gjorde man et sidste Forsøg, denne Gang hos en aldrende Enkefrue med tre voxne Døtre.