Part 7

Jeg véd, at din Mand har slaaet dig, jeg ser jo, din Kind bærer Skrammer, -- aa, stakkels lille Aini'nak, hos _os_ er der bitrere Jammer.

Du havde vel været ulydig og nægtet ham, hvad han kan kræve, -- hos _os_ er der tungere Vaaben end den bare knyttede Næve.

Det véd du jo, lille Aini'nak, snart læges din Smule Rift, men Mændene hjemme i Danmark de drypper i Saaret Gift.

_Vi_ saarer med Øjets Staalblink og Tungens bidende Odd, med smaabitte haanske Skuldertræk eller Tavshedens ætsende Braadd.

Saa lever vi Side om Side, men dyrker dog hver sin Gud, _vi_ vælger helst det dulgte Bedrag fremfor et ærligt Brud.

Nej, kære lille Aini'nak, _du_, som er saa god og smuk, du kender ikke den Livsens Vé, der bæver i Kvindesuk.

Og paa dit Spørgsmaal, Aini'nak, svarer den fremmede Herre: Kvinderne hjemme er bedre end her, men Mændene meget værre!

Alene den lille Aini'nak, der er sky som en opskræmmet Raa, du er den eneste Kvindesjæl, jeg blandt dine Søstre saa'.

XXIII

Vi grubler for meget og handler for lidt og hugger hverandres Livsgerning i Splinter, under Selv-Reflektionernes Mareridt vi leger og kriges med Vitser og Finter, men flytter os ikke et eneste Skridt, dèr sidder de Skriftkloge højsæde-kry og haaner hver Handlingens Mand og hans Ry.

Tidt væmmes jeg ved at tænke med _Ord_, det er _Tingene_ selv og ej deres Navne, hvoraf jeg vil fyldes -- som Barnet, der tror uden at famle og føle og favne, thi Ord er Bedrag, den Naive er stor; mit slyngede, selv-reflekterende Jeg skal blive én eneste lige Streg.

Saa vil jeg da bortkaste Tingenes Dragt, min Tænkning skal være blot nøgen Beskuen, jeg sanser kun Tingenes egen Magt oprindeligt, ubevidst -- Fjældet og Tuen -- og glemmer hvert Ord, der er skrevet og sagt; jeg vil ikke mere studere mit Selv, blot leve naivt under Himmelens Hvælv.

XXIV

Nu stiger Lyset, Nat-Mørket brister, og Kulde-Gyset af Landet lister.

Rødlige Buer af Dæmringens Straale dirrer som Luer bag Isblink-Naale.

Paa Sletten blegner Skyggerne bort, Fjældryggen tegner sig skarp og sort.

Tarmrude-Lyset taber sit Skær, -- nu flygter Gyset, Dagen er nær.

XXV

Opbruds-Travlhed, Rejse-Iver, raskt Farvel til dem, der bliver, Tak for alt og Tak til Alle: -- se, dèr kommer En og giver mig en lækker Hvalros-Lalle, som han i sin Kødgrav fandt, den er Rejseproviant; og den største Tromme-Mand forærer mig en Narhvalstand ...

-- Afsked gør mig altid trist, jeg blir helt beklemt tilsidst; det er svært nok at forlade disse gode, altid glade, trofast hjælpsomme Eskimoer; -- hvad jeg haaber end og tror, skal vi maaske aldrig ses ... -- Det er rart at se sit Værk kronet af en fast, besluttet Viljesytring; den gør stærk: -- jeg vil _hjem_, straks paa Minuttet! -- Hør, der snakkes og der les, og jeg gir Signal til Spandet og er snart langt væk fra Landet ...

Ja, nu gaar det atter hjemad, men det gaar kun trælsomt fremad, Maanen skjuler sig bag Taage, Strømmen skærer mangen Vaage, vi maa lejre os som bedst midt i isnende Sydvest.

-- Av, dèr »brændte« jeg min Næse, fire Fingre og en Taa, jeg har vaade Vanter paa -- og et Ur, jeg skal aflæse, det er gaaet rent i Staa ...

»Her maa ties, her maa bies«, jeg er bleven vant til Turen. Mens min Hud i Frost afsvides, støder Stormen fælt i Luren, men tilsidst er den blæst træt, i dens sidste Aandedræt krydser vi den sidste Bræ, gaar i Sne til over Knæ og naar i Melville-Bugten ud paa ny og let-kørt Is, hvor vi følger langs en Rende, -- mere Kulde, mer Elende: i Kamikken stivner Fugten, Termometrets Kviksølv fryser -- men den hvide Maane lyser gennem rimfyldt Kuldedis ...

Det gaar fremad, vi naar hjemad, og vi slider, angst-befriet, hele Kuske-Kompagniet, dansk og fremmed, døbt og Hedning, elleve Mand om otte Læs, elleve Mand, tre Snese Hunde, lutter gridske Fraasemunde om det samme frosne Kød, -- naa, vi lider ingen Nød, og vi nærmer os vor Redning, thi dèr henne bag et Næs kan Upernivik jeg kende!

Og vi kappes. Frem paa Fronten, Sol er nær ved Horisonten! -- Ah, dèr ser vi Spor af Bjørn, Hundene blir rent beruste! -- Stolte Time, da vi suste som en Flok kamplystne Børn hen blandt Isens vilde Kaos, -- Fjæld ved Fjæld stod opmarscherte, -- Bjørnene slap ikke fra os, snart laa to _døds_-harpunerte.

Selv _blev_ vi paa Kampens Sted, vi var hungrige og trætte, laa og aad os tungnemt mætte, den skrigvorne Mave fuld, Hund og Herre, -- men desværre Hundene aad Skindet med ...

Pyt! Med Skind og røden Guld, hvad er Guld mod Morgenskær: se, vi møder Solen her, se, derude staar den røde Solgud op af Vinterdvale, alle Iskrystaller gløde, -- og vi gaar vort Hjem i Møde, og vi staar og ser og ser -- længe -- -- og kan ikke tale -- --

TILBAGEKOMST

Saa kom det store Øjeblik, da vi igen var fremme; dèr laa de kendte Huse, vi følte os som hjemme. Der fløj et Dannebrog til Tops, og Hytten syntes os et Slot, -- aa, disse kære Farver, hvor gjorde de dog godt!

Nu traadte vi i Stuen ind, vor syge Ven blev baaret, saa rørende en Velkomst blev aldrig os beskaaret. I Ovnen brændte festligt Baal, og mange hvide Lys stod tændt, -- vi maatte alle tie med Ansigtet bortvendt.

Saa drak vi da et godt Glas Vin og smagte Fruens Kage, vi skal nok aldrig glemme den Stund, vi kom tilbage; _det_ sagde ogsaa O'sakrak, da han af Hvedebrødet bed: -- »Ja, _nu_ kan jeg begribe, I længtes svært herned!« ...

Men laa der intet Brevskab gemt? -- min Puls tog til at banke, den store Post fra Danmark var aldrig af min Tanke. -- Nej! Ingen Hilsen, intet Bud! da blev mit Hjærte koldt som Is, saa har I Stakler hjemme vel frygtet vort Forlis! ...

Se -- jeg er karsk paa Krop og Sjæl, og vi skal atter mødes, og af vor Gensyns-Lykke skal ny Værdier fødes. Og er endnu min Hjemvej lang, og faar jeg ingen Breve, aa Gud, om vi naar sammen, hvor _smukt_ skal vi da leve!

LIV

Ja, Livet er dejligt, og Livet er langt for den, som har Sans til at leve det ret, men hjemme dèr gaar vi og har det saa trangt, naar Udlængslen snører vort Aandedræt. -- Den Solsort og Lærke og Gøg sang forgæves, jeg gad ikke se Bekkasinen i Mose, af Lyngblomst og Rose var længst jeg træt, var vammel ved Troskab, forbitret af Svig, men Verden derude var stor og rig, og kostelige Skatte skulde hæves.

Saa traadte min Fod den forjættede Muld, og dejligt var Livet, hvorhen jeg end foer, men ikke _alt_ det, som glimred, var Guld, og tidt blev der øde, hvor jeg satte Spor. Snart sang jeg, snart græd jeg -- og fandt ikke Skatten, min Sjæl blev bekymret -- _hvor_ gemtes vel Lykken? saa sejled fra Bryggen jeg længst mod Nord, dèr leved jeg rigt i en livsforladt Egn, dèr inddrak min Sjæl sin befrugtende Regn og skjalv dog for Mørket og Natten.

Da kom der en stormfuld, oprivende Tid, for første Gang fik jeg mig selv endevendt, -- dèr stod jeg saa sort, hvor jeg før var hvid, nu først fik den rette Kulør jeg bekendt ... Vi tumler i Rummet som vildsomme Sole og véd hverken ud eller ind med vor Bane, kan slet ikke ane, hvordan den var endt, men just som det hvirvlende Vejr vil opsluge os, faar vi _Tag_ i os selv, nu kan Livet bruge os -- _Livet_, den kostelige Skole!

* * * * *

Og _det_ blev just Skatten, den Vildfarne fandt dèrude, hvorhen alle Længsler ham drog, at _Fred_ til en Selv-Omvurdering han vandt, og læged blev Vunderne, Livet ham slog. Det dyrebart dejlige Liv, det, som frister og drager langt bort fra de hjemlige Kyster til vovsomme Dyster afsindig og klog. Ja, Livet er farligt og dejligt og dyrt, og Lysten til Livet en adelig Byrd, hvad enten det bær eller brister.

* * * * *

Du dejlige Liv, som jeg nu har forladt, du dejlige Liv, som jeg drager imod fra Pollandets nordlys-forsølvede Nat til Foraar med Midnatssols gyldne Flod! Jeg aander saa henrykt befriet mod Verden, fjernt borte fra hilser mig hjemlige Vinde, jeg har en Veninde -- og træt er min Fod -- ja, _dejligt_ er Livet i Fare og Flugt, men dejligst af alt, som er dejligt og smukt, er altid min Hjemkomst fra Færden!