Part 6

Vi har faaet Indkvartering: ikke mindre end en Snes Eskimoer hos os boer i en skøn Familjekres -- en lidt rundelig Formering, naar vi selv er seks Mand høj. Man begriber, at det kniber svært med Plads og Sengetøj.

Men vort Samliv er det bedste, skøndt man ikke skulde tro, at der kunde nogenlunde herske Enighed og Ro, naar man har sin kære Næste indlogeret bunkevis. Her er Glæde, fælles Æde, fælles Trug for So og Gris.

Alle Kogelamper sprager, Luften hænger tyk af Os, Stuens Kroge staar i Taage, men vor Hule faar dog Ros. Udenfor Orkanen drager rovbegærlig om vor Ø, mangen Hytte blev dens Bytte, knust og slugt af Styrtesø.

Alle vore Boplads-Fæller blev berøvet Kød og Hjem, halv-paaklædte, ilde-stædte stred de sig til Hulen frem, sidder nu og smaa-fortæller om den storm-oprørte Fjord, klager ikke, smælter Drikke og faar kogt et vældigt For.

I en sammenbyltet Mængde sover snarligt Vært og Gæst, Lampen slukner, ude drukner Hundehyl i Sø og Blæst. -- Men jeg vaagned tidt og tænkte: her mod Nord er Livet Fest, intet knægter disse Slægter, hverken Himmel eller Præst!

Ja, en Livets Jubelsalme toner ud af Vejrets Brus, Leg og Latter toner atter i vort overfyldte Hus. Her kan Glæden aldrig falme, Livet tager vi som bedst: Eskimoen dør i Troen paa, at Livet er en Fest.

NYT ISLÆG

Jeg suser atter over nylagt Is, og alle Hunde trækker kry og travle, thi højt bag Fjældets gothisk bygte Gavle har Maanen nytændt flænget Skyr og Dis og ridset sin lyse Streg paa Himlens Tavle.

Mit Forspand elsker dette blege Skær, der blinker i de frosne Iskolosser og viser Vej om Vaage-Strøm og Skodser; -- i Mørketid gaar Rejsen træls og tvær, da savnes det Humør, som Kulden trodser.

Men nu gør atter Maanen Rejsen let, paa ben-skoet Slæde er det Fest at køre det lange hvide Døgn i snefrit Føre, hvid hvirvler Rimfrost af mit Aandedræt, og hvidbrændt blir i Kulden Kind og Øre.

Men Blodet pulser varmt bag kuldskær Hud, og jeg kan timevis henslængt paa Slæden ligge med adspredt Sind og nyde Glæden, blot ved at se mit Forspand halse ud, og høre Isen knage fjernt som Skud.

Og naar jeg lukker Øjet, kan jeg se mit Hjemlands tavse, istillagte Fjorde, og _da_ er det med ét, som blev jeg borte, som sank jeg dybt i hjemlig Fryd og Vé, saa dybt og blødt som i en Grav af Sne.

En Grav af Sne! -- Men da blev alting koldt, jeg vaagned op og fandt mig selv i Vandet, Isen var bristet: Slæden, Hundespandet, alt det, der havde mig min Drøm forvoldt, sank dybt og blødt, -- men Skaglerne de holdt.

Jeg var vist Graven nær og skreg Gevalt; to Eskimoer, der fulgte, krøb som Bjørne ad Isen og slog Remme om et Hjørne af Slædesnuden og fik mig og alt omsider halet ind -- har de fortalt.

Forresten lo de. Og da vi drog bort, og mine Klæder stivned straks i Kulden, og baade Haand og Fod blev saar og svullen, lo de igen. Jeg _løb_, som var det Sport, og holdt mig varm de otte Mil til vort ...

Den glade Hedning, som bestandig ler, han er i Livets Dyst altid fornøjet; og hjemme, da jeg først kom af med Tøjet og laa i Soveposens lune Fjer, da lo jeg selv, -- jeg fejled intet mer.

Ja, saadan er det: undflyet et Forlis higer vi atter ud paa tynd-klædt Bølge, evig og altid maa vort Kald vi følge, Kaldet er Livets Dyst i Sol og Dis, farefuld Vejen over nylagt Is.

-- Jeg suser atter paa den blanke Fjord ind under Fjældets gothisk bygte Gavle, nytændt staar Maanens Streg paa Himlens Tavle, og sølvhvidt gnistrer mine Slædespor, og Verden er bare dette kolde Nord!

AFREJSE

Saa kom den sidste Dag paa Længslens Ø, Fjældhulen rømmet, ingen Vinduslysning. -- Dèrinde blev der dog sat Frugt og Frø, mon de nu taaler Vinter og Forfrysning? Lyse er de Forhaabninger, der bygges, men mørk den lange Hjemvej. Vil den lykkes?

Og endnu er vor Ven og Fælle syg, og køres maa han hundred Mil i Pose, -- men Skæbnen fik ham ingentid gjort myg, endda den bød ham Torne blot for Rose; han higer hjem mod nye Arbejdsfelter, -- ak, i en foddyb Sne gaar vi og ælter!

Decembermørket skjuler Fjæld og Kløft, Dagen er kort, og Maaneskinnet blænder, fra skjulte Vaager lyder Sælens Snøft, langs alle Fjære blegt Morilden brænder. Gemt er bag Skrueis Fjældhule-Næsset, _hjemad_ det gaar -- men tungt er Slædelæsset.

Just nu faar jeg vor Hule dobbelt kær, det er, som om jeg ikke kunde slippe dens Tarmskinds-Vindu med Spæklampens Skær og Ildsteds-Røgen op mod snedækt Klippe; -- hvor ofte har jeg ikke langvejs ude træt og forkommen hilst den blege Rude!

Men det gaar hjemad, -- og vor syge Ven maa bjerges frem til bedre Kaar og Pleje, saa drager vore Slæder da igen Sporet langs nye Kysters nye Veje. Raa-frossent Kød er Hunds og Herres Føde, tungt kører vi i Skrueis og Bløde ...

TILBAGE TIL MØRKET

I

Saa slaar vi da Retræte: vor Vej er altfor fyldt med Sne, vi skulde været frem til Jul, men det kan ikke ske. Nu maa vi hen, hvorfra vi kom, men det er tungt at vende om. Fjældhulen er Ruiner nu. _Hvor_ finder vi et Skjul!

Vi drager op mod Mørket, og vi, som haabed det forladt, gaar trist til Sinds, med Haabet brudt, ind i den store Nat ... Naar atter Slæden staar beredt til Hjemfart, hvad er der saa sket? ... O, gid den Time aldrig kom, da Rejsen blev fortrudt!

II

Nu er vi da ribbet for Dun og for Fjer, bare Livet igen -- ellers ingen Ting mer, vi har hverken Bøsse, Kop eller Kniv, kun Livet igen -- det dejlige Liv!

For Hunde og Kød og varmende Klær borttusked vi alt, hvad vi ejed af Værd; de Hedninge-Venner, hvis Forraad er størst, maa stille vor Sult nu og slukke vor Tørst.

Saa tyr vi da hver til en gæstfri Dør og beder om Husly som ofte før, man luner vor Briks, vore Skinddragter syr og fodrer os selv og de udslidte Dyr.

I Jordklodens nordligste Menneskehus, ind under en Gletschers Morænegrus, dèr lever jeg Livet som Eskimo, og Livet er bedre, end jeg turde tro.

Ja, Livet er dejligt og dyrebart i vekslende Vejrlig og skiftende Fart, her fanger til Føde jeg Ræv og Ravn, her bæver mit Hjærte i Lyst og Savn.

Piuva'toks og Alakra'sinas Hus saa ynkelig armt, kun rigt paa Lus, saa hjærteligt godt mod den selvbudne Gæst, er _det_ Hedningeskjul, hvor jeg har det bedst!

Ja, tidt, om jeg rækker mit Hjemland igen, vil taksomme Tanker søge herhen, -- jeg kender de Tusinder Kristne af Navn, men Hedningen her er Kristen af Gavn.

POLARNAT

I

Hvor skal jeg gøre af mig selv, hvad skal min Tanke sysle med? Hvordan forglemme Tid og Sted? Hver søvnløs Dag er uden Fred og drømmepint hver Søvn, jeg véd. Jeg higede ud, nu higer jeg hjem og savner dig alle Vegne; det er, som jeg bærer al Verdens Sorg, og er lige ved at segne.

Nu troede jeg saa vist, det gik mod Syd, mod Sol, mod Hjem, mod dig, og vi var mange Mil paa Vej, da Blæst og Mørke, Sult og Sne tvang os til Venderejsens Vé. Jeg ligger igen, hvor jeg før laa fast, maa vente til Vaarens Komme. Hvor skal jeg dog gøre af mig selv, til Længslens Tid er omme?

Jeg lever blot i Kamp for Mad, opholder Livet som et Dyr, der ej den værste Føde skyr. Forraadnet er det Kød, jeg faar, mit Legem smudsigt, vildt mit Haar. Alle Bøger er læst, alt Papir skrevet fuldt, hvordan skal mine Tanker da næres, de kreser bestandig om _dig_ og Hjemmet -- vort eget og vore Kæres. -- Taalmodighed, Hjærte! _Den_ svære Kunst, nu skal den for Alvor læres.

II

Gennem goldt Polarnats-Øde gaar det vrede Vejr med Vælde, Mørket sukker, graat af Ælde som min Mor, der døde.

Gennem Jordens Dunstkres tumler vildt Decembersneens Bølger. Tungt den frosne Havstok mumler om en Kval, jeg dølger.

Paa de vejr-forbidte Strande har hvert ængstet Liv sig dækket, Stormen blot langs døde Vande tumler som forskrækket.

Over Fjældets dystre Gavle ingen nordlys-blændet Stjerne -- bare Livets evigt travle Lynglimt i min Hjerne.

Uvejrs-slagen, pint af Brøde, mørkeskræmt, en fredløs Fange, mindes jeg min Mor, som døde: _hun_ var ikke bange.

Kunde jeg -- en dødsdømt Evne -- med _din_ sikre Ro mig væbne! Men jeg elsker Livets Stævne, hader Dødens Skæbne,

hader Rummets mørke Gaade, -- urørt af vor Strid herneden hersker den og skal os raade i Al-Evigheden.

III

Der er i Nat saa tyst som fjernt, i _det_ Minut, da lykke-pint mit Bryst fik Tvivl og Vægring brudt og skjalv, fordi det skulde _Ordet_ sige. Min Stemme var som kvalt, og jeg fik ikke talt, blot rørt din bange Haand, men Hjærtets Helligaand nævnede tavst det uudsigelige.

En Nat saa lykke-tyst, al Verden Fred og Hvil! Men det blir ikke lyst som den Gang i April, da vore Hjærter mødtes vaarberuste ... Jeg lider Længslens Véer hjem til lidt Dagnings-Skær, hjem til dit Lykke-Smil, som lyste i April den dæmrende Nat, da Helligaanden suste.

IV

Den stille hvide Vinternat med ringe Skel paa Dag og Kvæld, med ingen Genklang under Fjæld af Hundeglam og Piskesmæld -- en lydhør, duftløs Time! Se, Maanen tændes blank og kold, og Himlen hvælver stjernesat, bag Nordlysbaandets Silkefold sit Skjold, mens alle Mindets Højtidsklokker kime.

Snart ringer Hjemmet Julen ind. Min Sjæl, vær stærk: _dit_ Højtidsværk skal tone fjernt fra Hjem og Jul i hvide Vinternætters Skjul, hvor ingen Granduft kendes. Og dog, min Sjæl, jeg har ej glemt mit længst aflagte Barnesind, jeg hører Højtidsklokkens Klemt forstemt og længes hjem, hvor Juletræet tændes.

En hjemlig Jul, en uskylds-hvid med Englebud fra Himlens Gud, som da uprøvet jeg og stolt den gode gamle Højtid holdt, -- den Jul, der kun er Minde ... Ja, hvilken Højtid, om jeg blot kom hjem nu ind mod Juletid og sagde En, hvis Blik er vaadt, lidt godt ... Ak, _død_ er Julen og jeg selv sneet inde.

Tavs er den hvide Vinternat, træt gaar min Fod, tungt slaar mit Blod, og se, hvor Maanen blank og kold som et fordægtigt Avind-Skjold har skjult min Lykkes Fjender. Er alt mit Liv da uden Værd? Udløber redningsløs forladt i Nattens blege Nordlysskær min Færd, mens alle Hjemmets Juletræer brænder?

Velan, min unge Sjæl, vær stærk: den Vej, du drog, gør glad og klog, gør rig, trods Tab af Jul og Hjem, den Vej, du drog, er Vejen _frem_, den eneste, der frister. Og træder jeg mit sidste Skridt, og ænser ingen mer mit Værk, _Liv_ har jeg levet, jublet tidt og stridt -- ja, højtids-helligt er det Liv, jeg mister.

V

Det er Lillejuleaften, det er Lillejuleaften, og et Brus af fjerne Minder jager Blod til mine Kinder, -- dem, den fattige Polarnat havde bleget. Jeg er sær og syg til Mode, kunde gerne grædt og skreget over Smærter i mit Ho'de, for jeg længes, saa min Hjerne bliver svimmel, og mit Livshaab slukner som en bristet Klode ... Der er Taage over Fjældet, der er Slør for Aftnens Himmel, og jeg ligger, overvældet af de gamle Minders Brus, tavs i Angmalor'toks Hus.

Det er Lillejuleaften, det er Lillejuleaften ... Hvordan lever I derhjemme? -- Aa, om jeg dog kunde _glemme_ -- -- Nøgen ligger jeg paa Fælgen, og min Vært, som ser mig lide, siger: »Det er vist paa Tide at faa givet dig lidt Foer!« Og jeg ser ham trække Bælgen af en Blaaræv, Dagens Fangst; den blir kogt og, Gud skal vide, jeg er slunken som en Slange, Gulvet er vort Spisebord, og jeg spiser, mens han viser mig den Gunst at nynne Sange, først et Par og siden mange; -- men min Sult er stadig stor, og hans Kone spytter Spæk paa en optøet Narhvalshjerne, for hun under mig saa gerne denne lækre Juleret. Endelig blir jeg da mæt -- og min Svimmelhed er væk, -- Taagen med; nu har vi Blæst -- og jeg sover mig fra Længsel hjem og Angst, mens Fru Angmalor'tok, venlig mod sin Gæst, nytter Tiden til en heldig Lyske-Fangst ...

VI

Saa tyst stod aldrig Fjældene om Fjorden og aldrig Stjernerne saa vemodsfulde og Sneen ingen Tid saa hvid af Kulde som nu ved Jul. Og der er Fred paa Jorden.

Selv er af Fred og Vé jeg sært bevæget, kan ikke være ude, ikke inde, min Sjæl er fyldt af Julens fjerne Minde, og Vunder bløder, som jeg troede læged.

Og rundt i Verden fejres Juledrømmen, og alle Hjærter næste-kærligt bløder. -- Snart er vel Julens Baal kun slukne Gløder, og Hjærtet gaar igen saa jævnt med Strømmen.

Men der var Tider, da jeg ærligt troede paa Julens store Fredsbudskab i Folket, -- forlængst har Verden Loven omfortolket, og Julen er nu blot en gammel Mode.

Rørte til Gavmildhed, som Lammets Hyrde, er alle Menneskenes Millioner -- men kun saa længe Klokken højtids-toner, Dagen derefter stjæle de og myrde ...

Og dog stod aldrig Fjældene om Fjorden og aldrig Himlens Lys saa højtidsfulde som nu i denne Nat, saa hvid af Kulde, thi det er Jul. Og der er Fred paa Jorden ...

VII

Nej, det er altfor skøn en Nat, og jeg kan ikke sove, Fjældkæderne har Linjer som danske Bøgeskove. Som Udhugst-Lysninger blandt Trær staar istids-fødte hvide Brær i sælsomt livløst Maaneskær -- et Snitværk af Sølv-Filigran, som tier dødt. Her lever Pan ...

VIII

Jeg har saa ung en Glæde bare ved at træde mit Fodtrins lette Spor paa den sne-tilføgne Jord.

Min Sjæl er tavs af Lykke, jeg kaster ingen Skygge i denne dejlige Nat fredfyldt og lysforladt.

Min Hjerne har ej Tanker, og Livet ingen Skranker ... Over Himlen de funklende Stjerneskud strøs, her gaar jeg saa lykkelig skyggeløs.

IX

Maane og skyfrit og en Snes Kuldegrader! Nu har vi Nyaar efter Almanakken, hjemme er Vrimlen en gensidig Takken, en Ønsken Godt-Aar selv for dem, man hader,

et Mundsvejr blot af tyndslidte Tirader, en Brev-Hob Falskhed, bragt paa Kaffe-Bakken, -- aa, Gudskelov, jeg kasted Selskabsfrakken, da Luften blev mig kvalm i vore Gader ...

_Mit_ Nyaar nævnes aldrig i Kalender, det kommer uanmældt og uformodet en skønne Dag, naar noget sælsomt hænder:

_de_ Stunder, da mit Selv sanddru _erkender_ og rejser Viljen, lutrer Hjærteblodet, da blir en Nyaars-Kvist mit Træ indpodet.

X

Der er ikke et Træ, som tør Pollandet gæste, end ikke den usleste Busk finder Fæste, -- men hjemme staar Graner paa goldeste Banke hvidpudrede ranke.

Jeg drømmer mig hjemme, ser Raabukken springe og lytter til flaksende Fuglevinge, jeg følger i Snedriven Muldvarpens Stier, jeg lytter og tier.

Jeg har en Veninde, vi elsker begge at suse paa Skøjter langs klukkende Bække, og ud ad de barfrosne Veje vi gaar med Rimløv i Haar.

Nu gaar hun alene. Jeg sidder som bundet, maaske er mit Timeglas snart udrundet. Jeg sanser kun Mad, baade god og slet, og jeg er saa træt ...

XI

Min Livskraft ligger i Dvale, alle mine Tanker er gaaet i Hi. Nu drager den store Nat forbi de slumrende Fjælde og Dale. Jeg ligger som dybt i Dvale.

Min Sjæl er sløv som en Larve, den sanser ej længer sin vante Strid, den sover sig frem til Lysets Tid, hvor den skal faa Liv og Farve. Min Sjæl er en jordbunden Larve.

Jeg tror, Genfødelsen kommer. Naar Vinterens Nattemulm er forbi, skal Larven blive sommerfugle-fri med al den flyvende Sommer. Jeg véd jo, Genfødelsen kommer.

XII

Tidt tror jeg min Ungdoms livssvulmende Lilje udblomstret og gold, mit følsomme Hjærteblod omstøbt til Vilje og Hjernen is-kold, skarpt ser mine Øjne, som før var forblindet, min Manddomsvej ligger belyst ud ad Vildnissets skyggende Løv. Mit Øre kan høre hver varslende Rytme, hvert dryssende Støv, klart véd jeg, hvorhen al min Stræben skal føre, men tidt gaar en hjælpeløs Sorg mig i Sindet: Jeg er kun et Frø, som skal dø.

Hvad er vel mit Livsværk mig, selv om jeg sejrrig til Kampmaalet naar? Vandt Livet, der udrandt i vekslende Vejrlig, ublidere Kaar? Og hvad er det værd, hvis jeg Maalet forfejler? Gik ikke i maalbevidst Trang og Ærgerrighed Ungdommen tabt? -- Men bygge min Lykke paa Ungdom, dertil var min Sjæl ikke skabt; jeg savner det Stof, som gør Mennesker trygge. -- O, Ungdomsaar! Jeg er en ydmyget Bejler, der angrer, at I gled forbi!

Jeg angrer hver Klogskab, der førte til Handling. Er _Ungdommen_ klog? Nej, Ungdom er Afsind og evig Forvandling og hensynsløst Sprog. Den Gang, jeg var ung med de yngste, som kendtes, da sad jeg indspundet i taktfuld, forkrøblende Slægts-Pietet. Jeg vilde ved stille udadlelig Flid vinde _mere_ end sket. Først _nu_ er jeg fri. O, men _er_ det for silde forynget at leve de Drømme, som sendtes, da Haabet var sundt, Verden rundt!

XIII

Der er en Higen i hver Drøm, jeg digter, ud til et blodrigt Liv i sære Egne, en Udvé, som gaar alle vide Vegne til Fjæld og Skov, frigjort for trange Pligter, hvor Fugl og Dyr er Maal, hvortil jeg sigter. -- Der er saa mange Præmie-Sjæle til, o, lad mig altid være ung og vild!

Og lad mig aldrig, ivrig efter »Ære«, min egen ranke Nakke ydmygt bøje -- hellere med det _lidet_ lade mig nøje end tækkes Krybet i en højere Sfære, hvor der er smitsomt for min Sjæl at være. Saa mangen Radikal blir Snob ad Aare, o, lad mig altid være ung og Daare!

XIV

Der er ikke et Menneske, fjern eller nær, som véd, hvilken Grøde mit Sjæledyb bær, jeg kalde jer Hustru, Far eller Ven, I véd, _hvad_ jeg hedder, og _hvor_ jeg gaar hen, men Driften, som hidser mig, kender I den?

Tidt véd jeg knapt selv, om min Saasæd gir Frugt. Hvem er jeg? Hvad vil jeg af hæsligt og smukt? Jeg véd kun, og det har med Kvide jeg lært, at Menneskelivet er bitterlig svært og Mennesket selv af omtvisteligt Værd.

Jeg er i den vide Verden kun én, hvorhen jeg saa færdes, i Fryd eller Mén, kun ene og ensom, en tillukket Grav, hvor strømmende Ord mine Læber saa gav, en Sjæl, der er tavs med sit dybeste Krav.

Og enten jeg lever, hvor Larmen er stor, eller gemmer mig bort i det tavseste Nord, hvad enten jeg længes fra Mylret mod Fred eller higer mod Liv fra mit Skjulested, jeg er dog kun _én_ i al Evighed.

En venneløs gaar jeg i Fjendekrig, og fjenderig møder jeg Vennesvig, selv sviger jeg, stejl af den Ensommes Magt, den Ven eller Fjende, der faar min Foragt -- og dømmer mig selv for hvert Ord, jeg har sagt.

Tidt knuger min ensomme Lod mig i Knæ, jeg ønsker mig podet paa rodfæstet Træ, men ofte -- og mest naar jeg rammes brutalt -- da lukker min Sjæl sig, mit Skrig bliver kvalt, men _stærk_ er jeg bleven i godt som i galt.

XV

Jeg har grædt, naar en Spurv blev skudt ned, naar jeg saa' et Insekt blive pint, naar en Blomst, jeg holdt af, traadtes sønder, og dens Hjærteblad skælvede fint. Jeg har været et fængeligt Tønder for hvad Skabningens Ringeste led, jeg har _ødslet_ med Kærlighed.

Jeg har næret min Pen med mit Blod, naar jeg skrev om al Menneskenød, om forskyldt eller skyldfri Elende og dens Véraab paa Retfærd og Brød. O, mit pulsende Blod kunde brænde, og min følsomme Sjæl fatte Mod, naar jeg stred for den Sag, jeg fandt god.

Det var den Gang, mit Hjærte var Ler og min Tillid til Menneske-Værd og min Tro paa mig selv uforfærdet, da mit Liv laa i morgenrødt Skær. Ak, men nu er mit Hjærte forhærdet af de usle Bedrag, som det ser, og nu tror jeg paa ingen Ting mer.

-- Ja, en Gang har jeg inderlig grædt ved al Skabningens Kummer og Nag, men da selv jeg fik Pinslerne prøvet, tog jeg graadløs de grusomme Slag. Og nu taler mit Hjærte bedrøvet kun i dæmpede Aandedrag, men min Taare har rundet sig træt.

XVI

Jeg byder ej mit Venskab frem til Per og Povl og alle dem, der søger mine Stuer, min Tobak, mit Bord, min Vin, men _vandt_ du mig for dig og dit, saa bliver du mig aldrig kvit, da er jeg al min Levetid uforbeholden din.

Og den, der kalder mig sin Ven, skal ærligt yde mig igen et Alvorsord, en sund Kritik, ud af sin Hjærtebund, og han skal taale min Protest, naar han ej gir sig, sand og bedst, thi den, hvis Hjærte aabnes ret, slaar ikke Laas for Mund.

En Kvinde kan jeg ofre _alt_: min Daad, mit Hjærte, _ubetalt_, og _alt_ kan af en Kvinde jeg modtage hjærteløst. Men Mand og Mand i Venskabspagt har samme Pligt og lige Magt, og _han_ skal mig gengælde dyrt, som af min Sjæl har øst.

Men vandt du mig for dig og dit, og tør du tale hensyns-frit og elske mine Evner frem og kue mine Fejl, da bliver du mig aldrig kvit, da ejer du alt, som er mit, ubrydelig vor Venskabspagt bær' Hjærtets Adels-Segl.

XVII

Mit Liv er planlagt frem til sene Stunder, hvert Arbejd gennemtænkt i Hovedtrækket, skal al Ting lykkes, maa der ske det Under, at jeg blir hundred-aarig og usvækket. Men er der muldfast dèr, hvor Roden bunder, hvordan blir Stammen trøsket da og knækket!

Nej, jeg vil ikke dø den meningsløse snigmorderiske Død af Sot og Syge, Knald eller Fald! Og aldrig daadløs døse i lunkent Sollys -- hellere en Byge, lad bare Stormen piske, Regnen øse, og alle Lungepibere rejse og ryge!

I brat og voldsom Død har helst jeg villet med denne dejlige Jord faa Afsked taget. Paa ét Kort sat mit Liv -- jeg vover Spillet, men alle Kneb skal gælde, selv Bedraget, og først naar alle Trumfer er udspillet, slutter jeg af, livsmæt og højt bedaget.

Maaske, naar jeg blir gammel, kommer Gigten, et Eftersmæk fra Liv i Baad og Slæde, men aldrig skal jeg angre, at min Digten drog mig langt udenfor den alfar Glæde. Mit Liv er planlagt, dyrebar er Pligten, o, lad mig hundred-aarig Jorden træde!

XVIII

Ja, jeg vil vorde Mand og fæste Rod dybt i den jydske Muld, der var min Amme, Jordens Safter skal stige i min Stamme, forny mit Væv og nære mit Løv med Blod, -- ja, jeg vil dyrke Jorden grøn og god.

Min Sjæl er træt af fremmed, bjergfuld Strand og længes hjem til Slettens Kløver og Tidsler, til Heden helst, dèr hvor et Aaløb risler det frodige Grønsvær frem af magert Sand, stolt vil jeg dyrke Jord i eget Land.

Ja, jeg vil fæste Rod i Lyng og Klit og klamre mig som Marehalm til Bunden, at Havet ikke skal underskære Grunden, men bruse mig for Øje tro og frit, thi ene dette Hav og Land er mit!

XIX

Den Mand véd ikke, hvad Sol vil sige, hvem den tilsmiler hver Dag i Aaret, for ham er Sol det selvfølgelige, men her i Pollandets Mørkerige, hvor jeg maa leve, dens Lys beskaaret, her faar jeg Solen smærtelig kær: nu véd mit Øje, hvad Sol er værd.

XX

Giv mig Solen, aa, giv mig Solen og lad mig gense de danske Strande, hvor Natten skifter med solfyldt Dag, og Himlen spejles i dybt-blaa Vande, paa Marken Solsikken og Violen og Lyd af Kornlærkers Vingeslag.

Giv mig Solen, aa, giv mig Solen, en purpurglødende Morgenrøde bag Ferskenblomsternes hvide Lin, med sødlig Duft af en tropisk Grøde, af Oleanderen og Magniolen, af gul Orange og blaalig Vin.

Giv mig Solen, ja, giv mig Solen, den skal fremelske Ungdom og Ynde, jeg længes vanvittigt langt mod Syd, dèr vil jeg aande og se og synde, jeg hader Natmørket her ved Polen og min Grav-Tilværelses golde Dyd.

Giv mig Solen, aa, giv mig Solen, jeg sidder længsels-pint her og bier. Hvordan er Verden? -- fremdeles slet? Har Kunsten udklækket ny Genier, har Frihedskravet knust Kongestolen? -- aa, hvem der bare kom hjem til _det_!

XXI

Vi har atter Maanetid og Gæsteri -- ja, den Maane os med Mørkets Tid forsoner! -- Her er daglig et Par Slæder paa Visit, for vi ligger netop paa en alfar Sti, og her er en stadig livlig Bytten Koner, det er svært at skelne mellem mit og dit -- akkurat som blandt de Kristnes Millioner!

Her kom nys Krajo'dak med sin Nabos Viv, og med Agpalarsuar'suk kom Fru O'dak, Husets allerbedste raadne Kød blir budt, og man skynder sig at proppe i sit Liv, mens Passiaren stiger som en lystig Krosnak, og en høflig Vært gir Konen med til Slut, og en høflig Gæst har blot at svare: Jo Tak!

XXII

Ja, lille søde Aini'nak, du spørger, om Kvinderne hjemme er ligesaa gode som her mod Nord og Mændene ligesaa slemme?

Om Damer, lille Aini'nak, tør ingen sin Mening sige. Men Mændene er af et grumset Stof og ikke just elskelige.