Part 5

Mennesket bliver sig selv overalt, vi er Dyr, baade vilde og tamme, ingen er Sukker blot, ingen Salt, vi er allesammen det samme.

Blot en Nuance, uendelig lidt adskiller Stodder fra Greve, denne Erkendelse gør jeg tidt, den gør det til Fest at leve.

Hedningen her er ej ideal og heller ej sjælesort, snart er han god, snart er han gal, -- men hans Liv er en herlig Sport.

Det var til dette friske Pust, jeg længtes af al mit Hjærte, -- o! Mine unge Vinger har brust, men nu har jeg Hjemvéens Smærte.

Og faar jeg en Gang lagt _Naturen_ bag og aander Civilisationen, saa véd jeg: _Sandheden_ er ej Nat eller Dag, den ligger i Midt-Regionen.

Den Vished kan gøre moderat og svag, men _falsk_ bliver ikke Tonen!

DA SKIBET KOM

Saa staar vi da en Dag og bygger Hus højt under Fjæld, hvor Sandstens-Søjler knejse, -- vort Byggestof er bare Sten og Grus --, opgivet er hvert Haab om Hjemad-Rejse, hen over Havet gaar Sensomrens Sus, og vi har ingen Baad, og udeblevet er Skibet, hvormed Brev og Bud var skrevet, maaske er det forlist med Mand og Mus. -- Hér har vi drøje Længslens Timer levet, hér maa vi vente, til der lægges Is, og sælge Livet for den dyreste Pris ...

En frisk August-Dag! Visnet ligger Græsset, og det er fattigt nu med Fuglesang, saa staar vi da og spejder sidste Gang ud over Havet efter Skib bag Næsset. Og se! Fjernt borte mellem Isfjælds-Vrimlen tegner der sig et Skibsskrog lavt mod Himlen. -- Kikkerten frem! Tavse staar vi og stirrer; hver gisner _sit_: er Længslens Tid nu omme, og skal med dette Skib Befrielsen komme? -- Øjet dugges. Det er _Solen_, som forvirrer ...

Vi, som var raske, løb til Strand og Fjær, fik snart Kajakken fat, klemte os ned og stak til Søs med vore Boplads-Fæller: Der blir en Raaben-op, mens de fortæller, om hvem der først saa' Skib, fra hvilket Sted, hvor mange Master, Skorstene og Rær, om nu den sjældne Gæst vil stanse her, om han er Amerikaner, Skotte -- eller -- --

Men som vi naar derud: énmastet, lille fremglider Skuden paa den brede Fjord, bjerget er Sejlene, og fra dens Motor hører vi, som en Hilsen, Stempelslaget, og rundt om tier Verden lyttende stille. Og op mod Masteknappen farer Flaget, det rene norske! Og vi kommer ombord ...

Nej -- der var ingen Post og intet Bud ... Er vi da helt af Vennerne forglemte, og mon de tror os sporløst slettede ud, saa véd jeg dem, der er tungsindigt stemte; -- men maaske er de alle sammen døde? -- -- O, hvem der kendte nu en Trøstens Gud mod Skuffelsen ved dette glade Møde ...

Men der blev Fest ombord: blot ved at se Nordmand og Dansk her under fjerne Zoner. Af deres Læber lød de kendte Toner, der indebærer al vor Fryd og Vé, -- hvor vi dog kunde snakke løs og le! Lettet blev Hjærtet og vor Hjerne kaad, vor syge Ven blev bragt ombord i Baad, paany sad vi ved dækket Bord og aad; Gaffel og Ske faldt uvant os i Hænde, vor Madlyst vilde aldrig tage Ende ...

Kun altfor hurtigt gled de gode Stunder, snart roede vi fra Skibet i Kajakken. Der stod en lille kæk Flok Mænd paa Bakken og vinked os et hjærteligt Farvel. Nu drog de vesterud, hvor Sol gik under, paa Forskerfærd -- til Skuffelse eller Held --, og Is og Polnat vil sig om dem lukke, og hjemme vil de bange Hjærter sukke, -- ja, hjemme! hjemme! -- Naa, tag Aaren fat, her nytter ingen Klynk: Tyndis paa Vandet -- og endnu skal der roes to Mil til Landet, -- og dèr skal vi gaa mod den store Nat.

Men tidt vil over Havet, der os skiller, og bag de mange Hundred Mil derhjem Tankerne graadigt søge Næring frem af vore fælles Minders forfriskende Kilder.

SEPTEMBER I "FJÆLDHULEN"

I

Jeg er saa glad for Solen, glad for September-Solen, den bryder uformodet frem af den tunge Sky, saa gul som Æggeblommen skinner den uindbuden, men hjærteligt velkommen gennem Tarmskindsruden ind i vort ringe Ly, bestraaler en tilsodet mos-fuget Sandstensvæg, gløder over mit Skæg, varmer mig dybt i Blodet og strejfer skælmsk Reolen -- ja, for vi har en Bogreol, tre Pakkasse-Borde og en Stol.

Ak ja, vort Hus er lille, beskedent Inventaret, stenhaard vor Soveplads, ingen bruger Madrats, -- vi ejer jo ikke meget. Men her er Rum for os alle, frit Rum for frie Tanker, for hver personlig Mening, og Ordene er som forynget, thi Huset er vort eget, ved egne Kræfter bygget, af ingen Skatter tynget, ej heller truet og trykket af nogen Kreditforening -- det eneste Hus, jeg har set, uden Prioritet!

Dog: _kunde_ man prioritere, til Mønningen prioritere den stadigt vedligeholdte barnligt selvejer-stolte Glæde hos Hulebeboerne, naar vi har Besøg af Bekendte og Venner blandt Eskimoerne og fester for dem i vor »Sal«, saa blev der Tilbud om Kapital, for _den_ skulde nok svare Rente, -- men det er nok ikke at vente ...

Her er saa solskins-stille, saa høstligt højtids-stille, for en Naturtilbeder underfuldt fredsomme Steder: En af os sidder og maler Isfjældene, guld-bestrøde, en anden skæmtende taler med Folkene her fra Landet, selv falder jeg hen i Goethe, læser mig langt, langt bort, _véd_, hvad jeg gerne vilde, nu, da Dagen er kort og Aftenen mørk og stille. Jeg mindes en fjern Akkord og _længes_, kæreste du: »Ueber allen Gipfeln ist Ruh.«

II

Jeg har samlet i Dag nogle fattige Blomster, der trives paa »Længselens Ø«, blege er de som brystsyge Børn, der ligger og kan ikke dø.

En Valmu, en Liljekonval og en blaa, som jeg ikke kender ved Navn. Jeg har baaret dem alle hjem i vor Hule; de ligesom fylder et Savn.

Aa, men hvor er de dog faa og fortabte, i Sommer de straalede rent! Stormene slog dem nok skaanselsløst, og nu er det ogsaa sent.

Ja -- det er altfor sent for en Blomst at staa i den frosne Muld ... Bare der var nogle flere af jer, saa hele Hulen blev fuld!

III

Hvor er dog Havet mørkt i Dag som ved Decembertide hjemme. Nordvestens tunge Aandedrag kan gennem Væggen jeg fornemme.

Koldt er her: Termometret Nul, Blæst stryger ind af hver en Sprække. Og dog! Hvor hyggeligt et Hul, mod Uvejr et velsignet Dække.

Spæklampens muntre Flammeild flakker kærtegnende paa Muren, ude raser en arktisk vild Efteraarshærgning i Naturen.

Lav rinder Solen, høstlig gul, hver Nat blir nye Stjerner tændte, visnet er Blomst og flygtet Fugl, kun Vintrens dybe Nat i Vente.

Ude Orkan -- men inde Fred, den lykkeligste Fred, jeg kender, naar Dag er endt, og Sol gaar ned, og alle Længslers Lamper brænder.

IV

Den første dryssende Sne over de nøgne Fjælde og Frostens klingre Bjælde.

Forbi den korte Sommer, Valmuer og Konvaller, Elvenes Draabe-Krystaller.

Den nøgne Jord blev Is ved første Nattekulde, nu sover Kim i Mulde.

Nu graver sig alle Mennesker ned i den lune Jord med alt deres Vinterfor.

Borte er Narhvalstrækket, ikke en Fugl under Land, bare det mumlende Vand.

Og ved de stejle Kløfter vaander sig Ræv og Hare inde i Saks og Snare ...

Men til det store Mørke, klædte i Dyrehuder, bringer vi vore Guder:

Hjemmets og alle Erindringers! -- drøfter gamle Hændelser, kommer med sære Bekendelser,

trevler vort Livsvæv op, de skøre, bristende Traade, brænder dem uden Naade,

klæder os splitternøgne, kender til Bunds hinanden -- dog bare til Afgrundsranden,

bygger jo, hver især, et Ly for sit skjulteste Minde, hvor man er _ene_ inde,

ene -- altid alene: en vanskelig Jord at dyrke, men Ensomhed giver Styrke ...

Saa er da Sommeren død, og i det yderste Thule gemmer vi os i en Hule,

er som et udflyttet Danmark varmet af hjemlig Sol her ved den kolde Pol,

drømmer saa meget gammelt, higer mod nye Stier, tænker, taler og tier ...

Luften er vinter-skarp. Mod Himlens lydløse Blaanen staar som et Genfærd Maanen.

Fantastisk dødninge-hvide spejler sig fjerne Strande dybt i de dunkle Vande.

En Gang i Tidernes Gry boblede disse Kyster af Moderjordens Bryster.

Stivnet alle Tinderne gløder som Okker og Mønje op gennem Bræens Brynje.

Om Milliarder af Aar vil da mon Isbræen smælte, Søjlerne sprænges og vælte?

Vil da den signede Jord syde igen, før den daaner hen mellem livløse Maaner?

-- Ak, hvor usselig lidt selv den Viseste aner om vore Skæbnebaner.

-- Hvad véd jeg vel om mig selv: Er jeg et glødende Hjærte eller en udbrændt Kærte?

NOKTURNE

Nu er det stille, Høstnatten skumrer, Vindene slumrer, hvor Livets Kilde dagtræt gik ned, -- lydløs Fred rundt om Landene, ud over Vandene.

Den, som nu kunde sit Hoved bøje, lukke sit Øje og fredfyldt blunde den lange Nat fornufts-forladt, uden Vaande drømmeløst aande!

O, men der rinder Lyd i mit Øre, Kamp maa jeg føre med bitre Minder: Venskab, jeg brød, Had, jeg fortrød. -- Fredløse Gru, hvil ogsaa du!

ENE

Stjernerne skælver, Himlen er bleg, Maanen er bare en svindende Streg.

Jorden er kold som et blodløst Lig, Fjældvæggen skummel af Ravneskrig.

Tungt gaar Havet mod nøgen Kyst som et hjælpeløst Suk fra et ensomt Bryst.

Ud i den isnende Efteraarsvind flakker den ensommes angstfulde Sind,

skælver i Nattens Kuldegys, hilser bekymret det svindende Lys.

Snart vil den dunkle Skumring gaa bort og Vintermulmet staa rugende sort.

HØST

Jeg ynder ikke den unge Vaar, den er mig for fersk og flov. Er _det_ mon, fordi jeg blev atten Aar, før jeg saà nogen Bøgeskov. Jeg har jo aldrig kunnet begaa, end ikke turdet forsøge, en Lovsang ud af mit Hjærte over de danske Bøge.

I gamle Dage var det min Sorg, naar Bøgen stod lysegrøn, og Grøntet hang paa Charlottenborg, at jeg ikke fandt Farven køn. Muligt er det en Fejl ved mit Syn, mit Øje er lyseblaat; al denne megen Andemad taaler det ikke godt.

Men da jeg voved en svag Protest, Kors! Hvor der saa blev Vrøvl, Grøntkaals-Malerne rasede mest, jeg skulde ha' mine Høvl. Jamen saa mal dog bare Spinat, de Farver er mig for blege, de rører ikke mit Hjærte, jeg vælger Graner og Ege.

Granen er Skabelsens rankeste Værk, et løftende Høvdingesyn, Egen er uovervindelig stærk, en Tænker med rynkede Bryn. Egens Rødder gaar dybest ned i Danmarks frodige Muld, Granen er sejg og nøjsom, gør Hedesandet til Guld.

Alle de grønne Haab ved Vaar, den grumsede Stemningsflod, som fylder Sindet i unge Aar, er saa inderligt mig imod, minder mig om den grønne Student, der har læst lidt Psykologi og vil systematisere Livet, han aldrig har levet i.

Den dovne Sommerferie-Døs er mig heller ikke tilpas, underlig sløv og udtryksløs ligger den blot og ta'r Plads -- Plads for den gule, flammende Høst, hvor Stormen blæser Koral, Høsten er dybsindig, Vaar og Sommer banal.

Pragtfulde Høst, vémodige Høst, Menneskesjælens Fornyer, du ejer, som det bedrøvede Bryst, Lys bag truende Skyer. Du er den store, afgørende Kamp, hvor Kornmodsglimtene lyner, du lever det stærke Øjeblik og dør under vældige Syner.

Saa gaar da alt plumret Liv til Forlis, naar Vinteren drager om Land, ren og klar er Søernes Is, kølig og klog vor Forstand. Da fatter den tumlende Menneskesværm, at Kampmaalet tidt er for lille, den tier som selve Jorden, der ligger hvid og stille.

Og derfor søgte jeg højt mod Nord, hvor Kysten er hvid og tavs: hjemme stank der forraadnet Jord, i Byen laa Gadesnavs! Ja, Luften var lummer, da jeg drog bort, vi trængte til Storm og Sne. Maatte en susende Byge have renset, naar jeg atter mit Land skal se!

BEKENDELSE

Paa den lave Klippetange mod en blodrød Aftenhimmel ser jeg Eskimoernes Stimmel. Stimmel? Ja, en halv Snes Mand, og jeg synes, det er mange her i dette øde Land.

Hør, de leger Bjørnejagter, og de ler saa overvættes, Hundene mod Bjørnen sættes, Bjørnen er en udklædt Knøs. Under kanibalske Fagter slippes Hundespandet løs.

Straks som sultne Ulve løber Hundeflokken mod sin Fjende, Legen kunde gerne ende med, at han blev sønderædt, men de rappe Piskesvøber stanser dem, der naar for tæt.

Stanse maa jeg selv af Latter over den groteske Scene. Ja, jert Liv er Leg alene, I kan skoggerle af alt, skøndt I prøved atter og atter Bjørnekampe, som Livet galdt!

Selve det at leve Livet, sulte, naar der intet skydes, æde graadigt, hvad der bydes, elske sig udtømt og træt og ved Søvn faa Kræfter givet, er jert Liv og Livets Ret.

Derfor maa I gerne undres, naar I ser mig i vor Hule sidde tavs og travl -- og skule, hvis I ler min Stemning væk. -- Mener I, jeg bør opmuntres til at kaste Pen og Blæk?

Aa, I skulde bare vide, at der sidder »Venner« hjemme, som afgiver samme Stemme, men at det er alt omsonst, thi det er mit Liv at stride mod det Maal at skabe Kunst ...

Den, der _skaber_, gaar ej Pligtens borgerlige Alfarveje og har aldrig haft i Eje snævre Dyders Rettesnor ... Men, hvad er vel al min Digtens Fryd og Smærte? ... Døde Ord!

Det, som dybest Sjælen føler, det kan intet Ord udtale, ikke noget Billed male, knapt nok anes i Musik ... -- Venner! Gid I aldrig nøler med en kold Fornufts-Kritik.

Eller le som Eskimoen, le ustyrligt, mens jeg skriver, jeg forsikrer, jeg vedbliver og skal aldrig slides træt, naar _jeg_ bare ejer _Troen_, maa I gerne have _Ret_.

Gerne blev jeg her og jaged Bjørn og Rén ved Vintermaane, skulde ingen Evne skaane, blev her gerne Livet langt, ingen Tid af Længsel naget, aldrig Livet surt og trangt.

Thi det vil jeg ikke skjule, at jeg helst gik rent i Glemme, glemte alt og alle hjemme, Ven og Fjende, hvert mit Skrift. -- Men selv her i yderst Thule er jeg Slave af min Drift.

Og min Drift er den at være én, der har sin egen Stemme, én, der skriver dansk derhjemme om, hvad Livet har ham lært; -- denne Drift er sød at nære, dette Liv er rigt, men svært.

SONET

Der er i Dag et Fjerdingaar til Jul ... Til Jul -- _hvor_ er vi saa? Levende eller døde? »Der rinder Sorg, rinder Harm af Roser røde«. Skal vi mon finde her vort evige Skjul?

Ingen véd det. Natvinden varslende hul klager oppe i Fjældenes dystre Øde. Ingen véd, om vi rækker mod Syd og skal møde Landsmænd igen og Solen, god og gul.

Alt, hvad der hændte i to lange Aar, ligger dernede og venter os i Breve, -- hvilke grufulde Timer, naar jeg dem faar! ...

Men jeg kan ikke ændre mine Kaar, død er den døde! -- Nej, I maa _alle_ leve! Min Sjæl vil forbløde af disse dybe Saar.

ENE TILSØS

Saa har vi naaet Oktober, og Fjæren iser til, det store stille Hav kan stivne straks, naar Frosten vil. I Nat blev Vandet tyndis-lagt, det glimter som et slebent Glar, ja, kom kun Frost og øv din Magt, træng ind til alle Kroge, jeg venter glad -- dog se, jeg har endnu en Gang Kajakken klar, vil vugge mig i Bølgetakt paa Bugtens sidste Vaage.

Men da jeg gennem Isen skar, letted en enlig Maage.

O, om jeg kunde fulgt den mod Syd, mod Sol -- og hjem! Jeg glemmer rent at ro min Aare og gaar ikke frem. Langt borte lyder kold og hul den vrede Snøften af en Hval, som dukker op af Dybets Skjul og tvinger frem sin Pande, trægt dønner Sø mod Fjældportal, fjernt synker Solen sært oval og bævrer tung og æggegul paa Kiming-Skaalens Rande.

Jeg længes hjem, som jeg var gal, fra disse Dødens Vande.

Men som jeg saadan ligger og knapt véd af mig selv, rækker mit Øje op til Hulen ved den døde Elv: Brudte er nu alle Broer, her faar jeg Hjem endnu en Stund, deroppe er mit Arbejdsbord og al min bedste Evne. Lad Frosten tvinge Hav i Blund til Farvej hjem! Jeg nyder sund den hemmelige Fryd, der gror, og som ej Navn kan nævne,

paa Livstilværelsens dunkle Bund, hvor Synerne holder Stævne.

TØBRUD

Der regner i Dag en ukristelig Regn heroppe i Hedningelandet; endnu er der intet Himmeltegn, som tyder paa noget andet.

Vor Hule var netop bleven saa lun, Sneen laa højt over Taget, Fnuggene tætned som Edderdun, -- nu smælter hele Laget.

Det drypper, det stænker, det styrter herned, og ingen har sit paa det tørre, vi væbner os bravt med Taalmodighed, mens Vandfloden vokser sig større.

Alt, hvad vi ejer, blir blødt og ødt, hjærteløst Regnen strømmer; de rummer just ikke det bare sødt de Oplevelsens Bægre, vi tømmer.

Gulvet er som en rindende Sø, og Brikseskindene fælder, vi ligger paa hver sin opdagede Ø i Oversvømmelsens Kælder.

Himlen er bare et trøstesløst Hvælv, en eneste styrtende Sluse, Fjældene mumler, den døde Elv er atter begyndt at bruse.

Dens Leje var som et furet Ar, nu springer det op og bløder. Vi fylder paany vore Kogekar, men Regnen slukker vore Gløder.

Saa maa vi kvittere »den varme Ret«, en ofte prøvet Elende, men at Soveposen ikke er tæt, er det værste, der kunde hænde.

Dog, skulde man blive lidt sur i Sind, da lyder den Trøst til den triste: »Lad alt smælte bort! Dit eget Skind, det holder nok tæt til det sidste!«

_Først_, naar ikke en Trevl er tør og ikke et Ly at finde, da vaagner der et Galgenhumør, og runger vor Latter herinde.

Vi driver hver huslig Sorg paa Flugt, fantaserer om fjerne Steder med alt, en Hjemkomst byder af smukt: varm Kaffe og tørre Klæder!

-- -- Vejrprofeterne kalder det Føhn, saadan Mildning ved Vintertide, men Eskimoerne tror, det er Tøen, der driller Frosten til at bide.

Tre Gange hvert Døgn, gaar jeg nøgen ud og aflæser Varmegrader ... Men lad der blot rase Regn og Slud, naar det ikke _Islæget_ skader.

Jeg véd jo, at Frosten sejrer som før, og snart kan jeg hjemad drage blottet for _alt_, kun rig paa Humør til Slædefærden tilbage!

EN SORG

I Dag har jeg haft en lille Sorg, og her, hvor saa lidet sker, har denne ringe Hændelse bedrøvet mig endnu mer.

Min Yndlingshund er bleven dræbt af en af de gamle Store, bare fordi den løb og leged og slet intet andet gjorde.

Den vidste ikke, at Tand for Tand er Livets beskæmmende Lære baade for Dyr og Mennesker, om vi skal faa Lov til at _være_.

Min Yndlingshund var bare en Hvalp, saa munter og uden Harm, hver Morgen den krøb i min Sovepose til et lykkeligt Blund i min Arm.

Dèr laa jeg og skærmed den som mit Barn og kunde aldrig blive træt af at stryge dens bløde Pels og høre dens Aandedræt.

For jeg er jo bare et Menneske, hvis Kærlighed ligger vaagen; jeg længes efter at elske og være _god_ mod nogen.

Men her, hvor jeg intet Menneske har at kysse med brændende Mund, gav jeg af Hjærtet alle mine Kærtegn til den tillidsfulde lille Hund.

Og nu er dine undrende Øjne lukt, din Strube blev gennembidt. -- Ak, var du bleven ældre, skulde tungere Smærter du lidt!

Ja, var du vokset dig stærk og stor, vented dig megen Plage; en stakkels trællende Slædehund har ikke gode Dage ...

Men da de kom og mældte, at min lille Hund var død, blev der saa underligt stille, dèr, hvor mit Hjærte lød.

Da maatte jeg betvinge en Graad, der vilde frembrudt, da svor jeg over Morderen en Hævn, jeg ikke har fortrudt.

Skaanselsløst tærskede jeg det Skarn, hvis Tænder min Yndling traf; hver Dyrebeskyttelsesdame vilde skaffet mig Dyrplager-Straf.

Tæt til dens sammensnørede Gab bandt jeg den lille døde, -- nu ligger den med sit Offer bunden og uden Føde.

Min Yndlingshund var bare en Hvalp, skabagtig kan Sorgen lyde, men den, hvis Hjærte er ene, véd, hvad en Hund kan betyde.

Og den, der kender Polarfærd, véd, han var gaaet til Grunde, om ikke han var bleven hjulpet af sine trofaste Hunde.

Lønnen, han bød sin trællende Ven, var Pisk og en kneben Føde og saa en Kugle i Hjernen, naar den næsten var kørt tildøde.

Og Hvalpen skulde i Vinter trukket for Slæden tilbage, -- en stakkels trællende Grønlænderhund har ikke gode Dage.

Men dyrebar er mig Hundene, min daglige Kval og Fest, og, som det gaar mellem Mennesker, er den _mistede_ altid bedst.

Og det er sandt, hvad en Digter har sagt, -- sikkert en klog gammel Fyr: »Jo bedre jeg kender Mennesker, des mer holder jeg af Dyr!«

VINTER

Se, det hvide Ishav spejler dybt de gyldne Aftenskyer. Ingen Lyd og ingen Sejler, intet Bud fra fjerne Byer. Indelukket Længselssukket stiger mod det kolde Fjæld, der paa Himlens Rand har trukket en henaandet bleg Pastel.

Som en Knivseg, skarpt tilsleben, skærer Horisonten Himlen. Som et Hjærte, vémodsgreben, gløder dæmpet Solfaldstrimlen. Gult og gustent som et brustent Venneblik er Solens Øje sluknet bag en Isfjældsmur, der har bygt sin borgtaarns-høje, vildt fantastiske Kontur.

Sølvhvid Maanebaaden skyder højt henad den mørke Himmel. Som et Morildskølvand flyder Mælkevejens Stjernevrimmel. Tunge Skygger travlt bebygger som et mystisk Dværgfolk Sletten, der har gemt sig tavs og trykket inde under Fjælde-Jætten.

Snart af Skyggerne besejres Dagens sidste Farvetoner, Mulmets Nattepust henvejres over Dødens Regioner. Men i Mørket, sjælestyrket, slaas vi med os selv og Livet, og vi tror, at vi faar dyrket rodfast Træ af Mose-Sivet.

Ubønhørlig stræng bekriger Vintren disse arme Kyster, Sneen ligger haard og skriger, Isen dem i Favntag kryster, Lyset brister, Bjørnen lister mørkeskjult, beredt til Krig, hungerpint den Livet frister, røver Gravens frosne Lig.

Og uskaansomt koldt bekriger _vi_ det Liv, vi før har levet; gennembrudt, som Vandflods-Diger, er vort Løgnliv -- talt og skrevet. Nu skal Volden hel og holden sten-forskanses, klar til Krig mod os selv i Fortids-Rollen -- ingen Gravfred for det Lig!

SNESTORM

Jeg laa ude i Nat. Og hvor frøs jeg i Nat! Der var ikke paa Fjældet det ringeste Læ, og Fjældet var snevidt af Driver og Bræ.

Der var madtomt i Hulen og glubende Sult, saa kørte jeg hen til et Køddepot, men Vejret blev værre, end jeg havde troet.

Der blæste en fygende stiv Sydvest, langsomt ad Kløften steg vi til Fjælds, Foden blev træt, for Føret var træls.

Den gamle Eleng'uak fulgte mig tro, syv Hunde trak Slæden med ingen Ting paa, alligevel maatte vi begge gaa.

Ved Slædeopstanderne sled vi os frem, stavred i Sneen til op over Knæ, og Sne skød sig højt over Gængernes Træ.

Dagslyset svandt, og Knoget tog til, _nu_ sank vi i til midt paa vort Liv, Skinddragten dampede og frøs stiv.

Hundene orked tilsidst ikke mer, vi spændte dem fra, og de stak i Løb, selv fulgte vi efter, stumled og krøb.

Sort var Natten, da vi naa'de frem, aandeløst smed vi os ned bag en Sten, som ikke gav ringeste Ly for Sneen.

Dèr laa vi en Time og hakked og skjalv, Eleng'uak pressed sin Ryg tæt mod min. Op gennem Kløften jog Uvejrets Hvin.

Da blev som en isnende Strøm mit Blod, jeg svælged lidt raa-frossent Kød med Spæk, Fingrene var ved at fryse væk.

Vi maatte nok helst gaa os varme igen: fra Hvalros-Depotet tog hver sin Dragt og slæbte det hjemad af al vor Magt.

Mandshøj laa Sneen, til Tops gik vor Vej, Legemet damped, vor Aande blev kort; i Mørket kom jeg fra Eleng'uak bort.

Men endelig, da jeg var Slæden nær, var ogsaa min yderste Kraft udøst, jeg faldt og blev liggende, kraftesløst.

Dèr laa jeg en Stund næsten uden Begreb, saa vaagned jeg: aa, saa livstræt og kold. Jeg tænkte: Nu gaar jeg Pokker i Vold!

Da fik jeg en latterlig Ynk med mig selv, at jeg skulde ligge forkommen og dø i den fygende Storm paa vor Fjældhule-Ø.

Før havde jeg troet mig saa gammel og klog; _nu_ syntes jeg ung, havde ingen Ting lært, og Livet, jeg mistede, var mig saa kært.

Jeg sørged mig vred, jeg ærgred mig hed, jeg tændte min Viljes hendøende Gnist og naaed da ogsaa Slæden tilsidst.

Dèr saa' jeg blandt Hundene, dybt føget til, Eleng'uak ligge -- en underlig Bylt. Han sov og snorked, hans Bug var fyldt.

Som svimmel jeg gøs i min frosne Pels, fik stukket mig under en Hundekrop, hvor jeg døsede hen og tøede op.

Jeg drømte mig død paa det hvide Fjæld, begravet af Sneen og sporløst gemt. Ingen savned mig, jeg var glemt.

Da maatte mit Hjærte saa inderligt le: »I slipper mig ikke _saa_ bekvemt!« Glad vaagned jeg. Tænderne hakkede slemt.

Men netop, som Dagen graaned i Øst, tog Snestormen af og Kræfterne til: -- Det er svært at dø, naar man ikke _vil_!

INDKVARTERING