Part 4

Hundene hyler af Sult, nu æder de deres Skagler. Himlen er ubarmhjærtig, det regner, sner og hagler.

Utæt og trangt er Teltet, Sneen hvirvler herind, snart er Fnuggene smæltet gennem mit Brikseskind.

Ned over vilde Fjælde hviner en ondsindet Blæst, bragende Stenskred løsnes og vækker den ensomme Gæst.

Alle Barduner er sprungne, Teltvæggen sønderflængt, dybt i min Sovepose ligger jeg indestængt.

Dejlige lune Rede, mens Stormen holder sig stiv, her kan jeg gennemtænke hele _Aar_ af mit Liv.

Tage dem for mig Dag for Dag alle de rundne Aar, alle mine svare Synders aldrig lægede Saar.

Ene, ene! Lange er Døgnene, ikke en Menneskestemme, blot Is, som sukker i Fjæren; -- nu er alle mine Tanker hjemme.

TILBAGEBLIK

Jeg tog mit Liv og saa' det Kapitel for Kapitel, jeg kunde knapt forstaa det, troede det var Digt. Mit Navn, min Daad, min Titel: _alt_ var modbydeligt.

Meget, jeg havde handlet og altid troet forsvarligt, blev nu som rent forvandlet, tillagt hvert slet Motiv ... Det er sjæle-sundhedsfarligt at gennemgaa sit Liv.

Hvad er det vel for Love, der raadet har min Bane? ... Tidt kan jeg ikke sove, grubler mig forknyt. Mon jeg som en Vejrhane har hver en Vind adlydt? ...

I disse øde Nætter, naar ikke jeg kan blunde, og Fremtidsplaner trætter, og vegt er mit Mod, da flyder hver en Vunde med gamle Sorgers Blod.

Da tænder Selvanklagen hævngerrig Heksebaalet, blodigt stryges til Kagen mit falske Selvforsvar; tilsidst Skarpretter-Staalet hver Humbug blottet har.

-- -- Men disse øde Nætter, _Tak_, at I blev mig givet: Selverkendelsen letter, nu har jeg set mig i Spejl og gaar vel ud til Livet _klogere_ paa mine Fejl!

SKIBET

Jeg venter et Skib fra Syd. Mit Hjærte er angst, ofte om Natten begynder mine Pulse at hamre, da hører jeg ude fra Pladsen Hundene jamre, og Folk raabe op: en Slæde er kommen med Fangst!

Fangst! Det er Kød, hvoraf ogsaa jeg faar en Part, Isbjørn og Hvalros og Sæl er min daglige Føde. Er Maven tom, behøver jeg aldrig at nøde, Ganen er ikke længer kræsen og sart.

Sulten som Hundene, nu jeg har fastet et Døgn, vaagner min Madtrang, lydt mine Indvolde klager, Legemet beder om Brød og søde Sager, men faar bare Kød, Kød baade Hellig og Søgn.

Men Skibet fra Syd, som daglig er Længslernes Maal, som kan bringe Breve, hvori min Skæbne gemmes, det svinder straks af min hungrige Hjerne og glemmes, nu, jeg har blodrigt Kød at sætte paa Baal.

Saa mættes jeg da. Tung ligger jeg paa min Briks, det drypper fra Snehyttens Tag; det er Midnatssolen, der vækker en smæltende Vaar til Liv selv ved Polen. Jeg er lykkelig mæt -- savner knapt Kaffe og Kiks.

Jeg drømmer, jeg ser vort Skib, med Bud og Besked, med Nyt om Menneskers Liv derude, derhjemme og Brev fra -- ak, nu hvisker en plagsom Stemme: »Maaske er der hændt noget _sørgeligt_, som slaar dig ned!«

Da vaagner jeg skræmt og ønsker, det Skib ikke kom, maaske er det Far, som er død -- eller sæt, det var _hende_! -- Aa, skynd dig dog, Skib, og lad mig _Vished_ kende. Jeg skal lukke min skælvende Mund under Skæbnens Dom ...

I KAJAK

Se Solen, hvor den suger hvert Fnug af Havets Taageslør, og hør, hvor Isen lystigt tør, nu skal vi ud til Skær og Øer, hvor Edderfuglen ruger.

Smalhals behersker Teltet: lidt Pemmikan, jeg gemte viist, er -- ak! -- I Hundene forlist, vort sidste Sælkød har vi spist, og Grynene er væltet.

Naa -- altsaa ud paa Havet, dèr kender jeg bag Taagens Skjul et rigt Revier med dejligt Sul af Tejst og Alk og Edderfugl og Æg, i Dun begravet!

Jeg faar en flot Eskorte af pragtfuldt skidne Eskimoer, der stolt de smaa Kajakker ror og brummer sære Aandekor med Genlyd fjernest borte.

Der staar lidt nordlig Brise, den giver Slid og Søgang nok. -- Længst nynner i den muntre Flok _Odâk_, en vældig Angakok, sin monotone Vise.

Jeg sér ham avancere og sér en knortet Hvalroskrop, der dukker tungt af Havet op -- og fler og fler -- en talrig Trop, nu skal vi harpunere.

_Odâk_ vil Kampen lede, _Panig'pak_ farer ogsaa frem, _Sivdluk_ og jeg er nær bag dem; indstukket ved en Kobberem holder jeg Riflen rede.

Dødsramt neddykker Dyret, -- og hvis nu Fangelinen brast, sank denne Kødkolos i Hast; men før den gør sit Friheds-Kast, lykkes det at faa fyret.

Dèr flyder nu i Søen seks Hundrede Pund kraftig Mad; med mine Fæller ler jeg glad, og med Kajakkerne paa Rad bugserer vi til Øen.

Aa! Hvilket Ædegilde! Vi slubrer Blod og gnaver Ben og breder Skind af Bjørn og Rén til Soveplads paa mosklædt Sten, -- og Vejret blir saa stille.

Se, Midnatssolen daler, rødt flammer Bræerne i Nord, og langt ud i den blanke Fjord genspejles Solen gylden stor og Isens blaa Portaler.

Vi sover sødt og trøstigt, og næste Dag gaar vi paa Jagt og skyder Fugle, faar dem smagt og samler Æg, en mægtig Dragt, og har det frit og lystigt.

Hjem over Havet glider lydløst og lynsnart vor Kajak, som om uset en Hval den trak, fjernt gløder Sol paa Nunatak, mens Sommerdøgnet skrider.

O, hvilke skønne Tider! En lønlig Fred paa Hav og Jord, her er mit Rige, højt mod Nord, og her, blandt frie Eskimoer, jubler jeg stolt -- og lider.

ESKIMOER

Straks da jeg hørte berette om Eskimoernes Sæder, væmmedes jeg ved de slette, kyniske Hedningeglæder,

fordømte Flerkoneriet, de yndede Konebytninger og Madlavnings-Svineriet i temmelig hvasse Ytringer,

fandt, at Aandemanerne drev et hæsligt Bedrag, og at Blodhævns-Vanerne var en forkastelig Sag.

Men -- som jeg leved iblandt dem og fik de fleste kær, hændtes det, at jeg fandt dem et smukkere Rygte værd,

hændte det, at jeg satte deres uslebne Natur over vor egen glatte ofte forlorne Kultur.

-- Ikke at _vi_ skal anvende disse hedenske Skikke, bare frimodigt erkende, at _bedre_ er vore ikke,

og at vi saa skal sætte os selv i Hedningernes Sted for at fælde det rette Skøn over Maal og Med,

og at vi burde kigge bag egne Fordommes Mur, før vi fordømmer Skikke af fremmedartet Natur.

Vi korser os over det syndige Liv i obskure Gader, men er næppe selv saa yndige Helgener, som vi lader.

Over de _andres_ Laster bander vi, saa vi faar Mulkt, eller bekæmper dem aabenlyst -- og synder dog _selv_ gedulgt.

Men her iblandt de »Vilde« paa Jordens nordligste Kyster er intet standsmæssigt Skille, her følger enhver sine Lyster.

Kan en dygtig Fanger forsørge mér end en enkelt Kone, er der ingen »Moral« at spørge og ingen Brøde at sone.

Hos _os_ kan kun én man binde gennem Præst eller Øvrighed, -- saa holder man Elskerinde, hvad Gud og Hvermand véd.

Hjemme spiser man Vildt, som raadner -- en Modens Gaade --, _da_ er vel Forargelsen spildt over Hedningens Levemaade.

Man ækles over de Lus, der Liv paa hans Legem frister. -- Hos os i hvert andet Hus snylter der Syfilister.

Hjemme bærer vi Hatteflor, naar en af de nærmeste dør, klæder os sort det næste Aar -- og lever dog Livet som før.

Hvert Land taler _sit_ Sørgesprog, har _sit_ Begravelsesvæsen. Heroppe sværter man Øjenlaag og putter sig Renshaar i Næsen.

Hjemme dyrker vi Fanden som straffende Gud for det onde, heroppe bor Bussemanden i Havet, hvor ingen kan bunde.

Her tages det Barn af Live, hvis Slægt er til Graven fulgt, som ingen kan Næring give, som snart maatte dø af Sult.

Men Jomfruen hjemme, der føder sit Barn i Jordemorens Gade, maa dyrt en Pengesum bøde for at dække over sin »Skade«.

Maaske vil Barnet krepere af gennemført ussel Pleje, -- saa er der jo intet mere, som røber Elskovens Veje.

Og vi, som endnu fører Krige af den smudsigste Egennytte, bør ikke hysterisk skrige om Hævnmord i Hedningehytte.

Det ene Folk er som det andet, det er _Mennesker_ alle Vegne. Der er Kristne i Hedningelandet og Hedninger blandt Guds egne.

Og hvad maa _vi_ ikke taale af alle Lægprædikanterne, som er værre til at gøgle og skraale end Tarmskinds-Tromme-Musikanterne.

Ak -- lad os da blot missionere blandt Grønlands sidste »fortabte«, _Skikkene_ kan man polere, _Sjælene_ blir som de er skabte.

Og lad os bygge Butikker til Støtte for Salmesangen, saa faar den »Vilde« en sikker Genvej til Undergangen.

Saa kan den kongelige Handel og Missionens Aarsberetninger servere den bitre Mandel i slørede Frase-Sætninger.

Den nydøbte sælger sin Bjørnefælg og Spækket til Lampetran -- og sidder i Mørke og fryser selv og sulter sit Hundespand.

Sidder og remser Bønner i Handelens Bomulds-Klæder -- disse Naturens Sønner, der fødtes til frie Glæder!

Ingen maa Koner bytte eller dræbe hverken Gamle eller Unge, -- de lover det, men maa dog lytte til Naturens ærlige Tunge.

Snart er de kristnede Vilde at se til som Munke i Kloster, nu synder de skjult og stille, bedriver Hor og fordriver Foster.

_Det_ gør deres Frænder mod Syd, som kristnedes af Hans Egede. Alverden skilter med Dyd, men hvor er dens Fraser afblegede!

Den Vilde var sand i sin Last, og Lasten var alles i Fællig, -- hos _os_ blir hver Synder sat fast af dem, der hykler sig hellig.

Men hellere Hedning og fuld af Synd og ærlig i alt sit Væsen end brovte med Kristendom, som er tynd, og saa tage Godtfolk ved Næsen.

Nu, da jeg lever blandt disse foragtede Faar og fortabte, erkender min Sjæl tilvisse: vi er _alle_ som _Mennesker_ skabte.

Det ene Folk er som det andet, det er _Mennesker_ alle Vegne. Der er Kristne i Hedningelandet og Hedninger blandt Guds egne.

Ikke at _vi_ skal anvende disse hedenske Skikke, bare frimodigt erkende, at _bedre_ er vore ikke!

LANDSMÆND

Der er ingen, jeg ude i fremmede Byer saa ængsteligt som mine _Landsmænd_ skyer.

Det er ækelt af hjemlige Skvalp at beskylles derude, hvor blot af det ny man vil fyldes.

Men ellers -- jeg véd det -- i Udlandets Havn, dèr falder hver dansk i sin Landsmands Favn.

Dèr er _de_ saa henrykte for hinanden, som hjemme er Fjender som bare Fanden.

Tilsammen rakker de Danmark ned og røber deres Venners Hemmelighed.

De følges i Cirkus og Opera; det er tydeligt, hvilket Land de er fra.

De er Ravnekrogsfolk fra en Lilleputstat, altid til Kaffesladder parat ...

-- Men da jeg kom til Eskimoernes Land, da maatte _jeg_ søge den danske Mand.

Han hersker i Grønland som nogen Czar, behersker mig, til jeg er hjemrejse-klar.

Sandt skal være sandt: det maa jeg jo sige, vi talte ofte sammen som Lige.

_Jeg_ haanede Grønlands usle Regering, _han_ peged paa Eskimoernes Formering:

at _nu_ var de vokset til elleve Tusende; -- for et lykkeligt Styre er Beviset jo knusende!

Især naar man véd, at adskillige Hundrede er uægte Frugt af den højligt beundrede

danske Regerings Embedsmænd, der opfylder Jorden, hvor de kommer hen ...

-- De elsker mig ikke i denne Region, de tror, jeg er kommen herop som Spion.

De véd, at jeg mener, vi handler ilde mod dem, over hvem vi Herrer spille.

Jeg finder vort Styre dumt og slet, -- og der er vel dem, som giver mig Ret.

De frygter, at jeg skal Sandheden skrive og Grønlands Enevoldsmagt aflive.

En nybagt Præst, der mest var Kujon, spotlo bestandig vor Ekspedition.

Jeg kendte ham hjemme. Han fik den Fornemmelse: Grønland gir Penge og sikker Forfremmelse.

Nu sad han i Landet som »Missionær« og mente sig Martyr-Glorien værd.

Langt fra den hjemlige Faarestald »_led_« han -- for at vente paa federe Kald.

Han præked: »Jer Rejse lader sig ej gøre.« Selv turde han ikke sin Slæde køre.

Han spaaede: »I opgir jer Tur som for streng.« Selv laa han lunt i sin Præsteseng ...

Nogle Præstefruer troede min Virken bare galdt at omstyrte Kirken.

Nervøse, forpjattede, hyklerisk søde kom et Par af dem Fjenden i Møde.

Den ene, en værdig Guds Ords Repræsentant, er Grønlands berømteste Løgn-Fabrikant.

Dulgt sværted hun mig som en ryggesløs Ka'l -- saadan er grønlandsk Missions-Moral.

Men havde hun vidst, hvor min Pen er svag, havde hun vel næppe skjult sit Nag.

Da kunde hun sparet Bagvaskelsens Pil her i Danskhedens ækleste Sladder-Eksil ...

Der er i Verden, hvorhen jeg drog, ingensteds Mage til Sladrekrog.

Endnu har jeg aldrig paa min Færden truffet saa snæver en Tankeverden.

Ingen kan holde sig for sig selv, enhver maa ud i Skænderiets Elv.

Hver Plads har højst tre-fire Familjer, -- men alle saa er de selvstændige Viljer.

Bestyrerens bøjer sig ikke for Præstens, Doktorens Mening skal ogsaa være Restens.

Nu fatter jeg, at en Dansk kunde mene, at han havde det bedst, hvor han boede _alene_.

-- Nej, aldrig traf jeg saa giftig en Rede, i fyrre Graders Kulde en Helvedes Hede.

Men -- jeg maa sige -- heller intet Sted af mere opofrende Værter jeg véd.

Straks, deres Gæst over Tærskelen er traadt, er det bedste, de ejer, ikke for godt.

Som Budbringer kom han fra Verdenshavet til dem, der er Aar efter Aar som begravet.

Til dem, der lever i Afstandsbedømmelsen og tror paa Personlighed bag Berømmelsen

og længes naivt efter Bud om de Røster, som hjemme Humbugens Laurbær høster,

som læser Romanerne uden Nøgler og ikke véd, hvor Talenterne gøgler,

som vilde den bitreste Skuffelse lide, om de fik Hemmeligheden at vide.

De sidder og lytter med graadige Øjne til det brogede Liv, dets Skønhed og Løgne,

véd ikke selv, hvor lykkelig skjult langt borte de er fra forlorent og hult,

fra Skurkenes Fald og Dydens Forfremmelse -- _alt_ det, der volder _os_ Brækfornemmelse,

fra alt, der saa afstands-lokkende stod, -- _det_, som vi andre tilfredse forlod,

sidder og finder sig selv forurettede, -- de graadige Øjne blir aldrig mættede,

saa er det, de fristes til at nyde, hvad Naboen koger i sin Gryde,

og saa er de midt i det grønlandske Kævl og splittes til bare Las og Trevl ...

-- Men _Gryderne_, det maa jeg sige for sandt, var det bedste omtrent, jeg i Grønland fandt.

Nu sidder jeg her og mindes med Tak de gæstmilde Hjem, hvor jeg aad og drak,

baade de hyklerske og de ærlige, baade de kølige og de kærlige,

længes mod nogle faa især, som virkelig traadte mit Hjærte nær,

som jeg altid vil mindes, taknemmelig stemt, naar længst deres gode Mad er glemt.

Ét, hvor man tog mig som den, jeg er, og viste sig selv i dagligdags Klær,

ét, hvor man ingen Bordtaler holdt, ét, hvis Vært var korrekt og stolt,

ét, hvor Tanker blev drøftet tidt, ét, hvor Latteren blussede frit,

ét, hvor man græd, da vi Afsked tog, da vi ud mod den uvisse Skæbne drog ...

-- Her, hvor jeg lever paa Sultekost og savner Livretter og liflig Most

og immer det sejge Hvalroskød nyder, her længes jeg ned til de danske Gryder.

Her mindes jeg altid bevæget og glad Eders Velkomstvin, Eders dejlige Mad.

Fortørnes ikke -- men her er desværre Ganen saa tidt Fantasiernes Herre.

Jeg takker jer alt det bedste, jeg kan, I Slettelandsbørn i et bjærgfuldt Land.

I er som Blomster, oprykket med Rod, udplantet i Muld Eders Væsen imod.

Men Aarene rinder med ondt og godt, alt smaat bliver stort, det store smaat.

I føler det selv: I forkrøbles let, Modstanden svigter, Aanden blir træt.

Det er kun de Faa, der i dette Øde altid har Aand og Hjærte i Grøde.

_Dem_ er det især, jeg mindes med Tak, af hvis Aand jeg aad, af hvis Hjærte jeg drak.

Vredes I over en ærlig Paamindelse? Nej! Vi har knyttet Venskabs-Forbindelse!

Jeg véd, I vil ikke nøjes med Venner, hvis _sande_ Mening I ikke kender.

De »andre« mindes jeg blot med Medlidenhed, smiler ad deres Sladder-Alvidenhed.

De kom jo saa ynkeligt tilkort: de forblev i Sladder, mens jeg rejste bort.

-- Iøvrigt: jeg tog det altid som Straf, naar jeg ude i Verden Landsmænd traf!

TEATER

Man har spurgt mig, om jeg savner Scenens Kunst, som hjemme bydes, og som jeg til Gavns har søgt. Nej! Jeg savner Aand og Kløgt, og jeg ækles ved de Avner, der som Kunstens Kerne nydes.

Jeg har kendt en Hob Aktører og mangfoldige Aktricer i den _sande_ Hjemmedragt, og jeg mindes med Foragt, hvad blandt dem man ser og hører -- Scenekunsten _bag_ Kulisser.

Sur Misundelse var Præget, raa Kynisme Modersmaalet, falsk Elskværdighed en Norm, selv om tidt nok de har skraalet, svine-gryntet, faare-bræget højt om Kunstens Maal og Form.

Og hvem af dem gør vel Fyldest: -- kundskabsløse, aandsforladte, blottet for Kultur og Smag! Men de fraadser i vor Hyldest, er Nationens dyre Skatte, deres »Kunst« en Samfundssag.

Nej -- Gud fri mig for den Vaande atter at besé vor Scene med dens Pøbel og dens »Kunst«. Heller Sne og Is og ene end fra hver Avis indaande Scenegulvets mugne Dunst.

-- Da fra Galleriets Bænke ung og arm paa Sparepenge jeg de første Indtryk fik, kunde jeg gaa ene, længe gadelangs og gennemtænke alt med varmt begejstret Blik.

Men min Drøm blev sønderflænget, da jeg naade i Parkettet og fik Teksten fra Sufflør: alt var grelt af Sminke plettet, alle Miner grimt forvrænget -- og jeg kendte hver Aktør!

Kendte mangen vigtig Blære, mange sløve Solderister, deres blinde Selvrespekt, deres tomme Tankekister og forlorne Pral og Ære, kendte -- ak! -- Den hele Slægt ...

Men blandt denne simple Vrimmel stiger højt en ensom Søjle med et klassisk Kapitæl, stræbende mod Kunstens Himmel. -- Mens de andre kun vil gøgle, skaber han ud af sin Sjæl.

Disse faa og stolte Hjærter og den danske Scenes Hæder kan jeg ofte længes til: _de_ har kendt de dyre Glæder, gennemlevet dybe Smærter, _de_ er, trods Teatrets Klæder, _Mennesker_ i deres Spil.

Og jeg véd, at ses vi atter, staar I som hver Gang, jeg rejser, ubønhørligt kun jer _selv_, I har trodset Pøblens Latter, I er Søjler, og I knejser rankt mod Kunstens Himmelhvælv.

MUSIK

Tænk, naar jeg igen skal høre Musik, Musik, som rører min Sjæl til Suk! Jeg tror, jeg maa græde det Øjeblik, jeg atter hører Musik, som er smuk.

Musik, o Musik! Beethoven og Bach! Jeg vil sidde og gemme mit Ansigt bort, jeg vil glemme mit Liv, og at Livet er kort, blot leve med Mestrene, aande min Tak.

Heroppe synger kun Søfugl og Hval, selv voved jeg bare en enkelt Gang at nynne en lille Schubertsk Sang, -- Folk lo og tænkte, at jeg var gal.

Deres Hedningehjærner har ikke Rum for Lykke og Lidelse sat i Musik, blot Troldmandens monotone Brum til Tarmskindstrommens sære Rytmik.

Maaske man kunde faaet dem lært -- hvad Tusinder Danske jo lever i -- en flunkende tom Revy-Melodi, men det var nok ikke Umagen værd.

Thi lykkeligvis er de ikke bragt saa vidt som de kristnede Eskimoer, hvis Salmesang blot er drævende Kor -- al anden Musik gaar i Hopsatakt.

Dèr dansed jeg vildt til Harmonika-Kluk, og al min Hjerne blev Lirekasse-ør, min Mund var Latter -- mit Hjærte Suk efter Toner, som altid fyldte mig før.

Der er ikke i Verden en Kunst som Musik, hver skælvende Sjæl er i Tonernes Magt, hvad aldrig jeg saa' med mit Menneskeblik, de lønligste Ting har Musikken mig sagt.

Min Sjæl er Musik, snart fortvivlende trist, snart kaad som en Scherzo i lyseste Dur, og jeg véd, at Musikken vil vare tilsidst, naar længst jeg er sløv for Maleri og Skulptur.

Naar jeg ikke længer kan røre en Pen og har, hvad de andre fik skrevet, forglemt, da er vel endnu Musikken igen, jeg kan dø i hentonende Klokkeklemt.

-- Aa, tænk, naar jeg atter skal høre Musik, en kendt Symfoni, tungsindig og stærk, o, hvilket højtideligt Øjeblik, naar jeg bøjer min Sjæl under Mesterens Værk,

naar jeg sidder gemt bort i den skjulteste Krog og glemmer mit eget forsvindende Fnug, med Sanser, der kender kun Tonernes Sprog, og Øjne, der tindrer som Blomster i Dugg.

KVINDER

Kvinder, Kvinder! Jeg savner Kvinder: dem derhjemme, jeg glad forlod, ikke en eneste en var mig god, jeg var saa inderlig ked af jer alle, træt af at sejre, syg af at falde, o! Og bedrøvet af Minder.

Fjernt gaar Rejsen bag Nord-Atlanten, Fjælde løfter sig, klædt med Is, Hjemmet er skjult i Forglemmelsens Dis. Endelig fri! Kan uhinderlig drage Vejen i sære Henrykkelsens Dage -- lykkelige jeg, som fandt den!

Og jeg nyder med skærpede Sanser, stormer frem med ubændig Kraft, alt mit Blod er som sydende Saft, daglig sejrer ærgerrige Kræfter, grundigt hviler de sig derefter, naar ved Maalet jeg stanser.

O, men nu savner jeg Kvinder, Kvinder, dem derhjemme, de dunkle Blik, deres berusende Skumringsdrik! Jeg havde troet jer ude af Tanke ... Stille, Hjærte! Du maa ikke banke Blodet til mine Kinder.

Hør, jeg raaber det: Kvinde, Kvinde! Bort med Forsagelsen, Elskov først, kom nu og sluk mine Læbers Tørst, se, jeg bønfalder dig, vær mig til Vilje, ræk mig din duggede Kalk, o Lilje, og lad mig dø derinde.

Danske Kvinder! I skal dog vide det: Kvinderne her i det høje Nord er Hundyr, Byttekvæg, tvungne til Hor, Manddyrets Trælle, afhændelig Vare -- elske _dem_! Nej, det har ingen Fare; man væmmes kun, at de maa lide det.

Nej, _Kulturens_ stolte Kvinde, hende jeg haanede tidt af Trods, hun er den eneste Kvinde for os. Hendes Sjæl er en _Kaktus_, der udfolder sig bare en eneste Gang. Den beholder jeg gemt som mit helligste Minde.

Ja, jeg savner dig, Hjemmets Kvinde! Al din friske, fortryllende Skæmt, din beslutsomme Mund, der ler saa nemt, savner især dine kærligt dømmende dunkle Øjne, de vemods-drømmende -- mer end en Himmel at vinde!

Dit stille Vemod, din _Sjæl_, Veninde: dybt, hvor din reneste Strengebund toner i sælsomt grublende Regioner, _den_ er det, jeg savner -- elsker og savner, -- naar i de svimlende Drømme jeg favner mit Hjærtes eneste Kvinde!

NATUR OG CIVILISATION

Overmæt af Kunst og Kultur, led og ked af Venner og Fjender søgte jeg bort til en vild Natur, hvor intet dagligdags hænder.

Her fik jeg prøvet min Muskelkraft, véd, _hvad_ jeg magter, og _hvor_ det svigter, fik gennemlevet hver Sorg, jeg har haft, og alle forsømte Pligter.

Frosset og sultet og legemlig slidt, savnet, hvad før var mig uundværligt, svævet i pirrende Farer tidt, -- aa, dette Liv er herligt!

Levet i Solskin Maaneder rundt vaagen og virksom Døgnet til Ende, besteget Fjældene, sovet sundt og bare tænkt smukt om min Fjende.

Kysterne ejer rige Spor om fjerne, formummede Tider, da frem af Kaos vor elskede Jord ung og almægtig stiger.

Mangt et besynderligt Visdomsord talte den vilde, hedenske Stamme, Hunde og Herre fik gratis For og Herren _Telt_ med det samme.

Og naar man først sig vænnet har til Kødmad raat ud af Skankerne eller Kødmad lunknet i grissede Kar, pyt saa, om det dufter af »Tankerne«.

Og kan man bare faa Hvile og Mad og nøgen hos Værtsfolket ligge, da er man tilfreds og lader glad Polar-Parasiterne stikke.

Mangen fordummende Overtro hersker her oppe som hjemme -- men her var lykkeligt frit for to, der gerne sig _selv_ vilde glemme ...

-- Aa, hvilken Tid, naar Hundene sprang, og Sanserne, friheds-svimle, og Blodet, der gennem Aarerne sang, gløded med glødende Himle!

Da foer jeg omkring mellem smaabitte Hjem norden for Lands Lov og Ret, -- heroppe drog mangen Polstormer frem og drog sit sidste Aandedræt.

Her søgte jeg Vej til Menneskers Sjæl, søgte at bruge to aabne Øjne, jagede Réner og Bjørn og Sæl de hellige Døgn som de søgne.

_Da_ var jeg langt fra de hjemlige Kaar, lod haant om Kulturens Krøller, ynkede Oprørets tamme Faar, belo vore aandelige Bøller.

Vidste saa vel, at _selv_ var jeg glemt eller agtedes saare ringe. Bravo, Københavner! Des mere bekvemt kunde her jeg sprede min Vinge.

Ja -- og jeg folded mine Svingfjer ud, hørte du Luften suse! Himlen har ikke saa høj en Gud, jeg var jo dèr til Huse.

Alle mine inderste Tanker steg fremad, ustanseligt fremad. -- Om det blir _Liv_ eller bare Leg, skal kendes, naar jeg vender hjemad ...

Men jeg maa sige jer det for sandt, _nu_ længes jeg hjem til de danske, dem jeg dog helst har været iblandt, og som jeg tilhører ganske.

Her oppe leved jeg længe nok til for bestandigt at vide: _jeg_ er et Faar af min egen Flok, det hjemlige Hø vil jeg bide.

Saadan ender vi Menneskers Flugt bort fra Kulturens Centrer. Den Tid er dog ikke forgæves brugt, hvori vore Meninger kæntrer.