Part 3

-- -- Om du husker Tiden! -- Ja, jeg véd, du mindes. Og du véd, min Barndom er mig dyrebar ... Du er Lovens Tjener. Men dit Hjerte findes paa det rette Sted. Du min hvide Far.

III

Kære Far! Jeg bér dig blot: vær i Live, naar jeg kommer, byd ham Trods, den strænge Dommer, Dødningmanden. Der er endnu meget godt, vi skal have sagt hinanden. Af mit Liv jeg _Aar_ vil give, naar du bare er i Live!

Livet løb sit travle Jag, og i Farten, naar vi mødtes, dyre Timer tidt forødtes ufornødent, og saa blev det Afskeds-Dag, og jeg rejste ufortrødent i den Tro, jeg haardt tiltrænger, _næste_ Gang at dvæle længer.

Og vi saas og skiltes tidt, men de korte Gensynsstunder gik i Selskabs-Tummel under og Debatter, som om Hjærtet var fallit. -- Ak, er det for sént, jeg fatter Lykken, ene og fornøden, den, der brister bort med Døden?

Lykken -- det er det at staa sammen med de Faa, de Kære, som vil alle Dage være trofast samme Hjærteblod, hvad end gaar paa, fælles Rod og fælles Stamme, fælles Livets Byrder løfte, Sorg og Glæde sammen drøfte.

-- Vær i Live, kære Far, naar jeg atter er derhjemme! O, da skal din Sjæl fornemme Hjærteslaget, som mig til dit Favntag bar, og som aldrig har bedraget. Rejs dig stærk mod Dødningmanden, vi vil _leve_ med hinanden!

DEN STORE BY

I

De gamle Bolværksgader om lønlige Kanaler, Børstaarnets Dragehaler, Slotspladsens Lygterader; bag Kirke-Gravkapellet det skumle Kristiansborg! -- Hér var det, at Farvellet greb mig som en Sorg.

Min Ungdoms Minder ruger, og glemte Længsler taler langs disse graa Kanaler med lukte Pakhus-Luger. -- Gaderne kan fortælle om Holland og om Flandern, om gammel Købmands-Vælde, om Tordenskjold og van Mandern.

Dèr henne glimter Ruden, hvor jeg har Hjem og Virke, og under Frelsers Kirke en grønlandsk Plads med Skuden; køl-stærk og isforhudet trodser den sig mod Nord, -- naar den har Afsked tudet, saa er _jeg_ med ombord.

_Da_ vil der rinde Tider, før atter jeg betræder de skæbnesvangre Steder, hvor Kampens Vaaben bider. Jeg elsker Storstads-Sejren, og skøndt jeg skræmt forlod den og afskyer Klike-Lejren, drages jeg dog imod den.

Ja, det er svært at skilles fra disse gamle Gader; jeg elsker og jeg hader det Liv, der her udspilles. Her blev mit Hjærte prøvet. her led jeg Sorg og Savn, -- o, jeg gik tidt bedrøvet ud gennem Kristianshavn.

Men der er Morgentimer, naar over Tagstens-Vrimlen Vaarsolen rødner Himlen, mens alle Klokker kimer, -- da sprang jeg fra mit Leje og hilste Spir og Slotte og higed stolt mod Veje, som ingen Fod betraadte!

Og der er høstligt svale og skumrings-dunkle Nætter, naar Tivolis Raketter som en Komét med Hale paa Slotsruinens Rygge nedstraalte gyldne Drys, mens skjult i Søjlers Skygge jeg stjal et Kærrest-Kys!

Og naar i Vintrens Taage hver gothisk Husgavl dølges, da véd jeg to, som følges rundt om i Havnens Kroge: dèr leves Glædens Røre, dèr lides Livets Kvaler bag gamle Egedøre og forsirede Portaler.

De gamle Stokværks-Gaarde langs lønlige Kanaler og Børsens Dragehaler bag Havnens travle Aare -- her leved jeg og lærte, herhen vil jeg paany, thi ene _her_ mit Hjærte slaar for den store By!

II

Du altfor store By til dansk Behov, Hjemstavn for Livs-Tilværelsens bitre Kampe, -- jeg knyttede mine Hænder som i Krampe den første Nat, jeg ved dit Hjærte sov!

Dèr midt i Mylret galdt den Stærkes Lov, om Tag og Tind steg Offerblodets Dampe, -- saa hyggede jeg mig ved min Stuelampe angst for den onde Verdens Hestehov.

Men Larmen genlød i mit stille Kammer, snart kendte ogsaa jeg mig vaabenfør -- og vandt de første Nederlagets Skrammer ...

Du skæbnesvangre By om Havn og Søer, du gav mig Kampens Liv og Sejr og Jammer, -- jeg længes efter dig som aldrig før!

FÆDRELANDSSANG

Mit gode danske Fædreland, mit Hjem, min Daad, mit sidste Suk, en ringe Plet paa Globens Rand, i Verdens Alt en Draabe Dug! Og er end dette Danmarks Navn ukendt af mangen Jordbeboer, _min_ Stolthed er det og mit Savn, herfra udgaar mit Skæbnespor, her fik jeg Liv, her døde Mor.

Og dette Land, jeg har saa kært, min unge Elskovs Brudeseng, hvor er det blevet misregért og pint af fremmed Fyrsteslæng! I slog vor Ret, udaad vor Marv og leved selv i Sus og Dus, lod Vold og Vælde gaa i Arv, udødelige Kongehus, vort sunde Legems Snyltelus!

Jeg hader Kongemagt og Krig, og jeg vil ikke ofre Blod og ikke ligge Valplads-Lig -- men _Livets_ Krig udstaar mit Mod! Hver den, som øger Livets Værd ved Brødets Kamp som Arbejdsmand, i Videnskab, paa Forskerfærd, ad Kunstens Baner, hel og sand, han bløder for sit Fædreland.

Ja, _dette_ dyre Blod har flydt, fra Danmarks gamle Land blev skabt; en tusind-tunget Vé har lydt, naar disse Daadens Mænd gik tabt. Men Fyrsten sad paa Tronens Stol fra Folkets Liv og Tanker fjern som Maanens Fjæs fra Livets Sol, forskanset bag »Guds Naade«s Værn, hans Gunst var _Guld_, hans Vrede _Jærn_.

O, Danmark! Mangen ydmyg Nar lod hæfte Kongens Guld paa Bryst, -- men tifold stolt sit Hoved bar hver ukøbt Mand i Dagens Dyst. Om Danmark som en Frihedsstat, hvor Folket raader Folkets Kaar, hvor Kongen og hans Hof-Etat af Folkets Naade Aftægt faar, dog lige dristig Drømmen gaar.

Ja, drøm dig frem til Republik, saa alle Evners Fylde naas, før du skal tømme Dødens Drik og af et »Stor-Evropa« flaas. Det _Kongens_ Danmark, vi har troet var Flammen i vor Hjærtebrand, vil dø og blive mosbegroet, men _leve_ mellem Mand og Mand vil _Folkets_ gamle danske Land.

Mit Land, mit Liv, min Skæbnes Gud, hvor jeg blev født, hvor jeg vil dø, naar jeg har adlydt Livets Bud som Blomsterkalken, der gav Frø, du skønne Land af Øer og Næs med Oldtidsskov paa Bakkedrag, med Aa og Eng og frodigt Græs og Lyngklit ud mod Bølgeslag, med frigjort Folk som Fremtidssag!

O, lad mig se endnu en Gang mit jydske Hjem, min Far, min Brud og høre Hedelærkens Sang, naar Klokkelyngen springer ud. O, lad min Baad en stormfuld Dag for stærke Sejl naa hjem i Havn, -- ja, flød jeg blot til Strand som Vrag, min Last forlist, forglemt mit Navn, saa fandt jeg dog min Fødestavn!

Mit gode danske Fædreland du ejer alt mit Hjærteblod, hjem til din lave, lyse Strand gaar altid glad min Aand og Fod. Og er du end et usselt Fnug, en ukendt Plet paa Globens Rand, udpint til Armod, Had og Suk af fremmed, lovløs Fyrstestand, du er mit Land, mit dyre Land!

VENNER

TIL L. C. NIELSEN OG VALDEMAR NEIIENDAM

I

Hvad er ærligt Venskab? Livets Salt! Det har krydret mig de ferske Retter, Mennesker paa Livets Festbord sætter, været Gærstof i den vamle Malt.

Der var Tider, hvor jeg nød det alt: sukret Bagværk, som kun daarligt mætter, søde Vine, der gav tørre Pletter, men den Levevis for Brystet faldt.

_Da_ blev syrlig Mosel Yndlingsvinen, naar jeg valgte anden Drik end Vand, høstlig sval den flød bag Glassets Rand.

Ogsaa _den_ har tændt min Sjæl i Brand, men afklaret var jeg da: en Mand, der aad ikke Brød blot for Rosinen.

II

Venner! I gav Surdejg til mit Brød. Jeg slog op mer, end jeg kunde bage, _jydsk_ var Kornet, kunde Hvermand smage, og af Lyngbaal Ovnen hed og rød.

Jeg var ung og endnu grøn af Lød. _Mestrene_ gav kandiseret Kage, skulde Kundekresen da beklage Sukkermanglen i det Værk, _jeg_ bød.

Ung og grøn kom jeg til Hovedstaden, ikke én af Fagets Folk jeg kendte, aabned angst min Bod i Sidegaden.

Men dèr var det, at det slemme hændte, _I_ gav mig paa Surdejg Appetit, og saa gik Bedriften snart fallit.

III

Salt og Surdejg, bedske Krydderier blev mit Væsen og mit Kald en Tugt. -- Ikke mange Folk ser noget smukt i de livsens-bitre Poesier.

Men den kloge Mand er den, der tier, lige glad om Værket blot blir slugt af de Faa, hvem det er udsøgt Frugt, og som hader Kling-Klang-Melodier.

Han er Digter og kan ikke ænse, om han overskred den Smagens Grænse, som er gængs for dannede Poeter.

Maaske saares alle hans Bekendte, men som Literaturens Dumme-Peter vil han ikke sine Laurbær hente.

IV

Aldrig skal i Kunst vort Liv opstaa, om vi vikler os i Hensyns-Vævet; -- men jeg véd, at vi har alle bævet, hvor de store Opgør forelaa.

Men hver den, som paa Akkord vil gaa, naar det blir af Slægt og Omgang krævet, og som ikke faar sit Livsværk hævet op, hvor Himlen hvælves høj og blaa,

han maa altid give Køb og lyve, han er Larven, der skal aldrig flyve sommerfugle-fri til Blomstens Kube.

Kunstens Ilddaab volder Sorg og Sukke, skiller al hans Kres i Faar og Bukke, er ham ene Vej til Sjælens Grube.

V

Kunst er Sandhed! _I_ er begge sande. Kunst er Liv og Kunsten dyrekøbt, derfor staar I begge to som støbt, møder Grin og Svig med aaben Pande.

I er Lys ud over plumre Vande, Luftning, hvor den klamme Gus har svøbt, alt jert Arbejd bliver smærte-døbt og gaar derfor virkningsløst om Lande.

Thi vi kender dansk Moral og Mode: -- Kunsten er det skønne, ædle, gode i sødladen, smærtefri Servering ...

Lad _os_ Hyl i Harmonien blande: Kunst er ikke Tossernes Formering, Kunst er Liv -- det dybt personligt sande!

VI

Venner, _I_ har levet denne Lære og før nogen rakt mig Broderhaand, Næring drog vi af hinandens Aand; hvor vi fulgtes, var der godt at være.

_Alt_, vi leved, saa' vi Frøkorn bære, rodfast Egen skød af spinkel Vaand; skilte ad skal just vort Venskabs-Baand, fri for Egennytte, styrket være!

Fyldt af Udvé følger hver sin Bane, Farten det er Livet, Kunstens Lods, lutret naar vi hjem til fælles Fane.

Vi, som véd hinandens Dyd og Fejl, er ej Slaver af hinandens Ros, derfor ses vi -- og ser os i Spejl!

VII

Kunstnere! Du Digter og du Maler! I, mit Hjærtekalds de bedste Venner, husker I, vi stod med bare Hænder henrykt rige under Kaldets Kvaler?

-- Vi har Hybler højt paa femte Sal'er, vi er Folk, som Livets Trængsler kender; men vi tror paa Lykken, naar det hænder, at rettidigt Lejen vi betaler ...

Unge, grødefulde Foraarsfest, oprørssvangre Tid, fuld af Skandaler, naar vi slog de mugne Idealer!

_Hver_ bar Skotøj efter egen Læst, fodfri blot, som luftige Sandaler, -- hellige Tid! Du Digter! Og du Maler!

VIII

Langt, langt borte fra den Vej, I gaar, har af Sten og Sne jeg bygt min Hule, Ravn og Rype -- Fjældets Vinterfugle -- deler trofast mine Sultekaar.

Kan I huske vore Ungdomsaar, da vort Eje var en ringe Smule! -- Aldrig dog som her i yderst Thule var jeg stædt i saa fortrykte Kaar!

Heller aldrig var jeg _rig_ som her: se! Jeg har Nomadens gyldne Drømme og min Friheds Verdensherredømme,

rigest dog ved dem, som jeg har kær, aldrig stod jeg Jer saa hjærte-nær som i Armods-Tid blandt Bræens Strømme!

DANSKE MÆND

Hørup! Den tavseste Mund i vort Land, stærke, kloge, besynderlige Mand!

Vi, som holdt af ham og aldrig kan glemme hans smilende Mund, husker næppe hans Stemme.

Den Mund, som før havde flammet saa tidt, var ikke i trodsig Foragt sammenbidt,

den tav blot og var som et fint lille Smil over Menneskers Dumhed -- og undte sig Hvil.

-- Han var graanet den Gang, jeg traadte ham nær. Nær! Nej, en Afgrund der var mellem hver.

Ikke at _han_ var _stor_ mod den unge! Jeg fatted blot ikke den tavse Tunge ...

En Nytaarsdag, jeg skrev ved mit Bord, kom han gaaende gennem vort Kontor.

Jeg vilde ham ønsket paa gammel Skik »glædeligt Nytaar« -- men mødte hans Blik,

et mildt og elskværdigt -- han var jo saa god -- men det missede lidt, og jeg tabte mit Mod.

For dette gaadefuldt smilende Blik slog Tankerne Sludder og Munden Klik.

Aldrig fik jeg ham ønsket noget godt, forundret tav jeg -- han smilte blot ...

_Nu_ véd jeg, hvad dette Smil betød, begreb det, længe før han var død:

»Min unge Ven! Over den hele Jord de ærligste Ønsker faar aldrig Ord.«

»Den Ven, der ønsker mig godt, er en Taabe; _handle_ skal han i Stedet for haabe.«

»Folk, som er enige, samtaler nødig; overfor Fjender er Ord overflødig!« ...

-- Bag Hørup, den utilgængelige Mand, stod vel vort danskeste Hjærte i Brand.

Men han gennemskued _alt_, saa Folk blev nøgne, han elsked Sandhed, bekæmpede Løgne,

var derfor saa inderlig frygtet og forhadt og _savnet_, da han havde sin Plads forladt --

denne tavse Mund, disse talende Øjne.

* * * * *

HØRUP er som Minister endt, GEORG BRANDES blev stats-anerkendt.

Det er just intet logisk Punktum for Mænd, der gnistrer af evig Ungdom,

medmindre vi danske ikke mere vil lade den hædrede Alderdom regere!

-- Brandes! Jeg skrev en Gang, han var Gud. Da skammede mine Venner mig ud.

Og Guden selv var saa venlig at lade, som om han ikke læste de Blade.

Det ligger nu langt tilbage i Tiden; desværre, jeg har ikke udviklet mig siden.

Det er jo dog ellers svært moderne at haane sin forrige Ledestjerne,

at sparke til den, der har lært os at gaa. Brandes er blevet sparket som faa.

For mig staar aldrig saa stærk en Glans af en Himmelens Stjerne som af hans.

Men der sidder jo rundt i den danske Stat mangen overbevist Renegat.

Ja, hvor var der Jubel i Fjendernes Lejr, ved Renegaterne haabed de Sejr.

Men Skæbnen har sig forunderlig vendt, _nu_ er Brandes stats-anerkendt ...

-- Alligevel! Han er den samme som før og bliver bare sig _selv_, til han dør.

De fanger ham aldrig med Statsløn og Tittel, han er Lucifer, altid i Arbejds-Kittel,

en Samfundets evigt lutrende Ild, en Ungdommens Sokrates, naar den foer vild.

Stærk som Døden, der trued ham tidt, har for de dristigste Tanker han stridt.

Tanker, der har omformet os alle, som helt har sejret, naar han maa falde,

sejret selv dèr, hvor man nødigst indrømmer det: Bægret er bedskt -- men se, hvor de tømmer det!

-- Blot hos det alleryngste Kuld er Brandes ej længer lødigt Guld.

_De_ Folk har i egne Indvolde set og set: at de selv er den ny Profet.

Og Menneskeheden hungrende bier paa det yngste Danmarks ny Profetier.

Kanske har de lydt, naar jeg kommer hjem; -- ak, tænk om jeg saa er for gammel for dem!

For Brandes bliver jeg aldrig for gammel, jeg sidder nu som før ved hans Skammel.

Han vakte min Sjæl, han skrev dens Bud, -- jeg var ung en Gang og kaldte ham _Gud_.

Maaske er jeg konservativ af Nemme, for han fylder mig her, som han fyldte mig hjemme.

Jeg bringer ham Tak og Hyldningstegn fra Jordens nordligst beboede Egn.

Vinternatten gaar lykkeligt hen: jeg lever med Georg Brandes igen

med ham og Hørup -- de _danske Mænd_.

KLASSICISME

Puh! _Alt_ det Slid vi ofrede Latinen og det Græske, de tusind spildte Timer, hvis Gavn vi aldrig ser, al den forlorne Dyrkelse af Cicero og Homér, den psevdo-klassiske Nippedrik af næringsfattig Vædske!

Bevares: Filologerne af _Fag_! Lad dem florere! Men hvorfor skal hver dansk Student indsprøjtes klassisk Aand af Skolens Straalemestre, der lægger den døde Haand paa aandløst Glose-Terperi. Det kalder man at studere!

Lær os at _tale_ Sprogene, som nu behersker Kloden. -- I Kraft af min Eksamen tror jeg mig Pokkers vis, men staar en Dag _umælende_ i London eller Paris -- jeg vigtige danske Student! Et Offerlam for Moden!

Jeg véd en duelig Købmand, der siger om Studenter: »Her sidder de paa Kontoret, deres Eksamen er fin, men ingen af dem kan skrive et brugeligt Brev til Berlin, -- jammerligt saa deres Lærdom giver usle Renter!«

Men se til de Skolemestre, de kror sig selv-henrykte, de repeterer Pensa, til de er paa Gravens Rand, -- ikke en Brøkdel af dem har set et fremmed Land, blot »dunkle Steder« hos Homér -- med Leksikon som Lygte!

Men _de_ gjorde god Eksamen; det var fra Arilds Tider alle Hjemmefødningers eneste Prærogativ. Nu er det dog paa Tide at kræve Luft og Liv: der er i den danske Ungdom _Tusinder_, som lider.

For Verden ligger jo aaben. Grænseskellene falder; den, der vil belære andre, maa ud i Tidens Strøm. Vi sulter ihjel derhjemme af bare daadløs Drøm, vi evigt klassiske Mumier af ærværdig Alder.

Dèr sidder vi pænt i Skolen og lærer Spartas Love, men kender ikke Formerne for vor egen Stat. Er ikke denne Borgernes Udklækning desperat! Hvor længe skal i klassisk Marmor vi livløst sove?

Gaa ud i den vide Verden, du Fremskridtets unge Danske, som trænger til ny Impulser, til friere Overblik, det gjorde vor egen Brandes, og Gudskelov at han gik, rigt rustet kom han tilbage -- og kastede sin Handske ...

Paa Ære! Jeg vil tage mit Standpunkts Konsekvenser, en Kætter mod Klassicismen. Jeg fik jo Livets Vink fra Goethe, Dostojewskij, Ibsen og Maeterlinch, Spinoza, Voltaire og Darwin, Nietsche, Renan og Spencer.

Jeg er et Tidens Barn. Jeg holder ikke Guder bare til tom Parade i Bogskab og paa Mund, -- fremfor alt saa fordrer jeg en sand og sund Spejling af _Nutids_livet ind gennem Sjælens Ruder.

Det er ikke _Kunst_ jeg savner hos danske Literater, vi, I. P. Jacobsens Landsmænd, vi _kan_ vort gode Sprog, men vi sidder gemt derhjemme hver i sin stille Krog, mens alt blir Elektricitet, Maskiner og Soldater.

Leve Elektriciteten! Den er Verdensaltets Nerve, men Digterne vælger Maanen til Genstand for Poesi. Hvor_for_ ikke tage de Kræfter, vi netop lever i, og smælte dem om i Kunst. Her er Nystof at erhverve.

Vi risikerer tilsidst, at ingen gider forlægge og ingen ænse den Kunst, der skurer de gamle Spor. Kunst ejer det evige Liv, naar den fornyer sin Jord, -- saa lad os villige Sanser mod nye Verdner række!

Se: Jacobsen var Darwinist. Han samlede Blomster i Kæret, alle hans Sanser blev skærpet -- var _det_ mon Kunsten til Tab? Fællerne hjemme savner hans Sans for Naturvidenskab, derfor er vort Verdensbegreb saa underlig uafgæret.

Jeg føler det, naar jeg rejser: Rembrandt kan jeg begribe, Rafael og Michel-Angelo nyder jeg forberedt, men overfor selve _Jorden_, saa meget som jeg har set, bringer min ringe Viden mig altfor tidt i Knibe.

Tidt er vor Naturbegejstring blot literære Fraser; vi hører Lærkerne synge og siger banale Ord ... -- Før Darwin præked sin Lære, han gransked den hele Jord, kendte og elsked dens Liv i alle de rige Faser.

Hvad nytter mig Kunsthistoriens aandsberigende Noter, naar Jorden, jeg betræder, er lukt og gaadefuld. Vort Kundskabs-Lys skal ogsaa bestraale Fjæld og Muld, ellers gaar vi i Verden blinde som Idioter.

Jordens Saga er ikke bare Menneskevirke, Naturens dunkle Kræfter har haft et raadende Kald, og denne Guddom _er_ det, der _vil_ en Gang vort Fald, og derfor skal vi dyrke ham i hans egen Kirke.

Saa lad os skabe Mennesker med moderne Figurer, lad selve Livet tale og gamle Moder Jord. Den Kunst at kende Jorden og Livet den er stor, _den_ er det, der skal spejles i al Verdens Literaturer.

_Den_ er det jo, som taler af hver moderne Tænker, som skal omforme Mennesket, dets Stat og Religion, -- men først maa Grunden renses ud: en Modens Revolution til Befrielse for de forlorne Klassicismens Lænker.

-- Ja, huha, hvor vi sled med det Græske og Latinen, de kostelige, indtryksrige Ungdomsaar gik tabt. -- Nu vil vi ud og se, hvordan Moder Jord er skabt, ud for at lufte Hjernen og faa strøget Lærdoms-Minen!

NORDPOLEN

Fjernt henne, vej-fjernt, borte i det dunkle, hvor man i Zenith ser Nordstjernen funkle, dèr i det mystiske, evigt dragende ubekendte, hvor Livet er ude, Striden endt, -- om den nogen Tid var der -- _Nordpolen_ ligger, et udregnet Punkt, jomfrueligt, ungt, vildt, dødt, -- alting tier; hvor der aldrig stod hverken Skib eller Fod paa de dristigste Farter og fra ingen Tegninger eller Fotografier verdensbekendt.

Baade Fantasten og den stringente higer derefter: _den_, der har Tillid, urokkelig, sikker til egne Kræfter, og _den_, der vil Liv af de døde Beregninger ...

-- Aa, der er stivnet Hundreder Hjærter paa Vej mod Polen, af navnløse Smærter tilsidst løst ud. Fra Midnatssolen, fra Vinternatten, den gravkammer-sorte, intet Bud ... Vi kender jo knapt dem, der blev borte før om Dage, knapt nok de faa, der med Held kom tilbage.

Alligevel _er_ det jo saa, -- og hvor er det godt! -- At aldrig vil Stormløbet stanse for Maalet at naa og Berømmelsens Kranse. -- Og at Maalet blir naaet, derom er ej tvistet, men ingen véd hvornaar; -- maaske gaar der _Aar_, før Mandsviljen faar Polen afvristet dens Hemmelighed ...

-- Blandt alle de kække, der trængte mod Nord, den malmfaste Række, nogle dumme, somme frække, straaler et eneste Navn over Verden; naar andre glemmes, da huskes Færden, hvor Fridtjof Nansen drog sine Spor, _han_ var stor, kunde slet ikke skræmmes. Han hentede Kransen, den stolteste, prægtigste: Sejr for den mægtigste Menneskekraft nogen Mand har haft! ...

Og den, der har prøvet blot Hundredeparten af hvad _han_ har øvet og lidt paa Farten, han bøjer sig hilsende, undrende, stum, -- bøjer sig ...

Men mangen en dum Ignorant derhjemme, som selv-ophøjer sig, hæved sin Stemme. Og mangen vigtig Katheder-Profet mente sig pligtig i Begejstringens Stund til at slaa Hyldesten koldt Vand i Blodet. Fra sin kritiske Mund tog Vismanden Bladet og voved at pille ved Forskerens Resultater.

Fy! Ti stille! Fingrene af Fadet, I Kakkelovnsstympere, hvor tør I kny? I sidder i By, lunt er jert Ly, dèr leger I Polfart med Tinsoldater. Men Nansen: se, han satte _Livet_ ind; det var nu saa efter _den_ Mands Sind!

-- Jeg véd jo nok, der var Jubel ved Møderne, hvor Nansen talte selvsikkert til Støderne fra Professorerne ned til Pogene, -- højlydt turde I intet sige! Men jeg véd tillige, at I skumled i Krogene. I tvivler altid paa det mærkværdige ude fra Mandskraftens Vidunderrige -- men har Eders Kakkelovns-Domme færdige ...

Længst er forbi den stolte Fest, hvor Nansen var Gæst, -- aldrig har jeg kendt Mage dertil, I kan besmøre det, hvordan I vil. -- Men _nu_ skal I høre det: Hvad er I? I er Gløderne, _Nansen_ er selve den levende Ild, _han_ kunde gøre det! Det er fordi, han er Geni.

FORAAR VED SNEHYTTEN

Det er Søndag i Dag, sidst i April. Jeg kryber fra Snehytten ud under Solen, -- hvor gør det dog godt at møde dens Smil, en Foraarsbebuder her oppe ved Polen, Natmørket flyr for dens røde Skær, der bræmmer i Øst de blaanende Brær.

Sneen fordamper, Føret er træls, Hundene gisper i ti Graders Kulde, Vildrénen fælder sin hvide Pels, og ned ad Fjældet Lavinerne rulle. En Mand, der i Dag har til Sælhund kørt, siger, at han har Snespurven hørt.

Snespurven! Ja, _saa_ er Foraaret meldt: Kvinderne sidder med Smaabørn paa Nakken og syr midt i Sneen Familjens Telt, mens Mændene rigger saa smaat paa Kajakken, selv gaar jeg, en Vildmand i Dyrehud, og mindes, at nu springer Skoven ud.

Skoven derhjemme, af Bøge og Linde, nu sprænger det lyse Løv sit Dække, Knopskæl hvirvler for lune Vinde, det dufter syrligt fra Tjørnehække ... Jeg véd en Kvinde, ene, forknyt, hvis dyreste Minde spirer som nyt!

Det var i den bristende Vaar en Gang, at to, som elsked, fik sagt, hvad de vilde, men Livet gjorde dem Vejen trang og Ordene faa, -- tilsidst tav de stille, og tavs er endnu deres hede Bøn om en Spire af Haab, hver Gang Skoven blir grøn.

Hvor sælsomt, at to -- som fulgtes helst til Dagens Kampe og Nattens Leje, maa altid færdes ad skilte Veje, om deres Kærlighed skal blive frelst, maa have imellem sig Braadd og Skær for ret at være hinanden nær ...

Det er Søndag i Dag, sidst i April. Vær hilset, hjemlige Foraarsminder, trofaste Trøstere i mit Eksil, naar Timerne dræbende langsomt rinder, nu lysner, hvad mørkt jeg levede før, jeg sidder i Sol ved min Snehytte-Dør.

Jeg sidder i Sol -- men dækket bag Sne ligger vor tro Kammerat derinde og drages med Døden ... Nej, det maa ej ske! Snespurven er kommen. Solen vil skinne hans svækkede Legeme sundt og ungt ... Jeg sidder i Sol, -- men mit Hjærte er tungt ...

VEJRFAST

Kuling af Syd og Taage og Is, som bryder i Sundet. Nu ligger jeg uvejrsbundet, stormslagen som en Maage.

I Morgen skulde jeg været, hvor Kammeraterne venter mig. -- Al min Mad er fortæret, ingen kommer og henter mig.