Part 5

Jeg havde faaet Kompagniets Løfte om ialtfald nogle Sandsække; med dem agtede jeg at dække den fjerde Kanon. Men det trak ud trods gentagne Mindelser fra min Side og blev ikke til noget. Endnu den 17de April Kl. 11 Aften ventede jeg forgæves paa de Sandsække; de kom ikke. Den 18de April stod derfor den fjerde Kanon mindre godt dækket.

Utvivlsomt blev derved Batteriets Tab større end det burde have været. Men lige saa vist er det, at Tabet var blevet endnu større, havde jeg ikke faaet de tre andre Kanoner dækkede.

Jeg stod den 18de April Kl. 10 paa Kirkebatteriet; pludselig hørte jeg en stærk Infanteriild, forstod at det var Stormen, løb strax over paa Nordre Brohoved og fik Mandskabet til Kanonerne. I det samme blev der raabt: »Den sorte Fane paa Nr. IV!«

Endskønt jeg maatte gaa ud fra, at vore Egne endnu stod der som Fanger, ansaa jeg det for min Pligt strax at lade Kanonerne rette paa denne Skanse. Klokken var da c. et Kvarter over 10. Først en Times Tid efter lød Alarmsignalet.

Hele Tiden maatte vi fra Brohovedet skyde paa Fjenden over vore egne tilbagegaaende Tropper. Det var en uhyggelig Tanke: hvis nu en Granat sprang for tidlig! Og det kunde godt ske.

Vi blev hurtig Genstand for en stærk Beskydning. Saasnart Skanserne var tagne, kørte Fjenden Feltbatterier frem i Fægtningslinjen og beskød os fra dem saa vel som fra Batterierne paa Broager. Grev Waldersee opgiver, at der mod Brohovederne rettedes 60 Kanoner. De skød undertiden for højt; og en Del af Skytset var vel tillige rettet mod Alsbatterierne og Sønderborg. Der var hele Tiden en underlig Lyd i Luften over os. Vist er det dog, at vi til omkring Kl. 1 stod som Midtpunktet for den voldsomme Ild og sammen med Alsbatterierne besvarede den, skønt vi hindredes af mange uheldige Forhold.

Venstre Fløjkanon maatte jeg i Førstningen lade staa; der var ikke Mandskab til den. Senere blev den betjent af Infanteri. Af mine egne Folk mistede jeg strax ved Kampens Begyndelse de 6, nemlig to som faldne, to som saarede og to vistnok som Desertører. De to 84 Pd.'s Granatkanoner i 24 Pd.'s Belejringsaffutage havde meget stærk Rekyle; det var Meningen, at de skulde stanses ved et anbragt Stoppetov, men det sprang, saa Stumperne røg os om Ørene. Vi lagde da Tornystre under Forhjulene og Svansen til Hindring af Rekylen. Men det var som sagt et daarligt Mandskab; dets Holdning, særlig nu i den stærke Ild, var mindre tilfredsstillende; det hændte, at de smed sig under Brystværnet, saa jeg maatte tampe dem op. Og Tornystrene glemte de. Det havde til Følge, at de svære Kanoner gentagende løb ned ad deres Brisker; jeg maatte have Infanteri til at hjælpe dem op igen.

I Terrepleinet kørte Espingolerne forvildet rundt uden at vide hvad de skulde gøre; jeg maatte hjælpe deres Mandskab med at faa dem af Vognene og lægge dem op paa Brystværnet og forklare, at der godt kunde skydes med dem saaledes.

Et Sted var der nogen der brølede: »I skyder paa vore Egne!« Jeg troede, det var os, det gjaldt, og svarede: »Det er Løgn!« Man raabte tilbage: »Det er de forbandede Infanterister, der skyder paa deres Egne.«

Altsaa, der var megen Forvirring. Og heldigt virkede det ikke under saa daarlige Forhold, at der i Brohovedet opholdt sig flere højere Officerer.

Midt under Skydningen fik jeg Ordre til at optælle Ammunitionen. Da jeg gik forbi Krudtmagasinet, kom der en Granat og slog ned i Jorden, meget nær forbi mig. Jeg fornam intet Lufttryk, som jeg har hørt at man skulde ved en saadan Lejlighed. Men det var ikke hyggeligt at skulle gaa op til Kanonerne igen.

Heldigvis holdt vi det gaaende, til Ordren kom at vi skulde forlade Batteriet. Men det var ikke Præcisionsskydning, vi leverede. Rimeligt at Chefen for det i N. Brohoved staaende Infanteri (2den Brigade) blev vred og skældte mig ud paa Stedet. Men havde han kendt Batteriets Forhistorie, vilde han vel nok have givet sin Vrede en anden Adresse.

Og trods alt fik vi ikke saa lidt Jern kastet ind blandt Prøjserne. Vor Ammunition var næsten opbrugt, før Batteriet forlodes.

XXXII.

Det var omkring Kl. 1½ at først Infanteriet, saa Ingeniørerne og Artilleriet i Brohovedet fik Ordre til at trække sig tilbage til Als. Brohovedet havde nu opfyldt sin Bestemmelse og været med til at dække Troppernes Tilbagegang. Vi skulde over den søndre Bro; den nordre var allerede noget tidligere blevet afbrudt.

Jeg lod de tiloversblevne Krudtkasser kaste i Sundet og fornaglede Kanonerne med nogle store Søm, som Ingeniørerne havde efterladt. Ved en af Kanonerne laa der en Mand og klemte sig saa tæt som mulig op under Brystværnet; han havde aabenbart tabt Modet og vilde helst fanges; jeg jog ham ud.

Ligesom vi var rykket ud af Brohovedet, kom der Ordre, at vi skulde forsvare det til det yderste. Hvad Meningen dermed var, er ikke godt at vide. For sent var det ialtfald.

Der var tænkt paa at sprænge Krudtmagasinet i Brohovedet i Luften, men Major Jonquières forbød det, da han var bange for, at det skulde afstedkomme Tab blandt vore egne. Stor Nytte havde det heller ikke været til, da vi fra Als kunde bestryge hele det Indre af Brohovedet.

Den søndre Bro blev afbrudt ved Udsvingning af et Broled. Da Artilleriet i N. Brohoved var blandt de sidste, der fik Ordre til at trække sig over til Als, var jeg ganske naturlig blandt de sidste, der gik over Broen. Der var flere Officerer dér foruden de Ingeniører, som under Oberstløjtnant Dreyers Kommando skulde udføre Afbrydningen. Jeg saa bl. a. af Ingeniørerne Kaptajnerne Hedemann og Thulstrup, af Artilleriet min Chef, daværende Major Jonquières.

Da Ingeniørerne var ifærd med at afbryde Broen, saa det saae ud til, at en Del af disse Officerer maatte blive paa Sundevedsiden, gjorde jeg Majoren opmærksom derpaa. Han svarede mig ikke; jeg troede, at han mulig ikke havde hørt mig, han var noget tunghør paa det ene Øre. Jeg gik derfor over paa den anden Side af ham og sagde højt: »Broen bliver brudt af, Hr. Major, før De kommer over den!« Han svarede stadig ikke, _vilde_ altsaa ikke høre.

Jeg løb da og kom tidsnok over; der var ingen Mening i uden Nytte at blive og lade sig skyde. Tilmed havde jeg den Pligt at se at komme over og samle mit Mandskab. Men Jonquières med flere andre blev staaende, og det allerede afbrudte Broled maatte for deres Skyld svinges ind igen. Saa kom de over.

Tilfældigvis havde Prøjserne ikke vovet sig saa langt frem, at de kunde se vore Officerer staa der paa Broen; de var ellers blevet pillet væk til ingen Nytte.

Jeg tillod mig senere overfor Jonquières og Thulstrup at udtale min Opfattelse af det meningsløse i til ingen Nytte at lade sig skyde ned. Jeg fik det Indtryk, at den ene ikke havde villet gaa før den anden. Det synes mig en Misforstaaelse paa den Maade at ville kappes om at vise Mod. Hvor Pligten byder En at udsætte sig, er der intet at sige dertil. Men da vi paa ingen Maade havde Raad til at miste flere af vore ældre Officerer end nødvendigt, havde det efter mit Skøn her været deres Pligt at bringe sig i Sikkerhed.

En Officer tilhører ikke sig selv og har ikke Lov til af Trods eller Stolthed at udsætte hverken sig selv eller sit Mandskab. Men det saa man adskillige Exempler paa.

En Morgen, da et Par Officerer stod inde i Nr. II, kom der en rund Granat, som faldt foran dem og laa og snurrede rundt med rygende Brandrør. De saa noget betænkeligt til den, men rørte sig ikke, før jeg sagde: »De Herrer burde dække Dem, før Granaten springer!« Ogsaa her har rimeligvis den ene ikke villet være ringere end den anden.

En Nat kom en Infanterikaptajn -- det var den fra Mysunde bekendte Kaptajn Svane -- med sit halve Kompagni ind i Nr. II og stillede paa to Geledder ved Broagerflanken. Jeg bad ham rykke bort, da vi ventede en Granat, som rimeligvis vilde komme paa det Sted. Han nægtede det.

Jeg løb ud efter Afløsningen og fik dennes Kaptajn med tilbage for at tale Svane til Rette. Det blev gjort meget eftertrykkeligt, men til ingen Nytte.

I det samme kom heldigvis den Ingeniørofficer, som skulde tilse Nattearbejdet. Ham fik jeg til at befale den stædige Kaptajn øjeblikkelig at rykke ud af Skansen, da han generede Arbejdet. Det var en Ordre; den maatte lystres. Og saaledes fik vi endelig Infanteriet ud, før Uheld skete. Men en saadan Mand burde efter mine Begreber ikke have Kommando.

Noget andet er det, naar man har bebrejdet os Artilleriofficerer, at vi undertiden kommanderede fra Brystværnet under fjendtlig Ild. Det gjorde man ikke for Morskab, men kun naar Stemningen var trykket, for at berolige Mandskabet og vise det, at Faren var ikke saa stor.

XXXIII.

Jeg kom over Broen og gik op forbi Kirken. Der stod i en Indskæring lige op ad Kirkemuren fire 4 Pd.'s riflede Kanoner af 2det Batteri. Med disse Kanoner skulde de bl. a. skyde Pontonbroen isænk.

Jeg spurgte Officeren om Jonquières; han mente, Majoren var i Kirkebatteriet, hvor jeg saa gik op. Han var der ikke, men jeg traf hans Næstkommanderende Major W. Kauffmann, hos hvem jeg meldte mig til Tjeneste.

Der kom en Officer hen til mig og sagde: »Det var jo Dem, der kommanderede i N. Brohoved? De maa have haft svære Tab. Hele Terrepleinet ligger fuldt af Døde.«

Med det Svar, at efter mit Skøn havde vi haft forholdsvis ringe Tab, gik han hen og saae over til Brohovedet gennem et Skydeskaar ved en af de svære Kanoner. I det samme kom der en Granat, som ramte Rappertens Brystrigel og ved Sprængningen saarede mig og tre Mand til. Jeg meldte mig da som saaret til Major Kauffmann; det var for saa vidt unødvendigt, som jeg stod i mit Blod.

Jeg havde i Brohovedet været saa uheldig at miste min Kappe. Istedet havde jeg faaet en Underkorporalskappe; det var nok den, der gjorde Ulykken. I alle Tilfælde var Kuglerne efter mig, lige siden jeg fik den paa; paa en halv Time fik jeg to Træffere og flere Skud i Kappen, medens min egen var uskadt efter at have gjort hele Belejringen med.

Majoren bandt sit Lommetørklæde om min Arm for at stanse Blodet. Jeg kunde godt gaa, men blev dog taget op af Ambulancen. Vi kom forbi en Løbegrav, hvor der stod en norsk Læge; han anlagde den foreløbige Forbinding. Det saae ikke godt ud; der stak Benstumper ud af Saaret; venstre Underarm var knust.

Lægen smed Majorens Lommetørklæde og mit afskaarne Skjorteærme hen til en Side. Han saae meget forbavset ud, da jeg efter endt Behandling forlangte min Mansjetknap. Han kunde jo ikke vide, at det var en Gave, som jeg nødig vilde miste.

Herfra kom jeg hen paa Feltlasarettet, hvor jeg blev rigtig forbundet af en Læge Arendrup; han stod i travlt Arbejde og lignede en Slagter. En af mine Folk havde fulgt mig; han stod ved Siden af og græd. Da en anden Soldat spurgte ham, hvem jeg var, skældte han ham ud, fordi han ikke vidste det. Manden holdt af en høj Snaps; det var formodentlig Paavirkning af den Slags, der gjorde ham saa rørende.

Jeg blev atter overgivet til Ambulancen. Da de gik med mig, knækkede begge Bærestænger, saa jeg kørte et Stykke hen ad Vejen. Heldigvis kom der en Vogn med andre Saarede forbi; den tog mig op. Vi blev kørt ned til Høruphav og kom ombord i et norsk Dampskib »Nordstjernen«.

Jeg kunde selv gaa ud paa Skibet. Ved Bulværket traf jeg en højere Søofficer, som jeg var lidt i Familie med. Ham bad jeg telegrafere til mit Hjem, og Telegrammet kom afsted.

Paa »Nordstjernen« var alle Pladser optagne af Saarede. Enkelte var saa haardt medtagne, at de døde ombord; men man hørte ingen klage sig. Jeg overlod min Køje til en Officersaspirant, cand. jur. Haxthausen; han havde faaet 6 Lod Jern i Underlivet, hørte jeg siden. Jeg gav ham lidt Limonade og saae til ham engang imellem. Han laa stille hen, men døde et Par Dage efter.

Jeg traf her paa »Nordstjernen« min gamle Lærer fra Landkadetakademiet, Løjtnant _Pingel_. Da jeg i sin Tid forlod Skolen for at gaa over til Artilleriet, havde han sagt til mig: »Naa, De vil nok i Livsforsikringsanstalten!« Saaledes lod det til, at Fodfolket betragtede Artilleriet.

Her mødtes vi nu paa Lasaretskibet, begge saarede. Og jeg var noget værre tilredt end han; saa Livsforsikringsanstalten havde just ikke vist sig paalidelig.

Ved Landgangen i København blev jeg paa Grund af min Underofficerskappe vist paa Lasaret sammen med de Menige. Mine Forældre, som var rejst ind for at se mig, gik længe omkring og ledte efter mig.

Jeg laa et Par Maaneder paa Lasarettet i Wildersgade. Der kom en Del Benstumper og Klædeslapper ud af Saaret; Overlægen sagde, at jeg kunde takke mit sunde Legeme for, at jeg slap vel over den Historie.

KBHVN. -- NIELSEN & LYDICHE (AXEL SIMMELKIÆR)

Afskriverens bemærkninger

Overskriften XVIII. mangler. Det blev efterladt som i originalen.

Åbenlyse trykfejl er rettet, men forfatterens stavning er for øvrigt bevaret.