# Indtryk og Minder fra Dybbøl

## Part 4

Book page: https://www.cyberlibrary.org/da/books/indtryk-og-minder-fra-dybb-l-61328/index.md

I nødtvungen Uvirksomhed at udholde en stærk Beskydning er det værste. Selv de, der er kede af Livet, vil dog nødig skydes til Krøblinger. Andre tænker paa deres Hjem, paa Kone og Børn, hvis Kaar maaske vil blive trange, dersom Forsørgeren falder fra; dem er det strængt for. Andre kan saa daarligt beherske deres Nerver, at de er umulige som Soldater. Slemt er det, at man ikke forud kan være vis paa, hvordan man vil stille sig; fordi man en Dag har været rolig, kan man godt blive nervøs den næste.

Somme viser et vist Galgenhumør; de er ikke til at stole paa, det kan hvert Øjeblik slaa om i Fortvivlelse. De bedste Soldater, særlig under en Fæstningskrig, der fremfor alt kræver Udholdenhed, er efter min Erfaring de, der mener sig i Forsynets Haand, eller under en forud bestemt Skæbne, eller holdes oppe af en ubøjelig Pligtfølelse.

Ilde stillede er de forvænte, som ikke kan taale Savnet af det daglige Velvære. De bliver legemlig slappe og synker snart sammen i Mismod eller Sygdom. Dog ser man ikke sjælden tarvelig vante Folk bukke under før de bedre vante, som har aandelig Spændkraft nok til at aflokke det uvante Spil med Liv og Lemmer dets Interesse, gennem de Krav det stiller til Ens Mod og Raadsnarhed. Derover kan Ubehagelighederne glemmes.

Hvad man end kan indvende mod Krigen, saa er den med sine Anstrengelser og Farer en Prøvesten for Mennesker. I en Tid som den vi havde ved Dybbøl, gaar de svage og uduelige tilgrunde, og de dygtige modnes.

XXIV.

De før omtalte Vanskeligheder ved Skansekommandørens Stilling i Almindelighed mærkedes ikke mindst i Nr. II.

En Dag blev jeg kaldt op til Oberst Vahl og irettesat, fordi jeg hele Natten brændte Davys Sikkerhedslampe i Skansens Krudtmagasin. Vi brændte for 8 Skilling Olie hver Nat; Obersten mente, at det var en utilladelig Ødslen med Statens Penge.

Vi kunde imidlertid hvert Øjeblik vente at blive alarmerede. Hente Ammunition i Mørke kunde vi ikke; og stryge Svovlstikker i Krudtkammeret var dog sin Sag.

(Jeg saae ganske vist engang en Ingeniørkonduktør stryge en Svovlstik ved den aabne Dør til Krudtmagasinet -- for at tænde sig en Cigar. Men jeg blev meget bestyrtet over dette Syn, og tror nok jeg gav ham en knyttet Næve mellem Øjnene med det samme, hvilket han opfattede som en personlig Fornærmelse.)

Altsaa tog jeg min Røffel og blev ved med at brænde Lampe som før.

En anden Gang kom der Ordre til, at der ved hver Kanon skulde ligge 2 Granater temperede til 800 Alen, for at vi kunde have dem ved Haanden, naar Fjenden stormede. Naar de laa fremme, blev de imidlertid overdængede med Jord, tit helt begravede, saa snart Fjenden tog fat paa sin Beskydning. Først maatte man saa grave dem ud, og dernæst rense dem, inden de kunde gaa i. Vi foretrak derfor vedblivende at hente dem fra Magasinet, naar der blev Brug for dem.

I saadanne Tilfælde havde det sine Fordele at være Reserveofficer. Vi havde ingen Forfremmelseslister at tage Hensyn til. Men naar Fjenden holdt op at skyde paa os, kom vore egne og skældte os ud. Det var Krig hele Tiden; man maatte have sine Kløer hvæssede. Undvære os kunde de ikke; dog havde det været rart med lidt bedre Orden i Tingene, lidt mindre unødvendigt Bryderi.

XXV.

Skanse II var fra først af bestykket udelukkende med glatløbet Skyts, hvoriblandt 2 84 Pd.'s Granatkanoner. Da Prøjserne begyndte deres Batterianlæg paa Broager, blev Broagerflanken monteret med 4 12 Pd.'s riflede Metalkanoner, og da den ene blev demonteret, ombyttedes den med en 4 Pd.'s riflet Jernkanon, som senere blev demonteret ved at en Granat slog Mundingen flad. Istedet for den kom der en lignende, som Mandskabet _stjal_ en Nat, da den bag Skansen var kørt fast og forladt. Det var særlig disse riflede Kanoner, der i nogen Tid satte os istand til at holde Kampen gaaende.

I Begyndelsen var det de svære Fireogfirspundige, der havde Mandskabets Tillid. Da jeg den 28de Marts om Morgenen kom ind i Skansen, fandt jeg Folkene i en løftet Stemning; en Infanterist var ifærd med at forklare sin Kammerat, at ved det første Skud, der faldt fra den 84 Pd.'s Granatkanon, »skvat« alle de der stod omkring den, som han udtrykte sig.

Men da vi fik de riflede Kanoner, og Mandskabet havde set deres Virkning, varede det ikke længe, før »riflet« blev det staaende Ord for alt, hvad de vilde sige noget godt om. Med de fire Kanoner af 4de Batteri fulgte deres Betjeningsmandskab. Det var et udmærket Mandskab, med godt Sammenhold, og grundigt øvet i Brugen af det riflede Skyts, hvilket de andre Konstabler ogsaa snart lærte. Efterhaanden smeltede Halvbatteriets Mandskab sammen med Skansens andre Artillerister.

Der var i Skanse II saa lidt som andre Steder Overflod paa Befalingsmænd; men de der var, duede til noget. Fra 4de Batteri kom med Kanoner og Mandskab de to Linjekorporaler _Vilhelm Hansen_ og _August_. Og da de forfremmedes til mere selvstændige Stillinger, erstattedes de med Reservekorporalerne _Ludvig Hansen_ af 4de Batteri og _Chr. Christensen_ (Dons) af Fæstningsartilleriet. Alle fire blev med Ære Dannebrogsmænd for udmærket Tjeneste under Belejringen, og har siden i høj Grad nydt deres Medborgeres Agtelse, hver i sin Stilling. August blev Inspektør ved Usserød Klædefabrik, Vilhelm Hansen Stationsforstander, først i Fredensborg saa i Fredericia; jeg tror, han af Hensyn til sin Alder siden har søgt en lettere Plads. Ludvig Hansen er Bud i Krigsministeriet, og Chr. Christensen Gaardejer i sin Hjemstavn.

Dette Mandskab og disse Befalingsmænd maa ikke glemmes, naar man taler om Skanse II.

Da jeg første Gang mødtes med Anker i Skansen, spurgte jeg ham, om han ikke kunde anbefale mig en særlig paalidelig Mand; han henviste mig da til Christensen Dons, som havde været der hele Tiden. Det var ingen fejl Anvisning. Christensen var en Mand med stærke Nerver og en ligesaa stærk Pligtfølelse. Om ham er det sandt, at han nægtede at tage mod Afløsning. Kun en Gang imellem gik han hjem i et Par Nattetimer for at faa lidt varm Mad. Ellers var han i Skansen lige til det sidste; han blev fangen den 18de April. Mærkeligt nok er det, at Christensen var fraværende den 28de Marts, da Nr. II ved forskellige Uheld kom »Hors de combat«, netop som der var Brug for dens Indgriben i Fægtningen. Jeg havde den Dag Extravagt i den tilbagetrukne Linje.

XXVI.

I Begyndelsen gik det helt godt, den ene Dag omtrent som den anden, med Skydning i c. 6 Timer, Udbedring af Skansen om Natten, Modtagelse af nyt Materiel istedetfor det der blev skudt itu, og Komplettering af Ammunitionsbeholdningen. Under Arbejdet om Natten fik vi undertiden en Granat, men mange kom der ikke, og havde man gode Observationsposter, sinkede det ikke synderlig.

Disse Nattegranater kom næsten saa regelmæssig som efter et Urværk. Da Kongen kom ind i Skansen Natten mellem den 22de og 23de Marts, ventede vi netop en Granat. Infanteribesætningens Chef, Kaptajn Drastrup, der blev saaret den 18de April og siden faldt i Kampen paa Als, modtog Kongen og underrettede ham om, hvor der var den bedste Dækning. Men Kongen lod, som om han ikke hørte ham. Det var saa meget uhyggeligere, som Kongen stod paa det mest udsatte Sted.

Jeg holdt mig afsides for ikke at sinke Kongen, der mulig vilde have henvendt nogle Ord til mig i min Egenskab af Skansekommandør. Drastrup kom farende hen til mig og sagde: »Hvad skal vi gøre? Kongen vil intet høre om Dækning -- vi venter jo en Granat!« Og vi stod alle i stærk Spænding, indtil Kongen trak sig tilbage. Et Par Minutter efter kom Granaten -- og slog ned paa den Plet, hvor Kongen havde staaet!

Saalænge vi blot nogenlunde kunde svare igen, var Stemningen i Nr. II udmærket. Den 23. Marts skød vi 183 Skud, Fjenden 176.

Men da han mærkede, at vi ikke gav os for saa lidt, bragte han bestandig flere Kanoner i Batteri mod os. Hans Granater fra Broager naaede op i Nr. VI, det var c. 6000 Alen, og over til Sønderborg, et Par hundrede Alen længere; det længste, de kunde naa, var vist henved 7000 Alen. Det var hidtil ukendte Afstande.

I de første Dage var det særlig Nr. II, der var Skive for Kanonerne fra Broager; senere fik ogsaa de andre Skanser deres Del. Da de var saa godt som ude af Stand til at besvare denne Ild, fik Nr. II Ordre til, naar den blev dem for generende, at trække Ilden paa sig ved forceret Skydning. Det var en Ordre, som passede os; der er ingen Fornøjelse ved at lade sig overdænge med Granater og miste Mandskab og Materiel, naar man ikke maa bide fra sig efter Evne.

Mindre let var det dog, naar vi samtidig skulde efterkomme en anden Ordre, som bød os at spare paa Ammunitionen, af Hensyn til de ikke ret store Beholdninger.

Fjenden sparede saavist ikke paa Ammunitionen. Skulde vi have raabt Dæk, hver Gang vi saae en Kanon give Ild derovre, var det snart blevet til Dæk allesammen. Men den preussiske Granat var c. 13 Sekunder om at passere Vemmingbund. En dygtig Observationspost kunde nok vente c. 10 Sekunder, for at blive klar over, hvor Granaten skulde hen. Se den kunde man ikke; men man lærte efterhaanden at høre paa dens Lyd, hvor den skulde hen, til Sønderborg, til Dybbøl Mølle, helt op til Nr. VI, eller ned til os. Og man kunde nok dække sig paa 3 Sekunder; det fik man snart Øvelse i. Men hørte man Granaten brøle i Luften, var det yderste Øjeblik; saa var den der med det samme.

Prøjserne opgiver, at de skød i Gennemsnit _pr. Dag_: Fra 13de Marts til 1ste April 227 Skud; fra 2den til 9de April 2,866 Skud; fra 10de til 18de April 4,967 Skud. Og den 18de April skød de paa sex Timer fra Kl. 4 Morgen til Kl. 10 Form. 7,900 Skud.

Fra den anden April var Beskydningen altsaa voldsom; og fra den 10de ligefrem overvældende. Jeg tror nok, det var den 10de jeg fik Ordre til at trække Ilden fra Broager paa Nr. II: mine 3 riflede 12 Pd.'s Forladere fik Svar fra mindst 15 riflede Bagladekanoner derovre. En saadan Kamp var det ikke muligt at holde gaaende; vi vilde meget hurtig have faaet Mandskabet skudt og Kanonerne ødelagte.

Vi maatte da blænde Skydeskaarene med Sandsække og saa vidt muligt trække Kanonerne i Læ bag Tværvolde o. s. v. for dog at have nogle i Behold til Kardætskskydning, naar Stormen kom. Om Aftenen aabnede vi atter Skydeskaarene og trak de ladte Kanoner paa Plads for at være beredt paa alle Eventualiteter.

Under den stærkt forøgede Beskydning blev det meget vanskeligt i Nattens Løb at bringe Skanserne i blot nogenlunde Orden; de fik efterhaanden et slemt forrevet Udseende.

Og Terrænet udenom blev saa oprodet, at Transport af nyt Materiel til Erstatning for det ødelagte i høj Grad besværliggjordes. Ogsaa Broerne var i en maadelig Forfatning. Ligesaa Stormpælene i Skansen og Gravene. Og en stor Del af Skytset blev trods alle Forsigtighedsregler demonteret.

Nr. II maatte, i den Tid Anker og jeg skiftedes, begrave 9 ødelagte Kanoner; deraf begravede jeg de 7, bl. a. en 84 Pd.'s Granatkanon Nr. I. Det var en svær Karl; den vejede 8,500 Pd.; vi maatte grave et dybt Hul og vælte den ned med Affutagen -- som vi saa hejsede op igen, før vi kastede Graven til.

Den 16de April gav Major Jonquières mig Lov til at trække to af de riflede Kanoner ud af Skansen for at bringe dem i Sikkerhed paa Als. (Den tredie var kun brugelig til nogle Kardæskskud).

Bruge dem mod Broager kunde vi jo ikke, og baade jeg og Mandskabet syntes det var en Skam de skulde ødelægges eller falde i Fjendens Hænder; de havde tjent os godt. Broen var istykker, saa vi maatte trække dem ud over Graven, et besværligt Arbejde. Det sønderskudte Materiel slængte vi udenfor, Hjul, Lavetter, Slæder, Rapperter, Palissadepæle o. s. v. Det blev tilsidst en køn Bunke.

Under disse Forhold maatte Betjeningsmandskabet om Dagen søge Tilflugt i Krudtmagasinet, med kun en enkelt Vagtpost ude. Infanteriet laa i Løbegravene, hvor de som sagt yderligere søgte Ly i selvlavede Huller, undertiden i større Afstand fra Skanserne end det fjendtlige Infanteri i Parallelerne foran Stillingen. Alt Mandskabet havde ligget for længe, værgeløst overdænget med Fjendens Projektiler, med vaagne Nætter i Kulde og Regn. De mindre Sammenstød med Fjenden var næsten altid faldet uheldigt ud. Der var kun faa brugelige Kanoner tilbage i Skanserne. Ingen troede mer, at vi kunde afslaa Stormen. Humøret var borte, selv hos de frejdigste, og Disciplinen gennemgaaende stærkt svækket. Stillingen var for øjensynlig haabløs.

Der blev talt om Udfald; mange mente at saadanne vilde have styrket Soldaternes Selvtillid m. m. Det var dog vist heldigt, ialtfald nu mod Slutningen, at Kommandoen afholdt sig fra den Slags Forsøg. Vi vilde overalt være kommet i Kast med en i Tal, Vaaben, Uddannelse og Disciplin langt overlegen Fjende; og mislykkede Udfald er næppe synderlig opmuntrende.

Derimod kan man med Grund beklage, at Kommandoen ikke bestemte sig til, som tilraadet af Major Jonquières og foreslaaet af General du Plat, at opgive den ødelagte Stilling og trække Hæren over til Als.

XXVII.

Den 1ste April skød Prøjserne næsten ikke fra Broager; de havde bragt deres Skyts op langs Alssund til Understøttelse for den planlagte Overgang til Als. Den skulde have fundet Sted tidlig om Morgenen den 2den April fra Ballegaards Færge, men maatte paa Grund af Storm udsættes til næste Morgen. Og da Vejret vedblev at være meget uroligt, blev Foretagendet helt opgivet for den Gang.

Men for at aflede vor Opmærksomhed fra disse Planer var det, at Prøjserne den 2den April bombarderede Sønderborg. De rettede særlig efter Raadhustaarnet, saa de bagved liggende Bygninger blev slemt medtagne. En enkelt Granat slog 28 Mand ned lige udenfor mit Kvarter; jeg boede hos min Fætter Forpostkommandøren, han stod ved Vinduet og saa det. Selv var jeg heldigvis ikke hjemme den Gang, og da jeg kom, var det værste overstaaet.

Om Natten fortsattes imidlertid Bombardementet, der naturligvis fulgtes af langvarige Ildebrande. Der kom Brandmandskab fra København, men det maatte opgive den sydlige Del af Byen, hvor det meste brændte ned. Under saadanne Forhold fandt selvfølgelig nogen Uorden Sted; Soldaterne fik Skyld for Plyndring. »Redde« gjorde de ialtfald. Jeg saa en Mand hente en Fjerding Smør og en Del andre Varer ud af et brændende Hus; havde han ikke taget det, vilde Flammerne have gjort det.

Det var ikke nemt at skaffe Proviant under de Forhold. Men vi havde en Ordonnans, der forstod Kunsten. Efter sin Hjemstavn hed han aldrig andet end »Fre'sber'«. For at hindre Plyndring, var der sat Gardister ved Broen; ingen af Mandskabet maatte paa egen Haand gaa fra Stillingen over til Byen. Men naar Fresber kom, brølede han hovent: »Jeg er _Ordonnans_!« Saa turde de ikke andet end lade ham passere. Ude fra Broen haanede han til Tak de dumme »Ben-Gardister«. Og naar han kom tilbage, havde han gerne Kurven fuld.

»Det gaar ikke, Fresber,« sagde vi; »hvor har du faaet det, og hvad koster det?« Det kunde han aldrig »huske«; men han skulde se at komme i Tanker om det, sagde han. Naar vi saa havde spist, kom han: »Undskyld, Hr. Løjtnant, der skulde vel ikke være en Slat tilovers?« Det var undertiden ikke saa smaa Slatter han fik. Saa lavede han med stor Færdighed Kaffe og brølede paa de andre: »I Bønder, kom her og træd an til Kaffe!«

Han havde rigtig hvad man kalder Københavnerhumør, aldrig forknyt. Engang saae jeg ham gaa ved Siden af en Kammerat, en Bonde, da der faldt en Granat lige for Fødderne af dem. Den anden sank lidt i Knæene, men Fresber ikke saa meget som blinkede. »Kan du gi' igen paa den, Hans Pe'sen?« sagde han.

Som bekendt fraterniserede Mandskabet undertiden med Prøjserne. Fresber var tit derude og blev vel modtaget. Engang spurgte de ham: »Hvad er det, I saadan har tømret paa inat?« »Minerne«, svarede han; »nu ryger I snart i Luften!«

XXVIII.

Om Aftenen den 2den April var det Bestemmelsen at jeg skulde blive i Forpostkommandørens og mit fælles Kvarter for at passe paa Tøjet, men jeg maatte opgive det; der kom lovlig mange Granater. Jeg gik saa ud for at finde Natteleje et andet Sted.

Der var ikke hyggeligt at gaa i Sønderborg Hovedgade den Nat. Granaterne slog ind i Husene rundt om, og Tagstenene raslede med stort Rabalder ned paa Gaden mellem de flygtende Beboere, der skyndte sig nordpaa, belæssede med deres Sengklæder og andre Ejendele.

Jeg fik Natteleje i en Ingeniørofficers Kvarter med den Bemærkning, at Sengens Ejer kunde ventes om Morgenen; han kom ogsaa, jog mig ud og krøb selv tilkøjs. Mens jeg stod og vadskede mig, slog en Granat ned i Genbohuset, saa Tagstenene raslede ned paa Gaden. Ingeniøren var øjeblikkelig faldet i Søvn; han foer op med Raabet: »Hvad er det?« »En Granat,« svarede jeg, temmelig tvært.

»Her er vist ikke sikkert?« sagde han tvivlraadig. Da kom der en ny Granat, som kastede en Skorsten ned paa den anden Side af Gaden med et stort Spektakel. Nu foer Manden ud af Sengen og forlod Huset efter at have indbudt mig til Frokost. Da jeg kom hen, hvor vi skulde spise, -- det var i et Hjørneværelse med Vindu til begge Sider -- var Stuen skudt ud i eet, og der var ingen Frokost.

Jeg gik hen til mit Kvarter for at se efter Tøjet; begge Nabohusene stod i Brand, og Flammerne slog ind ad Husets sønderskudte Vinduer. Dørene fandt jeg lukkede; jeg sprængte dem, og fik ved Hjælp af et Par Soldater Tøjet slæbt i Sikkerhed.

Da jeg kom ned ad Trapperne, stak en ung Pige Hovedet op af Kælderlemmen. Jeg forklarede hende den farlige Stilling hun befandt sig i; Huset vilde snart brænde og styrte sammen over hende, hvis ikke en Granat forinden gjorde Ende paa hendes Liv. Hun svarede at hun blev der; hun havde lovet sin Madmoder at passe paa hendes Tøj, og lod sig ikke rokke, hverken af Trusler eller Bønner.

Jeg maatte da sende Bud ud til Forpostkommandøren, og indtrængende opfordre ham til at skaffe en Vogn, idet jeg forklarede ham, at Pigen ellers ufejlbarlig vilde blive enten kvalt i Kælderen eller dræbt af en Granat. Det har ikke været let at skaffe den Vogn; men den kom. Pigen blev nu sammen med sin Madmoders Tøj kørt ud paa Als; hun havde holdt sit Løfte.

Hvad mon den Piges Skæbne er blevet? Hun staar ofte for mine Øjne: lille og uanselig, men med en Pligtfølelse og staalsat Vilje. Lever hun endnu, maa hun være over 60 Aar.

XXIX.

Jeg havde en Gang Kommando i _den tilbagetrukne Linje_.

Den var anlagt under Belejringen, til Støtte for venstre Fløj, og bestod af en lav Jordvold med foranliggende Grav, i skraa Retning fra Skanse IV, bag III, II og I, ned til Vemmingbund. Der var tre Indskæringer med hver 4 Stk. 24 Pd.'s Granatkanoner i Feltlavet. Anlægget begyndtes 11te Marts, og Værkerne monteredes Natten til den 25de.

Denne Linje kunde efter sin Retning ikke godt enfileres fra Broager. Men naar Skanse IV var taget, kunde man fra dens Brystværn skyde lige ned i den nærmeste Indskæring og feje Mandskabet fra Kanonerne. Jeg gjorde Kommandoen opmærksom paa denne Fejl, og det var dens Mening, at jeg skulde have været ud at anlægge en Tværvold, der kunde hindre en saadan Beskydning fra Nr. IV; men det naaedes ikke.

Uheldigt var det, at den over disse tre Kanonplacementer kommanderende Officer ingen Underofficerer skulde have. Der burde have været en dygtig Underofficer i hver Indskæring. Men jeg kunde ikke andet end misunde den Mand, som kunde raade over en saadan Bestykning. De 24 Pd.'s Granatkanoner var af lettere Skyts det bedste vi havde til Kardætskskydning, og anbragt i Feltlavetter kunde de betjenes meget hurtig.

Den tilbagetrukne Linje havde lidt forholdsvis ringe Molest under Beskydningen, og var endnu den 18de April fuldt monteret. Jeg nægter ikke, at jeg kunde haft Lyst til at optage en Kamp her, med mit Mandskab fra 4de Batteri eller Flankebatteriet. Havde vi her optaget vore tilbagegaaende Tropper fra 1ste Linje og holdt Stillingen til vore Reserver (8de Brigade) naaede frem, turde det have givet nogen Forandring. Og det havde ikke været nogen uløselig Opgave. Det havde ikke været nogen Spøg for Prøjserne at gaa frem mod den tilbagetrukne Linje over udækket Terræn, udsatte for en stærk Kardætsk- og Riffelild paa nært Hold.

Den tilbagetrukne Linje blev imidlertid den 18de April saaledes forsvaret, at Prøjserne besatte den uhindret; og det blev 8de Brigade, der maatte gaa frem uden Dækning. Resultatet er kendt.

Derimod turde det være mindre kendt, at den i den tilbagetrukne Linje kommanderende Artilleriofficer, en Løjtnant _Kofoed_, den 18de April rendte fra sin Post paa Strømpesokker, med Støvlerne i Haanden -- naturligvis fulgt af sit Mandskab.

Han kom forbi Forpostkommandørens Adjudant, den flotte og kække Løjtnant Binzer, og spurgte ham i Farten: »Hvad skal jeg gøre? --« »Rejs ad Hedehusene til!« raabte Binzer.

Løjtnant Kofoed havde ingen Kommando ved Alssund den 29de Juni!

XXX.

Man har sagt om Artilleriforsvaret af _Nordre Brohoved_ den 18de April, at det lod en Del tilbage at ønske. Det er rigtigt. Jeg veed det bedst. Det var mig, som ledede det.

Den Officer, som den meste Tid havde været Skansekommandør i N. Brohoved, havde ikke med synderlig Troskab opfyldt sine Pligter. Det var, saavidt jeg husker, først den 7de April, Anker og jeg som Tjeneste i anden Linje fik tildelt Kommando i Brohovedet (foruden Kirkebatteriet paa Als). Da jeg overtog Brohovedet, fandt jeg det i en meget daarlig Tilstand. Kanonerne skød over Bænk, og Brystværnet var ikke rørt siden 61; alt var i Uorden, Mandskabet demoraliseret. (Brohovedet havde vel at mærke ikke været Genstand for nogen Beskydning. Men den sygemeldte Artilleriofficer, hvem vi nu afløste, havde nok aldrig været paa Batteriet.) Tilmed var der for faa Folk, nemlig 18 Mand til Betjening af 2 Stkr. 84 Pd.'s Granatkanoner Nr. 2 og 2 Stkr. 12 Pd.'s Kuglekanoner samt et meget ubekvemt liggende Krudtmagasin.

Jeg arbejdede efter bedste Evne i Brohovedet, naar jeg var afløst fra Skanse II og ikke blev sendt andre Steder hen. Og jeg bad Anker, om han ligeledes vilde gøre sit til at faa Batteriet istand, naar han havde sin to Dages Vagt der. Det maatte, mente jeg, være ham ligesaa magtpaaliggende at faa Værket i Forsvarsstand, da det ligesaa godt kunde træffe ham at faa Kommandoen der under en Storm.

Dertil svarede han med en drøj Ed: »Nej, jeg kører lige til Høruphav og kommer ikke derfra, før jeg skal afløse Dem i Nr. II!« Og han holdt Ord. Han kørte lige til Høruphav og var der sammen med Dampskibet Zampas Kaptajn istedetfor at gaa til Brohovedet, hvor han, saa vidt jeg veed, ikke har sat sin Fod.

Det blev mig, som kom til at kommandere Brohovedet under Stormen. Jeg havde arbejdet paa det saa godt jeg kunde, al den Tid, jeg var afløst fra Nr. II og fri for Extraarbejde andre Steder. Det vilde dog have været en Skandale, om Artilleriet i N. Brohoved havde spillet samme Rolle som det i den tilbagetrukne Linje. Det er ikke godt at vide, hvordan det var gaaet Tropperne paa Retræten fra Skanserne, om ikke Brohovedet havde hjulpet med til at dække dem. Men Anker havde forsømt sin Pligt paa denne Post; derfor var Brohovedet ikke i fuld Forsvarsstand og virkede ikke saa kraftigt som det skulde. Herfra skriver sig den eneste Bitterhed, jeg har næret imod Anker.

XXXI.

Jeg gjorde et Forsøg paa at faa udleveret Skansekurve til Fuldstændiggørelse af Brystværnet, saa Mandskabet under Betjeningen ialtfald kunde have Dækning mod Infanteriild. Skulde vi skyde over Bænk udsat baade for Riffel- og Kanonild, vilde det føre til en Forblødning, før Batteriet havde løst sin Opgave.

Jeg gik til Artillerikommandoen og 4de Fæstningskompagni og bad om disse højst nødvendige Skansekurve. Man henviste mig til Ingeniørerne; de mente ikke det var muligt at skaffe dem. De kunde med Nød og neppe skaffe de nødvendige til 1ste Linje.

Men have dem skulde og maatte jeg. Saa fandt jeg dem selv og stjal dem om Natten. Paa den Maade fik jeg samlet 27 Kurve; det var nok til Dækning for de 3 Kanoner.