Part 3

Han forlangte meget af os, men kunde det med Rette, da han aldrig sparede sig selv, og ikke krævede mer end det nødvendigste hverken af Hvile eller Bekvemmelighed. Dette betød saa meget mere, som han næppe var synderlig hærdet; han havde i en Aarrække mest været Kontormand.

Som et Tegn paa hans fordringsløse Indretning kan det nævnes at jeg saae, han havde kun 1 Lagen i sin Seng, og det led ikke af Renlighed. Jeg gjorde Nar ad hans Adjudant for det; jeg syntes, det var lige tarveligt nok til Stillingens øverstkommanderende Artilleriofficer.

Jonquières var en alvorlig Mand, men kunde ogsaa skæmte paa den elskværdigste Maade. Da jeg laa saaret efter den 18de April, skrev han et nydeligt Brev til mig med den Tilføjelse, at han haabede, jeg intet havde imod, at man havde erobret min Kasse (med Smør, Ost, Vin osv., som jeg havde faaet sendt hjemmefra den 17de April), da den var til stor Nytte.

Den 16de April fik jeg min sidste Ordre af Jonquières; den gjaldt Udtransport fra Nr. II af to riflede Kanoner, som jeg havde bedt om Lov til at redde fra Ødelæggelse eller Erobring. Da mærkede jeg nok, at han saae skeptisk paa Forsvaret. Senere fortalte han mig, at han den Aften havde meddelt Overkommandoen, at han betragtede Dybbølstillingens Artilleriforsvar hovedsagelig som endt.

Med andre Ord, han gjorde, hvad han kunde, for at vi skulde trække os tilbage i Tide. Men alt var forgæves. Vi veed jo forlængst, at der ogsaa fra andre højtstaaende Officerer skete Henvendelse til Overgeneralen i samme Retning, men denne, der laa syg, turde hverken selv paatage sig Ansvaret eller overlade det til en af de andre Generaler. Han spurgte Ministeriet, og Svaret blev Nej.

Selvfølgelig maa _Lundbye_, som dengang atter var Krigsminister, foruden sit øvrige store Ansvar fra tidligere Tid ogsaa bære Ansvaret for den 18de April; men _Monrad_ var dog vist i dette Tilfælde den egentlige Skyldige. Han vilde jo, at vi skulde holde Stillingen til Londonnerkonferencen traadte sammen, hvilket skulde ske den 20de April. Som om ikke Bismarck nemt kunde have faaet Konferencen udsat, hvis Dybbøl ikke var taget til den Tid!

XVII.

Efter de mere almindelige Bemærkninger i det foregaaende vender jeg tilbage til mine egne Oplevelser under Tjenesten ved Dybbøl.

Fra Nr. IX kom jeg over til _Flankebatteriet_ paa Als. Det skulde bestykkes med 7 Stkr. 84 Pd.'s Granatkanoner Nr. 1 i høj Affutage.

Det var et besværligt Arbejde. Hver af disse Kanoner vejede 8,500 Pd. Ordren lød paa hurtig Udførelse; men Regn og Sne havde opblødt Jorden. Underlagsklodserne kunde ikke bære den store Vægt oppe; de sank i, naar vi skulde flytte Kanonen. Og naar vi tog Kanonen op, som det hedder, sank Kranen i med alle fire Ben lige til Spilbommen.

En Dag kom den øverstkommanderende Artilleriofficer tilstede; det var paa dette Tidspunkt Oberst Vahl. Han syntes, at det gik for smaat, og tog Kommandoen fra mig for selv at lede Arbejdet. Han var Forfatter af Manipulationsreglementet, altsaa Specialist paa det Omraade. Det lykkedes ham at vælte Kranen, og Kanonen sank ned i Leræltet.

Saa forsvandt Obersten med den Bemærkning, at det var et slemt Arbejde. Det vidste vi i Forvejen. Og han havde just ikke gjort det lettere. Nu skulde vi først have Kranen rejst igen og Kanonen gravet fri. Men det gik. Mandskabet tog flinkt fat. Og der var nok at gøre; Batteriet laa urørt fra 61.

En Dag saae jeg Prøjserne sætte nogle Granater i Brystværnet af Nr. X lige paa den anden Side Sundet. Mit Krudtmagasin var af Træ og fyldt med Ammunition; Ingeniørerne skulde have dækket det med Jord, men det var endnu ikke blevet til noget. Hvis nu Prøjserne fandt paa at sende ogsaa mig en Granat, kunde den ved at træffe Krudtmagasinet sprænge det hele i Luften. Jeg blev bange og lod mine Folk tage fat med at klaske Jord paa.

Jeg stod i nogen Afstand med Ryggen til. Pludselig blev der stille: jeg vendte mig om og saae Ingeniørkaptajnen, som skulde have udført Arbejdet. Han tog mig aabenbart ilde op, at jeg selv lod det gøre. »Jeg har stoppet Deres Folk,« sagde han, »det er en Skandale, at De tager saa meget Jord fra Marken! Som om den arme Mand [Gaardens Ejer] ikke havde Ulemper nok!« Og saa vendte han sig til sin Konduktør: »Vil De regne mig ud, hvor stort Flademaal der skal udgraves til 2 Alens Dybde for at dække Krudtmagasinet!«

Konduktøren, rimeligvis af Profession Snedkersvend, fik sin Lommebog frem og regnede og regnede. Endelig kom Resultatet. »Netop saa meget har jeg befalet mine Folk at tage,« sagde jeg. »Har Kaptajnen noget imod, at vi fortsætter?«

Han snurrede rundt paa Hælen og forduftede. »Paa'en igen, Karle!« raabte jeg. Og det kan nok være det gik.

Samme Kaptajn havde været der før; da der skulde sættes Ammunitionshylder i Magasinet. Han vilde absolut indrette dem til 24 Pd.'s Ammunition, skønt jeg gjorde ham opmærksom paa, at vor Ammunition, som var 84 Pd.'s, i saa Fald ikke vilde kunne komme ind paa Hylderne.

Da han ikke lod til at tillægge dette Forhold nogen Betydning, maatte jeg forsikre ham, at fik vi ikke de rigtige Hylder, vilde jeg rive hele Krammet ned igen øjeblikkelig. For ind skulde Ammunitionen!

Det hjalp. Men det var just ikke Velsignelser, vi to nedkaldte over hinandens Hoveder.

Min Trøst var, at jeg stod mig godt med Mandskabet. Det var for største Delen villige og dygtige Folk. Og da jeg var saa heldig at staa mig godt med Kompagniet, kunde jeg blive af med de enkelte, jeg ikke syntes om, og faa andre i Stedet, mest af dem, der blev udskrevet fra Lasarettet. Paa den Maade fik jeg efterhaanden her i Flankebatteriet en ret udsøgt Besætning; jeg tror ikke, der var nogen bedre i hele Stillingen. Det var mig en Fornøjelse at arbejde med de Folk.

Jeg mødte engang den Officer, der havde afløst mig i Flankebatteriet; han mente, at jeg havde forkælet Besætningen. Det tror jeg ikke, jeg havde. Men jeg havde saa godt som ingen Underofficerer og skulde betjene syv 84 Pd.'s Granatkanoner Nr. 1 i høj Affutage med ca. 60 Mand, hvoraf jeg maatte udtage de bedste til Kanonkommandører. Det var under de Forhold nødvendigt for mig at kende hver enkelt Mand og staa mig saa godt som muligt med dem alle.

Gensidig Tillid og Velvilje var uundværlig. Jeg fordrede meget Arbejde, men gav dem det, saa vidt gørligt, paa Akkord. Jeg blev da ogsaa hurtigere færdig end min Nabokommandør, skønt jeg udførte en Del Arbejde, der tilkom Ingeniørerne. Og ved stadig selv at være tilstede under Arbejdet og deltage deri kom jeg til at kende mine Folk og havde aldrig Vrøvl med dem, -- medens en af mine Naboer, en fast Officer, maatte rekvirere Haandjern for at klare sig.

Det var kun rimeligt, at jeg til Gengæld for Mandskabets Flid og gode Opførsel værnede dets Interesser, hvor jeg kunde.

En Overintendant befalede mig at udlevere de Tæpper, som en Del af mine Folk selv havde baaret op fra Dannevirke. Jeg svarede, at vilde han have dem, maatte han tage dem; jeg udleverede ikke de Tæpper.

Han tog dem ikke. Derimod rekvirerede jeg 36 Tæpper extra, og fik dem. Mine Folk laa i Kostalden i en gammel Bondegaard; med det Nattelogis ved Vintertid kunde de nok trænge til et extra Tæppe.

Og da jeg hørte, at der var kommet frivillige Gaver af Uldtøj, samlede jeg mit Mandskab og skrev op, hvad hver især ønskede sig. Jeg fik alle deres Ønsker opfyldt; Gaverne maa være indkommet rigeligt. Ogsaa fra min Hjemstavn fik jeg Uldtøj og Tobak m. m., som gjorde megen Lykke hos Folkene. Særlig glade var de for Aviserne -- som desværre indeholdt en forkert Bedømmelse af Stillingen.

Som sagt, vi fik arbejdet os fast sammen. Men en kort Glæde fik jeg deraf. Omtrent samme Dag som Batteriet stod færdigt, fik jeg Ordre til at overtage en anden Kommando. Saaledes blev vi Artilleriofficerer jo stadig kastede fra den ene Stilling til den anden, til stor Skade for Tjenesten.

Da jeg i sin Tid rykkede ind i den Gaard, hvor Folkene skulde ligge, kom Bonden farende ud og jamrede sig over den Indkvartering. Man havde bildt ham ind, at Artilleristerne var rene Røvere.

Nu da jeg skulde bort, kom han og bad mig, om han dog maatte beholde sin Indkvartering; det var den behageligste, han nogensinde havde haft. Jeg mindede ham om, hvad han havde sagt den Dag vi kom, og udtalte min Glæde over, at han havde skiftet Mening.

Ellers var det med Sorg jeg forlod Flankebatteriet og mit gode Mandskab der. Baade Folkene og jeg bad, om vi atter maatte komme sammen, men det skete ikke. Siden blev ogsaa Mandskabet splittet ad. Og jeg saae aldrig tiere Flankebatteriet, hvor jeg havde arbejdet fra 11te Februar til 20de Marts 1864, da jeg fik Ordre til at tage Kommandoen i Skanse II, hvor Anker var blevet saaret.

XIX.

Det hedder sig, at Flankebatteriet kom aldrig til Skud, da det blev demonteret af Prøjsernes riflede Skyts.

Det var ogsaa et mærkeligt Batteri, anlagt næsten i en ret Linje, saavidt jeg mindes, med 5 Stkr. 84 Pd.'s Granatkanoner Nr. 1 i Fronten og 2 paa de svagt tilbagebøjede Flanker uden Traverser. Der burde været mindst een Travers for hver 2 Kanoner.

Syv saadanne Kanoner indtager en anselig Plads i Længden og frembyder et stort Maal for en Fjende, der kan, om end ikke ligefrem enfilere, saa dog skyde skraat ind fra højre.

Man havde ikke tænkt paa det langtrækkende Skyts, der kunde indskære sig i Egnen om Randsgaard eller Ravnskobbel og derfra tage Batteriet under Behandling, uden at dette var istand til at svare.

Hvad hjalp det, at hvert Lag fra Batteriet udslyngede 400 Pd. Jern, naar det kunde demonteres blot af 1 à 2 12 Pd.'s riflede Kanoner, og det paa Afstande, hvor de 84 Pd.'s Granatkanoner ikke kunde virke.

I 48 vilde dette Batteri have været noget værd. Ikke nu.

XX.

Samme Dag Major Lunddahl som højstkommanderende Artilleriofficer i Dybbølstillingen kom til Sønderborg, gik han hele Skanserækken paa Dybbøl Bjerg igennem med sine Officerer. Da han kom til venstre Fløj, udtalte han: »Nr. I og II er meget udsatte; saafremt Prøjserne anlægger Batterier med riflet Skyts paa Broagerland, vil de kunne beskyde Skanserne paalangs og ødelægge dem.«

Lunddahl fik Broagerfronten forstærket i Nr. II, medens man ikke fik Tid til at kassemattere de Kanoner i Nr. I, som skulde have virket mod Broager.

Vi unge saae paa hinanden og gik og gættede paa, hvem af os der skulde have disse Kommandoer. Ingen af os var lysten efter dem. Det blev _Anker_, der fik Nr. II.

Naar han kom derud, veed jeg ikke. I Løbet af Januar afgik der Transporter af Mandskab og Materiel til Dannevirke, og sidst paa Maaneden blev Anker og Schønheyder sendt derned.

Schønheyder var syg og naaede ikke længer end til Lasarettet i Flensborg. Anker derimod fik Kommando paa Holmen i Slesvig By og skiftede den 3die Februar nogle Skud med Fjenden. Ellers har jeg intet hørt om hans Virksomhed dernede. Men paa Flankebatteriet fik jeg siden 11 Mand af hans Besætning fra Holmen; de fortalte, at Anker havde gjort forgæves Forsøg paa at faa Batteriets Kanoner med op ti Dybbøl, og at han undervejs paa Tilbagetoget var blevet borte for dem.

Formodentlig har han faaet Kommandoen i Skanse II den 6te eller 7de Februar, omtrent samtidig med, at jeg fik IX og X. Den 20de Marts Kl. 4 om Eftermiddagen fik jeg Ordre til at tage Kommandoen i Nr. II. Anker var den Dag som let saaret afløst af Løjtnant Petersen fra Nr. IV, hvem atter jeg afløste.

Faa Dage efter meldte Anker sig til Tjeneste igen. Fra den Tid af og Belejringen ud skiftedes han og jeg til at have Kommando i Nr. II. Den af os, der ikke var i Nr. II, havde som Tjeneste i anden Linje Kommando i Kirkebatteriet paa Als og senere tillige Inspektion i N. Brohoved.

XXI.

Jeg mindes Anker fra den Tid, vi sammen kom til Sønderborg, som en temmelig høj Mand, vel voxen, mørk, med krøllet Fuldskæg. Hudfarven noget ufrisk. Han var da 32 Aar gammel (efter Biogr. Lex.), havde forsøgt sig ved Landvæsenet paa sin Fødeø Bornholm og siden i København gennemgaaet den toaarige Skole for Artilleriets Underofficerer, hvorefter han fik Ansættelse som Sekondløjtnant ved Bornholms Milits. I 1860 havde han giftet sig og med sin Kone faaet en Gaard i Rønne; da dette Ægteskab snart efter blev opløst, havde han en Tid forsøgt sig som Skuespiller ved Alhambra-Teatret i København.

Herfra kom han, da han i 1863 under de truende Krigsudsigter meldte sig som frivillig og blev ansat ved 4de Fæstningskompagni, hvor jeg gjorde hans Bekendtskab.

Jeg er tit blevet spurgt om Anker og mit Forhold til ham. Da han er død for mange Aar siden, og jeg selv er en gammel Mand, tænker jeg, at jeg nu kan besvare Spørgsmaalet uden at blive misforstaaet.

Før vi kom til at skiftes i Nr. II, havde jeg kun meget lidt med Anker at gøre; i den Tid, da vi laa ledige, saa godt som intet. Jeg veed kun, at han for det meste var at finde paa Reimuths Hotel eller i Klubben, hvor Officererne søgte hen om Aftenen for at faa Tiden til at gaa. For Resten benyttede Kaptajn Bartholin ham paa Kontoret, skønt Anker med sine væsentlig paa Elevskolen erhvervede Kundskaber ikke egnede sig for den Slags Arbejde. Men han blev af Kaptajnen som en Slags fast Officer behandlet med adskillig større Hensyn end vi Reserveofficerer. Anker vilde Kaptajnen f. Ex. nok sidde tilbords med, derimod ikke gerne med os.

Da Major Lunddahl overtog sin Post og satte Artilleriet i Arbejde, fik Anker det Hverv at modtage Materiel i Alsbatterierne, medens jeg, som før nævnt, havde med Udtransporten at gøre. Det kom her til et lille Sammenstød imellem os. Han var ikke meget ivrig med sin Del af Arbejdet, og jeg har maaske paatalt det noget tydelig; ialtfald blev der lidt Mundhuggeri, hvorunder han bl. a. kaldte mig »en arrogant Hund«. Det gjorde ikke Forholdet varmere. Vi talte ikke stort sammen, var vel ogsaa af altfor uens Karakter.

Allerede den Gang jeg kom ud til Skanse II, var Anker en berømt Mand. Flere Forhold gjorde, at hans Navn var det eneste i den Krig, der blev rigtig kendt og yndet af Folket. Han kommanderede jo fra først af i den Skanse, der paa Grund af sin Beliggenhed var mest udsat, og dog paa Grund af sit riflede Skyts istand til i nogen Tid at holde Kampen gaaende. Uvilkaarlig gjorde man da baade her og paa fjendtlig Side ham og Skansen til Et. Aviserne var fulde af Beretninger om ham; man mente, at naar han ikke var i Stillingen, faldt det hele sammen.

Engang i April kom en Officer ud til Skanse II og spurgte Vagten for Gevær, om Løjtnant Anker var i Skansen. »Nej,« sagde Vagten, »det er Løjtnant Castenschiold.« »Ham kender jeg ikke og bryder mig ikke om at gøre hans Bekendtskab,« var det Svar, som foer Officeren ud af Munden. Hvortil Soldaten bemærkede: »Men vi, hans Mandskab, kender ham.«

Officeren har selv senere fortalt mig Historien med den Tilføjelse, at han efter dette Svar var gaaet flov bort.

I Bladene hed det bl. a., at Anker nægtede at lade sig afløse fra sin Skansevagt. Det mærkede jeg ikke noget til i den Tid, vi skiftedes. Det hændte, at han den Dag, han skulde afløses, allerede Kl. 5 om Eftermiddagen sendte mig sin Ordonnans med Bud, at jeg maatte komme hurtigst muligt. Og jeg rykkede altid strax ud, medens han paa sin Side gerne lod mig vente til ca. Kl. 11 om Aftenen.

Her som overalt gælder det, at den, der vil skrive Dybbøls Historie efter Aviserne, kommer galt afsted. Det meste af, hvad der stod i dem, var Løgn.

Jeg tror det var den 14de April, jeg kom ud for at overtage Skansen, og Anker gik Ronden med mig. Med et Smil sagde han: »Naa, lille Castenschiold, hvorledes synes De, Skansen tager sig ud? Mig synes, den er godt pyntet. Vi sees vist ikke saa snart. Hvor tror De, De kommer hen?«

Hvortil jeg svarede: »Enten mod Syd eller tilvejrs.« »Farvel,« sagde han, »det tror jeg med.«

Men Anker maatte afløse mig endnu en Gang. Det var, saavidt jeg husker, den 16de April ca. Kl. 11 om Aftenen, han kom derud. Da jeg viste ham Skansen, som ikke saae godt ud, sagde han: »Fy for Satan, det gaar ikke.« »Ja nu Farvel,« sagde jeg; »det var nok et uventet Møde.«

Jeg gav ham Haanden til Afsked; han saae meget alvorlig ud.

Derefter saaes vi ikke, før jeg tilfældig mødte ham i København en Dag, efter hans Hjemkomst fra Fangenskabet.

Anker blev som bekendt taget til Fange den 18de April. De Prøjsere, der gik mod Skanse II, havde Ordre til at tage ham levende, sagde man. Under Fangenskabet blev der gjort megen Stads af ham, skønt han ikke forstod Tysk. Han modtog bl. a. en anerkendende Adresse fra fjendtlige Officerer. Og han og Rasmus Nellemann er de danske Hovedskikkelser paa den prøjsiske Sejrssøjles Relief af Skanse II's Erobring.

Da jeg efter den 18de April laa saaret paa Lasarettet i København, havde jeg en Del Besøg, men jeg mærkede nok, at de fleste kom for at høre noget om Anker. Dekoreret var han blevet allerede under Kongens Besøg i Stillingen. Ved sin Hjemkomst blev han Genstand for almindelig Hyldest. Hans Portræt blev malet og senere købt af Frederiksborgmuseet, og der blev overrakt ham en Æressabel, tilvejebragt gennem Nationalsubskription; den hænger nu ved Maleriet. Damerne var rent vilde efter ham, og han kunde ikke gaa paa Gaden uden at blive tiltalt af Folk, der smigrede og trakterede ham.

Paa hans videre Bane har jeg ikke fulgt ham. Jeg fik en anstrængende Virksomhed ude paa Landet, som i mange Aar optog mig helt. Men jeg var med ved Ankers Begravelse i 1876. Det var paa Garnisons Kirkegaard; der var mange flere Mennesker, end Kapellet kunde rumme, og blandt dem, der maatte staa udenfor, var jeg, saa jeg hørte ikke Talen.

Siden har man talt om, at Anker i sine sidste Leveaar led Nød. Det hørte jeg ikke noget til. Da jeg sidste Gang talte med ham i København, efter hans Hjemkomst fra Fangenskabet, havde han Penge nok. Han fik sin Afsked med Premierløjtnants Karakter, havde en Pension paa 1200 Kr. og en lønnet Plads ved Laboratoriet; blev ogsaa paa anden Maade støttet.

Derimod hørte jeg, at han søgte mindre godt Selskab og tilbragte sin meste Tid paa Kafeer. Han har vel næppe haft Karakter til at taale al den Virak, man ofrede ham. Han var, saa længe jeg kendte ham, paa ingen Maade forfalden, kun efter mit Skøn noget let -- en ikke meget tænksom, ikke meget kundskabsrig, men godhjertet Svend. At se til var han baade kønnere og mere militær af Holdning end paa Frederiksborgmaleriet, hvor han fremstilles i Kappe, staaende ved en 84 Pd.'s Granatkanon bag et pynteligt Jordbrystværn med Skansekurve og Skydeskaar -- vist fra faste Batteri paa Amager!

For nogle Aar siden saae jeg Ankers Grav. Den laa uden omhyggelig Røgt. Det synes mig usømmeligt. Var Anker et Meteor, saa var han dog som saadan usædvanlig glimrende. Og har Nationen saaledes overøst en Mand med Æresbevisninger i levende Live, bør den holde baade hans Grav og hans Navn i Ære efter Døden.

Den Ære man fra alle Sider viste Anker, har jeg aldrig misundt ham, selv ikke da han stod i Lyset og jeg i Skyggen. Min Virksomhed ved Dybbøl er senere blevet mer end tilstrækkelig paaskønnet, og allerede under Krigen havde jeg den Tilfredsstillelse at blive anerkendt af min Chef og mit Mandskab.

Daværende Major Jonquières har privat meddelt mig, at det var hans Skyld, jeg ikke blev dekoreret før den 17de April 1864; han var af Princip imod Dekoration. Derimod indstillede han mig to Gange til Kaptajn; det blev afslaaet. Senere tilbød Kongen mig Kaptajns Karakter; da nægtede jeg at modtage den. I mine unge Dage vilde jeg gærne have været Kaptajn paa min Chefs Indstilling.

Da jeg fik Ordre til i Ankers Forfald øjeblikkelig at overtage Kommandoen i Nr. II, var det med den Tilføjelse, at man ikke et Minut havde været i Tvivl om, at man burde betro mig den Kommando. De Ord glædede mig, ligesom mit Mandskabs Bøn om at maatte følge mig derover.

Jeg har nævnt disse Ting, for at man skal forstaa, at jeg ikke misundte Anker hans Udmærkelser.

Derimod er der een Ting, jeg har haft vanskeligt ved at tilgive ham. Det er hans Forsømmelse af Brohovedet i den Tid, vi skiftedes til Kommando der. Dette Punkt skal jeg senere vende tilbage til.

XXII.

Det var den 20de Marts om Eftermiddagen, jeg efter Ordre tog Kommandoen i Nr. II. Jeg havde ikke tidligere kommanderet riflet Skyts, ej heller været i Ilden.

Den 21de om Formiddagen Kl. ca. 10 begyndte Skydningen fra Broager; vi fik vist den Dag i Skanse II 136 Granater, for en Del af de store Sprænggranater, som vejede 60 Pd. Stykket. Naar en saadan Granat slog ind i Brystværnet, rystede det.

De prøjsiske Spidsgranater sprang i Anslaget. Havde de uden at gøre Ulykker passeret Brystværn og Kanoner, var de lidet farlige; slog de ned i Blokhuset eller i Jorden, virkede deres Explosion som en lille Minesprængning; Jord og Sten kastedes op i Luften. Traf de en Palisadepæl, klippede de den over og slyngede Stumpen tilvejrs.

De murede Luftskorstene paa Krudtmagasinet blev strax skudt bort, og Brokkerne fløj os om Ørerne. Vi maatte tage Sandsække til at dække Krudtmagasinet med, da dettes Jorddække tildels blev fejet bort, og Granaterne slog saa voldsomt mod Betonmuren, at vore Granater, som var stablede op langs Muren inde i Magasinet, raslede ud paa Gulvet med stort Spektakel. Magasinfolkene kom farende op og mente, der var ikke til at være; men da de saae, hvordan vi andre havde det, kravlede de ned igen.

Prøjserne skød den Dag udmærket. Ellers skød de tit for højt; maaske var det vanskeligt at skelne Brystværnet fra Jordfylden paa det bagved liggende Blokhus. Den prøjsiske Artilleriofficer, der havde Kommando over Broagerbatterierne, paastod at vi gjorde det samme.

Under en saadan Skydning var Skansen intet hyggeligt Opholdssted. En Del af Brystværnet blev skudt ned over Kanonerne, saa vi maatte rage Jord ud af deres Mundinger, før vi selv kunde skyde igen. En Mand blev overdænget med Jord, saa vi maatte grave ham ud.

Der blev den Dag skudt en Del Materiel itu for os, men faldne havde vi ingen af. Pladsen udenom er nu engang størst. Alligevel undrede man sig over Heldet; man troede en saadan Dag kunde umuligt gaa til Ende uden Tab af Menneskeliv.

Men saa kunde der en anden Dag komme en Granat, som var ondsindet; engang gik i eet Skud 9 Mand bort. Under saadanne Forhold gælder det, ikke at tabe Hovedet. Hvis Fjenden mærker, at der er noget galt, forøger han Skydningen. Og bliver de trufne for længe liggende, virker det nedslaaende paa deres Kammerater. De døde bærer man bort afsides og dækker dem til med et Tæppe; de saarede ser man hurtigst muligt at faa ud, hvilket kan have sine Vanskeligheder, naar Broen er i Uorden; man maa have Hjælp af Infanteriets Ambulancer. Uhyggeligt er det at se, naar Kanonerne driver af Blod, og Blodet fra den ene saarede sprøjter over paa den anden, saa man ikke veed, hvem der er værst faren.

Den moralske Side af Projektilernes Virkning har maaske endnu større Betydning end den umiddelbare Skade de gør. Naar en af de gammeldags runde Granater kom sejlende i Luften, kunde man staa og drøfte, hvor nu den skulde hen. Dens Bane var synlig og der var Tid til at gaa afvejen. Tilmed sprang den ikke ved Anslaget, men paa Tid, og Temperingen var mangelfuld. Det hændte ogsaa at den slet ikke sprang. Det var en hel Hvile, en sjælden Gang at blive beskudt med den Slags, naar man havde staaet for de langtrækkende Spidsgranater. Dem hørte der meget til med Ro at modtage et hundrede Stykker af paa en Time.

XXIII.

De Følelser der behersker Folk, naar de staar under Fjendens Ild, er meget forskellige.

Helt rolige er kun faa. Det er jo Livet, der staar paa Spil; hvert Øjeblik kan Døden komme. Selv om man har travlt, ser man nok, naar Ens Sidemand falder. Men jo mer man har at bestille, des bedre gaar det; Arbejdet afleder Opmærksomheden fra Tanken om hvad der kan træffe En selv.