Part 2

Det sneede stærkt nu, og ingen af mit Mandskab vidste Vejen til Nr. VIII, som laa temmelig langt borte. Altsaa maatte jeg selv ud. De arme Folk stønnede ved at følge mig; jeg havde Hastværk. Forsvare to Skanser, imens jeg viste Vej til en tredje, kunde jeg ikke. Jeg fandt Skanse VIII nøjagtig, idet jeg gik paa Hovedet ned i dens Grav. Saa lod jeg Folkene selv om at hitte ind og skyndte mig tilbage.

Det var anden Gang, jeg forlod min Post den Nat.

Længere hen paa Natten kom der Artilleri ind i Nr. X. Det skulde have været op i Nr. IV. Havde jeg ingen, der kunde vise Vej til Nr. VIII, saa havde jeg det langt mindre til Nr. IV, som laa helt ovre bag Dybbøl Mølle. Det var en lang og besværlig Vej ved Nattetid i stærkt Snevejr. Jeg tvivlede meget paa, at jeg selv i det tætte Snefald kunde finde derover. Men Artillerikaptajnen vilde ingen Indvendinger høre. Han var ikke blid, hans Stemme skingrede som en Trompet: Jeg havde at lystre Ordre, og det strax!

Altsaa maatte jeg ud igen. De udmattede Artillerister maatte se at følge mig saa godt de kunde. For mig gjaldt det at komme tilbage hurtigst mulig; jeg gik med en ond Samvittighed. Heldigvis fik vi Øje paa Dybbøl Mølle. Derfra var der ikke langt til Skanse IV. Men der var langt til min Post -- som jeg nu for tredje Gang havde forladt!

Om det blev opdaget, paa hvilken Maade jeg havde forsvaret Skanserne IX og X Natten mellem den 7de og 8de Februar, veed jeg ikke. Jeg var mig bevidst, at jeg havde fejlet, men veed endnu den Dag idag ikke, hvordan jeg skulde have undgaaet det. Jeg fortalte engang en Artillerigeneral om min Skansevagt den Nat: han mente, at jeg havde handlet rigtigt. Men en Krigsretsdom vilde vel have lydt paa Dødsstraf.

IX.

Det var de fra Dannevirke tilbagevendende Tropper, der skulde have udstillet Forpostkæde foran Stillingen den Nat. Men de var for udmattede; der blev i Virkeligheden ingen Forposter udstillet. Det fik jeg senere at vide.

Det havde ikke været rart, hvis Prøjserne var kommet. Havde de kendt vor Svaghed, kunde de vist have fulgt vore vigende Tropper lige ind i Sønderborg; ved en rask Fremrykning vilde hele Stillingen have været deres.

De troede os stærkere, end vi var, og deres egne Folk var nok lige saa medtagne af Forfølgelsen som vore af Tilbagetoget. Nok er det, de kom ikke. Men det kunde jeg ikke dengang vide; min Ordre lød paa, at de kunde ventes, og at jeg skulde staa rede til at modtage dem.

Det var en skrækkelig Nat. Stadig Forstyrrelser; borte fra Skanserne tre Gange; hele Tiden i Uro for det ventede Angreb. Frygteligt, hvis det kom, mens jeg ikke var tilstede! Og umuligt for mig, selv naar jeg var der, at modtage Fjenden forsvarligt, som ene Kommandant i to lukkede Skanser med uøvet og utilstrækkeligt Mandskab, uden Befalingsmænd.

Der var ikke en tør Trevl paa mig. Støvlerne var fulde af Snevand, og træt var jeg efter at have arbejdet hele Dagen og haft mine natlige Extrature, til Sønderborg og til Skanserne VIII og IV, foruden de mange Smaature mellem mine egne to. Jeg maatte uafbrudt gaa op og ned for at holde Blodet i Omløb.

Der var ganske vist en meget god Vagthytte til Skansekommandøren udenfor Nr. IX. Men den overlod jeg Mandskabet til at koge Kaffe i. Og Kedlen stod over Ilden hele Natten. Det kom bl. a. en Konstabel tilgode. Han kom ind til os lige fra Marschen fra Dannevirke, kun i Vaabenfrakke. Kappen og Tæppet havde han kastet undervejs. Han blev sat hen ved Kakkelovnen og fik en Kop glohed Kaffe; det rettede ham noget. Men Fødderne var slemt medtagne.

Majoren havde glemt den lovede Times Afløsning om Eftermiddagen, og jeg havde ikke haft Lejlighed til at sende Bud efter Mad. Sulten var jeg derfor ogsaa. Der var om Natten kommet Fodfolksbesætning i Skanse IX; jeg husker, at en af Underofficererne overlod mig et Stykke Flæsk og en Bid Brød. Det gjorde godt. Søvn fik jeg ikke den Nat, og meget lidt kun de følgende.

Men endelig blev det da Morgen, og glad var jeg. Der kom en Skansekommandør til Nr. X; saa havde jeg kun een Skanse at svare til.

Men i Nr. IX blev jeg i 4 Dage og 5 Nætter; saa længe lod Afløsningen vente paa sig. Den 5te Nat var extra. Den Officer, der kom for at afløse mig, erklærede at han var syg og ikke kunde tage Kommandoen.

X.

Som sagt, kom allerede den første Nat Infanteriet, der skulde danne Skansebesætning i Nr. IX. Det skulde have Nattekvarter i Blokhuset; der inde var mørkt som i en Grav. Kompagnichefen bandede som en Tyrk paa, at han rykkede ikke ind i det sorte Hul, før han fik Lys. Vi havde streng Ordre paa ikke at brænde Lys i Blokhuset; hvorledes man har tænkt sig, at Infanteriet ved en Allarmering da skulde finde ud gennem den meget smalle Dør, veed jeg ikke. Jeg fandt det ikke mer end billigt, at Kaptajnen forlangte Lys, og jeg skaffede ham Lys. Men det var stik imod min Ordre.

Herefter blev han helt medgørlig og lovede at støtte mig paa bedste Maade i min fortvivlede Stilling. Overhovedet var det mig en stor Beroligelse at se og tale med Infanteriets Officerer. De hjalp mig efter Evne og med god Vilje.

Vi unge Reserveofficerer af Artilleriet led meget ved ikke at have ældre Officerer at raadføre os med. Ved Fodfolket havde de dog altid deres Kompagnichef at holde sig til. Vi derimod blev sendt ud i en Skanse, snart hist og snart her, og skulde klare os paa egen Haand.

Jeg veed ikke af, at jeg, mens jeg var paa højre Fløj, saa noget til den jourhavende Artillerikaptajn, skønt han opholdt sig i Nr. VI. Og da jeg laa paa Als, kunde der gaa en Ugestid, uden at jeg saa en højere Officer af mit eget Vaaben. Man forstaar, at dette var uheldigt.

Af Befalingsmænd under sig havde Skansekommandøren maaske en Underkorporal, højst en Reservekorporal. De var yngre og ikke mere erfarne end vi selv; saa til megen Støtte for os var de ikke.

Og vore Kammerater saae vi kun lidt til. Ved Afløsningen var der ikke Lejlighed til Samtale. Vi gik i Almindelighed ud med Ordren: Handl efter Konduite! Og saa maatte vi under Ilden skøtte os selv.

Skansekommandørens Stilling var i det hele taget ikke misundelsesværdig. Maaske var der intet Vaaben, hvor tilstrækkelig Uddannelse savnedes mer end ved Artilleriet, baade hos Mandskab og Officerer. Som før omtalt, havde man indtil 64 kun haft meget ringe Interesse for Fæstningsartilleriet, der betragtedes som noget underordnet.

Hvorledes Krigsministeren overhovedet havde tænkt sig at forsyne Hæren med Artilleriofficerer, forstaar jeg ikke. Han kendte dog Stillingen, saavel Dannevirke som Dybbøl og Fredericia, maatte forud vide, hvor mange Officerer der behøvedes. Og saa var der næppe Officerer nok til Feltbatterierne. 3die Batteri, Klein, rykkede i Felten med følgende Officersbesætning: Kaptajnen, en Premierløjtnant, som var sindssyg, og Artilleriets yngste Reserveløjtnant, som kun var uddannet ved Fæstningsartilleriet.

Endnu knappere var Officersbesætningen ved Fæstningsskytset. I Dybbølstillingen var næsten alle Skansekommandørerne Reserveofficerer. Og ganske vist kan man sige, at denne Tjeneste rent teknisk frembyder færre Vanskeligheder end ved Feltartilleriet, hvor man er fuldstændig umulig uden grundig og særlig Uddannelse. Men hverken dette eller den Omstændighed, at Reserveofficererne gennemgaaende gjorde god Fyldest, ophæver de Ansvarhavendes Forsømmelse: Vi havde alt for faa Officerer, og altfor faa med tilstrækkelig Uddannelse.

Der blev ved Dybbøl kun ringe Afgang paa Artilleriofficerer. Hvordan skulde Stillingen have ladet sig forsvare, hvis et større Tal var gaaet ud som faldne og saarede?

Som det var, medførte dette Faatal af Officerer ulidelige Vanskeligheder for de Overordnede med Posternes Besættelse. Gang efter Gang stod de og vidste ikke, hvor de skulde finde en Stedfortræder for en enkelt Skansekommandør, som uventet fik Forfald ved Sygdom eller paa anden Vis. Og for os yngre var Følgen et grovt Misbrug af vore Kræfter.

Om Dagen sloges vi, om Natten maatte vi tilse Skansernes Udbedring og modtage Ammunition. Vi blev jagede fra Skanse til Skanse, stadig til nyt Mandskab; ja vi maatte kommandere to Skanser samtidig. Det er hændt mig, at jeg, kommende fra Skansevagt i 1ste Linje, har meldt mig ved Kommandoen og strax er bleven sendt ud paa Skansevagt i den tilbagetrukne Linje; derfra igen paa Vagt i Nr. II, og derfra til Kirkebatteriet og Brohovedet samtidig, og saa fremdeles, uden Mellemrum, uden Hvil. Det sled paa Nervesystemet.

En Nat efter en anstrængende Dag modtog jeg fra Artillerikommandoen et Brev med 2 Segl, altsaa til hurtig Expedition. Jeg var saa træt, at jeg faldt i Søvn med Brevet i Haanden: først en Time senere vaagnede jeg op i stor Forskrækkelse. Det var Bud om, at vi kunde vente et Stormangreb den Nat. Heldigvis udeblev det.

Jeg mener ikke, at det var særlig mig, det gik ud over; en anden Officer ved Kompagniet, Løjtnant _Petersen_, havde 15 Dages Tjeneste i Nr. IV, med kun 1 Dags Hvil. Og jeg beklager mig ikke, det var nødvendigt saaledes, eftersom der nu en Gang var for faa Officerer, og een Officers Ukampdygtighed gik ud over alle de andre.

Men det kunde ikke være andet, end at baade vi og Tjenesten maatte lide derunder. Og at der var i den Grad for faa Officerer, kan man dog med Rette bebrejde de Mænd, der bar Ansvaret for vort Krigsberedskab.

XI.

Særlige Vanskeligheder fulgte af den Fejl, at Mandskabet ikke blev afløst samtidig med Skansekommandøren. Da der ikke altid var Officerer til at følge Afløsningen ud, var der ikke sjælden enkelte af Mandskabet, som benyttede sig af det og blev hjemme. Man vidste aldrig bestemt, naar man overtog en Skanse, hvor mange Mand man havde i den. Nøjagtig Kontrol var umulig; skudfri Rum havde vi ikke, og man kunde dog ikke lade Mandskabet stille til Appel under Fjendens Ild.

Det kunde ogsaa give Besværligheder paa anden Maade. Engang fik jeg Extravagt. Officeren havde faaet Mavepine og meldt sig syg med det Løfte til Mandskabet, at det skulde blive afløst samme Aften.

Da jeg indfandt mig i Skansen, blev jeg modtaget med temmelig nærgaaende Krav paa den lovede Afløsning. Jeg svarede, at de maatte vente, til Afløsningen kom; vi kunde ikke lade Skansen ligge uden Besætning.

De gentog imidlertid deres Fordring og trak sig tilbage for at forhandle indbyrdes om, hvad de skulde gøre. Jeg lovede at skyde den første, som forlod Batteriet før Afløsningen var der. Men det er ikke godt at vide, hvad det kunde være blevet til, hvis der ikke til alt Held I Besætningen havde været 6 Mand af min gamle Besætning fra Flankebatteriet paa Als; de lod meget bestemt de andre vide, at de taalte intet Vrøvl, saa længe jeg kommanderede. Og dette virkede maaske nok saa meget som min Trusel. Men vist er det, at man under saadanne Forhold maatte tage Folkene med en fast Haand, om ikke det hele skulde blive til Bolledejg.

XII.

Ogsaa paa andre Maader kunde man komme til at overtage Skansen i Uorden efter sin Formand.

Det meste af den Tid, jeg stod paa venstre Fløj, var det Artilleristerne selv, der sørgede for Skansernes Udbedring. Og de gjorde det godt. Det var jo dem, der om Dagen skulde staa for Skud bag de Volde og Traverser, de om Natten havde udbedret. De regulære Arbejdskommandoer tog det ikke saa nøje, og deres Reserve-Konduktører var temmelig ukyndige i dette Arbejde, mest civile Haandværkere, som tog den Fortjeneste med.

Men det kunde jo ske, at en Skansekommandør enten af Ligegyldighed eller for at vinde en billig Popularitet hos Mandskabet, lod fem være lige med disse Arbejder, saa man ved Overtagelsen fandt Skansen mindre godt istandsat eller Materiellets Fornyelse forsømt. Saa blev den ny Kommandør nødt til at kræve dobbelt Slid af Mandskabet for at faa Sagerne i Orden, og han maatte da med Mandskabets Uvilje betale sin Formands Popularitet.

XIII.

Det var som sagt ikke altid rart for en ung Officer at blive sendt uden Medhjælp ud som Skansekommandør med Ordren: Handl efter Konduite!

Men værre var det, naar man ude i Skanserne fik for mange Ordrer, -- der ikke altid vidnede om Kendskab til de virkelige Forhold. Over sig havde man først den øverstkommanderende Artilleriofficer. Saa kunde der komme en Adjutant, »udsendt af Overkommandoen«. Saa var der den jourhavende Kaptajn. Endelig den Officer, som førte Skansens Infanteri -- nemlig naar han var ældre Officer end En selv. I den almindelige Forvirring kunde man, naar galt skulde være, og det skulde det ikke saa sjældent, fra disse tre-fire Steder faa tre-fire indbyrdes modstridende Ordrer paa een Gang.

Ved Skansens Istandsættelse kunde man støde sammen med den Officer, som ledede Ingeniørerne. Han mente jo for det meste, at han som Fagmand var den, der bedst forstod sig paa, hvad der skulde gøres. Og Artilleriofficeren, der kendte Skansen ud og ind, ogsaa i Kamp, tænkte, at det maaske dog var ham, der bedst vidste, hvor Skoen trykkede. Ialtfald var det ham og hans, der kom til at lide under Skansens mulige Fejl og Mangler.

Havde man efter Kompagniets Ordre indsendt Fortegnelse bl. a. over sin Forsyning med Skyts, Lavetter, Værktøj osv., kunde det ske, at Depotkommandøren krævede udleveret, hvad han i sin fjærntsiddende Visdom mente, at man havde for meget.

Kort sagt, der kom alt for mange indbyrdes modstridende Ordrer, og for mange, der ikke stemte med Skansens Velfærd. Hvis ikke alt skulde gaa hulter til bulter, blev man tit nødt til paa eget Ansvar at lade disse Ordrer ophæve hinanden og holde sig til den, der passede En bedst: »Handl efter Konduite!« Den var ialtfald velgørende klar. Og det samme var den altid gældende Ordre: »De skal forsvare Skansen til det yderste!«

XIV.

Jeg har i det foregaaende særlig talt om Skansekommandørernes Stilling. Mandskabet havde det ikke stort bedre. De svagt anlagte og ufuldkomne Værker fordrede uafbrudt stor Arbejdskraft, først til Istandsættelse, saa til Vedligeholdelse. Naar Folkene ikke havde Tjeneste, maatte de arbejde paa Værkerne med Bør og Skovl; det var umuligt at faa givet dem den haardt savnede artilleristiske Øvelse.

Nogle af de bedste Folk vi havde til at begynde med var Holstenerne. Men da Infanteriet hjemsendte sit holstenske og sydslesvigske Mandskab paa Grund af dets Upaalidelighed, blev det ogsaa hjemsendt fra os.

Helt havde man vel ikke stolet paa dem. Ved Tronskiftet overværede jeg deres Edsaflæggelse foran Sønderborg Slot. Ellers blev Eden aflagt ved Infanteriet til Fanen, ved Kavaleriet til Estandarten, ved Artilleriet idet en Mand traadte frem og lagde Haanden paa en Kanon. Men Holstenerne maatte enkeltvis eftersige Edsformularen, som den Stykke for Stykke blev fremsagt for dem.

Det hed sig dog, da senere Overkommandoen fik Tilladelse til at aabne en Del af de til det tysktalende Mandskab ankommende Breve, at Slægt og Venner hjemmefra tit skrev omtrent saaledes: Lorens eller Hans -- hvad de nu hed -- er kommet hjem og gaar omkring, foragtet af alle. Du maa love os, kære Søn eller Broder, at Du ikke handler saa skammeligt og bryder din Ed.

Imidlertid, ved Infanteriet _havde_ dette Mandskab vist sig upaalideligt og blev altsaa hjemsendt, ogsaa fra os. Det var dygtige Folk, vi dermed mistede; vi kunde daarlig undvære dem. De maatte nu i en Hast erstattes, dels fra Forstærkningen, dels med uøvet, ungt Mandskab.

Det blev en ufuldstændig og en daarlig Erstatning. De færreste af disse Folk havde før betjent Fæstningskanoner, endsige riflet Skyts. Og for en ikke ringe Del maatte vi endda hjælpe os med Infanterister til Kanonbetjeningen. Selv om de viste god Vilje, var det vanskeligt at lære dem op helt for fra under Fjendens Ild, og dobbelt vanskeligt, da vi havde saa faa Befalingsmænd.

Tilmed var Mandskabet uheldigt stillet baade ved Skansernes Indretning og ved Arten af vort Skyts. Naar vi paa den gammeldags Maade skød over Bænk -- med lavt Brystværn -- ja selv gennem Skydeskaar, led vi altfor store Tab, baade paa Mandskab og Materiel, overfor det riflede Skyts. Det skød jo baade længere og sikrere end det glatløbede.

Vi maatte da paa forskellig ureglementeret Vis se at skaffe ialtfald Mandskabet lidt bedre Dækning. Men det lod sig ikke altid gøre. Følgen blev et uforholdsmæssigt Mandefald, hvilket tillige med de andre Vanskeligheder gav en trykket Stemning.

XV.

Jeg tror ikke, at Forholdene ved Infanteriet var stort bedre. Ogsaa her var vore Vaaben de underlegne. Mod det prøjsiske Fodfolks hurtigskydende Bagladerifler havde vort kun de langsomme Forladerifler, som for en Del var omdannede gamle, glatløbede Geværer af meget stort Kaliber.

Og heller ikke her var der Overflod af Officerer, særlig ikke af de faste. Meget skadeligt virkede den umiddelbart før Krigen befalede Forandring i Hærens Sammensætning. Meningen var ved Udvidelse af Rammerne gennem 4 Stadier at fremstille en krigsberedt Hær af betydelig øget Styrke til Foraaret 64. Men Krigen ventede ikke, til vi var kommet i Orden; vi maatte rykke i Marken med en Hær, hvis gamle Baand var opløst, og de ny ikke bundne endnu.

Officererne fik Mandskab, som var uddannet af andre, og hvis Paalidelighed de ikke vidste noget om. Og Folkene fik Officerer, som de ikke kendte og derfor ikke kunde have den rette Tillid til. Hvor trykkende et saadant Forhold virker til begge Sider under Kamp, veed kun den, der selv har prøvet det.

De højere Officerer følte sig knugede af de store Kommandoer, der blev dem tildelt. Nu skulde de pludselig i Krig føre større Troppemasser, end de nogensinde havde ført i Fredstid, endda uøvede Folk, med for faa Befalingsmænd, mod en i alle Maader overlegen Fjende. Det var ikke let, især da de altfor sjælden havde haft Lejlighed til at handle paa egen Haand og ikke var vant til under overvældende Travlhed til alle Kanter at skulle tage en hurtig Beslutning paa eget Ansvar. Tit stod de derfor i afgørende Øjeblikke tvivlraadige og spildte Tiden.

Da jeg var i Familie med Forpostkommandøren og stod Stabschefen ved Artilleriet nær, kom jeg i Forbindelse med en Del af de højere Officerer. Det var mærkeligt at se, hvor forskelligt de uheldige Forhold virkede paa dem; nogle blev langt blidere, end man tidligere havde kendt dem, andre saa irritable, at man knap vidste, hvad man turde sige til dem. Stærkt nervøse blev de efterhaanden næsten alle.

Og der kunde selv blandt Officererne ved Overkommandoen herske en mærkværdig Uvidenhed om de faktiske Forhold. Det var vist den 22de Februar, hvor Overkommandoen var tilstede under den haarde Fægtning foran Stillingen. En af de Tilstedeværende har fortalt mig, at Stabschefen sagde til Overgeneralen: »Man veed jo ikke, hvad man tør gøre, da der ingen Ammunition er i Skanserne.« Hertil bemærkede den højstkommanderende Artilleriofficer: »Jeg skal tillade mig at meddele, at der i Skanserne er den normerede Ammunition; befaler Generalen, kan vi begynde Skydningen _strax_!« Og dette var rigtigt.

Allerede den 7de Februar var der i Skanserne den normerede Ammunition; jeg har selv transporteret den derud, og har siden flere Gange gendrevet den urigtige Paastand om Skansernes manglende Ammunitionsforsyning. Men man kunde dog vente, at Armeens Stabschef vidste Besked om et saa vigtigt Forhold.

Man maa udentvivl, trods alle Undskyldninger bebrejde flere af vore Officerer i 64 Mangel paa Handlekraft. Og man kan heller ikke nægte, at der fandtes Mangler ved deres faglige Uddannelse. Dette havde vel sin Hovedgrund i de _for lave Lønninger_. De uformuende Officerer var i Fredstid nødt til at søge Biindtægter ved privat Arbejde. Uundgaaelig maatte dette virke afledende paa deres Interesse for Tjenesten. De fleste Ingeniørofficerer havde saaledes væset sysselsat ved Bygningsvæsen, Vejanlæg og andet lignende, som optog Tid og Tanker og hindrede dem i at følge Udviklingen i deres militære Fag. Ligesaa gik det Infanteriofficererne, der for en stor Del virkede privat som Lærere i Sprog osv. Da Krigen kom, stod de derfor ret fremmede overfor den hurtige Udvikling netop i de sidste Aar, særlig med Hensyn til de hurtigtskydende riflede Bagladevaaben.

I Korthed kan Forholdet vel fremstilles saaledes: _Vi_ havde en Hær, som Afdeling for Afdeling var sammenblandet af ældre og yngre Aargange Mandskab, alle med gammeldags Vaaben, med kort og ufuldstændig Øvelse, utilstrækkelig Disciplin og stor Mangel paa Befalingsmænd. _Fjenden_ havde en Hær, som Afdeling for Afdeling var sammensat af udsøgte unge Folk, gennemgaaende fortrinligt væbnede, alle fuldt uddannede, under fast Mandstugt og rigeligt forsynede med Befalingsmænd.

Selv med lige Mandtal vilde vi altsaa have været de underlegne. Men vi var en lille Stat imod to store; Fjenden var os ogsaa i Mandtal overlegen fra Begyndelsen af. Og mens vi kun i meget ringe Grad var istand til at erstatte Afgang paa Mandskab og Materiel, havde Fjenden let ved øjeblikkelig at erstatte alle Tab.

En stærk permanent Fæstning vilde have opvejet meget af Uligheden. Vi havde -- det før beskrevne Dybbøl!

Man behøvede da ikke at spørge om det endelige Udfald, naar Danmark skulde staa ene i Kampen. Det var ikke muligt at begynde Dybbøls Forsvar i nogen munter Stemning. Dog blev der mange Steder taget fat med Kraft; man havde aflagt Ed, og den vilde man holde. Saa maatte Skæbnen raade for Resten.

Afgørelsen tog længere Tid, end mange havde tænkt sig. Enten den prøjsiske Overkommando kendte vor Svaghed eller ej, vist er det, at den foreløbig holdt sig temmelig uvirksom.

XVI.

Uheldigt var det, at vi fem Gange skiftede højstkommanderende Artilleriofficer i Dybbølstillingen. Det kunde ikke andet end give Uro og Usikkerhed helt ned gennem Rækkerne.

Den 10de Februar blev Major Lunddahl paa Grund af Sygdom afløst af Oberst _Vahl_. Han fungerede kun i denne Stilling en halv Snes Dage; saa blev Artillerikommandoen ved Dybbøl overdraget Oberstløjtnant _Haxthausen_, og denne blev atter senere fulgt af sin Stabschef Major _Jonquières_, som trolig holdt ud Resten af Belejringen.

Oberst Vahl var en Mand af den meget gamle Skole. Han hang sig i Smaating og forlangte Melding næsten hver Dag. Hos ham maatte man staa ret lige indenfor Døren; naar han, gaaende op og ned ad Gulvet, havde faaet at vide, hvad han ønskede, sagde han: Godt! Saa kunde man træde af igen.

Hans Efterfølger, Oberstløjtnant Haxthausen, var en anderledes Mand. Han var meget venlig, bød Cigar og satte sig ned. Han vilde nok vide Besked, men forstod at skelne mellem væsenligt og uvæsenligt, og man kunde godt faa Lov til at komme frem med, hvad man selv ønskede. Han var en Chef, der holdt paa sine Undergivne; man vidste, at man havde en Støtte i ham; det har stor Betydning for de yngre Officerer. Desværre var han syg fra Tilbagetoget og maatte snart opgive sin Stilling.

Saa kom altsaa Major Jonquières. Han var overordenlig pligtopfyldende og meget hensynsfuld overfor sine Officerer. Der skulde meget til, før han viste Tænder. Overfor mig er det kun en Gang hændt, og det kom af hans Forkærlighed for vort glatløbede Skyts, hvis Udvikling han havde haft en Del at gøre med, og som virkelig ogsaa i sin Slags var udmærket. Han vilde have mig til at skyde over Vemmingbund fra Nr. II med en 84 Pd.'s Granatkanon, og blev vred, da jeg mente, at Træfsikkerheden vilde blive meget ringe med den store Elevation, som var nødvendig, om denne Kanon skulde række saa langt.

Engang da jeg meldte mig hos Major Jonquières, kommende fra Skansevagt Kl. 11 om Aftenen, traf jeg ham i temmelig nedtrykt Stemning. En Skansekommandør var blevet syg. »Nu har jeg ikke een Officer at sende derud istedet,« sagde han, »jeg maa give Kommandoen til en Underofficer.« »Det kan Majoren let komme over,« sagde jeg, »De kan jo give mig Ordre til at overtage Vagten.« Majoren blev synlig glad over denne Udvej, men sendte mig først afsted, efterat han gentagende havde spurgt, om jeg nu ogsaa troede, at jeg kunde holde det ud.

Det var maaske for meget Hensyn at tage, men den Slags gjorde, at Major Jonquières blev meget afholdt af sine Undergivne; de mærkede, at han var ikke ligegyldig for deres Velfærd.