Part 1

INDTRYK OG MINDER FRA DYBBØL

INDTRYK OG MINDER FRA DYBBØL

FORTALTE AF C. CASTENSCHIOLD

FORLAGT AF G. E. C. GAD -- KØBENHAVN 1908

Trykt hos Nielsen & Lydiche (Axel Simmelkiær).

I.

I Februar 1861 blev jeg tilligemed de andre antagne Officersaspiranter til Infanteriet indkaldt til at møde paa det gamle Landkadetakademi (i den nuværende Rigsdagsbygning). Jeg var dengang 24 Aar og havde nylig taget Afgangsexamen som Polytekniker med Mekanik til Hovedfag.

Vi var ialt 75 Aspiranter og kom til at ligge paa 2 Sovesale i Mansardetagen. Der var meget koldt, Lagnerne fugtige, Hovedpuden haard som en Sten.

Kl. 6 Morgen blev vi purrede ud og gik ned paa Stuerne; vi var 15 paa min Stue. Vi fik udleveret Uniformer og gamle Geværer, Model 1822, med fornødent Lædertøj. Da vi havde faaet Morgenthe hos Marketenderen (vi maatte selv betale Forplejningen), begyndte vi strax inde paa Gymnastiksalen med Geværgreb. Det blev drevet med stor Kraft, saa man blev øm i Hænderne. Jeg skruede alt løst paa mit Gevær, saa det raslede, naar man rørte ved det. Appel skulde der være.

Ogsaa Gymnastiken blev drevet med Kraft, baade ved Træhest, Klatremaskine osv. Her var der stor Ulighed; flere havde aldrig prøvet det før, men for mig, som privat havde gennemgaaet et Kursus paa Gymnastisk Institut, var det temmelig nemt.

Der blev exerceret tilfods i Gaarden, i smaa Tropper paa c. 15 Mand, hver under Kommando af en Underofficer. En Løjtnant _Munch_ læste Felttjeneste for os; det var enormt kedeligt. Og der var iblandt os flere Holstenere, som ikke kunde dansk; de forstod ikke et Muk.

Chefen var en Kaptajn, saaret fra Treaarskrigen, meget højttalende. Vi kaldte ham Storrøfleren. Han holdt god Orden og forlangte en Del Arbejde af os. Under ham stod, foruden Løjtnant Munch, Premierløjtnant _Møller_, Sekondløjtnant _Pingel_ og en Sekondløjtnant _Christensen_. Den sidste var den dygtigste praktiske Officer.

Vi havde c. 8 Timers Øvelse daglig. I Fritimerne havde vi Lov til at gaa ud i Byen og kunde faa Nattegn til Kl. 12. Kom man senere, maatte man se at klare sig med den vagthavende Underofficer -- hvilket ikke var vanskeligt.

Jeg var dengang en renommeret Dansehest og var de 3 første Aftener inviteret paa Bal. En Nat, da den vagthavende Underofficer sov, skrev jeg selv mit Navn: Hjemkommen Kl. 12. Den var en Del mere.

Om Chefen saa igennem Fingre med saadant, veed jeg ikke. Han fortalte ialtfald sit andet Hold Aspiranter, at første Hold kunde buldre hele Natten og dog gøre deres Pligt. »Det er Karle,« tilføjede han, »men I dingler i Geleddet, saa snart I har været ude lidt over Sengetid.«

Det var en mærkelig Samling unge Mennesker jeg her befandt mig imellem. Fløjmanden var over 6 Fod, den mindste vel 5; nogle var 24-25 Aar, andre kun 17. Men det var vist et af de bedste Hold Reserveofficerer.

II.

Jeg søgte om at komme over til Artilleriet, og det lykkedes, da jeg var cand. polyt. Chefen ærgrede sig over det, og udtalte ved en Præsentation for Krigsministeren, Oberst _Thestrup_, sin Beklagelse over at skulle miste sine Elever, naar de var begyndt at komme efter Tjenesten.

Jeg forstod nok hans Misfornøjelse; jeg var som sagt polyteknisk Kandidat, 24 Aar gammel og baade legemlig og aandelig udviklet, medens mange af de andre var meget unge og uudviklede Mennesker uden synderlige Kundskaber. Der var flere andre, der søgte at komme til Artilleriet, men jeg var den eneste som slap derover.

Ved Artilleriet maatte vi selv skaffe os Logis. Jeg kom til at bo i Strandgade, paa Gamle Artillerikaserne hos Major _Wegener_, hvor jeg havde det godt. Det var jo langt behageligere at bo for sig selv.

Vi var 30 Aspiranter ved Artilleriet, hvoraf 8 polytekniske Kandidater. Kanonexercits havde vi paa det gamle Laboratorium, mest med svært Skyts, men ogsaa med Feltskyts -- der dog betjentes paa samme Maade; vi uddannedes kun til Fæstningskonstabler.

Vi gjorde en Del Gymnastik, havde megen Fodexercits og lavede Ammunition paa Laboratoriet baade til Haandvaaben og til Kanoner, dog kun til glatløbede og Espingoler. Vi lavede ogsaa Raketter, særlig Faldskærms.

Saasnart Vejret tillod det, kom vi ud paa Amagerfælled til Fodexercits, Kanonbetjening og Skydning. Vi havde ogsaa en Del Theori, Instruktion for Menige, Beregning af Skydetabeller samt Tegning af Kanoner. Flere kunde vanskeligt følge med, idet de ikke havde lært Plantrigonometri.

Vi skulde have lært at tegne Kort i Marken (»Croquis«), men fik kun 1 Time i Kortsignaturer, der blev vist os paa et lille Blad -- hvorefter vi alle til Examen blev hørt i det. Vi kunde ikke meget, naturligvis.

Man havde sagt os, at vi kun skulde have Karakterer i praktisk Tjeneste, ikke i Theori. Og saa fik vi til Examen kun Karakterer i Theori, slet ikke i praktisk Tjeneste. Den Slags Bagvendthed var der ikke saa lidt af.

Først paa Aaret trak det stærkt op til Krig; der kom Ordre til at afslutte vor Uddannelse paa det halve af den planmæssige Tid, som var 1 Aar. Da Faren for dengang drev over, var vi altsaa uddannede og kunde nu begynde forfra. De af os, der ønskede det, fik da Lov at lære Ridning og Exercits med Feltskyts. Blandt dem var jeg. Den Kundskab vi fik i at betjene Feltkanoner var dog ikke meget værd, da vi øvede uden Bespænding.

De sidste 3 Maaneder gjorde vi Tjeneste som Officerer, og blev derefter hjemsendt i Marts 1862.

Gennemgaaende var vor Uddannelse temmelig mangelfuld. Vi var f. Ex. dygtigere, da vi kom fra Rekrutskolen, end da vi forlod Uddannelsesskolen. Infanteriets Reserveofficerer fik mulig en bedre Uddannelse end vi; de beholdt de samme Lærere hele Tiden, medens vi ved Artilleriet kom til forskellige Skoler og Øvelser, stadig med andre Lærere.

III.

Den 1ste November 1863, da de politiske Forhold paany blev truende, blev vi atter indkaldt; jeg laa i København en Maanedstid til Tjeneste ved 3die Batteri, Kaptajn _Klein_, hvor jeg havde Læsning med Folkene og var Inspektionshavende ved flere Afdelinger paa Gl. Artillerikaserne i Strandgade.

Til at begynde med syntes jeg ikke om Kaptajnen og beklagede mig til en Artilleriofficer, som tidligere havde staaet under ham. Her fik jeg den Trøst, at Kaptajn Klein skulde have Tid til at vænne sig til et nyt Ansigt. Mit blev han aabenbart efterhaanden vant til, for da jeg meldte mig til Afgang sagde han: »Jeg havde ønsket at beholde Dem ved Batteriet.« Da jeg var uddannet til Fæstningsartillerist, vovede jeg imidlertid ikke at gaa i Krig som Officer ved et Feltbatteri.

Sidst i November (eller først i December) blev jeg sammen med Løjtnanterne _Petersen_ og _Schønheyder_ -- begge ligesom jeg polytekniske Kandidater fra 61 -- samt Løjtnant _Anker_ af Bornholms Milits, hvortil senere kom en Borgerofficer, Andersen, sendt over Kiel-Neumünster til Sønderborg for under Kaptajn _Bartholins_ Kommando at danne 4de Fæstningskompagni med Mandskab af alle Feltbatteriers ældre Aargange.

IV.

Mit første Indtryk af Dybbølstillingen blev ikke senere afkræftet. Forsvaret var slet forberedt.

Ved Kommissionsbetænkning af 1851 var paapeget Nødvendigheden af »en stærk, tildels permanent Befæstning« paa Dybbølbjerg. Ingeniørkorpsets Forslag af 53 krævede paa Dybbølbjerg »tre stærke permanente Forter« foruden enkelte mindre Værker og Brohovederne. Til Als og Sundeved var her ialt beregnet 2,300,000 Rigsdaler.

Dette Forslag blev af Krigsministeren forelagt en ny Kommission, bestaaende bl. a. af Generalerne _de Meza_, _Fibiger_, _Schlegel_ og _Baggesen_. I denne Kommissions Januar 51 enstemmig afgivne Betænkning krævedes til Als med Dybbølbanke ialt c. 2 Millioner Rigsdaler, d.v.s. Kommissionen tiltraadte Ingeniørkorpsets Forslag, kun med Udeladelse af Værkerne om Sønderborg mod Alssiden.

Dette af en stor Kommission efter omhyggelig Overvejelse stillede Forslag gjorde den daværende Krigsminister, Oberst _Lundbye_, intet Forsøg paa at faa gennemført.

Istedet modtog Ingeniørkorpset i Maj 57 en ministeriel Skrivelse, der paalagde det at udarbejde nye Planer over _det absolut nødvendige_ under stadigt Hensyn til Bekostningen, idet Ministeriet paa Forhaand opgav Kommissionsforslaget, som ved »den blotte Talstørrelse« -- ialt krævedes 32 Millioner Rigsdaler til hele Monarkiets Sø- og Landbefæstning -- »vil virke saa afskrækkende, at ingen virkelig grundig Behandling i den pengebevilgende Forsamling bliver mulig.« Saaledes skrev Ministeriet.

Ingeniørkorpset afgav herefter, med det forlangte Hovedhensyn til Bekostningen, en ny Indstilling af samme Aar, 1857; heri foresloges Dybbølstillingen befæstet med Jordværker med muret Reduit og Gravkaponierer til Infanteriforsvar. Dertil beregnedes 794,000 Rigsdaler, Armeringen ikke medregnet.

Heller ikke dette Forslag blev forelagt Rigsdagen til Beslutning; Krigsministeren var stadig bange for Bekostningen. Først Lundbyes Efterfølger som Krigsminister, Oberst _Thestrup_, gennemførte under den umiddelbart truende Krigsfare 1861 Dybbølstillingens Befæstning -- til et Beløb af 199,600 Rigsdaler, _altsaa godt 1/20 af det, som den sagkyndige Kommission havde krævet, og godt 1/7 af det, Ingeniørkorpset havde krævet som absolut nødvendigt_.

Men denne Befæstning blev da ogsaa nærmest kun en Feltbefæstning, beregnet paa at støtte Hæren, ikke paa at modstaa en Belejring. Det var hastigt opkastede Jordværker, uden Gravforsvar og uden bombesikre Rum for Mandskabet. Selv om Fjenden kun havde angrebet med det gammeldags glatløbede Skyts, vilde det have været en vanskelig Sag at forsvare denne Stilling mod en regelmæssig Belejring.

Men til vor Ulykke var vor Modstander for en stor Del væbnet med det nye riflede Skyts. Netop i de foregaaende Aar var dettes Overlegenhed blevet almindelig anerkendt, og det blev Dybbøls Skæbne at afgive det praktiske Bevis, paa vor Bekostning. De danske Sagkyndige havde ikke været uvidende om Virkningen af det riflede Skyts; bl. a. havde en dansk Officer i 1858 overværet de bekendte Jülicherforsøg, som viste Muligheden af ved indirekte Skydning med riflet Skyts at skyde Bresche i Fæstningsværker.

Men Dybbøls Befæstning var anlagt uden Hensyn til disse Erfaringer, og vort Artilleri var kun saa smaat begyndt paa at indføre det nye Skyts. Dels var det for dyrt, dels var flere af vore ellers dygtigste Artilleriofficerer endnu ret uvillige til at godkende dets Fortrin fremfor det glatløbede, som de var indlevede med og havde Forkærlighed for. Vi stod med Hensyn til Indførelsen af riflet Skyts ikke tilbage for nogen af de andre Smaastater. Men det var ikke dem vi havde at gøre med, det var Prøjsen, som af alle Stormagter var videst fremme paa dette Omraade. Her havde man i 1861 med stor Energi taget fat paa Indførelsen af et helt nyt og fortrinligt System riflet Bagladeskyts. Og ganske vist er det en Fejltagelse, naar mange tror, at Prøjserne førte lutter riflet Skyts imod os ved Dybbøl; endnu den 18. April var omtrent Halvdelen af deres Kanoner glatløbede. Men de havde paa deres Fæstninger en anselig Mængde tildels svært Skyts af den ny Konstruktion; og af dette blev efterhaanden det meste ført op til Brug mod Dybbøl. Da først det var bragt i Stilling imod os, var Udfaldet givet. Fra Broagerland kunde de dermed over Vemmingbund beskyde vore Skanser paa venstre Fløj, som ikke var tilstrækkelig dækkede mod den Side, hvor de ved Afstanden over Vandet vilde have været beskyttede mod Angreb af det glatløbede Skyts.

Prøjsernes Granater gik lukt igennem de svære Blokhuse, som var beregnede til Ophold for Mandskabet. Hurtig viste det sig, at disse Blokhuse var ikke Tilflugtssteder men Rettersteder. Skansernes Besætning maatte, da Beskydningen, særlig fra Broager, blev stærkere, søge Ly bag ved Skanserne i Løbegravene, og endda yderligere grave sig ned der, saa langt borte, at Fjendens Infanteri ved Stormen flere Steder naaede ind i Skansen næsten samtidig med vort eget.

V.

Vi fandt Skanserne ved vor Ankomst liggende omtrent som Ingeniørerne havde forladt dem i 61. Foran Stillingen laa uforstyrret endnu baade Hegn og Huse til Fjendens Dækning. Ogsaa i selve Værkerne manglede en Del vigtige Arbejder. Man skulde da tro, at der strax var sat al Kraft ind paa saavidt mulig at bøde Manglerne. Men det skete ikke.

Det varede ikke længe før vi ved 4de Fæstningskompagni under Kaptajn Bartholin havde 300 Mand; senere blev vi 600. Det var ikke noget udsøgt Mandskab, mest Feltartillerister af ældre Aargange, Folk, som aldrig havde lært at betjene Fæstningsartilleri og havde glemt det meste af det, de engang havde lært. Saa meget uheldigere virkede det knappe Officerstal, Kaptajnen som eneste Linjeofficer med tre unge Reserveofficerer, en Milits- og en Borgerofficer. Kommandersergeanten var en ældre Mand, som næppe kunde have gjort Fyldest ved et Feltbatteri, og ej heller gjorde det hos os; Foureren ganske ung, ikke fyldt de tyve. Saa var der et Par Reservekorporaler, udtagne blandt Underkorporalerne, og et Par Underkorporaler, udtagne blandt de menige. Det var hele det kommanderende Personale.

Men Folk havde vi dog, og der var nok at tage fat paa. Vi ventede paa Ordrer; vi fik ingen og bestilte intet. Maaske gik man ud fra, at Krigen ikke vilde bryde ud før til Foraaret. Alligevel syntes vi unge Officerer, at det var en underlig Maade at forberede Stillingens Forsvar paa.

Jeg spurgte Kaptajnen, om vi ikke skulde begynde. Han gav mig det mærkelige Svar, at Folkenes Uniformer jo ikke var kommet endnu. Jeg mente, at Folkene nok kunde arbejde, fordi de ingen Uniformer havde; de fik jo Erstatning for hver Dag de brugte deres eget Tøj. Hertil svarede Kaptajnen kun: »Aa, jeg har saadan en Hovedpine.«

Saa blev vi ved med at drive bag de ufærdige Skanser.

Fejlen var vel, at ikke strax en handlekraftig Mand var blevet udnævnt til Stillingens Kommandant med Myndighed over alt det der liggende Militær, -- nemlig en Bataljon Fodfolk, nogle Ingeniører under Kommando af en Kaptajn, Artilleridepotet, og nu 4de Fæstningskompagni samt Feltartilleriet paa Als.

Der kunde med dette Mandskab have været udført et stort Arbejde til Fuldstændiggørelse og Styrkning af Stillingen. Nu blev en Maaned ligefrem spildt.

Aldrig i mit Liv har jeg bestilt saa lidt som denne Tid i Sønderborg, og aldrig har jeg været saa slet tilpas.

Maaske troede Kaptajn Bartholin ikke, at man kunde udrette noget med Reserveofficerer. Ialtfald sjoflede han os i høj Grad. Da Major _Lunddahl_ blev udnævnt til Øverstkommanderende for Artilleriet i Dybbølstillingen, undlod Kaptajnen saaledes at meddele os det.

Vi plejede at spise i et Hus ved Sønderborg Havn, hos Havnefogeden -- en ældre Mand, der vist havde været Tjener hos Hertugen af Augustenborg. Han var ialtfald meget fortrolig med dennes Forhold og viste os en Gang Hertugens Portræt, som han havde liggende i en Dragkisteskuffe.

Da vi en Dag først i Januar ved Tretiden kom og skulde spise til Middag, sad Major Lunddahl i Havnefogedens Stue sammen med Kaptajnen. Majoren sagde: »De Herrer kender vel Armébefalingen?« Som ældst Officer svarede jeg: nej, vi kendte den ikke.

Lunddahl vendte sig da til Kaptajnen: »Har De ikke gjort de Herrer bekendt med Armébefalingen?« »Nej,« svarede Kaptajnen, »jeg troede ikke det var nødvendigt at underrette Reserveofficererne.« Hertil bemærkede Lunddahl: »_Jeg_ kender ingen Forskel; Reserveofficererne bærer Porteépée lige saa vel som Linjeofficererne og maa behandles som dem.«

Dermed var Kaptajn Bartholins Rolle egentlig udspillet. Ved Appellen Dagen efter inddelte Major Lunddahl Folkene, medens Kaptajnen stod som Statist. Og fra den Tid var det Majoren vi henvendte os til i Tjenestesager, selv om Kaptajnen var tilstede. Under hele Belejringen veed jeg ikke af, at jeg har set Kaptajn Bartholin, skønt jeg stod ved hans Kompagni. Paa denne Mand hviler en stor Del af Ansvaret for, at Dybbølstillingen ikke var i bedre Stand end den var, da Prøjserne kom.

VI.

Major Lunddahl havde Artillerikommandoen i Dybbølstillingen til den 10de Februar, da han maatte træde tilbage paa Grund af Sygdom. Han var høflig og hensynsfuld overfor sine Officerer. Politisk var han Nationalliberal af reneste Vand, og det var vel af politiske Grunde han overfor mig udtalte, at han betragtede mig som sin personlige Fjende. I Tjenesten kom vi godt ud af det.

Han var en ivrig Mand til sit Arbejde; strax efter Middagen den første Dag han var kommen, gik han hele Stillingen igennem med sine Officerer, og Dagen efter blev vi sat i Gang. Jeg fik Udtransport af Materiel og Ammunition, mest fra Sønderborg Slot, og særlig til Skanserne paa Dybbøl Bjerg.

En Dag da vi førte en Krudttransport derud, kom en ung Fyr gaaende imod os, meget overlegen, med brændende Cigar i Munden. Han var næsten naaet op paa Siden af første Ammunitionsvogn, før jeg opdagede ham. Jeg sagde ganske stille: »Der er Krudt i Vognen!« Det var tilstrækkeligt. Jeg maa endnu smile ved at tænke paa hans hovedkulds Flugt ind over Markerne.

Paa Skolen havde vi lært, foruden mange andre Forsigtighedsregler, at foran hver Krudttransport skulde der ride en Mand og fordre al Ild slukket undervejs, f. Ex. i Smedierne. Her kom en Mand med brændende Cigar gaaende lige op mod en fuldtlæsset Krudtvogn.

Ved Sønderborg Slot laa et stort Træskur fyldt med Materiel, f. Ex. Slæder, Raperter m. m. til de svære Kanoners Affutage; jeg havde i flere Dage ført Materiel ud herfra.

En Morgen, da det blæste stærkt, kom Marketenderen og bad om han maatte gøre Ild paa til Kaffen inde i det halvtømte Skur. Tilfældig kom i det samme Depotkaptajnen gaaende. Jeg henviste Manden til ham -- og vi fik den Oplysning, at en stor Mængde Trækasser, der stod langs Væggen, netop hvor Marketenderen vilde tænde sit Baal, var fyldt med Ammunition til Haandvaaben!

Jeg havde godt set Kasserne, men tænkt at de indeholdt Geværer. Kaptajnen havde intet sagt om hvad der var i dem, og jeg kunde ikke ane, at man var saa uforsigtig at blande Ammunition med Materiel.

Der var lidt for stor Forskel paa de Regler, man i Fredstid iagttog ved Laboratoriet, og den Sorgløshed, hvormed man her behandlede de farlige Stoffer.

Der var i Skanserne ikke andre bombesikre Rum end Krudtmagasinerne, der paa Dybbøl var af Beton. Derfor søgte Folkene ofte Ly der; de laa som Sild i en Tønde, og der var en Stank, saa man daarlig kunde trække Vejret. Naar Sikkerhedslampen ikke vilde brænde i den tykke Luft, satte man en tændt Lygte paa en Krudtkasse! Det var ikke noget sjældent Syn.

Naar det gik godt, maa man her som paa saa mange andre Punkter sige, at Lykken var bedre end Forstanden.

VII.

Hvad Jordarbejdet angaar, hindredes det i høj Grad ved det nu indtraadte Frostvejr.

Heller ikke tog man overalt lige kraftig fat. Bataljonschefen tilbød Ingeniørkaptajnen at stille hele Bataljonen til hans Raadighed til Sløjfning af de mange Hegn foran Stillingen. Men Kaptajnen afslog det med den Bemærkning, at det Arbejde kunde hans Ingeniører udføre paa faa Dage. Den 18de April var han ikke blevet færdig med det.

Med Hensyn til selve Skanserne var det naturligvis ikke muligt paa den givne Tid og med de forhaandenværende Midler i væsenlig Grad at ændre deres Karakter. Svagt var de anlagt, og svage maatte de vedblive at være. Frosten var i Vejen, Dagene var korte, og vi manglede Hestekraft til Transporten.

Der laa nogle Feltbatterier, som ikke havde noget videre at tage sig til; men det syntes ikke, at de kunde afgive deres Heste. Vi fik Infanteribataljonens Chef til at laane os de 16 Heste, som hørte til Bataljonens Ammunitionskærrer, men paa den Betingelse, at Trænkuskene skulde køre dem.

De stillede da med Hestene en Morgen paa Slotspladsen. Men disse Trænkuske var blevet vant til at drive og havde ikke Lyst til her at sættes i Arbejde; de gjorde Hestene kørestædige, saa de stod ret op i Luften. Jeg som Landmandssøn kunde nok se, hvordan det gik til. Jeg henvendte mig til Lunddahl, som stod og saa paa det: »Tillader Majoren, at jeg smider de Karle ned og sætter mine Konstabler op? Saa skal vi nok faa Vognene ud.«

Men Majoren rystede paa Hovedet; det gik ikke an. Saa maatte vi lade Trænkuskene føre deres Heste hjem igen.

Trods alt blev der udrettet en Del. Vi hængte godt i, og efter Omstændighederne blev Resultatet nogenlunde. Det er galt, naar Oberst _N. P. Jensen_ i sin Bog om Krigen 64 paastaar, at ikke en eneste Skanse var i Forsvarsstand, da Hæren kom fra Dannevirke den 7de Februar. I alle Skanserne var der Kanoner og Ammunition, og de fleste af dem var forsynede med Stormpæle i Gravene.

VIII.

Den 7de Februar Kl. 7½ Morgen blev jeg kaldt op til Kommandoen. Jeg traf Major Lunddahl syg og meget nervøs. Han gav mig følgende Ordre:

»De rykker uopholdelig ud og tager Kommando i Skanserne IX og X. De vil finde Betjeningsmandskab derude. De skal gøre færdig til Skydning inden Aften, til hvilken Tid De kan vente Prøjserne foran Stillingen. Jeg skal foranledige Dem afløst mellem 2 og 3, for at De kan ordne Deres Sager, da De strax rykker lige derud.«

Altsaa skyndte jeg mig ud til Skanserne IX og X.

De vare bestykkede med ialt 17 Kanoner, tildels af svært Kaliber. Efter almindelige Regler havde der vel til dette Skyts været Brug for 2 Officerer og 4 Underofficerer. Dette Skyts var nu, fordelt i to lukkede Skanser, undergivet mig som eneste Officer, uden Befalingsmænd, og med et Mandskab, som i og for sig var utilstrækkeligt til Kanonernes Betjening, og tilmed uøvet, uensartet, de ældre Aargange fra alle Feltbatterierne, og mig ganske fremmed.

Vejret var uheldigt, af og til Sne med svag Frost; Terrepleinet (det indre af Skansen) blev snart trampet op; vi vadede hele Dagen i Snesjap.

Da vi var færdige med det groveste, og jeg efter et anstrængende Dagværk ved Aftenstid gav mig til at undersøge Ammunitionen, opdagede jeg til min Skræk, at der manglede Friktionsrør. Skansen var altsaa ude af Stand til at skyde. Jeg kunde ikke gaa ud fra, at min Naboskanse Nr. VIII havde flere Friktionsrør, end den selv havde Brug for, -- hvis den i det hele taget havde nogen.

Altsaa maatte Rørene hentes fra Sønderborg. Tilfældigvis vidste jeg, hvor paa Slottet de laa. Men ingen af Mandskabet var kendt derinde, og da Hæren fra Dannevirke allerede var begyndt at rykke ind i Byen, kunde jeg vide, at der maatte være stor Forvirring. Sendte jeg en af mine Folk afsted, var det højst usandsynligt, at han under disse Forhold kunde finde netop en af de faa, der vidste Besked med disse Rørs Magasinering.

Men Friktionsrørene maatte vi have, naar jeg efter Ordre skulde staa rede til at modtage Fjenden. Min eneste Udvej var da selv at gaa til Sønderborg -- og lade mine to Skanser klare sig uden mig saa længe.

For ikke at gøre Mandskabet uroligt, listede jeg mig ubemærket bort, saa snart Mørket faldt paa; der var jo ingen, jeg kunde give Kommandoen til imens. Jeg løb alt hvad jeg kunde, lige ind til Sønderborg. Der var ikke et Menneske paa Slottet; jeg gik uhindret ind i det Rum, hvor Rørene laa, tog hvad jeg havde Brug for og skyndte mig tilbage ud i Nr. IX og X.

Det var en sørgelig Tur; jeg mødte Tropperne, der kom fra Dannevirke, alle Vaabenarter blandede mellem hverandre.

En Underkorporal af Artilleriet spurgte mig om sit Batteri. To Infanterister gik og støttede hinanden i det glatte Føre, de kunde næsten ikke mer. Lige som jeg gik forbi, faldt en af dem baglæns om; hans Gevær gik af, og Kuglen traf en Marketenderhest, som faldt død ned i Vejgrøften.

Jeg drejede af ad Aabenraavejen og naaede mine Skanser, vistnok uden at nogen havde mærket min Fraværelse.

Hen paa Natten kom der Fodfolk ind i Skansen. Det skulde have været til Nr. VIII, men kendte ikke Vejen. Officeren forlangte en Fører, og det skulde være strax. Hans Folk var saa udmattede, at han tvivlede om at faa dem op igen, hvis de først kom til Sæde. De kom lige fra Dannevirke.