# Hyld og Humle: Fortællinger

## Part 9

Book page: https://www.cyberlibrary.org/da/books/hyld-og-humle-fort-llinger-43290/index.md

Det er de to Rækker, der ere Orkestret nærmest, som synge. De andre, Mænd med Madkurve og Koner, der trille Barnevogne eller have Børn paa Armen eller ved Haanden, gaa i rolig Passiaren; nogle enkelte hilse paa Skomageren.

»Det er dem, der strikker!« hvisker han til Madammen, der ser med et underlig blandet Udtryk efter den lille Klynge.

Da den er borte, siger Manden vemodigt:

»Der gaar nu de og driver.«

»Ja, det er ikke til at forstaa, hva' der ska' komme u' af det. Nu Rosalje, hun bor paa Kvisten, hun gik paa Fabrek og ha'e sine go'e ni Kroner om Ugen; nu gaar hun paa Daskens hver Da' i hvidt Skørt -- Undertøjet har hun ju'te en Stumpe a'. Og tjene vil de ju'te nu til Dags!«

»Saa gør je'te maje Honnør for de Pi'er!« kom det i en usædvanlig bestemt Tone fra den gamle Kone.

Manden siger med et Suk:

»Ja, hva' ska' der blive a'?«

»Saa gaar de nok og synger, men de er sgu' saa pirne alligevel og ka' fløje i Flint over ingenting.«

»Hvis de nu taver?«

De sidde lidt tavse alle tre.

Madammen spørger haardt:

»Hvis de nu taver ... alle de Roljer. Hvodden gaar'et saa?«

»Hvordan det gaar? Jeg skal sige Dem, Madam, hvordan det gaar.«

Skomageren sætter sig til Rette. Hans Kone vender sig lyttende imod ham.

»Hvis De nu vil følge me'. Ser De ... naar nu alle Mestrene, Skoma'erne, Skræ'erne, Malerne, hvem De nu ka' nævne, si'er: nu lukker vi og derme' Basta: Hva' saa?«

»Ja, hva' saa?«

»Saa ka' d'itte betale te Strikkekassen mer. Og saa spør' je': hva' bli'r saa Enden paa det?«

Madammen ser betænksomt og alvorligt frem for sig, som anede hun sine Kunders og sin egen Ruin.

Manden vedbliver forklarende:

»Fabrikanterne taver jo osse hver Da'. De ska' jo betale Renter af saa maje. De bliver til sidst ke'e af det.«

»Saadan no'en sku' skamme sig og blive kiv i'et over den Slavs.«

»Naar de nu'tte mer ka' svare hver sit eller køve Malerier og Bøjer og Støvler og Klæ'er. Og saa Huslejen. Saa bliver sgu Enden paa det, at de lukker hele Menasjen. Og saa er det hele forbi. Ja, det er nu min Forklaring, Madam. Det ka' osse vær', at de sætter det hele paa Aktier, og saa smelter Pengene hen, og saa er der til sidst ingen, der vil begynde paa noget. -- Det er nu min Mening!«

»Ja, trist er'et li'e godt!«

»Men saa er vi vel Gu'skelov dø'e. -- Ikke Mutter?«

Konen svarede mildt: »Ja, bare vi var vel i Jor'en.«

Manden sukkede og tændte sin Cigarstump igen ...

Hans Peter kommer styrtende imod dem.

Moderen raaber: »Se dig for Dreng, sikken du skøvler a'!«

Hans Peter snubler over sine alt for store Snørestøvler, men er straks paa Benene igen og udbryder hæsblæsende:

»De ska' spelle nu. De kom me' den store Tromme!«

»Saa bliver vi og hører et Stykke ... Pas nu paa dine ny Bukser, Hans Petter!«

»Ska' vi osse høre et Stykke, inden vi rokker hjema', Mutter?«

»Vi ska' vel snart hjem og i Seng, je' ska' jo ti'lig op.« Den gamle Kone trak Sjalet tættere om sig.

»Vi ska' bare høre et Stykke ... Naar nu bare det bliver et af de go'e gamle.«

Det giver et Ryk i den lille, magre Kone, da Orkestret i det samme sætter i med de første Akkorder af Elverhøjsouverturen.

Værtshusholdermadammen forsøgte at fortsætte Samtalen, men de to gamle svarede adspredt. De var altfor optagne af at høre efter Musikken.

Da Slutningssangen klinger mod dem, puffer Skomageren fornøjet til sin Kone og hvisker:

»Den kender du, Mutter!«

Hun nikker smilende.

DEN HØJE MAND.

Foraarsnattens lette Mørke hviler ved Foden af Egnens mange Bakkedrag og mellem de kraftige Planter i Grøfternes fugtige Bund. Men Højdernes runde, lave Rygge har bevaret et svagt Skær af Dagens gode Lys, og Himlen er idel Klarhed; Skoven og de fjerne Hytter staa som sorte Volde mod denne store, gullige Hvælving, hvor en enkelt bleg Stjerne dukker frem af det bløde, slørede Lys.

Og Lyden af en Ugles hastige Vingeslag og af Draaberne, der siver fra de brune Pløjemarker ned imod Engenes gulstrøede Grønne, og sagte, rene Klange, som de travle Dage ikke kende og ikke kende Navn til, er den hvilende Jords Aandedrag i det tidlige Foraars stille Nat. --

Men hvor Buskene tættede sig til Gærde om en Have, Urterne groede i lige Rækker, og Tulipanerne stod i Bede ved Stuehusets Havedør, der var andre Lyde: Trampen af Fødder, Latter og taktfast Violingniden.

Bonden giftede sin Datter bort med en flink Karl.

Medens Sognets Piger og Karle, de gifte Folk og Fremmede fra Byen dansede og morede sig, gik Bonden omkring og sørgede for Mad og Drikke, og hans gamle Hustru færdedes med gæstmilde Lader mellem Køkken og Stuer.

Der var en Typograf fra Byen og nogle unge Bønder, der sad sammen og drak. Da de blev højrøstede og røde i Hovederne, gik Bonden dem ofte forbi med kold Mine uden at skænke i deres Glas. Derfor rejste de sig og slentrede gennem den vognfyldte Gaard ud paa Vejen.

Det lette Mørke hvilede under de hvidblomstrede Tjørnebuske og blandt de kraftige Planter i Grøfternes fugtige Bund. Men Skovene stod som sorte Volde mod den lyse, store Himmel, og de krogede Hyldetræer kastede vage Skygger paa Bøndergaardenes hvide Længer.

Landevejens lyse, brede Stribe svingede forbi den lille Landstation, ud over Skinnerne og drejede om til Kroen.

Henimod den drev den glade Skare.

Typografen bandt et Lommetørklæde om Hovedet og sprang frem og tilbage og gjorde Løjer, og de unge Bønder lo skraldende og beundrende.

Stjernen blinkede. I de lave Enge sivede det sagte om Græssets Rødder, Køerne laa og gumlede inde paa Marken, en Fugl flyttede sig forskræmt, Rugen vuggede sagte sine groende Aks.

Typografen vrøvlede ustandseligt, og Bønderne gik fra Kærester og Koner og de gæstfri Værtsfolk ned mod Kroen.

Da de vilde gaa ind ad dens Dør, rejste en høj, gammel Mand sig fra Trappestenen og stillede sig i Vejen for dem. Han løftede sin Arm og sagde med indtrængende, klingende Stemme:

»Holdt! Sløv ikke dit Blik og dys ikke din Sjæl. Vaag og bed. Se, i denne Nat forgaar Jorden!«

»Det var som Satan!« brølede Typografen; »hvad i hede Helvede er Du for en Obskuranter og Pietist! Gaa væk. Vi ere aandsfrie Mænd.«

Den høje Mand saa venligt iagttagende paa ham med sine alvorlige, gode Øjne, men veg ikke fra Døren.

En af Skaren sagde udjævnende:

»Det er bare den gale Student fra Fattighuset.«

Straks snakkede de alle villigt i Munden paa hverandre for at oplyse den lystige Typograf.

»Han skriver af for Skolelæreren og Præsten. Han er sgu Student.«

»Student -- jo vel!«

»Gu' er han Student. Men der var en Bog, der gjorde ham gal.«

»Den Bog hed vel nok Lisbeth fra Bakkegaarden.«

»Og den blev fæl til at rende efter Mandfolk og Brændevin.«

»Han er med og leder de blinde Musikanter, og saa kan han spille Theater for os, naar han ikke er altfor tosset.«

»Gaa nu hellere hen i Gildesgaarden, Student. Gaa nu -- ellers faar Du Prygl af blinde Søren.«

Den høje Mand bøjede sit Hovede saa dybt, at hans lange, hvide Haar faldt ned over den hvælvede, furede Pande. Raadvild veg han til Side, pint af Typografens Tilraab, men uafbrudt mumlende: »I denne Nat; jeg har Brevskab derpaa. I denne Nat!«

Fra Skyggen af Rejsestalden saa han, at en Flok unge Piger og Koner med hinanden under Armen kom ned ad Vejen og kaldte paa Karlene. Dyrlægen, med Frakkekraven op om Ørene, Høkeren og et Par ældre Bønder gik smaasnakkende bag ved dem.

Typografens unge Hustru stod længe og saa paa sin Mand, der lo støjende af Raaheder og tumlede meningsløst omkring. Hans brede, kloge Pande var rød, og hans gode Øjne saa stivt og vredt efter hende.

Hun syntes, at i dette Øjeblik veg hun ud af en hegnet, solfyldt Have, hvor hun aldrig mere skulde komme. Men for sit ufødte Barns Skyld gik hun hen og tog hans Haand og hviskede det Navn til ham, som ingen uden hun og han kendte, det Navn, som de varede om, fordi det var digtet i deres Kærligheds lifligste Time.

Men han skød til hende, som om hun var en paatrængende Skøge, og til Bøndernes Morskab vrængede han Navnet efter.

Den høje Mand hørte det fra sin Plads i Rejsestaldens Skygge; og han lukkede sine Øjne, fordi han ikke kunde taale at se hende tage sig saa raadvild til Hjærtet. --

Saa snart han ikke mere saa Mændene og Kvinderne foran Kroen, begyndte Dagens og Aftenens Syner at bore sig ned i hans Sinds Dybde ad de eneste Veje, som førte gennem hans Bevidstheds Taager.

Drikkedjævlen har været i Gaarde. Ikke engang Præst og Skolelærer kender ham, for han er venlig og ydmyg, indsmigrende og munter, og derfor danse unge, uskyldige Piger ved hans Haand, medens han uforstyrret sænker sin Gift i Sjælene, Guds rette Ejendomme. Tavse, kloge Mænd blive aabenmundede og dumme. Unge Karle, som elske, blive blinde og tror at se deres Hjærtes Udkaarne i hver Kvinde, og de give deres helligste, bindende Ord til den første, der vil høre det. En Mand, der Aaret før med Bøn og Graad har tigger om sin gamle Mors Tilgivelse for en Forbrydelse mod Ære og Ret, som den smilende Djævel havde forledt ham til, haaner i Aften Moderen, som advarende tager om hans Haand, der griber efter Giften; -- og hele Sognet hører hans vrede Ord.

En dygtig Bonde, som Dagene igennem slider og arbejder sammen med sin Hustru for dagligt Brød, øder i Spil paa en Time, hvad der skulde skaffe Midlet til deres syge, eneste Barns Frelse. --

Den høje Mand vaandede sig og aabnede sine Øjne, hvor Lidelsen brændte. Hjælpeløs saa han ud over Marker og Enge; men da fornam hans udækkede Sind, at det var en af Naturens hellige Timer, hvor Mennesket, der gaar ind i dens Rige for at lytte til dens Toner, lytter saa længe, at det hører sin egen inderste Sjæls sølvklingende Musik.

En ung Kvinde gik alene ind over Markstien og saa paa de duggede Blomster og op mod Stjernen og den lyse Himmel, medens hendes Elsker sad med tungt Hovede og sløve Øjne og lo meningsløst. --

Men Høkeren smilede affabelt og sagde til Sogneraadsformanden:

»Man maa more sig, medens man er ung og fri.«

Sogneraadsformanden nikkede anerkendende og svarede vægtigt:

»Vist saa; blot med Maade.« --

I Skyggen ved Rejsestalden, hvor den høje Mand med skælvende, hurtige Hænder gravede sig et Skjul mellem Halmknipperne, standsede Typografens Hustru med Forvalteren; og hun lod sig kysse af hans blussende Læber, og hun lod sit uskyldige Sind besudle af hans urene Ord; i Fortvivlelse og Trods vilde, _vilde_ hun dynge mørke, fremmede Begivenheder over det rædselsfulde, som skete før.

Da løftede den høje Mand Hovedet og saa op med et Blik, der straalede af en fast og pludselig Beslutning; han knugede sine foldede Hænder mod sin Pande og hviskede: »Ikke endnu Herre, ikke endnu!« Og han løb, som den løber, der bærer sit Kæreste fra forfølgende Fjender.

Udenfor Kroen tømtes Flaskerne, indtil to Brødre yppede Kiv og begyndte at slaas.

I det samme kom Stationsforstanderen. Hans guldsnorede Hat sad paa Snur, hans Uniformsfrakke stod aaben, og han slog ud med Haanden og raabte:

»Lad nu være med det Børnevrøvl, mine Herrer; her skal de se utrolige Løjer.«

»Værs'artig, værs'artig mine Herschafter, ingenting for Voksne og det halve for Børn, Folk uden Hoved gaar gratis ind!« raabte Typografen.

Stationsforstanderen stillede sig i Attitude med den ene Haand ind paa Brystet og bukkede dybt. Man var Embedsmand, men havde dog heldigvis Aand og Gemyt nok til at gaa ind paa en Spøg.

Derpaa fortalte han -- stadig afbrudt af Typografen, som var i febrilsk Bevægelse for ikke at blive døsig.

»Jo, ser de, blinde Sørens Prygleknabe kom jo ind til mig paa Kontoret med dette lange Telegram. Om jeg straks vilde afsende det? Jo, det vilde jeg da nok, men det var dyrt. Ja, Mammon havde han rigtignok ikke, men om en liden Stund skulde han ofre os sit Hjærte, som hele Livet havde lidt af ulykkelig Kærlighed --«

»Ulykkelig Kærlighed!« Dundrende Latter.

»Ulykkelig Kærlighed, ja, til Gudsbilledet i Mennesket eller saadan noget lignende højtravende Sludder.«

»Hans Hjærte i Betaling. Kan De give tilbage paa den Mønt, Stationsforstander?«

Skraldende Latter.

»Havde det endda været hele Kroppen. Hva' Hr. Dyredoktor?«

Dyrlægen svarede tvært spøgende:

»Han fik sgutte første Klasses Stempel, det magre Spektakkel!«

Stationsforstanderen kom igen til Orde:

»Jeg sagde jo naturligvis ja og tog Papiret. Nu skal de høre.«

»Hold op at tviste. Silentium. Dixi. Hols Mauls, I Herrer!« tordnede Typografen.

Stationsforstanderen læste ironisk-højtidelig:

»Telegram til Gud i Himlen. Jeg kender din Beslutning. Men Herre, lad ikke Verden forgaa, medens her er en Djævel, der tager haardt om de varme, bankende Hjærter og lammer de Hænder, som vil lindre Smerte og Nød. Lad ikke Verden forgaa, medens den Djævel lærer Pigen Svig og Løgn i samme Øjeblik, hun kysser sin trofaste Elskers Læber, lærer hende Spot og Spe, naar hun gaar fra hans udstrakte Arme. Alle er mod alle. Den, der længes, skal trampes. Den, der bløder, skal slaaes. Den, der kryber om paa Marken for at finde et Hul, hvor ingen Lyd kan naa ham, skal slæbes ind i Dansesale og Krostuer. Herre, lad ikke Verden forgaa, medens alle er mod alle og vil hugge Klør og Tænder i de pinende Saar. Herre, afvend din Vrede, tag mig som Sonoffer, jeg giver dig mit Liv!«

»Og jeg giver en Omgang paa Kroen!« brølede Typografen til Bønderne, der stod stille og halvvejs generte: »Træd indenfor, Hr. Banemand, og lad os være fri for mere af det Kællingesludder.«

Men Toget var ved at komme, saa Stationsforstanderen maatte være paa Perronen. Han satte Huen lige, knappede Frakken og gik med hele Skaren ned for at inspicere Stationskarlen, der havde bragt Signalerne i Orden og lagt Posttasken ud.

Ved Ventesalen brændte et Par Lygter; der stillede Skaren sig i Geled for -- efter Typografens Kommando -- »at repræsentere Sognet for de ærede Rejsende.«

Typografen begyndte at holde Tale, men tav leende, da han fik Øje paa den høje Mand, der stod længst borte paa den lange, smalle Perron med Armene strakt mod Himlen.

»Se, hvor Raden staar og kiger Stjerner; lad os faa mere Grin med ham.«

En ældre Bonde svarede:

»Lad os nu undgaa Skandale her paa offentligt Sted; vi maa se at faa ham hjem. Jeg giver Vogn; gaa Du hen og snak med ham, Typograf, det maa Du forstaa.«

Typografen tog Lommetørklædet af Hovedet og svarede godmodigt:

»Javel, jeg snakker godt for ham.«

Han tog Bonden i Knaphullet. »Det er individuelt med saadanne Fornemmelser, man maa bortforklare hans daarlige Humør, for ser I, er han drukken, saa er der noget, der hedder en overordentlig Modtagelighed, og --«

»Javel, men gaa nu bare. Nu piber Toget.«

Typografen gik hen mod den høje Mand, der havde kastet sig paa Knæ med Hovedet bøjet tilbage og Hænderne foldede.

Toget brusede ind.

Den høje Mand væltede sig ud foran Lokomotivet og knustes.

Typografen fik ondt og ravede tilbage. Nede paa Perronen raabte de og løb forvildet mellem hverandre. Dampen hvæsede ud. Passagererne søgte at faa Kupédørene op. En ung Pige græd. En Handelsrejsende med Spillekort i Haanden laa halvt ud af Vinduet og raabte kommanderende paa Konduktør og Stationsforstander.

Da Lokomotivføreren sprang af Maskinen, saa' hans faste Blik, der var blankt af Taarer, fuldt af Vrede og Fortvivlelse ud over den drukne, raadløse Skare.

EN KÆRLIGHEDSHISTORIE.

Per i Kælderen kaldtes han af sine mange forskellige Bekendte, som altid havde et Nik tilovers for ham, naar han med Hænderne i Lommen stod paa Trappen, der førte ned til hans Beværtning.

Han skinnede af Properhed lige fra Kasketten, der sad langt ned over den kuglerunde Isse, og til de tykke, hvide Uldstrømper, som stak i blanke Træsko, saa snart han gik uden for sin Stuedør. Det gjorde han mange Gange om Dagen for at staa og kige op og ned af sit etetages, cementforsirede, røde Hus, der laa paa den anden Side af Gaden.

Til alt, hvad der paa nogen Maade stod i Forbindelse med denne hans Ejendom, nærede Per en uangribelig Kærlighed.

Der var nu de storblomstrede Tapeter, Rosetterne i Lofterne og alle de smaa Tremmepulterkamre med Hylder og Knagerækker, som han selv havde gaaet og lempet i Stand; ja -- og saa var der jo Marie, en lille Pige, hvis Forældre var Pers Lejere, hun var ogsaa Genstand for de blidere Følelser, som Per virkelig var i Besiddelse af, -- om de end ikke udtrykte sig særlig tydeligt i hans runde, røde Ansigt med den gnavne, skæve Mund og de smaa Øjne, der ikke rigtig vilde være ved, hvor iagttagende de var.

Pers og Maries Sympati var gensidig; den havde en frugtbar Jordbund at gro i, for Per var -- fra den første Dag Maries Forældre flyttede ind -- velvillig stemt imod dem; de havde saadan nydelige Gardiner og Blomsterpotter. Paa den anden Side fandt Familien, at den halvgamle Ungkarl var en meget behagelig Vært, der var saa langt fra at være krakilsk, at han næsten var _for_ rar.

Ja, for Per _var_ rar, saa rar, at han ikke nænnede at sige imod, naar hans Lejere bad ham om noget. Venligt og imødekommende sagde han ja til ethvert Forlangende, -- men indvendig svor han paa, at saadan et godt, grundmuret Hus sku' -- fan'eme -- ikke ha' nogen Slavs Hundekunster med Panel eller saadan noget. --

Det hændte en Dag, at Per vandt Maries Hjærte helt ved at lette paa Kasketten og raabe: »Goddag, lille Jomfru!« netop som Marie nød den Ære at følges fra Skole med en ældre Kammerat, der altid pralede af, at hendes Faders Kontorister tog Hatten af for hende.

Da Marie var kommen hjem, udsøgte hun sit bedste Glansbillede, tilbragte en halv Times Tid med at pakke det ind, forsegle og skrive rigtig flot uden paa: Per i Kælderen, Odense, Fyn, Danmark, Evropa; derpaa gik hun ned og overrakte ham det.

Som Per plejede, naar han var forlegen, tog han Kasketten af og arrangerede den graa Haardusk, der fra venstre Øre lagdes op over Issen; men Opvartningsjomfruen, der var rapmundet og vant til at finde sig til Rette i alle mulige Situationer, sagde:

»De maa da klinke med Frøkenen paa nærmere Bekendtskab, Hansen!«

»Sku' Barnet ha' Spærituosa! Ja, De er -- fan'eme -- hæ -- hva' De er, Jomfru. -- La's af Ste' etter for -- la' mig se -- ja, tag Du kuns for 25 Øre af de Toøres.«

Og Lars, den magre Kelneraspirant, rev Døren op, saa det lille røde Gardin flagrede, og Klokken klingrede vildt; han tog Stentrappen op til Gaden i et Spring, der var saa tjenstivrigt, at hans Knæ og Hage kom i nærmeste Berøring. --

Efterhaanden blev Per i Kælderen og hans Territorium et Slags Fristed for Marie, naar hun trængte til at hyldes efter at have været tilsidesat i Barnekammeret.

Der regerede hendes femaarige Broder Kaj uindskrænket, protegeret af Barnepigen, der havde været hans Amme, og som henfaldt i den dybeste Melankoli og ubehageligste Fornærmelsestilstand, naar højere Magter tillod sig at gribe ind i det hende underlagte Departements indre Anliggender. Hun ofrede sig Dag og Nat for sin Kaj, vaagede over ham, naar han havde lidt Mavepine, og tog ham med paa sin Ferietur ud til hendes Svogers Gaard, hvor hendes Søn, der nu var Tjenestedreng, havde tilbragt sin spæde Barndom. Blot Kaj forlangte det, nedlagde Line øjeblikkelig sin Strikkestrømpe, agerede Hest, »kørte i Futtog« eller klippede de vidunderligste Rækker af dansende Koner, hvis stive Arme hængte sammen; -- men Marie, der efter Lines Mening favoriseredes i Dagligstuen, kunde forgæves tigge hende i Timevis om den Slags Gunstbevisninger.

Nej -- saa blev Marie rigtignok anderledes behandlet hos Per i Kælderen!

Var der Gæster, sendte han hende med synlig Overvindelse bort igen, men ellers blev hun modtaget som en Prinsesse.

»Jomfru, ind og tag Tøjet og Gamasserne af vores Frøken! La's, af Ste' me' Dig etter Botterdejger.«

Marie følte sig fuldstændig hjemme i den hyggelige Kælderstue; hun fandt det saa interessant, at de brede, med Blomsterpotter smykkede Vinduer sad højt oppe, og at der stod firkantede, voksdugsbeklædte Borde omkring paa det sandstrøede Gulv.

Det var saa morsomt, at det var netop det Bøgebrænde, som Per under hendes Tilsyn havde kløvet, der blussede og buldrede i den store, gammeldags Kakkelovn.

Og megen Skæmt havde Per og Barnet for, især da »Gækkeneljerne« begyndte at komme.

Per forsøgte paa alle mulige underfundige Maader at narre Marie en Blomst i Hænde; men hun var, som han sagde, »den mest dørkdrevneste Ra', der ku' gaa paa et Par Ba'ben!«

Dog -- en Dag, da Marie tog sin traditionelle »Snitte«, gik den midt over, og inde i den laa den famøse Blomst.

Da lo Per, saa hans svære Mave rystede, og Marie lo, Jomfruen formelig hvinede, og Lars, der fra Bagstuen spændt havde luret paa, hvorledes Komplottet skulde falde ud, kom styrtende med sit bevægelige Ansigt trukket ud til de mest forekommende Smil.

-- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- --

Skønt Per og Line ikke var ganske enige i Valget af deres Favoritter, opstod der dog mellem dem et Slags nærmere Bekendtskab og en vis hemmelighedsfuld Samfølelse i Anledning af Børnene.

Det begyndte med, at Line en Dag, som hun stor og tyk trampede forbi Kælderhalsen, hvor Per stod og betragtede sin Ejendom, spurgte:

»Hun er da vel skikkelig, naar hun er nere hos dem, Per Hansen?«

Rigtignok besvarede Per kun denne Antydning af Tvivl om Maries Ufejlbarlighed med nogle smaa foragtelige Grynt, men ikke desto mindre blev det til en lille Passiar; den efterfulgtes af adskillige flere, ja endogsaa af en Indbydelse paa »Sukkela'e« nede i Kælderen, hvad Line dog ikke mente at kunne modtage.

Men i hendes Reflexioner kom denne Indbydelse til at spille en vis Rolle; der var noget »rijælt« ved saadan et Tilbud af Traktement. Hendes Sympati for den belevne Per, som sad der alene med Bedriften, voksede. --

Da Storken gik i Enge, og Gøgen kukkede i Skoven, og Tiden for Lines, Kajs og Maries aarlige Landtur indtraf, udvirkede Line hos sit Herskab, at Per maatte inviteres med. --

Og Per tog med i lys Sommerfrakke og med sin bedagede Følge-Lig-Hat, -- men i dybeste Hemmelighed, for Prangerne havde saadan »none visnæsede Kæfter.«

Da det lille Selskab var kommet ud af Toget og travede hen ad Landevejen til Lines Svogers Gaard, erklærede Marie, at det var den bedste Tur, de endnu havde havt, og det var, fordi Per var med!

Det satte ham straks i godt Humør. Endnu bedre blev det, da de efter Kaffen, hvortil han trakterede med umaadelige Masser af Wienerbrød, gik ud og saa paa Besætningen.

Per var bondefødt, og her i den græsgroede Gaard mellem de lave, hyggende Længer levede hans Ungdomsfølelser delvist op igen.

Han tog Hatten af, rystede paa Hovedet, lo lidt, vendte sig saa til Line, -- Svogeren havde demonstrativt ladet dem være ene, -- og sagde med et Smil og et Suk, der saa udmærket forenedes om hans gnavne Mund:

»Ja, dengang var man ret en lieber Gut!«

Line, der ogsaa paa en Maade var betaget, svarede ud af _sin_ Tankegang:

»Ja, ordentlig, det er her. De sku' se Spisekammerhylderne. -- Vores Familie har nu alleti'er været te' aa sli'e. Je' kom u' at tjene, da je' var ti Aar, Per Hansen!«

Per Hansen holdt Begravelseshatten i Haanden og ordnede febrilsk ved Haardusken. Line fortsatte i en bestemt Tone:

»Vi har nu været store og stærke, mine Foræl're, de var nu osse saadan te' aa sli'e. Har di'tte givet vos andet i Arvepart, saa har de givet vos Løst te' Arbe'!«

»Ja, det er sgu Kapital, der ka' flaske sig!« udbrød Per.

»Vi var jo manne Børn, men de er kommen godt deran allesammen, se nu min Søster her, og én blev sgu Jordemor. -- Det er jo kuns egentlig mig, der er saadan lidt strandet; men saa længe je' ka' arbe', saa har je' det godt; det er dog li'egodt det, der holder Humøret oppe.«

Per stod tavs og betragtede opmærksomt Vandtruget. Saa satte han Hatten paa, slog Hænderne sammen, sparkede lidt ud med det ene Ben og sagde letsindigt og flot:

»Dø' og Kritte, sikken en Vær'shusholdermadam, der ku' hav' bleven a' Dem, Line!«

»La' De nu bare vær', Per Hansen, ska' je' te' aa spekkelere, bliver je' bare krakilsk aa halvtovlig.«

»Gu' gør De ikke nikke nej! De er soli' -- fan'eme -- det har jeg alti'er sagt. -- -- Men det ka' være maje rigtig, man ska'te si'e mer, end som man ka' staa ve'; det er der Rasong i.«

Og saa gik Per ind i Kostalden. --