Part 8
Hun rejser sig og skyder Døren op, saa Solen vælder ind i en bred, støvfyldt Stribe. --
Sivard gaar mod Borgporten.
Hans Læber ere pressede mod hinanden, og han tvinger sine Tanker til at mindes den stormende Fylde af Ungdomsmod og Kærlighedslængsel, som tumlede i hans Sind, da han red gennem Verden og tjente for den, som har lovet at være hans, men som er en Fremmed selv i hans Armes Hjem.
Det er ikke Sørgen og Minder, han har higet imod.
Hans Vilje har været til at drikke et glad Bryllup og føre en stolt og yndig Brud til sin Gaard, at sidde ved en statelig Husfrues Side som Herre ved sit eget Bord blandt ædle Gæster og, naar Tid er, hejse Sejl i Raa og styre frem over dybe Strømme til Kampe, hvor ingen vil vige.
Kampe, hvor ingen vil vige!
Viger han ikke daglig fra dristig og fordrende Tale, og fremtvinger han ikke stilfærdigere Ord, end hans Sind er til, fordi han kun gennem dem vinder hendes nølende Kærtegn, som han længes imod ....
Da ser han hende staa i Døren, og han mindes hendes bløde Haands Hvile i hans, og langsomt gaar han imod hende, og hun sætter sig paa Trappen, og han slænger sig paa det nederste Trin.
Da han ser, hvor blege hendes Kinder ere, bliver han vel trang i Sind, men der fødes ikke det Ord af hans Kvide, som kan tage hendes Nød og stille hendes Sorg.
Inger ser ned paa dette bøjede Hovede og denne dunede Kind, der sænker sig dybere, som begærede den Hvilen mod hendes Knæ.
Det er, som Taarer stiger højere og højere i hende og slæber efter sig en mørk Angst.
Hun venter og venter .... ogsaa i denne Time forgæves; og han sidder tavs, medens Minut drypper til Minut og øger den skillende Strøm.
Hvorfor er hun ikke glad, naar hendes Hjærtenskær dog er hos hende?
Er han da ikke den Mand, som kan tæmme hendes Sorg?
Han slynger Armene om hende og knuger sit Hovede mod de fine Knæ, der runder sig under Kjolens Folder.
Men da er det for hende, som han er en fremmed Svend, med hvem hun aldrig har nævnt Kærlighedens Navn, og det ridser sig ind i hende med eneraadende Magt, at den Dag vil aldrig komme, da hun vil lægge sit Hovede ved hans Bryst og gro ind til den Lykke, som vil læge alle Saar og blænde for alt Savn.
Og hun rejser sig, og paa ærlig Vis siger hun ham dette.
Han føler et Øjeblik, som al hans spændte Kraft langsomt slappes, men da han ser hendes Mund og mindes, at han har maattet tvinge sig ind paa lange Omveje for at opnaa, at den givende bøjer sig mod hans, da flammer det op i ham med en vred Glæde som hos den, der kaster en Lænke.
Han gaar mod Døren.
Der standser han.
Men da Sporens Klirren tier, hører han hendes Kjoles Strygen mod Murværket og hendes lette, rolige Trin opad Trappen, og da løfter han Benet, sparker Døren op og gaar mod Stalden og sadler sin Hest ...
Inger staar ved Borgetind og ser langt ud over den flade, solnydende Mark.
Det dundrer over Vindebroen, det blinker i en Staalhue, Solskin leger blankt over en Hingsts brede Bringe. Det er Sivard, der farer af Sted, saa det gnistrer af Vejens Stene.
Angst lytter Inger efter, om der ikke er et eneste kaldende Raab i hendes Sjæl efter ham, men der er kun Visheden om, at den Leg, de leged, er ude.
Nu hører hun ikke mere Hovenes gungrende Trav. Den urolige Skygge af Rytter og Hest bliver mindre, forsvinder i en Sænkning. Han rider frem igen ovre ved Skovens blaanende Væg; ... der rejser han sig i Sadlen, sætter Horn for Mund og blæser stærkt og uden Melodi.
Saa vender han sin Hest og rider ind i Skyggen.
* * * * *
Tavs og stolt gik Inger sin Gang. Selv om Visheden om hendes Hjærtes Tavshed og Tomhed kan brænde som Baal og lægge al Fryd øde, kommer den Mørkningstime ikke mere, hvor hun skyder Døren op og søger hen til Moderen, der sidder ene paa Vægbænken og drømmer Slotte af Lys og Lykke for sit eneste Barn ...
Ingen, ikke engang hun selv, skal have faste Ord for, at hun ikke er rolig og ikke slider sin Slægts Silke og Skind med stolt Glæde, men med Længsel efter svundne Dages Stilhed, der, engang brudt, aldrig bliver mere.
* * * * *
Inger gik i Solskinnet og plukkede Rose efter Rose og aandede deres søde Duft. Hun saa paa Træerne, der voksede opad med smaa, lyse Skud løftende sig frem paa de krogede, graa Grene.
Men Inger syntes, det var tungt at leve ...
Hun gik op ad Trappen til Fruerstuen, hvor alle de smaa Terner vævede og sang og talte om Troldskabsfærd, om raske Svende og mandelig Strid og om Elskovs stærke Baand.
Og Inger satte sig tavs ved Væven, og Skytten gik sin Gang.
Og Hjorten sprang i Skoven, og Dronningen gik alene ind mellem Stammerne.
Og medens Jomfruerne sang om Kongedatteren, som gav sig og sin Faders Lande til Hr. Riboldt, tænkte Inger paa, at hun véd, at der drager den Svend gennem Verden, hvis Hjærte vil le i hans Bryst, om hun sender ham et kaldende Brevskab ... Men som hun tænker den Tanke, driver Angstens Dug over hendes syge Sind, for det ved hun, at det er ikke ham, der kan kysse hendes Mund, til dette Sørgmods Trolddom viger fra hende, og hun igen er en varm og fager Jomfru ...
Længe var der stille, saa stille, at den, som lyttede, kunde høre Sommervindens sagte Kog i Voldgravens Siv.
Der var en Jomfru, der begyndte at synge, og de andre stemte villigt i med Omkvædet.
Vilmund og hans væne Brud -- Strengen er af Guld -- de legte Tavl i hendes Bur. Saa liflig legte han for sin Jomfru.
De legte Tavl med Guld saa rød, og se da græd den væne Mø.
Hvergang Guldterning randt paa Bord, den Jomfru fælded saa modig Taar'.
»Hvad heller for Guld I græde? eller for gode Klæde?
Græde I Guld, eller græde I Jord? Hvad heller den Svend I har givet Tro?
Græde I Saddel, eller græde I Hest? eller den Svend, der Eder haver fæst?«
»Ikke for Guld jeg græder, og ej for gode Klæder.
Jeg græder ikke Guld, jeg græder ikke Jord, saa gerne da gav jeg Eder min Tro.
Jeg græder ikke Saddel, jeg græder ikke Hest, alt med min Vilje haver I mig fæst.
Mere græder jeg for mit gule Haar, at det skal raadne i Vendelsaa.
Mere græder jeg for Blide, som jeg skal over ride.
Jeg maa vel græde for Blidebro, der sunke ned mine Søstre to.
Der sunke ned mine Søstre to, den Tid de lod deres Bryllup bo.
Og det var mig spaaet, medens jeg var Barn, at jeg skulde drukne min Bryllupsdag.«
»I skulle ikke græde for Blidebro, den lader jeg alt med Jærne slaa!
Jeg lader bygge den Bro saa bred, hun koster mig tusend Gylden i Fæ.
I skulle ikke græde for Blide: mine Svende skulle med Eder ride.
Tolv ved hver Eders Side, selv holder jeg Bidsel og Mile.«
Han lod lægge under Gangeren røde Guldsko, og saa rider hun til Blidebro.
Men der hun kom der midt paa Bro, da snaved hendes Ganger i fire Guldsko.
Hendes Ganger skrænted paa femten Guldsøm, neder sank den Jomfru for striden Strøm.
Jomfruen rakte op sin hvide Hand: »Vilmund! Vilmund! Hjælp mig til Land.«
»Hjælp Dig saa sandt nu den Hellig-Aand, som jeg Dig ikke nu hjælpe kan.«
Hr. Vilmund taler til Smaadreng sin: »Du hent mig flux Guldharpe min!«
Vilmund tager Harpe i Hænde, han ganger for Strømmen at stande.
Han slog Harpen saa saare, det hørtes over alle de Gaarde.
Han slog Harpen over den By, og Fuglen af den høje Sky.
Han slog Løv af Lindetræ og Hornen af det levende Fæ.
Han slog Bark af Birke og Knappen af Mari-Kirke.
Han slog mer end han skulde: han slog de Lig af Mulde.
Han slog Harpen af ret Harm: han slog sin Brud af Troldens Arm.
Op kom den Trold fra Bunde med Hr. Vilmunds Mø ved Haande.
Og ikke hans Brud alene, men baade hendes Søstre væne.
»Vilmund! Vilmund! stil din Ljud! Her haver Du igen din unge Brud!
Vilmund! Du stil din Runeslæt! Baade nu hver som han haver Ret!
Vilmund! Vilmund! Tag din Mø. Du lad mig volde mit Vand under Ø!«
»For vist skal jeg vinde min væne Mø, men aldrig skal Du volde Vand under Ø.«
Vilmund, han legte den Trold til Men: han sprak i de haarde Flintesten.
Hr. Vilmund han red sig op under Ø -- Strengen er af Guld -- saa drak han Bryllup med sin Mø. Saa liflig legte han for sin Jomfru.
Der var stille.
Den Terne, som havde sunget for om den mægtige Vilmund, der friede sin væne Mø fra Trolddom og Fare, sad med Hænderne hvilende og saa frem for sig med et lyst og yndigt Blik.
En anden begyndte paa Visen om Jomfru Gloriant, der gik til Fangetaarnet og bad Holger om Hjælp mod den lede Burmand og siden løste hans Brynje og tog ham i sin Arm.
Men for Inger kom den Stund, at det drog gennem hendes tugtige Sind, at bedst var det, om en stor Elskov maatte tvinge hende og lægge sit gyldentrøde Lys over den graa Tid.
Da hvilede hendes Hænder, hun bøjede Hovedet mod Væven, og Taarerne randt stille ...
Men alle de smaa Terner sang sagtere.
* * * * *
Glæden har brede Vinger, og den stærkeste Bølge kan brydes. --
Der kom en Dag, da ædle Gæster holdt for Gaarden.
Borgfruen sad ene og lod Timerne drive deres rolige Vej, da en Svend meldte om det sjældne Syn af stampende Heste og statelige Herrer og Fruer.
Borgfruen rejste sig saa hastigt, at Mynden, der havde siddet logrende og set paa hende, glammede højt ...
Gud i Himlen, sad hun ikke her med Disk og Dug, med en fager Datter og Mindet om en høvisk Ridder at værne om og saa ...
hun tørrede langsomt en Taare bort, der gled ned over Kinden ...
saa burde den Tid vel komme nu, da andre skulde hylle hendes Barn i den lune og lystige Fryd, som al hendes Kærlighed ikke havde evnet at skabe.
Og Mjød og den klare Vin bares frem, og de brede Borde dugedes for stolte Mænd og gode Kvinder, og da Dansen gik i Gaarden, var det Inger, der ung og fin dansede forrest, medens Moderen syntes, at nu bar det igen mod en blid Sommer, hvor al Sorg skulde forvindes.
* * * * *
Og som Foraaret blev til Sommer og grønne Spirer til vuggende, gult Korn, strømmede Gæster til. Og med lige Glæde tog Borgfruen imod dem alle, baade mod dem, som kom ridende med hundrede Heste og Kjortel og Kappe af Skarlagen, og mod dem, som kom med Landevejens Støv paa den simple Vams ...
Men Ingers Hjærte er som lagt i Tvang, skønt hendes Læbe har baade Smil og muntre Ord.
Men hun har ikke mange Timer til at dukke i sine ensomme Tankers Væld, for neppe tier de klingende Jægerhorn, før Piber og Giger falde ind med deres lange, syngende Raab om Dans og Fest.
Dødt og tomt er der i hende, som hun gaar der i den bølgende, vekslende Skare af Mænd og Kvinder, der er, som de glide af Sted paa en bred Strøm, hvorover muntre Ord og kække Øjekast farer som Blink i Skjold og Sværd, naar Solen skinner en frisk Turneringsdag.
Dette var ikke Livet, som hun havde anet det, da hun stod ved Taarnets Tind og bød det et jublende Velkommen. --
Der er mangen en rask Svend, som helst ser derhen, hvor Inger er, og mangen ædel Ridder, der vil fæste hende med Tugt og Ære.
Men der er kun én ... han ejer baade Riddersværd og Sangens Gave ... der, naar Dansen eller Dystridtet gaar, tumler sin Hest paa den vide Hede, fordi hellere vil han være borte fra hende end lide den Kval, han lider, naar han ser hende smile, hvor hun helst vilde græde.
Kærlighed er stærk; den kan vel fælde den stejleste Mur.
Og han faar vel de Ord -- om blide eller ramme, -- der kan vinde ham Jomfruen.
Saaledes tænker Sangeren, og han vandrer sin Vej, som han maa, og er igen paa Borgen.
* * * * *
Der kommer en Time, hvor Jernet springer af hendes Sind, og hendes hele Hu vender sig mod ham. --
Gigers og Fløjters lystige Lyd dør hen. Ridderne slippe den, de i Dansen fører ved Haand. Omkring paa Bænkene rejser man sig for at se ind i Salen. Der bliver saa stille, at man hører to Unges tyste Hvisken, som straks tier.
Alle se forventningsfulde paa den ridderlige Sanger, der staar midt for den brede Dør. Hans Legeme vidner om ædel Byrd, og hans Blik er fast og hærdet i Vilje, og det er skønt af Kærlighed; og der er over ham den Tankens rene, kraftige Højhed, som drager dem alle i lyttende Kreds om ham.
Og han synger.
Det luer og gnistrer af hans Ord, og der staar Flammer mod Himlen af den ubesmittelige Ild.
Inger følte sig sælsomt greben, som var det for _hendes_ Freds Skyld, at dette skete, og fordi hun sad langt borte, rejste hun sig og gik nærmere.
Da sænkede hans Blik sig og fæstede sig ved hende, og Stemmen bøjede sig til milde Ord om Solopgangstimens Kærlighedsbud, naar de spæde Sædspirer og Pilens smaa rødlige, sammenkrympede nye Blade staar og gror med Nattens Dug over sig, naar alle Fugle synge og pippe og fløjte, hver som de kan bedst, men aldrig som ved den klare Dag.
Og hans Stemme bøjede sig til inderlige Ord -- om Aftenen, naar en eneste Stjerne lyser over de skære, grønlige Farver fra den svundne Sol, naar der ikke er anden Lyd end den af Agerhønen, der kalder paa sin Mage inde mellem det tunge, gule Korn, og Lyden af _hans_ Trin, der gaar de ensomme Stier for at sænke sig i dybe Drømme om én eneste.
Og som han sagde det, var det, som Ord blev ham for trange, og han løftede den brede viëlle mod sin Kind og spillede over dens Strenge med den lydige Bue.
Og det klang saadan, at to barske Mænd, mellem hvem Fjendskabet havde skaaret sin dybe Rende, og de rakte hinanden Haand. -- Kvindeøjne, der altid havde været sørgmodige, smilte, som var al Sorg forvunden.
Og Inger vidste, at hvis hun ikke havde været, havde Strengene ikke tonet.
Og da tænkte hun: »Nu har vi to, han og jeg, sammen løftet en Byrde, og saa maa han gaa hen til mig, tage med sine Hænder om mit Hovede og bøje det ind til sig, og siden vil vi aldrig skilles hverken Dag eller Nat.«
Og han sang igen ... med Blikket ud over dem, som seende ind i store Skove, de ikke kende og aldrig vil naa.
Men Ingers Hjærte er ved at sprænges af en frodig, rodfast Lykke, for det véd hun, at derind skal hun vandre med sin Haand i hans.
Og hele den store Skare fik det at se, at Inger ... med Dødens Alvor og Livets Varme i sit unge Sind .... at stolten Jomfru af sig selv, traadte ud af Kredsen, nærmede sig mere og mere, og da de sidste Toners Klang var forbi, gled ind i hans Arm og bøjede sit Hovede mod _ham_. --
Saaledes vandt han Jomfruen.
Og nu kan det siges med Sandhed, at Glæden er kommen i Gaarde.
De, hvis Tanker har været ude paa en ond Færd, følte, at det lede Troldskab i deres Sind vredes op med Rode; de, hvis dybeste Længsler hilstes af hans Sang, og de, hvis sorgfulde Hjærter løstes af Pine, løb jublende imod ham.
Og han slap hende af sine Arme og rakte hende sin Haand, hun lagde sin i hans, og Borgfruen og gamle, kloge Riddere lagde deres over, og de klappede dem paa Ryggen, som Fædrenes Skik var, og fra det var sket, regnedes Sangeren og Inger for Fæstemand og Fæstemø at være.
Og de blanke Sølvbægre klang, og Ord fløj til den, de maatte. Gamle barske Mænd brummede deres Ungdoms minderige Sange, og Fruer med spæde Stemmer nynnede med.
Det var fagert at lytte til Bruset af Glæden.
I den høje Sal og i den lune Borgestue bar Sang og Dans gennem Timerne, til det begyndte at lysne i Øst. -- --
Naar Solen stiger, smelter Rimen af Skoven.
* * * * *
Inger og Sangeren gik under Lindene i den blide Sommernat.
Og ved det Stevne fik hun Lykken, hvis Plads hun havde værnet i sit Hjærte gennem onde Aar.
Som Minut dryppede til Minut, fæstede Kærlighedens stærke Rødder sig fastere om hver Tanke, hver Længsel og hvert spirerigt Haab, og i hendes Sind ridsede det sig ind med eneraadende Magt, at der var ingen Svend til i Verden uden ham, under hvis Kappe hun nu gik, som hun kunde give sin Tro, for med ham vilde hun leve og dø, og ham vilde hun følge, om saa Jorden skulde briste under dem.
For han var den Mand, som hun elskede. --
Og alle Jordens Urter stod i Blomst.
* * * * *
Og Tiden kom, da Inger spændte Brudesko om sin hvide Fod.
Men hendes Vej til Kirkens Brudebænk gik hen over Søsterens Grav, og hendes Blik sænkede sig og læste den prydede Flises stive Bogstaver:
»Her bor Germas Legeme, men hendes Sjæl er hos Gud«. --
Og alle de dybe Vande og alle de vundne Riger!
REKREATION.
Paa en af de mere afsides Bænke i Provinsbyens Lystskov sad en Sommeraften et gammelt Par.
_Han_ havde lænet sig tilbage med paatagen Hjemmevanthed og betragtede opmærksomt de Spadserende og holdt Øje med de Herrer Musici, der stod samlede i smaa Klynger paa den aabne Estrade, hvor de snart skulde begynde at musicere.
_Hun_ sad yderligt, omtrent uden at røre sig; hendes lille, magre Skikkelse skjultes næsten helt af et stort, sort Sjal, og lige fra den furede Pande og til Nakken dækkedes hendes Hovede af en vindrueprydet, mørk Tøjhat.
Af og til knipsede han med mange Omstændigheder Asken af sin Cigarstump og lagde, lidt besværligt, det ene Ben over det andet, saa at de snævre Benklæder trak sig et Stykke op over Vandstøvlerne.
De to gamle talte ikke meget. Sagde han en lille Bemærkning, smilede hun lidt og svarede ja eller nej ...
En tyk Madam med rappe Bevægelser og et Par Børn efter sig gik flere Gange forbi og saa opmærksomt paa Manden og Konen.
Saa blev hun staaende foran dem og sagde:
»Go' Da'! Er det ikke gamle Skoma'er Frandsens?«
Manden rørte sin Hat med Pegefingeren og svarede:
»Jo, det er saamænd.«
»Ka' De ikke kende mig?«
»Ja, det er jo saadan, vi ser jo ikke saa maj' u'mærket, ska' jeg si' Dem!«
»Det var jo mig, der var Bypi'e hos gamle Apoteker Friises, da De boede i Ba'gaarden!«
»Herregu' er det det. Hva' he' De? -- Ja, de er dø'e nu, hele Familien, Herregu' ja.«
Man gav hinanden Haanden og Skomageren vedblev:
»Vil De ikke sitte ne'? Værsgo', Madam.«
»Aa, la' gaa da.«
»Det er vel Deres?« Han pegede med sin Stok efter Børnene, der øjeblikkelig var løbne hen til Dansepladsen og havde givet sig til at klatre og krybe gennem Stakittets Tremmer.
Madammen rejste sig hurtigt, gik et Par Skridt frem, saa at det sorte Kjoleskørt svingede over den brede Bag.
»Hans Petter, Thea, læg Hattene herhen.«
Hans Peter og Thea smed hellere end gerne Hovedtøjet og sprang af Sted igen.
Manden spurgte:
»Er De gift?«
»Ja, jeg er,« svarede hun roligt.
Den gamle Mand fortsatte Samtalen; han talte langsomt og vægtigt; hans Ægtehalvdel og sædvanlige Tilhører plejede ikke at mangle hverken Tid eller Taalmodighed.
»Me' Forlov, Madam, hva' er Deres Mand?«
»Ja, vi er jo Værtshusholder u'e ve' Markedspladsen. Det er vos, der har Ma'kisser u' te Fortovet me' Borde og Stole!«
Den gamle Kone vendte sig lidt og saa paa hende, men indtog straks igen sin Stilling yderligt paa Bænken; de andre talte bag hendes Ryg.
»Det er s'men helt rart at komme lidt u',« konverserede Madammen.
»Er det første Gang, De er i Skoven!«
»Ja, sidste Aar ku' det sgu ikke naa sig; om Sønda'en har vi jo travlt, og nu paa Søndag kommer der Særkus, det gi'r jo altid no'en Fortjeneste; men saa var 'et jo, at Kar'sellen gle' i Da', saa mente jeg, at nu sku' det vær'.«
»Ja, vi har jo osse sku' været a' Ste' hele Somren; men Mutter har ikke ment, hun ku' være fra Huset. Saa i Dag saa maatte jeg sgu ligefrem befale hende at trække i Strøtøjet.«
De to gamle lo fornøjet.
Manden fortsætter, henvendt til Madammen.
»Saa har De det vel helt godt?«
»Ja s'men, det har vi jo da. Sli'e maa vi jo naturligvis. Men nu ka' de to ældste Pi'er da hjælpe te i Geskæften.«
»Naa, De har fler' end de to der?«
»Vi har havt femten.«
»Det var manne Børn,« siger den gamle Kone stilfærdigt.
Madammen tilføjer:
»Men de fem er da dø'e.«
»Saa er de bevaret!« siger Manden, der ser ud, som han har opgjort et noget vanskeligt Regnestykke.
»Den sidste ha'e vi paa Sy'ehus i fem Aar.«
»Hvor maje maatte De betale dér?«
»Ja, det var strenge nok, det var hal'a'en Krone om Da'en. Det sidste Aar nøjedes vi da med en Krone.«
»Ja, det løver sgu op, gør'et.«
»Min Mand er jo ellers hos Boubinder Knap.«
»Hva' ka' det nu saadan smi'e a' sig, særka?«
»Ha' faar jo to Kroner om Da'en, men saa er'et jo godt fast Arbe', og saa er 'et jo det, vi osse maa betragte, at er'et en Da', der er travlt eller Marke', saa ka' ha' si'e: i Dag, Mester, kan jeg nu ikke komme; og saa er der ikke vi'ere ve' det, saa hjælper ha' te' hjemme.«
»Ja, der ka' jo være nok.«
»Ja, vi har s'men ikke saa lidt; der ka' godt komme Folk drattende ind, som De sku'te tænke det!«
»Saa, ka' der det?«
De gamle vendte sig spørgende mod Madammen, som beredvillig fortsatte:
»Jo, forle'en kommer s'men denne her Greve, hva' det nu er ha' he'er.«
»Uh ha,« siger den gamle Kone i en blid Tone og med et Smil.
»Ha' vilde jo ha' en Ølbajer, som de si'er Soldaterne. Og Trine var s'men li'e ved at falde i Baldaane af Forbavselse, men Fatter var da hjemme, og han sto' jo saa og g'ore Karosser for ham, saa jeg ku' jo nok se, det var i lidt fint!«
»Saadan no'en prutter ikke i no'en Slavs Forretning!« sagde den gamle Mand sindigt og vægtigt. »Kommer de ind i en Botek, saa si'er de bare: vil De sende det, hvor maje har jeg at betale? Væsgo'. Vupti. -- Basta.«
»Naar d'itte har for langt te Kontanterne!«
De lo alle tre.
Madammen vedblev:
»Ha' kom jo u'e fra Eksercissen.«
»Je' har osse været Soldat. Sikken et Bryst je' ha'e den Gang. Ikke Mutter?« Manden retter sig og ordner lidt ved den hvide Krave, der hænger slapt om det indfaldne Bryst. »Nu har je' tidt lidt Hoste, men saa er det sundt at komme u' i frisk Luft.«
»Det er'et vel,« svarede Madammen ligegyldigt. »Vi faar nu sommeti'er Fribillæt til Særkus. Lidt Fornøjelse ska' man jo unde sig.«
»Ja, lidt Fornøjelse skal man unde sig,« gentog den gamle Kone med sin trætte Stemme.
»Ja, Mutter gaar nu paa Kirkegaarden en Gang imellem.«
Konen saa mildt op.
»Je' har jo gamle Bekendtere deru'e.«
»Saa vasker hun deres Ligsten,« fortæller Manden.
»Det var da et farligt Mas! Slæver De Remedjerne me' deru'?« spørger Madammen.
»Det er jo bare en bitte Sæve og en Børste i en tom Spand,« svarer den gamle Kone.
»Hun var nu i 53 me' Etatsraa' Plums i Flensborg; hun tjente dem i 10 Aar, før vi kom sammen, ska' jeg si'e Dem, Madam.«
»Det er Etatsraa'ens Sten den store me' Billedet lige inden for Laagen,« oplyser den gamle Kone. Efter en lang Pavse vedbliver hun: »Jeg kender jo osse gamle Fru Møller og Julie Lind, de ligger ne' etter Krigsgravene. Det er jo saadan li'som gamle Bekendtere.«
»Er De ellers rask, Madam Frandsen?«
»Vi maa'tte klave. -- Rosken aa Bry'en i Lemmerne. -- Herregu' ja.«
»Det kniver, Mutter, naar du ska' lette dig om Maarnen,« siger Manden i en opmuntrende Tone. »Christian, vores Søn, han er nu Mursvend, og han ska' jo ha' Kaffe om Maarnen, inden han gaar.«
Den gamle Kone fortsætter paa sin rolige, blide Maade: »Saa ska' jeg jo ha' redt Seng og fejet Gullerne, og saa skal jeg jo te og lempe en bitte Middesma', til Christian kommer hjem. -- Saa kan jeg s'men være saa træt, saa træt,« siger hun som til sig selv.
»Du har nu slidt al din Ti', Mutter!« Manden klapper hende muntert paa Ryggen.
Hun smiler. »Naar jeg saa har sittet to, tre Timer me' min Strikkestrømpe, saa er jeg li'som helt rask igen.«
»Ja, hænge i maa vi sgu!« udbryder den tykke Madam pludselig paa sin raske, energiske Maade og slaar sig paa Benene.
»Ja, det er ikke saadan at komme frem,« siger Manden, og langsomt fortsætter han: »Er man saa i Stilling, saa er det svært at holde sig. Min Søn, han ku' nu ikke.« Han hæver Stemmen: »Men jeg kan; jeg holder den nok, jeg holder den nok gaaende i den Ti', vi har te'ba'e. Ikke Mutter? Der er jo det me' Botek og Reklama, som de raaver paa, og trykte Anbefalingskort, og der er jo manne Skoma'ere nu, men mine gamle Kunder glemmer mig ikke -- nej, mine gamle Kunder glemmer mig ikke.«
De faldt i Tanker alle tre.
Ovre fra den anden Del af Skoven lyder Tonerne af et Par skrattende Horn, der ustandseligt spille Socialistmarchen.
Det kommer nærmere og nærmere. Til sidst hører man enkelte Stemmer, der om og om igen synge: nu dages det Brødre, det lysner i Øst.
Toget gaar forbi.