Part 5

Nej, da ser hun paa en ung, barbenet Fyr med et lille Overskæg, som er spiret frem, siden hun sidst var sammen med ham i London.

Alle de gode Minder der da komme op i hende! ... Saa morsomt og hyggeligt de havde det sammen i de Dage, da Losningen var forbi, og Indladningen endnu ikke var begyndt; de havde været sammen i Vokskabinetter, i Theatret og inde i de store Kirker.

Hans var dog saadan noget helt andet end disse Urtekræmmersvende og Handelskontorister, som satte alle deres Penge paa Klæder og var saa vigtige og saa snakkesalige og dog ikke kendte noget til Verden uden for denne lille By.

Se Hans, han har nu sparet op af sin Hyre og ligger i Kjøbenhavn og læser til Styrmandseksamen. Det ved hun af Faderens Breve, i hvilke han altid er rosende omtalt, om end Kaptajnen undertiden har hentydet til manglende Sans for højere Interesser.

»Skidt med det«, farer det pludselig halvhøjt ud af Marie. Hun mindes, hvor dejligt, hun syntes, det var, at Hans ikke talte og forklarede, ligesom Faderen plejede, da de vare inde i den store Kirke sammen, men bare gik stille ved Siden af hende og holdt hende i Haanden, ligesaa højtidelig til Mode, som hun selv var ...

Han kunde dog for Resten gerne gøre en lille Afstikker over til dem, inden han igjen rejste fra Landet ... ud i Verden, til store Byer med megen Lystighed og til usunde Pladser i Syd-Amerika og Afrika.

* * * * *

Og Hans kom en Søndag Morgen for at faa Hilsen med til Kaptajnen. Det træffer sig nemlig saa heldigt, at han igen kan komme til at fare med sin gamle Kaptajn.

Og den Dag var det med en egen husmoderlig, omhyggelig Følelse, at Marie lavede Sødsuppen til og stegte Rødspætterne ... det var saa morsomt at vide, at hun og Moderen ikke skulde sidde alene og spise den gode Søndagsmad ...

Hans sukkede undertiden, som om han var bedrøvet over noget, og bedre og finere Eksamen, end han mødte med, kunde der da ikke forlanges! Saa var han saa tavs. Naa, han havde jo aldrig havt det meget med at bralre op om al mulig Snak, tænkte Marie.

Hen paa Eftermiddagen sad de i Stuen alle tre. Hans, der havde slaaet sig til Ro paa Puffen mellem Vinduerne, saa hele Tiden efter Marie, der sad i Halvmørket inde i Stuen; men saa snart hun saa paa ham, trak han Øjnene til sig. Derfor gav Marie sig til at kige ud paa Gaden, for -- kunde det glæde ham at se paa hende -- saa maatte han saamænd saa inderlig gerne.

Naar hun rakte efter noget, eller naar hun rejste sig og gik over Gulvet, gjorde hun det uvilkaarligt langsommere og kønnere, end hun plejede, naar hun til daglig havde travlt. Hun tænkte ikke videre over det, -- men hun nænnede ikke andet for hans Skyld.

Frøknerne fra Byfogdens og Candidaten paa Kontoret spadserede forbi og nikkede ind; og da Lampen derovre paa Lygtepælen var bleven tændt og spejlede sig i Vandpytterne, gik Skomagerens Døtre til Sangforeningsbal med opheftede Kjoler og hæklede Tørklæder over de krøllede Frisurer.

Ovre i Genboens Villa sad Frøkenen ved Klaveret, og hendes Kæreste stod ved Siden og spillede Violin. Skæret fra et Par smaa Lamper drev mellem Palmer og Blomster i Karnappen ud paa den sølede Vej.

Der er kønt derovre, tænkte Marie, men her er ligesaa rart, naar her saadan er en, som mener os det godt og er glad ved at være hos os, som Hans er.

Men nu var der ikke længe til, han skulde af Sted; Moderen var i Køkkenet for at lave en Kop Afskedskaffe. -- Det varede nok længe, inden han igen kom til at sidde i en hyggelig Stue.

Marie fik pludselig en inderlig Lyst til at gaa hen og sætte sig ved Siden af ham -- sidde ganske stille hos ham og holde ham i Haanden, medens Tiden gik.

Saa var det jo, som de var for Alvor Kærester. Snak. -- Han vilde vel ikke, han sagde jo ingen Ting. Men kunde det glæde ham, naar han laa derude paa Søen og døjede ondt, at hun var hans Kæreste, saa bandt hun sig gerne til ham, for hvad Hans vilde, det vilde hun ogsaa.

Men de kunde vel ogsaa godt være Venner, uden at der straks skulde tænkes paa Forlovelse. Hun var vel ikke af dem, der absolut skulde have en Kæreste. Det jagede jo ikke. -- --

Hans rejste sig. Han sagde Farvel et Par Gange til Marie. Da han havde faaet Frakken knappet og var halvt ude af Døren, vendte han sig til Madam Frederiksen og sagde:

»Ja, Kaptajnen har engang sagt noget til mig om, at han har lagt ud for dem, at ... ja, at Mandfolk tidt er noget Rak, og ... at fine Herrer ikke altid saadan er saa rigtig fine, naar det kommer til Stykket ... og Marie er jo ... hun er jo kønnere end Folk er flest«. -- Han hakkede i det, men sagde pludselig bestemt:

»Hun skal vel ikke tage Plads og rejse fra Madammen?«

»Jeg bliver hos Mor, saa længe Far er paa Søen!« siger Marie. »Skønt jeg rigtignok helst vilde til et stort Hus og lære noget og se anden Folkeskik«, føjer hun til.

»Til næste Aar skal vi besøge Fatter i London«, trøster Moderen og giver Hans Pakken med Uldtøj og Strømper, som han skal have med til Kaptajnen.

»Ja, og saa skal vi maaske med en Rejse. -- Mor skal skrives ind som Kok!« udbryder Marie, pludselig leende.

Hans bliver højrød, siger igen Farvel, og denne Gang kommer han da endelig af Sted.

-- -- -- -- -- -- -- -- --

Skonnertbriggen »Neptun« gaar igen fra England -- denne Gang med Fragt til Brasilien ...

Kaptajn Frederiksen sidder efter endt Vagt i Kahytten. Han faar Piben tændt, laver sig en Grog og slutter et Brev til den korresponderende Rheder.

Dernæst begynder han at skrive til sin Kone og Datter.

Efter at have fortalt om Navigeringen i en Storm, som de nylig red af, anbefaler han dem at takke »det store Ubekendte« for, at han ogsaa denne Gang var lykkelig nok til at klare »Neptun« fra truende Fare.

Han læser denne Sætning igennem engang til, for han véd godt, at hans Kone ikke kan lide, at han ikke skriver »Vorherre i Himlen«.

Naa, det var ikke saadan at forklare sig for Kvinder, og paa dette Punkt vilde han nu være sand og oprigtig.

Der var saamænd nok, han maatte skjule og lave om paa.

Nu har han imidlertid tabt Lysten til at skrive videre og lukker Mappen for i Dag ...

Brevet ligger en Tid i hans Pult, til han tager det frem og igen begynder at skrive.

Sydatlanterhavet den 12 Juli 1888.

Min kære Kone og Datter.

Som I seer af Overskriften ligger vi i Atlanterhavet endnu. Det er i Dag blikstille, Neptun ligger stille og avangserer ikke, snarere gaar det lidt tilbage endsom frem -- kedeligt -- ubehageligt, saa jeg jo ikke er i det bedste Humør. Saa var Stormene bedre skønt vi havde den ene værre endsom den anden, ret som om det var onde Furier som var sluppet løs imod mig og Neptun. Men blæse være med de Storme paa Havet, skønt det har gjort mig lidt ondt for Skuden, der har øvet sig i akrobatiske Kunster, snart stod hun paa Næsen og snart paa Spejlet, men de Storme har jeg været vant til at bekæmpe fra min Ungdom af, jeg regner dem for Legeværk mod dem, jeg har i Havn. Men nu ikke mere om det. En Nyhed har jeg at fortælle Eder. En mærkelig Adspredelse har jeg havt i Dag, og som jeg skal fortælle Eder om. Da jeg kom paa Dækket kredsede et halvt hundrede Alen fra os nogle Fugle, som lignede Maager, kuns var de saa meget større, 7 Alen mellem Vingespidserne. Folkene havde i flere Timer skiftet til at have Udkigstørn efter dem, Fuglene holdt sig vedvarende til Luvart, og Gutternes Tænder løb mere og mere i Vand efter fersk Kød. Saa tog jeg mit Jagtgevær, gik i Jollen med Hans, han er paalidelig, den eneste Danske jeg har Ombord. De andre Fyre kunde maaske hitte paa Gavtyvestreger naar man var alene med dem i Jollen paa Verdenshavet. Man har jo ikke kunnet opdrage dem som Kæledægger. Det var forunderligt kan I tro. Et Stykke fra flød mit stolte Skib. Hans roede med smaa Tag for ikke at skræmme de kredsende Fugle; jeg tror ikke, han havde nogen Følelse af Øjeblikkets Storhed. Jeg skød 3. Det er min Mening, at Vingerne skal sendes til zoologisk Have.

Folkene holde stort Festmaaltid.

Jeg sidder alene i min Kahyt og skriver til Eder I to kære derhjemme i det lille dyrebare Danmark og tænker paa, hvor forunderligt det var -- i den skrøbelige Jolle paa det store Verdenshav -- for et Øjeblik ligesom sat helt udenfor det hele, alene med den Følelse -- -- -- --

Det var de sidste Ord, som Kaptajn Martin Frederiksen skrev til sin Kone og Datter.

Et Telegram fra Rio meldte hans pludselige Død.

* * * * *

Madam Frederiksen og Marie flyttede ind i Landet til en større By og begyndte et Stryge- og Vaskeri.

Det kneb, særlig for Marie, at undvære »Stranden«.

Naar de Længsler kom op i hende, gik hun -- hvis der intet presserende Arbejde var -- en Tur ned til Byens Havn, der ved en Kanal stod i Forbindelse med Fjord og Hav.

Skibene og det muntre, travle Liv var der. Men den Rendesten var dog ikke i Stand til at mætte Længslen efter den friske Søvind og den videre Udsigt. Hun rystede saa irriteret Forknytheden af sig, -- ingen Flæben, ingen Nykker; man skulde holde ud og ikke give sig! Hun og Moderen kunde bedst klare sig med Enkekassens og Skipperforeningens Tilskud her, -- altsaa blev de her!

Saadan raisonnerede Marie, vendte, gik forbi den lille, graa Toldbygning og hjem; tog fat paa at hjælpe Moderen med Strygning eller gav sig til at udfærdige Regninger til Kunderne.

-- Naar Dagens Arbejde var endt, gik Madam Frederiksen træt i Seng. Marie blev gerne siddende lidt og døsede over Avisen.

Hvor det var trist altsammen.

Hvad brød hun sig om Ensomheden, da Faderen levede. Dengang havde de saa meget at snakke om, saa mange Breve at tage frem, og Avisen ventedes med spændt Interesse, -- der kunde jo være en eller anden Efterretning, som kunde have noget at sige for »Neptuns« Kaptajn; og alt, hvad de oplevede i deres daglige Liv, fik en særegen Betydning, fordi der skulde skrives om det til Faderen. Dengang vidste de, at naar Faderen kom hjem, eller de rejste for at møde ham, blev alt helt anderledes.

Nu var der ikke andet at gøre end at hænge i fra Morgen til Aften. Der var ingen afvekslende Hvile i Udsigt. Bedring i Kaarene var der ikke Tale om; de maatte nok være glade til, saalænge det gik, som det gik.

Marie havde havt Planer om at tage Plads; saa kunde Moderen fæste en Jomfru til Hjælp, om det skulde behøves.

Men den Aften, hun begyndte at tale om det, gav Moderen sig til at græde, ligesom naar de fordybede sig i Minderne, og hun lovede Marie, at hun vilde besørge alt Sliddet, naar blot Marie vilde blive hos hende og klare det med Regnskabet og Aftaler med Kunderne.

Marie gav intet bestemt Svar; hun syntes, det var hendes Pligt at gøre sig haard og udføre den Plan, hun havde lagt. --

Da hun vaagnede næste Morgen, hørte hun, at Moderen arbejdede forsigtigt ude i Køkkenet for ikke at vække hende. Marie saa paa Uhret; det var en Time tidligere, end de ellers plejede at begynde Dagens Arbejde.

Marie rejste sig for at staa op! Moderen kom ind med varm Kaffe og sad paa Sengekanten hos hende, medens hun drak.

Marie forstod godt disse tavse Ømhedserklæringer; de gjorde hende blød om Hjærtet, og af sig selv lovede hun at slaa Tankerne om at tage Plads ud af Hovedet.

Hendes Moder behøvede hende dog. Det var der jo ellers ingen, der gjorde.

Hans kunde jo saa udmærket undvære hende, selv om han havde skrevet rigtig smukt efter Faderens Død, og selv om han havde forhørt sig meget omstændeligt om deres Kaar.

Han laa mest derinde paa Varmen og sejlede; hjem kom han ikke -- Fritid undte han sig ikke, og nu siden hans Moders Død havde det vel ikke saa meget at sige med en Maaneds Hyre og en Afmønstring; men nej, saa snart han naaede England -- saa ud igen. Han kunde have taget hende dengang, om han havde brudt sig om hende; det gjorde han altsaa ikke, -- Sømænd var ikke saadan at stole paa, de saa' saa mange og havde Tankerne saa mange Steder.

Naa, Kærestesorg for hans Skyld, det var der nu ikke Tale om; hun kendte ham jo saa lidt, saa der var ikke noget for hende at sørge over. -- En af Vaskeriets regelmæssigste Kunder var en Kommis Lauritzen, der brugte meget Manchetlinned, og som altid selv kom og betalte sin Regning.

Han gjorde stormende Kur til Marie og bød hende med i Theatret anden Gang, han talte med hende.

Marie vilde ikke.

Hans Moder boede paa første Sal i Baghuset og havde Skole. Siden han havde »opdaget« Marie, kom han hjem hver Aften paa en kort Visit og kigede da altid ind til Frederiksens med det samme.

Madam Frederiksen, der var gæstfri, inviterede hans Moder over til Aftenkaffe, men fik Afslag.

Lauritzen friede til Marie otte Dage efter, at han første Gang havde set hende.

Marie blev ulykkelig, og Lauritzen ærgrede sig over sin ubehændige Taktik og begreb ikke, at han, der kendte Kvindehjærtet og saa udmærket havde Taget paa at appellere til dets yndige Svagheder, ikke havde forstaaet, at her skulde han have holdt sig afventende en Tid endnu.

Og Hr. Lauritzen beroligede Marie, erklærede, at det var hendes store Dejlighed, der havde faaet ham til at overile sig til et Skridt, hvis Vigtighed han fuldt vel anerkendte; men han var hendes oprigtigste Ven og skulde aldrig, aldrig bede hende om mere end Venskab, før det Momang kom, at hendes Hjærte flammede for ham.

Dette var Marie meget bekvemt; for vel kunde hun egentlig, naar hun rigtig tænkte sig om, ikke lide Lauritzen, men han var dog altid lidt Afveksling og paa en Maade ikke saa paatrængende som de andre Herrer, der paa Gaden og i Vaskeriet søgte at gøre hendes Bekendtskab.

Nogen maatte hun da for Resten ogsaa have at tale med.

Lauritzen bad hende halvt spøgende om, at hun -- som Tegn paa, at hun tillod ham venskabelige, broderlige Følelser, -- vilde gaa med ham i Theatret næste Søndag. Hendes Moder skulde ogsaa med, tilføjede han, da hun ikke straks svarede.

Igen Theatret! Det var saa fristende, for Marie elskede at gaa paa Komedie, især naar de spillede rørende Stykker.

Hun svarede ikke helt afgjort nej, og Lauritzen erklærede, at næste Søndag sendte han hende og Moderen Billetter, selv vilde han tillade sig at sidde ved Siden af dem.

Søndag Formiddag var han inde for at aflevere Billetterne; han snakkede vidt og bredt en Timestid om et Par formodede Skandaler og om sig selv og sine Udsigter paa den forestaaende Session.

Hen paa Eftermiddagen kom en Hotelkarl med et Brev til Madam Frederiksen. Hun fik Brillerne fat, og læste:

»I Continuation af mit tiligere og af Dags Dato har jeg forglemt at erindre den tiligere Begyndelse af den paa Theatret stedfindende Forestilling, som undtagelsesvis er Kl. 7. Min ærbødigste Hilsen til Deres Frøken Datter. Deres med megen Agtelse F. L. M. Lauritzen.«

Madammen blev yderligere imponeret af ham. For Resten havde hun været det straks, og hun skjulte det ikke, naar de talte om ham, der saadan havde boret sig ind i deres daglige Færden og dermed i deres daglige Tanker. -- --

Da det første rørende Stykke, hvor Marie kun havde Øje og Øre for Scenen, var forbi, morede hun sig ikke rigtig. Der var saa meget halvsjofelt i det andet Stykke, saa meget af det grimme fra Gaden; -- desuden: hendes Kavallers Latter fulgte lige efter de vovede Hentydninger, og det gjorde hende usikker og satte hende i daarligt Humør.

Efter Forestillingen vilde hun helst have været hjem, men Lauritzen vilde absolut have dem hen paa et Hotel for at drikke Kaffe, og Marie maatte føje ham og Moderen.

Men hun var ikke vel til Mode. Hun saa godt, at et Par ældre, pæne Kommisser, som Lauritzen paatrængende og flot hilste paa, knap gad hilse igen. Og det generede hende meget, at han kommanderede med Tjenerne, kasserede Kagerne og forlangte andre og henledte Opmærksomheden paa sig ved støjende og familiært at hilse til højre og venstre.

Da han gik hen til Buffetten, spærrede en Kammerat Vejen for ham ved at strække et Ben ud; Lauritzen besvarede denne indirekte Spørgen:

»Gelinde, gelinde, jeg er diskræ!«

»Fanden tro Dig, din Bondedreng!«

De to Herrer lo raat. -- --

-- Marie laa længe vaagen den Nat.

Hun tænkte paa det første Stykke.

Aah ja ja. Hvis der blot i Virkeligheden var saadan en rar, dannet Mand, som hun kunde gaa til, i hvis pæne Stue hun kunde sidde hyggeligt og blive net behandlet, saa kunde hun fortælle ham, hvordan det altsammen var og bede ham hjælpe med et godt Raad.

Naa, hvis der virkelig var saadan en, hvad vilde hun saa sige; hvad bildte hun sig egentlig ind, der var i Vejen?

Marie smaagræd.

De havde det jo helt godt, og der var ikke noget bestemt, som var kedeligt og trist, men Stuen var saa lille og beklumret, Gaden var saa grim, alle Mennesker jagede af Sted og var utilfredse saa med deres Stilling saa med hinanden. Og den evige Vasken og Strygen -- blot for at skaffe Mad i Munden og Tag over Hovedet, det var saa ensformigt.

Hun var ikke doven; det var ikke det; men hun var da ung endnu og længtes efter lidt udover det sædvanlige -- noget som Londonnerturene eller Faderens Hjemkomst; -- bare ikke dette: op om Morgenen, Slid, Mad, Slid, i Seng og saa det samme næste Dag igen.

Var det Fornøjelser hun trængte til? -- Saa kunde hun jo blot tage mod Lauritzens Invitationer til Theater og Baller; -- -- naa ja, saa kunde hun jo tage ud med ham; hun var jo da for Resten Kaptajnsdatter og vidste nok, hvordan hun skulde gerere sig, saa at han ingen Friheder tog sig. At han saa væmmelig ud tidt, naar han gloede paa hende, det var Sludder af hende at tænke paa; Mandfolk var jo nu Mandfolk. -- -- Men det var ikke væmmeligt, da Hans den sidste Eftermiddag sad og saa paa hende.

Marie kunde ikke rede det ud fra hinanden, og hun følte sig angst og hjælpeløs, som noget truede hende.

Madam Frederiksen snorkede.

Et Øjeblik var dette Legeme, der laa her i Sengen hos hende, Marie imod. Naa, nu var hun da ved at blive baade ækel og skruptosset.

Det var nok Tid at tage Reb i Sejlene, ellers gik da al sund Fornuft rabundus.

Og Marie tvang sig til at gennemgaa det første Stykke, Scene for Scene; ingen Springen over, ingen Svinkeærinder, ingen unødvendig Flæben over sig selv og Laven Grevindenykker; -- -- hun sov, før hun naaede til Frierscenen. -- -- --

Naar Lauritzen ikke kom, spurgte Madammen efter ham.

»Du skulde ikke støde ham for Hovedet, Marie, Du fortryder det, naar jeg er død, og Du sidder alene med Redeligheden.«

»Der er da andre til end ham.«

»Jamen Du vil jo ikke gøre noget for at faa Bekendtere.«

-- Madammen tilskyndede kun lempeligt, hun trængte ikke ind paa Datteren, men Marie vidste saa inderlig vel, at naar hun gennem Dampen fra Vaskekedlen saa Moderens Ansigt blive tankefuldt, da var det Lauritzens fremtidige Boutik -- Duge og Lagen, Stole og Borde, Køkkensager og Gardiner, der spillede glædeligt op i hendes Stump Fantasi, medens Hænderne skrubbede op og ned ad Vaskebrædtet.

Ogsaa for Marie var der -- ved denne Indretten Hjem i Tankerne -- noget lokkende, som satte hendes Drømmeevne i en behagelig Svingning og bar langt bort fra Vaskehusets klamme Dampe og vaade Stengulv. --

Det var heldigt for Lauritzen, at hun fik et Brev fra ham lige efter saadan et stjaalent Strejftog i Fantasiens Rige.

Hun satte sig ind i Stuen og læste:

Elskede Missemor.

Situasionen er nu af den Beskaffenhed, at jeg i Henhold til mit tidligere udtalte og Hjærtes Kærlighed.

Jeg kan sige, vær ej traurig i Sind og Skind, men lyt til mit Ord lad Lykken komme ind, hvis Du vil være min maa Du ikke gaa og spelle fin. Bliv min Kone, saa skal jeg sætte Dig paa en Throne. Ja nu frier jeg til Dig min elskede Pige. Jeg vil gerne have Dig saa snart som muligt, ved Din side kan jeg lægge mit flotte Ungkarleliv af. Og hør nu, har jeg digtet et Vers til Dig.

Du har et Ansigt meget fint Du speller i Vaskeriet første Fiolin ligesom Stjerner er dine Øjne klare du er en første Klasses Vare.

Hvor højt jeg end fløj Du naaede mig dog dine Øjne mig ej bedrog Du har rigtig kunnet mig forhekse vær ej mer af de strekse.

Dette er skreven til din Ære min dyrebare Pige. Jeg maa medele Dig, at det har alletider været min Mening, at jeg vilde have en rigtig sød og flot Kone og kan jeg ingen bedre faa end Dig selv om Du ikke er øverst paa Rangstigen, hvad man jo ikke kan sige, er det min overbevisning. Om to Timer henter jeg dit Svar, naar vi har lukket, og skal Du da sidde paa mit Skød og skal det være mig en Fornøjelse at trykke det første Elskovskys paa din Mund. Var jeg ikke saa vis paa, at Du maatte elske mig, var jeg ikke saadan i kulør, som jeg er nu, jeg tænker paa, at Du nu skal blive min Kæreste rigtig med Ring. Nu glæder jeg mig til at se Dig alene og ser jeg helst, at Du sender din Moder i Byen at vi rigtig kan sitte i Sofaen alene som andre Kærestefolk. Og tegner jeg idet jeg er din, til Døden skilder os ad igen

F. L. M. Lauritzen.

Uf, hvor kunde det Menneske dog ogsaa skabe sig og vrøvle. Marie lagde Brevet sammen og glattede Folderne haardt. Hun skulde dog ikke have noget af at være alene med _ham_.

Hun rejste sig for at kalde paa Moderen. -- Aah, hvor var her dog grimt i Aften.

Paa Kommoden stod en Lampe uden Kuppel og oste lidt; der var koldt, Gardiner var ikke rullet ned, og en vildfremmed Herre, der gik forbi, nikkede ugenert ind til hende. Paa Sofa og Stole flød Dynger af Fremmedes smudsige Tøj, som Marie skulde tælle. Døren ud til Gangen var ikke rigtig lukket, og Støjen af et Skænderi lød helt ind til den unge Pige.

Hun satte sig træt i Sofaen og lagde Hovedet ned paa sine Arme. Hvor alt dette dog var forskelligt fra »Neptuns« Udfart, da Sommervinden løftede Flag og Vimpler, og Festtalerne berømmede hendes Fader ... Det var forbi for længe, længe siden ... men hvor havde hun tænkt og tænkt paa den Dag og troet, at der vilde komme Dage, der var festlige som den.

Men det var der altsaa ikke kommet. Hvorledes skulde det ogsaa gaa til?

Marie løftede Hovedet og saa ud i Stuen.

Hun var vel gal, om hun kimsede ad Lauritzen; hun kom vel nok til at holde af ham, hun havde jo ikke holdt af nogen anden -- det med Hans var jo alligevel ikke andet end Indbildning.

Naar hun ikke var lykkelig ved at blive ved at gaa her i Sliddet uden at opleve noget særlig kønt, saa maatte hun vel tage Lauritzen og sige Tak til.

Og Moderen vilde blive glad ved det, og hun kunde saamænd nok trænge til en rigtig Hjærtensglæde engang igen.

Hurtigt -- for ikke at vige tilbage fra dette, der vilde give Forandring og forskaane for Moderens svage Tilskyndelser og hans paatrængende Plagerier, gik hun ud i Køkkenet.

»Lauritzen vil forloves med mig, Mor.«

»Jahne dog! Hvad er det Du siger!«

Madammen saa ængstelig paa hende. »Du tager ham vel, Marie?«

»Det gør jeg vel Mor, -- -- saa kan jeg maaske gøre det lidt bedre for Dig, saadan Du altid slider.«

»Herregu' lille Marie, det er jo nu det, som passer for mig. Men Du skulde jo da have det lidt finere. Og saa kan jeg da rolig lukke mine Øjne, naar Du er forsørget. -- Hvis nu Fatter havde levet, Herregu'.«

Men der blev ikke Tid til Rørelse. Tøjet skulde ryddes til Side, Stuen opvarmes, og andre Forberedelser gøres. --

Lauritzen stillede Klokken ni med en Azalia i silkepapirspyntet Potte, den holdt sig bedre end en Buket, som jo egentlig hørte til ved en saadan Lejlighed.

Moderen blev lidt ude i Køkkenet, og Lauritzen begyndte uforstyrret et langt mundtligt Frieri. Marie tabte hurtig Traaden, for hun havde grebet den Sætning, at det ligefrem var hendes _Pligt_ at forlove sig med ham, da hun havde Magt til at frelse ham fra daarligt Levned. Det forekom hende saa uendelig latterligt, at det skulde tages saa alvorligt med saadan en forbumlet, rødøjet Handelsbetjent; -- hun havde den Pligt at gifte sig med ham, for at han skulde holde op at svire, sagde han; det var jo ogsaa nemmere end at gøre sig den Ulejlighed selv at sige stop! Hvor var det i Grunden grinagtigt -- skønt det gjaldt hele hendes Fremtid; -- hun smilede, Smilet blev til Latter; med Vilje blev hun ved at le, -- det nyttede jo ikke at græde, man skulde jo gaa paa Jorden, selv om den var gloende, og _hun_ var vel ikke mere højfornem og sippet end andre Piger.