# Hyld og Humle: Fortællinger ## Part 3 Book page: https://www.cyberlibrary.org/da/books/hyld-og-humle-fort-llinger-43290/index.md Den gamle Mand drejer Hovedet til den anden Side for at finde Frelse fra denne forfærdelige Udslettelse af alt det Hverdagskendte. Ogsaa der denne øde, blege Tavshed, denne fuldkomne Stilhed, hvor han og hans Ønske og Kalden er det eneste. Han vil berolige sig ved at tænke paa, at om en Stund kommer han hjem ... men hans Tanker flakke vildsomt og hjælpeløst, for han husker ikke mere, hvorledes der ser ud i hans Stue. Han raaber, men Tavsheden brydes ikke af noget Skrig; den staar lige ventende med det store, alvorlige Spørgsmaal, for hvilket han ikke kan døve sig med den vante Verdens smaa Hændelser. Og dette har han selv kaldt paa i Trods mod Dødens og Livets Giver! Han vil skrige, at han ikke har ment det, at han vil leve sit Liv, saalænge Gud vil det; men saa bliver han med ét vild af Rædsel, og Rædslen giver ham en stiv, kold, ustyrlig Kraft, og han farer frem og hugger sin slidblanke Øxe ind i et levende Træ. Men der er ingen Modstand og ingen Lyd. Da synker han sammen med Hænderne for Øjnene og klynker saa usselt som før: »Aah, lad mig leve!« -- -- -- -- -- -- -- -- -- Det lyder saa let, det er Snefnug, der falde paa Egepurlets Blade. Med et hæst Raab, der klinger højt i al denne Sne, folder Brændehuggeren de stive Hænder i én strømmende, svulmende Taknemmelighed; og mumlende og takkende, endnu stønnende af Rædsel, slænger han sin Dragt paa Nakken og stavrer afsted, saa han puster tungt derved. Hvert Øjeblik er han ved at falde, men ilfærdigt søger han atter Fodfæste og skynder sig videre ad den snevre Sti, medens Fnuggene blænde hans Øjne og Byrden tynger den krogede Ryg. Da han er ude af Skoven, følger han ikke Vejen, som krummer sig henimod Landsbyen, men han løber tvers over de tilsneede Marker ... hjem, hjem! Kun naa sit Hus, sætte sig til Ro paa Bænken ved Bordet, medens hans Kone taler og med haarde Hænder løfter Gryden af Ilden, saa den klirrer, og det høje Ur i Hjørnet dikker roligt og taktfast, og Viseren gaar hen over Staalskiven. ... Brændehuggeren var nær falden i en lille Bæk, som styrtede raskt og muntert af Sted. Isen havde ikke kunnet dække og tæmme den, hvor ihærdigt den end Nat efter Nat havde skudt sine naalespidse Krystaller ud fra begge Bredder. Den gamle Mand steg over den og gik videre henimod det svage, rødlige Skær, som kom fra hans Hus; Konen havde taget Gardinet bort, for at han kunde have det hjemlige Lysskær at styre efter. -- -- -- -- De to Gamle spiste af det dampende Fad i Tavshed. Brændehuggeren lyttede med hemmelig Fryd til Skeernes jævne Musik, naar de strøges mod Fadet, og han saa glad og beroliget paa Ilden, der flammede og slikkede i munter Uro om Træknuderne. Da de gamle Folk laa i den brede Alkoveseng, sagde Konen, hvem Mandens gode, milde Stemning havde gjort lykkelig og højtidelig: »Naar nu Vorherre løser op for os to gamle. -- Til al sin Salighed!« føjede hun til med bævende Stemme. Og Manden foldede sine Hænder i stille Andagt. -- -- -- -- -- -- -- -- -- Sneen falder som i én Uendelighed. Og mod Nattefrosten fører den lille Bæk sin Kamp; den risler og mumler, medens den styrter af Sted langs de isklædte Bredder, hvor om en Tid de blide Forglemmigejer skal staa og se til den kraftige Kløver. KAMMERJUNKEREN. Der var et byggelystent Konsortium, som havde faaet Kig paa gamle Kammerjunker von Bangs Ejndom, Carolinelyst, i Udkanten af Byen. Der var Grund! Selve Bygningen var rummelig og gammel, over hundrede Aar, der var ikke saa lidt Gaardsplads og flere Udbygninger, og mellem Vejen og Boligen laa en stor Have, der hidtil havde skjult alle Herlighederne. Paa den anden Side af den private Vej, der førte op til Stuehuset, laa en lang Strimmel Køkkenhave; i et Hjørne bag Udhusene var der en upaaagtet Trekant Jord, som slet ikke var til at kimse ad, naar den blev ryddet for al den Hyld og de forvildede Rosen- og Stikkelsbærbuske, som groede filtret mellem hverandre. -- Hvor nu Gitterporten og en Afviser med »privat Vej« fredede, kunde der lægges Gade, Jorden kunde stykkes ud, femetages Bygninger med mange Smaalejligheder rejses -- der var bygget flere Fabrikker i Nærheden, -- Bang var over syv og firs, Formue var der nok ikke mere, Frøkenen var paa Døtreskolen hele Formiddagen, den gifte Datter var Præstekone paa Jyllands Hede, -- -- det arbejdede i Konsortiets ledende Hjærne, den gamle Kammerjunker havde søvnløse Nætter, og omsider meldte Byens to Aviser da, at Carolinelyst var af Ejeren, Kammerjunker v. Bang, solgt til et Konsortium bestaaende af osv. Kammerjunkeren skulde være ude af Lejligheden inden Flyttedag. -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- En lys, solrig Morgen, lige i Begyndelsen af Oktober, stod Kirsten i Carolinelysts store Køkken med en Kobbertemaskine i den ene Haand og en Klud i den anden. Der var en fra Konsortiet inde hos hendes Herskab i Forretninger, og det var Aarsag til, at hun var falden i dybe Tanker, saa dybe, at en Kasserolle, der stod paa Skorstenen med den rødstribede, smalle Sirtseskappe om, fik Lov at koge over. »Jøsses! --« Kirsten fór til. »Ja, vi ska' te arbe' me' et og tænke paa et a'et.« En Dør gik ude i Entreen. Kirsten var straks til Stede og gjorde en kølig Honnør for Konsortiets Repræsentant, en yngre, adræt Sagfører med Cyclehue, halvrøget Cigar i Munden og Benklæderne spændt ind om Anklerne. Den gamle Herre fulgte ham helt ud paa Stentrappen, der med Opgang fra begge Sider laa midt for Indgangsdøren; han bukkede høfligt, Sagføreren lettede skødesløst paa Kasketten og sprang saa ned til sin Cycle, som han ilsomt trak hen over de toppede Brosten til den lukkede store Port. »Spring ned, lille, og luk Porten op!« sagde Kammerjunkeren til Kirsten. »Der sku' vær' en Stads me' det Læs Tørv!« mumlede Kirsten; inden hun havde naaet at parere Ordre, havde Sagføreren faaet Laagen i Porten op, -- han skubbede Cyclen ud foran sig -- Kammerjunkeren saa vedblivende høflig-oprømt ud, og Kirsten tænkte stolt og henrevet: »Se til Knaabi[1], Ho'et op og ingen skæve Ben lige til det sidste!« [1] Knoppen. Porten faldt haardt i, og saa var de to igen alene. Kammerjunkeren gik ind i Entreen og tog sin Hat, Kirsten hjalp ham Frakken paa. »Frokosten er straks sæveret!« »Tak Kirsten, jeg ska'nte ha.« »Je' ku' ta' og lave Kammerjaankeri en Bi' Frekkedellehistaarie.« »Tak, lille go'e, jeg ska'nte ha.« »Det ka' Kammerjaankeri da tøgge me' en Solbærrom te'.« »Jeg ska'nte ha', min rare Pige, tak. -- Jeg bliver her ved Huset?« Kirsten stod og saa efter Kammerjunkeren, da han gik ned ad Stentrappen, støttet til Jernrækværket med Aarstal 1805 og Navnetræk H. F. S. og L. F. S. indrammet af Cirkler mellem de tynde, glatte Stænger. »Der er ikke maj rasia[2] mere i ham, det gamle Skind!« [2] Courage. Saa gik Kirsten til sit Arbejde, og Kammerjunkeren vandrede rundt paa Ejndommen. Han var høj, tynd og rank; men af den gamle Kyrasserofficers Spænstighed var der intet tilbage. De smaa Fødder i skinnende blanke, lappede Sko syntes ligesom at søge Fodfæste, før de hvilede mod Jorden; de smalle, rødlige Hænder støttede fast om Stokken. Frakken var knappet lige op til det sorte Halstørklæde, som var vunden flere Gange om Halsen og kun lod en smal Linje hvid Flip til Syne for oven. Ansigtet var magert, velformet og rødligt. Det hvide Haar var redt frem i Tindingerne, og Moustachen hang i en Bue ned om hans Gammelmandsmund. -- Nu gik han sin sædvanlige Formiddagsrunde paa Ejndommen med den overflødige Plads og de mange hyggelige Smaakroge; -- om en Maaned var de ikke længere hans. Den stille Gaard med de ujævne Brosten var omgiven af rødkalkede Bindingsværksudhuse, hvor Vildvinen groede op over de røde Teglstenstage. Ved Muren ind til Haven voksede et stort Kastanietræ; mange brune, tørre Blade laa paa Jorden og rørte sig raslende, naar et af de svage Vindpust naaede dem. Der var en Mellemport, der stod aaben i Bygningen overfor Stuehuset; den førte ind til en anden lille Gaard, hvor Stalden havde været. Men det var mange Aar siden, at Kammerjunkerens Vogn havde rumlet igennem den; den sidste halve Snes Aar havde han og Datteren levet yderligt nøjsomt. Han opgav at ride og at holde Kusk, da han blev nødt til at begynde at tage op af sin lille Kapital. Nu var den næsten opbrugt, -- den gamle Herre havde ikke beregnet, at han skulde blive saa gammel, derfor havde han solgt, -- og saa for Børnenes Skyld, at de ikke skulde have det Bryderi, naar han var død. -- Kammerjunkeren kom igen op ad Stentrappen. Kirsten lyttede ude i Køkkenet: -- mon han vilde have Frakken af nu! Nej, nu gik han ind i Stuen -- saa vilde han den Vej ud i Haven. -- Kammerjunkeren blev staaende og tog sig over Øjnene -- de hvidskurede Gulve skinnede stærkt. Solen kom saa uhindret ind gennem de høje, smaarudede Vinduer og blinkede som Glanslys paa buede Flader paa de mørke, blanke Mahognimøbler med de mange fine, gule Indlægninger fra hans Forældres Tid. Mon Marie Frederikkes smaa Stiklinger henne ved Vindueskarmen taalte al den Sol! Det var vist bedst, han bad Kirsten rulle ned; -- han glemte det straks igen; -- siden han havde anstrengt sig med at se Papirerne saa nøjagtigt igennem, før han satte sit Navn under, løb Tankerne underligt fra ham. Han lukkede Havedøren i Gavlen op og traadte ud paa den store Terrasse, der var saa bred som hele Huset, og hvor et Bord med Bænke kun indtog en Krog. Kammerjunkeren stod og saa udover Haven; Tujaer og Cypresser, oprindelig sat som smaa Buske i Bede, ragede nu i Vejret som mørke Pyramider om knudrede Stammer. En tavs, vims Fugl hoppede om i Gangen, der bugtede sig ned i det tætte Buskads. I Plænen, hvor der var mange smaa, hvide, uvedkommende Bellis, stod en Sandstensvase med knækket Hank. Kammerjunkeren gik nedad Trinene; Vedbenden havde trængt sig frem og laa i lange Skud over de graa Sten. Han gik forbi den straatækte Volière, der var tom, hen til det gamle, forfaldne Lysthus, hvor Ranker og halvvilde Planter i én frodig Fylde, som Efteraaret havde mærket, væltede sig ud over de Stænger, der dannede Veranda foran Døren. Gu' Fader i Himlen -- og alt dette skulde ryddes! De kunde gerne have ladet ham dø først! Kammerjunkeren vilde slippe for den Følelse, som nagede ham, og greb derfor en flygtig Tanke, der ved Synet af Lysthuset gled igennem hans Hjerne. Det var her, de havde overrasket dem med at staa og synge -- Løjtnanterne og de nydelige Frøkner Krog -- den Aften -- ved Assembleen, da Generalinden havde bedt ham føre Selskabet en Promenade ned forbi Lysthuset. Hvor længe kunde det vel være siden? Generalinde Krog var død i to og treds og den Aften -- hvad Aar var nu det? Det var et Par Dage efter Klubballet, da de havde maattet give efter for Tiden og det ny og optage Byens største Skibsrheder med Familie. Da de valsede, havde Generalinden sagt paa sin uforlignelige Maade: »Kammerjunker von Bang, i Aften er jeg med til Klubbens Begravelse.« »Min Naadige mener?« »De opfører sig jo meget net, disse Skipperdøtre, men -- det er dog Skipperdøtre.« -- Kammerjunkeren gik videre. Hvordan mon han var kommen til at tænke paa det nu? Det var jo saa mange, mange Aar siden, dengang alt var helt anderledes end senere. -- Da von Bang var ude af Tjeneste og boede i Ro paa Carolinelyst, havde han af et godt Gemyt og med et praktisk militært Greb taget fat paa Velgørenheden, sammensmeltet forskellige Foreninger og bragt System i dem. Han arbejdede selv meget, undersøgte med minutiøs Omhu, førte omfangsrige Regnskaber med mange Bilag og kunde til enhver Tid bringe paalidelige Oplysninger. Kammerjunkeren færdedes i den Anledning ofte paa Gaden og havde mange at hilse. Og ingen hilste saa ærbødigt og fuldendt smukt som den gamle Kavaller. Velgørenhedsværket, der hver Dag førte Kammerjunkeren ind til Byen, gav om Aftenen ham og Datteren Stof til lange, jævnt glidende Samtaler. Datteren, -- hvem Troen paa, at Lykkens lunefulde Spil ikke leger med Sjæle, havde gjort blid og taalmodig, -- var i nær og hjærtelig Forbindelse med de smaa i Søndagsskolen, og den særegne Evne hun havde til overalt at finde formildende Omstændigheder, hjalp over de Gærder af Ærgelse og Haabløshed, som enkelte Klienters Drukkenskab og Løgnagtighed højnede for Kammerjunkerens Fod. -- Men det var ikke nogle af den Slags Sorger, som i denne Morgen slappede den gamle Herres Træk, medens han trippede rundt i sin Have, hvor Vedbenden kravlede i de høje, gamle Træers øverste Grene, hvor Buskadserne var brede og tætte som Underskov, og hvor Mosset i Gangene kun i Midten var delvist afslidt. Der var kommen en underlig Lammelse over ham, og dog drev en indre Uro ham rundt overalt paa hele Ejendommen. Af og til lukkedes et af Vinduerne i den høje Stueetage paa Klem, og Kirsten kigede ud efter den gamle Herre, der gik saa ilsomt, men saa besværligt. »Der er Slu'er i Valsen i Dau! Bare Frøkenen snart kommer a' Skole!« tænkte hun og sukkede, saa det knagede i Hægterne paa den brune Hvergarnskjole. Kammerjunkeren kom ind i Stuen. Hvor han var træt! Uvilkaarligt gik han den vante Vej hen til Lænestolen bag Blomsterbordet. Han satte sig, fik Benet lagt op paa Gyngeskamlen, Tæppet, der laa parat, bredt over Benene, Armen støttet mod Vindueskarmen. Den gamle Herre aandede dybt. Det gjorde godt at komme til Ro paa den vante Plads. Næsten straks rejste han sig uroligt igen. Der var saa meget, han skulde have udrettet. Først og fremmest maatte han nu begynde at tænke paa, hvilke af Møblerne han bedst kunde skille sig af med .... dem alle fik de jo ikke Plads til, naar de nu flyttede ind i en ny Lejlighed. Han gik rundt i Stuen, men syntes ikke, han kunde bestemme sig. Den Stol havde hans Fader selv sat frem til ham den ene Gang, han kom hjem -- træt af den lange Køretur -- i Besøg fra Landkadetakademiet. I den Sofa sad hans Hustru, da de, ved Juleselskabet hos hans Forældre, blev forlovede. Nej, det var bedst at begynde inde i Havestuen. Kammerjunkeren standsede ved et lille, tyndbenet Bord, hvor der stod en indrammet Blyantsskitse, som højsalig Kong Frederik den Syvende havde tegnet og foræret hans Kone. Paa Væggen over det hang et Billede af Kongen i rød Fez, blaa Vaabenfrakke og hvide Benklæder. -- Farverne løb i et for Kammerjunkerens Øjne. Gu' Fader i Himlen, han vidste nok, hvad det betød, -- i Nat havde hans salig Kone vist sig for ham, som da Wilhelmines Barn døde ovre i Jylland. Ja, ja, ja -- Marie Frederikke blev ene. Hvis hun havde taget Ritmesteren i sin Tid; ak ja. Men hun vilde jo ikke. Saa havde _han_ ogsaa været en ensom, gammel Mand i alle disse Aar. Inde i den anden Stue stod Kirsten og bearbejdede to daddelløse Messingdørhaandtag, saa at Solen skinnede med hvidgule Blink i det riflede blanke og i den vaceformede Topfigur, naar hun drejede sig lidt bort for at se efter Kammerjunkeren. Nu kom han igen stavrende ind og gik frem og tilbage mellem Datterens Sybord i Vinduesfordybningen og det gamle, lave Klaver, der saa let kom til at klirre. »Hva' lysser Kamerjaankeri etter?« Kirsten mente, det var paa Tide at faa en Ende paa denne urolige Vandren om. »Jeg rører mig kun en Smule, Kirsten, en Smule.« »Ve' Kamerjaankeri ikke ha' Kaffen herind? Je' har den te'reds.« »Tak Go'e, jeg ska'nte ha' noget.« Kirsten stod lidt. Det gik vel ikke an længere at sysle med Dørlaasene. »Ja--a, -- saa maa je' vel se at faa mig flyttet te' mit.« Kirsten gik. Kammerjunkeren satte sig i Lænestolen ved det midterste Vindue og saa ud i Haven, hvor Flaget vajede paa halv Stang, og alle de brune og gule Blade hang stille i den klare, rene Luft; der kom kun Bevægelse, naar et løsnede sig og langsomt dalede nedad. Med tynd Klang slog Uhret henne paa Konsollen ti. Kammerjunkeren lukkede Vinduet paa Klem. Lidt efter begyndte Klokkeklangen fra alle Byens Kirker at komme sejlende med deres store, skønne Alvor og fylde Stuen med Vemod og Højtid. Klokkerne oppe over de travle Gader ringede, fordi Dronning Louise laa Lig paa Bernstorff. Kammerjunkerens Tanker, der i denne Morgen var springske og uberegnelige, gik pludselig langt tilbage i Tiden. Han saa Dronningen foran sig, som hun ved Sølvbryllupet kom vandrende gennem Christiansborgs pragtfulde Sal ved Kongens Arm fulgt af Slægten. Kammerjunkeren havde dengang et Øjeblik glemt Dronningen for at se paa Kvinden -- hendes Bevægelsers Skønhed, hendes Øjes Liv og Munds Smil. Og nu laa hun saa urørlig stille blandt alle Blomsterne paa Bernstorff. Ja, ja, Tiden gaar, og meget forandres. Hans gamle Gaard rives ned, hans Jord stykkes ud, og han selv rejser bort. Tiden, alles strenge Herre. Tiden -- gaar --. Ti--den -- gaar. -- -- Kammerjunkeren havde blundet lidt. Nu vaagnede han og lyttede forundret til de dybe, rungende Klokkeslag. Han var iskold, men tænkte ikke videre paa det, for -- hvor de Klokker ringede! Marie Frederikke skulde dog ogsaa høre dem. Nu ringede de sagtere og sagtere og steg højere og højere op i Luften. Han forstyrrede ikke Klokkeklangen, naar han vinkede ganske stille ad hende. Han løftede Armen, men den hang slapt ned, som tynget af Bly. Langsomt og saa dejligt ringede de, men sagtere og sagtere; nu maatte hun komme, ellers fik hun dem ikke at høre, -- de var saa højt oppe. Besværligt drejede han Hovedet ind mod Stuen. Rummet var skinnende lyst, og det lille Tæppe inde under Midterbordet var langt, langt borte. Men nu sank han dybt i lune, bløde Dun; det blev saa mørkt, som om en lagde sin Haand over hans Øjne; han forsøgte at løfte Hovedet for at lytte -- Klokkerne -- de ringede dejligt, men saa svagt. -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- Senere drejedes Laasen, Døren lindedes forsigtigt paa Klem, og Kirsten paa Hosesokker stak Hovedet inden for. Saa slap hun Døren og løb hen til sin gamle Herre, der sad i sin Lænestol og var død. Andægtig blev hun staaende, medens Taare efter Taare gled ned over de runde, røde Kinder, og Snøft efter Snøft brød Stilheden. Omsider sagde hun langsomt og inderligt: »Herregu', det var da ny'eligt, han ku' dejse af inden Flyttedau!« Hun tørrede sin Haand i Forklædet og trykkede med kærlig Omhu Kammerjunkerens Øjne til. DEN DRISTIGE. Aarets sidste Timer randt langsomt ud i den uendelige Ensomhed. Inden Døre søgte Menneskene sammen -- Frænder og Venner, Husbondsfolk og Tyende, Lavsbrødre og Landsknægtenes hjemløse Skarer. Men en var alene inden for Stadens brede Mure. Det var en ung Kvinde, der sad i et Kammer øverst oppe under det røde, spidse Tag paa en af de ældste Gaarde. Bysvenden, der stod ved Porten den Dag, hun kom dragende, fik at vide, at hendes Navn var Audacia. Ellers kendte ingen hende, og ingen frittede, naar hun ærbart gik sin Gang til Brønden eller til Kirken. -- Audacia stod ved Kammervinduet, som aabnede sit lille, trekantede Øje højt oppe over Karnapper og brede Gadetrapper midt paa det store Tag. Set gennem det grønne, tykke Glar, der sad rundt og fast mellem Blyet, blegnede Stjernerne til sære, formummede Blink. Derfor slog hun Vinduet op og holdt sit Ansigt hen mod den friske Luftstrøm, der vældede ind fra den frostklare Nat. Længe saa hun ud over de mange snedækkede Tages stejle Skraaninger med brede, rygende Skorstene og hvide Snebaand paa Trappegavlenes Trin. Hendes Blik gled ned i den snevre Gyde, der overfor hendes Vindue mundede ud paa Torvet. Ved Bislag og Vinduesskodder var der tynde Lysstriber. Klang af Menneskestemmer, Instrumenter og klirrende Tinkander ringlede fra Værtshuset ud i Luften; der stod en Halvdør paa Klem lige under den skiltende Krone, som hang urørlig og snepudret i den snørklede Jernarm. Men om Torvebrønden stod ingen sladrende og leende Piger, ingen steg op ad Kirkens brede Stentrin, ingen gik forbi dernede med lygtebærende Tjenere. Alle var inden Døre med dem, som Livet havde stillet dem nær. Ingen sov den Nat. Alle ventede det ny Aar. Ventede, at dets første Minut skulde dale med Klokkeklangen ned over deres gamle By. Alle var inden Døre, for kun der kunde Narrebjælderne rasle og støje og overdøve den sælsomme, uvante Spørgen og Manen, der besatte Sindene, saasnart der blev stille. -- Gennem et Vindue i Borgmesters pyntelige Gavl kunde Audacia se ind i Salen, hvor Raadmændene var bænkede om brede Borde og tømte Vinen af ærværdige Rømere. Ingen sov i denne Nat. Alle ventede Indtoget af det ny Aar, som maaske i sit Følge havde alt godt efter enhvers Begær. Saadan havde de ogsaa ventet for et Aar siden, ventet hos Borgmesters, i Lavshusene, i Kipper og lune Stuer og fattige Boder Byen over. Ventet længselsfuldt. Audacias Øjne funklede! _Kunde_ hun gemme hele Verden i en lun Favn, hvor Sorger og Nød kun drog forbi som store, fjerne Skyer! Kunde hun give sit Brysts Varme til Ly for al Kulde og Kval! -- De havde sunget og jublet i Glansen af den store Forventning. Den dyreste Hyldest, den mest troende Tillid havde de ødslet paa det kommende Aar. Men det havde bragt mangen ung Jomfru Sot og beske Lægedrikke i Stedet for Brudgom og Bryllupsgilde, mangen værdig Borger Forlis paa Gods og Ære, mangen tapper Krigsknægt Lemlæstelse og Død for Bytte og lystige Plyndringstog. Og nu ventede de igen! Ventede, medens de jublede og pokulerede for at døve deres Øren for den alvorsfulde Manen, der sivede ind fra den store, tavse Nat, der laa som en Jernarm om deres Verden. Men der var vel ogsaa dem, der ventede i en Længsel, som neppe kunde drive Timerne paa Dør, og som gjorde Nætterne lange som Uger, ventede paa en Lykke, der kunde sprænge Tungsindets svære Fængselsporte, lyttede efter trøstende Svar paa alle hemmelige Suk og angstfulde Spørgsmaal. Ventede med samme Længsel som de andre Aar, men med sygere Haab! Audacias Medfølelse slog ud i Lue. Aah, om hun kunde frelse dem fra al lidelsesfuld Uvished om den Herre, som holdt for Porten for at ride inden for Bymuren, naar Midnatsklokken slog. Hendes Blod brændte. Knugende Syner stod for hendes Blik: Ensomme, angstfulde, bøjede Mennesker, der med deres Sjæls sidste Kraft higede efter et læskende Haab. Hærstore Flokke, der forvirret og smerteligt uklart længtes efter den Haabets Ild, der skulde smelte Sløvhedens og Forhærdelsens Lænker om deres tyngede Sind. Skare efter Skare, der som Tiggere saa ind i Fremtiden! Da fór en altforglemmende Trang til Klarhed over den kommende Tids Dunkelhed som en viljehærdende Ild igennem hende. Ud i den tavse, hvide Nat? Sprænge alle Rimelighedens Skranker! Opsøge det, som omspændte Verden for at sænke sig over den ved Midnat! Vriste Visheden fra _Tiden_ selv! Audacia steg hastigt ned ad de mange Trapper, ilede gennem snevre Gyder til en forglemt Laage i Bymuren; hun vred i den rustne Slaa, til den gav efter, og hun trængte sig gennem snetunge, filtrede, tørre Ranker, til hun stod udenfor Byens hegnende Værn. Hvidt og øde laa Landet foran hende. Og den mørke Himmel lukkede som et fast, stjerneprikket Hvælv derover, et natligt Hvælv uden en eneste fattig Stribe af den sunkne Sols Guld. Audacia kastede sig ud i Mørket som i et Hav af Fare. Menneskenes Sorger knugede hende. Menneskenes Længsler skar i hende, og hele hendes Sind var fyldt af mægtig Kærlighed til de, som angstfulde stirrede ind i den kommende Tid. Hun ilede frem i Mørket. Kulden strammede sig haardt sammen om hendes Legeme -- hun ejede ikke et Vaaben mod Vilddyrene, hun kendte ikke Sti over den vide Hede eller gennem de mørke Kløfter, men endnu havde hun ikke mødt den store tavse Hersker, _Tiden_, der ene kunde bringe Lys, og derfor ilede hun frem, saa ustandseligt, som om den Medlidelse, der brændte i hende, kunde bære som Vingepar. -- Før Midnat stod Audacia ved Tidens Borg. Saa truende sælsom rejste den sig i Mørket, at hun i Rædsel løb og løb, flygtende fra det Maal, hun havde higet imod med en Vilje, der havde været stærkere end alle Hindringer. Audacia piskede sit Mod med Selvforagtens hvasseste Svøbe, men Rædslen jog hende vildt paa Flugt.