Part 9

Holst nikkede. »Jeg kender dem ganske godt. Det vil sige, jeg har truffet dem. Ritmesteren er en fortræffelig Mand, en smuk Mand.«

»Kors,« sagde Staldmesteren og nippede til en Maraskino med megen Andagt. Han vilde aabenbart nødig tale om Ankerkrone, og han havde ganske glemt de Indiskretioner, han ved første Møde havde begaaet med Hensyn til Ritmesterens tidligere Liv -- eller han skøttede maaske ikke om at komme ind paa Spørgsmaalet.

Holst saa lidt skarpt paa ham under sænkede Øjenlaag og spurgte i en let Tone, om han troede Ritmester Ankerkrone til nogen uhæderlig Handling.

»Kors,« sagde Staldmesteren og tømte sin Maraskino, »han er en Adelsmand fuldt ud.«

Men han vilde ikke tale om ham, og Konversationen skiftede Emne. Den drejede sig væsentligt om de tre Ting, Staldmesteren forstod, Heste, Hunde og Kvinder, Holst var Tilhører, mens Staldmesteren talte ustandseligt og morede sig kongeligt. Han fandt Løjtnanten charmant, og de blev dus, inden Husnymfen intervenerede og sørgede for, at hendes strænge Husbond kom til blødt Leje.

Næste Morgen havde Staldmesteren Tømmermænd, og Holst rejste tilbage til København.

XIV.

Da Holst kom tilbage til sit Hjem i Hovedstaden, forefandt han foruden anden Post et Brev fra Ankerkrone, vedlagt en Pakke Papirer; det lød saaledes:

Kære Ven.

Længe har jeg overvejet, om jeg burde skrive til dig, eller om jeg burde vente og se, om vore Veje krydsedes. Vort Bekendtskab er ungt, men du kan tro mig, naar jeg siger dig, at jeg, som er en gammel Mand, om ikke af Aar, saa dog af Sind, fordi Livet har bøjet min Ryg og trukket Furer over min Pande, aldrig har mødt nogen Ungdom, der varmede mit Hjerte som din. Selv har jeg fra min første Ungdom tænkt mig Livets herligste Maal at efterlade mit Navn, og hvad Livet har lært mig, til den, der skulde tage den Gerning op, som jeg ikke har kunnet fuldføre, at leve Livet, som et Menneske skal leve det. Min Søn kan ikke tage dette op, fordi han staar alt det fjernt, som staar mit Hjerte nær. Hos dig har jeg fundet saa meget af det, jeg elsker, og saa meget af det, jeg savner, og jeg holder mere af dig, end du kan tro og ane.

Derfor skriver jeg til dig. Du sendte mig, uden at forstaa det, et Budskab, som du kaldte det, »fra hinsides Graven«, du kunde ikke have sendt mig tungere Budskab, endda det ikke lød første Gang for mig. Min Ungdomsven Holger Kurk har fortalt mig om sit Møde med dig; jeg véd nu, at du kender en Del af de Begivenheder, der knyttede min Skæbne til hende, hvis Lig de fandt i Skovsøen hin Dag. Du kender langt fra alle, men hvad jeg her sender dig, vil berette dig om alt, hvad jeg kan sige.

Jeg kendte hende straks den Dag, de fandt hende; du kunde maaske kalde det Svig, at jeg tav. Men jeg maatte tie om alt dette svundne, som du nu skal lære at kende, og du vil forstaa, hvorfor jeg tav, da man larmede om mig for at faa alt at vide og sprede det til tusinde ligegyldige og uvedkommende Mennesker. -- Ikke sandt?

Jeg tror aldrig, du naar tilbunds i denne Sag. Jeg raader dig til ikke at opgive, det skal man ikke, jeg beder dig heller ikke om noget, fordi jeg stoler paa dig. Hjælpe dig kan jeg ikke; jeg er ikke heller rask mere, men skulde vore Veje mødes, saa søg mig som den jeg er din faderlige Ven Arvid Ankerkrone.

Dette Brev laa øverst i en Pakke Papirer, der øjensynlig med stor Omhu var udsøgte af en større Samling Breve og Aktstykker, der fortalte om alt, hvad der var sket mellem Annie og Ankerkrone.

Først i Rækken laa et Hefte med løse Blade, paa hvis Omslag var skrevet med Ritmesterens faste, sirlige Haand:

Af Arvid Ankerkrones Dagbog.

_Motto_: Wie man Geld und Zeit verthan, Zeigt das Büchlein lustig an. (Goethe, Epigramme 1790).

Dagbogen var delt i korte Afsnit, hvert af disse indlededes med et Citat af Goethes venetianske Epigrammer. I flere af Afsnittene var Mesterens Ord fra disse Epigrammer flettet ind i Teksten i Oversættelse; det var tydeligt, at Ankerkrone i sin Ungdom havde været stærkt paavirket af denne Digtning, ja, endog forsøgt at bygge sin Dagbog over dens Strofer. Men sært og skurrende havde Livet grebet ind i dette Digt og bøjet det mere og mere mod alvorsfuld Prosa, til Ankerkrone havde lagt Pennen bort med tunge bitre Ord for at lukke sin Dagbog for stedse.

Dens Indhold var følgende:

Venedig, Juli 1875.

An dem Meere ging ich und suchte mir Muscheln. In einer Fand ich ein Perlchen; es bleibt nun mir am Herzen verwahrt.

Seks og tyve Aar og i Venedig! -- Sandelig, du store udødelige Digter, jeg behøvede ikke dig for at vise mig Vejen i den summende Labyrint; jeg har set Bajæ og Fiskene og Havet, som jeg har set Venedig og Pølen og Frøerne. Jeg sover ikke, jeg er lysvaagen. »Hvilken Kvinde jeg ønsker?« -- I spørger mig, jeg har fundet hende, saadan som jeg ønsker hende -- Perlen i Muslingen, som jeg vil bevare ved mit Hjerte.

Julia Cassini --

»Ja, jeg forstaar det saa vel, det er mit Legeme, der rejser, mens i den elskedes Skød hviler bestandig min Sjæl.«

Kort sagt, jeg er forelsket, forelsket og ung, jeg er i Venedig.

Det er Sommer, og Varmen hviler trykkende over Marcuspladsen, medens Vandet skvulper dovent i Canale grande. Timevis lænet tilbage i Gondolen, lader jeg mig føre forbi den elskedes Hus. »Med den blidt gyngende Vugge kan jeg ligne Gondolen, Kassen, der skærmer mod Sol, er som en sort Sarkofag. Og mellem Vugge og Grav ad Livets Kanal den mig fører, sorgløs drømmer jeg da, glidende let over Vand.« Jeg véd jo, hun kommer, og at naar hun kommer, er hun min.

Hun lovede mig det første Kys i Venedig, Venedig er hendes Hjem, og der skal jeg søge hende, der skal jeg møde hende, naar hun kommer.

Endnu er hun ikke kommen.

Saa længe faar jeg trøste mig med Venezia og Goethe.

Det er alligevel ikke let at vente. --

»Ellers agter jeg skarpt Aarets de skiftende Tider, hilser den gryende Vaar, længes mod Frugten i Høst. Nu er mig Sommeren lig Vinter, der dækker med Sne, Amors Vingeslag har skabt mig den evige Vaar.«

Julia er kommen.

»Sig mig, hvorledes du lever -- jeg lever, var Aarene hundred, og var de hundrede til, hver Dag blot blive som denne.«

Store Mester, hvis dejlige Vers jeg Taabe har prøvet at gengive. Hav Tak for det, du var mig i disse Dage.

Hav Tak med dine egne Ord.

»Træt var blevet mit Sind, da stedse kun Billeder saa jeg, herlige Skatte, den Kunst, som ikkun Venedig bevarer, saadan bedaarende Lyst kalder dog ogsaa til Hvile, efter et Billed i Liv søgte mit smægtende Blik.«

-- Forlad mig, Mester -- nu prøver jeg at digte.

Poul Veronese har malt Julia dit Billed en Gang -- men den Glød i dit Blik -- Julia -- ingen har malt.

Og dine Læber, Julia -- nu er Drømmens Virkelighed.

Den 14. Juli 1875 gav i Venedig den ædle Donna Julia Cassini Arvid Ankerkrone sin Tro.

-- -- --

Smaaland, Aug. 1881.

Oftmals hab' ich geirrt und habe mich wieder gefunden, Aber glücklicher nie; nun ist diess Mädchen mein Glück! Ist auch dieses ein Irrthum, so schont mich, Ihr klügeren Götter, und benehmt mir ihn erst drüben am kalten Gestad.

Disse fire Linier fortælle alt. Jeg har fejlet, og først her i den grønne dejlige Dal ved Lagan har jeg indset, hvori min Fejl bestod. Jeg har elsket Julia, og i de første Aar af mit Ægteskab troede jeg paa Lykke. Men jeg har handlet Uret i at ville plante Sydens Rose i Nordens kolde Jord. De første Pust fra den ubarmhjærtige Nordenvind har isnet Rosen. Julia har født mig en Søn, og i Daaben har jeg skænket ham Navnet Claes, som er gammelt i min Slægt. Julia har født mig andre Børn, men de er døde, og med dem er det, som om hendes Blod er udgydt. Bleg er min Rose.

Julia er rejst mod Syden, mod Venedig, hun bad mig ikke følge, jeg ønskede det ikke heller, for vore Drømme er drømt til Ende. Fem Aar er en lang Drøm, og Drømmen var sød.

Nu er den forbi.

»Jeg tog fejl -- jeg har taget fejl før -- jeg har set det, men jeg er aldrig bleven lykkeligere derved.«

Nu hedder min Lykke Annie. Hun er seksten Aar og tog sit Bad i Aaen, da jeg saa hende første Gang. Nøgen stod hun ved Busken, der drikker af Aaen, og da jeg traadte frem uden at ane, at hun stod der, løftede hun sit Blik mod mig og lo. Skøn som Venus, der steg af Havet, skjulte hun intet, fordi hun intet havde at dølge, og hendes Blik lo mod mig, medens Aaens Bølger krusedes om hendes Fod.

Annie er Datter af Korporal Bengt, hun er født i Smaaland blandt Lyng, Blomster og blinkende Søer. Og Annie er føjelig og god, som hun er blid og taalsom.

Annie er min Elskerinde --

Cedersköld og Kurk har været paa Jagt i Dag. Jeg jager ikke mere, jeg har stødt min Fod. Nämdemanden ler, han véd, jeg gaar til Aaen for at fiske.

Annie er kyndig i at sætte Snører, og Fisken søger til hende. Annie fanger den let med legende Haand.

Imorgen rejser jeg, og Annie følger mig.

Det kan ikke nytte at spørge, og hvorfor ogsaa det. Hvilken Lykke skulde vel søge Annie i Smaaland.

Julia har sendt mig et Brev. Hun spørger, om jeg kommer til Venedig.

Nej, jeg har kaaret Annie -- er det ej det rette, Guder saa skaaner mig dog og lad mig forblive i Troen -- -- --

Sjælland, Aug. 1882.

Arm und kleiderlos war, als ich Sie geworben, das Mädchen, Damals gefiel sie mir nackt, wie sie mir jetzt noch gefällt.

Det er Bøgene i de danske Skove nord for Hamlets By, der hvisker deres stille Sprog i vore Øren. Annie er mig en god og kærlig Kvinde, og Dagene gaar saa lindt og let under Kys og Sol. Den store Eros er det ikke -- men --

Jeg har ikke glemt Julia. Dag efter Dag synes det, som dukkede hendes Billede klarere frem for mig -- men disse Dage tilhører Annie.

Der ligger oppe i Skovbrynet en ensom lille Sø, hvor vi gærne dvæler, Annie og jeg. Tæt kranset af Skoven ligger den der som et lille blankt Skjold mellem blomstrende Hæge og Tjørne. Vi sidder paa Roden af en vindfældet Bøg, hvor Søen skærer sig ind under Skrænten, der støttes af Røddernes Fletværk. Det Sted elsker vi begge.

Annie er bedrøvet og bange. Hun bøjer tit sit Hoved mod min Skulder og hvisker: Arvid, jeg er saa angst, du vil forlade mig for at drage til hende. Sig, at du vil det, og jeg skal glide ganske stille ned i Søen med mit ufødte Barn -- ganske stille, for at du kan gaa din Vej til hende, som har Ret over dig.

Saa svarer jeg: Annie -- ingen har Ret over mig uden den, jeg kaarer.

Saa kysser hun mig med Taarer, -- Annie, der steg op til mig af Vandet den lyse Sommerdag i Smaaland -- og langsomt drager jeg hende bort fra Brinken.

Men stundom føler jeg mig tung i Sindet, naar Folkene kommer hjem fra Arbejde, og deres Skænden lyder i Gaarden.

Saa tænker jeg paa Mesterens Ord.

Hvorfor skriger dog Folket og larmer, det vil have Føden, Børn vil det avle og sørge for Føden til dem. Mærk dig Vandrer det, og gør du derhjemme det samme; Menneske, gør hvad du vil, du driver det aldrig til mer.

Gammalstorp, Okt. 1862.

Eine Liebe hatt' ich, sie war mir lieber als Alles! Aber ich hab' sie nicht mehr! Schweig, und ertrag den Verlust!

Jeg er alligevel Soldat. Naar Teltene brydes af, og Signaltrompeten lyder, slaar Hjertet frit og let i mit Bryst, og jeg tøjler min sortbrune Flora, der danser under mig over sandede Veje. Saa gaar den henover Landet, mens Ljunggreen, min brave Vagtmester, rider tavs bag mig til vi naar Gaarden, hvor hans Kvinde og de krøllede Unger vifter til ham. Vi rider undertiden derind og drikker et Glas Mælk, mens jeg klapper hans lille lyshaarede Johanne, hvis klare blaa Øjne ler til mig.

Saa gaar det videre over Stok og Sten.

Annie er borte -- Julia er endnu i Venedig.

Hvad kymrer jeg mig om Annie og Julia nu.

Jeg er alligevel Soldat, og nu gaar det mod Lejren, jeg har ikke mere Tanker for kælne Lege, og Vennerne venter.

Baade Cedersköld og min brave Kurk, som jeg har forsømt saa skammeligt, fordi jeg drømte med Annie. -- Hvorfor mon hun forlod mig?

»Var jeg huslig og Viv, og havde jeg, hvad jeg behøved, vilde jeg trofast og glad kysse og klappe min Mand, saadant vrænged' i Sang en simpel Tøs i Venedig, Sangen lød som en Bøn, og frommere ej jeg har hørt.«

Nu gaar det mod Lejren -- hvem tænker saa paa Kvindfolk.

Venedig, Maj 1883.

Und so tändelt' ich mir, von alle Freunden geschieden, In der neptunischen Stadt Tage wie Stunden hinweg. Alles was ich erfuhr, ich würzt'es mit süsser Erinnrung Würtzt'es mit Hoffnung; sie sind lieblichste Würzen der Welt.

Atter i Venedig -- men dog ved det første Blik hvor forandret -- mest dog jeg selv. Kun 8 Aar er rundne, siden jeg gæstede dig, Venedig -- kun 8 Aar, og hvad er ikke sket siden da!

Jeg søger ikke min Kærligheds første lyse Dage, dens straalende Nætter, Julia har bedt mig komme, og jeg kommer.

Men jeg venter intet -- jeg haaber intet -- det er en Pilgrimsfart til hellige Steder -- -- --

-- -- --

Jeg drømmer, men aldrig drømte jeg lifligere Drøm. Julia er min egen, og min Ungdom lever, lever et nyt Liv efter en Dvale, jeg troede var Døden. Jeg plantede Sydens Rose i den kolde Jordbund, som er mit Hjemlands, og Rosen trivedes ikke, dens Hoved bøjedes, og dens Blade visnede. Nu har den drukket Duggen af sin Moderjord, nu folder dens Kronblade sig mod Solen, nu smiler den rødere end før, og dens Duft stiger mod den lette Luft. Julia, jeg elsker dig nu, elsker dig varmere, end jeg elskede dig nogen Tid. Du er Venezias Rose, min dejlige, du er den ene. Og du smiler, du spørger ikke, du ved, at din Kærlighed er alt, den tvivler ikke, fordi den ikke ser, den spørger ikke, fordi den ikke hører. Nu begynder Livet af ny.

»Jeg har dig elsket tilforn, brændende hed i Begær, elskede hører du, tro og betro dig til mig.«

Fra den Dag og Time er jeg Julias og kun Julias, alt andet skal være glemt, alt andet.

Navnet ogsaa -- alt.

Minderne vokser fra hver Sten, fra hvert Billed og hvisker om mig de samme søde Sagn som i svundne Dage.

Julia du --

Men vi vil dvæle i Venedig -- dvæle længe, evigt om du vil, og jeg vil berede min Rose en Urtegaard, hvor Vinden ikke kysser dens Bæger med Slud, hvor Duggen falder mildt og sødt, og hvor Solen kærtegner den.

Om du vil det saa.

Her skal du føde mig et Barn, som skal være vor Kærligheds Barn, en Datter, der skal bære dit Navn, eller nej -- dit Navn skal kun du bære. Og ingen anden.

Venedig er mig Mindets og Haabets Stad. Mindet og Haabet er du.

Verona, Marts 1884.

Widerfahre dir, was dir auch will, du wachsender Liebling -- Liebe bildete dich; werde dir Liebe zu Theil!

Julia har født mig en Datter, i Daaben fik hun Moderens Navn, men vi har besluttet, at hun skal kaldes Ulla. For der er kun en Julia. Naar Julia atter er rask, rejser vi til Capri og Palermo, og ved Sommertid vender vi hjem til Gammalstorp, mens Solen skinner. Posten er en fortrædelig Ting -- den har bragt mig Brev fra Annie.

Annie var et Navn -- Annie er glemt.

Men Brevene kræver at mindes. Jeg har bedt Holger Kurk sørge for Annie og hendes Barn. Jeg siger hendes Barn. Jeg har Børn, men de er Julias. En Elskerinde bør ikke føde Børn. Børn bør kun avles ved Arnen.

Annie vil jeg ikke se mere, ikke heller hendes Barn. Det har vel ingen Nød, det er avlet i Elskov -- men det var Elskov, der svandt -- en Spøg.

Es sei, Liebchen, des Scherzes genug!

Gammalstorp, Marts 1885.

Wundern kann es mich nicht, dasz Menschen die Hunde so lieben, Denn ein erbärmlicher Schuft ist, wie der Mensch, so der Hund.

Vi var tre fra de unge Aar: Kurk, Cedersköld og jeg. Vore Fædre var Venner, og vi legede vor Barndoms Lege sammen. Vi voksede op sammen, og vor Uddannelse har vi faaet under samme Tag. Vilde nogen spurgt mig, hvem af de to, der stod mit Hjerte nærmest, vilde jeg ikke have kunnet svare. For jeg satte dem begge lige højt.

Og nu. Jeg skriver fordi jeg en Gang har betroet disse Ting til Papiret, for en Gang om mange Aar atter at se, hvad jeg følte, for at min Dreng en Gang kan lære sin Faders Skæbne at kende, ærlig og sand, som den mødte ham i Livet. Men hvert Pennestrøg er en Rift i et aabent Saar.

Annie har talt. Hun var rejst til Smaaland til sin Fader, og derfra har hun skrevet til Julia og fortalt hende alt. Julia vil tilgive, det føler jeg, men vi talte ikke derom, og Julia var syg. Jeg følte mig bedrøvet. Ikke fordi jeg angrede, jeg fulgte en Røst i mig, som talte den Gang og som nu tier. Men det smertede mig, at Julia led. Hun forstod ikke, hvor uendelig højt min Kærlighed til hende stod over min Elskov til Annie.

Og jeg kunde ikke sige hende det, for man kan tale til en Kvinde om sin Kærlighed til hende, man kan ikke, endda kun med et Ord, berøre en venlig Følelse for en anden, endsige Elskov.

Høsten gik, og den var tung og mørk. Jeg vilde rejse mod Syd, men Julia vilde ikke. --

Julia var skønnere end nogensinde før, men hun vilde ikke se mig. --

Saa kom Vinteren og med Vinteren Fester, hvor Julia straalede som en Dronning blandt alle Terner smaa.

Hun var venlig mod mig igen, men min Drøm kom hun ikke i Møde. Jeg vilde vente og haabe. Saa skete det.

Jeg troede det ikke, jeg vilde ikke tro det, men jeg kunde ikke tvivle.

(Mellem Dagbogens Blade laa et gulnet Brev med Annies Haandskrift.)

Christiansstad, 20. Marts 1885. Arvid Ankerkrone.

Du har voldet mig Sorg og Fortræd mere end nogen kan bære, men for mit Barns Skyld har jeg baaret det troligt. Jeg skriver mit Barn, for du siger, at Barnet er ikke dit, og det er vel muligt, for jeg har kendt andre end dig ogsaa den Gang -- det siger du jo til Cedersköld og det er vel ogsaa sandt, for jeg har kendt ham ogsaa. Og nu har jeg kun ham at trøste mig til, for dine Penge vil jeg ikke eje eller have. Og Cedersköld vil sørge baade for mig og Barnet.

Mellem os er det jo alt forbi, for det vil du jo, du elsker jo din Kone over alt i Verden. Og hun vel ogsaa dig, skønt jeg har syntes, det var ret og rigtigt at vise hende, hvordan du var, og hvad en Kvinde kan stole paa dig i sin Nød, trods dine Ord og Forsikringer, som du aldrig mener. Men hun har jo ikke noget at lade dig høre, for I fine Folk er ikke bedre end en Pige som mig -- for vi er jo alle lige for Vorherre og Syndere allesammen.

Men Ret skal være Ret alligevel.

Og det siger jeg dig, at du kan haane mig og forlade mig og støde mig bort, saa meget du vil, for jeg har Cedersköld, men din fine Frue, som du elsker, og som skal være saa stolt, skal ikke berøve mig mit det sidste og eneste.

Og nu ved jeg, at din Kone er Kæreste med Cedersköld, og de mødes baade det ene Sted og det andet, og tror du mig ikke, kan du faa Vished for det, naar du ønsker.

Og det, siger jeg dig, er ikke ret og rigtigt, for naar en Kvinde er gift og har Børn, saa er det ikke som med en anden en, der har sin Nød.

Og du har din Kone, som hun har dig, det vil jeg sige dig.

Annie Bengtson.

P. S. Vil du ikke tro mig, kan du komme selv og faa Syn for Sagen næste Mandag Kl. 8 Aften i Vestergaden hos Madam Engström. -- -- --

Jeg har dræbt min Hustru.

Ikke med min Haand, for jeg tror ikke, jeg kunde løfte Haand mod Julia, men jeg er Skyld i, at hun døde, og jeg bærer den Skyld til mit Livs sidste Dag, ja udover den, om noget udover findes.

Jeg gav Julia Brevet og spurgte: Er det sandt?

Og hun svarede ja.

Saa vilde jeg gaa -- jeg havde kun et at gøre, at hævne min Ære, og det vilde jeg gøre i den Time, hvor jeg erfarede min Skam.

Hun bad mig blive og sagde mig, at Skylden var hendes og hendes alene. Men hun havde Ret til at handle som hun havde handlet, samme Ret som jeg.

Jeg svarede hende dertil, at her var ikke Spørgsmaalet Ret eller ikke Ret. Min Hustrus Ære var min Ære, mit Hus's Ære og mine Børns Ære, og dens Hævner var jeg.

Saa smilede hun og lagde sin Arm om min Hals og sagde, at det var ikke sandt. Hun havde kun villet hævne sig, kun villet prøve mig, og det var alt aftalt Spil. Nu var jeg straffet nok, og nu vilde hun tilgive mig.

Jeg troede hende ikke.

Saa bad hun mig vente og kalde de to til for af deres Mund at erfare, hvad jeg ikke vilde tro, naar hun sagde det.

Det var den tungeste Tid i mit Liv, de Dage der gik, for Cedersköld var da bortrejst, og Annie var i Christiansstad.

Men Dagen kom, og jeg lod de to kalde.

Cedersköld, der i saa mange Aar havde været min Ven, nægtede at tale, og Annie lo i bitter Haan og sagde, at det var sandt, det hun havde skrevet.

Julia græd, og jeg troede hende ikke.

Saa kom Natten, og hun tryglede mig om at tro hende, men hvor kunde jeg tro den, der havde forraadt mig? Hun sagde, hun vilde dø, om jeg tvivlede.

Og jeg tvivlede endda.

Saa døde Julia Natten den 27. Marts 1885 for sin egen Haand.

Jeg begravede hende, men begræd hende ikke.

Jeg svor at leve alene for mine Børn, og den Dag døde Smilet paa mine Læber, og jeg blev en gammel Mand.

Jeg svor endnu en Ed: at hævne den Vanære, der var bragt over mit Hus, og den Ed vil jeg holde.

* * * * *

-- -- -- Her slutter min Dagbog, eller rettere de Optegnelser, der oprindelig havde været bestemt til at danne min Dagbog, men som Livets Alvor har afbrudt. En Mand kan ikke skrive sin Sorg ned; til hvad Nytte, til hvad Nytte! Tie! -- og tal kun, hvor Ordet handler. -- -- --

* * * * *

Vedføjet laa tre Breve til Holger Kurk, der talte om det, hvorom Dagbogen tav. De var øjensynligt udvalgte af mange, men hver et af dem kastede det skarpeste Lys over en Handling.

Vintschgau »Neuspondinig«, d. 12. Aug. 1886. Kære Holger.

Jeg skriver fra Tyrol, fra Stilfserjoch, hvor jeg bor i en Gæstgivergaard af det Navn Neuspondinig ikke langt fra det høje Punkt Ferdinandshöhe. Du véd, hvorfor jeg rejste, og jeg skriver dette for at meddele dig, at mit Hverv er fuldbragt.

Cedersköld er død.

Det gik ikke, som jeg havde ventet, og det var vel en højere Vilje, om saadan højere Vilje er, der bestemte det anderledes. Jeg holdt af ham, som jeg holdt at dig; hvad det vil sige, véd du selv. Han brød vort Venskab og handlede ilde mod mig. Jeg svor at finde hans Vej og kræve ham til Ansvar; jeg fandt ham her paa dette Sted døende, og han døde uden at tale.

Han var ankommen hertil fra Trafoi, hvortil jeg havde fulgt hans Spor. Han vilde skyde Genvej, tilfods og styrtede ned i en Bæk, der kaldes Klammbach.

Han var ynkelig at se, Brystkassen var knust og Hovedet stærkt læderet; han aandede svagt, da jeg saa ham, men han døde, ikke ti Minutter efter min Ankomst.

Jeg tænker endnu, om jeg havde truffet ham ved Franzenshöhe, hvor Ulykken skete, saa havde jeg sikkert nu staaet anklaget for Assiseretten i Bozen. Jeg kunde have slynget Cedersköld i hvilkensomhelst Afgrund i denne Verden.

Nu er han død, og jeg har ikke dræbt ham i Kamp. Jeg vilde ønske, jeg havde, for siden Julia døde, har hver Blodsdraabe i mig krævet hans Død, og jeg har forfulgt ham som hans onde Skæbne.

Annie har forladt ham; jeg ser af et Brev, der findes mellem hans Efterladenskaber, at hun har fundet en Ven i Wien. Annie er skabt til Glædespige, det bliver hendes Lod. Hun bedrog mig, da jeg elskede hende, hun bedrog ogsaa Cedersköld og løj for os begge.

Stakkels Korporal Bengt! Mig troede han, og medens jeg drog mod Syd for at se Venedig og Julia, forsøgte han at hævne sin Datters Ære ved at dræbe Cedersköld. Om Barnet er mit eller Cederskölds véd jeg ikke, men det skal ikke lide Nød; det har sit Forblivende med de trufne Bestemmelser. Ikke et Ord talte Cedersköld, men jeg tror han kendte mig, og det giver mig nogen Trøst. Jeg har aldrig troet, jeg kunde se et Menneske lide og føle Trøst derved. Men det gjorde jeg. Jeg har ladet ham begrave; han ejede intet, i hvert Fald kun lidt.