Part 8
Karlkvist var ikke henrykt ved Tanken, og Godtfolk i Christiansstad var klare paa, at der maatte være hændet Advokaten Karlkvist noget meget ubehageligt, for det var svært, hvor han havde skæmmet sig paa faa Dage. Han var heller ikke videre hyggelig ved det, for der var Ting, der kunde afbryde hans Virksomhed paa en uheldig Maade, om Folk tog sig af at undersøge dem. Den fordømte danske Djævel af en Detektiv.
Holst besøgte ingen i Christiansstad, men rejste direkte til Helsingborg over Eslöf-Billeberga, ganske veltilfreds med den Flytning af Enskilda Banken fra Christiansstad til Helsingborg, der i Aaret 1898 havde bedrøvet førstnævnte By saa saare.
XI.
Holst blev modtaget med stor Forekommenhed i Banken i Helsingborg. Han gik ikke nærmere ind paa sine Formodninger, men indskrænkede sig til at meddele, at man havde Mistanke om, at en international Svindler, hvis talrige Defraudationer berørte adskillige danske, havde gjort et stort Kup i Banken i Slutningen af Marts Maaned 1902.
Det viste sig ved Undersøgelsen, at Karlkvists Tilstaaelse i alt væsentligt havde været rigtig. Den 28. Marts var der ved Anvisning paa Bankens Berliner og Pariser Forbindelser udbetalt til f. d. Løjtnant Hugold Sjöström for Regning Annie Cederlund af Christiansstad 90,000 Kroner efter en Anvisning, dateret d. 27. Marts 1902 Helsingør.
Checken frembød intet usædvanligt; naar man havde Formodning om Falskneriet, kunde det nok se ud til, at Ti Tusinde var rettet til Ni-Ti Tusinde, en formel Ændring, der ogsaa i sin Tid i Stockholm havde kostet Rigsbanken en rund Sum -- men for en almindelig Betragtning syntes det hele at være i Orden.
Det lykkedes Holst efter en Del Formaliteter at erhverve den originale Check udlaant særlig ud fra den Betragtning, at Falskneriet rimeligvis var begaaet i Helsingør, hvor Checken var udstedt. Og samtidig naaede Holst den store Vinding, at han under sin Efterforskning havde en med Faktum bilagt Sigtelse for Falsk, der frembød adskillige Fordele fremfor en tvivlsom Sigtelse for Mord og var langt mindre sensationel, et Punkt, der for Politimanden, der arbejder i en Tidsalder, hvor et nyhedstørstende Publikum ved sin Presse følger ham i Hælene, var af den allerstørste Betydning.
Desuden anstillede Holst Undersøgelser i Helsingborg, der kunde lede til nærmere Oplysning af selve Mordsagen. Sjöström havde boet under eget Navn paa Mollberg i Dagene fra den 25.--28. Marts; han havde været alene den første Dag, den anden havde han haft Besøg af en i Staden velkendt Officer, Løjtnant Claes Ankerkrone, der havde boet paa Hotellet i Dagene den 26.--27., men derefter var rejst med Færgen til Helsingør i Følge med Sjöström. Den 28. var Sjöström vendt tilbage og havde forladt Helsingborg over Lund, sandsynligvis for at begive sig til København over Malmø, da han til Portieren havde opgivet, at Breve skulde adresseres til Hotel Kongen af Danmark, København. Portieren erindrede forøvrigt ikke, at der var eftersendt Breve, men Dagen efter at Sjöström var rejst, havde hans Broder, Staldmester Bror Sjöström, ligeledes velkendt i Helsingborg, indfundet sig og spurgt efter ham.
Det viste sig, at Rygtet om de Penge, han havde hævet, var sivet ud, og at en Del bedrøvede Kreditorer havde besluttet sig til en Aktion imod ham, der havde givet sig Udslag i en Henvendelse til det stedlige Politi, som straks havde underrettet Broderen om Sagen med det Resultat, at den brave Mand øjeblikkelig havde indfundet sig paa Hotellet. Sagen var imidlertid døet hen; nogle mente, at Staldmesteren havde maattet afse nogle Krummer til de hungrige Kreditorer.
Det var alt, hvad man vidste i Helsingborg, og Holst maatte altsaa forfølge Sporet dels ved Henvendelse til Staldmesteren -- en meget kilden Sag -- og dels ved at søge Oplysninger i Helsingør. Han besluttede sig til først at gæste Hamlets Stad og tog med Færgen tværs over Øresund, hvor han atter efter sin indholdsrige Udenlandsrejse stod paa dansk Grund.
I Helsingør var Sjöström ikke kendt, og det viste sig ved Undersøgelsen af de stedlige Hotellers Rejselister, at han ikke havde opholdt sig der, i hvert Fald ikke under sit Navn. Derimod fremkom et og andet af den allerstørste Betydning.
Paa Jernbanehotellet ved Havnen, skraas overfor den smukke nye Banegaard, havde i Dagene fra den 25.--27. Marts boet en Dame, der efter Beskrivelsen kunde være den myrdede. At dette ikke ved de første Undersøgelser var fremkommet, beroede derpaa, at Hotellets Portier havde været bortrejst i anden Tjeneste, men nu var genengageret til det store Etablissement Marienlyst, og det derfor var muligt at erholde nøjagtigere Oplysninger. Kelneren og Stuepigen var nye Folk, og Værten havde i de Dage været paa en Tur til København.
I Hotellets Bog stod den paagældende indført som Fru Gorin, Nizza, og det lykkedes at konstatere, at hendes Bagage den 27. om Morgenen var ekspederet til denne Adresse Hotel Kongen af Danmark, København, som Ilgods. Hun havde været i Selskab med to Herrer, i hvert Fald den ene Dag, men det var ikke Portieren mulig at oplyse, hvem disse Herrer havde været. Hun havde ligeledes haft Besøg af en ung Dame, der imidlertid straks var rejst tilbage til København.
Dog vidste Portieren bestemt, at en af Kelnerne, der nu gjorde Tjeneste paa Marienlyst, og som var gift og havde Ophold i Helsingør, personlig kendte den ene af Herrerne. I Hotelbogen stod Navnet Lundkvist, Rentier, der imidlertid sikkert var et paataget Navn, den unge Herre var adelig og svensk Officer. Navnet kunde Kelneren ikke opgive til Portieren; han havde antagelig faaet en større Skilling for at tie stille med det.
Holst skyndte sig at tage Manden for, og ved en hensigtsmæssig Behandling lykkedes det ham at erfare, at den unge Herre var en Løjtnant ved Kronprinsens Husarer, rimeligvis tillige Godsejer, umaadelig rig og meget flot -- hans Navn var Claes Ankerkrone.
Det gav et Sæt i Holst. Der var ingen Tvivl om den Ting; Claes Ankerkrone var altsaa stærkt impliceret i den hele Historie, og det slog Holst, hvor uforsigtig han havde baaret sig ad ved at sende Ritmesteren Annies Brev. Han maatte tilstaa, at han havde handlet meget uklogt. At han havde vist Ritmesteren Fortrolighed var forstaaeligt og naturligt. Men allerede Bror Sjöströms Fortælling maatte have kaldt hans Agtpaagivenhed frem, og efter Samtalen med Kurk burde han have været endnu mere mistroisk mod sin Ven Ritmesteren.
Annies Korrespondance havde yderligere ladet ham se, at Ritmesteren næppe havde været helt ærlig mod ham, og nu kunde det ganske sikkert siges, at Claes Ankerkrone, Ritmesterens Søn, vilde blive stærkt kompromitteret ved den hele Sag, selv om der intet forelaa, der berettigede til at antage, at han var medskyldig i eller endog vidende om Mordet.
Men saa stod alligevel det uopklarede Faktum tilbage, at Ritmester Ankerkrone i sin Samtale med Holst havde ladet Ord falde om sin Hjælp, og om at Holst maaske vilde komme til at trænge til ham.
Holst besluttede med det samme at søge Ritmesteren og, med Tilsidesættelse af alle Hensyn, at tvinge ham til at lægge Kortene paa Bordet og fortælle alt, hvad han vidste.
XII.
Da Holst sent paa Aftenen ankom til Herredsfogdens Bolig, blev han modtaget af hans Husbestyrerinde med den Meddelelse, at Herredsfogden Dagen forud var rejst med Orlov og havde forladt Stedet i Selskab med Ritmester Ankerkrone og den unge svenske Frøken. Det var blevet bestemt faa Dage forud, og Rejsens Maal var Tyrol.
Holst blev særdeles ubehagelig berørt ved denne Nyhed. At Herredsfogden havde taget Orlov, medens en saa vigtig Sag stod paa, fik være sin Sag; han maatte indrømme, at Udsigterne til Sagens snarlige Oplysning var særdeles smaa. At han var rejst med Ankerkrones var meget kedeligt, men ogsaa meget naturligt; Venskabet mellem Ritmesteren og Herredsfogden var blevet meget intimt. Men nu stod Holst der. Hans Foresatte var bortrejst; afgøre Sagen med Fuldmægtigen, en stræbsom dansk Jurist, der udelukkende levede for private Forretninger, vilde han ikke. Han maatte altsaa foreløbig lade den Side af Sagen hvile og ved et Besøg hos Staldmester Sjöström søge at finde Løjtnant Sjöströms Spor.
Meget nedtrykt vilde han vende tilbage til Helsingør, efter at han havde afslaaet Husbestyrerindens gæstfri Opfordring om at overnatte i Herredsfogedboligen, da det pludselig faldt ham ind at gaa ned til den Gaardmand, hvor Ritmesteren havde boet, og hvor han selv havde haft Ophold, for at erfare noget om den pludselige Afrejse.
Hans tidligere Vært modtog ham med stor Glæde, og uagtet det var sent, lod han dække et velbesat Aftensbord, som Holst lod vederfares al Retfærdighed for bagefter ved en stor Toddy at tale om gamle Dage. --
Holst fortalte kun lidt om sig selv, han havde intet oplevet, sagde han; men han spurgte, og det slog ham selv, hvor underlig Situationen havde ændret sig. Nu sad han her, hvor han saa tit havde været Ankerkrones Gæst, og anstillede de nøjagtigste Undersøgelser om sin »Farbroders« Liv og Levned i den senere Tid.
Det gik saa let. Gaardmanden beundrede Ritmesteren og talte om ham med den allerstørste Begejstring.
»Ja,« sagde han, »det var en Adelsmand, en Stadsmand i Ordets fulde Betydning. Fra jeg saa ham første Gang, og til han nu rejste i Gaar, har der ikke været et ondt Ord imellem os. Han betalte flot, men han stillede ingen Fordringer; han er ubetinget den bedste Mand, jeg i mit Liv har truffet. Og Datteren, hvor var hun nydelig.«
Holst tænkte paa Ulla -- ja, hun var nydelig, og Faderen var en Hædersmand, hævet over al Tvivl; men hvorfor havde han ikke været ærlig -- eller havde han været ærlig? Nej -- han havde vidst, at den myrdede Kvinde var Annie Cederlund, han havde fordulgt det for Øvrigheden, og han havde haft sine Grunde til at fordølge det. Dog syntes Holst, at ham burde han have vist større Tillid.
Og han begyndte at spørge sig for, for at erfare, naar Ankerkrone første Gang havde sat sin Fod paa Egnen.
Gaardmanden gned sig lidt i Nakken. »Ja, egentlig skulde jeg vel ikke fortælle det,« sagde han, »men De er jo en Ven af Ritmesteren, og det er meget længe siden, saa nu kan jeg vel nok tale om det. Det varer vel ellers længe, inden han kommer her igen, om han kommer nogensinde. Hans Helbred var slet ikke godt; han har haft et Par Besvimelsesanfald fornylig, efter at De var rejst. Frøkenen var helt ude af sig selv, og selv sagde han saa underlig Farvel til mig. Men det véd vi jo aldrig, naar vi skal herfra. Ja, Ritmester Ankerkrone er ellers en gammel Bekendt.«
»Saa,« spurgte Holst -- det slog ham, at det burde han have vidst før, men i Forholdet overfor Ankerkrone havde han ikke været paa sin Post; det skulde ikke ske mere. »Naar var det saa?« spurgte han.
Gaardmanden plirede lidt med Øjnene og tænkte sig om.
»Det kan vel være lige først i Firserne. Jeg havde overtaget Gaarden efter min Fader, der boede paa Aftægt nede i det lille Hus, hvor nu min Datter og hendes Mand har deres Handel. Saadan ved Sommertiden var det, saa kom der en skønne Dag en svensk Herre med en nydelig Dame og vilde have Logis i et Par Dage. Hun var ualmindelig smuk, lidt svagelig, naa det havde vel sine Aarsager. Hvad hun var for en, kan jeg ikke sige, men skammelig dejlig var hun, og han forresten ogsaa, det var et nydeligt Menneske. De boede her i en Maaneds Tid, gik og sværmede og var lykkelige med hinanden; gifte var de vel sagtens ikke, men det kom jo ikke os ved. Han kaldte sig Cederlund, og hun hed Annie. Det dejligste lille Kvindemenneske, nogen kunde se, og Kors hvor hun var forelsket.«
Holst trommede i Bordet med Fingrene. »Naa, og saa --«
»Ja, da der var gaaet en Maaneds Tid, saa rejste de.«
»Og saa --«
Gaardmanden saa op paa Holst med et stort polisk Smil.
»Da jeg saa ham igen i Aar, hed han ikke Cederlund, men Ankerkrone. Han generede sig vist lidt ved det, men han kunde jo nok forstaa, at jeg vilde ikke tale om det. Og det skulde jeg vel forresten heller ikke have gjort, skønt de Herrer af Politiet er jo saa vant til at høre alskens hemmelige Historier. Og nu er det jo længe siden.«
Holst var bleven bleg -- han skyllede en kraftig Slurk Kognakstoddy ned og lænede sig tilbage i Stolen. Han var stærkt betaget af det, han havde hørt, skønt Annies Breve havde dog tydelig nok fortalt om hendes Forhold til _ham_; han vidste, hvem denne _han_ var; at det var Ankerkrone, og nu her paa dette Sted, hvor Ankerkrone havde genset den Kvinde, der for 20 Aar siden havde været hans Elskerinde, som Lig -- myrdet og nedsænket i den dybe Mergelgrav --, havde han kunnet gennemføre det fuldstændigste Falskspil med den Mand, der skulde bringe den begaaede Misgerning for Lyset.
En eneste Dag for sent var Holst kommen. Blodet susede for hans Tindinger, han rejste sig uvilkaarligt. »Her er varmt,« sagde han.
Gaardmanden løftede Glasset. »Skaal, Hr. Løjtnant -- skal vi drikke et Glas for vores brave Ven Ritmesteren og hans nydelige Frøken Datter, som er vældig skudt i Dem, kan jeg hilse og fortælle Dem.«
Holst blev blodrød, men han drak Skaalen.
Saa spurgte han lidt aandsfraværende: »Hvordan gik det egentlig til, at Ritmesteren igen blev Gæst i Deres Hus?«
»Det gik helt naturligt til,« sagde Værten, »jeg var taget ned til Helsingør en Dag først i Maj Maaned, saa træffer jeg paa Jernbanestationen Ritmesteren og hans Datter. Vi gav os i Snak sammen, de sagde, de skulde Syd paa, og saa spurgte jeg, om de ikke vilde se indenfor hos os. Det vilde de godt nok, og saa blev de her i tre Maaneder.«
»De kendte ham straks igen?« spurgte Holst. »Det var mærkeligt, og de havde ikke set ham i tyve Aar.«
Gaardmanden lo. »Nej, saa god er min Hukommelse alligevel ikke, skønt helt ringe er den ikke, naar jeg faar tænkt mig om. Men Ritmesteren havde jeg nu alligevel ikke kunnet kende igen. Det var nede paa Hotel Øresund, der var et Møde om nogle Amtssager ved det Hestevæsen, jeg har saa meget at gøre med, nu i Foraaret en Gang. Der sidder jeg og faar en Genstand med et Par Bekendte, saa ser jeg lige overfor ved et Bord en Herre, der sidder og ser saa vist paa mig. Jeg synes, jeg skulde kende det Ansigt, men jeg anede alligevel slet ikke, hvem det kunde være. Saa rejser han sig og kommer hen til mig og spørger, om det var Anders Mortensen fra Byen her.
Jo, det var det da. Om jeg kunde kende ham. Det kunde jeg da ikke. Saa lo han og spurgte, om jeg da ikke kunde huske Hr. Cederlund, og saa var jeg straks med. Men saa syntes jeg, han blev lidt kort for Hovedet lige med et, da den unge, han var i Følge med, kom hen til ham. Saa busede det ud af ham: det er min Søn. Den Gang fik jeg ikke at vide, hvad han hed, før jeg saa en Maanedstid senere traf ham med Datteren, og saa var det, vi blev helt gode Venner; han har vel syntes, han var lidt studs imod mig forrige Gang.«
Holst havde lænet sig tilbage og hørte med stor Opmærksomhed paa den lange Beretning. Da Gaardmanden tav for at trække Vejret, spurgte han: »Naar var det Hestesagsmøde?«
»Ja, Datoen kan jeg ikke sige, men det var i Slutningen af Marts.«
»Kan De ikke se Datoen?«
»Jo, bi lidt -- det staar paa min Pultkalender; jeg har saadan en Klatpapirsindretning, hvor jeg noterer alting af den Slags; man er jo efterhaanden inde i saa meget med Møder og den Slags Væsen, saa det halve kunde være nok.«
Anders Mortensen rodede lidt mellem sine Papirer og fandt da Datoen frem. »Det var lige bestemt den 26. Marts i Aar. Ja, det var det ogsaa, det var dejligt Foraarsvejr; jeg husker, jeg var kørende til Byen med min Kones Søster, og vi havde næsten ikke Rejsetøj med. Jo, det var saamænd den 26. Marts i Aar, at jeg saa Ritmesteren igen efter 20 Aars Forløb. Det er ellers kunstig nok, at jeg først nu, da han kom, fik at vide, hvad han hed. Min Kone og jeg snakkede tidt om, at det var et underligt Tilfælde. Hende, Pigebarnet, talte vi aldrig om, han heller ikke, det har vel været saadan en Tulle, han har haft den Gang, men skammelig dejlig var hun ligegodt.«
Saa talte de lidt om Ritmesterens Helbred; det var daarligt, sagde Gaardmanden. Ellers havde de ikke mærket noget, men for en otte Dage siden, lige ved Middagstid, Ritmesteren havde vel været oppe efter Posten, kom han hjem og blev da saa forskrækkelig daarlig. Datteren mente, han havde gaaet for rask, og det var jo muligt, for det var meget varmt.
»De fik Bud efter Doktoren, men saa var det ligesom bleven bedre; Ritmesteren holdt sig i Ro et Par Dage, saa kom der en Ven af ham fra Sverig, en høj statelig Kaptajn, som var Baron, og som de kaldte Farbror Holger -- Kruk hed han, eller saadan noget. Han var der i et Par Dage, og saa bestemte de sig til at rejse. Det hed sig, de vilde til Tyrol, og Doktoren mente, det var rigtigt at tage op i Bjergene, der skal Luften være saa let. Ja, vi var kede nok af at miste dem. Det var dejlige Folk.«
Holst gik sent til Ro, han læste omhyggelig Annies Breve og bebrejdede sig bittert, at han havde ladet det allervigtigste gaa sig af Hænde. Det var en utilgivelig Fejl.
Den næste Dag rejste han til Skaane til Staldmesteren paa Riddartofte.
XIII.
Riddartofte ligger en kvart Mil fra Bjersjöladugård Station paa Esløf-Ystad Banen, højt, omgivet af venlige Bøgeskove med Udsigt over Vombsjön og Romeleklint ud over Sletten omkring Lund. Et herligt Herresæde med store Bygninger i hollandsk Renæssance og talrige Udbygninger. I en lille Pavillon, ikke ulig Badstuen ved Frederiksborg, boede Staldmester Bror Sjöström i en sirlig lille Ungkarlelejlighed, der blev passet af hyppig skiftende Jomfruer, som uvægerlig lod sig attakere af den gamle Soldat, forholdsvis hurtig strakte Gevær i Haab om at føre Sejren hjem, men ikke længe efter Nederlaget med Smerte og megen Sorg fjernedes og anbragtes for Godsets Regning, i det mindste for en Tid.
Greven paa Riddartofte, Tage Falkenberg, en venlig og hyggelig skaansk Magnat med saare meget Arveguld i Gemme, havde foreslaaet at optage Sjöström i Hofhusholdningen; det var forsøgt, men Grevinden gentog aldrig Forsøget. Og Affindelsessummen overgik som en fast Bestanddel af Staldmesterens iøvrigt ret betydelige Gehalt.
Holst havde ladet Staldmesteren vide, at han kom, og han blev afhentet paa Stationen i en fiks lille Pürschvogn, forspændt med et Par nydelige Juggere, kørt af en hørhaaret Smaakøring.
I Døren til Pavillonen, af Naboerne kaldet »Arkadien«, modtages han af en yppig, flot bygget Hebe, der endnu befandt sig paa Kapitulationens første indledende Stadium og smilede frejdig svensk med et Par søgende Øjne.
Der var »förbaskadt stiligt« i Arkadien.
Staldmesteren optraadte i elegant Smoking og præsiderede som en feudal Underkonge ved en charmant »Tillställning«; det faldt ham ikke ind at spørge om Holsts Ærinde, han var den uovertrufne, sirlige svenske Vært, den fødte skaanske Adelsmand og Kriger, som kun er en i denne Verden.
Det var lidt svært for Holst at fremføre sit Ærinde, og han gik da ogsaa en betydelig Omvej. Han maatte tilstaa, at det gjaldt Hugold, og Bror Sjöström gøs koldt ved Tanken. Hugold betød altid Penge ud af Lommen, ganske vist betalte Godskassen, men det ærgrede altid Staldmesteren at trække paa denne rummelige Kasse i den Anledning. Greven paa Riddartofte havde ved en saadan Lejlighed med større Alvor end sædvanlig sagt til sin Staldmester:
»Kære Bror -- dine Kvindfolk betaler jeg med Fryd og Glæde, selv har jeg ingen anden end min Hjærtefru, og de stakkels Kvindfolk skal leve, at give dem er en Adelspligt, som Du besørger paa Riddartofte, Bror min. For dine Børn betaler jeg ogsaa, jeg har Tro til dit Afkom, men den Slusk, din Bror Hugold! Nej, nu skal det være Slut.«
Han vidste, at Greven uvægerlig betalte.
Men Staldmesteren holdt ikke af det. Holst tog derfor uhyre forsigtig paa det og fortalte, at han og en Ven, der var ansat ved Generalstaben, havde truffet Hugold i Nizza og der haft en Transaktion med ham, som ganske vist var ubetydelig, men et Papir var oprettet, som beroede hos Hugold, og som han ikke vilde udlevere. Det drejede sig kun om en Bagatel, og der var ikke Tale om Penge, men Holsts Ven ønskede Papiret udleveret, og det var umuligt at skaffe Hugolds Adresse.
I Nizza var han ikke mere -- det havde Holst erfaret ved Henvendelse -- og det var rigtigt nok. Da Staldmesteren mærkede, at det ikke gjaldt Penge, blev han noget beroliget og fortalte Holst, at han intet vidste om Broderen, som var beklagelig paa Afveje, men at han havde truffet en Nabo paa Esløf Station, der lejlighedsvis havde fortalt ham, at Hugold nu havde Domicil i Venedig med en charmant Pige, en lille Juvel, som han passede svært paa.
Staldmesteren trak paa Skulderen. »Hugold er en Slusk -- men han er min Broder, jeg har gjort for ham, hvad jeg kan, jeg kan ikke mere. Blot han nu vilde holde sig fra Sverig og dø som en nogenlunde anstændig Adelsmand. Mere tør jeg ikke haabe.«
Holst sagde ikke noget, og Staldmesteren fortsatte:
»De kender altsaa min Broder Hugold?«
»Nej,« sagde Holst, »ikke personligt.«
Staldmesteren tog et Billede ned fra Skrivebordet, en høj rank Soldat, med smukke, regelmæssige Træk og en stor lys Knebelsbart.
»En rask Knægt var han,« sagde han med et Suk. »Det er de Fruentimre, der har ødelagt ham, og i Synderlighed denne Djævel Annie Bengtson, hvor i Verden hun nu færdes.«
Holst spurgte i en let Tone, hvem Annie Bengtson var, og erfarede omtrent det samme, som Kurk havde fortalt ham.
»Tror De nu, det er forbi mellem dem?« spurgte han forsigtigt.
»Det tror jeg,« sagde Staldmesteren bestemt. »I Marts dette Aar tilskrev Hugold mig, at nu var det Slut mellem dem; han lovede mig at komme hertil, han var nogle Dage i Helsingborg i en Art Affære, men da jeg kom derhen, var han borte. Siden har jeg ikke hørt fra ham, men jeg kunde forstaa, at med Annie var det forbi. Naa, saa har han vel en anden; de Djævels Kvindfolk er vort Køns Fordærv.«
Holst smilede; i det samme viste Husnymfen sig med pousse Cafeen, hun saa helt Værtinde-lig ud og bevægede sig med forførerisk Ugenerthed i et tækkeligt Kostume, der var afpasset i tilpas appetitvækkende Stil.
Staldmesteren nikkede og tændte en uhyre lang Cigar.
Holst bad om et Kort med et Par Ord til Hugold til Introduktion, om han skulde træffe ham, han laa paa Rejse til Venedig, og en Hilsen vilde han gerne bringe.
Det fik han med et Suk og uden videre Ceremonier. Det var ham klart, at om Hugold var der ikke stort mere at erfare, og han ledte derfor forsigtig Samtalen hen paa Ankerkrones. Det var ham særlig om at gøre at erfare noget om den unge og hans Forhold til Hugold.
Han følte sig for: »Var Claes Ankerkrone ikke en god Ven af Deres Broder?« spurgte han.
»Af Hugold --« Staldmesteren saa helt forfærdet ud. »Det har jeg aldrig hørt.«
Han vidste altsaa intet. Det forekom Holst, at Sjöström var den første, der havde fortalt ham om den unge Ankerkrone, og han berørte dette.
Staldmesteren rystede paa Hovedet. »Nej,« sagde han. »Jeg véd nok, at Claes har haft en Historie med en Dame, som han et Par Aars Tid har flakket rundt med i Frankrig, men jeg har aldrig hørt Tale om, at Hugold havde været med der.«
»Hvorledes endte da det?« spurgte Holst.
»Meget lidt romantisk,« sagde Staldmesteren, »som det altid ender med de Pokkers Kvindfolk. Claes' Papa, Gubben Ankerkrone, maatte købe Damen bort med Claes' Kones Penge, der nok skal være uudtømmelige. Det skete en Gang i Vinter eller Vaar, hed det sig. Damen rejste Syd paa, og Gubben tog Sønnen med sig til Italien, hvor der skal have været øm Forsoning. Det siger nogle. Andre siger, at da det kom til Stykket, rendte Damen bort med en anden, og gamle Ankerkrone beholdt selv Pengene, hvad der var yderst forstandigt, for han trænger til dem. Naa, det blev ordnet et Sted i Danmark, og man taler ikke om det. Greven her har truffet Claes i Venedig for et Par Dage siden; han var lige kommet med Frue og Børn, da Tage Falkenberg rejste gennem Byen. Han skal have været meget hyggelig Sammen med sin Frue, og det kan jo godt være Usandhed alt sammen. Gubben Ankerkrone er svært ilde lidt her i Skaane, og dog er han en charmant Mand, og hans Datter er nydelig -- usædvanlig nydelig.«