# Hvad Skovsøen gemte

## Part 7

Book page: https://www.cyberlibrary.org/da/books/hvad-skovs-en-gemte-43275/index.md

-- -- -- Nu er vi igen i Venedig. Véd du, hvem jeg har truffet, det vil sige ikke talt med hende, men hun bor her lige ved Siden af mig. _Hendes_ Søster, og hun ligner hende som den ene Draabe Vand den anden. Du maa endelig ikke fortælle Nämdemanden noget om _hende_ eller om _ham_ for saa bliver jeg evig ulykkelig, men jeg skal nok fortælle dig det. Og vil du saa tro, hvem jeg mere har mødt -- _Hans_ Søn. Det er helt underlig, for jeg tror næsten, jeg bliver gammel, og det er jeg slet ikke, men han er gift med en meget grim Kone, og de bor hos hans Tante lige ved Siden af mig. Han var inde her for nogle Dage siden, men Konen var jo ikke med. Hun véd slet ikke noget om det. Jeg synes ikke om ham, han er ikke, som _han_ var. Men han synes godt om mig, kunde jeg se. Vi træffes nok mere -- -- -- Jeg har taget til mig en ung Pige, der hedder Johanne Ljunggren, hvis Fader har været Vagtmester ved _hans_ Eskadron. Det er rart at have en hos sig, og hun har døjet meget ligesom jeg -- --

Paris, Maj 1901.

-- -- -- Nu er Sjöström rejst igen. Han vilde skilles fra mig, men det vil jeg ikke, for her i disse Lande er det godt at have en Mand, for ellers regnes man ikke for noget, og der er saa mange Fruentimmer og den Slags. Men han kommer nok tilbage, han er alligevel den bedste, skønt tidt er han hæftig og har slaaet mig og truet mig med at ville skyde mig en Gang i Monte Carlo, hvor der er Spilleborde, da jeg ikke vilde give ham flere Penge, for jeg synes, det er dumt at spille dem op, og vil gerne lægge saa mange sammen som mulig, saa vi kan komme hjem til Sverig og leve, naar vi bliver ældre og for at se dig igen, Mor, for jeg længes efter dig. Jeg har nogle Penge og Papirer for nu er jeg fornuftig og lægger op, og det er ikke saa lidt jeg har, men dennegang vil jeg have mange Penge, for det er ikke godt, naar man bliver ældre. Men Sjöström bruger saa mange, og er undertiden ikke til at have med at gøre -- -- --

Nizza, Febr. 1902.

Nu er det næsten et helt Aar siden, jeg troede, vi skulde hjem, men vi er ikke kommen endnu. Jeg kan ikke komme herfra og jeg kan ikke sige dig Grunden, men det kan være, at jeg skal til Sverig til Vaar. Men du véd, at jeg har skrevet om _hans_ Søn, som er forfærdelig rig, og som giver mig alle de Penge, jeg vil have, og nu bruger jeg mange, for jeg vil leve nu, medens jeg er ung, jeg har her fire Heste og Kusk og Tjener, og Sjöström befinder sig godt ved det. Jeg kan ikke lide ham mere, egentlig har jeg jo aldrig holdt af ham, men man skal jo have en Mand. Han kunde vist godt lide mig før, saa var der jo nogen Tid, hvor han ikke brød sig om mig, men nu synes jeg, han er begyndt igen. Og det er ikke rigtig godt, for jeg kan ikke lide, at han hænger over mig, og det hele er jo dog mit, men det kan jeg ikke nærmere forklare. Kunde jeg, vilde jeg skilles fra ham, men det er heller ikke godt, og det bliver vel ved det gamle. Den anden, ham jeg talte om, elsker mig meget, og vil gøre alt for mig, men ham kan jeg ikke lide, fordi det er _hans_ Søn. Men saa kommer det op i mig, at jeg kan faa ham til, hvad det skal være, og hævne mig for alt det, _han_ har ladet mig døje, baade for længe siden og den forfærdelige Jul i Paris, og saa sætter jeg mig for, at jeg vil være rigtig ond, og det kan jeg være, for det har Menneskene gjort mig til, og jeg har dog været god en Gang, som Moder véd. Men det er Guds Skyld altsammen, og saadan skal det jo være. Nu sender jeg Penge hjem til Banken i Christiansstad, og Madam Karlkvists Søn, ham Advokaten, skal skytte om dem, for det er mange Penge, og flere har jeg, saa Moder skal ikke lide Nød paa sine gamle Dage -- --

Resten af Brevene var kortere, men indeholdt stedse Meddelelser om de mange Penge, Annie havde og vilde sende hjem. De to sidste var ganske korte og de vigtigste af dem alle. Det næstsidste var dateret København den 21. Marts 1902 og lød saaledes:

Kære Moder -- nu er jeg i København og nu skal du snart faa mig at se. Sjöström kommer ikke med, for nu har jeg sluttet med ham, og nu skal vi skilles. Han har taget til at drikke og er bleven Kæreste med Johanne, som jeg ikke synes om mere, og ofte er han ganske vild og vil gøre mig Fortræd, og det vil jeg ikke taale. Jeg trænger nu ikke til Mandfolk mere, for nu er det givet, at jeg faar taget Hævn over _ham_, som jeg har lovet, jeg vil tage, og nu véd jeg, hvor det skal ramme ham, men det bryder jeg mig ikke om. Det kan jeg ikke skrive, men det skal jeg fortælle dig altsammen. Om otte Dage er det i Orden, og saa kommer jeg -- -- --

Det sidste Brev var dateret Helsingør d. 27. Marts 1902 og lød saaledes:

Kære Mor -- hvis Sjöström skulde skrive eller komme, saa maa du ikke sige, hvor jeg er, for jeg vil ikke se ham mere, han har faaet sit og mere til. Jeg skal sende 200 Kr., for at du kan have det i Orden, eller hvis Nämdemanden kan skaffe Hus, for jeg er rig og kan betale og har mange Penge i Banken. Jeg skal vente her, men det varer ikke længe. Husk endelig det med Sjöström, for han skriver nok -- -- --

Pengene var ikke ankomne; dette sidste Brev var skrevet paa et lukket Brevkort og afsendt fra Helsingør, rimeligvis den sidste Dag, Annie levede. I disse Breve var det meste af hendes Livsskæbne fortalt; men det, der syntes hendes onde Skæbne, var skjult for en almindelig Læser. Det var imidlertid muligt, at Nämdemanden kendte noget til dette; i hvert Fald maatte den gamle Kone da vide, hvem denne _Han_ var, hvis Navn Annie ikke turde nævne, og som syntes at spille saa stor en Rolle i hendes Liv. Med Hensyn til selve Mordet var det ret naturligt at slutte til de ledsagende Omstændigheder og navnlig til Morderen. Det var Sjöström -- besynderligt nok, at Nämdemanden ikke havde tænkt det, men de enkelte Omstændigheder havde vel næppe staaet ham klart. Et andet vigtigt Punkt var det, at Annie efterhaanden efterlod sig en betydelig Formue, der vel nok kunde opspores, omend Morderen rimeligvis havde taget den i Besiddelse, skønt det jo dog var muligt, at han slet ikke kendte dens Anbringelse. Men tydeligt var det i hvert Fald, at Sagen, som den nu stillede sig, blev betydelig interessantere, og Holst kunde ikke nægte for sig selv, at Byttet tegnede rigt, og at denne Omstændighed betød meget for ham nu.

Men han vilde sove -- sove paa det og tage fat med al Kraft strax den næste Morgen, for her var noget at tage fat i.

IX.

Straks efter det første Maaltid gik Nämdemanden og Holst i Lag med Overvejelserne af det, der forelaa. Det viste sig snart, at Nämdemanden ikke vidste mere, end der lod sig udlede af Brevene og hans personlige Kendskab til Annie og hendes Moder. De første Breve havde den gamle læst selv, men i Efteraaret 1899 var hendes Syn blevet saa svagt, at hun ikke mere kunde læse, og da var Nämdemanden traadt til. Han havde ofte spurgt hende om de dunkle Hentydninger til _Ham_, og den gamle havde da altid svaret, at dette kunde hun ikke besvare. Selv havde han gjort sig sine Tanker derom, men da han var en ædruelig og meget lidt romantisk anlagt Natur, havde han efterhaanden vænnet sig til disse Hentydninger uden at tænke videre over dem. Han forstod ikke, hvorledes Annie var kommen til Penge, men Penge maatte hun have haft; han troede ikke paa Ægteskabet med Sjöström og var tilbøjelig til at dele Holsts Mistanke til denne. Det saa ogsaa ret naturligt ud, og navnlig vilde det være af Betydning at erfare, hvor Annies Penge var anbragte, og hvormeget der var tilbage, eller om Sjöström efter hendes Død havde sat sig i Besiddelse af Pengene. Herom kunde Oplysninger skaffes hos Advokaten Karlkvist i Christiansstad, og det vilde da være det næste Sted, hvorhen Holst maatte vende sine Skridt.

Han meddelte ikke Nämdemanden det mindste om sit Kendskab til Ankerkrone og Kurk eller om sine Formodninger med Hensyn til den Forbindelse, der mulig kunde være mellem Annie og Ankerkrones Historie. Det kom jo desuden slet ikke Sagen ved, og i de Aar, de tre Venner havde gæstet Bäckaryd, havde Nämdemanden været paa Rejse, saa personlig kunde han intet vide om, hvad der kunde være foregaaet. Derimod var det muligt, at Holst kunde faa noget at vide af gamle Mor Bengt. Det vigtigste vidste han jo, det indeholdtes i Annies to sidste Breve; særlig mærkelig var den Omstændighed, at Sjöström ikke, som Annie havde formodet, nogensinde havde henvendt sig skriftligt eller personligt til hendes Moder; det talte tydeligt for, at det var ham, der havde forøvet Mordet, og hans Motiv havde været det ret forstaaelige at faa Tag i sin Elskerindes Penge. At Sjöström skulde have været viet til Annie, troede Holst ikke; det var jo muligt, men da hun antydede en Skilsmisse, og da hun skrev, at nu var Sagen ordnet, maatte der jo hos hendes juridiske Konsulent i Christiansstad kunne indhentes Oplysninger om dette Spørgsmaal.

Det, som Mor Bengt kunde oplyse, var egentlig kun Annies Forhold til _ham_, og endda kun det rent positive, hvem han var. Holst maatte erkende, at hans Motiver til at søge dette Spørgsmaal oplyst var rent personlige, og at han ikke nærede nogen synderlig Tvivl om, hvem _han_ var. Han maatte desuden indrømme, at det vilde være hjærteløst af ham, for at erholde Svar paa dette Spørgsmaal, at afsløre for den gamle, den skrækkelige Skæbne, der havde ramt hendes Datter. Saaledes som Nämdemanden havde forberedt Sagen, vilde Underretningen om Annies Død komme jævnt og naturlig til hende og træffe hende nogenlunde forberedt. Det var endogsaa muligt, at Efterforskningen om Datterens Formue kunde føre til, at den gamle, samtidig med Efterretningen om Annies Død, kunde meddeles den Trøst, at hun ikke paa sine gamle Dage vilde komme til at lide Nød. Holst besluttede sig derfor til at afstaa fra ethvert Forsøg paa gennem den gamle at erfare noget om den besynderlige og uhyggelige Sammenhæng, der utvivlsomt maatte være mellem Annies og hans Ven Ritmesterens Skæbne. Der var jo i Grunden ikke andet for ham at gøre end at tage de fornødne Afskrifter af Annies Breve og saa begive sig til Christiansstad for at følge Sporet, der kunde føre til Morderens Paagribelse.

Vant som Holst var til skriftligt Arbejde, gik Afskriften let fra Haanden, men det tog Tid og et Par Dage gik hen, medens han arbejdede troligt og med fuld Kraft, idet han for en Sikkerheds Skyld sikrede sig Afskrift af alle Brevene, selv de tilsyneladende uvigtige.

Den tredie Dags Middag kom Nämdemanden ind til ham, just som han var i Færd med at slutte Afskriften af det sidste Brev. Han saa meget højtidelig ud, og Holst for uvilkaarlig sammen, som ventede han en Meddelelse af stor Vigtighed.

»Hr. Løjtnant,« sagde Nämdemanden, »gamle Mor Bengt er bleven farlig syg, hun har sendt Bud efter Præsten og efter mig; jeg tænkte, mulig Hr. Løjtnanten kunde have Lyst til at følge mig, for om muligt et eller andet Ord kunde blive sagt, som kunde faa en eller anden Betydning.«

Holst rejste sig hurtig for at følge med; det var en Selvfølge, at det for ham kunde være meget vigtigt, saafremt den gamle Kone maatte have et eller andet at sige i sin sidste Stund -- for at det var paa det sidste med hende, derom tvivlede ingen.

De fulgtes ad til Huset og traadte ind i den lille Stue, hvor den gamle Kone laa i Sengen, understøttet af Dyner, svag og døende, medens Præsten stod bøjet over hende og meddelte hende Nadverens Sakramente.

Holst og Nämdemanden stod tavse, til den hellige Handling var forbi, saa nikkede den gamle til Nämdemanden og saa op paa ham med et svagt Smil.

»Ja, nu faar jeg rejse, Nämdemand,« sagde hun, »kanske jeg faar træffe lille Annie før han. For jeg drømte saa tydelig den Aften, Nämdemanden fortalte om den fremmede fra Danmark, at lille Annie var gaaet forud for mig.«

Hendes Stemme lød ret kraftig og hendes Blik strejfede Holst.

»Naa,« fortsatte hun, »det er kanske den fremmede Mand, ham, der havde hørt om lille Annie.«

Nämdemanden nikkede, den døende Kone saa vist paa Holst, men sagde ikke noget. Hun vinkede Nämdemanden nærmere, han traadte hen til hende, hun lod ikke til at bryde sig om de andre.

»Nämdemand,« sagde hun hviskende, »naar jeg nu dør, vil han saa tage i den eneste Skuffe der henne det Brev, der ligger der, og fly det til den, som skal have det; det staar uden paa.«

Hun vinkede Nämdemanden nærmere og hviskede til ham med næppe hørlig Røst: »Navnet paa ham, Nämdemanden har spurgt om saa tit, er Arvid Ankerkrone; men Nämdemanden faar ikke sige det til noget Menneske i Verden, og Brevene skal flyes til ham.«

Holst hørte tydeligt hvert Ord, men han fortrak ikke en Mine.

Den gamle Kones Stemme blev svagere, hun sank hen i en Døs, og da Lægen kom et Kvarterstid efter, var hun død.

Holst og Nämdemanden fulgtes ad hjem. Holst spurgte, om den gamle Kone havde givet nogen Meddelelse, men det var tydeligt, at Nämdemanden nødig vilde give Svar, og de talte ikke mere om det.

Om Aftenen skulde Holst rejse; han takkede sin Vært for hans Gæstfrihed og vilde betale sit Ophold, men Nämdemanden vilde under ingen Omstændighed tage mod Betalingen. Han var derimod meget urolig, syntes Holst, og lidt efter lidt forstod Holst, at han var meget usikker med Hensyn til, hvad han skulde gøre med Brevet, som han havde taget i den gamle Kones Hjørneskab. Han syntes ikke, han kunde undlade at meddele Holst det, og det var jo desuden en Tjenestesag, som kunde indbringe ham en tjenstlig Reprimande fra hans Foresatte om han handlede urigtig; paa den anden Side vilde han nødig undlade at opfylde en døendes Bøn.

Holst saa godt hans Uro, og han vidste Grunden; dette gav ham en Overlegenhed, der hidførte netop det Resultat, han ønskede. Ved Afskeden sagde han til Nämdemanden: »Husk saa at besørge Brevet, som den gamle gav Dem.«

Nämdemanden gjorde en hastig Bevægelse: »Vil Hr. Løjtnanten, at jeg skal give det til Häradshøvdingen eller maaske -- --«

»Nej,« sagde Holst rolig. »De skal sende det til Ritmester Ankerkrone og tie om Annie, til de hører fra mig.«

Nämdemanden for sammen.

Holst gentog: »Netop til _ham_.«

Han tøvede lidt, saa tog han en Lap Papir paa Skrivebordet og skrev med faste Træk:

Bäckaryd, d. 16. Juni 1902.

Kære Ven, min Hilsen med dette Brev fra hinsides Graven -- vi to mødes vel snart, men lev vel saa længe.

Din Eigil Holst.

Han rakte Nämdemanden Brevet, denne læste det og stod stirrende paa Lappen med et uforstaaende Blik. Holst smilede og bad om en Tjenestekonvolut, saa skrev han med tydelige Bogstaver Ritmester Ankerkrones Adresse og sagde muntert til Nämdemanden:

»Send saa det Brev afsted efter Adressen og Tak for denne Gang.«

Vognen var kørt op for Døren, og kort efter skumplede den afsted over Heden mod Ljungby.

Men Nämdemanden stod længe og saa efter Vognen, saa gik han hovedrystende ind. Brevet gik af med Posten, men om Detektiven og Annie talte Nämdemanden ikke et Ord til nogen.

X.

Advokaten Karlkvist boede i Christiansstad og var det, Svenskerne kalder Brændevinsadvokat. Han havde ingen Eksamen, men var en snu og dygtig Mand, der havde en stor Søgning af Bønder og Haandværksfolk, og som med Held førte deres Sager og inkasserede deres Penge. Stedets Jurister saa ned paa ham, men han tjente godt, og da han havde Ord for at være en ret dygtig Mand, var der jo ikke noget at sige til, at han drev den frie Næring som »selvbestaltet Advokat.«

Holst traf ham i hans Kontor, der mere lignede en Art Fæstekontor end et Sagførerkontor, og hele Mandens uautoriserede Stilling gjorde, at Holst var noget i Tvivl om, hvorledes han skulde behandle ham.

De sad lidt overfor hinanden; Karlkvist var en Mand paa nogle og fyrre, glatraget med smaa plirende Øjne, lille af Vækst og klædt som en Storbonde i Købstadsklæder.

»Jeg vilde gerne tale med Dem om en Frk. Annie Cederlund,« sagde Holst.

Advokaten kneb Øjnene sammen og gentog: »Annie Cederlund -- hende kender jeg ikke.«

Holst fortsatte rolig: »Annie Bengtson -- maaske kender Hr. Karlkvist hende under det Navn.«

Advokaten rystede paa Hovedet.

Holst lod sig ikke afficere, men fortsatte i samme høflige Tone: »Hvis Hr. Karlkvist hellere vil kalde hende Fru Annie Sjöström, saa for mig gerne.«

»Jeg kender ikke nogen Dame af det Navn heller,« sagde Advokaten, men der var en lille Nuance i Stemmen, der viste Holst, at Manden løj.

Holst fortsatte rolig: »Ja, naar Hr. Karlkvist ikke kender hende, saa er det muligt, fordi Damen har haft flere Navne end de tre, men da jeg kender hende og fra hende véd, at Hr. Karlkvist kender hende, saa faar det være det samme med Navnene.«

Karlkvist vendte det Kort i Haanden, som Holst havde givet ham:

»Herren hedder Løjtnant Holst og er fra København -- om jeg maa spørge, hvad vil Herren mig?«

Holst smilede: »Det har jeg jo sagt Dem, tale med Dem om den unge Dame, hvis Navn jeg har nævnt for Dem, og hvis Penge De bestyrer.«

Advokaten for sammen.

»Ser De« -- Holst smilede. »De kender hende alligevel.«

Advokaten sad tvivlraadig, saa rejste han sig og sagde meget høflig: »Selv om saa var, er der intet, der berettiger Dem til at spørge mig om hendes Sager, og intet, der berettiger mig til at svare, saa meget mere, som jeg ikke aner, hvem De er.«

Holst svarede meget rolig: »Deri kan De have Ret, men jeg har vigtige Grunde til at skjule Aarsagerne til mit Besøg hos Dem, da jeg ikke kender Dem og ikke véd, hvad jeg tør betro Dem.«

»Saa skulde De ikke søge mig,« sagde Advokaten tørt, »jeg har ikke haft Bud efter Dem. Ja, saa var der vel ikke mere, for der venter Folk ude i Kontoret.«

Holst saa skarpt paa den lille Mand, saa smilede han og sagde i en let Tone: »De maa ikke blive vred, Hr. Advokat, men det var jo muligt, at det, jeg vilde spørge Dem om, slet ikke var andet, end at De godt kunde svare paa det.«

»Ikke før jeg véd, hvem De er,« sagde den anden bestemt.

»Ja, saa maa De lade være.«

»Det maa jeg saa,« svarede Advokaten og bukkede.

Holst stod tvivlraadig, saa sagde han i en venlig Tone: »Gamle Mor Bengt er død i Gaar, jeg var hos hende i hendes sidste Øjeblikke.«

Den lille Mand greb hans Arm: »Hvad siger De -- gamle Mor Bengt død, og Annie, hvor er hun da?«

Holst betænkte sig lidt, saa sagde han langsomt: »Annie er ogsaa død.«

Den lille Mand blev ligbleg: »Hvad siger De -- død -- er Annie Cederlund død?«

Holst lagde Mærke til Navnet -- Annie var altsaa ikke gift, ellers maatte Advokaten have kaldt hende ved hendes Mands Navn.

Advokaten samlede sig, saa spurgte han: »Naar da?«

»Den 27. Marts i Aar.«

»Den Dag jeg talte med hende i Helsingborg, og det siger De først nu. Hvem er De da -- I Jesu Navn sig mig det, siden De kender alt dette.«

Holst smilede venligt til ham: »Se blot at komme lidt til Ro, saa skal De faa alt at vide.«

Advokaten nippede til et Vandglas, der stod paa Bordet, og sank ned i Stolen.

Holst satte sig lige overfor ham. »Det tog nok paa Kræfterne, Advokat Karlkvist, hvad? Naa, slet saa galt er det ikke. Annie lever endnu og befinder sig i bedste Velgaaende i Paris. Men Sjöström har haft et lille Mellemværende med det danske Politi, og det er derfor jeg kommer til Dem.«

Advokaten saa op og ned ad Holst, han bed Tænderne sammen og hans Blik lyste arrigt.

»Herren morer sig nok?«

»Slet ikke,« sagde Holst venligt. »Vil Hr. Karlkvist se min Legitimation, saa værsaaartig -- her er den,« han foldede Papiret ud for Advokaten. »Vi kan særdeles vel forhandle sammen hos Politimesteren, men jeg troede, Hr. Karlkvist vilde finde det behageligere, om vi kunde samtale i al Hyggelighed her.«

Karlkvist bed Tænderne sammen, han skottede arrigt op til Holst; han var overlistet, det følte han.

»Hvad vil Hr. Detektiven vide?« spurgte han i en treven Tone.

»Kun meget lidt,« sagde Holst. »Hvornaar har De modtaget Indbetaling fra Fru Cederlund? Ja, nu véd De, at De kan opsætte Svaret til et andet Tidspunkt, men svare skal De.«

Advokaten skulede lidt. »Jeg skal se efter i mine Bøger.«

Han gik henimod Skabet. Holst fulgte ham med et skarpt Blik; det syntes, som om han vilde søge at slippe bort. Holst rejste sig.

»Hr. Karlkvist,« sagde han, »De skal tage Dem i Agt, dette her gaar ikke med mig. Deres Samvittighed er ikke ren, det ser jeg, og der er kun en Vej for Dem, fuld Aabenhed overfor mig, saa skal jeg dække Dem, hvor jeg kan; hvis ikke saa følges vi ad til Politimesteren, jeg har været saa forsynlig at melde mig der, og jeg har Ret til at anholde Dem paa Stedet.«

Dette var mildest talt ikke sandt, men Holsts Tone lød særdeles overbevisende, og han havde allerede indjaget Brændevinsadvokaten en betydelig Skræk ved den Overrumpling, hvormed han havde tvunget ham til at bekende Kulør. Imidlertid var det jo slet ikke umuligt, at Karlkvist stod i Ledtog med Sjöström, og det var derfor nødvendigt at være meget forsigtig.

Karlkvist fik langt om længe Bøgerne frem. Det viste sig nu, at Annie i længere Tid havde foretaget Indbetalinger til Enskilda Banken, ganske vist direkte, men altid underrettet Karlkvist derom, og at hun gennem Karlkvist havde erhvervet et Hus i Christiansstad, ved hvilken Lejlighed det lod til, at hendes juridiske Konsulent havde snydt hende betydeligt. Dog dette var undskyldeligt. Mere Interesse laa der unægtelig paa Forholdet til Banken og Besøget i Helsingborg.

Karlkvists Beretning, der blev ham aftvunget gennem et meget skarpt Krydsforhør, gik ud paa, at Sjöström, som han havde kendt godt og i hans Løjtnantsdage hyppig forstrakt med Penge, havde oprettet et Dokument med Annie, hvorefter han skulde have ti tusind Kroner og rejse bort, ligesom Møbler og Udstyr, Parret ejede i Cannes, skulde tilfalde Sjöström. Gifte havde de ikke været, derimod lod det til, at Annie vilde gifte sig med en anden, der var gift, og at Karlkvist skulde besørge dennes Skilsmisse Dagen efter paa hurtig svensk. Han havde imidlertid ikke faaet noget at vide herom. Derimod havde han fra Banken modtaget en Forespørgsel, om han den næste Dag vilde indfinde sig der, da en Herre ønskede at hæve et stort Beløb, og man vilde vide, om han kendte noget til Sagen. Herren havde været Sjöström, som Bankpersonalet godt kendte, men hvis Rygte selvfølgelig havde været slet. Han var i Besiddelse af en Check, udstedt af Annie paa 90,000 Kroner. Karlkvist havde undret sig over Beløbets Størrelse, men da han vidste, at Annie havde 130,000 Kr. i Penge og Papirer i Banken, havde han tænkt sig, at Parret maaske havde truffet en anden Ordning, og paa hans Vidnesbyrd havde Sjöström faaet Beløbet udbetalt.

Fra Annie havde han ikke senere hørt noget; han formodede, at hun havde ændret Planen, og at hun var rejst til Frankrig igen. Han var forøvrigt en Art Fætter til Annie, og det mærkelige Tilfælde viste sig, at han og en i Vislanda boende Søster rimeligvis var Annies Arvinger. Dog Holst talte ikke til ham om Annies Død, han besluttede at holde Udkig med ham, saa meget mere, som han havde en stærk Formodning om, at Sjöström havde honoreret ham rigelig for hans saakaldte Vidnesbyrd. Det blev en lang Samtale, og Advokaten havde overgivet sig paa Naade og Unaade. Holst behandlede ham venligt og lovede ham, at han skulde holde Haanden over ham, saafremt Annie skulde falde paa at kræve ham til Regnskab, ja afgav et aldeles bestemt Løfte i saa Henseende, som han jo med stor Sindsro kunde gøre og aldrig vilde komme i Fristelse til at bryde.

Med Hensyn til Annies nærværende Opholdssted vilde han intet meddele, men han fortalte, at Sjöström sad fængslet i Hamborg og vilde blive ført til København. Han havde forfalsket Checken, og Annies nye Mand havde anmeldt Falskneriet. Angaaende dennes Navn tav Holst ligeledes.

Det blev ham imidlertid af alt dette klart, at der ikke kunde være Tale om Meddelagtighed fra Juristens Side i andet end Falskneriet, der jo pudsigt nok vilde ramme ham selv; og da det først og fremmest gjaldt om at faa fat i Sjöström, og Karlkvist nok skulde tie med det, han vidste, forlod Holst ham med den venligste Hilsen og lovede snart at se ind til ham igen.