Part 6

»Hun bor her et Par Skridt fra mit Hus. Det er en meget vakker gammel Kone; alene er hun og nedbøjet; i over et kvart Aar har hun intet hørt fra Datteren, hun holder meget af hende trods alt, og vi andre nænner ikke at tale ondt om hende. For ellers er Annie da et af vor Forsamlings sorteste Faar, som vi jo nok af og til taler om, men nu er det som sagt et kvart Aars Tid siden, vi har hørt fra hende. Jeg plejer at læse Brevene for gamle Mor Bengts, man nænner jo ikke at nægte sligt, og Synet er svagt paa hende. Men Annies Forhold til Moderen er vel ogsaa det eneste gode, der er ved hende. Hun sender Penge af og til, ikke lidt, og den gamle tager imod dem. Hvad skal man sige, Penge er jo dog Penge, og leve skal den gamle, arbejde kan hun jo ikke. I den sidste Tid har det knebet lidt, men saa hjælper vi andre jo til, som vi kan bedst; man skal jo støtte hverandre her i Livet. Man skal saa -- jo.«

Nämdemanden talte alvorligt, belærende som den Mand, der er vant til at være den første, og den, hvis Ord har Vægt.

Holst sad og grundede paa, hvor meget han skulde sige, men besluttede sig da til at sige alt. Han talte atter lidt langsomt, betonede Ordene stærkt med sænket Stemme:

»Annie er i dette Foraar myrdet i Danmark; vi har fundet hendes Lig i en Skovsø i Nordsjælland, nøgent, uden Spor, der kunde lede til Opdagelsen af, hvem der har dræbt hende, og det er denne Efterforskning, der fører mig herop.«

Nämdemanden lænede sig tilbage i Stolen lidt bleg om Kinderne, saa rystede han paa Hovedet.

»Saa det tog den Vej med Annie -- stakkels hun, hun var dog saa »gran« at se til.«

Holst fortsatte: »Jeg siger det til Dem, fordi De bedre vil kunne meddele Moderen det; desuden er det mig af Vigtighed at erfare alt, hvad der kan lede paa Spor, og som det synes, har Annie haft Forbindelse med sit Hjem.«

Nämdemanden var endnu overvældet, saa slog det ham pludseligt, at dette var en alvorlig Embedsforretning, og han samlede sig og rettede lidt forlegen Spørgsmaal til Holst:

»Hvor kan jeg nu vide, at Herren -- forstaar sig, jeg tvivler ikke, men dette er jo en alvorlig Tjenestesag.«

Holst smilede og fremtog til Legitimation de nødvendige Papirer, udfærdigede af hans Foresatte og forsynet med behørige Paategninger af den svenske Stats Repræsentation i København.

Nämdemanden bøjede sig ærbødigt for Seglet og det klingende Navn.

Den Sag var i Orden. Holst fortsatte: »Jeg vilde nødig, at denne Sag skulde gaa den officielle Vej gennem Jurisdiktionens Embedsmand; det er en privat Efterforskning, og det er lykkedes mig at holde Sagen fuldstændig hemmelig i Danmark. Der vil rimeligvis komme den Dag, da den bliver officiel, men før jeg kan pege paa en bestemt Mand, vil jeg nødig, at Sagen skal frem for Offentligheden. Jeg beder Dem derfor behandle den med dybeste Diskretion.«

Nämdemanden saa ud som en Mand, der kunde tie -- og det kunde han ogsaa. Han nikkede med Hovedet: »Ikke min egen Hustru skal erfare noget om dette -- det er vel ogsaa rigtigt, foruden at være menneskekærligt, at gamle Mor Bengt ikke erfarer, hvorledes stakkels Annie er kommen af Dage.«

»Maaske, eller rettere sikkert,« svarede Holst. »De har jo Adgang til Korrespondancen, og jeg vil maaske kunne se Brevene her hos Dem.«

Nämdemanden rejste sig og gik hen til Chatollet ved Stuens Endevæg. »De ligger her -- gamle Mor Bengt har bedt mig opbevare dem, for at ikke Naboens Koner og Piger skal løbe med dem; hun venter sig, at Annie en Gang skal komme med sin Mand og hente hende til Herlighed og Glæde -- Stakkel -- det blev helt anderledes -- helt anderledes.«

Nämdemanden stod med en Pakke Breve i Haanden, sirligt indpakkede i en Avis, ombundet med et blegrødt Baand.

»De sagde Mand,« sagde Holst, »var Annie da gift?«

»Næppe, men hun vilde ikke tilstaa for Moderen, at hun ikke var viet, desuden rejste hun jo stadig med denne Sjöström, Løjtnanten fra Christiansstad, og mulig har de været gift, skønt i saa Fald havde han vel skrevet hertil.«

»Sjöström,« gentog Holst, »har han da ikke skrevet hertil siden?«

»Han har aldrig skrevet,« sagde Nämdemanden, »men hun talte om ham som sin Husbond. Skulde han -- nej, det er ikke troligt, han har sikkert ikke haft Grund.«

Holst fortalte nu ganske kort Nämdemanden, hvad han havde erfaret i Christiansstad om Annie -- det var lidet nyt for denne, det meste kendte han fra Annies Breve, om end i et noget andet Lys end det, Kaptajn Kurk havde kastet over det.

Annie havde været hjemme i et halvt Aars Tid før hun sidste Gang rejste til Christiansstad efter sin lange Udenlandstur, under hvilken hendes Moder kun ganske enkelte Gange havde hørt fra hende. Det var før Nämdemandens Tid; den Gang levede hans Fader endnu, og han tilgav aldrig Annie hendes Skyld i Sønnens Død og talte aldrig med Mor Bengts. Men han var død kort før Annie vendte tilbage, og Brevene, som Nämdemanden havde, var alle fra Tiden efter hendes Afrejse til Christiansstad. De var korte, men ret bestemte i Indhold og Form. Holst tog dem for at gennemlæse dem og sætte sig nøje ind i deres Indhold, -- læse dem et for et for af dem at lære Annie at kende gennem hendes egne Ord. Men forinden han kunde give sig i Kast med sit Arbejde, maatte han deltage i Familiens Maaltid og modtage Nämdemandens gæstfri Tilbud om Husly hos ham.

Ved det velbesatte Bord i den glade Kreds af sunde og friske Børn taltes ikke et Ord om Sagen, men Holst fandt sig godt til rette hos sine Værtsfolk, der bød ham alt, hvad godt var -- kun ikke Spiritus, og det kunde han undvære.

Det var klart, at Nämdemanden fandt, at den fremmede var en helt pæn Mand, en, han kunde bruge, uden mange Ord og lige til alligevel.

Det samme syntes Holst om Nämdemanden.

VII.

Tredive Skridt fra Nämdemandens Gærde laa en lille lerklinet Rønne, tækket med Spaaner. Stolperne havde før været rødmalede, men Farven var bleget, og Leret slog Revne ved Revne. Vinduerne var ganske smaa, og Dørens Laager sank i Hæld og lukkede slet. Der var kun en Stue med en dyb Alkove og en lille Ovn i en Ende ved en skæv Skorsten. Gulvet var stampet Ler, og Bohavet var gammelt og slidt. I Døren stod en gammel Kurvestol, der i sin Tid havde smykket Nämdemandens Salsstue, og i Stolen sad lille, indskrumpet og rystende en gammel Kone ved sin Rok og spandt, medens en gammel halvblind Kat strøg sig snurrende op ad Stolens bøjede Ben, og to smaa hørhaarede Nabounger rodede i en Pyt ret ud for Døren.

Den gamle Kones Ansigt var furet af Rynker, lille var det og gult som Pergament; det grøngraa Haar laa skilt over Panden, sparsomt dækkende den voksgule Isse, og en gammel falmet Kappe dækkede Nakken, hvor Haaret ganske var visnet bort. Kun et levede i dette gamle Ansigt, to store blaa Øjne, der trods Alderen og den svækkede Synskraft tillidsfulde som et Barns saa hen over de legende smaa, et venligt Gammelkone Blik fra Øjne, der har grædt tit og længe, set meget ondt, men altid set ud over det onde mod noget, der laa højt oppe over Skyerne, og som ikke var denne Verdens.

Det var gamle Mor Bengt, der sad i sin Hyttes Dør og ventede paa Annie, der skulde komme med sin Mand og hente hende til megen Herlighed paa hendes sidste Dage.

Nämdemanden gik hen til hende efter Aftensbordet, medens Holst hvilte i Haven; han syntes, han vilde forberede den gamle paa Sandheden, hvor tung den end maatte være. Det føles saa underlig haardt for Mennesker, der har Hjærte for andre, at se Tillid til og Tro paa noget, som ikke er, selv om Sandheds Fordølgelse maaske kunde være Lykke. Han gik langsomt, han vidste, hvor tung hans Gang var, og dog syntes han, det var hans Pligt.

»Godaften, Mor Bengt,« sagde han og nikkede.

Den gamle nikkede igen. »Godaften, Nämdemand.«

Nämdemanden stod lidt: »Nu har vi da ellers faaet Varmen.«

»Hvad siger han?« spurgte den gamle.

»Jeg siger, nu har vi da ellers faaet Varmen.«

»Vi har saa --,« sagde den gamle, mens Rokken snurrede.

»Der er en Mand Syd fra kommen her op i Aften -- helt nede fra Danmark, han siger, det er meget værre med Varmen der.«

»Siger han det?« gentog den gamle.

»Ja,« sagde Nämdemanden, »de har det ikke saa lidt varmere end her, siger han; det skrev Annie da ogsaa i Fjor, da hun var der.«

»Ja, hun gjorde saa, ja, hun gjorde saa --,« den gamle sukkede.

Saa tav hun lidt, mens Rokken snurrede.

»Nu kunde hun ellers godt snart skrive -- kunde hun; lad mig se, til »Berthe« bliver det, hvor meget bliver det, siden vi hørte fra hende sidst?«

»Fire Maaneder vel,« sagde Nämdemanden, nu var han lige ved det.

»Ja, hun kunde godt skrive nu, hun skrev ellers før saa flinkt til sin gamle Moder, gjorde Annie.«

»Hun kan jo være syg,« mente Nämdemanden.

»Det kan hun,« mente den gamle, »skønt hun har altid været rask og stærk, men det kan jo komme let.«

»Det kan det,« sagde Nämdemanden og rømmede sig.

Den gamle tav lidt, saa var det, ligesom om hendes Tanker knyttedes til det, Nämdemanden havde sagt om den fremmede fra Danmark. Hun søgte lidt efter Ordene, saa sagde hun tøvende:

»Jeg synes, Nämdemanden sagde, her var kommen en fremmed rejsende fra Danmark -- naa ja, Danmark er vel ikke saa lille et Land, saa han har vel ikke set noget til Annie, om hun skulde være dernede.«

»Jo,« sagde Nämdemanden, »det har han ellers da, han har set noget til Annie.«

»Hvordan har hun det da?« spurgte den gamle, »har hun det godt mon?«

»Nej,« svarede Nämdemanden, »det har hun ikke; hun var blevet meget syg og laa paa Hospitalet dernede i en By, som hedder København.«

»Naa, og hendes Mand da, han Sjöström, ser han da ikke efter hende mon?«

»Han er rejst der Syd paa til Italien i Forretninger vist.«

»Men han kommer vel tilbage til Annie, naar hun er syg -- er det meget syg, hun er?« den gamle Kone saa saa umistænksomt spejdende paa Nämdemanden, at det skar ham helt ind i Hjærtet.

»Ja,« sagde han, »noget syg er hun, ikke saa helt lidt.«

»Herregud,« sukkede den gamle Kone, »saa Annie er syg, ja, det tænkte jeg nok, det var derfor, hun ikke skrev. Men nu vil jeg bede til Vorherre, at lille Annie maa blive rask igen og maaske komme her op endnu en Gang, inden jeg lukker mine Øjne, det vil jeg bede til Vorherre om, vil jeg.«

»Ja, Godnat, Mor Bengt,« sagde Nämdemanden, »bed kun til Vorherre for Annie.«

Han nænnede ikke at sige det andet og syntes selv, han havde gjort noget godt ved det.

Saa gik han hjemad, mens gamle Mor Bengt blev siddende ved Rokken og sukkende tænkte paa lille Annie.

VIII.

Holst gik tidlig op paa sit Værelse, et lyst, smukt møbleret Gavlværelse, hvis brede, bekvemme Møbler i samme Stil og Snit, som de findes paa et første Klasses Provinshotel, skyldtes Hensynet til de fornemme Jagtgæsters Bekvemmelighed. Han satte sig til Ro ved et stort Mahognitræs Skrivebord for straks med Iver at kaste sig over Læsningen af Annies Breve. Det blev mørkt, han tændte Lampen og læste, medens Natten gik, og det blev atter lyst, før han naaede at fuldende Læsningen og lægge sig til Sengs under det stærke Indtryk af det læste, medens Fuglene i Træerne udenfor begyndte deres Morgenkvidren.

Men saa vidste han ogsaa alt, hvad han ad denne Vej kunde erfare. Der var ialt nogle og tredsindstyve Breve, fordelte over et Tidsrum, der strakte sig fra Julen 1897 til Marts Maaned 1902. En Del var uden Interesse, de var næsten alle korte, ret velskrevne og indeholdt smaa Meddelelser om Annies Liv eller korte Hilsener, der ledsagede mindre Pengeforsendelser. De var ordnede fuldstændig kronologisk med Nämdemandens stærkt udprægede Ordenssans, som han plejede at ordne Udskrivningspapirer og »Tyendebetyg«, nummererede efter fortløbende Numre, saaledes at han hurtigt kunde finde de vigtigste. Det var øjensynligt, at han hyppigt for den gamle Mor Bengt havde maattet læse enkelte af de mere betydende Breve; det var saa tydeligt, at disse bar Spor af ofte at være tagne frem for at trøste den gamle Kone i de lange Vinteraftener, naar hun trængte til at høre noget fra sit eneste Barn. Der laa en lille Seddel øverst i Pakken, hvor Nämdemanden havde skrevet Nr. som: Nr. 16, Brevet om lille Elsas Død; Nr. 30, Julekvælden i Paris; Nr. 43, om Annies Mand og saaledes fremdeles.

De vigtigste Breve gav i Følgerække fortræffelige Oplysninger om Annies bevægede Liv, og Holst besluttede at foretage Afskrifter af disse Breve til Brug ved Efterforskningen. De enkelte af større Betydning lød saaledes:

Christiansstad, Jul 1897. Kære Mor!

Nu faar du have en glædelig Jul, om du ellers er ved Helbred. Lille Elsa og jeg holder Julen hos Mor Karlkvist i Vestergatan. Elsa har syet en varm Kappe til dig, som jeg haaber du faar med Posten, og Schalet, som jeg har købt til dig. 10 Kroner har jeg sendt til Nämdemanden; det er jo ikke meget, men det gaar smaat med Fortjenesten. Pengene, som Kaptajnen betaler for Elsa, gaar jo mest med til Klæder for hende og Skolegang, for hun skal have en god Opfostring, som du jo véd, det er bestemt. Hun er ogsaa helt dygtig og ganske rask, skønt lidt svagelig er hun jo, men det ligger vel i Opvæksten og retter sig nok. Her er jo meget ensomt, for jeg skøtter ikke stort om at se Folk og tror heller ikke, mange kender mig, hvad jo kun er godt. Noget at bestille har her været til Julen, men Folk er ikke saadan, og gaa rundt til Kunder vil jeg ikke, som du nok véd. Naar jeg faar flere Penge, skal du faa dem, kære Mor. Hav saa en glædelig Jul fra Elsa og din Datter Annie.

6. Marts 1898. Kære Mor.

Elsa er bleven temmelig ringe og kan daarlig gaa i Skolen. Doktoren siger, det er galt med Brystet, men vi haaber det bedste. Derfor sender jeg ingen Penge, for Medicin og Doktor er dyre og skal betales. Kaptajnen var her i Gaar, ham du véd nok, der sender Pengene til Elsa, men ham talte jeg ikke med, for du véd, det vil jeg ikke. Jeg hørte, han spurgte Mor Karlkvist, om jeg var ordentlig, og det sagde hun ja til, som sandt er, skønt Gud skal vide, man har ikke meget for det; men jeg vil gøre det, som du sagde, for Elsas Skyld, for at hun kan blive godt opfostret og faa en god Mand, naar det kommer saa vidt. Selv tror jeg ikke, det bliver til mere, og det kan forresten da ogsaa være det samme, for Mandfolkene kender jeg og venter mig intet godt af. Han lod dog til, at det var ham om at gøre, at Elsa blev rask, om det nu har været, fordi han havde Samvittighedsnag overfor Cedersköld, eller syntes, at den anden havde været haard imod os, det véd jeg ikke. Nu maa jeg ind til Elsa og kan ikke skrive mere -- --

18. Marts 1898. Kære Mor.

Elsa er meget daarlig -- Doktoren siger, at det er meget farligt, men det kan jeg ikke tro, for skulde Elsa dø, saa var det jo det samme med mig, og hvad skulde saa det hele tjene til. Kaptajnen har ikke været her siden, og jeg gik saa til ham, men traf ham ikke, for han vilde ikke. Han har en ung Løjtnant, som hedder Sjöström, og som er meget venlig mod mig. Han véd vist ikke noget om det, men han tog godt imod mig og gav mig tyve Kroner, saa jeg kan sende dig de 10. Jeg er meget fortvivlet, og med Syningen gaar det slet ikke. Og jeg som troede, at naar jeg blot vilde leve et ordentligt Liv, saa skulde det altsammen gaa, men det gør det ikke. Jeg er meget bedrøvet og kan ikke skrive mere -- --

25. Marts. Kære Mor.

Elsa kommer sig aldrig, nu har Doktoren sagt det. Hun er saa sød og god og ligger saa stille og beder sine Bønner; men jeg kan se paa hende, at hun vistnok véd, at hun skal dø, for undertiden ser hun paa mig med saadan store Øjne og siger: Moder! Tror du, det er saa slemt at dø, og tror du, man kommer lige ind til Vorherre. Og hvad skal jeg svare, for det er vist, det véd jeg jo slet ikke, men saa kommer der en Sygeplejerske, som Kaptajnen har sendt, og hun kan bedre, for jeg véd jo hverken ud eller ind og kan kun to gamle Salmer, som jeg undertiden synger for hende. Men det er meget sørgeligt. Igaar skrev jeg til ham, om han da ikke vilde komme, for Elsa døde vist. Men han kommer nok ikke. Kaptajnen heller ikke. Naa det er jo heller ikke hans Barn, selv om han har lovet den anden at være hende i Faders Sted, men Menneskene er onde, og det véd den evige Gud, dengang, det kunde jeg ikke for, for jeg vilde ikke gøre noget ondt, og det var hans egen Skyld, men nu nytter det jo ikke -- --

1. April. Kære Mor.

Inat døde Elsa, hun var bleven saa lille og saa tynd og saa gennemsigtig, og saa var det ligesom, naar et Lys gaar ud, da hun døde. Jeg sad alene med hende, hun kunde ikke sige noget, men bare se paa mig med saadan store Øjne, og saa lignede hun Faderen, saa jeg tænkte paa ham, nu jeg aldrig tænker paa ham ellers. For jeg tror endnu fuldt og fast, at det var hans Barn og ikke Cederskölds, som jeg har sagt. For nu, da Elsa er død, saa vil jeg vidne til Gud, som jeg vidnede, da jeg prøvede paa at bede til ham, om at hun dog maatte leve og jeg dø, om det skulde være, at jeg var uskyldig, og at det var ham, der vildledte mig og voldte mig det onde, saa alt det andet kom. Og nu har Gud taget hans Barn, som han tog hans Hustru, om det var Gud, der gjorde det, for Gud kan da ikke være med til saadan Gerning som den, der sikkert blev øvet der. Gud véd alting, siger de, men skønt det er Synd at sige det, Moder, jeg tror slet ikke, Gud er til, for saa vilde han ikke være saa grusom og ond mod os stakkels Mennesker. Jeg vilde ønske, jeg var død, men jeg skal vel leve, fordi jeg ikke er nogen Nytte til for nogen Mennesker, og Elsa var vi alle saa glade ved, men hun skulde dø. Aa Moder, jeg er saa ulykkelig, at jeg kunde gaa ud i Søen, men saa er det, som om Fader viser sig for mig, og saa er det saa frygtelig, hvis det skulde være sandt med det bagefter. For Elsa troede jo, hun kom til Vorherre, hvad hun jo maatte, saa god og kærlig som hun var, om der er nogen Retfærdighed til. Jeg græder og græder og kan kun græde -- --

Mellem dette Brev og det næste var et langt Mellemrum. Det var dateret 8. Juni 1898 og lød saaledes:

Kære Moder, saa gik da den Fødselsdag. Ja, du har ikke hørt fra mig saa længe, for først var jeg jo syg efter det med Elsas Død, og saa kom der saa meget, som det forresten ikke kan nytte at skrive om. Men jeg har det godt og tjener mange Penge ved mit Arbejde for nogle gode Kunder. Jeg sørgede saa meget, véd du, men saa var jeg jo ung endnu, og Guds Vilje skal jo ske. Menneskene er jo nok onde, men der er ogsaa gode iblandt, og Løjtnant Sjöström er god imod mig. Ikke paa den Maade, det gør jeg aldrig mere, for nu vil jeg være en ordentlig Pige, og nu har jeg jo heller ikke noget Barn mere, som Folk kan tale om. Ham hører jeg ikke mere fra, men Pengene faar jeg jo alligevel, det er ikke meget, var det ikke, fordi jeg tjente saa godt, skulde det saamænd fedt hjælpe, det han sender, men nu sender jeg dig 50 Kroner, saa du kan faa dig lidt godt for Pengene, søde Moder.

Din egen Annie.

30. Juli 1898. Kære Mor.

I skal slet ikke tro det onde, som Folk fortæller om mig, for det er ikke sandt. Herregud en Pige har da Lov til at faa sig en Fæstemand, og jeg er jo kun 27 Aar højst endnu, Sjöström siger, at nu skal vi have Ring med hinanden, og saa skal du høre mere fra os -- -- --

Oktbr. 1898. Kære Mor.

Det er slet ikke sandt, hvad der staar i det Blad, Nämdemanden sendte mig, det er altsammen Bagvaskelse af de onde Avismennesker, som skal have noget at skrive om. Sjöström har slet ikke taget af Kassen, som de skriver, og er slet ikke afskediget, men de vil ikke, at han skal gifte sig med mig, og det vil han, og derfor rejser vi bort. Og det med mit vilde Liv er heller ikke sandt, for Herregud, man maa dog have Lov at more sig, naar man er ung, og det er Guds Skyld, for han kunde ladet mig beholde Elsa, saa var det ikke gaaet saadan, men det bliver nok godt igen, for Hugold er meget dygtig. Og det, der staar i Bladene, er altsammen ikke sandt -- -- i de store og gode Blade staar heller slet ikke noget, det er blot de Smudsblade, der skal skrive om alting for at tjene deres Penge -- --

Berlin, Novbr. 1898.

Kære Moder -- nu er vi i Berlin, og den kender jeg jo, her er meget koldt, men det var bedst, at vi rejste, og Hugold skal se at faa noget at bestille hernede, hvor han kender mange Folk. Nu er vi gifte, det blev vi her hos Konsulen, og jeg skal sende Nämdemanden Afskrift af Papirerne, for at I kan se, at det hænger rigtig sammen. Penge har vi ikke saa mange af nu, men vi faar nok flere. Du skal nok høre fra mig snart igen -- -- --

Der syntes saa at hengaa lang Tid, hvor Annie og hendes »Mand« flakkede rundt i Tyskland og led en Del ondt. Det første Brev af virkelig Interesse i den lange Række er dateret Paris den 28. Decbr. 1899 og lyder saaledes:

Kære Moder -- det var en stræng Jul, jeg har været her ganske alene, véd du, for Sjöström havde forladt mig og ladet mig ganske alene tilbage. Og det var ligesom da lille Elsa døde, at jeg troede, at nu skulde det ogsaa være forbi med mig, for Gud skal vide, at jeg har maaske syndet meget og gjort meget, som ikke var rigtig i min Tid, men Gud har heller ikke været god imod mig. For jeg har elsket _ham_ dengang, og da var jeg 16 Aar, og siden har jeg ikke elsket nogen, om jeg ikke har været, som jeg skulde være, men Mændene er onde. Og saa vilde jeg dø, for jeg er syg og fattig og har skæmmet mig, og jeg vil ikke være fattig og styg, og de skal se ned paa mig, for jeg er ung, lige tredive Aar, og det er ikke gammel. Men saa hændte der mig noget, da jeg gik ned paa Gaden, for det var saa uhyggelig og koldt paa den Kvist, hvor jeg boede. Jeg gik efter Lysene og de Steder, hvor vi kom før, naar vi havde Penge, men jeg skammede mig ved mine Klæder, for de er ikke saa pæne mere. Saa var det, at jeg mødte _ham_, og saa gik jeg hen til ham, og han saa paa mig. Han er bleven meget gammel nu, han maa vel være halvtreds og er hvidhaaret, jeg har ikke set ham, siden det skete. Men saa var det, at han blev ligesom rørt ved at se, hvor ulykkelig jeg var, og det troede jeg ikke, han kunde blive, men det blev han. Og saa var vi sammen til Jul. Men da du jo maa lade Nämdemand læse det, som jeg skriver, saa kan jeg ikke fortælle dig, hvad der skete imellem os -- men det var det skrækkeligste i mit Liv, og det var dog en hellig Juleaften. Nu er jeg flyttet og har det helt godt, for _han_ har givet mig saa mange Penge, at nu kan jeg sagtens med Pengene, men det andet glemmer jeg aldrig -- -- --

Venedig, Maj 1900.

Kære Mor -- du fik da Pengene. -- Nu er det helt dejligt hernede i denne By, hvor der slet ikke er rigtige Gader, men bare Kanaler, hvor vi sejler i smaa sorte Baade, som de kalder Gondoler. Vi bor i et Hus ved den allerfineste Kanal, og Sjöström synes godt om det. Vi er nu helt gode Venner igen, for i Grunden er han god, men vi elskede jo ikke hinanden, men det er der mange Ægtefolk, som ikke gør, og for mig er det en stor Behagelighed at have en Mand, som har et pænt Navn. Her kommer mange Mennesker, mest Herrer, men ogsaa nogle Damer, og der er morsomt hernede i Italien, hvor alting er friere, og navnlig her, hvor de sejler rundt i Gaderne om Aftenen og synger saa kønt som hjemme i Bäckaryd nede paa Lagan om Sommerkvældene. Jeg er bleven helt ung igen, og alle siger, jeg er saa smuk, den allersmukkeste af dem allesammen. Og jeg har faaet en Mængde Ringe og Stene og saadant som Herrerne giver hernede. Du har vel faaet de 100 Kr., jeg sendte Nämdemanden -- -- --

Venedig, Aug. 1900.