Part 4
Holst bøjede sig beæret og havde nu en Ven i Skaane. Landskabet skiftede, medens Ringsjøen forsvandt i det fjerne, Banen steg over granklædte Bakker og Aase, medens Toget rullede op for talrige smaa Stationer, hvor blonde Troller og Hamilton'er med et let Nik passerede Kupeen.
»Goddag med dig --« Sjöström kendte dem alle.
Han fik Tid til at fortælle lidt om hver, medens han pegede ud over Egnen og nævnede Navnene paa stolte Ætter og pragtfulde Herresæder. Holst kendte ingen og tog mod Talen som mod de skiftende Billeder, uden at reagere. De nærmede sig nu Karpalund, et Krydsningssted kort før Christiansstad. Løjtnant Sjöström bøjede sig mod Vinduet, »der ser Hr. Løjtnanten Gamalstorp, en smuk lille Ejendom med nogen Skov og flere Bøndergaarde.«
Holst nikkede.
Sjöström fortsatte: »Den tilhører en god Ven af mig, Claes Ankerkrone, det vil sige, Gubben lever endnu i Danmark noget Steds -- en charmant Gubbe -- før dette Ritmester, med en Datter -- noget af det vakreste, man kan tænke sig.«
Holst nikkede stumt.
»Monsieur Claes er en livlig Knægt, en vakker charmant Kammerat, gift med en sygelig engelsk Kone, og svær at holde Styr paa. Der var en Historie med ham i Vinter, hans Papa maatte intervenere.«
Det var Holst ubehagelig at høre den fremmede Mand tale om Ankerkrone; han afbrød lidt skarpt:
»Jeg kender Familien --«
Saa blev der Pause.
Men længe dyede Sjöström sig ikke. Han kom ligesom forsigtig følende sig for.
»Løjtnanten kender Familien Ankerkrone fra København?«
»Ja,« svarede Holst kort.
»Meget behagelige Folk -- særdeles behagelige Folk, og særlig da Ritmesteren -- men --«
Holst var lidt usikker, om hvorvidt han skulde afbryde eller høre; han besluttede sig til at erfare; naar alt kom til alt, var hans Bekendtskab til Ankerkrone jo helt ensidigt, og det kunde være ganske interessant at høre lidt om ham af hans egne Landsmænd.
Holst vendte sig mod sin Rejsefælle og spurgte tøvende: »Men --«
Svenskeren trak lidt paa det. »Er Løjtnanten meget bekendt med Ritmester Ankerkrone?«
Holst smilede: »Ikke mere, end at De kan sætte ham i Forbindelse med Mordet paa Mac Kinley, om De vil. Det skal kun interessere mig at høre, hvor skrækkeligt et Menneske, der dølger sig bag hans charmante Ydre.«
Sjöström saa alvorlig op. »De har altsaa hørt det?«
»Ikke et Ord,« fortsatte Holst roligt.
Den anden sænkede Stemmen: »Jo ser De, Sagen er saa almindelig bekendt, alle Mennesker taler om den her i Skaane, ellers skulde Gud bevare mig for at tale om den Sag, men som sagt, den er publik nok. Ritmester Ankerkrone var, som Løjtnanten véd, tjenestegørende ved skaanske Dragoner; han har aldrig været rig, men var ret velstaaende og giftede sig ret tidligt med en italiensk Dame, en Komtesse Cassini, der var meget smuk, ganske overordentlig vakker. Jeg husker hende saa tydeligt fra Amaranthe Ballerne i Malmø og fra Herregaardsfesterne her paa Egnen. Jeg var den Gang ung Løjtnant og kom en Del paa Gamalstorp -- det kan vel være en Snes Aar siden. Lad mig se -- Claes er fyldt 26 -- og Ulla -- er otte Aar yngre. Det passer nok. Saa døde Fru Ankerkrone pludselig -- efter et Bal paa Arasløf, det store Herresæde, De ser dernede ved Skoven.
Ritmesteren tog sig det meget nær, tilsyneladende da, han rejste til Syden, Fruen var hjemmehørende i Venedig, og Børnene blev hos hans Søster, den gamle Stiftsdame Frk. Ulla Ankerkrone, der nu bor i Trelleborg. Lidt efter døde en af vort Regiments flotteste Løjtnanter, Friherre Cedersköld; han var rejst til Italien omtrent samtidig med Ankerkrone. Rygtet satte de to Dødsfald i Forbindelse med hinanden. Jeg fortæller det kun, fordi Historien er saa publik, som den er. Men der rejste sig mange Stemmer for at lade Fru Ankerkrone opgrave. Tjenestefolkene paastod bestemt, at der havde forefaldet meget bevægede Scener mellem Ritmesteren og hans Hustru. Det blev efter Fruens Død temmelig sikkert oplyst, at der havde bestaaet et intimt Forhold mellem Cedersköld og den Afdøde, men Øvrighederne vendte her som altid, naar det gælder de store Navne, det døve Øre til. Sagen blev aldrig opklaret. Ikke heller fik man at vide, hvorledes Cedersköld var omkommen. Nogle sagde, han var falden i en Duel med en italiensk Officer, andre, at han havde duelleret med Ankerkrone et Sted i Tyrol, men dette er næppe rigtigt. De fleste mener, at han ganske simpelt blev myrdet, styrtet ned fra et Fjæld ved Ferdinandshöhe i Nærheden af Bozen. Opklaret blev det aldrig. Ankerkrone vendte et Par Aar efter tilbage, men han tog aldrig siden Ophold paa Gamalstorp; mest boede han i København, der skal han være endnu. Her kommer han aldrig.«
Holst sad stille og lyttede. Da Svenskeren tav, smilede han.
»Og den Historie tror De?«
»Gudbevares,« svarede den anden, »nu er det saa længe siden; men Folk siger, der skal være noget ved Ankerkrone nu, som er ganske anderledes end forhen. Jeg har ikke set ham i mange Aar. Datteren skal være meget smuk og ligne Moderen.«
Holst tav.
Toget nærmede sig Christiansstad.
»Hvor skal man saa tage ind?« spurgte Holst.
»Frimurerhotellet,« svarede Sjöström strax, »det smukkeste og komfortableste Hus i hele Skaane. Jeg bor der selv, og om Hr. Løjtnanten ellers har Stunder, skulde det glæde mig at gøre Honnør paa min gamle Garnisonsstads Vegne.«
Det forekom Holst at være ganske praktisk til senere Brug at sikre sig en saa stedkendt Mand som Løjtnant Sjöström, og da hans Rejsefælle med den Svenskerne egne Takt ikke havde rettet et eneste Spørgsmaal til ham om hans Ærinde, besluttede han sig til at holde sig den Adgang aaben, det tilfældige Møde kunde byde, om der skulde vise sig Vanskeligheder ved Efterforskningen af den unge Pige fra Christiansstad, som han havde døbt Annie Carlson, og som han i sine Betragtninger stedse nævnede ved dette Navn.
II.
Der er over de svenske Smaabyer et vist Façadepræg, der virker strax. Opholder man sig en Stund i saadan en By, opdager man hurtigt, at den i intet adskiller sig fra vore Smaabyer; den er for den Tilrejsende lige saa haabløst kedsommelig som Bogense og Æbeltoft, men Præget er fiksere, og Maden er bedre. Det gælder de fleste smaa svenske Byer, og det gælder i særegen Grad Christiansstad. Byen ligger ved Helgeaa, hvor denne paa sin Vandring fra de smaalandske Højder ved Alfvesta træder ud i en Bredning, Helgesøen; naar man nærmer sig fra sydvest, toner Højderne mod nordøst som Bjerge frem bag en vid Slette, og Staden ligger ganske pragtfuld med sine Kanaler og Lunde. Dens gamle Kirke er bygget af Christian den fjerde. Sagnet melder, at Anledningen var en Drøm, som den huldsalige Monark havde paa en Jagt, da han hvilede der paa Stedet; om Fjerde Christian virkelig har drømt eller ikke, faar staa hen, men Kirken staar der, saa lig Holmens Kirke, at Københavnerne uvilkaarlig spejder efter Tordenskjold, Børsen og Frederik Folkekær paa Springgangeren foran Slotsruinen.
I Stedet for disse kendte Bygninger maa man nøjes med Kronhuset, der ligger pragtfuldt paa et Torv med opmarcherede Kanoner, hvor Skaanes Hofret residerer Side om Side med Vendes Artilleriregiment, og Landshøfdingsresidensen med sine slanke Piller, foruden en anselig Række offentlige Bygninger og Frimurerlogen, der behersker sin Side af Torvet, bred, mægtig og rig paa god Mad og svensk Punch.
Som sagt det hele virkede særdeles storstadsmæssigt -- særlig Frimurerhotellet, der dristig tør tage Konkurrencen op med europæiske Storstadshoteller, og hvor den skaanske Adel og Officererne af Vendes Artilleri bidrager stærkt til at holde Illusioner oppe, som et Blik paa den øvrige ret stilfærdige Befolkning i Lenets Hovedstad iøvrigt hurtig tilintetgør.
Indtrykket varer ikke; for den, der efter et fortrinligt Maaltid paa Hotellet vandrer ud i Staden, synker denne, som antydet, hurtig tilbage i beskeden landlig Tilbageholdenhed; dens stolte Bygninger bliver Enkeltheder, og Mindet knyttes kun til den berømmelige Fjerde Christian, der drømte gudelige Drømme, Hr. Gustavsköld, født Hellichius, der sammen med Gustav den tredie satte Sveriges Stænder Stolen for Døren, og den triste Begivenhed for faa Aar siden, da et særligt lejet Extratog fjernede Skaanes enskilda Bank med dens Kontanter i Guld fra Christiansstad for Næsen af det sultne Borgerskab og de forgældede Krigere for at føre Valuta, som Banken ejer, til Helsingborg.
Hovedgaden hedder Vestra Storgatan, og i Nr. 17 boede ikke A. Vikander, Leverandøren af de Strømpebaand, som Annie havde baaret, og som var den direkte Aarsag til Holsts Rejse til Christiansstad.
Det var den næste Skuffelse, der mødte ham, og den berørte ham dybere end Stadens for det skarpere Blik svindende Storhed. Ikke alene fandtes A. Vikander ikke i Storgatan, men der var blandt Stadens mange Manufakturhandlere ikke en af dette Navn.
Denne Omstændighed var naturligvis ret ligegyldig, for selv om Hr. Vikander havde siddet i Storgatan 17 og solgt sine Strømpebaand samt nydt sin Carlshamn Punch i bedste Velgaaende, vilde han næppe have været i Stand til at erindre den unge Dame, der havde afkøbt ham de Strømpebaand, Holst interesserede sig for.
Ved nøjere Eftertanke faldt det imidlertid Holst ind, at den Omstændighed, at A. Vikander ikke var mere, maaske kunde være fuldt saa interessant og lede til Tidsangivelser, der kunde fremme Efterforskningen. Det var givet, at Hr. Vikander med Hæder havde deltaget i Stockholmer Udstillingen 1897 -- den Gang existerede han altsaa. Naar han nu ikke existerede mere, saa var det muligt, at hans Existens' Ophør kunde afgive et vigtigt Moment til Bestemmelse af hendes Person.
Det lykkedes Holst at erfare, at Hr. A. Vikander ganske vist havde levet, været en agtet og anset Borger i den gode Stad, men allerede Aaret efter Udstillingen i Stockholm var afgaaet ved Døden under saadanne Omstændigheder, at Kirkehyrden i Christian den fjerdes prægtige Kirke i Christiansstad med Føje kunde have gentaget Anders Sørensen Vedels mindeværdige Ord ved nævnte Konges Faders Baare: -- om højsalig Hs. Naade havde været mindre hengiven til Nydelsen af stærke Drikke, som nu desværre over al Maade gængs er o. s. v. -- og at en af de medvirkende Grunde til Undladelsen af denne milde Bebrejdelse vel nok har været den, at Hr. A. Vikander, som forøvrigt ogsaa højsalig Frederik den anden respektive, næppe har været noget enestaaende Tilfælde blandt Christiansstads brave Borgere.
Han var imidlertid død 1898 og Forretningen ophævet samme Aar.
Nu kunde ganske vist en Del af Hr. A. Vikanders Strømpebaandslager -- ikke mindst efter den Ære, der var bleven disse nyttige Genstande til Del i 1897 -- være overført til Efterkommere, men Sandsynligheden talte for, at disse vilde have benyttet Lejligheden til hurtigst mulig at knytte deres eget Navn til den udmærkede Brugsgenstand, og det viste sig ogsaa ved nærmere Undersøgelse, at de fortrinlige Strømpebaand som patenteret Artikel forhandledes af en Hr. Lindkvist i Tøjhusgatan, der havde forsynet det oprindelige Mærke med Tilføjelsen: Eneforhandling ved Oscar Lindkvist, Tøjhusgatan 5.
Holst blev altsaa staaende ved Hypotesen 1898 eller 97 Efteraar og besluttede sig til at søge oplyst, om der i den Verden, der i disse Aar morede sig i Christiansstad, havde været en ung Dame af Navnet Annie, eventuelt Carlson.
For at konstatere dette kunde han have henvendt sig til den stedlige Øvrighed, men det forekom ham i denne Forbindelse lettere at benytte sin Rejsefælle og dennes Forbindelse med Vendes hæderværdige Artilleri, idet han ræsonnerede saaledes, at en Dame som den stakkels Annie, i sin Ungdoms fulde Vaar, sikkert vilde have været kendt af Regimentets unge Mænd, og at disses Minder maatte være baade lysere og indholdsrigere end det stedlige Politis.
Efter Aftale skulde Løjtnant Sjöström og Holst spise til Middag sammen, og Sjöström havde stillet et Besøg paa Regimentets Etablissementer i Udsigt, saa Holst besluttede ganske rolig at afvente dette og benytte Lejligheden til at høre sig for. For at fordrive Tiden gik han en Tur i Omegnen og fik hurtig overset Byen. Hans Tanker vendte uvilkaarlig tilbage til Nordsjælland og Familien Ankerkrone, og han kunde ikke skjule for sig selv, at Sjöströms Fortælling om Familiedramaet havde gjort Indtryk paa ham.
Han var kommen til at holde af Ritmesteren, hvis fine, forstaaende Tankegang strax havde mødt hans, men han kunde ikke nægte, at det ikke i og for sig var udelukket, at Ritmester Ankerkrone havde sine Grunde til at henleve de sidste Aar af sit Liv fjernt fra sin Fædregaard i et fremmed Land. At han skulde have myrdet sin Hustru i Skinsyge, forekom dog Holst usandsynligt, men at han havde gennemlevet mere end en alvorlig Sorg fremgik tydeligt af hans Ord og hans Væsen. Det slog Holst, at Ulla aldrig havde talt om sin Moder, men lidt efter lidt dukkede enkelte Træk frem, der gjorde det mere end sandsynligt, at der i det Ankerkroneske Hus fandtes det saakaldte Skelet, og at Skelettet var den gaadefulde Begivenhed, der knyttede sig til Moderens Død.
Som det altid gaar, den ene Tanke førte til den anden, og næsten mod sin Villie lededes Holst til en Række af Betragtninger over Ritmesterens Udtalelser i Anledning af Ligfundet, særlig de Undersøgelser, der havde konstateret Giftmordet, som ganske vist kunde være helt naturlige, men som paa Baggrund af Sjöströms Fortælling -- altsaa gængse Folkesnak -- fik en dybere, besynderligere Karakter.
Disse Tanker vandt mere og mere ind paa Holst, knyttede sig stærkere og stærkere til Billedet af den smukke, fine Herre og prægede dette Billede rent uvilkaarligt, saa det var ikke langt fra, at Holst fattede den endelige Beslutning, naar hans Tid maatte tillade ham det, at sysle med dette gaadefulde Dødsfald og se at trænge ind i de Begivenheder, der havde ledsaget det. Foreløbig gjaldt det om at finde Annie Carlsons Morder, men først og fremmest oplede alt, hvad der kunde kaste Klarhed over hende selv.
Holst vendte tilbage til Frimurerhotellet, hvor hans Rejsefælle ventede ham.
III.
Løjtnant Sjöström havde arrangeret en »Tillställning«, der var helt festlig. Ved det obligate Smörgåsbord forestillede han for Holst en gammel Kammerat, der endnu gjorde Tjeneste ved Artilleriregimentet, Friherre Holger Kurk, en høj, mager, meget velvillig og velopdragen Kaptajn, som Sjöström spøgefuldt bemærkede, hele Egnens Farbror, og den mest søgte Kavaler i hele Christiansstads Len.
Kaptajn Kurk gjorde ikke sit Ry til Skamme, og Diner'en, der omfattede alle de Nydelser, den mest forvænte Garnisonssoldat kan ønske sig, blev baade lang og livlig. Stemningen var fortræffelig, muntre Historier fra Garnisonslivet og Hovedstadslivet krydsede hverandre. Det viste sig, at Sjöström var havnet som Staldmester hos en større feudal Godsejer i Sydskaane, i hvis Ærinde han besøgte Regimentet for at erhverve udsatte Heste til Avlsbrug. Holst tav om sit Ærinde, men lod dog saa meget forstaa, at hans Besøg stod i Forbindelse med en juridisk Sag, idet han angav sin Livsstilling som knyttet til et Statskontor i Hovedstaden, for hvilke han skulde søge nogle Oplysninger i Christiansstad og andre skaanske Byer.
Han forberedte saaledes Spørgsmaalet, og da Herrerne ved Kaffen sad foran Bygningen, hvor Stadens Ungdom promenerede over Torvet, forbi de smukke, blomsterfyldte Rabatter, henkastede Holst det Spørgsmaal, om nogle af Herrerne mindedes en ung Dame ved Navn Annie Carlson, der for faa Aar siden sikkert maatte have spillet en vis Rolle i den lille By.
Man kendte hende ikke. Sjöström var lovlig undskyldt, han havde allerede den Gang forladt Byen, men selv Kaptajnen, som var Ungkarl, og efter hvad Sjöström forklarede et rent Leksikon, naar det gjaldt Damer, ogsaa udenfor Familielivet, maatte erklære sig renonce. Holst gled let hen over Spørgsmaalet, han vilde ikke røbe, at han ikke kendte Navnet nøje og derved udsætte sig for Spørgsmaal, som han ikke ønskede at besvare; men Tilfældet kom ham til Hjælp, idet Kaptajnen ikke vilde give fortabt, men stadig vendte tilbage til den Dame, som han ikke skulde kunne huske.
Saa indrømmede Holst, at Navnet Carlson kunde være urigtigt -- et paataget Navn, og dette satte Kaptajnens Tanker i en livlig tilbageskuende Bevægelse. Det var et anseligt Regiment Amazoner, den gamle Krigsmand mønstrede, et ikke uvæsentlig Supplement til Vendes berømte Artilleri, og da Holst hjalp til med en Skildring af den paagældende, hvis Træk han nøje havde mærket sig, klaredes Kaptajnens Tanker lidt efter lidt.
Han saa skarpt og opmærksomt paa Holst, dernæst kastede han et Blik paa Sjöström og sagde ganske kort: »A-ha -- saa der!«
Holst kunde se paa Kaptajnen, at han kendte Navnet, men tillige, at der var Omstændigheder, der hindrede ham i at nævne det, og med stor Behændighed gled han fuldstændig bort fra Sagen for ikke at bringe den paa Bane mere. Sjöström blev efterhaanden ret tydelig paavirket af Aftenens Nydelser, han vilde absolut drikke Brorskaal med Holst, men Holst lagde Mærke til, at Kaptajn Kurk efter den lille Episode, der ganske var undgaaet Sjöströms Opmærksomhed, blev meget tilbageholden og af og til betragtede ham med et skarpt, stjaalent Øjekast.
Iøvrigt gjorde Kurk det bedste Indtryk paa ham, han var en behagelig Bordkammerat, der holdt stærkt Maade med Nydelsen og ikke forandrede sit Væsen en Smule trods det ret betydelige Antal Glas, der blev tømt. Holst besluttede sig da til at forfølge sit Maal, og da Selskabet efterhaanden voksede, idet flere Officerer kom til, men Sjöströms overstrømmende Livsglæde tillige antog overvældende Former, lykkedes det Holst at trække sig tilbage i et belejligt Øjeblik.
Kaptajnen rejste sig samtidig og fulgte ham ned ad Gaden. De gik uvilkaarligt mod Byens Udkant, og ligesom om Spørgsmaalet samtidig var steget frem hos dem begge, standsede de uvilkaarligt, og Holst tog Ordet.
»Jeg skal komme Kaptajnen i Forkøbet, idet jeg beder Dem undskylde, at jeg overfor Herrerne har været saa tilbageholden, -- desværre har det været nødvendigt.«
Kaptajnen saa skarpt paa ham: »Herren er maaske slet ikke Løjtnant Holst?«
Holst saa op: »Jo jeg er, -- rent bortset fra den Adgang jeg, som De vil have bemærket, har til at paaskyde Deres Tillid, har jeg ingen særdeles Grund til at skjule mit Navn.«
Kaptajnen bøjede sig. Holst havde allerede tidligere paa Aftenen gjort den Opdagelse, at Kaptajnen, -- hvad der forøvrigt var saa naturligt i en By som Christiansstad -- var Frimurer, ligesom Holst selv. Han fortsatte: »Det drejer sig kun om Hensigten med min Nærværelse her og med mit Spørgsmaal fra før -- Pigen -- jeg spurgte om.«
Kaptajnen bøjede Hovedet: »Pigen -- Annie Cederlund.«
Holst saa op: »Cederlund hed hun altsaa.«
»Det vidste De ikke?« spurgte Kaptajnen.
»Nej,« svarede Holst, »det vidste jeg ikke. -- Men for at vende tilbage til mig selv, jeg er, foruden at være Løjtnant, tillige ansat i Københavns Politi, og det er i denne min Egenskab, at jeg er kommen hertil.«
Kaptajnen bøjede atter Hovedet -- det slog Holst, at hans Ansigt antog samme Udtryk som Ulla Ankerkrones, da han første Gang nævnede sin Virksomhed.
»Aha,« fortsatte Kaptajnen, »Herren er altsaa »Detektiv«.«
»Ja,« svarede Holst kort.
Kaptajnen smilede: »Det anede mig forresten, da De spurgte om Annie. Imidlertid havde jeg en Grund til ikke at nævne hendes Navn, medens stakkels Bror Sjöström var tilstede.«
»Saa -- hvilken?« spurgte Holst interesseret.
»Jo, Annie Cederlund har kostet stakkels Bror det meste af hans Formue og endda hans Families Ære med i Købet. Naa, men hvad vil De egentlig Annie, har hun begaaet Forbrydelser i København? Sidst jeg hørte om hende -- --« Kaptajnen tav pludselig.
Holst saa skarpt paa ham, saa talte han med dæmpet Stemme:
»Hr. Kaptajn, vi to kender ikke hinanden, og Kaptajnen kan selvfølgelig afvise min Indtrængen; jeg har jo kun den forretningsmæssige Vej at gaa, og af den venter jeg mig ikke meget. Vil Kaptajnen imidlertid vise mig den Tillid, som jeg altsaa, efter hvad Kaptajnen allerede véd, har noget Krav paa, vilde jeg muligvis kunne røgte mit Ærinde her endnu i Aften og forlade Byen saa stille, som jeg kom, uden at et Ord om de sørgelige Begivenheder, der har ført mig herhen, behøver at blive bekendt for andre end Hr. Kaptajnen. Det er en indtrængende Bøn i en meget vigtig Sag.«
Kaptajn Kurk stod et Øjeblik tavs, Maanelyset faldt paa hans ranke Skikkelse, Hovedet var bøjet, hans Tanker arbejdede stærkt. Saa kastede han Hovedet tilbage og sagde med bestemt Eftertryk paa hvert Ord: »Hr. Løjtnant Holst, der er Grunde, meget alvorlige Grunde, der kunde tvinge mig til at give Dem et afslaaende Svar. Jeg véd ikke saa lidt om Annie Cederlund, og det er et Navn, jeg helst ikke nævner; jeg kan give Dem mit Æresord paa, at jeg ikke véd, hvor Annie nu er, men jeg kan lige saa bestemt sige Dem, at jeg med Hensyn til Annie Cederlund kun kan give Dem Oplysninger, der ligger flere Aar tilbage i Tiden. Dermed er ikke sagt, at jeg intet véd om hende siden da, men kun, at jeg intet kan sige. Vil De paa Deres Side give mig Deres Ord paa, at De ikke vil forlange yderligere Oplysninger af mig end dem, som jeg kan give, og som jeg vil give?«
Holst betænkte sig et Øjeblik. Der var noget eget højtideligt over den Samtale i Maanenatten, medens Lyset sparsomt flakkede fra enkelte Lygter, og Sjøvikens Vand sukkede skvulpende mod Bredden.
Han løftede Blikket og saa Kaptajnen fast i Øjet: »Vil Hr. Kaptajnen saa give mig Deres Æresord paa, at De ikke véd, hvor Annie Cederlund er, eller hvilken hendes sidste Skæbne har været?«
Kaptajnen saa op -- hans Ansigt var fuldt belyst, alvorligt og præget af, at hans Ord var fuldt ud sande: »De har mit Æresord, Løjtnant Holst. Kom saa med mig hjem, og jeg skal fortælle Dem, hvad jeg véd, og hvad jeg kan fortælle Dem om Annie Cederlund. Det Navn rummer mere for mig, end De aner -- er hun død?«
»Ja,« svarede Holst dæmpet, »hun er myrdet i Danmark i Marts Maaned i Aar.«
Kaptajn Kurk blev ligbleg, men han sagde intet. Saa fulgtes de to Mænd til Kasernen.
IV.
Kaptajn Kurk beboede en Lejlighed i Artilleriregimentets Kaserne, der ved sin fuldkommen spartanske Simpelhed kontrasterede ikke lidet med dens Beboers udsøgte Elegance. Denne Modsætning slog Holst, men det var, som om Møbler og Vægge i det store firkantede Arbejdsværelse stumt, men overbevisende vidnede om Kaptajnens regelrette og fuldtud tilforladelige Vandel.
Bohavet var holdt strengt i Karl den fjortendes Stil -- Biedermannstilen fra Aarene 1820--50, mørkt Mahogni uden Indlæg, bred, men haard Sofa med Skabe, og sorte, læderbetrukne Lænestole. Særlig var Skrivebordet, et spinkelt Mahognimøbel, et sandt Pragtstykke i sin Stil. Vinduerne var høje og indrammede med strenge, grønne Damaskes Gardiner, der kun som en Kappe dækkede deres øverste Kant. Gulvet var hvidskuret, og Stuen, hvor en gammel Moderatørlampe, der stod tændt, da Herrerne kom, udbredte et stilfærdigt, gult Lys, gav ligesom et Genskin af Renhed og omhyggelig Orden.
Paa Væggen over Sofaen var dannet en Vaabentrofæ af talrige blanke Vaaben, en righoldig Samling af tildels meget sjældne Hug- og Stødvaaben, og over denne stod en Buste af Sverigs regerende Konge i bronceret Gibs.
Væggene var tæt behængt med Kobberstik og Litografier, væsentligst Billeder af Sverigs Konger og fremragende Statsmænd, en Endevæg var prydet med Fotografier af Kammerater, og midt i denne Gruppe hang et Maleri af en vidunderlig smuk Kvinde med et fint ovalt Ansigt, indrammet af sort, lokket Haar. Om dette Billede var over Rammen slynget et sort Sørgeflor, og med sorte Bogstaver stod paa Rammens underste Kant: Giulia.
Under Billedet var ophængt et stort Fotografi, der fremstillede tre Mænd i Uniform foran et Lejrtelt, en Krans af halvvisne Evighedsblomster var lagt over den sorte Ramme, og da Holsts Øjne strejfede Billedet, saa han, at den ene af Mændene var hans Vært, den anden, der stod bøjet over ham med Haanden paa hans Skulder, var Ritmester Ankerkrone. Den tredie var ham ubekendt.