Part 3
»Nu kommer imidlertid det interessante.« Holst saa op med et lille Glimt af Stolthed. »Morderen har hidtil baaret sig meget forstandig ad, nu begaar han sin første Dumhed, som han selv anser for en meget kløgtig Handling -- og som forresten ogsaa er ganske vel udtænkt under Forudsætning af, at han har med lutter Dumhoveder at gøre.«
»Naa, hvad gør han saa?« spurgte Ritmesteren, hvem Sagen mere og mere interesserede.
Holst tog sig i det og føjede beskedent til: »Hvis Morderen gør, hvad jeg ønsker, han skal gøre, saa lader han ganske rolig Kufferten blive staaende et eller andet Sted i en Ventesal eller en Kupé, og lader den indregistrere mellem glemte Sager for at forsvinde ved en eller anden Auktion og sporløst udslettes.«
»Se, se!« Ritmesteren nippede til Punchen med et lille Smil.
»Ja, naar de Herrer Mordere var saa venlige at gøre, hvad de Herrer Detektiver ønskede sig, saa var det hele slet ikke saa kompliceret.«
Holst smilede. »Heldet, Hr. Ritmester, Heldet, det er det, hvorpaa det kommer an. Og det har jeg hidtil haft.«
Saa rejste Ritmesteren sig og trak sig tilbage. Han brummede noget i Skægget om, at den der Detektiv var en Pokkers Karl, men der var noget ved Holst, der tog ham, og sikker var Karlen.
V.
Holst besluttede at tage en Tur til Hovedstaden for at prøve sin Kuffert-Hypotese, der mere var et Indfald, han havde faaet under Samtalen med Ritmesteren, end egentlig en forudfattet Krigsplan. Det regnede, og han kunde ikke benytte Cycle til Turen, derfor passede det ham ganske vel, at Frk. Ulla havde Ærinde til Stationen for at hente sin Broder, der pludselig telegrafisk havde anmeldt sit Komme.
Det gik langsomt op ad den sandede Bakkevej, medens Ulla og Holst sad nok saa behagelig tilbagelænede i Gaardmandens Wienervogn, der var slaaet op paa Grund af Vejret. Efterhaanden var de to blevet rigtig gode Venner, og Samtalen gik ganske kvikt mellem dem om allehaande ligegyldige Ting.
Fjorten Dage tilbragt paa samme Sted binder mange smaa Baand og fletter Tanker, hvoraf Kammeratskab og Venskab let voxer frem, og Ullas muntre, frejdige Væsen havde ganske faaet Bugt med Holsts Tilbageholdenhed. De talte om Broderen, der kom. Ulla forgudede ham, han var rigtig en Type paa en kvik og flot svensk Husarofficer; nu var han Godsejer, han havde overtaget Faderens Ejendom, der laa mellem Esløf og Christiansstad, hvor de skaanske Herregaarde ligger tæt mellem Skove og Moser.
Ritmesteren havde aldrig selv drevet sine Godser, fortalte hun. »Pappa er Officer og elsker Rejser i Syden og saa der, »Gamalstorp«, som Stedet hedder, er ikke præcis noget vakkert eller morsomt Sted, og var det ikke, fordi Bror Claes er meget rigt gift og har faaet alt indrettet saa charmant, saa skulde vel næppe han heller holde Stedet ud.«
»Er Deres Broder gift?« spurgte Holst, der for første Gang havde Lejlighed til at erkyndige sig nærmere om Ritmesterens Familie.
»Ja,« sagde Ulla og trak paa det, »med en borgerlig, men meget sød ung Dame fra England; umaadelig rig er hun og meget sød, ikke præcis smuk, snarere langt fra -- men meget sød og meget rig.«
»Har Deres Broder været gift længe?« spurgte Holst.
»Fire Aar, men Emily -- min Svigerinde hedder Emily -- har været syg og opholdt sig i Syden i to Aar. Der var en Baby -- en lille en -- som forresten nu er kommen sig helt godt, men den var lige ved at dø. Naa, det kan jo ikke interessere Dem at høre om Claes' Familieforhold og desuden, lystelige er de heller ikke.«
Holst smilede. »Er Deres Svigerinde maaske mest rig? Jeg synes, De betonede det saa stærkt.«
»Ikke just det, men Claes er saa kvik, saa køn og saa glad, og Emily er saa streng, saa filistrøs. Ja, De kender os jo saa godt nu, Løjtnant Holst, saa jeg tager ikke i Betænkning at sige Dem, at Claes og Emily har været lige ved at skulle skilles. Saa var det Pappa lagde sig imellem, og saa blev Claes mere fornuftig -- for ufornuftig var han jo, noget, og nogen Ret har Emily, men hun var jo desuden syg og -- --«
Frk. Ulla talte sig rød i Hovedet og fuldstændig ind i en blind Gade, hvorfra hun ikke kunde slippe ud. Det klædte hende nydeligt, og Holst smilede, hvad der kun bevirkede, at hun blev endnu mere rød i Hovedet og gik fuldstændig i Staa. Holst kom hende til Hjælp. »Det vil altsaa sige, at Frøkenens Broder maaske ikke har været den mest opofrende Sygeplejer, og at hans svagelige Hustru har taget ham dette ilde op, men at Skyerne paa den ægteskabelige Himmel nu er fjernede, og at Æren derfor er Ritmesterens.«
Ulla nikkede med Hovedet. »Netop.«
Holst brød af. »Undskyld mig, Frøken, at jeg berører en Sag, som jeg ellers ikke har berørt for Dem, men De véd jo nok, at jeg ikke, som Deres Fader, ligger paa Landet for min Sundheds Skyld.«
Ulla nikkede atter.
»Godt,« fortsatte Holst, »De vilde gøre mig en stor Tjeneste ved slet ikke at omtale denne Sag for Deres Broder, jeg ønsker den ikke omtalt i de Kredse, hvor han i sit Hjem sikkert færdes -- dertil har jeg nu mine Grunde. Jeg beder Dem paa mine Vegne sige til Deres Fader, at det er af Betydning, at Sagen ikke omtales. Maaske jeg selv, om jeg træffer Deres Broder, kan komme til at berøre den. Det vil De love mig.«
Ulla saa uhyre højtidelig ud og havde stor Lyst til at spørge, men hendes Fader havde saa strengt forbudt hende at tale om den Sag med Holst, og desuden, efter hvad hendes Jomfru havde fortalt, var der noget mindre passende ved det hele. Hun tav altsaa.
De sad nu kort Tid i Tavshed, saa spurgte Holst for at sige noget:
»Sig mig, Frøken, hvorledes er De egentlig dalet ned i denne afsides Egn? Det er dog ikke almindeligt, at Fremmede finder herud.«
Ulla greb med Begærlighed det nye Konversationsemne og fortalte meget livligt og med mange Ord, hvorledes de havde været paa Gamalstorp og, da det var bragt i Orden med de unge derovre, var taget afsted paa maa og faa, egentlig bestemt paa at tage til Rügen eller Nordeney, men at Ritmesteren i sidste Øjeblik havde foreslaaet Nordsjælland, og de saa havde fundet dette fortræffelige Sted, hvor de nu vilde blive til midt i Juli.
Medens Ulla sad og talte, betragtede Holst hende af og til og lagde Mærke til, hvor meget hun lignede Faderen; det friske, muntre Ansigt kunde pludselig blive alvorligt, næsten skarpt, og der var i hendes Bevægelser noget djærvt viljefast, der fuldstændig lignede Ritmesterens udpræget energiske Holdning og Optræden.
Men nydelig var hun -- og Holst tænkte paa Gamalstorp og den meget søde og meget rige, men ikke præcis vakre Emily. Saa kom de til Stationen.
Toget sydfra kom først, og Løjtnant Claes præsenterede sig som en høj, lys, meget bukkende og særdeles elskværdig udseende Svensker af den skaanske Kavalleritype, som lader sig kende fra Sydpol til Nordpol, hvor den end mødes. Ikke i mindste Maade interessant, men meget smuk og elegant.
Ulla præsenterede Løjtnant Holst som en Ven af Pappa, og Hr. Claes bukkede velvilligt, han længtes sikkert efter et Glas forfriskende og en Enesamtale med Ulla, og da Toget kom nordfra, forlod Holst ilsomt de to Søskende.
Paa Rejsen til Byen tænkte han vedblivende paa Ulla, først ved Gentofte blev han mindet om Kufferten, men slog det hen for at drømme.
VI.
Da Holst den næste Dag ved Tretiden indfandt sig hos sine Foresatte paa Politikamret, bankede hans Hjerte af nervøs Spænding. Der var hændet ham noget særdeles mærkværdigt. Om Formiddagen havde han henvendt sig paa Jernbanevæsenets Depot for fundne Sager, og ved at efterse Depotets Lister havde han under 28. Marts fundet »en Kuffert med forskelligt Dametøj«. Da han lod denne Kuffert bringe, viste det sig at være en let flettet Kurvekuffert uden Laas med to Hanke af Størrelse som en almindelig Herre-Haandkuffert. Den indeholdt et Sæt fuldstændige Kvindeklæder fra inderst til yderst -- kun et Sæt -- Linned, Jacket-Klæder, Støvler, Hat -- kortsagt alt lige til Strømpebaand, men ingen Pretiosa, Ur eller deslige, og desuden en Kognaksflaske halvt fyldt og et lille Glas.
Dette Fund havde næsten overvældet Holst. Han syntes deri at se et Varsel om, at det virkelig skulde lykkes ham at naa Maalet; men for at væbne sig mod enhver Overilelse paalagde han Jernbanefunktionæren ubrødeligt at tie med Fundet og begav sig straks til Politikamret for at ordne det fornødne.
Politiembedsmanden var lige saa stærkt berørt af Fundet som Holst. Naturligvis maatte man undersøge, om de fundne Klæder passede til Liget, men der var paa Forhaand stor Sandsynlighed for, at man var paa Sporet, særlig da Kufferten var fundet efterladt i et fra Helsingør kommende Tog og kun indeholdt et Sæt fuldstændig Dameekvipering af stor luxuøs Elegance og Udstyrelse. Man skred strax til Optagelse af en Liste over de fundne Sager, der paa Stedet konfereredes af den overordnede Embedsmand for sammen med Kufferten at afgives til Undersøgelsesdommeren.
Kufferten selv var, som angivet, af flettet Straa, firkantet af Form, 1 Alen lang, 16 Tommer høj og 12 Tommer bred over Bunden. Den syntes aldeles ny, dog var den ikke forsynet med noget Mærke, der kunde røbe, hvor den var anskaffet eller fabrikeret.
Den indeholdt en Halvflaske mærket med Firmaet Hennesy & Ko.'s Etikette og halv fyldt med Kognak, desuden et meget tarveligt Glas, øjensynligt anskaffet til Rejsebrug. Kognaksflasken med Indhold vilde blive Genstand for særlig Undersøgelse for at konstatere, om Vinen muligvis maatte være forgiftet, hvad der, saafremt Fundet havde Forbindelse med Mordet, var sandsynligt. Desuden indeholdt Kufferten:
1) En sort Straahat med Besætning af den Façon, der særlig benyttes af engelske Damer, med to Strudsfjer over Kors foran paa Skyggen, mærket med Navnet Jean Tissot, Rue Rivoli, Paris.
2) En sort, silkeforet Jacket af stærkt engelsk Klæde mrk. Redfern. London.
3) Et graat Silke Bluseliv, besat med sorte Kniplinger og Silkebroderi, foret med Silke og mrk. Jules Biester, Berlin.
4) En glat, sort Klædes Nederdel med Silkefoer uden Besætning, mrk. Redfern. London.
5) Et tykt Underskørt med paasyede Plisseer af gult Silketøj uden Mærke.
6) Et udsyet Fiskebens Korset, rigt besat med Blonder og Silkebaand, temmelig langlivet, mrk. Bon Marché, Paris.
7) Linned og Undertøj m. m., rigt forsynet med Blonder og gennemtrukket med Silkelidser samt et Par brune Silkestrømper.
8) Et Par tykke, brune Støvler med lave Hæle, mrk. i Læderet indvendig John Clifford. Strand. London.
9) Et Par Handsker, mrk. Ricotti. Milano.
10) Et Lommetørklæde med Blonder mrk. A. C. og et mindre Lommetørklæde mrk. Annie med en Krone, samt endelig et Sæt Strømpeholdere af almindelig, lidt slidt Elastik, der kontrasterede noget med det øvrige særdeles udsøgte Linned. Paa Laasene var trykket med ret læselige Bogstaver: A. Vikander. Vestra Storgatan 17, Christiansstad, og nedenunder Sølvmedalj vid Stockholm Utställningen 1897.
Andet og mere forefandtes ikke.
Men det var jo heller ikke saa lidt. Først maatte det undersøges, om Klæderne passede Liget, hvad Holst ufortøvet vilde forsøge, saa snart han kom tilbage, da Liget ved hensigtsmæssig Behandling var saaledes præpareret, at det ikke undergik nogen Proces, der hindrede dets Tilstedeværelse under Undersøgelsen. Dernæst maatte det forsøges, om der paa det gjorte Fund kunde bygges noget med Hensyn til Identiteten.
Holst gennemgik nøje det forefundne med sin Foresatte, og begge var enige om, at det oplyste i høj Grad bestyrkede Holsts Hypotese om den Myrdedes Stand og Vilkaar. Den Myrdede var efter den udfoldede Luksus at dømme sikkert en Dame, der havde let Adgang til Penge. Den besynderlige Sammenstilling af de fineste engelske og tyske Dameskrædderfirmaer med ret ubekendte Handlende i tre evropæiske Hovedstæder og det mærkelige Faktum, at det ene Lommetørklæde var mærket A. C., det andet Annie under en Krone, bestyrkede ogsaa ganske de opstillede Formodninger.
Mest interessant var dog Fundet af Strømpebaandene; thi lykkedes det at følge dette Spor, der ledte til en saa ubemærket, afsides Stad som Christiansstad i Skaane, saa vilde det næppe være vanskeligt at konstatere Ligets Identitet og i saa Fald vilde det kun være et Tidsspørgsmaal, naar Morderen blev opdaget.
Det maatte nemlig anses for højst usandsynligt, at en Dame, hvis Klæder udgik fra Redferns berømte Salon i London, og hvis Bluseliv skyldtes en Jules Biester, Unter den Linden, skulde falde paa at søge til Christiansstad for at anskaffe sig et Par Strømpebaand og senere bære disse tarvelige Elastikker til sin evropæiske Pragt. Langt naturligere maatte det forekomme, at en lille letsindig skaansk Pige drog ud i den store Verden ved en eller maaske ved skiftende Kavalerers Side og skiftede Fjer fra inderst til yderst, efterhaanden som Færden gik over Lande, for tilsidst kun at beholde sine Strømpebaand, der nu engang passede godt og var et Minde om Hjemmet og gamle Dage.
Denne Hypotese var endogsaa mere end naturlig, og den havde den Fordel, at den bød et fast Udgangspunkt.
Holst forlod sin Chef for at tiltræde Tilbagerejsen, og det blev besluttet, at ikke et Ord om det skete maatte komme offentlig frem, i hvilken Henseende den paagældende Jernbaneembedsmand fik meget skarpe Instrukser. Herredsfogden blev næsten ude af sig selv af Nervøsitet, og i dybeste Hemmelighed gik han og Holst, ledsaget af Arrestforvarerens Hustru, til den Celle i Arresthuset, hvor Liget var anbragt under fornødne Foranstaltninger.
Arrestforvarerens Hustru, der var ferm til al Slags Gerning, iførte med noget Besvær Liget de vigtigste af de fundne Klædningsstykker, særlig Linned, Korset, Strømper, Sko og Handsker samt Overklædning, og det viste sig, hvad Holst forøvrigt ikke et Øjeblik havde betvivlet, at alt passede paa det nøjeste, og at Liget, som det laa der paa Baaren, var det, der her paa Jorden var tilbage af Annie, en lille letsindig Pige fra Christiansstad, der havde set det meste af Europa for at ende sine Dage i en Skov nord for Helsingør, begraves i Mergelgraven i Udkanten af Skoven og atter staa op af Graven for at kræve Hævn over sin Morder.
Men om alt dette tav man, og besynderligt nok, de paagældende kunde tie, ikke en Stavelse kom ud.
VII.
Løjtnant Claes blev kun en Dag hos Faderen, han var paa Gennemrejse til Syden; det lod til at være alt vel hjemme, og Ritmesteren var meget tilfreds over Nyheder fra Svigerdatteren, som sad paa et Hotel i København og ventede paa at komme videre.
Holst fik kun et Glimt at se af Løjtnanten, han var meget i Tvivl, om han skulde benytte Lejligheden til at tale om Christiansstad og Annie, men var hurtig paa det rene med, at det kunde der ikke være Tale om. Selv om det hidtil var gaaet ganske glat, saa maatte man være forberedt paa, at Træet ikke faldt for det første Hug, og saa let at gaa til, at man kunde spørge den første den bedste, var Sagen heller ikke.
Derimod besluttede han sig til at bede Ritmesteren om at unde ham en Samtale, da han havde noget særdeles vigtigt at meddele ham.
Ritmesteren mødte som sædvanlig med sin Punch og sin Cigar. Han tog Sæde i Kurvestolen, og endnu inden Holst havde begyndt, sagde han med et elskværdigt Smil:
»Nu har Hr. Løjtnanten fundet Damens Kuffert med Damens Pretiosa og Klæder, og nu véd Hr. Løjtnanten, baade hvorfra hun er, og hvad hun hedder.«
Holst lo. »Om det nu var sandt, Hr. Ritmester, hvad vilde De saa sige?«
Ritmesteren betænkte sig lidt. »Om det var sandt, saa vilde jeg sige, at De var den heldigste Kantøffel i de trende Broderriger, -- men det er naturligvis ikke sandt.«
»Jo, det er,« sagde Holst triumferende, »men det er en dyb Hemmelighed.«
»Gudbevares!« Ritmesteren fortrak ikke en Mine. »Om man tør spørge Hr. Løjtnanten, hvem saa den myrdede Dame er.«
Holst svarede i samme Tone: »Annie C., skal vi sige, Annie Carlson fra Christiansstad.«
»Det staar paa Kufferten?« spurgte Ritmesteren.
Holst rystede paa Hovedet: »Kufferten er Morderens.«
»Naa, saa staar maaske hans Navn paa Kufferten?«
»Det gør det ikke,« sagde Holst alvorlig, »men staar det til mig, skal det komme til at staa der.«
»Det tror jeg nok,« sagde Ritmesteren og saa alvorligt paa Holst. »De er en Pokkers Karl -- en Troldmand, tror jeg næsten.«
Holst smilede. »Dette her er ganske naturligt, et lykkeligt Indfald, der er slaaet til; det kunde lige saa godt være slaaet fejl, nu gik det.«
»Hvorfra har De da Navnet?«
Holst fortalte om Klæderne og de forskellige Mærker; Ritmesteren nikkede bekræftende og maatte indrømme, at det hele var særdeles plausibelt.
»Hvad vil De nu?« spurgte han.
»Rejse til Christiansstad og undersøge den letlevende Dameverden dér, for hos Ritmesteren kan jeg vel ikke faa nogen Oplysning om den?«
Ritmesteren rystede leende paa Hovedet: »Nej, Hr. Løjtnant, det er jeg vokset fra.«
»Skade, at Løjtnant Claes v. Ankerkrone er rejst, hos ham kunde jeg maaske faa Underretning.«
Ritmesteren blev pludselig alvorlig. »Desværre, muligt er det -- dog selv om ikke min Søn nu var bortrejst paa en længere Tid, vilde jeg dog have bedt Dem ikke henvende Dem til ham. Han har desværre selv udover den Tid, da han havde Lov til den Slags, ofret den lette Dameverden stor Opmærksomhed og mange Penge -- det er lykkedes mig at rive ham ud at dette, og jeg vilde nødig -- for hans Hustrus Skyld -- meget nødig, at der atter røres ved dette.«
Holst angrede halvvejs nu, at han ikke havde talt til Løjtnanten om Annie -- maaske han her kunde have faaet første Haands Viden -- men han tav om det. »Kendte Løjtnanten maaske nogen Dame af dette Navn?« spurgte han.
Ritmesteren svarede Holst: »Jeg kender ikke de Damer, min Søn maaske har kendt. Det plejer Faderen ikke, vel Hr. Løjtnant?«
Holst bøjede sig. »Jeg beder Hr. Ritmesteren undskylde, jeg har her maaske rørt ved noget, der gør ondt -- jeg kunde ikke vide det og beder Hr. Ritmesteren se bort derfra.«
»Gudbevares!« Ritmesterens Ansigt blev atter velvilligt, og han løftede Glasset mod Holst: »Skaal, Hr. Løjtnant -- Skaal for Dem. What next?«
»Christiansstad,« svarede Holst, »og maa jeg nu benytte Lejligheden til at takke Hr. Ritmesteren for Deres store Elskværdighed mod mig i de forløbne Uger. Nu skilles vore Veje, Gud véd, naar vi mødes igen. Derfor Tak for denne Gang.« Holst tænkte et Øjeblik paa Frøken Ulla og blev varm om Hjærtet.
Ritmesteren saa meget alvorlig ud. Saa løftede han sit Glas og sagde stille: »Det er ikke min Vane at gaa den forbi, jeg en Gang har mødt. Vi to vil mødes igen, eller rettere, vi skal mødes igen. Rigtignok synes De, Hr. Løjtnant, at staa tæt ved Deres Maal, men det kunde jo dog hænde, at Vejen over Christiansstad og tilbage igen blev ret lang. I saa Fald skal De ikke gaa min Dør forbi. De har i mig en Ven -- det skal De vide, og Venner har Mennesker altid Brug for. Særlig naar de mindst tror det.«
Holst rejste sig og gik hen til Ritmesteren. Han rakte ham Haanden og sagde med en vis Inderlighed i Tonefaldet, der klædte hans dæmpede, noget mørke Stemme saa godt:
»Hjertelig Tak for godt Samarbejde, Ritmester v. Ankerkrone. De kan være vis paa, at det Venskab, De byder mig, skal jeg ikke glemme, saa vist som ingen haardere end jeg kan trænge til Venskab, fordi jeg staar saa alene, som nogen Mand kan staa. Jeg glemmer ikke Venskab, saa lidt som jeg skænker det bort i Blinde, men stolede jeg ikke paa Dem, som jeg gør, havde vi to ikke siddet her sammen om en Sag, der for mig gælder saa meget, som denne gør.«
Ritmesteren trykkede hans Haand og sagde dæmpet, næsten hviskende:
»Løjtnant Holst, vi Svenskere faar Ord for at være slemme til det, vi kalder at drikke Brorskaal. Jeg giver Dem mit Ord paa, at paa dette Punkt er jeg ikke lig mine Landsmænd, og dog foreslaar jeg Dem det -- i broderligt Venskab.«
Holst var ukendt med svenske Skikke, og da han derfor drak Brorskaal med den fine gamle Herre, som han havde truffet under disse særlige og mærkelige Omstændigheder, følte han sig højtidelig stemt og meget varm tilmode.
Det var ham virkelig en Art Indvielse af et Venskab, hvorpaa han byggede mere, end han vilde tilstaa for sig selv. Den Nat var Holst og Ritmesteren sammen, til Dagen begyndte at lysne i Øst, og skiltes som to Mænd, der har lært hinanden at kende og sluttet et Venskab, der varer et godt Stykke af Livet.
Dagen efter begyndte Holst sin Rejse for at følge Sporet, der fra den stille, ensomme Skovsø førte ud i Verden, hvor Mennesker færdes.
FØRSTE BOG
Annie.
I.
Hvem kender ikke Esløf Station, Skaanes Centrum, hvor Baner fra alle Himmelhjørner mødes, hvor Skaanes »Friherrer, Arrendatorer og Affärsmän« krydses og mødes med venlige Nik til de stærkt farvede Mamseller ved Disken, hvor røde Krebs og brune Knækkebrød vinker, for naar Stationsklokkerne klemter at ile til den lange, aabne Perron, hvor den prustende Damphest -- en yndet svensk Talefigur -- fører Troller, Bonder, Beck-Friis'er og Hamilton'er paa første Klasse -- Person'er, Cettervall'er, Lindkvist'er paa anden straaleformigt ud over »sødra« og »sødraste« Sverige?
Et saadant lille Banecentrum er som Torvet i den lille By; hver Gang man standser der, synes man at se de samme Ansigter, og det bliver uvilkaarligt, som om alle Egnens kendte Mænd til enhver Tid satte hverandre Stævne paa samme Sted, hvor en tre Alens »Vaktmester« med den hørgule Militærknebelsbart vandrer majestætisk op og ned ad Perronen, kaldende, varskoende og bukkende for de øverste Rangklasser og særlig spendable Handelsrejsende, idet han pludselig, som efter en højere Magts Indskydelse sætter i Raab:
»Toget til Hässleholm, Toget til Lund, Toget til Billeberga, Toget til Klippan, Toget til Ystad, Toget til Christiansstad.«
Og Troller, Bonder og Hamilton'er nikker til hverandre, medens Person'er og Lindkvist'er visker de sidste Draaber Wolkes af det struttende Overskæg og tager Plads -- henholdsvis paa første og anden Klasse Stambane eller paa første Klasse »enskilde«, thi paa de private Baner gaar Trolle og Person op i en fælles Rejseenhed og befinder sig vel ved det.
Vaktmesteren signaliserede Toget til Christiansstad, og Eigil Holst tog Plads i en bred, behagelig udstyret 1. Klasses Kupé, medens Klokken klemtede, og den angivne »frustande Ånghästen« rørte paa sig og skummede om Biddet.
Toget gled fra Stationen, først langs Stambanens brede, kongeligt officielt straalende Legeme, saa bøjede det mod Nordøst forbi Marker, hvor store Granitsten syntes at skyde frem af Jordens Skød, som det eneste den gav, forbi Skarhults røde, middelalderlige, knejsende Mure, bugtende sig gennem dyrkede Marker ved Christineberg til Bredden af den herlige Ringsjø, hvor Beck-Friis'ernes prægtige gamle Bosjø Kloster mellem grønne Træer spejdede ud over den blinkende Sø.
Holst sad ved Vinduet og saa ud over det smilende Land, hvor Borge og Hytter laa i Solglansen, ved de frugtbare Marker og Enge. Uden at bekymre sig om Navne og Steder, blot tagende imod Indtryk, som var ganske friske og nye, ikke kaldte nogen gammel Tanke frem eller dannede Tilknytningspunkt for nogen ny.
Det rent spejlende Rejseindtryk, hvor man kun ser, men ikke tænker.
Lige overfor ham sad en lille halvgammel Herre, øjensynlig en »før dette« Militær, let skaldet, men prøjsisk stram og vippende som paa en Staalfjeder, parat til at fare ud med en Oplysning, men for ceremoniel til at vippe før et Spørgsmaal udløste Staalfjederen.
Han morede Holst -- men Holst tav. Ved Hørby Station nægtede Fjederen at fungere, og da Toget rullede videre, lettede den lille Mand sig i Sædet med et ærbødigt: »Herren er dansk, kan jeg tænke?«
Holst nikkede.
»Været i Sverige før?«
Det havde Holst ikke; derimod havde Herren været i København utalte Gange. Han nævnede et Dusin forskellige Kafeer, lutter Minder, der tændte et lille Blink i hans let rødsprængte Øjne, og galopperede forbi et Dusin bekendte Navne, indtil Holst forbarmede sig over ham og kendte Oberst et eller andet, der var hans mest intime Ven.
Saa maatte Holst frem med Livsstilling, og hans Løjtnantstitel gav Staalfjederen det sidste Knæk. Svenskeren for tilbage og præsenterede sig med stor Festivitet som »før dette« Løjtnant ved Vendes Artilleriregiment, Bror Sjöström.