Part 2

Herredsfogden opfattede Forholdet ganske anderledes. Han behandlede Holst med den yderste Forekommenhed og Elskværdighed, og medens Frokosten tilberedtes, bænkede han ham i en magelig Stol i det store Privatkontor ved en god Formiddagscigar og satte ham ind i den latterlige Strid mellem de juridiske og de medicinske Avtoriteter. Holst smilede, det var ikke første Gang, han traf paa det. Lægerne havde nu en Gang svært ved at indse, at deres guddommelige Viden har Grænser, og intetsteds skyder deres Avtoritet frodigere tilvejrs end i Retsmedicinen. Rimeligvis var Distriktslægens »Fund« af Rester af Næringsmidler i Barneliget meget lidet betydende. Naar det var konstateret, at Liget havde ligget 5 Maaneder i Vandet, kunde meget vel forskellige Opløsninger eller indsivet Vand have dannet de saakaldte Rester af Næring, og naar Pigebarnet i alt andet talte sandt, var der ikke megen Grund til at tro, at hun skulde lyve i dette.

Det, Herredsfogden egentlig vilde Holst, var at formaa ham til underhaanden at fremstille Sagen for de medicinske Avtoriteter i Sundhedsraadet, hvortil han havde erfaret, at Holst tilfældigvis havde god Adgang, ved forskellige Tjenester han havde haft Lejlighed til at bevise Raadet eller Kollegiets første Mand. Dette var berørt mellem dem allerede ved Anmeldelsen. Holst lovede med Glæde at gøre det lidet, han formaaede, og forsøgte saa smaat at faa Herredsfogden fra at lade Søen tømme.

Ganske vist var det Sværmeri, Sentimentalitet, men han vilde saa gærne beholde sin lille Plet i Skoven; det sagde han ikke, men det laa bag hans Bestræbelser. Paa det Punkt lod Herredsfogden sig imidlertid ikke rokke. Han var ikke saa lidt af en Pedant, og naar Distriktslægen offentlig havde udtalt, at det maatte være et andet Barn, saa skulde det dokumenteres, at han -- Herredsfogden -- havde Ret, om han saa skulde have tømt Esrom-Sø. Holst tænkte saa smaat paa at sige, at det var et stort Held, at Esrom-Sø ikke laa i den Jurisdiktion, for Herredsfogden saa ud til at være en Mand, der holdt fast ved sit.

Kort før Frokost kom Ritmester Ankerkrone med Datter. Ritmesteren hilste venligt paa Holst, og Ulla sendte ham et lille koket Genkendelsens Nik, som han modtog med skyldig Honnør. Holst var som berørt ikke af dem, der viste det smukke Køn megen Opmærksomhed; han havde saa ringe Lejlighed til at træffe Kvinder i Hjem, og de mange Kvinder, han kunde træffe »ude«, som han kaldte det, mødte han med væbnet Nevtralitet. Her var det en anden Sag, han var Herredsfogdens Gæst i et venligt, hyggeligt Hjem og anstrengte sig for at være saa elskværdig som mulig.

Ulla forbavsedes let over den tilsyneladende Forandring i hans Væsen, men, som hun sagde for sig selv, han var saa munter, at man glemte det andet. Det andet var »Detektiven«. Holst og Ulla blev rigtig gode Venner, de sad ved Siden af hinanden ved Frokosten, og Holst benyttede Lejligheden til at se lidt ind i de klare Øjne og glæde sig over det friske, fortryllende Smil. Ulla mærkede det godt og straalede om muligt endnu friskere.

Ritmesteren var forstemt, han vilde paa ingen Maade tillade, at Ulla fulgte med til Mergelgraven, man kunde ikke vide, hvilke uhyggelige Rædsler det Vandhul kunde huse i sit Gemme, og uagtet Holst lo og forsikrede, at Faren var saare ringe, og at det tværtimod vilde være meget oplivende, om Frøkenen vilde ledsage dem paa den smukke Spadseretur, blev Ritmesteren ved sit, og Ulla maatte blive hos Herredsfogdens Husbestyrerinde, hvad der var hende meget lidt til Maade.

Ved Mergelgraven var Arbejdet godt i Gang. Det lededes af Herredets Politibetjent, en gammel Hugaf, der havde tjent som Underofficer ved Hestfolket og gjort begge Krige med, en paalidelig Mand, men stærk i sin Begrænsning, hvad det aandelige angik. Han dirigerede fortræffeligt baade ved Fugleskydninger og Arbejder af mere repræsentativ Art og forstod at sprede Glans over Herredets Fester. Det var en Fryd at se ham marchere i Spidsen for Skyttetoget ved de lokale Fugleskydninger, og hans Tale for Kongen ved disse festlige Lejligheder -- Landets Konge, ikke Fuglekongen -- var noget af en Begivenhed, der kun svækkedes derved, at han holdt en saadan Tale tre Gange aarlig og havde gjort det i næsten samme Tidsrum, i hvilket Landets Overhoved havde virket som saadan. Men hver Gang sagde han, at han fandt en ny Side at dvæle ved.

Tømningen af Mergelgraven var for ham en Begivenhed, og hans Arrangementstalent havde ikke fornægtet sig. Stengærdet var brudt igennem paa tre Steder, og tre Skruer virkede samtidig, drevne af Lokomobilet til Sognets Andelstærskeværk, der var stationeret i en Gaard tæt ved Skoven. Byens Smed og »Mekanikusk«, som han kaldtes, havde konstrueret en Axel, der snurrede, saa det var en Fornøjelse, og medens Byens Folk stod paa Gærdet, ledede Betjenten, akkompagneret af Lokomobilets Hvæsen, den »rationelmæssige« Tømning, som han kaldte det Arbejde, der laa for.

Da Herredsfogden og hans Gæster kom til Stedet, slog Betjentens ledende Holdning over i behersket Underdanighed, han skelede lidt til Holst, det kreperede ham, at en Betjent fra Byen skulde inviteres til Gæst hos Herredsfogden. Selv ansaa han sig for mindst lige saa god som Holst, der dog, naar alt kom til alt, kun var Overbetjent, medens han selv kunde kalde sig Assistent, om han vilde -- og det vilde han forresten for det meste ude paa Landet. Herredsfogden lo ad Arrangementet, og Holst skjulte et stille Smil, men gik forresten strax hen til Betjenten og udtalte sin Anerkendelse saa aabent og umiskendeligt velvilligt, at den andens Stramhed forsvandt, og han følte en vis Glæde ved at kunne vise de Herrer derinde fra, hvad det lokale Politi kunde sætte i Scene.

Imidlertid tømtes Graven langsomt, der var paa sine Steder 7 à 8 Alen til Bunden, og Skrænten var stejl. Fisk fandtes slet ikke, den syntes ganske ubeboet, og der fandtes ikke heller Spor af de Klæder, som Pigen havde erklæret var svøbt om det lille Lig.

Holst stod paa Gærdet ved Siden af Ritmesteren og Herredsfogden og saa lidt vemodig ud over de gule Skrænter, der kom til Syne, efterhaanden som Vandet løb ud. Pludselig følte han et Tryk paa sin Arm, det var Ritmesteren, der ligesom greb krampagtigt om hans Haandled, kun et Sekund, saa slap Taget.

Holst saa forundret paa sin Nabo, Ritmesterens Ansigt var paafaldende blegt, og hans Øjne var vendt mod Bunden af Graven. Holst fulgte Blikket og rettede sig. Det var besynderligt -- hvad kunde det være?

I samme Nu lød der et Udraab fra Mændene langs Gærdet -- alles Blikke vendtes mod Brinken, hvor Vandet var veget fra en Fordybning tæt under Bænken, omtrent der, hvor Barneliget var kommet til Syne. Holst stirrede mod Stedet, og i Overfladen af det vigende Vand blinkede noget blændende hvidt, der tegnede sig vegt og rundt mod den gule Skrænt. Vandet sank, og medens Blodet stivnede i hans Aarer, saa han Liget af en fuldstændig nøgen Kvinde, strakt paa Ryggen, holdt nede ved to svære Sten, hvoraf en var bunden om Fødderne, en om Halsen. Alle strømmede til, og Herredsfogden banede sig med Vanskelighed Vej ned ad Skrænten. Der blev dyb Tavshed, kun Lokomobilet hvæsede og Skruerne knirkede -- medens de forsamlede Mænd stod maalløse, uforstaaende, næsten lammede af dyb og tavs Rædsel.

Lidt efter lidt bredte en Hvisken sig fra Mand til Mand, Arbejdet standsede, og ganske langsomt, uden Kommando nærmede Mændene sig Stedet og tog fat; de bar Liget op ad Skrænten og lagde det i Græsset nær ved Bænken. Holst og Herredsfogden fulgte efter, Ritmesteren traadte hen til Bænken og lænede sig til dens Rygstød; han var meget bleg. Ingen af dem talte.

Herredsfogden var som lamslaaet. At dette skulde kunne ske i hans fredelige Jurisdiktion, et Mord, et Mord, forøvet i den aller seneste Tid. Han følte allerede, hvorledes hele Landets Opmærksomhed vilde blive hendraget paa hans Virksomhed, imødesaa det store Arbejde med den ringe Udsigt til Resultat. Han vendte sig til Holst og sagde dæmpet, hvislende mellem Tænderne: »Gid Fanden havde den Distriktslæge.«

Distriktslægen kom imidlertid som ved et besynderligt Tilfælde i det samme over Gærdet ved Graven. Han trængte sig igennem den forsamlede Skare af Mænd og stod foran Liget. Ansigt til Ansigt med sin Modstander. Herredsfogden fattede sig snart, han bøjede sig mod Distriktslægen med et ironisk Smil og samlede sin Aandsoverlegenhed i en Vittighed, der lød skurrende og skarp gennem den Uhygge, der knugede alle.

»Det er da i hvert Fald ikke Marie Andersens Barn.«

Distriktslægen saa alvorlig op. »Nej,« sagde han, »men maaske det andet Barns Moder.«

Herredsfogden bed Læberne sammen og vendte sig mod Graven.

»Kirkeskov,« raabte han til Betjenten, »se at faa Vandet ud af den fordømte Grav, om den saa er stoppende fuld af Lig. Lad os saa faa det hele paa en Gang.«

Mængden trak sig tavs tilbage, og ved Liget blev kun staaende Herredsfogden, hans Gæster og Lægen. Holst betragtede det nøje. Det var en ung Kvinde, middelhøj, veludviklet, med et rigt, lyst Haar. Trækkene var regelmæssige og smukke, mærkelig velbevarede, Ansigtsudtrykket roligt, Øjnene lukkede under lyse Bryn, et forunderlig hvidt, fast Marmorlegeme, mere Statue end Lig.

Distriktslægen brød Tavsheden: »Hun er ikke druknet, men sænket ned i Graven som Lig. Der kan altsaa ikke være Tale om Selvmord.« Han bøjede sig ned over Liget og saa nøje paa det.

»Højst 25 Aar -- snarere yngre -- det er et Mord, Hr. Herredsfoged, et regulært Mord.«

Herredsfogden vrissede: »Tak, Hr. Doktor, det kan jeg næsten sige mig selv -- vi kan optage det foreløbige Ligsyn med det samme, om De vil! Obduktionen kan saa finde Sted, naar det skal være.«

Holst rev sig løs og ilede ned ad Brinken for at tage Stedet nøje i Øjesyn. Det slog ham, at i Leret, hvor Ligets Hoved havde hvilet, laa, øjensynlig trykket af Stenen, der var bundet om dets Hals, nogle Stykker Klæde og et Bomulds Forklæde. Han vinkede til Herredsfogden, der kom ned til ham.

»Hr. Herredsfoged,« sagde han, »er dette ikke de Klude, Barnemordersken har omtalt!«

»Jo -- De har Ret --.« Herredsfogden bøjede sig ned og undersøgte Tøjet, »netop bestemt.«

»De laa under Ligets Hoved -- Herredsfogden kan her se Aftrykket -- det vil altsaa sige,« fortsatte Holst ligesom hen for sig, »at Liget af denne Kvinde er sænket ned nogen Tid efter Barneliget. Ikke saa kort Tid.«

Herredsfogden saa spørgende paa ham: »Hvorfor?«

»Jeg mener, at Barneliget, efterhaanden som Klæderne om det er bleven gennemtrukne med Vand, har viklet sig ud af disse og tilsidst kun har hængt løseligt fast i dem. Liget af Kvinden er ganske naturligt bleven sænket ned paa samme Sted, det eneste, hvor Adgangen til Vandet var nogenlunde let, og er saa kommet til at hvile paa Klæderne om Barneliget. Da jeg saa forleden slyngede den store Sten ud -- denne,« Holst pegede paa en stor Sten, der blottedes i Overfladen af Vandet, »har Bevægelsen i Vandet revet Barneliget løs og ført det til Overfladen.«

Herredsfogden nikkede. »Det vil altsaa sige, at Mordet -- om det er et Mord -- maa være forøvet indenfor de sidste fem eller maaske kun tre Maaneder.«

»Fem -- sikkert,« sagde Holst.

Herredsfogden saa skarpt paa den unge Mand, ligesom mønstrende ham fra Isse til Fod.

»Løjtnant Holst,« sagde han, »kunde De hos Deres Foresatte erhverve Tilladelse til at blive stillet til min Disposition i denne Sag? De er en dygtig Mand, og her bliver sikkert Brug for al den Dygtighed, der kan skaffes; en forbandet Historie er det.«

Holst bukkede. »Der er vist ikke noget til Hinder for det,« sagde han.

Herredsfogden vendte sig: »Tag saa fat med det samme, Løjtnant Holst. Jeg skal give de fornødne Ordrer.«

Herredsfogden gik atter hen til Liget. Ritmesteren stod i Samtale med Distriktslægen. »Ja, mine Herrer,« faldt Herredsfogden ind, »her bliver Arbejde. De, Hr. Ritmester, havde Ret i Deres Formening, blot blev det ikke Barnelig, vi fandt i Graven.«

Distriktslægen bemærkede tørt: »Der er jo Udsigt -- --«

»Saagu,« snærrede Herredsfogden, »nu skal saamænd ingenting undre mig mere.«

Arbejdet kom atter i Gang. En Presenning bredtes over Liget, og Lokomobilet hvæsede, medens Skruen hvinede. Men der laa en knugende Tyngsel over Mændene, og lidt efter lidt listede Tilskuerne af, medens Herredsfogden og Distriktslægen holdt Ligsyn, og Holst og Betjenten nøje ransagede alt om Stedet.

Graven tømtes, og der fandtes intet. Kun de fattige, trevlede Klude, som Barnemordersken havde talt om, og det nøgne Lig af den unge, ubekendte Kvinde, bundet med to korte, stærke Reb om Fødder og Hals; men uden et eneste Kendetegn eller en Stump, der kunde lede paa Spor af, hvem den dræbte kunde være, endsige hvor Morderen var.

Ritmesteren fulgtes hjemad med Herredsfogden; han var, som alle, meget uhyggelig berørt ved det skete og betonede stærkt, hvor fornuftigt han havde handlet i at forbyde sin Datter at gaa med. Herredsfogden gav ham Ret heri.

Holst blev tilbage, efter at de andre var gaaet. Hans Hjerne arbejdede stærkt, her var noget at tage fat i, fortræffelige Arbejdsvilkaar. Han lovede sig selv, at intet skulde han lade uforsøgt, og Sporet skulde findes. Her stod han da endelig overfor et Arbejde, der krævede en Mands Kraft og tog en Vilje i Tjeneste mod et virkeligt Maal.

IV.

Efterretningen om Mordet fløj som en Løbeild over Landet; fra alle Blade mødte Korrespondenter og Reportere paa Stedet. Pletten om den tømte Grav trampedes saa fuldstændig ned, at al Vegetation lagdes øde, og en fremragende Reporter ved et større Hovedstadsblad, hvis Specialitet var Skildring af Skovidyller, maatte tage en Fjerdingvej Nord paa for at finde et Sceneri, der kunde hæve hans Tanker til den fornødne lyriske Flugt.

Herredsfogden havde ingen Ro hverken Nat eller Dag, han modtog Journalisterne med udsøgt Velvilje, Cigarer og en Forfriskning, erklærede sig beredt til at stille Oplysninger til deres Disposition og gjorde det samvittighedsfuldt. De fik Liget at se og Lov til at fotografere det og ham og Betjenten og Barnemordersken, kort sagt, alt hvad de vilde.

Herredsfogden udnævntes da ogsaa i alle Landets Blade til den dygtigste, humaneste og skarpsindigste Embedsmand i Landet -- til uhyre Ærgrelse for Kolleger i det ganske Land og for Distriktslægen, der var hemmelighedsfuld og intet vilde meddele, og som derfor blev fremstillet som et uvidende Fæ, idet Historien om Barneindmaden kom frem og blev skarpt diskuteret.

Holst lod man i Fred. Et Forlydende vilde vide, at Undersøgelsen skulde betroes denne dygtige Politimand, der forresten slet ikke var populær blandt Hovedstadens Politireportere, men da Forlydendet blev bekræftet, kunde Holst med stor Sikkerhed dække sig bag sin nye Foresatte, og man respekterede denne dækkede Stilling.

I otte Dage sysselsatte Kvindeliget det hele Land. Alle Blade indeholdt Hypoteser, Datoer, Formodninger af enhver Art. Eftermiddagspressen bragte hver Dag nye sensationelle Afsløringer, hvis vigtigste Indhold var de Oplysninger, de lovede næste Dag, men Gaaden forblev uløst. Obduktionen udviste, at den unge Kvinde var taget af Dage med en stærk, pludselig virkende Gift og sænket død ned i Vandet.

Men intet mere.

Der var absolut intet at finde i Graven eller dens Omegn, hvor man søgte og gravede. Der lod sig intet oplyse om, hvorvidt den unge Kvinde var set i Omegnen. Fotografier blev tagne af Liget, Bekendtgørelser og Signalementer udsendt, alle mulige Mennesker afhørte, men ikke et Vidne meldte sig eller fandtes, der turde udtale, at den paagældende var bleven set paa Egnen. Da ti Dage var hengaaet, uden at noget nyt kom frem, slappedes Interessen. Besøgene blev færre. Journalisterne begyndte at henføre Tilfældet til de talrige uopdagede Mord, og Regeringens Modstandere begyndte saa smaat at dolere over Retsusikkerheden og Politiets tarvelige Organisation.

Kort sagt, det gik som det plejer at gaa, og som det skal gaa.

Men Herredsfogden og Holst fik Ro, og det var det, de havde ventet paa. Der forelaa allerede et meget stort Materiale, ganske vist væsentlig af negativ Art, men den foreløbige Obduktion og de anstillede Undersøgelser havde dog givet ikke saa faa Udgangspunkter, der alle var af en saadan Art, at de mindre interesserede Pressen og Almenheden end de faa, der virkelig arbejdede med Sagen.

Disse faa var Herredsfogden, Distriktslægen, Holst og Ritmester Ankerkrone. For de tre førstes Vedkommende var Iveren ret naturlig, Ritmesteren var vel egentlig uvedkommende, men han var ved Omstændighederne saaledes knyttet til Begivenheden, at han følte sig forpligtet til at følge den med yderste Opmærksomhed. Han var en fornuftig og alvorlig Mand, der aldrig gav sit Besyv med, men kun lyttede, rystede paa Hovedet, anerkendende eller misbilligende, som det nu kunde falde sig.

Særlig Interesse nærede han for Holst og dennes Arbejde. Han saa godt, at Holst var en Mand, der vilde noget, og som kunde noget tillige, og strax fra den første Dag fulgte han hans Arbejde med dybeste Opmærksomhed.

Omstændighederne vilde, at der var et Værelse ledigt paa den Gaard, hvor Ritmesteren boede til Leje; han henledte Holsts Opmærksomhed herpaa.

Holst lejede Værelset og uagtet han strængt holdt paa, at han vilde betale for sig selv, blev han lidt efter lidt Ritmesterens Gæst, uden at han mærkede det. Han kunde heller ikke skjule for sig selv, at han satte mere og mere Pris paa Samværet med de to Mennesker og vel særlig med den unge Pige, der ved sit friske, frejdige Lune bidrog stærkt til at holde Humøret oppe hos ham, naar Arbejdet var ved at tage Modet fra ham.

Hvad der særlig indtog ham for Ulla Ankerkrone, var den Omstændighed, at hun aldrig med et Ord omtalte Mordsagen, med ægte kvindelig Takt undgik at nævne den, saa at han i hendes Selskab følte sig fri af det daglige Arbejde og styrket ved denne Frihed og Fred.

Ritmesteren derimod interesserede sig som sagt stærkt for Sagen, han talte aldrig om den i Datterens Nærværelse, men om Aftenen sad han ofte timevis hos Holst og gennemgik Materialet, uden at give Raad, men bestandig lyttende. Holst vænnede sig til at betragte ham som en tavs Medarbejder.

Der var nu hengaaet 12 Dage, og tilsyneladende var man ikke naaet videre. Holst havde faaet Udskrift af Forhørene til Gennemsyn for at lægge Materialet til Rette for et nyt Forhør, af hvilket man ikke ventede sig det mindste.

Ritmesteren kom som sædvanlig ind til ham med en fin og stærk Cigar og et Glas Punch. Han bad Holst referere Sagen, og dette gjorde han, -- ganske langsomt og nøjagtigt.

»Skal jeg sige, hvad vi positivt véd, saa er det ikke saa forskrækkelig meget. Med Hensyn til den myrdede véd vi, at det er en ung Kvinde, henved 25 Aar, næppe gift, da Fingrene vel bærer Mærker af Ringe, men ikke af nogen bred glat Guldring. Næppe af de saakaldte fine Lag, da Lemmerne ganske vist er velskabte, Hænderne velholdte, men dog med Spor af tidligere Arbejde, og Fødderne prægede af ikke altid lige velforarbejdet Fodtøj, Legemet bærer Mærker af overdreven Anvendelse af Snøreliv, Haaret har utvivlsomt været farvet, en kemisk Undersøgelse godtgør dette, det har oprindelig været askeblondt, men er behandlet med stærk kosmetisk Farve. Huden er fin og bærer ikke i overdreven Grad Mærker af Sminkning, -- tværtimod, Teinten maa have været frisk og sund. Alle indre Organer er normale, bortset fra den Indvirkning, Giften har foraarsaget. Men Undersøgelsen har tillige givet det Resultat, at den myrdede utvivlsomt har været Moder, omend det ikke synes at have været umiddelbart før Drabet, snarere at ligge ikke saa kort tilbage i Tiden. Den Afdøde synes selv at have ammet sit Barn. Af ydre Kendetegn eller særlige Mærker findes slet ingen, det skulde da være, at enkelte Mærker ved højre Haands Fingre synes at tyde paa, at Afdøde i sin Tid har været beskæftiget ved Syning. Men Neglene er saaledes behandlede, at det synes utvivlsomt, at Afdøde i længere Tid forinden Drabet ikke har deltaget i noget legemligt Arbejde.«

Holst standsede og trak Vejret, saa smilede han: »Som Ritmesteren ser, alt i alt ikke saa helt lidt.«

Ritmesteren nippede betænksomt til Glasset og pustede en tæt Røgsøjle fra sig. »Det vil altsaa sige en Demimonde-Dame eller i hvert Fald en »lettere« Kvinde af Folket.«

»Netop,« svarede Holst, »en ung Kvinde, der, uden at tilhøre de egentlig løse Fugle, næppe har udmærket sig ved Dyd og Ærbarhed, om hun end paa den anden Side har været i Stand til at pleje sig godt legemligt og ikke har været behæftet med Skavanker af nogen Art. Kærnesund var hun tværtimod. Det er det positive.

Det negative giver ogsaa en enkelt Oplysning. Hun er næppe her fra Landet. Der har været anstillet meget vidtløftige Undersøgelser. Alt tyder paa et Barn af den store By, og der savnes ikke en af vor Hovedstads kendte løse Fugle, end ikke af dem, som kun faa kender. Tidspunktet er jo bestemt ved Forholdet til Barneliget. Mordet maa være forøvet efter 15. December ifjor. Jeg er tilbøjelig til at tro ikke saa lidt hen paa Foraaret, da Resterne af de Klude, hvori Barnemordersken har svøbt Barneliget, er stærkt opløste og laa sammenpressede under Kvindeliget. Ingen har set den paagældende Kvinde her paa Egnen eller i Hovedstaden -- jeg mener, vi har ikke kunnet finde nogen, der har ringeste Kendskab til hende; en Del af de Personer, om hvem det har kunnet tænkes, har været konfronterede med Liget, men ingen kendte det, end ikke vore Betjente af Sundhedspolitiet, der dog har et stort Bekendtskab i den Verden. Hertil kommer, at Ligets Ansigtstype egentlig ikke var dansk. De véd, at De selv strax indrømmede, at det rimeligvis var en Landsmandinde af Dem.«

»Det gjorde jeg ikke,« sagde Ritmesteren, »jeg har sandt at sige næppe rigtig set paa Liget, det er en Svaghed, naa men den er let forstaaelig. Deri maa De huske fejl.«

»Det er jo mulig, selv tror jeg det fuldt og fast, og det næste Skridt, jeg har foretaget, var at søge Oplysninger fra Stockholm og Gøteborg, men det lader ikke heller til, at man dér savner nogen Dame af det Selskab, jeg har tænkt paa. Det er naturligvis ikke udelukket, at jeg tager fejl, men det tror jeg nu ikke.

Saa meget om den myrdede -- meget er det ikke, men Ritmesteren vil dog indrømme mig, at det er noget.«

»Naa, og Morderen,« spurgte Ritmesteren, »hvad véd De om ham?«

»Meget lidt. Jeg formoder, at det er Skinsyge, der er med i Spillet, i hvert Fald er det et overlagt Mord. Pigebarnet er myrdet ved Gift af en rolig og behersket Mand, der har overtænkt alle Muligheder. Han har ikke ladet Liget beholde en Stump, der kunde lede til at identificere det. Vi har foretaget Gravninger og draget Vod i flere Grave i Skoven; jeg ventede mig ikke meget af det, da jeg er overbevist om, at Manden har bortført alt, hvad der hørte til Liget. Han maa i denne Henseende have forberedt sin Plan ganske vel, og jeg er tilbøjelig til at tro, at han har medført en Kuffert eller lignende og forøvet Mordet paa Stedet.«

»Hvorfor tror De det -- er det ikke naturligt at antage, at han har bragt Liget derud?«

»Nej, det vilde være for vanskeligt. Han maa have kendt Stedet og valgt det med velberaad Hu. Jeg kunde tænke mig, at han var ankommet med den myrdede fra Sverig til Helsingør og havde begivet sig med hende herud. Jeg har anstillet Undersøgelser herom, men intet faaet oplyst.«

Ritmesteren faldt Holst lidt skarpt i Talen. »Hvorfor skal nu ogsaa Morderen være svensk? Kan I danske da ikke myrde lige saa vel?«

Holst bøjede sig let. »Jeg siger ikke, Morderen har været svensk. Kun at den myrdede har været det, og at de rimeligvis er kommet sammen fra Sverig. Dog véd jeg intetsomhelst derom. Mere interessant er min følgende Hypotese. Jeg gaar ud fra, at Manden har bragt en Kuffert med sig ud i Skoven -- det vilde se naturligt ud, ikke sandt? Efter Mordet har han pakket den dræbtes Klæder i Kufferten og taget den med sig.«

»Se, se!« Ritmesteren grundede lidt, men maatte erkende, at det kunde være muligt.