Part 16

Men han vilde ikke tale og ve den, der havde forraadt ham. Intet Vidnesbyrd talte imod ham.

Nøglen raslede i den tunge Dør, han for sammen, og da han saa op, stod foran ham de eneste to Mænd, der nogensinde havde holdt af ham, Kaptajn Kurk og hans Broder.

Han blev staaende, han kunde ikke tale; hvad skulde han sige? --

Kurk traadte hen til ham, Slutteren blev staaende i Døren, men paa et Vink af Kaptajnen trak han sig tilbage. De tre var alene.

Kaptajn Kurks Ansigt var alvorligt, præget af en fast Beslutning.

Staldmesteren stod med sænkede Øjne og var dybt bevæget.

Hugold vilde række Kurk Haanden, men han tog den ikke. Staldmesteren vendte Siden til, da Hugold traadte henimod ham.

»Hvad vil I mig?« spurgte Hugold dumpt.

Kurk saa fast paa ham og sagde alvorligt: »Hjælpe dig, Hugold, for sidste Gang i dit Liv.«

Haabet lysnede op i Fangens Ansigt, men Kurk føjede hastigt til: »Ikke som du tror, Hugold. Denne Fængselsdør kan vi ikke aabne for dig; tidligere har vi hjulpet dig, skønt du har lønnet os slet, slæbt din Broders hæderlige Navn i Sølet gennem Europa. Men en Morder kan vi ikke hjælpe, en Snigmorder, Hugold, for det er du, og du er hjemfalden til Dom.«

»Du lyver -- Kaptajn -- du lyver.«

Kurk svarede dæmpet og roligt: »Og Annies Ur, Kapslen og Ringene, som Holst har fundet i dit Værge?«

Hugold blev bleg og støttede sig til Briksen.

Kurk fortsatte: »Der er ingen Vej udenom, Hugold, Liget af den Kvinde, du har myrdet, er fundet, og om kort Tid vil du af dine Dommere blive stillet Ansigt til Ansigt med den, du myrdede. Det vil ikke nytte dig at nægte, thi dine Skridt er fulgt Fod for Fod, og der vil blive ført Vidnesbyrd mod dig, som du ikke kan modsige.«

Hugold samlede sig. »Du lyver -- Kaptajn -- Morderen er -- Arvid Ankerkrone -- -- --«

»Tror du, at Løgn kan redde dig?« Kurk var traadt hen til ham. »Du maa ikke forsøge paa at indbilde dig selv, at du kan bøje din Skæbne. Eller tror du det maaske selv? Der er Vidnesbyrd nok at hente, hvor Arvid Ankerkrone var den 27. Marts i Aar, men hvor var du, og hvad indeholdt Kurven, som du købte i Helsingør, og som du efterlod i Toget, da du over København rejste tilbage til Karlkvist i Helsingborg? Eller tror du, nogen vil beskylde Arvid Ankerkrone for at have blandet Giften i den Kognaksflaske, du efterlod i Kurven med den myrdedes Klæder?«

Kurk talte roligt, men med stærkt Eftertryk.

Hugold gøs -- han følte, at han var fortabt. Netop dette, at Kurk Ord for Ord kunde sige ham, hvorledes alt var gaaet til, og at Ankerkrone vilde blive fri ved det Vidnesbyrd, der kunde hentes om hans Nærværelse andetsteds, medens han selv maatte blive fældet ved en Række Vidnesbyrd fra alle, der havde set ham. Han sank sammen og lænede Hovedet i sine Hænder. Da han saa op, stod Kurk bøjet over ham.

»Hugold,« sagde han, »der var en Gang, da du var en rask Gut, og da jeg holdt af dig som af min egen Søn. Meget er sket siden da, men saa meget har jeg endnu til overs for dig, at jeg vil frelse dig for den Skam at staa for Domstolen som Morder, for at lægge dit Hoved under Skarpretterens Øxe. Det bliver din Lod. Du var Soldat, og du var en kæk Soldat, der er endnu en Vej aaben for dig, den kan du gaa. Jeg ser ingen anden, Hugold; forson dig med den, der er over os alle, og gaa saa Vejen, den eneste, der er dig levnet.«

Hugold rejste sig og strakte Haanden ud mod Broderen. Staldmesteren rystede paa Hovedet og sagde med en dæmpet, rystende Stemme: »Jeg kan ikke hjælpe dig, jeg kan ikke kalde dig Broder mere du, det, du har gjort, er for hæsligt. Du faar høre, hvad Holger siger, for jeg kan ikke, Hugold, jeg kan ikke.«

Staldmesteren vendte sig bort.

Kurk blev staaende med korslagte Arme og saa fast paa Fangen. Hugold kæmpede en voldsom indre Kamp, men tale kunde han ikke.

Slutteren viste sig i Døren, Reglementet tillod ikke længere Besøg.

Staldmesteren tog Hugolds Haand, men slap den hurtigt igen, den var iskold, han vendte sig og gik hurtig. Kurk blev staaende et Øjeblik, det var, ligesom om der tændtes et Glimt i Fangens Øje, der lovede.

»Mod, min Dreng, Mod,« hviskede Kaptajnen og trykkede hans Haand, idet han saa ham stift i Øjet. Saa lukkedes Døren efter dem.

Hugold sank sammen i isnende Fortvivlelse -- og idet hans Hoved bøjede sig over Bordet, saa han en lille, hvid Pakke, der laa tæt op mod Væggen. --

To Dage efter modtog Holst et Ilbud fra Fængslet om, at den arresterede svenske Løjtnant pludselig var død. Aarsagen lod sig ikke konstatere.

Staldmester Sjöström sad hos Holst Dagen efter Budskabet om Broderens Død. Han var alvorlig, men han maatte tilstaa, at det, der var hændet, var det bedste, der kunde ske. Han var stolt af sin Slægt og dens Navn, og Hugold havde selv uanset de store Ofre, han havde maattet bringe, været ham en Kilde til stadig Uro og Bekymring. Han tilgav Holst, at denne var den direkte Aarsag til Katastrofen, han vilde glemme alt, men endnu var han dybt bevæget.

Jeannette, der endnu stadig boede hos Signora Montuori og gik omkring stille som en Mus med Sorg over sin lille, brustne Lykkedrøm, sad tavs i en Krog af Stuen; hun vilde intet ondt tale om Hugold, men hun gøs, naar hun tænkte paa Annies Skæbne.

Holst fik en Idé, han vendte sig mod Staldmesteren og sagde: »Løjtnant Sjöström, De kunde gøre en god Gerning: denne unge Pige er stillet ganske alene i det fremmede Land uden Beskytter, hendes Fader har tjent Grev Falkenberg tro i mange Aar, tag hende med hjem til Sverig, hvor hendes Moder endnu bor, og opret saaledes det, som han har gjort ondt mod hende.«

Staldmesteren betænkte sig et Øjeblik, Jeannette græd stille i en Krog.

Bror Sjöströms gode Hjærte fornægtede sig ikke, og det varede ikke længe, før han slog til. Jeannette lod Holst bestemme; hun var virkelig bedrøvet, men Holst klappede hendes Kind og strøg Haaret bort fra hendes Pande.

»Du skal følge mit Raad, Jeannette, det er den bedste Maade, jeg kan betale min Taknemmelighedsgæld til dig.«

Det fik saa være, skønt Jeannette græd.

Samme Aften forlod hun Venedig med Staldmester Sjöström og drog mod Nord. Der var en Plads ledig i »Arkadien«, og undervejs bestemte Staldmesteren sig til at tilbyde Jeannette den. Jeannette tog imod den, og det lader sig formode, at hun vilde forstaa at holde Arkadiens Beboer fast.

XVII.

Der skulde være Fest paa Marcuspladsen, og Musikken skulde have spillet mellem Fanestængerne foran Kirken, men man havde bemærket, at den stolte Kampanile havde slaaet en truende Revne, og Festen blev aflyst.

Rundt om Pladsen spærrede Militæret af, og Folk stod i ærbødig Afstand og saa med Bekymring mod Klokketaarnet. Næste Dags Formiddag d. 14. Juli spiste Holst Frokost med Ankerkrones paa Hotellet, og da de derefter gik ved Piazettaen for at se, hvorledes det stod til, saa de Pladsen fyldt af Folk, saa de med Nød og næppe kunde kæmpe sig frem til Gondolernes Anlægsplads ved Kajen.

De stod tæt trængt op til Bolværket, da pludselig en Summen fra den store Menneskemasse som en Brænding bølgede hen over Pladsen. Holst rettede sit Blik mod Taarnet og saa med Undren, hvorledes Toppen med Spiret og Marcusstatuen i Bronce langsomt sank, og medens den ustandselige Summen steg og voksede som et Hav, sank Taarnet langsomt ned, som trykkedes det i Jorden af en usynlig men mægtig Haand. Over San Sovinos Logetta og dens herlige Billedhuggerarbejde gød Taarnets Stene sig som Skum, medens Støvet hvirvledes op mod den klare Himmel. Duerne fra Glughullerne flagrede med forskræmte Vingeslag og søgte Ly ved Domkirkens Kupler. Mængdens Mumlen steg til Skrig, og blandet i Larmen lød Knitren af de rullende Sten. Men Taarnet faldt ikke, det sank mod Jorden langsomt, medens dets Spidser pegede mod Solen, og pludselig, medens Skrigene skar gennem Luften, voksede Larmen til et Brag, og Støv hvirvledes til Vejrs, medens Stenene nu som et Fossefald hvirvledes hen over Pladsen og den knuste Gavl af Kongepaladset. Luften fyldtes som af Taage, og Drønet overdøvede alt. Saa blev der pludselig tyst og ganske stille, dump truende Sorg, og som et Suk steg fra det bølgende Menneskehav og bares af Vinden ud over Lagunerne.

Venezias slanke Klokkespir med San Sovinos herlige Kunstværker laa som Ruin under sprængte Sokler og Sten tæt op mod Prokuratierne som en Vold af Sten og Støv, medens Venedig sørgede, og Sorgen som en Bølge bredte sig over den hele Verden.

Ankerkrone greb Holsts Arm, da Folkehavet bruste ind over Pladsen, og drog ham med sig, medens Ulla trykkede sig tæt op mod ham.

De tav.

Men da de naaede Sæde i en Gondol, der førte dem bort fra Kajen ud paa Vandet, hvor Baadene pilede af Sted mellem hverandre i feberagtig Il, sad Ritmesteren med bøjet Hoved i alvorsfulde Tanker. Ulla havde taget Holst i Haanden, og vendt imod Faderen sagde hun med dæmpet Stemme: »Venedig -- nenn ich mit doppeltem Recht heute Sankt Marcus im Koth.«

Ankerkrone saa op. »Du har Ret, Ulla, Dyndet har slugt den stolte Kampanile, som det vil sluge Dogestaden og dens dejlige Bygninger, Dyndet slaar op om Staden som det slaar op om alt; vi bygger i Dyndet, der ligger om os, hvor vor Fod træder. Dyndet vil slette hvert Spor ud, hvert Spor, vi har traadt, og slette os selv af Verden, mens vi synker og synker.«

Sorgen laa tung og tavs over Venedig i de Dage, og alles Tanker, alles Tale gjaldt den store Ulykke, der var hændet San Marco. San Marcos stolte Klokketaarn, som Dyndet havde slugt. Ikke et Menneske havde Tid til at tænke paa eller tale om den svenske Løjtnant, der var død i Fængslet, eller undersøge, hvorledes han var død. Hans Lig begravedes paa Kurks Foranstaltning paa Øen der ude i Adriaterhavet, og paa en simpel Marmorsten indridsedes hans Navn og den korte Indskrift paa Svensk: Gud være hans Sjæl naadig.

Herredsfogden var stærkt bevæget ved Sjöströms Død, men egentlig ikke utilfreds; det var dog vel nok langt bedre, som det var. Ingen kunde vide, hvor stort et Arbejde, hvor vanskelig en Kamp, der vilde være fulgt efter hans Udlevering. Rimeligvis skyldtes hans Død Broderens Mellemkomst, rige Slægtninge i Sverig havde villet hindre Skandalen, og det var vel bedst for alle Parter.

Ankerkrone undgik at omtale Sagen til Herredsfogden, der skrev dette paa Landsmandsskabets Regning.

Holst talte ikke til Ankerkrone om Sjöströms Død, men den Aften, da Kampanilens Fald var det eneste, hvorom Mænd og Kvinder i Venedig talte, stod Holst og Ritmesteren paa Altanen og saa ud over Lagunen, hvor Maanen blinkede over det skvulpende Vand.

»Eigil,« sagde Ritmesteren, »Dyndet sletter Sporet, det lægger sig over vore Fodtrin, klægt og leret, og intet ses, naar vi ser os tilbage. Lad Dyndet lægge sig over de Spor, du har fulgt, saa end ikke Mindet forbliver, og lad os sætte vort Haab til Høsten, der kommer!«

Holst saa op: »Stundom synes jeg, at du er som en af Renæssancens Mænd, naar du rydder dig Vej gennem Livet. Og dette sidste synes jeg var unødigt.«

Ritmesteren svarede: »For mig -- ja. For dig og hende -- nej.«

Holst tav.

Ulla var traadt ud til dem paa Altanen, og Holst lagde sin Arm om hendes Liv, medens hun vendte sit Ansigt imod ham, og han kyssede hendes Læber.

Ritmesteren stod lænet mod Balustren, hans Tanker søgte tilbage til Julia og de Dage, der svandt, medens han hviskede hen for sig:

»Alles was ich erfuhr, ich würzt' es mit süszer Erinnrung, Würzt' es mit Hoffnung; sie sind lieblichste Würzen der Welt.«

Faa Dage efter stod Holsts Bryllup, og de rejste alle mod Nord.

SLUTNING

Skovsøen --

Der beredtes en sælsom Jordefærd i den lille Kirke nær Esrom Sø. Det var Eftersommer, og Kornet gulnedes modent til Høst, medens Skovens Krone mørknedes mod Efteraar. Solen stod klar og blinkede over lette, graahvide Skyer, og den lille Kirkes Tegl lyste mod Solen. Tæt mod den hvide Kirkemur var gravet en Grav, og i den sænkede Graverens Folk en gul Egetræs Kiste, medens den klægede Jord var skjult af rige Kranse og duftende Gran. Præsten stod høj i sin sorte Kjole med den skinnende hvide Krave; hans Stemme lød dæmpet, medens han bad en Bøn, og alvorsfuldt lød hans Ord, mens Jorden slog dumpt mod Kistelaaget: »Af Jord er du kommen, til Jord skal du blive, af Jord skal du igen opstaa.«

Faa var de, der stod ved Graven: Herredsfogden, Ankerkrone og Kurk og imellem dem Eigil Holst og hans unge Hustru med bøjede Hoveder. Ulla græd, Ritmesteren var bleg og støttede sig til sin Vens Arm. Faa af Sognets Folk var til Stede og stod uden Deltagelse, men alvorsfulde som Almuesfolk ved Gudstjeneste. Der var af alle disse kun tre, der kendte den dybe Hemmelighed, der gemtes i den simple Kiste; der havde fulgt det Spor, som nu for evig slettedes ud, medens Jorden faldt paa Kistens Laag. Faa og spredte Stemmer sang Salmen, og Følget spredtes over den lille, venlige Kirkegaard, hvor Graverkarlen ilsomt kastede Jorden til, der fjernt fra Hjemmet skulde dække Annie Bengtsons sidste Hvilested. Den ensomme Grav vilde snart blive glemt, og ingen vilde ane, hvad det Navn betød. Arvid Ankerkrone bøjede sit Hoved, da han kastede det sidste Blik mod Graven, og tænkte paa det pragtfulde Marmorkors derhjemme ved Gammalstorp, hvorunder hans Hustru hvilede.

Alle Spor forsvinder -- alle Spor slettes ud.

Det led mod Aften, og Solen sank ned over de gule Marker. Eigil Holst gik med sin unge Hustru til Skoven, hvor de mødtes første Gang. Det var stille, og ud over Marken steg en let, slørfin Taage, medens Klokken klang i den gamle Kirkes Taarn. De steg over Stenten, hvor Hasselen og Brombærbuskene flettede sit Væv over Kampesten og det gulgrønne Mos med de gule Stenurter. Der lød et enkelt skarpt Kvivit fra en opskræmt Fugl, der pilsnart jog mellem Buskene, og da de naaede gennem Krattet, saa de ved Søen, der laa dybt under Brinken, en stærk Raabuk, der stod ved Vandet med bøjet Hoved, medens dens slanke Krop tegnede sig i Spejlet. Vinden bar fra den, den mærkede dem ikke. De traadte lydløst hen til Bænken og tog stille Plads.

De talte ikke.

Pludselig, som i Tanker, tog Ulla en Sten og kastede den mod Spejlet af Søen, der laa ganske lavt med ringe Dybde, trods den hyppige Regn. Der gik en lynsnar Trækning gennem Bukkens fine Legeme, den løftede Hovedet og med et Ryk fløj den fra Bredden gennem Krattet i lange, spændstige Spring.

Der lød et lyst Skrig af en Skovfugl, saa blev alt stille.

Og medens Solen sank, medens Duggen og Duften fra Skoven, der redte til Hvile, steg om Bøgen ved Brinken, lænede Ulla sit Hoved mod sin Mands Skulder, og han fortalte hende med dæmpet Stemme den underlige, vemodige Fortælling om Sporet fra Søen mellem Bøgene nord for Esrom, der førte over Smaalands Ryer og de blinkende Søer mellem Lyng og Stene, til Lagunestaden, hvor Dyndet lagde sig over det og skjulte det, som Sjællands Jord Kisten paa den gamle Kirkegaard bag de hvide Mure.

Sporet, der skjultes for evigt, men som først havde gjort sin Gerning, der for de to sikrede det for Glemsel, saa længe Solen skinnede over en af dem, om den ikke altid kunde skinne over begge, hvad Mennesker, der elsker, haaber og beder til.

Og saaledes bliver Mindet om Skovsøen, og hvad den gemte, deres rigeste Minde, som det var det første i deres fælles Eje.

_Løkken_, Sommeren 1903.

End of Project Gutenberg's Hvad Skovsøen gemte, by Palle Rosenkrantz