Part 15

Saa aabnedes en Dør ud til Altanen foran Ritmesterens Værelse, og Holst saa, hvorledes Ulla støttet til sin Faders Arm traadte ud paa Altanen. Der stod de længe, medens hun lænede sit Hoved, til hans Skulder. Holst saa, at han lagde sin Arm om hendes Nakke og kyssede hendes Pande.

Holst greb med et fast Greb om et Jerngelænder ved Nedgangen til en Trappe, der fra Stedet, hvor han stod, førte ned til Vandet.

Nej -- det kunde ikke være Meningen med Livet, det var ikke saaledes, at vi Mennesker for at følge en Pligt, et tilfældigt Arbejde, der var lagt paa vore Skuldre, skulde skyde et Livs rigeste Lykke fra os. Om det var saa, at den Mand, der stod der paa Altanen, havde taget et andet Menneskes Liv, taget det for at hævne eller værne, saa fik de højere Magter, der vaager over det, Menneskene kalder den evige Retfærdighed, føre deres Vilje til Ende uden ham.

Hans Plads var hos disse Mennesker for at støtte dem med Raad og Daad; alt andet vilde være Forræderi mod det højeste af alt, mod hans unge, varme Kærlighed, mod Lykken, der første Gang efter et trælsomt Liv i haardt Arbejde smilede mod ham.

Og i dette Øjeblik besluttede Holst at svige det, han havde kaldt sin Pligt, for at følge den Stemme, der talte til ham i hans Hjertes Slag.

Han strakte Armene ud mod de to og sagde med høj og fast Stemme hendes Navn. »Ulla!« lød det over den stille Riva, over Lagunernes sukkende Vand.

Ulla strakte Armene ud mod ham og hurtig ilede han over mod den høje Portal for efter faa Minutter at staa deroppe, hvor Lyset havde blinket mod ham, hos de to Mennesker, til hvis Skæbne han i Fremtiden uløselig vilde knytte sin.

Da Ulla efter en Stund havde forladt dem for at gaa til Ro, og Holst stod alene overfor Ritmesteren, betragtede denne ham med et sørgmodigt Blik og lagde sin Haand paa hans Skulder.

»Eigil,« sagde han, »vi to har endnu et Ord at tale med hinanden.«

»Om Ulla, ja,« svarede Holst, »om intet andet.«

»Og Annie?« spurgte Ritmesteren.

»Nej,« sagde Holst, »fra i Dag træder jeg tilbage fra alt, der har med Annie at skaffe; det var en frivillig Sag, og ingen skal tvinge mig til at tage noget Skridt mere ad de Veje, der fører til dens Oplysning.«

»Du vil svigte din Pligt?« spurgte Ritmesteren.

»Ja.«

»Og Morderen?«

»Han faar staa Gud til Regnskab for sin Handling. Skal den jordiske Retfærdighed naa ham, bliver det ikke ved min Arm.«

Ritmesteren saa skarpt paa Holst: »Du véd altsaa nu, hvem Morderen er?«

»Ja,« svarede Holst.

»Og trods denne din Viden vil du ægte hans Datter?«

Holst greb Ritmesterens Haand og trykkede den fast, medens han bøjede sit Hoved til et stumt Svar.

Der lyste et Sejersglimt i Ankerkrones Blik, medens han holdt den unge Mands Haand i sin, og han rettede sig rank og stolt, som gled al legemlig Svaghed bort i dette Nu ved det tavse Svar og det varme Haandtryk.

»Tak, Eigil, for dette dit Svar, nu tør jeg tale og sige dig alt.

Du har gættet det rette. Jeg er Annies Morder, jeg og ingen anden; var det end Sjöström, der for menneskelig Domstol vilde blive den, der maa bære Ansvaret, for Guds Domstol er det mig og mig alene.«

»Hvad siger du?« faldt Holst ind, »Sjöström, -- men saa er det -- -- --«

Ankerkrone smilede vemodigt. »Tag Plads, kære Ven, og jeg skal fortælle dig det, som jeg nu frit kan tale med dig om, fordi du har truffet dit Valg og knyttet din Skæbne til mig og min Datter.

Af den Dagbog og de Breve, jeg har sendt dig, véd du alt, hvad der er hændet mellem Annie og mig til den Dag, da jeg besluttede mig til at redde min Søn fra den Vanære, der ventede ham, om han fulgte sin taabelige Kærlighed til denne Kvinde og sveg sin Pligt mod Hustru og Børn.

Jeg kunde have afværget den Skæbne, der ramte hende. Jeg gjorde det ikke. Jeg har æsket en »Gudsdom« før, da jeg tvang Cedersköld til at vove Springet ved Klipperne i Stilfserjoch. Jeg æskede atter en Gudsdom, da jeg sendte Annie den Skæbne imøde, som Sjöström i sit umættelige Begær efter hendes Midler havde beredt hende.

I begge Tilfælde blev Dommen, Døden og Ansvaret mit, jeg skyder det ikke fra mig. De var begge Aarsag i Julias Død.«

Holst sad tavs; under Ritmesterens Tale var hans Tanker atter begyndt at følge de tilvante Spor. Det var altsaa i hvert Fald Sjöström og ikke Ritmesteren, der havde forøvet Mordet. Han selv havde, ledet af Jeannettes Ord og Ritmesterens Meddelelser, ladet sig føre til den Mistanke, der altsaa nu havde vist sig grundløs. Han saa op paa Ritmesteren, der stod foran ham med et forunderligt drømmende Ansigtsudtryk.

»Har du overdraget Sjöström at myrde Annie og betalt ham derfor?« spurgte han.

»Nej,« svarede Ritmesteren, »men heller ikke dette tør jeg regne mig til Fortjeneste. Det var unødvendigt, og jeg tør hævde, at jeg ikke havde gjort det, om det havde været nødvendigt.«

Holst smilede, han havde ganske genvundet sin Ligevægt. »Ankerkrone,« sagde han, »denne besynderlige Sag har virkelig drevet mig nøgterne og snusfornuftige Københavner ud i Egne, der hidtil har ligget mig fjernt. Det er din Skyld; saavel i din Dagbog og dine Breve som i din Tale i Aften har du søgt saa langt bort fra Hverdagslivet, at du synes at bevæge dig i Romanens taagede Verden, hvor din Svigersøn Eigil med Fryd vandrer med din yndige Datter Ulla, men hvor Overbetjent Holst af rent tjenstlige Grunde ikke tør opholde sig. Du vil maaske tillade mig for første og forhaabentlig sidste Gang at bede dig meddele mig i et jordisk Tungemaal, hvad Du har foretaget dig i Dagene fra den 22. til den 27. Marts 1902.«

»Vil du forhøre mig?« spurgte Ritmesteren.

»Med din Tilladelse, ja,« svarede Holst, »men kun det rent faktiske. Romanen er Ullas og min, Hverdagshistorien repræsenterer du.«

Ankerkrone tog Plads i en Lænestol lige overfor Holst; han betænkte sig nogle Minutter, saa fortalte han kort og tydeligt, hvad der var sket.

»Som du véd, havde jeg besluttet at forhindre Claes i den Daarskab, han stod i Færd med at begaa ved at ægte Annie og bryde sit Ægteskab. Den 23. Marts kom Emily og jeg til København og tog ind paa Hotel d'Angleterre. Jeg erfarede, at Claes og Annie tilligemed en Art Selskabsdame, en Datter af min tidligere Vagtmester Ljunggren, var ankommen til København et Par Dage forud. De havde taget Ophold paa Hotel Kongen af Danmark. Ljunggrens Datter havde jeg tidligere benyttet som en Slags Spion; hun fortalte mig, at Annie og Claes var tagne til Helsingborg. Jeg besluttede at rejse efter dem, men samme Dag ankom Sjöström, som jeg kendte ret godt fra den Tid, han som ungt Menneske gjorde Tjeneste i Armeen. Han søgte mig, og jeg erfarede meget snart, at han, der hidtil havde draget enhver Fordel af Annies Forhold til Claes, ved den Vending, Sagerne havde taget, var bleven bange for at miste de Fordele, hans Samvær med Annie bød. Jeg besluttede derfor at søge udvirket, at Annie ægtede ham, og derved afværge Faren.

Vi fulgtes kun til Helsingør, da jeg ikke vilde vække Opsigt ved at vise mig sammen med disse Mennesker i Skaane. Sjöström rejste til Helsingborg og kom den 25. Marts tilbage til Helsingør med Claes og Annie. Det viste sig umuligt at overtale Claes, og med Sjöström vilde Annie intet have at skaffe; hun sagde, at hun havde affundet sig med ham med en rigelig Sum, nu kunde det være nok.

Den 25. om Aftenen havde jeg en lang Samtale med Annie. I Begyndelsen var hun trodsig og ond, men lidt efter lidt vandt jeg mit gamle Herredømme over hende, og hun blev rørt og føjelig. Jeg havde fortalt Claes, hvad der var foregaaet mellem os, men han var aldeles utilgængelig, og jeg fattede da en Plan, som jeg straks iværksatte.

Jeg sagde, at jeg vilde ægte Annie, og ved dette bevægede jeg hende til rentud at meddele Claes, at hun ikke brød sig om ham og aldrig havde brudt sig om ham. Det hjalp, det kom til en hæftig Scene mellem Claes og mig, men da Claes, der rejste bort i Vrede, i København havde truffet Emily, lykkedes det hende at vinde nogen Magt over ham, og Faren syntes saaledes øjeblikkelig overstaaet. Annie var lykkelig, hun stod nu ved Maalet for alle sit Livs Ønsker, sagde hun, og jeg -- ja ærlig talt var det kun Hensynet til Ulla, der holdt mig tilbage. Jeg elskede ikke Annie, men jeg havde begaaet stor Uret imod hende; jeg er nu en gammel Mand og ser anderledes paa mangt og meget, end jeg gjorde i de unge Dage.

Annie var bange for Sjöström. Hun fortalte mig, at han to Gange havde stræbt hende efter Livet for at sætte sig i Besiddelse af hendes Penge, og at hun nu, da Sjöström af hendes Advokat, en Mand ved Navn Karlkvist i Christiansstad, havde erfaret, hvor rig hun var, svævede i den største Fare, hvis jeg ikke beskyttede hende. Sin Formue, der beløb sig til henimod halvandet Hundrede Tusind Kroner, vilde hun ikke ofre, uagtet jeg meddelte hende, at med disse Penge vilde jeg intet have at skaffe.

Jeg vaklede i min Beslutning, som sagt udelukkende af Hensyn til Ulla. Saa søgte Sjöström mig og forsøgte at presse Penge af mig, idet han erklærede, at han vilde skandalisere os begge, hvis vi ikke affandt os med ham. Han gjorde et næsten desperat Indtryk; det var tydeligt, at han ikke vilde vige tilbage for noget. Jeg holdt ham hen.

Den 26. tilbragte jeg sammen med Annie, hun var tilsyneladende lykkelig og veltilfreds, og det skar mig i Hjertet at se hende saaledes; jeg kunde ikke bestemme mig, men den Dag erfarede jeg, hvad du kender af det Brev, som Annie en Gang under en Sygdom havde tilskrevet mig, og som hendes Moder havde modtaget til Opbevaring. Du vil forstaa, at dette Brev beseglede Annies Skæbne. Jeg tav, jeg kunde ikke have talt den Aften, og jeg erindrer næppe ret, hvad jeg foretog mig. Jeg handlede som i Søvne. Kun erindrer jeg, at det var bleven en Aftale mellem Annie og mig, at jeg skulde ordne alt, saaledes at vort Bryllup kunde staa i den lille Kirke ved Byen, hvor vi havde levet sammen, før hendes Barn fødtes. Jeg skulde rejse derud i Forvejen, og Sjöström og Annie skulde følges ad derud den næste Dag. Han og Gaardmanden, som jeg havde truffet i Byen Dagen forud, og som kendte os begge, skulde være Forlovere.

Da jeg forlod Annie, opsøgte jeg Sjöström og sagde ham, at Mødestedet vilde være den lille Sø i Skovbrynet, som Annie kendte. Jeg ønskede ikke, at nogen skulde vide noget derom. Sjöström spurgte mig saa, hvorledes jeg vilde forholde mig med Pengene, og hertil svarede jeg, at han fik handle, som han vilde, men jeg føjede til -- og heri ligger mit Ansvar med hele sin Tyngsel --: »Skulde jeg ikke give Møde i Morgen, saa vil jeg aldrig spørge om dig eller Annie eller om noget, som vedrører jer.« Og saa staar Annies Skæbne i din Haand. Han svarede intet -- efter et Par Minutters Tavshed spurgte han mig blot, om jeg elskede Annie, og dertil svarede jeg kun: »Annie har dræbt min Hustru, som jeg elskede.« Saa gik jeg. Samme Aften rejste jeg til København. Jeg var overtydet om, at Sjöström vilde sætte alt ind paa at føre sin Plan igennem. Ja, jeg nægter det ikke, jeg følte mig overtydet om, at Annies Dødsdom var fældet. Hun hadede Sjöström og vilde ikke bøje sig for ham, og for ham gjaldt det kun at sætte sig i Besiddelse af hendes Penge.

I en Maaned holdt jeg mig i Ro i mit Hus i Malmø med Ulla, saa drev Uroen mig mod Stedet, hvorhen mine Tanker tidlig og sent havde Veje. Jeg lejede mig ind paa den Gaard, hvor vi traf hinanden, og min Vej gik daglig til Søen, hvor vi to traf hinanden den Dag i Maj.

Da de tømte Graven, og Annies Lig kom til Syne, fik jeg Ro; nu vidste jeg, hvad der var sket, men du vil kunne forstaa, at jeg nærede den dybeste Interesse for alt, hvad der skete i de Dage. Det var mig, der opfordrede Herredsfogden til at tilkalde dig, og fra første Færd havde jeg den Følelse, at denne Dag vilde komme. Nu kender du mit Ansvar, og du véd, at jeg har lagt alt i din Haand hidtil. Jeg synes, du skulde fortsætte dit Værk. Jeg er rede til at bære mit Ansvar.«

Holst rejste sig, traadte hen til Ritmesteren og sagde med blød, dæmpet Stemme:

»For Ullas Skyld bør du betænke, hvad du gør?«

»Ulla bør kende alt,« sagde Ritmesteren alvorlig.

»Ja,« svarede Holst, »men Ulla skal erfare det ikke af din Mund men af min, naar hun bliver min Hustru, og Livet har lært hende at forstaa, hvad hendes rene Pigesind nu ikke kan fatte.«

Ritmesteren trykkede hans Haand varmt.

»Du har Ret, Eigil -- du har Ret. Det ske, som du vil.«

De sad tavse en Stund. Ritmesteren brød først Tavsheden. »Der er endnu en Udvej -- en, som jeg vil forsøge.«

»Og det er?« spurgte Holst.

Ritmesteren smilede sørgmodig. »Nej, min Ven, det faar blive min Sag, min alene og Kurks, om han vil.«

Holst spurgte ikke mere. Det var allerede lys Morgen, og han trængte til Hvile. Tidlig om Formiddagen lod Ritmesteren Kurk kalde, og de to gamle Venner talte længe med hinanden. Da Kurk forlod Ritmesteren, var hans Ansigt alvorligt, men et fast Drag om hans Mund vidnede om, at de to Mænds Samtale havde ført dem begge til en alvorsfuld Beslutning, hvis Ansvar de var beredt til at bære.

I Hotellets Vestibule mødte Kurk en Mand, hvis Nærværelse paa dette Sted i dette Øjeblik ikke vakte hans Undren. Han standsede og nævnede hans Navn. Den fremmede aabnede sine Arme, som vilde han omfavne ham. De fulgtes ad og talte længe sammen, og da Kurk forlod ham, var hans Ansigt om end alvorligt saa dog langt roligere, end da han skiltes fra Ritmesteren.

Den nyankomne var den glade Staldmester fra Riddartofte Bror Sjöström, hvem Telegrammer i den svenske Presse om Arrestationen havde kaldt til Venedig. Gennem Konsulatet erhvervede han Tilladelse til i Følge med Kurk at besøge Fangen.

XV.

Jeannette havde ikke sovet meget den Nat; et spinkelt Haab havde hun knyttet til Virkningerne af den Meddelelse, hun havde gjort Holst, men hun indsaa hurtigt, at for hende var der ikke andet at gøre end at opgive ethvert Haab om at knytte sin Skæbne endog nok saa løst til Holst. Medens han var borte, stod hun op og gav sig i Færd med at samle sine Smykker og Ejendele sammen for at overveje, hvorledes hun i den nærmeste Fremtid kunde møde de Krav, som Livet stillede til hende; af Holst vilde hun intet modtage. Det var ikke meget, hun ejede, men en Del Smykker havde hun dog efterhaanden samlet sammen. Hun erindrede nu, at Sjöström havde vist hende et hemmeligt Rum i et Chatol, hvor han gemte nogle Sager af Værdi, og hun besluttede sig til at efterse dette Gemme. Det var ikke meget, hun der forefandt, men blandt Sagerne var en lille Æske, indpakket i stærkt Papir og forseglet. Hun brød Seglet og saa med dyb Forbavselse i Æsken et lille diamantbesat Dameur, et Par Medaljoner og nogle Ringe, som hun kendte, saa vel som de Smykker, Annie altid havde baaret.

Hun forstod ikke, hvorledes de var kommen her; saa maatte Sjöström alligevel -- -- -- hun gøs og tænkte paa Annies Skæbne og Sjöströms Haardhed og Brutalitet mod hende.

Den næste Morgen meddelte hun Holst sit Fund, og det undrede hende, at han ikke blev mere forbavset derved. Men han talte slet ikke om Annie; hun syntes, han var saa underlig tavs og tilbageholden.

Længere op ad Dagen modtog Holst Besøg af Løjtnant Claes.

Jeannette var atter gaaet til Ro, medens Holst arbejdede med den officielle Rapport og Skrivelserne til Konsulaterne. Signora Montuori, der gled omkring ham med kattevenlige Lader, traadte ind til ham og meddelte, at en ung Herre ønskede at tale med ham. Hun rakte ham et Kort, han tog det og læste: Claes Ankerkrone, Løjtnant ved Kronprinsens Husarer, Godsejer, Gammalstorp.

»Lad ham komme ind,« sagde han kort, og Claes traadte let smilende ind i Værelset.

Han bukkede let. Holst bød ham en Stol, og Løjtnanten tog ugenert Plads.

»Jeg kom egentlig mest for at se til Donna Jeannette; jeg havde ikke ventet, at Løjtnant Holst havde opfattet stakkels Hugolds Opfordring til at beskytte Damen saa bogstaveligt, men hun lider i hvert Fald ikke Nød, ser jeg da.«

Holst blussede, men han tvang sig til et høfligt Spørgsmaal.

»Ønsker Hr. Løjtnanten andet?«

Claes blev alvorlig. »Ja, Hugold Sjöström og jeg var Venner en Gang i Tiden; jeg plejer ikke at forlade en Ven i Nøden. De er her den stærkeste, og derfor benytter jeg Lejligheden til at spørge Dem, hvor meget der vil udkræves til at skaffe Hugold fri af denne Forlegenhed.«

Holst rystede paa Hovedet. »Det lader sig næppe gøre. Som jeg sagde Dem i Gaar, er det et meget betydeligt Beløb.«

Claes smilede lidt overlegent. »Der er Forskel paa, hvad man anser for betydeligt, Løjtnant Holst, jeg plejer ikke at tage det saa nøje.«

»Deres Hustru, mener De,« indskød Holst, hvem den unge Herres Optræden irriterede.

Claes bed sig i Læben. »Jeg er ikke kommen for at yppe Kiv.«

»Gudbevares,« sagde Holst med en let Bøjning, »men De tager ganske fejl af Situationen. Jeg har haft det Hverv at lade Sjöström arrestere; jeg savner Myndighed til at forhandle om hans Løsladelse. Jeg kan kun give Dem Anvisning paa at søge en Advokat, der kan faa Adgang til ham, men jeg vil raade Dem fra det.«

»Hvorfor?« spurgte Claes -- han vilde have tilføjet et Par spydige Ord om Jeannette, men betvang sig.

Holst rejste sig og gik hen til den unge Mand. »Løjtnant Ankerkrone,« sagde han, »Deres Fader er min Ven, jeg nærer større Venskab for Deres Familie, end De aner; jeg kan være ogsaa Dem til nogen Tjeneste, om De vil vise mig Tillid. Mellem Gentlemen er det Skik at tro et givet Ord; vil De være min Ven, vil De ikke komme til at fortryde det.«

Claes gjorde en Bevægelse. »De maa undskylde mig, Hr. Holst, men jeg er Officer, De er Detektiv -- det er en meget hæderlig Beskæftigelse, forstaar sig -- men -- ja -- det er umuligt.«

»Jeg troede ikke, De var dum, Løjtnant Ankerkrone,« sagde Holst skarpt.

Claes for op.

»Jeg har alvorlige Ting for, og jeg har ikke i Sinde at lade mine Planer krydses af Dumhed. De kan takke Deres Navn og mit Venskab for Deres Fader for, at jeg ikke i denne Sag handler anderledes, end jeg gør. De vil sikkert erindre, hvad De foretog Dem omkring den 27. Marts i Aar, og De vil sikkert vide, at hvis Deres Fader ikke den Gang havde handlet, som han gjorde, vilde De nu have været stillet ikke stort anderledes end Deres Ven Hugold Sjöström. De glemmer lidt hurtigt, Hr. Løjtnant, men De bør vide, at De taler til en Mand, der kender Dem og Deres Forhold nøjere, end De maaske aner. Jeg har næppe Brug for Dem, men jeg vil raade Dem til ikke at staa mig i Vejen. Det kunde hænde, det blev dyrere, end De kunde magte, hvor lidt De ellers synes at regne Penge og Penges Værd.«

Claes var bleven bleg, han bed Tænderne sammen: »Hvad mener De?«

»Jeg véd ikke, om De, Løjtnant Ankerkrone, skøtter om at møde som Vidne i en Sag anlagt mod Hugold Sjöström for Falsk og Bedrageri mod Deres tidligere Elskerinde Annie Cederlund, og om De ønsker for en svensk Jury at træde i Skranken sammen med Hr. Karlkvist fra Christiansstad. Det var dog muligt, Deres Gemalinde vilde vide at bedømme den Skandale efter dens Værd, og at Deres Naboer og Venner i Skaane vilde føle sig uhyggeligt berørte ved i Deres Morgenblade at læse Vidneforklaringerne i en Sag, der kunde blive fuldt saa interessant som Processen Taube.«

Claes tav.

»De foretrækker maaske, Løjtnant Ankerkrone, at fortsætte Forhandlingerne i en noget høfligere Tone -- for mig gerne. Jeg plejer ikke to Gange at tilbyde mit Venskab, men jeg gør en Undtagelse med Dem af de Grunde, jeg nævnede før.«

Holst rakte sin Haand frem.

Claes tog den modstræbende.

Holst smilede. »De skal se, vi to kan godt blive Venner alligevel, skønt jeg er »Detektiv«, som De kalder det. Jeg er ganske vant til at omgaas Folk og ganske tjenstvillig. Desuden har vi to fælles Interesser. Det gælder om at undgaa den Proces, jeg talte om, og det sker lettest, naar De forholder Dem ganske passiv foreløbig. Det er ikke givet, at der ikke bliver Brug for de Midler, De saa ødselt synes at raade over, og der vil da blive rig Lejlighed for Dem til at træde i første Række. Saa længe vil det gavne Sagen bedst, om De holder Dem i andet Plan.«

Det var øjensynlig, at Holsts Ord gjorde et dybt Indtryk paa den unge Mand, og de skiltes i nogenlunde god Forstaaelse. Holst maatte indrømme, at han straks fra først af havde stillet sig paa en Fod med sin fornemme og rige Svoger, der sikkert vilde være fordelagtig for begge, naar Svogerskabet blev Hr. Claes bekendt.

Samme Dag meddelte Holst Ritmesteren Fundet af Annies Smykker, det afgørende fældende Vidnesbyrd mod Sjöström.

XVI.

Fra Dogepaladset fører Sukkenes Bro over Kanalen til Retfærdighedens Boliger. Her sad Hugold Sjöström i en snæver Celle ved et lille Bord, fastgjort i Væggen, paa en Briks af Træ. Dagene gik langsomt for ham, og i dyb Uvished sad han bøjet og stirrede hen for sig. Han vovede næppe at tænke; vel havde ingen sagt ham andet end, at Aarsagen til hans Fængsling var Falskneriet, men han anede, at der laa mere bagved dette. Alene den Omstændighed, at det var en dansk Politiofficiant, der havde bevirket hans Fængsling, gjorde ham usikker. Hvad kom Falskneriet i Helsingborg det danske Politi ved? Og hvem kunde have anmeldt det, nu da Annie sov den evige Søvn paa Bunden af Graven? Han havde intet set om Fundet at Liget, han læste ikke danske eller svenske Aviser, men han anede, at Annies Forsvinden maatte have vakt Opmærksomhed, og at den og den alene var Aarsag til hans Fængsling.

Jeannette maatte have forraadt ham, hun stod i Ledtog med Politiofficianten, det var tydeligt, og Claes Ankerkrone -- han, som han atter havde truffet og forsøgt at drage til sig ved Hjælp af Jeannette -- mon han? Nej, det var utænkeligt. Men det var muligt, at Ritmesteren havde opdaget hans nye Anslag og nu havde brudt sit Ord for at værne Sønnen mod nye Farer.

Det maatte være saaledes, men det skulde komme ham dyrt at staa, om han prøvede at styrte ham i Ulykke.

Han lagde sine Planer. Han vilde nægte alt og skyde Skylden paa Ritmesteren, der til ham havde udtalt, at Annie havde dræbt hans Hustru. Intet Menneske kunde vide, hvad der var foregaaet den Morgen, da han havde søgt at overtale Annie til frivillig at overdrage ham alt ved Ægteskab. Og medens han tænkte paa dette, dukkede Scenen den Morgen i Skoven saa tydelig frem for ham. Han saa for sig Annie i sin stramtsiddende Rejsedragt med den sorte Hat, lykkelig smilende i Forventningen og Visheden om at staa ved Maalet. Han mindedes hendes Angst, da Ventetiden blev lang, og Ritmesteren udeblev. Han huskede saa tydelig, hvorledes han talte til hende og fortalte hende, at Ritmesteren havde sagt ham, at hun var hans Hustrus Morder, og at alt Haab var ude for hende; hvorledes han havde forsøgt at tvinge hende, og hvorledes han, da hendes Vrede steg, og hun haanede ham i Sprogets groveste Ord, havde besluttet sig til at udføre den Plan, han alt havde lagt, da han paa Hotellet havde erfaret, at Ritmesteren var rejst syd paa den foregaaende Aften.

Han havde talt til hende igen, og da hun saa vilde forlade ham og ile bort, havde han talt venligt til hende og forsøgt at formaa hende til at samle sig og nyde et styrkende Glas Kognak. Hun havde skreget og sagt: »Vil du dræbe mig med Gift.« Han havde let og rakt hende Glasset, og hun havde set paa ham med et underligt Blik og drukket, næsten som om hun vidste, at det var Gift, næsten som vilde hun dø, fordi hun ikke kunde overleve den bitre Sorg, der havde ramt hende.

Giften havde virket straks, hun var sunken sammen næsten øjeblikkelig. Han mindedes endnu, hvorledes han havde afklædt Liget og sænket det ned i Søen, bundet ved store Stene; hvor feberhastigt han havde arbejdet i det tætte Buskads, hvorledes han var flygtet bort med Kurven, hvor Klæderne var gemte, efter at have stukket Uret og Ringene til sig, for at de ikke skulde lede til Genkendelsen. Hvorledes han i Helsingborg havde truffet Karlkvist, bestukket ham til at være sig behjælpelig og derefter hastig havde forladt Landet med Jeannette for at tabe hele det rige Bytte ved det forbandede grønne Bord i Monte Carlo. Nu var det forbi. Man maatte vide alt, og nu vilde man føre ham tilbage til Sverig eller Danmark og søge at tvinge ham til at tale.