# Hvad Skovsøen gemte ## Part 14 Book page: https://www.cyberlibrary.org/da/books/hvad-skovs-en-gemte-43275/index.md Ankerkrone skrev et Par Ord til Holst og bad ham være hans Gæst paa en Udflugt til Lidoen. XI. Holst indfandt sig paa Hotellet til den opgivne Tid. Han traf Selskabet forsamlet, og Ulla hilste ham med et straalende Smil. Ritmesteren befandt sig tilsyneladende langt bedre, han saa raskere ud, og det slog Holst, at hans hele Optræden bar Spor af megen Bestemthed og megen Værdighed. Kurk var nedbøjet og talte kun lidt, han holdt sig borte fra Holst og sysselsatte sig mest med Herredsfogden, hvis glade Gammelmandssnakken lød saa underlig fremmed her, hvor et stærkt uroligt Liv pulserede under en smilende Overflade. Selskabet tog med Damper til Lidoen. Det var, som alle Verdens Nationer havde sat hinanden Stævne paa den lille Dampers Dæk, og som babylonisk Sprogtummel lød de forskellige Sprog. Damernes kvidrende Latter og Sang fra en Kreds af tyske Studenter, der, samlede i Skibets Stævn, sang deres følsomme, tyske Sange. Ritmesteren stod lænet mod Lønningen og saa ud over Dækket. »Hvor mange Sorger tror du, der skjuler sig bag dette larmende Liv, hvor mange Trængsler tror du disse Mennesker søger at fly? Der ligger Neptunsstaden, som Goethe kalder den i sine udødelige Epigrammer, som du kender.« (Ritmesteren smilede svagt. »De fulgte mig til Venedig for 25 Aar siden, da jeg som ung Mand saa denne Stad for første Gang. Og de har fulgt mig siden. Se alle disse Venedigs Pilgrimme, der søger til Stedet, hvor Aandens store levede og elskede, se hvor de stirrer og hør deres Tale, alle søger de det samme, alle tror de her i Venedig at have fundet det, de søgte, at staa ved Lykkens Dør. Stakkels Pilgrimme,) hør hvad Mesteren siger: Seh' ich den Pilgrim, so kann ich mich nie der Thränen enthalten. O, wie beseliget uns Menschen ein falscher Begriff! Som du ser, endnu citerer jeg Goethe.« Holst svarede ikke, Ritmesterens Blik hvilede venligt alvorligt paa ham. »Ogsaa du, Eigil Holst, har troet at finde det, du søgte i Venedig, i mere end et Stykke, ikke sandt? Og du standsede ved Tærskelen, fordi du ikke vovede at gribe til. Grib kun til.« Holst saa alvorlig op. »Jeg forstaar dig ikke.« Ritmesteren smilede med et underlig vemodigt Smil. »Jeg siger kun, grib til, min Ven, og for at du skal forstaa mig bedre, saa siger jeg: grib baade Fader og Datter.« Holst blev rød. »Ikke sandt -- du forstaar mig? Pilgrim, du tror at staa ved Vejens Ende, og dit falske Begreb gør dig lykkelig, blot at din Lykke er af en egen Art. Du kan vide, at jeg har fulgt din Færd, og at en Plan og ikke Tilfældet har ført os sammen i Dag. Da jeg saa dig første Gang, faldt mit Øje paa dig med Venskab, og det føjede sig saaledes, at du blev den, der holdt min Skæbne i din Haand, fordi jeg selv lagde den i din Haand og bestyrkede den gamle Mand der henne i Valget af dig. Nu staar du ved Maalet, og nu tøver du med at gribe til. Saa underlige er vi Mennesker.« Holst tav, han vilde ikke tale nu, skønt Ritmesteren her berørte Brevet og Dagbogen, ja endogsaa mere end han havde skrevet, mere end han havde lovet at tale om. Ritmesteren lagde sin Haand paa hans Skulder. »Nu gør vi to den Færd sammen, og dine Tanker gaar kun den Vej, du helst ønsker. Naar du vender tilbage, og dine Tanker endnu følger samme Vej, saa vil vi læse min Dagbog sammen, og saa skal vi tale sammen. Da vi skiltes efter vort Samvær deroppe, hvor du arbejdede ivrigt, sagde jeg dig, at din Vej vilde føre til mig, og at du vilde faa Brug for min Hjælp. Du kan selv se, at saaledes skete det, og Hjælpen skal du faa. Mit Liv har nu kun et eneste Maal, og det eneste Maal er ogsaa dit, kære Ven. Derfor egner vi to os saa godt til fælles Arbejde.« Ritmesterens Blik gled langs Lønningen, hvor Ulla stod støttet til en Trappe i munter Samtale med Herredsfogden. Holsts Blik fulgte Ritmesterens, og han rødmede. Damperen gik ind ved Broen paa Lidoen. Holst og Ulla fulgtes langs Stranden, hvor Badelivet levede, hvor Hundreder af glade Mennesker under Spøg og Latter tumlede sig i Sandet, medens Solen blinkede paa Casinoets Ruder og kastede sine Straaler over Altaner og Gallerier. Ulla standsede -- »dette er ikke Venedig for mig, For mig er Venedig de tavse, sukkende Gader, de mørke Kirker med deres Skatte og de herlige Billeder i Doge-Paladset og Akademia, men mest af alt San Marco. Fader elsker Venedig, hvor han første Gang traf Moder, som døde, da jeg var ganske lille. Billeder fra Venedig har altid smykket vore Vægge, og Fader citerer altid Goethes venetianske Epigrammer; han kan dem udenad, men han vil aldrig rigtig forklare mig dem, og jeg forstaar dem slet ikke.« Holst smilede: »Forstaaelsen er vel heller ikke altid lige let.« Ulla blev ivrig: »Men De forstaar dem da. De maa kunne forklare mig meget af det -- -- --,« hun rødmede, »naturligvis ikke alt -- men noget af det, som De forstaar, som man kan -- -- --« Ulla var atter kommet ind i en af disse blinde Gader, hvor hun aldrig kunde slippe ud. Hun brød rask ud: »Som nu denne: Sankt Johannes im Koth heiszt eine Kirche: Venedig Nenn' ich mit dobbeltem Recht heute Sankt Marcus im Koth.« Holst smilede: »Det betyder vel, at Venedig er bygget paa sumpet, leret Bund.« Ulla saa op: »-- leret Bund -- ja men -- --« Holst saa hende lige i Øjet: »Frk. Ulla, vil De, saa mødes vi i Eftermiddag i San Marco -- saa faar vi maaske se, paa hvilken Grund Sankt Marcus hviler.« Ulla blev rød. -- »Klokken fem.« »Klokken fem.« Herredsfogden vinkede, at Maaltidet var beredt. -- Lidt over Middag vendte de tilbage til Venedig. XII. Patriarken i Venedig læste Messen i San Marco. Foran Højalteret stod han klædt i sit guldindvirkede Ornat med Bispehuen paa sit Hoved, omgivet af Kordrenge og Prælater med Kors og Røgelsekar. Fra Orgelet brusede Sangen ned over Kirken, medens den tunge Røgelse sendte sin Duft over de hvalte Rum. Lyset faldt stærkt ind ad de malede Ruder, Mosaikken i Loftet glimtede i Guld og stærke Farver, medens Kærternes Skin flakkede gulligt mod Røgen i den lette, bævende Luft. Paa Gulvet knælede de andægtige troende, medens nysgerrige fremmede stod og saa til; enkelte katolske bøjede sig i Andagt, men Størstedelen, udeltagende Englændere, samtalte ugenert, som var det et Folkeskuespil, de overværede. Stærkere brusede Sangen og Orgelklangen, saa lød en enkelt dejlig Stemme alene gennem Hvælvet. Barnekoret faldt ind og smeltede sammen med Stemmen for at dø i et Væld af Toner. Musikken tav, og en tør Oldingestemme læste af Bogen ved Højaltret, to Stemmer svarede, og atter lød Orglet og Basuner, medens Koret flettede de latinske Salmestrofer i den skiftende Stemmes Læsen og afbrudte af den stærke, fuldttonende Enkeltsang. De Gejstlige for Højaltret bevægede sig, de aftog Bispens Hue og satte et guldstraalende Mitra paa hans Hoved, Drengene fæstede en guldskinnende Kaabe om hans Skulder, og stedse skiftede de Plads om ham, rakte ham Kar og Klæde, samledes om ham for atter at skilles, medens Sangen ustandselig lød, og Røgelsen steg mod Mosaikken i Loftet om de flakkende Kærter; stundom dæmpet lød Sangen, stundom mumlende svagt, medens de troende knælede paa de skarpe Sten, der med sære brogede Billeder dannede den evige Marcus Kirkes Gulv. I en Krog tæt op ad Sakristiets Indgang, hvorfra Præsteskaren var kommen, stod en ung Mand og en ung Kvinde, Arm i Arm. De talte ikke til hinanden, men hun lænede sig ind til ham, og hendes Hoved hvilede paa hans Skulder. Det var, som bares deres Tanker af den dejlige Musik til fjerne Egne. Og den vældige Magt, der ligger i den tusindaarige Kirkes sære Overlevering, tvang dem ind under dens Vælde. De forstod ikke Ordene, men de forstod, at der bag Sangen, bag Musikken laa et Rige, som intet menneskeligt Øje faar at se, men som er der, fordi Menneskeslægten i de tusind Aar, der svandt, har bygget sig dette Rige i sine Haab. Naar Menneskenes Vej gaar det Riges Tærskel forbi, og det sker, naar alvorsfulde Beslutninger fattes, naar Sorgen og Lykken griber Sjælene dybest, saa bøjer Sindet sig ind under den vældige Magt, og selv den, der tvivler eller nægter, føler i saadant Øjeblik den stærkere Magt, som han ikke fatter. Men dybest føles dette, om to staar ved hinandens Side, i den Stund de har knyttet deres Hjærter til hinanden, saa de svulmer af det rigeste Haab i Elskov. Saa er det intet Skuespil, selv om det synes sært og fremmedartet, selv om den troendes Andagt synes enfoldig, og Præsternes Færden uforstaaelig og grundløs. Saa smelter i Rummet Sangen, Røgelseduften og Lyset sammen med Hvælvet i de dejlige Basiliker til en Drøm, der bærer Tankerne langt bort, dér, hvor Lykken maa være evig, saavist som der er Lykke til, og Evigheden i et saadant Øjeblik er Lykke. Og for de to, som stod der i Drømmen, var alt glemt i dette Øjeblik, alt andet end netop dette ene, at de var to og lykkelige i en Drøm, som maatte vare evig. Messen var tilende, og Prælaterne gik under Orglets Brusen ad Vejen til Sakristiet. Foran bar Kordrengene Kors og Røgelsekar, ærværdig skred Patriarken forbi, og da han kastede sit Øje paa de to, der stod i Krogen, saa han to Mennesker, der bøjede sig mod hinanden i et varmt Kærligheds Kys. Da smilede Patriarken under Bispehuen, han, der siden skulle bære den Tiara, der smykker Pontifex Maximus. XIII. Da Holst den Aften kom hjem, modtog Jeannette ham med sørgmodig Alvor. Jeannettes Forelskelse var af en underlig ydmyg Art; som en østerlandsk Slavinde bøjede hun sig for sin kaarne Herre, hvis store Magt og Myndighed hun frygtede. Men hun var alvorlig forelsket, og hendes Følelse var ægte nok. Ung var hun, men hun havde gaaet en Del igennem, og hun var efterhaanden vænnet til Ydmygelser, men ogsaa til Ydmyghed. Hun hadede Sjöström, og den Skæbne, der havde ramt ham, havde ikke mildnet hendes Had. Holst var ellers ikke nogen særdeles stor Kender af Kvinder og deres Følelser, men han forstod, at Jeannette havde sluttet sig til ham, og at hun vilde følge ham som en lydig Hund. Efter det, der var sket, var det ham en Umulighed at fortsætte det lille Eventyr, der havde overrumplet ham. Det gjorde ham ondt, at han ikke kunde byde hende selv de ringe Smuler, hun vilde nøjes med; men hun var ung og frisk, og netop i den Stemning, der nu havde grebet ham, glædede han sig ved Ungdom og Friskhed, ved de tusinde Smaating, som en forelsket Kvinde skaber om den, hun holder af. Han havde med fuldt Overlæg valgt Signora Montuoris Hus til Opholdssted for i Ro at kunne erfare alt, hvad Jeannette vidste om Annie, men det var ogsaa den eneste Grund. Jeannette var nysgerrig med Hensyn til de Folk, hvis Gæst Holst havde været, og han fortalte hende, hvem det var, og hvorledes Turen var gaaet. Ulla omtalte han flygtigt, men Jeannette gættede sig til meget af hans faa Ord og fordoblede sin Ømhed, for at han skulde glemme. Det var blevet stille ud paa Natten, og inde i de smaa Kanalgader var der meget varmt. Holst kunde ikke sove, de sad sammen i et stort Værelse, der vendte mod Kanalen, hvis Vand sukkede mod Husets Fod, og talte længe sammen, og underligt var det, at hvad Holst erfarede i den stille Nattetime af den unge Kvinde kastede det første virkelig skarpe Lys over den Sag, der opfyldte hans Tanker. Jeannette fortalte om sig selv, og lidt efter lidt voksede frem af hendes Fortælling netop det, som Holst anede, men ikke turde tro, før det laa for ham i al sin tydelige Skarphed, som kold, nøgtern Virkelighed, der truede det, hvortil han knyttede sit Livs varmeste Forhaabninger. Jeannette fortalte om sig selv og sin Barndom: »Far var Vagtmester ved skaanske Dragoner fra Ystad, jeg husker saa tydelig endnu Gaarden derhjemme, hvor vi Søskende legede, og hvor Glimmingehus med store Trold i Stenen og de nøgne Kampestensvægge ikke hundrede Skridt fra vor Legeplads hævede sig op af de grønne Marker. Og naar saa Soldaterne samledes til Manøvrer og Eksersitsen, naar Fars Eskadron kom ridende ad Vejen med de store, blankbrune Heste og Trompeterne paa de svære Skimler, saa standsede de tidt foran Gaarden, og Mor kom ud med os Børn, og Faders Ritmester paa sin fine, sortbrune Hest red hen foran Døren og fik en Læskedrik og spurgte til os og kneb os i Kinderne. Véd du saa, hvem den Ritmester var? Det var Faderen til den unge Mand, du saa her i Gaar, da I tog Hugold, Ritmester Ankerkrone. Han havde et prægtigt Herresæde oppe ved Christiansstad, men Konen var død; de sagde, der havde været en sørgelig Historie med hende, men det har jeg først hørt senere. Far fortalte siden saa meget om det, efter at vi var kommet med Falkenbergs til Paris. For saa var det, da jeg var otte Aar gammel, det Aar, der var saadan vældig Udstilling i København, at Far og Mor og min Bror, som var tolv Aar gammel, rejste først til København og saa bagefter til Paris med den store Greve paa Riddartofte. Det var en herlig Mand, en af de fineste gamle Mænd, jeg nogensinde har set, og saa godgørende var han. Hugolds Bror kom til at tjene der som Staldmester. Nu er den gamle Greve død, men Sønnen skal være ligesom Faderen -- Tage da -- for den yngre, Otto, ham vil jeg ikke sige noget godt om, saa stygt han bar sig ad imod mig sidenhen.« Jeannette sukkede og faldt i Tanker, men Holst, der sad ganske stille og hørte paa hendes Pludren, bad hende fortælle mere, og hun fortsatte: »Jeg husker saa tydelig, jeg kan vel have været en 12 eller 14 Aar, saa kom hun, du før har talt om, Annie Cederlund, første Gang til Fader. Hun var saa ulykkelig, sagde hun; hun havde været rig og haft store Venner, men den sidste, en østrigsk Greve, havde spillet en stor Fallit, som alle talte om i Paris, og nu var Annie syg og daarlig og troede, hun skulde dø. Hun havde haft ikke faa Penge, men de var gaaet allesammen til hendes flotte Liv, og hun havde tænkt paa at drukne sig i Seinen, ligesom jeg, før jeg nu mødte dig, saa tidt har tænkt paa at springe ud i Kanalen her og gaa tilbunds fra alle Sorger. Men saa havde hun et lille Barn hjemme i Christiansstad, hvor hun havde været; og var det ikke underligt? Det var netop med Faders gamle Ritmester, Ankerkrone, at hun havde Barnet. Hun holdt saa forskrækkelig meget af ham, men han havde forstødt hende, og Fader sagde saa tidt siden, at Annie havde været Skyld i Ritmesterens Kones Død.« Holst, der havde siddet halvvejs i egne Tanker, blev med ét opmærksom; han saa skarpt paa Jeannette og spurgte: »Kender du noget til den Sag, saa fortæl mig alt, hvad du véd.« Jeannette rystede paa Hovedet: »Nej, jeg véd kun det, Fader sagde, at Ankerkrone havde holdt af Annie, da hun var en lille Pige oppe i Smaaland for mange Aar siden, hans Kone havde været saa svag efter sit sidste Barn, en Pige, og saa havde de ikke levet godt sammen, Ritmesteren og hans Frue. Men saa var hun bleven rask, og saa var det bleven helt godt igen, indtil hun saa pludselig døde. Og Annie havde sat ondt for hende hos Ritmesteren, for hævngerrig var hun, skønt hun kunde være saa god. Det var ikke som jeg, jeg kunde aldrig gøre en Mand ondt, jeg virkelig elskede, og Annie elskede Arvid Ankerkrone meget mere, end de kan skrive om i nogen Roman.« »Hvorledes véd du det?« spurgte Holst med et lille Smil. »For det har hun fortalt mig de hundrede Gange -- du skal vide, Annie var som en Moder for mig, men det var senere, efter at det var gaaet mig galt. Og derfor kan jeg ikke forstaa, at jeg aldrig har hørt et Ord fra hende, siden hun forlod mig i Foraaret i Helsingør. Jeg spurgte Claes Ankerkrone om hende nu i Gaar, men han vilde ikke sige noget, han blev saa tavs, og han har holdt mere af hende end nogen skulde kunne tro, men hun kunde ikke lide ham. Han vilde skilles fra sin Kone og gifte Annie, skønt hun var meget ældre end han, men hun saa ung ud, -- saa lige med et blev det forbi, og det var Faderen, der voldte det, det véd jeg, for jeg tog selv imod ham den Dag.« Jeannettes Fortælling var meget springende, Holst søgte at tvinge den tilbage til et jævnt Spor, for hvert Ord, hun kunde fortælle, var af den største Betydning for ham. Det stod ham klart, at denne lille Pige vidste bedre end nogen anden alt, hvad der laa forud for den Forbrydelse, der var begaaet i Skoven Nord for Esrom den 27. Marts, og han vilde vide alt. »Det var altsaa i 1894, du saa Annie første Gang?« Jeannette betænkte sig. »Det var den Sommer, de myrdede Præsidenten i Frankrig, det husker jeg tydeligt, ja, det var i 1894. Hun boede hos os et helt Aar og kom sig fuldstændig. Saa rejste hun til sit Hjem for at se til sit Barn, som vel kunde være en halv Snes Aar gammelt. Saa var det et Par Aar efter, at Otto Falkenberg kom ned til sin Fader, han var saadan en Slags Attaché, kaldte de ham, men der var ikke noget godt ved ham. Jeg var saa stolt over, at han gjorde saa meget af mig; jeg var saa dygtig til at ride, og vi red sammen, og han fortalte mig saa meget om alt det, han vilde gøre for mig, og saa var det, at det gik galt. Han var den første Herre, jeg indlod mig med, og han forførte mig, uden at jeg selv vidste, hvor galt det var. Saa blev Fader syg og døde, og samme Dag døde den gamle Greve. Det var en forfærdelig Tid, for jeg skulde have en lille, og jeg var saa daarlig, og Barnet døde da ogsaa. Men Mor sørgede saadan, og min Bror, som var Soldat og laa i Ystad, kom ned for at hente hende. Men jeg vilde ikke med og rejste med Otto til Tyskland. Saa blev der skrevet saa meget efter ham, og han traf en anden, saa han forlod mig, og jeg stod alene i det fremmede Land med kun faa Penge. Hjem vilde jeg ikke, for jeg skammede mig for min Broder og min Moder, og tog Plads ved en Cirkus, hvor jeg red lidt og forresten dansede i Balletten. Det var en tung Tid, men saa kom vi til Berlin. Ja, det var længe efter, det var vel i 98, og der traf jeg Hugold; han talte til mig i Manegen, han havde vist faaet at vide, at jeg var svensk, og saa saa jeg, at han fulgtes med Annie. De var i Berlin og havde det vist forresten smaat, men hun var saa god ved mig, og jeg kom da ogsaa til at bo hos dem, og vi rejste saa sammen, for jeg forlod Cirkus. -- Jeg glemmer aldrig Annie for det Aar, saa god hun var ved mig; men Penge havde de ikke, og jeg vilde jo more mig, og jeg kendte mange Herrer, men ingen jeg brød mig om, for det maa du tro, du er den første, jeg rigtig har holdt af, og det gjorde jeg straks, jeg saa dig. Du maa ogsaa holde af mig.« Jeannette saa op paa sin Beskytter med et spørgende, tillidsfuldt Blik. Han bøjede sig mod hende og sagde: »Vist skal jeg være god mod dig, du lille Stakkel.« Holst betragtede hende længe, saa tog han hendes Hænder i sine og sagde til hende: »Jeannette, du er en god og ærlig Pige, og jeg stoler paa dig; du véd ikke selv, hvor meget du kan være for mig, og det er ingen Tilfældighed, at vi to har mødt hinanden. Du skal ogsaa vide, hvorfor jeg er her, og du skal hjælpe mig med et Arbejde, saa tungt, at du næppe selv vil tro, at du formaar det, men du skal se, at jeg har Tillid til dig. Først vil jeg dog sige dig, at jeg ikke vil føre dig bag Lyset.« Jeannette saa angst op: »Er du gift?« »Nej,« sagde Holst med et Smil. Jeannette hviskede næppe hørligt: »-- Men du har en Kæreste.« »Maaske,« svarede Holst, og Jeannette lagde begge Arme om hans Hals. Holst skød hende lempeligt fra sig. »Jeannette,« sagde han, »jeg kan ikke give dig min Kærlighed, for du maa vide, der er en anden, jeg holder af.« Jeannette for sammen. »En anden -- og hvorfor har du saa fortalt mig, at du holdt af mig?« Holst tog hendes Haand: »Du véd, Jeannette, hvad jeg er, ikke sandt? Det var Dr. Brauns Skyld, at vi traf hinanden -- den Gang vidste jeg jo ikke alt, hvad jeg nu véd. Sig mig ærligt, Jeannette: naar du nu véd, at jeg elsker en anden, en anden, hvem jeg i Dag har sagt, at jeg elsker hende, vil du saa blive ved at være ærlig mod mig, som du er nu?« »Er det en fin Dame?« spurgte Jeannette, »en, du vil gifte dig med?« Holst svarede ikke. »Hvis det er det -- hvis det er en fin Dame, du holder af, og som du vil gifte dig med, saa kan du jo dog godt blive hos mig lidt endnu, ikke sandt. Du maa ikke forlade mig, gør du det, saa drukner jeg mig, og saa er det din Skyld.« Jeannette klyngede sig til ham, og der kom Taarer i hendes Øjne. Holst betragtede hende tavs, saa tog han hendes Haand i sin, han var sikker paa hende, og han besluttede sig til at sige hende alt. »Du skal vide,« sagde han, »at min Nærværelse her har et større Maal end det, du kender. Det er netop Annie, den Annie, du taler om. Da hun forlod dig den Dag i Helsingør, som du taler om, blev hun myrdet; et Par Maaneder efter fandt jeg hendes Lig i en Mergelgrav i Nordsjælland, og det er hendes Morder, jeg i Gaar lod arrestere her i dette Hus.« Jeannette blev bleg som et Lig. »Myrdet! -- Annie myrdet af Hugold. Nej, nej, det er ikke sandt. Hugold har ikke myrdet Annie -- det har han ikke saa har -- -- -- --« Hendes Øjne blev glasagtige, og hun snappede efter Vejret. Holst greb fast om hendes Haand! »Hvem?« Hendes Stemme sank ned til en Hvisken: »Det er ham -- den anden -- --« »Claes Ankerkrone?« »Nej, nej -- den anden -- hans Fader, Ritmester Arvid Ankerkrone -- --« Det var Holst, som frøs hans Blod til Is i hans Aarer. De sad et Par Minutter ganske tavse, medens Vandet sukkede mod Husets Mur, og Vinden, der nu var begyndt at blæse om Kanalgadens Hjørne, klaprede med Skodderne udenfor de aabne Vinduer. Holst talte først: »Arvid Ankerkrone!« Jeannette frøs, hendes Skuldre rystede, og hun knugede Hænderne sammen. »Annie myrdet! -- Saa har han dog altsaa gjort det, hun frygtede for, netop som hun troede, at alt skulde blive godt.« »Hvem mener du?« spurgte Holst. »Det var Claes Ankerkrones Fader, Ritmesteren, som Annie skulde giftes med den Dag, da hun sagde Farvel til mig.« »Men du har jo fortalt mig, at det var Sønnen,« sagde Holst dæmpet. »Ja, for det andet maatte ingen Mennesker vide, og det har jeg lovet Annie at tie med og ikke at tale om til nogen.« Jeannette bøjede sig ned over Holst og græd krampagtigt med Hovedet presset ned mod hans Knæ. Holst sad ganske stille, det var ligesom alt var standset, som om hans Tanker stod pludselig stille. Han kunde ikke tænke, og gjorde han Forsøg derpaa, var det ligesom alle hans spredte Formodninger, alle Anelser, han havde holdt tilbage, samlede sig, taarnede sig op om ham i dette ene: Men du vidste jo, at det var ham, du maatte jo kunne sige dig selv, at det var ham. Hvert Skridt, du har taget, pegede jo mod dette ene. Du har ikke villet se det. Du har sveget din Pligt. Nu véd du, hvorledes det er, nu skal du handle som en Mand. For første Gang i sit Liv brød Holst sammen; han sad bøjet over den hulkende Kvinde, medens hans Hjerte snøredes sammen. Han kunde ikke kæmpe sig ud af det, han følte selv, at var dette sket blot en Dag, blot en halv Dag før, saa havde han været i Stand til at bære det som en Mand, saa havde han kunnet gøre sin Pligt uden at se til højre eller venstre, uden at tøve. Nu var det umuligt. Han kunde ikke hæve sin Haand mod _hendes_ Fader. Han løftede den grædende Jeannette op og ledede hende hen til hendes Leje og dækkede hende forsigtig til. Hun vilde tale, men han bad hende tie; hun saa op, og med det Instinkt, som Kvinden ejer, gættede hun hans Tanker. Hun spurgte ganske sagte: »Er det hans Datter?« Holst svarede ikke. Han blev siddende tavs paa Kanten af Sengen, til Jeannettes Aandedrag fortalte, at hun sov. XIV. Det var Midnat, Holst rejste sig og forlod Huset. Ad de snævre Gyder naaede han Rivaen. Maanen tegnede sig som en smal Skive, og de utallige Stjerner spejlede sig i Lagunens Vand. Det blæste nu ret friskt. Foran Hotellet standsede Holst, han saa op mod et bestemt Vindue, bag hvilket et flakkende Lys brændte. Mon Ulla sov? Efter det, der var hændet, kunde hun ikke sove. Hans Blik søgte Vinduet ved Siden af hendes, hvor et klart, roligt brændende Lampeskin vidnede om, at Ritmesteren endnu ikke var gaaet til Ro.