Part 13
Den hæderlige gamle Signora Montuori var født Wienerinde og indvandret i Venedig i den østrigske Tid; hendes Mand, en Syditaliener, havde en ubestemmelig Forretning, der meget vel kunde betegnes som Agenzia, en Blanding af Lommeprokurator og Aagerkarl, som han var. For Tiden opholdt han sig, mindre for sin Sundheds end for sine Synders Skyld, paa et længere Aaremaal i det, Italienerne betegner med det velklingende Navn Ergastolo; vi vilde vel kalde det Tugthus. Holst underholdt sig livlig med Signora Montuori, der efter det passerede betragtede ham med overtroisk Rædsel. Han talte venligt til hende, hans Humør var fortræffeligt, han var oplagt til allehaande blid Spøg.
»Ærede Frue,« sagde han, »jeg har en Hilsen at bringe Dem fra en af mine Venner, der for faa Dage siden var saa lykkelig at besøge Dem i Deres Hjem. Han var saa lettroende at betro Dem til Opbevaring enkelte Effekter, der havde nogen Værdi for ham, en Ring med Brillanter, et Guldur og en halvandet Hundrede Francs i Sedler og Guld. Desværre kan han ikke komme personligt og afhente Sagerne, og han tænkte derfor paa at sende de to Herrer, der tog sig saa venligt af Løjtnant Sjöström. Jeg sagde ham, at jeg kunde udrette hans Ærinde, og jeg er temmelig vis paa, at De, højtærede Fru Montuori, vil betro mig de ommeldte Sager.«
Kællingen skjalv som et Æspeløv, og hendes tandløse Gummer mimrede af Skræk. Men hun erklærede, at hun intet forstod af det hele. Jeannette kom til; Holst lagde Armen om hendes Liv og drog hende ned paa sit Knæ.
»Lille Jeannette,« sagde han, »Signora Montuori og jeg kan ikke blive enige, hun vil ikke tro, at min Ven, Dr. Braun, har overdraget mig at afhente nogle Effekter, som han har betroet i dette Hus' Værge. Det er sandsynligt, at d'Hrr. »Spirrer« vil være nødt til at anstille Undersøgelser her i Huset, og min Ven mener derfor, det er bedre, disse Sager betros mig. Tror du ikke ogsaa, Jeannette?«
Jeannette var bleven ligbleg; hun vilde rejse sig, men Holsts Arm laa fast om hendes Liv, hun kunde ikke rive sig løs. Saa bøjede hun sit Hoved ned mod hans Skulder og brast i en heftig Graad, mens hun hviskede: »Det var altsaa det, De vilde mig.«
Kællingen stod og rystede. Holst strøg den grædende Piges Haar tilbage over hendes Pande og kyssede hende. »Din lille Tosse,« sagde han, »tror du, jeg vil gøre dig Fortræd?«
Hun saa spørgende paa ham gennem Taarer, Holst smilede saa venligt, at hun troede ham og lagde Armen om hans Hals, idet hun trykkede sig tæt op til ham.
»Du vil tage mig med dig, ikke sandt?«
Holst nikkede tavs og saa op paa Husets Frue.
»Naa, højtærede Dame, bliver det til noget?«
Kællingen tøvede. Holst skød lempelig Jeannette bort. »Den unge Dame staar under min Beskyttelse, men De skal paa Timen blive afleveret til Municipiet. Forstaar De det?«
Jeannette gik hen til Konen. »De maa hellere godvillig udlevere Sagerne.«
Holst rullede en Cigaret, saa rejste han sig og gik hen til Madammen, idet han lagde Haanden paa hendes Skulder. »Gør De, som jeg siger, lille Frue -- det staar De Dem ved. Desuden er det alt, jeg forlanger af Dem, og saa at De sætter et af Deres fortræffelige Værelser i Stand til mig; jeg synes om Lejligheden, og jeg agter foreløbig at blive boende her hos Dem, hvis De vil have mig. De kunde maaske komme til at trænge til mig, og hvad Betalingen angaar, kan De forlange, hvad De ønsker, men Tyvekosterne _vil_ jeg have.«
Jeannette klappede i Hænderne og fandt Ideen bedaarende. Signora Montuori delte ikke hendes Begejstring, men hun indsaa, at hun var den svageste, og forlod Værelset, idet hun rokkede med Hovedet.
Det vilde være uretfærdigt og tillige usandfærdigt at hævde, at Holst i dette Øjeblik følte sig som en arbejdende Politimand -- det vilde være ubilligt at forlange det ogsaa.
Jeannette saa paa ham med store, bedende Øjne. »Tal aldrig mere om Dr. Braun --.« Hun afværgede Svaret med et Kys, der ikke kunde betyde andet end et Samtykke, for det blev ærligt besvaret. Holst lovede sig selv at gøre noget for det Pigebarn; at anbringe hende i en Magdalenestiftelse var trods hans sædelige Alvor og i øvrigt ret rene Karakter ikke det første, der faldt ham ind. Signora Montuori afleverede Byttet, der af Klogskabshensyn endnu ikke var realiseret, og Holst var saa generøs at skænke hende 25 Francs som en Art Dydsbelønning.
Den hele Scene morede ham kosteligt, men han steg gevaldigt i den gamle Dames Agtelse, og snart var hun og Jeannette ivrigt i Færd med at sætte Lejligheden i Stand til den nye Lejer. Klokken var nu bleven 5, og Holst maatte tilbage til Hotellet for at klæde sig paa til Middagen. Samtidig traf han Foranstaltninger til at lade sin lette Bagage overføre til sit nye Kvarter.
VIII.
Holst traf Dr. Braun i Hotellets Spisesal i Færd med sit ensomme Maaltid. Holst tog Plads lige overfor ham og berettede med et lille Smil, at hans Ekspedition nu var lykkedes.
»Jeg har her den Fornøjelse at lægge Corpora delicti frem for Dem og overrækker Dem herved Deres Ur, Deres Ring og 125 Francs, de 25 er medgaaet til Omkostninger.«
Braun blev blussende rød. »Og Damen?« spurgte han.
Holst smilede. »Saavel Damen som den gamle Heks og den skrækindjagende Ægtemand er under Politiets Opsigt.«
Braun rystede paa Hovedet. »Stakkels unge Kvinde, hun var saa fortryllende sød.«
»De kan være rolig,« sagde Holst, »jeg har sørget for, at det hele gaar i Stilhed, og den Politiofficiant, under hvis specielle Opsigt hun er stillet, vil nok være god imod hende.«
»Det tror Pokker,« afbrød Braun, »Politiet er sandsynligvis lige saa bundfordærvet og usædeligt her som alle Steder.«
»Det er muligt,« sagde Holst og rejste sig.
Braun vilde ikke lade ham slippe, han vilde have Lov til at vise sin Taknemmelighed, der yderligere forøgedes derved, at han slet ikke fik noget med Politiet at gøre, og at det hele var afsluttet med de 25 Frcs. Udgift. Men Holst svarede undvigende: »De har ved denne Sag gjort mig en større Tjeneste end jeg Dem, og jeg har intet Krav paa Taknemmelighed.«
Det forstod Braun ikke; skulde Holst selv være gaaet i Løvens Gab? Naa, vilde han ikke fortælle, saa var det ikke paatrængende at spørge. Han havde sine Sager, og glad var han.
Holst klædte sig paa, og Klokken seks stod han i Forhallen til Hotel Victoria. Hans Hjerte bankede en Smule ved Tanken om Gensynet med Ritmesteren. Herredsfogden var første Mand paa Pletten. Holst fortalte ham kort om Optrinet; Morderen var nu arresteret, sigtet for Falsk og Bedrageri, og de nødvendige Formaliteter til Udleveringens Iscenesættelse vilde blive indledede den næste Dag. Holst vilde personlig underrette Konsulatet om Sagen, men da Arrestanten var svensk Undersaat, vilde Forhandlingerne vel blive ret indviklede og trække ud. Det fandt Herredsfogden for saa vidt var heldigt, som han altsaa ikke af den Grund behøvede at afbryde sin Udenlandsrejse. Holst bad Herredsfogden tie om Sagen.
Medens de talte om dette, kom Ritmesteren, Ulla og Kaptajn Kurk tilstede. Ritmesteren hilste paa Holst med stor Varme. Det slog Holst, hvor træt og affældig han saa ud, han gjorde en Bemærkning derom, og Ritmesteren smilede svagt: »Jeg har det heller ikke godt, min Ven, det er Maskineriet, der ikke vil mere.«
Kaptajn Kurk var meget formel, Holst syntes næsten, han var uvenlig, og fandt dette ret ubeføjet, men han erindrede, at Manden maatte tø op, han havde jo heller ikke været indladende i Christiansstad. Ulla var fortryllende i lyst Silketoilette med mørkerøde Roser, der klædte hendes lyse Teint og mørke Haar. Holst saa beundrende paa hende og greb sig i at tænke, at i hvert Fald én Kvinde vilde have græmmet sig i Stilhed, om hun havde set dem sammen.
De sidste Dages Oplevelser, den umiddelbare Erotik, der aander over Adriaterhavets Dronning, virkede paa Holst med uimodstaaelig Kraft, og gjorde, at han følte sig ganske anderledes fri og selvbehersket overfor de smukke unge Piger. Han maatte tilstaa for sig selv, at han gjorde Stormkur til hende, og de tre gamle Herrer betragtede ham med Opmærksomhed. Herredsfogden drillede ham let. Løjtnanten havde sendt Afbud, han kunde først komme efter Middag.
Det var øjensynligt, at Ritmesteren ikke kendte noget til den skete Arrestation, derimod forstod Holst paa et Par Ord, som Kurk lod falde, at Løjtnant Claes havde sat ham ind i Historien. Men det var kun et Par Ord. Om denne Begivenhed blev der forresten slet ikke talt, og Stemningen steg under Maaltidet lyst og let. Kun Kaptajn Kurk var forstemt og ordknap.
Selskabet indtog Kaffen paa Hotellets Terrasse. Aftenen var stille og varm, dog blæste en let Havbrise over Lagunerne. Holst og Ulla sad sammen og talte om Sommeren i Norden og de grønne Bøgeskove.
»Længes De ikke?« spurgte Ulla.
»Aa jo,« svarede han, »-- længes -- det kan jeg vel ikke sige. Der er sælsomme Magter i Naturen hernede, ja, det lyder besynderligt, men det er sandt. Man fortæller om den store Goethe, at da han kom til Venedig, blev han greben af en besynderlig Stemning, egentlig en Aand, der for i ham, vidt forskellig fra den tyske spekulative, romantiske Digteraand.« Holst rødmede. »Jeg er ikke Digter, ikke en Gang af de smaa, men jeg føler det samme.«
Ulla smilede. »De mener, at da De som ung Werther sad paa Bænken ved den lille Sø deroppe, vilde De flygte, da De saa mig komme, og nu ...«
Holst saa paa hende. »Hvor besynderligt, at Deres Tanker netop følger det samme Spor som mine -- det tænkte jeg netop.«
Ulla rødmede: »-- og nu -- -- --«
»Nu vilde jeg -- -- -- --« Holst tav. Hun saa paa ham med et forunderligt spørgende Blik, og han følte ligesom en rislende Kilde, dybest indefra, der steg igennem ham.
To Mennesker kan mødes i Elskov ved et Blik i et kort Sekund, og det skete i dette. Der førte ingen Vej tilbage fra saadant Møde. Det var ligesom den lille Jeannette havde aabnet Leddet for Holst til Egne, hvor han aldrig før havde vandret, som om hun havde ledet hans Veje over blomsterstrøede Marker mod det store Maal, og medens hans Blik hvilede paa den fine Pigeskikkelse foran ham med de rødmende Kinder og de store, søgende Øjne, hviskede hans Læber en Tak til den lille derhjemme, der havde lært ham mere i et Døgn, end Livet havde lært ham i mange Aar.
Der var ikke Vemod i Mindet, kun svulmende Haab til Fremtiden; det var et Livsmaal, det første virkelige han havde kendt.
Kaptajn Kurk afbrød de unge, han ønskede at tale et Par Ord med Holst. Den tydelige Skuffelse, der prægede Ullas Ansigt ved Afbrydelsen, forsonede Holst med Adskillelsen. Herrerne trak sig tilbage til Kaptajnens Værelse for at være uforstyrrede.
Det var tydeligt, at Kaptajn Kurk vilde vide fuld Besked, men i samme Øjeblik som Holst gjorde sig det klart, at det var en andens Ærinde, Kaptajnen gik, strøg han den milde Stemning af sig og samlede sig til koldt, klart og klogt at modtage Angrebet. Han forstod, at nu var Øjeblikket kommet, da han maatte tage Standpunkt til Spørgsmaalet om Ankerkrones Forhold til det udspillede Drama. Han var i et fremmed Land, Sagen beroede udelukkende paa ham, han havde det i sin Magt at lede den, og det forstod de alle. Men han var Soldat, og ingen Stemning i Verden skulde føre ham bort fra Pligtens Vej, der laa for ham, skarpt tegnet ved det, han vidste, og det, de maatte sige ham, om han ønskede at vide det.
IX.
Kaptajn Kurk bad Holst tage Plads og bød ham en af disse fortræffelige Cigarer, som betyder noget i Italien, hvor Lysten til Tobak maa tilfredsstilles med Minghetti, Cavour og andre afdøde Statsmænd i fugtig, nedrig Tobak eller i Virginia og Trabuco, der varer ugevis og koster en Formue i Tændstikker.
Holst tændte den og satte sig en garde.
»Hr. Løjtnant,« begyndte Kaptajnen, »Sjöström er altsaa arresteret.«
Holst nikkede.
»Løjtnant Ankerkrone kom til mig i største Ophidselse og fortalte mig, at De havde ladet Arrestationen foretage i Løjtnant Sjöströms Hjem, hvor han lever sammen med sin Elskerinde. Løjtnanten fortalte, at Sigtelsen lyder paa Falsk og Bedrageri. Er det rigtigt?«
Holst nikkede.
»Vil Sigtelsen indskrænkes til dette?« spurgte Kurk og saa spørgende paa Holst.
»Foreløbig -- ja,« svarede denne.
»Foreløbig -- men senere? Claes meddelte, at De havde nævnet et Navn, som De vil erindre, De skylder mig, at De kender. Anser De Sjöström skyldig i Mordet paa Annie, og er det derfor, at De har ladet ham arrestere?«
Holst saa roligt op paa Kaptajnen og svarede: »Det er imod mine Principper at udtale mig om mine Formodninger paa et saa tidligt Tidspunkt af en Sag. Jeg tror at kunne bevise, at Løjtnant Hugold Sjöström har forfalsket en af Annie Cederlund udstedt Check og tilvendt sig et betydeligt Beløb herved -- eller rettere: Papiret er i min Haand, og der er overvejende Sandsynlighed for, at det begaaede Falsum kan bevises. Med Hensyn til Mordet har jeg ingensomhelst Formodning -- kun véd jeg, at jeg i denne Sag vil være nødt til personlig at forhandle med Mænd, der ikke kan lade sig repræsentere.«
Kaptajnen bed sig i Læben. »De synes at glemme, Hr. Løjtnant, da De i sin Tid introducerede Dem hos mig, at De den Gang paakaldte et Baand, der binder os sammen, og at jeg respekterede Deres Adgang til at faa mig i Tale. Jeg fortalte Dem, hvad jeg vidste, det synes mig en simpel Taknemmelighed at gøre Gengæld.«
Holst saa fast paa ham. »Hr. Kaptajn,« sagde han, »hvad De fortalte mig var, hvad De selv fuldt ud var raadig over, mere ikke; jeg kan ikke heller fortælle Dem, hvad der er min Chefs og mine Foresattes Ejendom. Jeg er underordnet Funktionær og min Pligt, véd De, gaar frem for alt.«
Kaptajn Kurk slog over i en lettere Tone: »Selvfølgelig, det beror paa Dem. Det kunde synes rimeligere, at Arvid Ankerkrone talte med Dem, men han er syg, hans Helbred er pludselig i den senere Tid nedbrudt, og han taaler ikke aandelig Anstrengelse.«
»Jeg har Tid til at vente,« sagde Holst venligt, »mit Venskab for Ankerkrone og hans Hus er saa varmt, at De faar stole paa, Hr. Kaptajn, at jeg ikke foretager mig noget Skridt mod _nogen_ af det Navn, før jeg har varet dem ad.«
»Vil De give mig Deres Ord paa dette?« spurgte Kaptajnen, »og paa, at De ikke vil benytte Deres Bekendtskab og den fortrolige Fod, paa hvilken De staar med Familien, i Deres Embeds Tjeneste.«
Holst rejste sig og rakte Kaptajnen Haanden. »Hr. Kaptajn,« sagde han, »den Dag, da min Tjenestepligt bringer mig til at foretage noget Skridt mod Ritmester Ankerkrone eller nogen af hans Slægt, som er mod deres Ønske og Vilje, den Dag træder jeg tilbage og stiller en anden for mig. Jeg vil ikke søge nogen Oplysning, som ikke frivillig gives mig, og jeg vil, før jeg nævner Navnet, som endnu ikke i noget i Tjenesten benyttet Aktstykke, ikke en Gang overfor Herredsfogden, er nævnt, træde frem for Familiens Hoved og sige ham, hvorfor jeg nævner det, give ham enhver Chance for, at det forbliver unævnt.«
Kurk stod et Øjeblik ligesom usikker. »De tror, det bliver nødvendigt at nævne det?«
Holst rystede paa Hovedet. »Det kan jeg ikke sige. I Morgen vil jeg tale med den arresterede, og meget vil afhænge af, hvad han siger mig. Jeg kan ikke med min bedste Vilje sige Dem mere i Dag.«
Samtalen blev afbrudt, og de to Herrer vendte tilbage til Selskabet. Claes og hans Hustru var imidlertid kommet. Den unge Englænderinde viste Holst ganske særlig Opmærksomhed; hun var meget lidt smuk, vistnok heller ikke særlig elskværdig, men hendes Øjne gnistrede af Intelligens, og hendes Evne til at se paa Personer og Forhold og bedømme dem koldt og klart var ualmindelig. Hun lod til at være meget forelsket i sin Mand, men syntes mere kølig mod sin Svigerfader og Svigerinde. Kaptajn Kurk behandlede hun med en paafaldende Mangel paa Sympati.
Claes Ankerkrone lod til ganske at have glemt Scenen hos Sjöström, han var overstrømmende elskværdig mod Holst, særdeles charmant, men næppe helt ærlig. Holst syntes ikke om ham. Aftenen blev Ullas, og i hendes Selskab glemte Holst de andre og det andet. Da han forlod Selskabet, trykkede hun hans Haand fast og længe og bad ham komme og ledsage hende paa en Tur gennem den vidunderlige Stad.
Det lovede han.
Ved sin Hjemkomst skød han den ventende Jeannette blidt til Side og gik til sit Værelse for at være alene med sine Tanker og sit unge Haab.
X.
Kaptajn Holger Kurk sov meget lidt Natten efter sin Samtale med Holst. Han var nervøs efter Sjöströms Arrestation, som han, Herredsfogden og Claes alene kendte. Han vidste mere end den unge, han vidste, at den sande Grund til Arrestationen var den Mistanke, der hvilede paa Sjöström for at være Annies Morder. Han delte den selv, men han anede tillige, at denne Sag vilde bringe hans Ungdomsvens Navn frem i en Retssag, hvis Omfang ikke lod sig overse.
Ankerkrone var syg, ganske vist havde hans Helbred været bedre i den sidste Tid, men Sindsbevægelse taalte han ikke. I Morgenaviserne stod en kort Notits om den stedfundne Arrestation, der selvfølgelig straks telegrafisk vilde blive meddelt til Sverrig, Ankerkrone vilde faa Nys derom, og hvad der saa vilde ske, kunde ingen beregne.
Da Kurk havde meddelt Holst, hvad han vidste om Annie, havde han med Vilje holdt Arvid Ankerkrones Navn udenfor, men han indsaa, at Holst, der allerede dengang havde været paa Sporet, nu vidste en Del mere, ja kan hænde mere end han selv. Thi ganske vist havde han erfaret det meste af, hvad der var hændet mellem Ankerkrone og den myrdede Pige før de sidste skæbnesvangre Begivenheder. Om disse selv havde han kun sine Anelser, intet positivt. Ankerkrone havde benyttet hans Medvirkning til at søge at holde Sønnen tilbage, dette var ikke lykkedes ham, og Faderen havde da selv taget Affære. Han havde meddelt Kurk, at det var lykkedes, men at Prisen havde været højere, end han nogensinde havde tænkt muligt. Først havde han troet, det drejede sig om Penge; efter Holsts Besøg i Christiansstad havde han været naget af den bitreste Tvivl og de tungeste Anelser og straks opsøgt sin Ven. Han var kommen, netop som Ankerkrone havde modtaget Holsts Meddelelser med Uro. Han havde intet faaet at vide, og Ritmesteren afviste ethvert Forsøg paa at erfare nærmere. Men han var meget syg, det var tydeligt.
Kurk vilde ikke tro, at der mellem Arvid Ankerkrone og Sjöström kunde være sket noget virkelig betydningsfuldt. Han kendte jo bedre end nogen anden, hvad der forhen havde tildraget sig, men dette -- nej det vilde og kunde Arvid Ankerkrone ikke. Annie var død, myrdet, og Sjöström var hendes Morder, men Arvid Ankerkrone havde været tilstede og maaske plejet Forhandlinger med hende kort forinden. Han maatte vide mere, end han havde sagt, og deri laa Grunden til hans Tavshed og Sygdom.
Holst var en farlig Mand, han vilde gøre sin Pligt, hans Venskab for Ritmesteren maatte vige, der var kun et spinkelt Grundlag at bygge paa, han var indtaget i Ulla. Men ofre hende for at redde Slægtens Ære det vilde vel ikke en Gang Ankerkrone selv.
Og Herredsfogden var et skikkeligt, hjælpsomt Menneske, hvis Ubeslutsomhed overfor Ansvar kun vilde gøre Sagen endnu mere indviklet. Selv om det lykkedes at vinde Holst, hvorledes vilde saa den gamle Embedsmand stille sig, naar han pludselig stod overfor sin gamle Ven, der maatte indblandes i en Sag, hvor hele Norden vilde staa som nysgerrig Tilskuer. Danske Retsbetjente var en Race, der var vel kendt ogsaa i Skaane, og det var ikke en hel Glorie, der straalede om Standen som saadan, takket være den Behandling, Landets gamle og nye Literatur og Presse med Rette eller Urette havde givet den. Vilde Venskabet holde?
Claes var en dum Dreng, der blot vilde forværre Sagen, han maatte holdes udenfor. Og Ulla -- aldrig. Nej, der var intet andet at gøre end at tvinge Arvid Ankerkrone til at tale, hvis da ikke Holst vilde række ham en Haand. Kaptajnen stolede alligevel ikke paa Holst.
Tidlig den næste Morgen gik han til Ritmesteren for at tale rent ud til ham.
Arvid Ankerkrone modtog ham i Dagligstuen paa Hotellets første Sal, han befandt sig ganske vel og hilste ham muntert. Det skar Kurk i Hjertet, men der var ingen Vej udenom. Han begyndte at tale om Holst og om hans nette Væsen.
Ritmesteren nikkede.
»Han er svært indtaget i Ulla,« sagde Kurk, »og véd du, hvad jeg tror? Ulla synes svært godt om ham ogsaa.«
Ritmesteren smilede. »Det vilde blive et kønt Par. Holst er en komplet Gentleman, og han vil sikkert kunne naa frem i en anset Stilling, han er en usædvanlig Dygtighed.«
»Synes du det?« brummede Kurk. »Det er en nedrig Bestilling, den burde han opgive.«
»Det kunde man vel faa ham til,« sagde Ritmesteren alvorlig, »om man anvendte noget derpaa. Men som Du véd, jeg er ikke videre bemidlet, Ulla har ikke andet end sin Mødrenearv, og den forslaar ikke langt. Det kunde blive svært at skaffe ham en anden Bestilling.«
»Saa du har virkelig alvorligt tænkt paa det?« spurgte Kurk.
»Ofte,« sagde Ankerkrone, saa føjede han til med en underlig dump Stemme: »Det er ogsaa den eneste Vej.«
»Hvad mener du?« spurgte Kurk.
»Intet,« svarede Ritmesteren med et svagt Smil.
»Véd du, at Holst har gjort en Fangst her i Venedig?« sagde Kurk med et søgende Blik paa Ritmesteren.
»Nej,« svarede denne.
»I Gaar har han arresteret Hugold Sjöström for Falsk og Bedrageri.«
»Se, se,« sagde Ritmesteren rolig, »og det fortæller du mig først i Dag. Eller vidste du det ikke i Gaar?«
»Jo,« kom det tøvende fra Kaptajnen.
»Saa skulde du sagt det, at jeg kunde ønsket Holst til Lykke med Fangsten; den Karl har ikke lidt paa sin Samvittighed.«
Kaptajnen saa forbavset op, Ankerkrone sad ganske rolig. Kun syntes Kurk, at der om hans Mund var et underligt fast Drag som hos en Mand, der har fattet en Beslutning og er bestemt paa at føre den ud.
»Arvid,« sagde Kaptajnen, »du er ikke ærlig mod mig.«
»Jeg forstaar dig ikke. Hvorfor skulde jeg tage ivrig Del i Hugold Sjöströms Skæbne; naar alt kommer til alt, staar han da dig nærmere end mig. Han var en rask Soldat i gamle Dage, nu er han bleven en Forbryder i Stand til en hvilken som helst lav Handling.«
»Ogsaa til Mord?« spurgte Kurk.
»Til alt,« svarede Ritmesteren.
»Véd du da ikke, hvad den sande Grund til hans Arrestation er?«
»Jeg véd ikke andet, end hvad du fortæller; jeg har overhovedet ikke vidst, at Sjöström var her, han har ikke søgt mig.«
»Den hele Sag interesserer dig altsaa slet ikke?«
Arvid Ankerkrone rejste sig og gik hen til Kaptajnen, han lagde begge Hænder paa hans Skuldre og saa ham fast i Øjet. »Bror Holger, tre Gange i mit Liv har jeg været svag, og alle tre Gange var det den samme Kvinde, der voldte det. Hun er nu død, jeg har staaet ved hendes Lig. Dengang var jeg rolig, og nu skal det aldrig hænde mig mere, at jeg bliver svag. Dig, kære Broder véd jeg, at jeg kan stole paa, og derfor vil jeg ogsaa betro dig det Hverv, som jeg ikke selv kan udføre. Du véd, at Sjöström en eneste Gang har været i Forbindelse med os; det gjaldt da en Sag, som maa være vor Slægts Hemmelighed, som ikke skal spredes til tusinde nyfigne, skandalesøgende fremmede. Vi staar nu foran en Retssag, hvori Sjöströms Arrestation er den første svage Begyndelse. Det beror paa dig, om den Sag skal blive andet og mere.«
Kurk saa spørgende paa ham, han forstod ikke et Ord.
Ankerkrone smilede svagt. »Broder, det er for tidligt paa Sagen, for tidligt paa Dagen ogsaa. Nu hviler Traadene i min Haand, og den ryster ikke mere. Men du maa være taalmodig, Du husker, at i gamle Dage var vi tre. Jeg var altid Hovedet, du var Hjertet dengang, og Cedersköld var Haanden. Haanden blev os utro, og derfor visnede den. Nu faar du være Haanden, Holger, Hjertet faar blive koldt. Vi raader ikke for vor egen Skæbne alene. -- Du skal ikke tabe Modet, Broder, fordi du ikke forstaar mig, men du skal vide, at jeg vil og kan handle saa fast nu, at intet skal føre mig ud af min Vej.«
Kurk rystede paa Hovedet, men han følte, at Arvid Ankerkrone selv var den, der fik staa for Styret. Og han blev rolig, for han vidste, at Arvid var stærkere end han. Saa kom Ulla, og hendes lyse Smil bragte Solskin i Stuen, hvor de tre snart var bænkede om et fornøjeligt Frokostbord.