Part 12

»Alle,« sagde Holst, »men jeg skal fortælte dig mere herom senere. Jeg maa gaa nu. Og du, Jeannette, maa gaa hjem, der, hvor I bor. Endnu i Dag skal jeg opsøge Sjöström, men du skal ikke fortælle ham, at jeg kommer.«

Jeannette var tavs -- hun stolede ikke rigtig paa Holst, hun syntes, hans Væsen var saa forandret.

»Sig mig, hvor du bor?«

Holst nævnede sit Hotel.

»Alene?« spurgte Jeannette.

»Jeg bor sammen med en ung Tysker, der hedder Dr. Braun, en meget net ung Mand, som jeg har truffet paa Rejsen.«

Jeannette blev blodrød, Holst lod som intet, men iagttog hende skarpt.

Jeannette tav. Saa aftalte de at mødes i hendes Hjem den samme Eftermiddag, og Jeannette forlod Hotellet først; hun var lidt nervøs, men Holst lovede hende at holde Ord, og hun tog Afsked med ham med stor Varme.

Holst smilede, da Kelneren forelagde ham Regningen med mange Buk for Excellencaen. Det var ubetinget et Par af de særeste Poster, han nogensinde havde ført i Regning under sin Virksomhed som Politimand, men det var sikkert ogsaa den ejendommeligste Oplevelse, han nogensinde havde mødt.

Det var nemlig aldeles givet, at hvis han om Aftenen havde trukket sig diskret tilbage, vilde hans nye Veninde med fuld uangribelig Ret have tvivlet paa hans Kærlighed. Han vidste, hvem hun var, et Pigebarn, der havde talt Elskere i Snesetal, hans Magt over hende bestod kun i den Kærlighed, han havde hyklet for hende ved deres Møde og senere, da han lærte hendes Skæbne at kende. Traadte han tilbage, vilde hun lynsnart gennemskue ham, hendes saarede Forfængelighed vilde vækkes, hun vilde blive hans Fjende, og Vildtet, han jagede, vilde glide bort fra hans Haand.

Han havde intet fortalt om Annie, men hendes Navn var nævnet mellem dem. Jeannette -- hun kaldte sig vedblivende Jeannette, skønt hendes Døbenavn var Johanne -- vilde skynde sig til sin Elsker og vare ham mod en Fare. Et Ord fra hende om Annie vilde være nok. Holst anede endnu ikke, hvor Sjöström var at finde. Han maatte tilstaa for sig selv, at det, han havde gjort, var det ene rigtige -- taktisk set.

Men om han skulde skamme sig ved det eller ikke -- ja -- det var sin Sag. Han maatte ærlig tilstaa, at han følte ingen Skam -- blot en vis Nervøsitet, hvorvel han fuldt ud indsaa, at overfor en saa erfaren Kvinde som Jeannette vilde hans Rolle ikke blive saa vanskelig, som hvis han havde staaet overfor en mere ufordærvet Kvinde.

Han skyndte sig tilbage til Hotel Bauer Grünewald og traf Dr. Braun, der var meget spændt paa Udfaldet af Expeditionen.

Holst trak paa Skuldrene -- »Mislykket,« sagde han, »Donnaen udeblev, og jeg tilbragte Aftenen sammen med nogle Landsmænd, jeg mødte i Gaar i Akademia.«

Braun tvivlede -- men Holst gav ham ikke yderligere Svar, han havde travlt. Det gjaldt om at træffe de fornødne Foranstaltninger med Hensyn til Sjöström.

V.

Holst besøgte gerne Akademiet, han nærede en varm Interesse for Malerkunst og glædede sig ved den sjældne Samling af Norditaliens Mesterværker: Tizian, Paolo Veronese, Tintoretto i Forbindelse med en stor Samling ægte gamle Hollændere af dem, der søgte til Italiens Mestere, men efterlod Rækker af deres hjemlige Sujetter. Det var vel tvivlsomt, om Fremtiden vilde byde ham Lejlighed til at se saadant igen, og han benyttede derfor sin Tid vel. Ved sin Henvendelse paa Politiets Centralkontor havde han ikke truffet Chefen hjemme. Han besluttede derfor at fordrive Ventetiden med et Besøg i Akademiet. Han havde maaske ogsaa en anden Tanke dermed.

Ustandselig, som en bølgende Strøm, gled der fremmede Ansigter forbi ham, Ansigter, han havde set paa Hotellet, paa Pladsen og Rivaen og paa Udflugterne til Lidoen, men stadig skiftende; en enkelt Landsmand, som han kendte fra København, men som han ikke skøttede om at træffe, saa vel befandt han sig fjernt fra alt kendt og tilvant. Som han stod foran Tizians berømte Mariæ Tempelgang og glædede sig over de herlige Detailler ved Trappens Fod, hørte han pludselig bag sig en stærk Stemme paa bredt Dansk: »Der har vi saa Herren hjælpe mig den berømte Maria af Tizian, saadan ser hun altsaa ud.«

Holst vendte sig rask og stod Ansigt til Ansigt med Herredsfogden fra Nordsjælland. Der var ikke andre i Salen end de to og en ung Dame, der netop vendte Ryggen til og betragtede et lille Billede, der hang paa den modsatte Væg.

Herredsfogden kastede et hurtigt Blik paa Holst, saa fortsatte han i samme Tone uden Overgang: »-- og der har vi saa Herren hjælpe mig Løjtnant Holst af Hovedstadens Vægterkorps, saadan ser han altsaa ud i det fremmede.«

Den unge Dame vendte sig rask -- det var Ulla Ankerkrone.

Hun rødmede, slet ikke let, og Holst følte, hvor Blodet skød sig op i hans Kinder, uden at han kunde hindre det. Det varede et Par Sekunder. Saa hilste de unge venligt paa hinanden, og Samtalen gik, som den skulde og maatte. Herredsfogden var paa Rejse en fortræffelig Biedermann, der strøg alt sit lidt sære Ungkarlevæsen af sig. Han fortalte om den pludselig fattede Rejseplan og Opholdet i Tyrol og det Behag, han fandt i Rejsen og det fortræffelige Rejseselskab.

Særlig holdt han af Frk. Ulla, der viste ham disse hundrede smaa Opmærksomheder, som en gammel Pebersvend modtager med Smil og let Spot, men dog ikke uden stort indre Velbehag, naar de hidrører fra en ung, smuk Pige. Ulla havde sat sig for at vise »Herredshøvdingen« Verden, som den var skønnest, og Herredshøvdingen saa paa Verden og paa Ulla og fandt dem begge skønne.

Hans Glæde ved at træffe Holst var oprigtig. Ullas Glæde var mindre oprigtig, forsaavidt som hun af og til søgte at skjule den uden rigtigt Held. Derimod glædede hun sig aabenbart stærkt paa sin »Pappa«s Vegne, og denne Glæde fik saa meget stærkere Ordlyd, som hendes egen følte sig forpligtet til at være tavs.

Det var en yndig Pige, syntes Holst, og hun var bleven smukkere endnu siden sidst. Han følte ligesom et Stik i Hjærtet ved Tanken om Gaarsdagens Eventyr -- det pinte ham.

Ritmesteren boede i Hotel Victoria paa Rivaen; han holdt sig hjemme, da han ikke var helt rask, og en gammel Ven af ham, som ledsagede ham paa Rejsen, holdt ham med Selskab. De var alle lige ankomne, og som Herredsfogden smilende sagde:

»Nu turer den unge Frøken rundt med mig stakkels gamle Mand pr. Damper og Gondol som et Stykke Rejsegods.« Om alvorlige Forretninger talte de slet ikke; Herredsfogden havde Orlov, og han var lige saa samvittighedsfuld med sin Orlov som med sin Tjeneste.

Holst slog Følge med Herredsfogden og Ulla, og de gennemgik Akademiet nøje. Holst var jo kendt der, og den unge Dames Øjne hvilede med Undren paa ham, naar han gjorde Rede for de forskellige Kunstnere og Kunstværker. Herredsfogden indbød ham til Middag, men Holst maatte beklage ikke at kunne modtage Indbydelsen; ved Tanken om det aftalte Møde med Jeannette rødmede han let, det faldt ham egentlig svært at føre sit Forehavende igennem, nu da han vidste, at en vis ung Dame, som han satte megen Pris paa, befandt sig i Byen, og han kunde have tilbragt Dagen i hendes Selskab.

De fulgtes ad til Rivaen; ved Hotellet tog Holst Afsked med Ulla, idet han lovede at aflægge en Visit hos Ankerkrones, dog bad han Herredsfogden unde ham en kort Samtale om vigtige Ting, Herredsfogden gjorde det -- men kun ugerne.

Ulla var glad ved Mødet, hun tænkte tiere paa Holst, end hun vilde være ved, og hun kedede sig ikke saa lidt i de gamle Herrers Selskab. Herredsfogden var jo nok en charmant Mand og Kaptajn Kurk -- Farbror Holger en fortræffelig Farbror, men -- -- -- kort sagt, det var svært rart, at Holst var i Venedig. Hvad han vilde der, anede hun ikke, men hun gjorde sig heller ikke nogen Tanke derom.

Herredsfogden og Holst fulgtes til Hotellets Læsestue. Holst besluttede at sige Herredsfogden saa meget, som han ansaa for ret og rigtigt. Sit Eventyr fortav han ganske, men meddelte, at han om faa Timer vilde staa Ansigt til Ansigt med Morderen, og at Sagen saa vilde træde ind i et nyt Spor, der vilde nødvendiggøre Herredsfogdens Hjemrejse. Herredsfogden vilde næppe tro sine egne Øren, han sprang op og lagde Hænderne paa Holsts Skuldre.

»Tror De det, Mand, det er jo et Eventyr.«

Holst bøjede Hovedet: »Ja, det er et Eventyr og dog ganske naturligt. Manden er en Slyngel at reneste Vand, en Spiller og Usling, der ernærer sig her paa den gemeneste Maade. Pengene, som hans Forbrydelse har indbragt ham, har han spillet bort, han ejer intet mere; men han er sikkert en desperat Natur, saa før jeg har ham, vil jeg ikke være rolig.«

»Har De sikret Dem det lokale Politis Bistand?« spurgte Herredsfogden.

»Endnu ikke,« sagde Holst, »som Herredsfogden véd, har jeg i denne Sag udelukkende stolet paa mig selv.«

»Ja, men nu staar De ved Maalet, nu maa De skam være forsigtig. Det gælder om at gribe til, Arrestordren har vi jo -- i Deres Sted vilde jeg hurtigst muligt bringe Fyren i Sikkerhed. Ja, jeg er her jo kun en gammel Mand paa Lystrejse. Men det er mit Raad til Dem. Faar De først Fyren i Bur, saa kan vi tale om Resten.«

Holst tav et Par Sekunder. Han var ikke ganske sikker paa, om han skulde tale til Herredsfogden om den Forbindelse, der var mellem den myrdede og den Ankerkroneske Familie. Maaske vilde det være det rigtigste, men paa den anden Side vilde han ugerne blande den gamle Herredsfoged ind i Sagen, før det var nødvendigt. Han besluttede at tie og svarede i en let Tone: »Hr. Herredsfoged, jeg tror, det er rigtigst at gaa meget forsigtigt til Værks. Vi har her med en Eventyrer at gøre, som let kan volde os stor Ulejlighed, og jeg tror, det sikreste vil være at arrestere ham for Falsk og lade Mordsagen hvile. Jeg er bange for, at hvis vi spiller vor Trumf ud straks, vil han blive vanskelig at overbevise, og de ledsagende Omstændigheder er jo endnu særdeles slet oplyste. Det kan jo endelig være, at han ikke er Morderen.«

»Hvem skulde det da være?« spurgte Herredsfogden lidt betuttet.

»Jeg tror selvfølgelig, det er ham; men Falskneriet er aabenbart. Det lader sig næppe nægte, og hvis Herredsfogden ikke har noget imod det, vilde jeg gerne helt bortse fra Mordet ogsaa for Avisernes Skyld. Jeg har ordnet dette med Autoriteterne hjemme, men vil selvfølgelig ikke handle uden Herredsfogdens Billigelse. Det er jo Herredsfogden, der skal lede Undersøgelsen.«

»De er en flink ung Mand, Holst, og dette skal jeg aldrig glemme Dem. Jeg havde aldrig tænkt, at jeg skulde komme til at administrere mit Embede i en vigtig Sag -- en Mordsag -- paa Riva dei Schiavoni i Venedig. Men ligemeget, gør som De vil, men vær forsigtig og lad Dem ikke overliste. Vil De have Frokost med?«

Holst undskyldte sig og tog kort efter Afsked, idet han lovede at komme til Middag Kl. 6 paa Hotellet. Han besørgede det fornødne i Municipiet og fik et Par Detektiver til Assistance, der til den givne Tid skulde være paa det opgivne Sted. Arrestordren lød paa Sigtelse for Falsk og Bedrageri -- om Mordet talte han ikke.

VI.

Klokken tre paa Slaget førte en Gondol Holst til Huset, hvor Sjöström boede. Han var fuldkommen rolig, dog havde han anset det for nødvendigt at bevæbne sig med en let Lommerevolver, som han aldrig før havde benyttet i Tjenesten, men som han forstod at bruge med stor Sikkerhed, fortræffelig Skytte som han var. Han sendte Gondolièren bort og gik rask op ad Trappen til første Sal, hvor Jeannette havde sagt ham, at Lejligheden laa. Paa Døren stod: Montuori, Agenzia. Han ringede paa, og en rynket Kælling viste sig; hun aabnede forsigtigt og spurgte om hans Navn og Ærinde. Holst talte daarlig Italiensk, men han kunde gøre sig forstaaelig og bad om at maatte tale med den svenske Herre. Konen lod uforstaaende, saa rakte han hende det Kort, hvorpaa Staldmesteren havde skrevet en Hilsen. Hun lukkede Døren og fjernede sig.

Holst maatte vente nogle Minutter, saa aabnedes Døren, og Konen førte ham ind. Medens han ventede, hørte han Skridt paa Trappen og en let Fløjten, der var Signalet til, at hans italienske Kolleger ventede paa et Tegn. Det var en Aftale, at Holst skulde løsne et Skud mod et Vindue i Lejligheden, saafremt der maatte blive Brug for Hjælp; men han havde ønsket, at det hele skulde gaa fredeligt til for at vække saa lidt Opmærksomhed som muligt. Han traadte hurtig ind og fulgte Konen ad en mørk, snæver Entré til et Værelse, der vendte ud mod Kanalen.

Det var tarveligt møbleret, mere som en Art Kontor; der stod et Par Pulte, der kunde tyde paa Sagførervirksomhed eller lignende. Værelset var ret lyst og rummelig. Holst hørte Stemmer i Naboværelset; de talte Svensk. Det var to Herrestemmer, den ene stærk og grov, den anden lysere. En Damestemme var øjensynlig Jeannettes. Han var altsaa ikke alene.

Døren gik op, og Sjöström traadte ind.

Holst bukkede og kastede et hurtigt Blik paa sin Modstander. Sjöström var tre Alen høj, meget stærkt bygget; hans Ansigt var rødligt, hans Skæg stærkt og lyst, han lignede en Feltsoldat, kun var Øjnene posede og røde, Haaret tyndt ved Tindingerne og Ansigtet furet af mange Rynker. Han havde været en prægtig Soldat, kunde man se, men hans Blik var uroligt, og der var udbredt noget nervøst over hans Holdning, der prægede ham som Eventyreren, den usikre Mand.

Han bukkede lidt stift for Holst og bad ham tage Plads.

Holst tog en Stol og satte sig mageligt til Sæde, idet han stillede sin Hat fra sig paa et Bord.

»Hvad skylder jeg Æren af Deres Besøg, Hr. Løjtnant?« spurgte Sjöström med en let Bøjning.

»Deres Broder, Staldmester Bror Sjöström, som De vil se paa det Kort, jeg gav Deres Tyende, har bedt mig opsøge Dem for at overbringe Dem en Hilsen,« sagde Holst venligt. »Jeg har den Ære at kende Deres Broder ret godt, og jeg vilde ikke undlade at opfylde hans Ønske.«

»Ja saa --« kom det fra Sjöström.

Holst satte sig magelig til Rette som en, der har god Tid.

»Deres Broder var meget bekymret, fordi han ingen Underretning havde faaet fra Dem udover tilfældige Meddelelser fra Landsmænd, der havde truffet Dem i Nizza. Han var rent ud sagt bange for, at der skulde være hændet Dem noget ubehageligt. De véd, Rygterne flyver saa hastigt. Saa lovede jeg at se at træffe Dem og erfare noget nærmere.«

»Ja saa --« Sjöström lod ikke til at være meget indladende; det var øjensynligt, at hans Tanker var i den anden Stue, hvor Samtalen syntes ganske at være gaaet i Staa. Holst lod sig ikke forstyrre af Sjöströms Holdning, han fortsatte i samme venlige Tone:

»Særlig har det foruroliget Deres Broder, at De ikke i Marts dette Aar, da De var i Helsingborg, har opsøgt ham.«

»Hvor véd De, jeg var i Helsingborg?« busede Sjöström ud.

»Aa, Sverig er ikke saa stort -- Skaane mener jeg. Saa er der desuden en vis Hr. Karlkvist fra Christiansstad, der rent ud sagt har generet Deres Broder en Del.«

»Karlkvisten --«. Sjöströms Øjne blinkede, saa rettede han dem skarpt paa Holst.

»Jeg beder Dem tale tydeligere, Hr. Løjtnant, hvad vil De mig?«

»Jeg har jo sagt Dem mit Ærinde,« sagde Holst i samme sagtmodige Tone. »Deres Broder har paalagt mig at opsøge Dem. Han tænkte sig, at De var i Forlegenhed, og at De mulig kunde trænge til Penge -- ja, undskyld, at jeg taler saa indiskret, men Deres Broder er min Ven. Altsaa rent ud: hvis De følger mig til den østrigske Bank, vil jeg kunne lade Dem udbetale et Beløb efter Deres Broders Ønske.«

»Jeg trænger ikke til Penge,« sagde Sjöström skarpt; saa lod han, som om han betænkte sig. »Desuden er det jo ikke nødvendigt, at jeg følger med. En Check kan vel gøre det.«

Holst smilede elskværdigt. »Deres Broder har, for at sikre sig mod alle Tilfælde, ønsket, at Pengene skulde udbetales i min Nærværelse.« Han saa meget skarpt paa Sjöström. »For alle Tilfældes Skyld.«

Sjöström blev urolig. Han tog sit Parti og rejste sig hurtig.

»Hr. Løjtnanten maa undskylde mig, jeg har Gæster, jeg kender ikke Hr. Løjtnanten og takker for Hilsenen fra min Broder. Jeg trænger ikke til Penge -- aldeles ikke. Ja, det gør mig ondt at maatte være uhøflig mod en fremmed -- en Ven af min Broder; men, som sagt, jeg har daarlig Tid. Jeg kan maaske hilse paa Hr. Løjtnanten, der hvor Hr. Løjtnanten bor, i Øjeblikket er det mig umuligt at tale længere med Dem.«

Holst blev rolig siddende.

Sjöström stod foran ham og betragtede ham med slet undertrykt Arrigskab; hans Blik flakkede uroligt, og han skottede af og til mod Døren.

»Ja, saa Hr. Sjöström trænger ikke til Penge,« fortsatte Holst i en let drillende Tone; han havde fattet sin Beslutning, da det mislykkedes at lokke Sjöström ud at Huset. Vennen derinde maatte øjensynlig være en Guldfugl, der lovede Sjöström god Gevinst. Der var altsaa ikke andet for at gøre end at skride til Anholdelse. Men paa den anden Side vilde Holst nødig slaa Alarm, medens en fremmed var i Huset; han maatte gribe til og se at faa det hele til at gaa i Rolighed.

»Ja, saa Hr. Sjöström trænger ikke til Penge,« gentog han, »da troede jeg ellers, de niti Tusind Kroner, Hr. Sjöström hentede i Helsingborg i Marts Maaned, havde faaet Ben at gaa paa i Nizza.«

Sjöström blegnede og greb om Ryggen af Stolen. Holst fortsatte:

»Men de er maaske endnu i Behold?«

»Hvem er De?« spurgte Sjöström, »hvor tør De vove at trænge ind i mit Hus og blande Dem i mine Sager? Vil De gaa?«

»Nej,« sagde Holst, »det vil sige: hvis De vil følge mig, Hr. Sjöström.«

»Dem --«

»Ja, mig. Jeg har et Ærinde foruden den Hilsen, De ikke lod til at sætte Pris paa, og det Tilbud, De ikke ønskede at modtage. Det staar i Forbindelse med Deres Afregning med Hr. Karlkvist og Enskilda Banken i Skaane. De har vist hævet for meget, Hr. Sjöström. Det mener i hvert Fald Banken, og den har overdraget mig at ordne dette Mellemværende med Dem.«

Sjöström var bleven bleg, men fuldkommen behersket svarede han:

»Hr. Løjtnant, jeg forstaar Dem ikke, og jeg afbryder denne Samtale. De kan gaa.« Han trak sig tilbage mod Døren. Holst rejste sig rolig og saa paa ham med et fast Blik.

»Det gør mig ondt, Hr. Sjöström, at maatte være ubehagelig mod Dem, men det er min Pligt at meddele Dem, at i det Øjeblik, De træder et Skridt nærmere til den Dør, vil der lyde et Skud, der vil have til Følge, at her bliver lidt Oprør i Huset, som vil kunne undgaas, i Fald De godvilligt vil følge mig.«

Sjöström stod et Øjeblik som en Tiger i Spring, saa samlede han sig og sprang lynsnart frem mod Holst, der nøje havde vogtet paa enhver af hans Bevægelser og med en hastig Bevægelse greb Stolen, slyngede den mod ham, saa han standsede i Springet og med et stærkt Brag faldt ned mod Gulvet faa Skridt fra Holst.

Døren til Naboværelset gik op, og Jeannette viste sig i Døren -- ligbleg. Bag hende traadte en ung Mand frem og ilede mod Holst for at komme Husets Herre til Hjælp; Jeannette søgte at holde ham tilbage. Sjöström var rullet rundt og søgte at komme fri af Stolen. Holst stod rolig foran Døren til Entreen; Revolveren blinkede i hans Haand. Da hans Øje faldt paa den unge Mand, sænkede han den uvilkaarligt. Det var Claes Ankerkrone.

Den unge Svensker blev staaende paa Tærskelen i dyb Forbavselse.

»Detektiven -- Papas Detektiv -- hvad i alle gode Magters Navn er det, De stiller an med Hugold Sjöström?«

Jeannettes Blik hvilede paa Holst; ved Ordet Detektiv for hun sammen og blev staaende uden at røre sig. Sjöström havde rejst sig, han stod bøjet, støttet til Stolen, hvis Sæde var brudt af. Holst talte først:

»Hr. Sjöström,« sagde han, »jeg vilde have undgaaet enhver Scene i denne Dames og den unge Herres Nærværelse. Det er Deres Skyld, at den ikke er undgaaet. Hr. Ankerkrone kender mig og min Stilling. Det er min Ordre at anholde Dem, og jeg erklærer Dem for anholdt. De vil behage at følge mig.«

Sjöström løftede Stolen for at slaa, men Claes Ankerkrone sprang imellem. »Ingen Dumheder, Hugold -- lad mig, jeg kender Herren.«

Sjöström sænkede Stolen. Claes vendte sig mod Holst og sagde i en kold, let overlegen Tone:

»Løjtnant Sjöström er min Ven; jeg tør maaske spørge, med hvilken Ret en dansk Detektiv tør anholde en svensk Undersaat paa international Grund?«

»Hr. Ankerkrone,« svarede Holst rolig. »De gør rettest i foreløbig at holde Dem udenfor denne Sag. Jeg handler paa mit Ansvar og efter Ordre.«

»Det er Uret, og det taaler vi ikke,« udbrød Ankerkrone hæftigt. »Jeg svarer for Hugold.«

Holst smilede. »Det kunde hænde, det blev sværere, end De tror, Hr. Løjtnant.«

»En Mand har i hvert Fald Ret til at kræve at vide, hvorfor han arresteres.«

»Falsk og Bedrageri, har jeg tilladt mig at sige.«

»Hvormeget?« spurte Ankerkrone.

»En Bagatel,« sagde Holst med et Smil, »nogle Tusind Kroner.«

»Dem skal jeg skaffe,« faldt Claes ind.

»Otteti Tusind Kroner -- det er da ellers Penge.«

»Betyder intet -- blot jeg faar Tid, skal Sagen blive bragt i Orden; mindre kan vel gøre det.«

Sjöström stod ubevægelig; han følte, at Holsts Øjne hvilede paa ham.

»Vil Fruen være saa venlig at lukke op,« sagde Holst med et fast Blik paa Jeannette, »der staar to Herrer udenfor Døren, som ønsker at komme ind.«

Jeannette tøvede.

»Alt vil bero paa, om Fruen vil eller ej -- vil Fruen ikke, saa faar De tage Følgerne.«

Jeannette saa fast paa Holst med et Blink i Øjet, der spurgte -- han bøjede Hovedet, og som et Lyn var hun ude af Døren.

Inden Sjöström fik samlet sig igen, blev Entrédøren revet op, og de to italienske Politimænd traadte ind i Stuen. Ankerkrone protesterede, men Holst traadte imellem og lagde sin Haand paa hans Arm.

»De bør af Hensyn til Deres Fader betænke, hvad De gør, Løjtnant Ankerkrone,« sagde han.

Sjöström søgte at gøre sig fri for de to Italienere, der stod hver paa sin Side af ham, men en kort Smækken af Staal forraadte, at Haandjernene var lagt om hans Haandled. Aarerne svulmede i hans Pande, han gjorde en krampagtig Bevægelse for at slippe løs, men sank udmattet ned paa en Stol. Ankerkrone stod tavs, medens hans Kinder farvedes af Harme. »Dette er en Slyngelstreg,« sagde han paa Svensk. »Jeg gaar til Konsulen.«

Holst vendte sig rolig mod ham. »Hvis De vil høre mit Raad, Hr. Løjtnant, saa gaa først til Deres Fader; jeg giver Dem mit Æresord paa, at denne Affære er alvorligere, end De tror.« Han bøjede sig henimod ham og hviskede: »Annie --.«

Claes Ankerkrone blev bleg. Sjöström rejste sig og sagde til ham i en dæmpet Tone: »Gør hvad Du kan for mig, Claes, og for hende dér med.«

Saa kastede den ene af Betjentene en Kappe om ham og førte ham bort. Ankerkrone blev staaende ubesluttet paa Tærskelen til Dagligstuen. Jeannette stod lænet mod en Pult med forstenede Ansigtstræk, og den gamle Kone viste sig i Døren med alle Tegn paa Forfærdelse.

Holst vendte sig mod Ankerkrone: »Hr. Løjtnanten kan rolig overlade mig at besørge alt. De bør gaa, jeg skal senere forklare det fornødne.«

Ankerkrone løftede trodsig Hovedet. »Jeg har lovet Sjöström at sørge for den unge Dame.«

»Det er ikke nødvendigt, Hr. Løjtnant, det Ansvar paatager jeg mig, ikke sandt, Frue?«

Jeannette bøjede Hovedet svagt. Ankerkrone vilde protestere, men Holst vendte sig mod ham og sagde bestemt: »Hvad der er passeret vil vise Dem, at jeg har Myndigheden; jeg agter at bruge den og beder Dem for sidste Gang alvorligt: Gaa!«

Løjtnanten traadte et Skridt tilbage, paa et Tegn fra Jeannette bragte Konen hans Hat og Stok, og med en let Bøjning for Jeannette forlod han Værelset med en næsten umærkelig Hilsen til Holst. Da Døren slog i efter ham, vendte Holst sig smilende mod Jeannette.

»Naa, lille Ven, der ser du altsaa, at det var mig, der var den stærkeste.«

Med et Spring kastede Jeannette sig i hans Arme, medens Konen i Døren maabende betragtede dem. Holst kyssede hendes Pande let. »Ham ser du næppe for det første, Jeannette. Lad os to nu overveje, hvad der er det klogeste for os, og sæt først og fremmest denne ældre Dame ind i Situationen. Jeg trænger til at hvile mig lidt ovenpaa dette.«

VII.