# Hvad Skovsøen gemte

## Part 11

Book page: https://www.cyberlibrary.org/da/books/hvad-skovs-en-gemte-43275/index.md

Medens han havde været syg, havde Braun paa Marcuspladsen mødt en meget smuk, ung, fransktalende Dame, med hvem han havde vekslet adskillige Blikke af dem, der indleder et Bekendtskab. Den unge Dame var ikke absolut afvisende, men paa den anden Side opførte hun sig fuldkommen ladylike, og Braun havde besluttet at spænde Germanias brede Sværd om Lænd for at skride til et Erobringstog. Det indlededes med smaa Høfligheder, smaa Ord ved Lejlighed, naar Damen havde taget Plads ved et af Arkadernes talrige Borde, og førte temmelig hurtig til smaa Udflugter til Akademia, ja endog en Tur pr. Damper til Lidoen. Saa besluttede Braun sig endelig til at vove et samlet og stærkt Angreb, og under en Promenade i Parken tilstod han den skønne sin Kærlighed med saa megen Varme, som hans bayerske Naturel tillod ham det. Det saa ud til, at Sejren skulde følge hans Vaaben. Han opnaaede Tilladelse til at følge den skønne tilbage til Rivaen og derfra i en Gondol til ukendt Fart i hemmelighedsfulde Sunde.

Gondolen bugtede sig gennem de særeste Krinkelkroge, uden at Braun kunde konstatere andet end, at han to Gange passerede Canale Grande og sluttelig efter denne mærkelige Omvej maatte befinde sig i Nærheden af Arsenalet. Der standsede Farten, og han fulgte den skønne ad en snæver Trappe til en Førstesals Lejlighed i et gammelt velholdt Hus af de sædvanlige venetianske med mange smaa Rum, Korridorer og Altaner.

Det var meget varmt, og den smukke ubekendte satte hurtig en Læskedrik frem for Erobreren, medens han iøvrigt fortsatte sine Angreb, modig ved de store Indrømmelser, han havde mødt hos sin fagre Fjende. Varmen steg, den skønne forbarmedes over den stærkt opvarmede Nordbo og bragte ham en meget fin og let Slaabrok, idet hun diskret trak sig tilbage, medens han iførte sig Tunikaen og samtidig bortlagde en ikke ringe Del af sine civiliserede Klædningsstykker.

Alt tegnede til en Hyrdetime -- saa pludselig hjemsøgtes Arkadien af et Uvejr med heftige Tordenskrald. Det dundrede paa Døren og en stærk Mandfolkestemme lod sig høre paa Gangen udenfor Hyrdeparrets Enemærker. Den skønne fo'r op i Rædsel med Udbrudet: »Min Mand er kommen hjem uventet.« Braun grebes af en stivnende Rædsel, og ukendt med Krigens Farer lod han sig i en Fart putte til Side i et køkkenagtigt Bagrum, medens den vrede Mand som en Trold, der lugter Menneskekød, larmede i Lejlighedens Værelser.

I det skumle Rum dukkede nye Farer op i Skikkelse af en gammel Pulverheks, der indtog en meget truende Holdning og forlangte et betydeligt Beløb for at lade den uheldige Hyrde slippe ned ad Bagtrappen, med Trusel om at give ham i den retmæssige Ejers Vold, om han vægrede sig. Braun valgte at købe sig fri. Han havde halvandet Hundrede Lire hos sig, dem ofrede han, og efter at han havde strøget Silketunikaen af sig og gjort et hastigt Toilette paa Trappegangen, tiltraadte han Tilbagetoget i en stærkt afkølet Sindsstemning, der ikke opvarmedes ved den Opdagelse, at han havde mistet sit meget kostbare Guldur og en særdeles værdifuld Brillantring, der sikkert nu vurderedes efter Fortjeneste i Arkadien. Krigsomkostningerne beløb sig saaledes foruden den tabte Ære til henimod 1000 Lire i Landets Penge -- alt var Nederlag.

Det var ikke saa underligt, at den unge Germaner var nedtrykt over denne Revanchekamp. Holst lo, men hans Politiinstinkt ledede ham ret snart til at planlægge et Forsøg paa at oprette det tabte ved et nyt energisk Angreb paa den skønne med andre mere jordbundne Formaal end det tidligere, og da det jo ikke var udelukket, at Lejligheden kunde tilbyde sig dertil, underkastede han sin Ven et skarpt Forhør til en Rapport til egen Glæde. De var hurtig enige om, at der ikke vilde være nogen Fornøjelse ved at indblande det stedlige Politi i Historien, det vilde kun føre til, at Tyskeren blev latterliggjort i den stedlige Presse, og den skønne i Tide blev advaret.

Først gjaldt det om at rekognoscere Terrænet, og det lykkedes at konstatere, at Vejen fra Gerningsstedet til Riva di Schiavone kun havde været tre à fire smaa Stræder fra Via Vittorio Emanuele, der fra Rivaen skærer sig op mod Nord. Det var selvfølgelig ikke muligt at konstatere Huset og desuden ikke klogt at bevæge sig for meget i den Omegn, hvad der sikkert vilde vække Opmærksomhed, men Holst udfandt en anden langt sikrere og bekvemmere Vej til Maalet ad Søvejen.

Braun havde den medfødte Egenskab, at han mærkede sig Ansigter med stor Sikkerhed, han kunde genkende enhver Person, han havde lagt Mærke til, selv en ganske fremmed, og i Tillid hertil besluttede Vennerne sig til at lægge Mærke til Gondolièren ved Rivaen, hvor Braun erindrede, at den skønne flere Gange havde benyttet den samme Gondol. Det lykkedes ogsaa at genfinde Manden, men at henvende sig direkte til ham vilde være uklogt, da han formodentlig hyppig var bleven benyttet af den skønne og derfor ret naturligt vilde vægre sig ved at give Oplysninger om hende. Holst valgte derfor i et Par Dage at benytte hans Gondol hyppigt og betalte ham fyrsteligt for ganske korte Ture. Manden undrede sig til at begynde med over dette, men slog sig til Taals med den Tanke, at det var en forstyrret Englænder, der havde fattet en vis Kærlighed til hans Gondol og hans Passiar og besluttede at udbytte ham.

Det varede ikke længe, før Holst og Gondolièren blev gode Venner, og Holst fik god Brug for de Brokker, han gemte fra sit Studium af Lombroso. Først drejede deres Samtale sig om en blond, høj Nordbo, der skulde have Ophold i Venedig, og som Holst ivrig søgte, uden at der dog fremkom noget af væsentlig Betydning; dernæst spurgte Holst forsigtigt Baadføreren ud om den skønne, og paa hans listige Smil saa han straks, at Manden vidste Besked. Han vilde dog ikke ud med sin Viden, og først efter at Holst, der for ikke at vække Mistanke havde ladet Braun blive tilbage paa Rivaen ved disse Ture, havde forsikret ham om sin brændende Kærlighed til Damen, indvilgede Gondolièren mod en betydelig Drikkeskilling i at vise Holst Huset, der laa ved en lille Kanal ikke langt fra Arsenalet, og besørge en Billet til Damen om et Stævnemøde paa Marcuspladsen til en opgiven Tid.

Holst stod selv af Gondolen faa Huse fra det udpegede Sted og gik igennem Trappegangen til den bagved liggende Gyde for nøje at mærke sig Stedets Beliggenhed. Nu var han ganske sikker i denne Henseende, og nu gjaldt det kun om, at Stævnemødet kom i Stand, uden at den skønne mærkede Uraad.

III.

I Prokuratierne lige overfor Kampanilen traf Holst den skønne ubekendte. Hun var meget smuk, lille og væver, klædt I en stramtsiddende Rejsedragt, decent og beskeden at se til, med et Par vidunderlig smukke, brune Øjne og et sørgmodigt Smil. Da Holst traadte hen til hende med Hilsen og de Par Ord, han havde opgivet som en Art Løsen, slog hun Øjnene op mod ham, og der gik en let Rødmen over hendes Kinder. Det slog Holst, at hun mindst af alt lignede en fræk Eventyrerske med sit lidt trætte Ansigt og det tungsindige Blik; hun vakte en vis Medlidenhed hos ham, og han saa venligt paa hende. Hendes Blik hvilede ligesom prøvende paa ham, det var øjensynligt, at hun fandt Behag i den smukke, unge Mand, det var næsten, som om hendes Rolle faldt hende mere naturlig, og det varede ikke længe, inden Samtalen var godt i Gang. Holst fandt med Lethed Udtryk, skønt det ellers kneb lidt med Fransken, og Parret fulgtes ned over Piazettaen mod Rivaen i munter Samtale som gamle Bekendte.

Holst fortalte, at han hyppig havde set hende og følt sig dragen mod hendes Skønhed og Ynde, at han havde anvendt alt tænkeligt Arbejde paa at opspore hendes Adresse, at han havde erhvervet den gennem hendes Gondolière, og at han var lykkelig ved den Tillid, hun viste ham. Han fortalte ogsaa, at han var en dansk Officer, der tilbragte sin Orlov i Venedig med Studiet af det skønne, særlig Kunst, men tilføjede en fin lille Kompliment til sin Ledsagerinde.

Hun kaldte sig Jeannette Gorin, hun var fra Lyon, sagde hun, hendes Forældre var Købmandsfolk, for hvem det var gaaet tilbage, hun havde forladt sit Hjem med en Kunstner, der nu levede i Venedig, men hun følte sig meget ulykkelig i et fremmed Land. Hun havde kun vovet Mødet, fordi Holst havde skrevet saa varmt og smukt til hende, hun stolede paa hans Ridderlighed og haabede ikke, han misforstod, hvorfor hun var kommen.

Det var øjensynligt, at der ikke var et Ord sandt i det hele. Hendes Holdning vilde sikkert rette sig ganske efter Holsts Taktik, hun hørte til de Kvinder, der, efter at have betraadt usikre Veje, følger Strømmen. Overfor en Kyniker vilde hun have strøget Sørgmodigheden af sig og været den flagrende Sommerfugl, overfor en tung Idealist som Braun havde hun været en Art Gretchen, en noli me tangere, og overfor Holst lod det til, at hun vilde slaa ind paa samme Stil.

Holst var nysgerrig. Det gjaldt om at føre dette Eventyr til Ende, og det var jo muligt, at et rask Tag fra hans Side kunde fremskynde Begivenhederne. Men Raahed var hans Natur imod. Han følte sig for, og det lod virkelig til, at han havde gjort et vist Indtryk paa den unge Dame; dette besluttede han at forfølge, og han smilede stille for sig selv ved den Varme og Forelskelse, han lagde for Dagen. Han var den kolde Nordbo, der smeltede for den sydlandske skønnes Blik som Fjældets Sne for den straalende Sol, og da de efter en Times Spaseretur sad overfor hinanden i et separat Kabinet i en af Rivaens Restaurationer, knyttedes Traaden lidt efter lidt imellem dem. Jeannette blev rørt og talte om sit Barndomshjem, om sin gode Fader og Moder, og Holst anslog de samme Strenge.

»Har De elsket før?« spurgte Jeannette og saa paa ham med et halvtilsløret Blik.

Holst saa frejdig op og svarede: »Aldrig.«

Hun troede paa det og trykkede varmt hans Haand.

Han fortsatte.

»Ja, De vil vel ikke tro mig, men det er sandt, jeg har aldrig elsket før, og dog har jeg truffet mange Kvinder. Men vi Nordboer er barske og haarde som Klimaet i vort Land, hvor Isen dækker Fjordene, hvor Bjørnen bygger sit Hi i de store Granskove, og hvor Ulvene tuder paa Stepperne ved Vintertid.«

Hun saa skarpt paa ham.

»De er fra Danmark, sagde De?«

»Ja, fra Danmark højt imod Nord, hvor Kvinderne er blonde og kolde, som Sneen der dækker Sletter og Høje« -- han rettede det til Bjerge, fordi han syntes, det klang fastere.

Jeannette smilede -- saa saa hun ligesom forskende paa ham og sagde:

»Hvorfor fortæller De mig alt det om Bjørne og Ulve og Bjerge? Jeg véd meget vel, at Danmark er et veldyrket Land, hvor der hverken er Ulve eller Bjørne, hvor Bjergene ikke er stort højere end Husene her i Byen, og hvor Kvinderne hverken er blondere eller koldere i højere Grad end Kvinderne her. Ja, jeg véd mere end det, jeg véd, at København er en By, der ligner alle andre Fastlandets Byer, hvor Kvinderne er lige saa listige, Mændene lige saa dumme som overalt i denne Verden, og hvor Løsenet er: din Skaal, min Skaal, og alle smukke Pigers Skaal.«

Holst blev rød i Hovedet.

Jeannette fortsatte paa fortræffeligt Svensk: »Forresten vil jeg sige, at saafremt Hr. Løjtnantens Følelser for mig er lige saa ærlige og ægte som Hr. Løjtnantens Prat om Deres Fødeland, saa Tak for mig, lad os saa hellere være ærlige mod hinanden. Hvad vil De mig?«

Holst tog sig sammen og greb hendes Haand. »Frøken,« sagde han paa Dansk, »De tager fejl, mine Ord var beregnede paa en Sydens Datter, mine Følelser er de samme. Deres Skønhed har virkelig taget mig fangen -- helt -- og mine Hensigter er kun at være, hvor De er, at se Dem, tale med Dem, derfor er jeg dobbelt glad, nu da jeg véd, at De forstaar det Sprog, som jeg taler ærligt som mit Modersmaal. Men De har løjet for mig. De er ikke Jeannette Gorin, De er ikke fra Lyon, De er svensk. Jeg har sagt Dem mit Navn, Eigil Holst, Løjtnant fra København, De har intet at frygte ved at sige mig Deres.«

Jeannette saa et Øjeblik skarpt paa ham, lidt efter lidt blev hendes Blik mildere, hun ligesom kæmpede med sig selv -- saa sagde hun saa træt med halvsagte Stemme:

»Hvad skal det tjene til -- hjælpe mig kan De dog ikke.«

Holst greb hendes Haand.

»Kære Frøken, De siger, jeg ikke kan hjælpe Dem; hvor véd De det, er De alene her i et fremmed Land, langt borte fra Venner og Slægt, er De ulykkelig, maaske i en Uslings Vold -- --«

Jeannette fo'r sammen.

»Hvad mener De?« spurgte hun skarpt.

Holst tog sig i det. »De sagde selv, De var gift med en Kunstner, ikke sandt. Er De ulykkelig? Jeg beundrer Dem, og jeg vil hjælpe Dem, om De vil stole paa mig.« Han havde rejst sig og bøjede sig over hende, han slog Armene om hendes Hals og kyssede hendes Øjne.

Hun fo'r sammen og saa op.

»Nej, nej, jeg vil ikke tro Dem, De er som alle de andre -- I er alle ens -- alle.«

Holst følte, at nu gjaldt det. Maaske kunde han føre sit Angreb igennem, men lykkedes det ikke, vilde hun sikkert glide bort mellem hans Hænder. Hun vilde næppe gaa saa vidt med ham som med Braun. Men røbede han, at han kendte hendes Forhold, var der Fare for, at hun helt vilde trække sig tilbage. Det var en ret usædvanlig Situation, men Angrebet maatte føres igennem. Holst tog hendes Hænder i sine og saa hende lige i Øjet med et fast, varmt Blik. »Lille Jeannette,« sagde han, »jeg kalder dig Jeannette, fordi du selv kalder dig saaledes, jeg véd ikke, hvem du er, men jeg véd, hvorledes du lever. Jeg kender den Mand, der raader over din Skæbne, der tvinger dig til det mest nedværdigende af alt -- for hans Fordel at lyve og bedrage, at drive Spot med det skønneste og ædleste paa Jorden, med selve Kærligheden, og hykle Elskov for ham og for andre for at lønnes med onde Ord og Spot.

Dig kender jeg ikke, Jeannette, men jeg kender ham, og vil du, saa skal jeg føre dig frelst ud af de hæslige Kaar, hvori du lever, og befri dig for ham og hjælpe dig til at vinde bort fra hans Vold.«

Holst havde bøjet sig over hende og sluttede hende fast i sine Arme.

Pigebarnet saa op paa ham, forskræmt gennem Taarer og hviskede næppe hørligt: »Kender De Hugold?«

Det gik som Ild gennem Holst fra Isse til Fod; som en Staalfjer, der smækker, rejste han sig op, og medens Blodet brusede i hans Tindinger, ligesom hvislede han Ordene mellem sammenbidte Tænder, Hugold og Pigens Navn Gorin! Navnet fra Helsingør. Enten eller -- tog han fejl, saa fik det springe; hvad angik det ham, hvem denne Kvinde var, men var det, som han følte, det kunde være, som det maatte være, saa havde hans Held fulgt ham, og han stod nu ved Maalet.

Det varede et Sekund -- saa talte han.

»Jeg kender Hugold Sjöström, og ingen Mand i Verden kender ham bedre end jeg.«

Hans Blik hvilede paa hende saa søgende skarpt, at det ligesom borede sig i hende. Hun blev ligbleg, slog Armene om hans Hals og brast i en hulkende Graad, der rystede hendes Lemmer.

Holst blev iskold, det var som Feber, der pressede alt Blodet bort fra hans Hoved, han maatte gribe om Bordkanten for at staa fast.

Det varede kun et Sekund.

Saa løftede han den hulkende Kvinde op til sig, lagde hendes Hoved mod sin Skulder og strøg varsom Haaret bort fra hendes Pande. Det var, som om Annie med et var bleven levende, som om dette hulkende Pigebarn paa hans Knæ var den Annie, hvis Skæbne i Maaneder havde fyldt hans Liv, og uden at han vilde det, uden at han formaaede at forme Ordene, lød det fra hans Læber, hviskende mildt: »Lille Annie skal ikke græde -- lille Annie skal ikke græde.«

Navnet ramte Pigebarnets Øre -- hun rettede sig op og saa paa ham med et Blik, der rummede en saa dyb Forbavselse, at han strax følte, hvad det gjaldt, og samlede sig for at modstaa alt, hvad der kunde træde hindrende mellem ham og hans Hverv.

Nu laa Vejen aaben for ham.

»Annie,« hviskede Pigebarnet, »hvorfor siger De Annie -- kendte De Annie -- hvilken Annie?«

Holst bøjede sit Hoved mod hende, han kyssede hendes Pande, men i det samme slog hun Armene om hans Hals og pressede sine Læber mod hans i et varmt Kys, der sved.

»Frels mig,« hviskede hun, »om du elsker mig, som du siger, frels mig, om du kan.«

Det jog gennem Holsts Hoved, Vejen er én -- denne Pige kan bringe ham i mine Hænder, han har mishandlet hende, nedværdiget hende; hun har elsket ham, elsker ham maaske endnu. Men Vejen er én -- kun én -- jeg maa gribe til.

Og Holst greb til. Han talte ikke til hende om Sjöström og Annie eller spurgte, hvad hun hed, eller hvem hun var; han tog hende i sine Arme og hviskede de ømmeste, varmeste Ord i hendes Øre, fandt Vejen, der aabnede hendes Mund, og lukkede den straks med sine Kys. Det var som en Rus, hvor han dog ikke et Sekund slap sit Maal af Sigte, medens det bløde, svenske Sprog lød i hans Øren.

For første Gang i sin lange Tjenestetid brød Eigil Holst ud fra den Vej, han trolig havde fulgt. Han var 26 Aar, alene i et fremmed Land og stod paa Vejen, der førte til Maalet.

IV.

Holst og Jeannette mødtes til Frokost i den samme Restauration, hvor de havde tilbragt Aftenen forud, og her begyndte Alvoren i Form af Planer for Bruddet; Jeannettes Opfindsomhed, naar det gjaldt om at skuffe Mænd, var næsten ubegrænset.

Ganske vist, helt let var det ikke, men hun var taalmodig nok til at gaa gradvis frem, og Holst bestyrkede hende deri, for ham gjaldt det netop om at vinde Tid. Han vilde først vinde Jeannettes Fortrolighed fuldt, og det faldt ham saa meget lettere, som den smaa tydelig nok var meget forelsket, og han kunde berolige sig med, at hans Rolle slet ikke var vanskelig, i hvert Fald i Øjeblikket. Han skulde blot ikke støde hende fra sig, saa vilde det hele til et vist Punkt gaa lindt og glat.

Resten maatte Tiden bringe.

Jeannette fortalte om sig selv. Hun var 20 Aar, sagde hun, det betød vel lidt mere, skønt farlig meget forkert var det ikke. Hendes Fader havde været Sergent ved et skaansk Dragonregiment, men senere taget Tjeneste som Staldopsynsmand hos en stor skaansk Godsejer, en Greve af gammel Slægt. Da denne havde taget Ophold i Paris, var Ljunggren, saaledes hed Faderen, fulgt med og havde med Kone og Børn tilbragt otte Aar i Frankrig. Der havde Jeannette lært sit Fransk, og det talte hun godt nok. Seksten Aar gammel var hun bleven den unge Greves Elskerinde, og da hendes Fader døde, og Moderen rejste tilbage til Sverrig, blev Hjemmet opløst, og Jeannette kom ud i Verden.

Hvad hun saa mere fortalte om sin Skæbne var vel næppe helt sandt og ikke heller af stor Interesse. I Paris havde hun truffet Sjöström, der levede der med Annie, som han kaldte sin Hustru. Men om disse to var hun tavs. Holst vilde gerne spørge, men han maatte gaa forsigtig til Værks, og han lod sig paa intet Punkt mærke med, at han nærede Interesse for Parret.

Under Frokosten mindedes Jeannette, at han den foregaaende Aften havde kaldt hende Annie, og spurgte ham, hvad han havde ment med det.

Holst undveg.

Jeannette saa op paa ham og spurgte: »Hvad vil du saa med mig?«

»Hjælpe dig,« sagde Holst, »om du er ulykkelig, som du sagde i Gaar.«

Jeannette sukkede: »Der er vel ikke stort at gøre for mig, jeg har været saaledes omtumlet i de faa Aar, at jeg vel aldrig finder rolige Forhold. Det vil vi slet ikke tænke paa, men bare holde af hinanden, for du vil jo nok holde af mig -- ikke sandt?«

Det vilde Holst jo nok -- men praktisk set var det slet ikke saa let at arrangere. Jeannette var vistnok en Del forvænt, og Holsts Midler var ikke rigelige. Paa den anden Side generede det ham at tale om dette, og han vidste heller ikke rigtig, hvorledes han skulde gribe Sagen an. Fortælle hende om Braun vilde han ikke, det var ham imod at saare hende, hun var saa nydelig og kvidrede som en Smaafugl i Solskin. Det var jo desuden Sjöström, der havde Ansvaret, og med alt, hvad der angik ham, maatte Holst være meget forsigtig.

»Sig mig en Gang,« sagde han, »vil du vende tilbage til ham, vi talte om?«

»Er du allerede ked af mig?« spurgte hun med et hastigt Blik paa ham.

»Vist ikke nej, men her kan vi dog ikke blive, og bor du ikke hos ham?«

Jeannette rødmede. »Jo, men hvis du vil, vil jeg gerne forlade ham. Jeg hader ham -- hader ham,« og hun knyttede sine Hænder.

»Har du altid hadet ham?« spurgte Holst og saa alvorligt paa hende.

»Jeg har aldrig holdt af ham, aldrig. Det var Annie, jeg holdt af, men han var ond mod Annie, og jeg -- jeg stod uden noget i Verden, saa da Annie rejste, maatte jeg følge ham. Det vilde han have.«

»Hvornaar var det?« spurgte Holst.

»Nu i Vinter,« svarede hun, »jeg fulgte med dem til København, Annie var gode Venner med en meget rig, ung Mand, der gjorde forfærdelig meget af hende. Annie brød sig ikke om ham, men hun vilde giftes med ham.«

Hun greb sig i det. »Men her sidder jeg og taler om Annie, du kender hende jo slet ikke.«

»Aa jo,« sagde Holst, »lidt -- Annie Cederlund -- ikke sandt?«

»Jo -- saa du kender hende -- var hun ikke dejlig, og saa god var hun imod mig fra den første Dag, vi mødtes. Gud maa vide, hvor hun er! Jeg forlod dem i Helsingør. Sjöström fulgte hende, men kom alene tilbage til København. Hun er vel bleven gift med sin Ven, men hun har aldrig skrevet til mig -- og det, synes jeg, var ikke smukt af hende, for hun lovede det dog; hun sagde, hun vilde tænke paa mig. -- Jeg ventede paa Brev, og saa var det, Sjöström vilde, vi skulde rejse til Nizza. Der spillede han en Masse Penge op, som han havde faaet af Annie, og saa var det, han førte mig til Venedig, til dette forfærdelige Liv!«

»Hvilket?« spurgte Holst.

Jeannette rejste sig og gik hen til ham og lagde Armen om hans Hals.

»Vil du tage mig med -- vil du ikke -- jeg er saa grænseløs ulykkelig.« Hun brast i Graad.

Holst klappede hendes Kind og sagde venligt: »Fortæl mig det altsammen -- du kan godt sige alt til mig.«

»Ikke nu -- ikke nu -- men siden,« hviskede hun. »Du skal faa alt at vide, hvis du vil være god imod mig. Det vil du nok, ikke sandt, Eigil, du er saa god og saa ærlig. Og jeg er saa forfærdelig ulykkelig.«

»Vil du forlade ham?« spurgte Holst.

Jeannette nikkede. »Straks, om jeg blot kan, men han gør mig Fortræd.«

Holst smilede. »Du kan stole paa mig, Jeannette.«

Jeannette saa forskrækket op. »Nej, du maa ikke, du véd ikke, hvor ond han kan være -- du maa ikke gaa til ham.«

Holst smilede. »Du skal ikke være bange. Jeg har et Bud til ham fra hans Broder, som er en brav og hæderlig Mand. Det aller fornuftigste er, at jeg gaar til ham ganske rolig og bringer ham det Bud. Saa skal du se, naar jeg først faar talt med ham, kunde det være, der var et eller andet, som jeg kunde fortælle ham, der vilde gøre et vist Indtryk paa ham.«

Jeannette saa uforstaaende op. »Kender du ham da?«

»Ikke personligt, men lidt véd jeg om ham. Det bliver nok det bedste at tage det ganske roligt. Nu maa vi skilles. Jeg har noget at besørge.«

Jeannette greb hans Haand. »Du vil da ikke forlade mig. Eigil, du maa ikke forlade mig. Det er den eneste Redning, jeg har. Hører du, du maa blive hos mig.«

Hun trykkede sig ind til ham og lagde Armen om hans Hals, medens hendes Øjne duggedes af Taarer. Det skar Holst i Hjertet, han gjorde sig lempelig fri. De stod ved Vinduet, det var paa første Sal, Livet begyndte at røre sig paa Rivaen, det var langt op ad Formiddagen.

Pludselig greb Jeannette om hans Arm med et let Skrig og pegede ned mod Gaden. »Se,« sagde hun, »se, det er Annies Ven, der gaar der, de tre Herrer der, han den unge til venstre. Saa maa Annie være her.«

Holst bøjede sig frem og saa i den Retning, hvori hun pegede. Midt paa Gaden kom tre Herrer i Samtale; der gik en let Bevægelse gennem ham, han trak sig uvilkaarlig tilbage. De tre Herrer var Ritmester Ankerkrone, Kurk og den unge Løjtnant Claes Ankerkrone. Faa Skridt bag dem gik Herredsfogden og ved hans Side Ulla i Følge med en lille, lidt skævrygget Dame, Claes' Hustru, skønnede Holst, han havde ikke set hende før. Blodet fo'r Holst til Hovedet. -- De var altsaa i Venedig -- alle. Han bed Tænderne sammen. Nu gjaldt det at være paa Post.

Jeannette blev opmærksom paa hans Bevægelse. »Kender du dem?« spurgte hun.

Holst nikkede: »Ja, jeg kender dem.«

Jeannette saa skarpt paa ham.

»Hvem?«