Part 10

Nu er han død, og hans Navn skal ikke nævnes mellem os mere. Han fandt Døden den 6. Aug. 1886 ved Nedstyrtning mellem Ferdinandshöhe og Trafoi. Kusken, der kørte for ham, saa ikke, hvorledes Ulykken skete, og intet Menneske vil nogensinde erfare, hvorledes det gik til.

Nu vender jeg hjem til Børnene; deres Opdragelse er nu det, hvorfor jeg lever. Broderlig Hilsen.

Din Arvid.

Malmø, den 10. April 1898. Kære Holger!

Du skriver til mig, at Annies Barn er dødt. Annie har skrevet mig til og søgt mig. Jeg svarer ikke. Annie har jeg holdt af, da jeg saa hende første Gang. Du vil maaske bebrejde mig denne Elskov, det kan man gøre bagefter. Jeg tror, at jeg handlede ret, fordi Livet byder saa lidt Solskin, og vi Mennesker bør søge Solskin. Naa, jeg vil ikke præke denne Lære, og det vilde ogsaa være dumt. Nu er jeg ændret i meget. Handlede jeg Uret, har jeg maattet bære »Straffen«. Jeg tror ikke paa Straf, men jeg tror paa Hævn. Al Straf er Hævn, og Hævn kan tilfredsstille, det har jeg selv følt en Gang i mit Liv.

At Barnet er dødt er kun godt, Annie fortjener intet Barn, og paa hendes Omvendelse, som du kalder den, tror jeg ikke. En Mand kan elske mange Kvinder og dog ikke præges af denne Elskov, en Kvinde, der elsker mange Mænd, er og bliver en Skøge. Saa faar I lære nok saa meget det modsatte og præke Jer Moral eller Umoral nok saa ivrigt.

Jeg er Junker fra Fødslen, og min Moral er Junkerens Moral, den bliver ikke anderledes. Det er slet ikke praktiske Hensyn, slet ikke Samfundet, jeg vil bevare, det er slet og ret min Soldatermoral, der vist, naar alt kommer til alt, ikke er nogen Moral. Skøgen har jeg glemt, og hendes Barn kendtes jeg ikke ved, da det levede, agter ej heller at græde ved dets Baare.

Begrav det og lad hende faa nogle Penge, det er vist det, hun trænger til.

Din Arvid.

Paris, den 25. December 1899. Kære Holger.

Glædelig Jul -- Du har vel undret dig over, at jeg ikke tilbragte Julen sammen med Ulla i Lausanne. Det var tilfældigt, vi havde besluttet, at hun skulde komme hertil, men ondt Vejrlig og Togstandsning krydsede vore Planer. Claes og hans Hustru er paa Sicilien, Hvedebrødsdagene varer vel endnu i 14 Dage, skønt Claes' Giftermaal huer mig ikke, hun er for rig og for lidt smuk. Gud være lovet, Ulla er fattig, saa spares hun for de Skuffelser. -- Imorgen maa Ulla vel komme.

Juleaften tilbragte jeg her i Selskab med en Kvinde -- Annie. Jeg drev ned ad Boulevarderne ved Aftentide for at se Julen i Paris; da mødte jeg hende og kendte hende straks. Det lod, som om hun led Nød, hun saa fattig ud. Du véd, jeg tror, alt i Verden har sin Bestemmelse, og jeg standsede hende og spurgte hende, om hun vilde tilbringe Juleaften sammen med mig. Jeg ved ikke, hvorfor jeg gjorde det, men nu, da det er sket, fortryder jeg det ikke. Det var den besynderligeste Juleaften, jeg har tilbragt.

Annie er gaaet fra Haand til Haand, men hun er endnu meget smuk. Sjöström har forladt hende, siger hun, han er, hvad jeg altid har sagt, en slet Knægt, der sikkert har levet af Annies Venner. Vi talte ikke om Barnet, hun forsøgte derpaa, men jeg afviste det. Jeg anerkendte ikke det Barn som mit. Jeg har elsket hende. Dengang anede jeg ikke, at hun var hans Elskerinde samtidig med, at hun var min. Men hun var sulten, og jeg gav hende et fyrsteligt Maaltid i Café de la Paix. Jeg tror virkelig, hun begyndte at haabe paa, at gamle Dage vilde oprinde paany, og jeg vil ikke nægte, at jeg bestyrkede hende i Troen og Haabet. Jeg vilde, hun skulde tale om det eneste, der endnu den Dag i Dag af alt, hvad Fortiden gemmer, staar min Hu nær.

Om Julia.

Hun talte, men hun sagde kun, hvad hun sagde den Gang, og jeg faar vel tro hende. Hun siger, at hun hadede Julia, fordi jeg elskede hende. Det er vel sandt. Hun siger, at hun hadede Cedersköld, og at hun blev hans Elskerinde, fordi jeg sveg hende. Det er vitterligt usandt, men Kvinder, der lyver, lyver med hele deres Sjæl og tror deres egne Løgne. Selv lyver jeg sjældent -- kun én Gang har jeg løjet for dig, som du her vil se. Det blev silde, og jeg fulgte Annie til hendes Hjem, et tarveligt Kvistværelse i en Bydel, jeg ikke kender.

Hvorfor jeg gjorde det, ved jeg ikke, men der var faret noget af en Djævel i mig den hellige Julenat. Jeg kan være ond, og jeg var det. Jeg fortalte Annie, medens hun hvilede i mine Arme, hvorledes en Mand døde, der den 6. Aug. 1886 gik Vejen over Stilfserjoch fra Trafoi.

Annie, du og jeg er vel de eneste, der endnu mindes den Mand, hvis Ben smuldres paa en lille Kirkegaard i Tyrol. Jeg fortalte Annie noget mere, end jeg har fortalt nogen anden, og end jeg nogensinde vil fortælle nogen anden. Hun stivnede i Rædsel, og jeg glemmer sent hendes Blik. Hun talte kun lidt, og jeg tror, hendes Haab om Fornyelsen af gamle Dage blegnede under min Fortælling.

Om Julias Blod kommer over mit Hoved, ved jeg ikke, Cederskölds kommer over hans og ingen andens. Om jeg stod paa Vejen ved Ferdinandshöhe den Dag i Dag, jeg tvang ham atter at vove Springet og æske den Gudsdom, der skulde sige, om han var skyldig eller uskyldig. Det sagde jeg Annie den Julenat. Nu ved ogsaa du, hvorledes det gik til. Gem det og glem det.

Din Arvid.

Endelig fandtes vedlagt Brevene et Aktstykke, som Holst genkendte, det var Annies Brev til Ankerkrone, som han selv havde sendt. Hans Billet fandtes vedhæftet. En Hilsen fra hinsides Graven, Annies Brev lød:

-- -- --

Min eneste Ven.

Du faar tro mig, om du vil, jeg har aldrig elsket andre end dig, det sværger jeg for Gud Faders Ansigt, om jeg dør i denne Nat, som jeg tror, for jeg er meget syg. Men lever jeg, saa skal dette Brev sendes til et sikkert Sted, og min gamle Moder skal forvare det og sende dig det, om jeg dør før hun. Jeg har aldrig elsket andre end dig -- aldrig. At Cedersköld har forført mig er vist og sandt, men jeg var ung og elskede ham ikke, men dig elskede jeg og Barnet var dit, det var det, for det fødtes, mens vi var sammen, og havde været sammen længe i de lykkeligste Dage af mit Liv, og det véd du godt.

Det var dit. Men saa blev du ond imod mig og vilde ikke skilles fra din Hustru, som du ikke elskede den Gang, og saa vilde jeg forlade dig for at se, om du ikke vilde vende tilbage, men det vilde du ikke, og du rejste til din Hustru, som du ingen Ret havde til, for hende havde du forladt, og det var mig, der var din Elskede og havde født dig et Barn med Smerte.

Jeg skrev til din Hustru og talte med hende og sagde, at du elskede mig før nu, og hun blev bleg og vilde ikke tro det, men jeg havde Barnet med, og hun kunde se, at det lignede dig, som det ogsaa gjorde, hvad der beviser, at det var dit Barn. Og hun talte saa meget til mig og var bedrøvet, for hun var vistnok god, men jeg hadede hende, fordi hun elskede dig, og fordi du havde svigtet mig. Men hun vilde ikke forlade dig, og saa var det noget efter, at hun lod mig kalde og sagde, at hun vilde straffe dig, for jeg havde ladet, som jeg var bedrøvet, og hun var god imod mig, men det gjorde mig kun ond, fordi jeg kunde se, hun frygtede mig.

Og saa var det, jeg sagde til hende, at hun skulde sige det med Cedersköld, og han gjorde, hvad jeg vilde, for han var en Nar efter mig, men ham brød jeg mig ikke om.

Og saa skrev jeg til dig.

Men bagefter sagde jeg, at jeg havde talt Sandhed, og det var ikke sandt, for Cedersköld har aldrig været din Kones Elsker; men jeg gjorde det for at hævne mig. Jeg vilde have fortalt dig det i Paris, men saa var det, at du fortalte mig, at du havde slaaet Cedersköld ihjel, og saa blev jeg bange for, at du skulde slaa mig ihjel, og saa turde, jeg ikke sige det.

Men det er sandt, og har du baade slaaet din Kone ihjel og Cedersköld, saa er det Guds Straf fordi du har bedraget mig og forladt vort Barn, som Vorherre har taget til sig, og som du ikke engang vilde svare mig paa, da jeg skrev saa rørende til dig, om dengang det døde. Se det vil jeg skrive til dig, og det skal du vide, hvis jeg dør, for at dine onde Gerninger kan være bekendt for dig, og det er altsammen Straf fra Vorherre.

Nu vil jeg ikke skrive mere, for jeg er meget syg, men nu véd du det altsammen, og at jeg aldrig har elsket andre end dig, Arvid Ankerkrone.

Din ulykkelige elskede Annie.

XV.

Foruden den betydningsfulde Post fra Ankerkrone forefandt Holst et kort Brev fra Helsingør, der lød saaledes:

Hr. Løjtnant Eigil Holst, Overbetjent ved Københavns Politi.

Efter Hr. Løjtnantens Bortrejse har jeg skaffet mig Underretning om, at den Herre, der den 27. Marts d. A. logerede paa Jernbanehotellet sammen med den Dame, der kaldte sig Fru Gorin, var en svensk Officer, af et daarligt Rygte ved Navn Hugold Sjöström. Jeg har ligeledes erfaret, at han samme Dags Middag hos Vognmand Larsen, Stengade, har lejet et Køretøj og ladet sig befordre til Esrom, og det har undret Kusken og Vognmanden, at han lod Vognen køre tom tilbage. Andet har jeg ikke kunnet erfare.

Med dyb Højagtelse ærbødigst Jens Petersen Stub, Kelner.

Dette Brev gav Holst Anledning til at foretage endnu en Rekognosceringstur til Stedet, hvor Liget var fundet, og Egnen derom, saavel som et fornyet Besøg i Helsingør. Det var udover Vognmandens Udsagn dog ikke væsentlig nyt, der fremkom, navnlig var der paa Esromegnen slet ingen, der havde lagt Mærke til Parret.

Holst besluttede sig til at søge sin direkte Foresatte i Hovedstaden og afgive en udførlig Rapport over det oplyste, dog undlod han at berøre de enkelte Omstændigheder, der havde Forbindelse med Familien Ankerkrone. Han lagde stor Vægt paa, at Eftersøgelsen og Arrestationen af Sjöström foregik paa Grundlag af Falskneriet, og at Sigtelsen for Mordet blev det subsidiære, derved gjordes det lettere at holde Sagen skjult. Mordet og Ligfundet i Mergelgraven var glemt, som alt Avisstof glemmes hurtigt og grundigt.

Holst var ikke af de Politimænd, der straks former en Mulighed til en kompromitterende Sigtelse. Han søgte ikke Anerkendelse som den, der rask griber til, og han lod rolig sine Kolleger paastaa, at det var Heldet og Tilfældet, der stod ham bi; men hans Foresatte vidste, at det var hans udholdende, stilfærdige Benyttelse af Tilfældet, der var hans Styrke, og at han som faa forstod lydløst at følge et Spor.

Holst traf i en Fart Forberedelser til Rejsen, han vilde søge Sjöström i Venedig, foranledige ham anholdt og transporteret til Danmark, men dernæst vilde han søge Ankerkrone, og saa skulde Ritmesteren tale, og tale ud.

ANDEN BOG

Venezia.

I.

Det var først i Juli, da Eigil Holst ankom til Lagunernes By, Adriaterhavets Dronning, det eneste Venezia. Klokken var elleve om Aftenen, det var maanelyst og stjerneklart, ganske stille. Toget rullede hen over den lange stensatte Dæmning, der forbinder Lagunebyen med Fastlandet. Holst bøjede sig ud ad Vinduet; han saa i det fjerne Lysene blinke, men saa forsvandt de, og saa langt Øjet rakte, saa han kun Havets blanke Flade, hvori Himlen spejlede sig blank og blaa. Med et Ryk standsede Toget, Waggondørene sloges op, en forvirret Raaben og Støjen lød fra den overdækkede Hal, og Holst sprang ud, ledsaget af en ung Rejsefælle, en tysk Doktor ved Navn Braun, med hvem han havde stiftet Bekendtskab paa Rejsen fra München.

De fulgtes ad og værgede sig mandeligt mod de talrige Dragere, der tilbød deres Tjeneste; Tyskeren var kendt med Forholdene, han gik rask foran Holst, og snart stod de udenfor Stationsbygningen, hvor Lysene brændte saa underlig dæmpet, og hvor der var ganske stille.

Venedig modtager sine Gæster anderledes end nogen anden europæisk By. Her er ingen raabende Droskekuske, ingen rullende Omnibusser, ingen elektriske Sporvogne, der glider som bevægelige Lyshave over en menneskefyldt Plads. Her er ingen straalende Kafeer, ingen oplyste Butiksvinduer, intet bølgende Liv, intet Pust fra Storstaden, der aander ved Nat, og hvor Kærter flimrer fra hver en Vraa.

Der er saa underlig stille. Ikke en Lyd af en rullende Vogn, ingen Støj af hvæsende Maskiner, kun Vandets Sukken mod Kajen og dæmpet Aareslag fra de slanke, sorte Gondoler, der glider frem af Natten med et gulnende Blus, lydløst, med et blinkende Kølvand i Følge.

Holst og Braun tog Plads i en Gondol, og Braun nævnede Hotellets Navn -- Bauer Grünewald, det Sted, hvor de fleste Tyskere søger hen. Gondolen gled lydløst fra Kajen og tværs over Canale Grande ind i et Næt af krogede Kanalgader, mellem hvide og gule Huse med lukkede Skodder. Den dybeste Stilhed sænkede sig over Farten; de to rejsende sad tavse, mens deres Øjne søgte hen over Vandet mod de fugtige Mure, hvor Kølvandet sukkede. Stille gled de forbi Husene; saa vendte Gondolen brat om et Hjørne, Gondolièren udstødte et kort dumpt Enstavelsesord, og forbi den gled en anden Gondol, hvis gule Lygte et Sekund kastede sit matte Skær over Vandet og den sorte Stævn paa deres Baad, der med sin brede takkede Snabel pegede fremad som Stævnen paa et Vikingeskib. Gondolen krængede let over og rejste sig atter i Fart ad en ny Gade lig den første, stille og øde. Den natlige Fart greb Holst mægtigt; han saa hen for sig -- det var som en Eventyrfart i et ukendt Land, hvor Bølgen hviskede de sælsomste Eventyr, fortalte om Hundreder af Aar, om en By, hvis Magt var stor, men hvis Gader var tavse, hvis sælsomme Frasagn voksede frem, ikke af Mulde, ikke med Rod i det faste Land, men som Slyngplanter og sære Tangarter fra en dyb Bund, hvor Vandet udviskede hvert Spor, hvor alt var svøbt i Tavshedens dybeste Dække.

Saa gled Gondolen ud i Canale Grande. Livet steg, Baad efter Baad mødte dem, mens de gled forbi de høje, mørke Paladser med de svære Pæle, hvis Knapper, formede som Dragehoveder, fortalte om deres Ejeres Storhed, paa hvis brede Marmortrapper Venedigs store havde traadt, hvor Rigers Skæbne var afgjort, hvor Blomsterguirlander havde vajet for Havbrisen og gule Kærter flakket i Natten, naar de smaa sov og de store vaagede og spandt deres Rænker.

Hist og her stod et Vindu aabent, lysklædte Skikkelser bøjede sig ud over Marmoraltanen, og der klang Musik fra høje Sale, hvor Lysene glimtede i slebne Glaslysekroner og kastede et blankt Skær ud over Kanalen. Saa lød et kort Fløjt, og en hvæsende Damper arbejdede sig op ad den vuggende Gade, skar som en Flænge i Drømmen om svundne Dage og slog med Skovlen det stille Vand, saa Gondolen svajede hid og did, medens Skummet slog over Stævnen.

Saa drejede den atter ind i de smalle Kanalgader, det samme dæmpede Raab lød, det samme stille Møde, de samme døde Huse og Aarens dumpe Slag i det mørke Vand. Sagte gled Farten gennem Natten, sagte løftedes Sløret over den sovende By, saa standsede Gondolen med et Ryk ved en smal Trappe. En skarp Stemme rev Holst og hans Ledsager ud af deres Drømme.

Zwei Zimmer -- vierter Stock.

Og de stod atter i Karavanseraiet, midt I et af det 20. Aarhundredes Hoteller, mellem Kufferter, Kasser, Gas og Telefoner, mens Duften af Mad slog imod dem, og Klokkerne kimede og kaldte.

Kjoleklædte Kelnere sprang ad tæppebelagte Trapper.

Hotel Bauer Grünewald.

Holst fik et Værelse paa fjerde Sal og fandt sig atter til Rette i den afbrudte Drøm. Han aabnede Vinduet og saa ud over Kanalen. Tag ved Tag med sære Tilbygninger, underlig kantede Skorstene paa de flade Tage, underlig fremspringende Mure og Gesimser og dybt nede Vandet, der sukkede.

Henad Kanalen gled en Baad med Musik. En Guitar, en Violin og Mandsstemmer sang de sære, vuggende Melodier, der steg op til ham i Nattens Stilhed -- tunge, dæmpede, stundom bævende, stundom fulde af Ild og som klemtende Klokker, Bud fra fremmede Lande, Sang om Elskov, om Suk og Sorg, medens Aarerne plaskede.

Han saa op mod Himlen, hvor Stjernerne blinkede saa uendelig tæt, ligesom knugede ham med Tilværelsens stumme, uløselige Gaade.

Hvem er du? -- hvem er du? -- han følte sig saa fremmed for sig selv, greben af en ubetvingelig Rædsel, mens Stjernerne spurgte -- hvem er du? -- hvem er du? --

Han levede -- og dog syntes han, det var slet ikke ham selv; han gøs og traadte et Skridt tilbage i det langagtige firkantede Rum, hvor Loftet hang saa lavt, og hvor det sukkede i hver Krog, som havde talløse Slægter hvisket deres lønligste Hemmeligheder til de tavse Vægge.

Han var i Venedig, Drømmenes tavse By.

Holst mødtes med sin Rejsefælle i Restaurationen. Køkkenet var fransk, hverken værre eller bedre end paa de fleste europæiske Hoteller. I den aflange Sal summede det fra Gæster, der talte alle Verdens Sprog, medens Opvartningen, kjoleklædt og ilfærdig, krydsedes over Gulvet med de dampende Fade og Vinen i de snoede Foglietter og de langhalsede tyske Flasker. Dr. Braun hævede sit Glas: »Velkommen i Venedig og Tak for Rejseselskabet.«

Holst smilede. Han havde været heldig med sit Selskab. Dr. Braun var en ung tysk Lærd, der studerede Kunst og havde set sig vidt om i Verden. I København havde han tilbragt flere Aar som Gæst hos en stor dansk Mæcen og Fabrikant, i hvis store Samling han havde virket ved Opstilling og Katalogiseren af indkøbte udenlandske Kunstværker. Han var en ægte Bayrer, med Sydtyskerens livfulde Væsen, fuld af Spøg, men ofte underlig tavs. Holst havde ganske vundet hans Hjerte paa Turen, hvor Rejseselskabet havde bestaaet af et Par mellemtyske Handelsrejsende af den internationale, forskrækkelige Haussirertype, hvis banale Snak og zünftige Historier havde ærgret Holst og Doktoren i lige høj Grad. I Bozen havde de fundet hinanden ret, og Resten af Turen havde de tilbragt i livlig Samtale om det skønne og store og om det forjættede Land -- Venezia. Maaltidet var hurtigt til Ende, og ad de krogede, snævre Gader fulgtes de til Stedet, der drager og kalder, det Sted, hvorhen alle iler -- den evig uforlignelige Marcusplads.

Gennem en Bue i Procuratiernes Søjlegang traadte de ud paa Pladsen, der laa hvid som dækket af Sne i det skarpe, klare Maaneskin; kun en enkelt Vandrer gled henover den, den tilhørte Natten -- ikke den tunge, sukkende Nat, der bredte sit Dække over de tavse Kanaler, men Maaneskinsnatten, hvor Stenene bades i Straaler, hvor Drømmene tager deres lette Fart for i den lyse Stilhed at bæve i den flimrende hvide Glans i anelsesfuld Længsel.

Der lægger sig ikke Tyngsel over Sindet, naar Maanen lyser over Marcuspladsen. Det er ikke Dybden i dette Skønhedsvæld, der tvinger til at bøje Hovedet i ydmyg Undren. Der føles heller ikke Fred, Trang mod Hvile -- det er et Drag, der tømmer Skønhed som Drue i Krystal, gulhvid og sød. Procuratiernes Arme strækker sig ikke vidt som Sct. Peters Søjlerækker i Rom, ikke aabne for at kryste Beskueren ind mod Kirkens store Moderbryst, men let glidende, som den sikre Kærlighed stryger over Haar og Nakke, den der véd, at dens Kalden følges saa villig.

St. Marcos byzantinske Kupler rejser sig bag de stejlende Gangere og de slanke Fanesøjler som for at byde Blikket en Dæmning. Kampanilen stræber mod Himlen som for at hæve Blikket mod Vidder, hvor intet stiller sig mod det, og den dejlige Port, der fører til Dogepaladset, lukker sig fast som en Mund, der, om den vilde, kunde aabne sig og fortælle om den Smerte, der ligger bag al denne tavse Lyst, der drager Øjet og Tanken.

Og Foden flytter sig villigt -- til Piazettaen, hvor Dogepaladsets mauriske Flade byder sig frem for Øjet, utilsløret som Sultaninden i Eventyret for den, hun har kaaret i Løndom, og over Piazettaens Sten glider Blikket ud over Lagunen, det brede Vand, hvor Øen ligger i det fjerne med Sct. Giorgios' Kupler og Spir, en Anelse om, at endnu er Skønhedens Kalk ikke tømt, endnu har Venezia rige Skatte i Gemme for den, der vil træde den lette, vuggende Vej, der spejler Himlen og dens Lys, Vejen, der trædes som i Drømme uden Drøn af Fodtrin, medens Bølgerne sukker.

Man taler ikke, naar Maanen skinner over Piazettaen i Venedig; men lyder Slagene dæmpet fra Klokkeporten ved Procuratiernes venstre Fløj, dæmpet bævende Slag i Slag, saa bygges en Bro for hvert Skønhedsindtryk, drages Tankerne opad, samles i en eneste livsalig Følelse af at se og nyde.

Og videre gaar det langs Molen, over Kanalen, hvor Sukkenes Bro tegner sig mørk mod Justitspaladset, hvor alle Venezias mørke Sagn faar Liv i dæmpet Tale og underlige Fortællinger om Død og Glemsel. Vandet skvulper mod Kajen, og derude glider, som en Mindelse om Nutiden, Skroget af en stor Damper frem over Spejlet, Ankerkæden rasler og Spillene hviner, medens Dampen i korte, hæse Prust kastes ud fra de sugende Rør. Den vandrende vender sig uvilkaarlig mod Land, og hans Øjne møder Rytterstatuen af den piemontesiske Soldat, der satte Italiens Krone paa sit Hoved: il re galantuomo Vittorio Emanuele, hvis stejlende Hest knejser over Riva dei Schiavoni som et brutalt Monument over Sejren, der vandtes af andre og faldt i de tabendes Lod.

Atter drages Vandreren mod Fortiden, mod Piazettaen og Dogepaladset, og fra Buen i Procuratierne kaster han det sidste Blik mod den skønne Marcusplads, som den hviler, badet i Maanelyset, evig én i sin tavse Dejlighed -- -- --

Holst sov kun lidt den første Nat i Venedig.

II.

Tiden var knap, og Arbejdet ventede. Holst vidste intet andet, end at Sjöström var rejst til Venedig, og at han var truffet der midt i Juni af en Landsmand, der havde bragt det Bud fra ham, som Staldmesteren havde meddelt. Det lod ikke til, at hans Formuesomstændigheder var de bedste, han boede ikke paa et af de store Hoteller; det Hotel, Staldmesteren havde nævnet, var et lille uanseligt Hotel ved Rivaen, hvor særlig Søfolk søgte. Holst forhørte sig der den næste Dag, men man kendte intet til nogen Løjtnant Sjöström, og det var vel ogsaa rimeligt, at han havde boet der under et fingeret Navn. Det var naturligt at antage, at han, om han vilde blive i Venedig, havde søgt et privat Logis; men rimeligst var det at søge ham paa Lidoen, hvor den bedste Lejlighed aabnede sig for en Eventyrer, der som Sjöström kæmpede for Opholdet. Holst tvivlede ikke om, at han havde sat de røvede Penge til ved Spil i Monte Carlo; Staldmesteren havde jo allerede meddelt, at han i Maj Maaned var truffet der, ivrig i Lag med Rouletten.

To Dage tilbragte Holst med Søgen uden at opdage noget Spor; saa følte han en Aften, da han vilde gaa til Ro, en isnende Kulde, og da Natten kom, var det, som steg der gennem Vinduet giftige Taager og lagde sig om ham, hans Tindinger bankede, Blodet gød sig som Ild gennem hans Aarer, han mistede fuldstændig Bevidstheden og gled ind i Feberfantasier saa voldsomme, at det flimrede om ham som Ild, og al Tanke hvirvlede rundt som en Malstrøm. Dr. Braun, der boede tæt op ad ham, kom til og fik hentet en Læge, der rystede paa Hovedet og konstaterede en ondartet Forkølelsesfeber, den, der saa hyppig griber de fremmede, der giver sig Venedigs lokkende Skønhed i Vold. Holsts Tilstand var ikke uden Fare særlig i de første Dage, men lidt efter lidt løftedes Taagen, og hans stærke Natur sejrede.

I Løbet af otte Dage lykkedes det Holst at komme over sit Ildebefindende, og han besluttede nu at fortsætte Efterforskningen efter Sjöström med fuld Kraft. Da han sammen med Braun indtog sit lette Frokostmaaltid i Bauer Grünewald, lagde han Mærke til, at hans unge Ven var noget nedtrykt og syntes at beskæftige sig med en Række bestemte, stadig tilbagevendende Tanker. Holst gik ham paa Klingen, men han vilde ikke ud med det til en Begyndelse.

Det var en flov Historie, men Holst trængte paa.

Saa fik han Historien.