Part 5
Stramme sad de gamle Damer i deres Ordensdragt langs Kirkestolene. Frøken von Salzen var ledet ind af den lille Priorinde: det blev stadig ringere med Naaden von Salzen; nu var Øjenlaagene blevet lamme, saa de næsten helt faldt til.
Præsten talte over Ordet: "Og jeg vil give Eder min Fred i al Evighed".
Ind gennem Prædikenen hørte man den gamle Frøken von Salzens:
Aa--ja--aa ja, hen gennem Kapellet.
Efter Gudstjenesten var der Kur i Ordenssalen.
Abbedissens Stol stod under en Baldakin med det hertugelige Vaaben.
Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina stedte Damerne til Haandkys.
De gamle Damer rokkede frem en for en og nejede og bøjede Hovedet over Hendes Højheds Haand. Hun sittrede lidt, naar hun følte de gamle, kolde Læber mod sin Haand.
Hendes Højhed blev ved at smile, og hun saa' de gamle Frøkener ryste videre, rokkende paa de graa Hoveder.
Hun hørte gamle Frøken von Salzens uafladelige: "Aa ja--aa--ja" og bøjede Hovedet op og ned og blev ved at føle Læberne mod sin Haand.
Rigsgrevinden af Waldeck, Priorinden, gik frem over Gulvet mod Baldakinen. Hun bar Klostrets Nøgler paa den røde Pude.
Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina syntes, Gulvet gik i Bakke og Dal, da hun bøjede sig ned og berørte de gyldne Nøgler.
Halvt i Knæ modtog Priorinden dem igen. Hendes lange Sørgeslør flød ned over Puden og dens Nøgler.
-Aa ja--aa ja, hørte man Gamle Salzens stille Selvsnakken gennem Salen.
Brandkoret faldt ind nede fra Gaarden. De blæste Bryllupsmarschen af "En Skærsommernatsdrøm" paa syv Horn.
VII
Hendes Højhed sad lænet tilbage i sin Krog med Hovedet støttet i sin Haand—-Hendes Højheds Bog var gledet ned og laa paa Tæppet-—; hun havde ikke hørt Kammerpigen gaa med Døren.
Hendes Højhed lod Haanden synke ned og fo'r sammen. Det var jo blevet ganske mørkt.
-Er der nogen? sagde hun.
-Det er mig, Deres Højhed, sagde Kammerjomfruen.
-Aa ja—-Hendes Højhed stod op-—det er jo blevet sent. Det er den høje Tid....
-Vil De tænde Lysene — her paa Kaminen ... Saa kommer jeg straks.
Hendes Højhed saa' efter Kammerpigens Haand om Lysene: Hvad er Klokken? sagde hun. Det er sent.
-Syv, Deres Højhed....
-Syv—-allerede ... Godt, jeg kommer straks....
Kammerjomfruen havde tændt og gik.
Hendes Højhed saa' i Spejlet, om nogen kunde se, at hun havde grædt. Hun støttede et Øjeblik Hovedet i Haanden foran Kaminspejlet, før hun vendte sig og gik.
Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina blev klædt paa. Hun var i Burgunderrødt med Kniplinger.
Klokken halvni tog de høje Herskaber bort til Hoffesten paa det italienske Slot.
* * * * *
Hr. og Fru Pöllnitz var for første Gang ved Hoffet. Hr. von Pöllnitz kunde anse det for sikkert, at han fra den første September var ansat som Intendant.
Hr. von Pöllnitz havde aldrig været saa bevæget. I otte Dage havde han bukket foran alle Spejle med aimable Smil.
Han begyndte sin Paaklædning Klokken seks. Hr. von Pöllnitz maatte gaa til og fra. Hans Mave taalte ikke saadanne Sindsbevægelser. Hr. von Pöllnitz havde Kolerine.
Han stod i Seler og spejlede sine Ben: Det er en stor Fejl, at det ikke er Hofdragt med Knæbukser, sagde Hr. von Pöllnitz.
-Men det kommer--det vil komme dertil ... Hr. von Pölnitz spejlede begge sine Lægge.
-Det kommer--man maa jo dog--Hr. von Pöllnitz saa' begge Læg-Rundingerne--en Gang igen--tillade os at have Fantasi....
Hr. von Pöllnitz forklarede ikke, hvad han mente. Han faldt hen.
-Om du var færdig, Pöllnitz, sagde Fruen. Hun kunde aldrig komme frem. Hr. von Pöllnitz's besværlige Legemsdel var frygtelig fremtrædende, naar han var i Benklæder og Skjorte.
Hr. og Fru von Pöllnitz kom i Vognen.
-Ja ... men--Mariane--hva' si'er man nu til Højhederne--det--....
-Naar Du blot indskrænker dig, David--til det mindst mulige....
Hr von Pöllnitz sad lidt.
-Mariane, sagde han, efter to Sæsoner maa man give mig Korset.
* * * * *
Selskabet ventede paa de høje Herskaber i "Arveprinsens Sal".
De første i Rangen stod i Rad fra Dør til Dør. De øvrige trippede bagved som Faar i en Fold. Fru Hofapothekeren var i Citrongult med Bregnekrans om Nedringningen.
-Ved Gud--om det er anstændigt, havde Fru Hofapothekeren sagt til Sypigen, da hun blev klædt paa.
Fru Hofapothekeren vilde have Kniplingsfichu.
-Hof er Hof, Deres Naade, sagde Syjomfruen; hun lagde Bregnerne i Spids paa Fru Hofapothekerens Ryg.
-Derfor behøver gamle Kærlinger ikke at vise Flæsk, sagde Fru Hofapothekeren.
Syjomfruen blev saa forfærdet, at hun stak Fru Hofapothekeren. Syjomfruen tog aldrig saadanne Ord i sin Mund.
Fru Hofapothekeren viste paa Ballet en Fylde af salomoniske Yndigheder.
Hun stod i Arveprinsens Sal ved Siden af Hr. von Pöllnitz. Hr. von Pöllnitz betroede Fru Hofapothekeren Tilfældet med sin Mave.
-Frygteligt generende, kære Ven, frygteligt generende ... Og #hver# Gang, jeg spiller en ny Rolle....
Fru Hofapothekeren havde Draaber med sig i Lommen.
-Jeg ta'er altid med mig en lille Flaske, sagde Fru Hofapothekeren. Man véd aldrig, hvad det kan blive godt for....
Hr. Pöllnitz tog Koleradraaber i en Krog.
* * * * *
Hofmarschallen slog tre Slag med sin Stav, og Døren gik op: de høje Herskaber traadte ind med Hofstaterne. Der blev ganske stille, alle nejede og bukkede paa Højhedernes Vej gennem Salen.
Hr. von Pöllnitz var kommet i første Rad ved Siden af Eksellencen Curth. Højhederne kom forbi.
Hr. von Pöllnitz' Legemsdel havde aldrig staaet saa højt ivejret.
Hans Højhed talte til Eksellencen Curth.
-Ganske vist, sagde Hr. von Pöllnitz.
-Er De der, min gode Pöllnitz, sagde Hans Højhed Hertugen. Og Rækken nejede videre ligesom dukket under en vellugtende Duche paa Herskabernes Vej.
Hans Højhed Hertugen førte Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina hen til hendes Plads i den grønne Sal.
Hendes Højhed Prinsessen gav Kur for de tilstedeværende Damer.
Hofmarschallen ventede ved Siden af Hendes Højhed. Da Kuren var endt, behagede det Hendes Højhed at engagere Hr. Oberstlieutenant Grev von Dürchfeld til den første Kvadrille.
Festen tog det ved vort Hof sædvanlige pragtfulde Forløb, skrev "Dagbladet".
Et lille Uheld omtalte Bladet dog ikke.
Ud paa Aftenen beviste Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina Hr. Hofskuespiller Pöllnitz den Ære at byde ham op til en Vals.
Hr. von Pöllnitz satte Pladen skævt af lutter Bevægelse.
Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina var meget naadig mod Hr. von Pöllnitz. Hendes Højhed underholdt sig med Hr. von Pöllnitz i sytten Minutter.
-Nu havde Hr. von Pöllnitz jo overtaget Kong Filips Rolle?....
-Ja--og Hr. von Pöllnitz bukkede--ja, vi bliver alle gamle, Deres Højhed, sagde han.
Hendes Højhed smilede: Ja, sagde hun, og stod et Øjeblik og saa' ud i Salen.
-Ja--det er sandt.
Hendes Højhed kunde saamæn huske Hr. von Pöllnitz som Don Karlos ... Siden havde Hr. von Pöllnitz spillet Markis Posa....
-Ja ... saa Deres Højhed husker....
-Det var sammen med dette unge Menneske--hvad hed han nu?--han var her kun saa kort....
-Hr. Kaim....
-Rigtig--ja ... Han havde vist meget Talent ... Hører man noget om ham nu?
Hr. von Pöllnitz skød Skuldrene op: Deres Højhed--han #kaldes# en Storhed--i Berlin. Hr. von Pöllnitz bukkede lidt paa skævt.
Man kunde tro, der kom lidt rødt paa Hendes Højheds Kinder. Men maaske var det kun Skæret fra den burgunderrøde Robe, da hun bøjede Hovedet.
-Ja saa-—saa han har gjort Karriere, sagde Hendes Højhed. Hun gav Hr. von Pöllnitz Armen til Vals.
Saa var det, det skete. Hr. von Pöllnitz forstod det ikke; men det #skete#. Hr. von Pöllnitz væltede med Hendes Højhed i Valsen, midt under Lysekronen.
-Min Go'e--hvad kan man vel vente, naar man danser med Komedianter, sagde Frøken von Hartenstein næste Formiddag ved Kaffen til Mlle Leterrier.--Men Hendes Højhed har #Idéer#....
Frøken von Hartenstein tog Himlen til Vidne med et stumt Blik. Frøken von Hartenstein havde lang Vane til at "tie" om de illustre Personer.
Hendes Højhed havde taget Tingen godmodigt. En ung Referendar fløj til og hjalp Hendes Højhed op.
-Hjælp saa Hr. von Pöllnitz, sagde hun.
Hr. David von Pöllnitz laa og sprællede uhjælpelig som en tyk Oldenborre, man har vendt om paa Ryggen.
Lidt efter anrettedes Souperen.
Hans Højhed Hertugen tømte et Glas paa sin "Datter, Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolinas Sundhed og Vel i dette Aar, som kom, og op gennem Aarene".
Hr. von Pöllnitz var blevet i Balsalen. Han stod ene, lænet til en Søjle, og betragtede Gerningsstedet.
* * * * *
Efter Souperen afbrændtes Fyrværkeriet. Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina lod Balkondørene lukke op og gik ud paa Altanen.
Aftenen var mild, og stjernerig laa Himlen over Haven. Raketterne fo'r hvinende op i lange Lys-Buer og sluktes. I Kanalen glimtede det som af faldende Guldregn.
Maria Carolina stod, svøbt i sin Pelts, lænet til Gelænderet. Hun havde set ud over Haven mod Højderne, da Bifaldsklappene vækkede hende.
Det var det kronede M. C. i grønt og gult. M'et og C'et døde hen med nogle smaa Knald.
Prinsessen stirrede paa sit Navnetræk i Kanalens Vand.
Kronen holdt sig og brændte endnu.
Det saa' ud, som om den gled paa Kanalens stille Vand.
Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina stod og saa' paa Kronens Billede til det slukkedes, lidt efter lidt.