Part 3
Hertugen kørte bort med sin Kavaler. Maria Carolina blev staaende paa Trappen, mens de slog Vognen ned. Hun strakte Haanden ud for at fange en Draabe.
-Men det regner endnu, sagde Komtesse von Hartenstein. Det blir en Skylle igen ... Frøken von Hartenstein havde en Hat med ægte Fjer.
-Aa--blot lidt fra Træerne....
De begyndte at køre, og i hastigt Trav rullede de ad Alleen ud paa Landevejen, gennem Dalen. Uvejret var lige hørt op. De mørke Skyer rullede sig bort over Højderne som et stort Klæde. Himlen var dybblaa, saa fuld af Stjerner.
Vejen bugtede og løb langs med Floden. Let Damp stod op af Strømmen. Det mørke Vand saas ind mellem svajende Pile.
-Kør langsommere, sagde Maria Carolina.
De kørte ganske langsomt. Hestene raslede i Seletøjet, utaalmodige efter at komme hjemad. Saa gik de atter stille Fod for Fod.
Der var som i Vaar en Duft fra Græs og Træer. Saa stille, at man hørte Draabernes Fald, naar de en efter en glede fra Pilenes Blade ned i Strømmen.
-Hvor Natten er smuk.
Hendes Højhed aandede dybt. Hun sad med tilbagelænet Hoved og saa op i Natten.
Et Vers faldt hende ind og et andet og et endnu. Hun vidste ikke, hun kunde dem udenad, nu hvor de kom--de dejlige Ord.
-Hvor Natten er smuk, sagde hun igen.
De var kørt bort fra Floden, opad i Højderne. Borte i Horisonten korn nu og da et hastigt og fjernt Lyn. Graner og Birke duftede paa Skraaningerne. En Hund fo'r op i et Vogterhus, inde i Skoven, og glammede.
* * * * *
Hendes Højhed sad foran sit Toiletspejl. Kammerpigen flettede hendes Haar.
Vinduerne stod aabne bag de lange Stores. Et Par Insekter fløj omkring Lysene.
De fløj rundt og rundt; ind gennem Flammen og sved sig; rundt og rundt ... Hendes Højhed slog til dem: Aa--de Dyr, sagde hun.
Det faldt hende ind, hvem Mennesket lignede....
Ja.
Billedet i Hertugindens Dagligstue, hvor Marie Antoinette føres til Fængslet ... Der stod en ung Mand med knyttet Haand og Hovedet lidt bøjet ... Allerforrest, tilhøjre....
Det var ham, han lignede.
De to Insekter surrede ind i Lyset og faldt ned.
-Aa, luk Vinduet, sagde Maria Carolina Der flyver saa meget Kryb herind.
* * * * *
Hoffet havde boet i Residentsen en Maanedstid. Dag fulgte efter Dag i vanligt Trit.
Hendes Højhed malede Akvarel; hun gav enkelte Dage Kur; hun spaserede sin Time med Komtesse von Hartenstein paa Terrassen.
Hendes Højhed mødte undertiden Hr. Hofskuespiller Kaim ... Det kunde ikke nægtes, han var hæslig. Det flade Ansigt saa gult som en Citron. Han hilste ogsaa meget kejtet med sin høje Hat.
Det var en Dag, midt i November, en Formiddag med det fuldeste Lys over Parkens mange farvede Træer; tyndt var Løvet, faldne Blade laa allerede som et gulbroget Tæppe over Gange og Plæner. Hendes Højhed havde drukket Kaffe i det øverste Lysthus med nogle Damer. De havde netop rejst sig for at gaa, da Hr. Josef Kaim kom forbi Verandaen.
Hendes Højhed gik ned ad Trappen med et Par Damer. Hr. Kaim hilste.
Hendes Højhed standsede paa det nederste Trin.
-Hr. Kaim, sagde hun. Her er en meget smuk Udsigt oppe paa Platformen. Vil De maaske se den idag--her er just aabent?
Hr. Kaim var bleven staaende med et Sæt--med Hatten i Haanden.
-Jeg takker--jeg takker Deres Højhed.
-Steindl--Hendes Højhed vendte sig til Tjeneren--vis De Hr. Hofskuespiller Kaim op paa Platformen ... Udsigten er virkelig smuk....
-Jeg--har hørt det ... Deres Højhed....
Hendes Højhed hilste og gik videre med sine Damer.
Gehejmeraadinden talte fremdeles om Dronningen af Rumænien.
-En Majestæt, der sætter Versfødder sammen, sagde hun....
-Og gi'er _Kærlighedshistorier_ i Trykken....
-_Horrible_, sagde Mlle Leterrier.
-Ja--det var den samme Stemme--kort og vred, som om Mennesket stadig fo'r op mod en Fornærmelse.
Hendes Højhed var standset. Hun saa et Øjeblik udover den skinnende Have.
-Ja--sagde hun--Dronning Elisabeth skriver smukke Poesier.
Mundene klappede bums i paa Damerne.
Mlle Leterrier tog Teten: _Mais oui_--sagde hun--_votre Altesse--des vers étonnants_....
Og i samme Tone som naar hun tog Udgangspunkter for Hendes Højhed den Gang, for femten Aar siden, sagde hun igen:
-_Oui--voilà une madame de Staël sur le thrône_....
De andre Damer tav og lod Fru Staël sidde paa sin Throne. De vendte tilbage til Slottet.
Om Eftermiddagen kørte Hendes Højhed Tur til det italienske Slot med Komtesse von Hartenstein. Naar hun efter Taflet havde skænket Kaffen til Hans Højhed Hertugen--Hans Højhed Hertugen var meget plaget af Gigt i denne Vinter; Hans Højheds Spillebord var flyttet hen lige foran Ilden--kørte hun i Theatret; eller hun sad hjemme i sin vante Krog i den gule Sal.
Hendes Højhed læste i Vinter helst selv.
Hendes Højhed læste Schiller.
Hun sad bøjet og læste med Bindet i sit Skød. Hun holdt tidt op og saa ud for sig med Hovedet støttet i sin Haand.
Man hørte i Salen kun Kortenes sagte Fald mod Bordet, naar de spillede, og Hofmarschallens Gammelmandshoste, som han søgte at faa til at tage sig ud som en diskret og undertrykt Latter, der lød saa umotiveret hen i Stilheden.
Hendes Højhed lod Haanden synke og saa sig rundt i Salen. Hun saa Hans Højhed Hertugens bøjede Ryg og Hofmarschallen i Profil--hans Hoved rokkede lidt.
Komtesse von Hartenstein sad nogle Skridt fra hende. Den sorte Paryk stak grelt af mod Panden, der var fuld af _poudre de riz_ over Rynkerne....
Og Hendes Højhed bøjede sig og læste igen.
-Maria Carolina, kaldte Hans Højhed. Maria Carolina rejste sig og lukkede Bogen.
-Vi er færdige, sagde Hans Højhed.
Maria Carolina gik stille hen til Spillebordet og tog Plads.
De høje Herskaber spillede et Parti Piqué, før de trak sig tilbage.
* * * * *
Komiteen til "Borgerforeningens" Basar opfordrede Hr. Hofskuespiller Joseph Kaim til at yde sin velvillige Assistance med et Deklamationsnumer. Det var Overborgmesteren, som fik Ideen i et Komitemøde en Aften, da han havde været til Taffel.
I Damekomitemødet paa Slottet forespurgte man Hendes Højhed Protektricen om Tilladelse til at anmode--"det var maaske en Afveksling"--Hr. Josef Kaim om at assistere ved Basaren.
Hendes Højhed mente, at Hr. Kaim vel allerede havde et stort Publikum.
Hr. Hofskuespiller Kaim lovede villigt at efterkomme Opfordringen.
Hr. Hofskuespiller von Pøllnitz maatte tilstaa, at han #forstod# ikke Komiteen.
Hr. von Pøllnitz var i disse Dage altid paa Gaden. Man faldt over Hr. von Pøllnitz, blot man satte sin Fod paa Gaden.
-Kære Ven sagde han--#begriber# De?--
Intet Knaphul var helligt for Hr. von Pøllnitz: I tyve Aar--kære Ven ... tyve Aar ... har jeg vist dem den Venlighed--
-Ja--bedste Hr. von Pøllnitz ... jeg skal denne Vej....
-Tyve Aar ... Hr. von Pøllnitz tog sig til Panden og blev staaende et Øjeblik med udstrakt Arm, Fingrene udspilede, og med stirrende Øjne--Kære Ven--Naa--skal De denne Vej?--jeg følger Dem....
Hr. v. Pøllnitz gik Gade op og Gade ned.
-Men der maa jo være Grunde, sagde han. Man skylder mig Grunde ... Man maa give mig Grunde....
Naar om Aftenen Gæstestuen i "Hertugen" blev lukket, tog Hr. von Pøllnitz en Arm. Hr. von Pøllnitz slap den sent:
-Kære Ven--Hr. von Pøllnitz standsede og saa Ledsageren lige ind i Ansigtet--Tingen er, man kan jo ikke #tie#--der maa jo tages Forholdsregler ... man maa dog vide....
Hr. von Pøllnitz kom hjem Klokken to, tre om Natten.
Naar Hr. von Pøllnitz var hjemme, sad han stille hen i sin Stol med Hænderne paa sine Laar. Undertiden løftede han langsomt Armen og lagde smerteligt Haanden op paa sin Plade.
-Det er jo det--Mariane, sagde Hr. von Pøllnitz til sin Frue--#hvis# man #begreb# det.--
* * * * *
Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina havde aldrig set saa godt ud. Hendes Højhed var i noget fornemt, slankt Graat, der klædte hende rent mærkeligt: Hendes Højhed var næsten smuk, som hun kom ind i Basaren med Overborgmesteren.
Hendes Højhed gik op ad Trinene til Tribunen og tog Plads. Sangerne begyndte at synge.
Hr. Pøllnitz havde tilbudt sig at staa i Tombola.
-Kære Pøllnitz, havde Fru von Pøllnitz sagt: om du vilde følge mit Raad.
Hr. von Pøllnitz fulgte altid sin Kones Raad: Hr. von Pøllnitz stod i Tombola med et bredt Bonvivantsmil.
-Hvor det er morsomt engang at høre en anden--sagde Hr. von Pøllnitz til alle. Han var saa urolig, at han trippede.
-Kære Ven, sagde han. Man har fri....
Hr. von Pøllnitz var lykkelig.
Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina var lidt ubarmhjertig mod Borgerforeningens Buket: Der faldt under Sangforeningens Sang det ene Blad efter det andet ned for hendes Stol.
Hr. von Pøllnitz lagde Armene overkors ved sin Tombola: Hr. Hofskuespiller Josef Kaim kom frem i Kjole og hvidt.
Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina hilste ved at bøje Ansigtet ned over Borgerforeningens Buket.
Hr. Josef Kaim deklamerede "Sangerens Forbandelse". Han havde hængende Skuldre i en flunkende ny Kjole. Skjorten skød sig under Anstrængelsen op og stod ud af Vesten, og Hr. Kaim trak den ned mellem hvert Vers.
Hr. Kaim deklamerede lidt slettere end Alverden.
Fru von Pøllnitz sad paa reserveret Plads. Hun havde Næseklemmer paa og saa uafbrudt paa Prinsessen. Hendes Højhed blev ved at sidde med bøjet Hoved. Hun saa ned i Gulvet paa Hr. Kaims Fødder, uhyre Fødder i et Par Laksko med høje Hæle.
En #Bredde# af Fødder....
Hendes Højhed var nervøs; den stakkels Borgerforenings Buket. Fru von Pøllnitz var overbevist om, at Baandene snart var ganske krøllede.
--Han stod #ganske# som Hr. v. Pøllnitz. Den højre Haand presset ind mod Brystet--en tyk Haand i en klemt hvid Handske--og strakte Hals--og hvor var han varm....
Hendes Højhed saa atter stift ned--paa de store Fødder.
Det var forbi, og Hr. Josef Kaim bukkede. Der applauderedes livligt i Salen. Hr. von Pøllnitz strakte Armene langt frem i Højde med sit Hoved og klappede heftigt.
Hendes Højhed Protektricen rejste sig hurtigt. Sangerne havde sat an til Slutningsnumeret, men holdt inde, og det blev ved et hendøende Kvæk. Dirigenten, der skrævede med Ryggen til Salen, blev staaende med løftet Haand....
Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina var allerede nede af Tribunetrappen.
Damerne fløj til Boderne og fik de udbredte Duge væk, som skærmede de udsøgte Genstande ... Det var knap, at Frøken von Hartenstein kunde indhente Hendes Højhed.
Højheden smilede hastigt frem gennem Bodrækken. I Bod Nr. to straalede Fru Overborgmesteren bag sine Dynger af "Prinsessens Peberkager".
Højheden smilede svagt til Boden og gik forbi. Fru Overborgmesteren var knikset ned bag Peberkagerne og blev staaende i Nejningen: Hendes Højhed købte i Fru Hoftandlægens Barak.
Fru Overborgmesteren havde født ti Børn til Verden. Hun fik det med Hold over Lænderne ved saadanne Lejligheder.
Hendes Højhed havde aldrig været saa livlig! ... Hun talte længe i hver Butik, nederst i Salen....
Da Hendes Højhed tog bort, rev Hr. von Pøllnitz "Leve't" ud af Munden paa Overborgmesteren.
Hr. von Pøllnitz var i det Hele i Ekstase.
-Kære Ven--Hr. von Pøllnitz omfavnede Hr. Kaim--et Organ ... et Foredrag ... Jeg vil indlemme "Sangerens Forbandelse" i mit Repertoire....
Ud paa Aftenen købtes Fru Overborgmesterens Peberkager underhaanden til Buffet'en.
Hr. og Fru von Pøllnitz gik hjem.
Hr. von Pøllnitz rømmede sig; Fru von Pøllnitz hørte det ikke.
Tilsidst sagde Hr. von Pøllnitz og gned sig under Hagen--Hr. von Pøllnitz gned sig under Hagen som en Høker i fortrolige Øjeblikke og frembragte en gryntende Lyd--:
-Hm "Mutter Pøllnitz"--Mutter Pøllnitz var et Kælenavn--hvad si'er du saa?
-Hvad jeg siger--David--til hvad?
-Til hvad? sagde Hr. von Pøllnitz. Som om der ... Til hvad?
-Mener du den unge Mand. Det var meget net.
-Kære Mari ... Hr. von Pøllnitz kom ikke videre....
-Naar man betænker, at det unge Menneske er ganske uden Øvelse; Fru von Pøllnitz sagde det venligt.
Hr. von Pøllnitz sagde ikke noget. Han havde det varmt.
-Pøllnitz, sagde Fru von Pøllnitz--du skulde slutte dig lidt mere til Hr. Kaim.
-Slutte mig--min Pige, Hr. von Pøllnitz stod stille....
-Ja--han gør virkelig et rart Indtryk--saa beskeden og forlegen endnu....
De var hjemme.
Hr. von Pøllnitz sad længe i sin Stol, stille, med Hænderne paa sine Laar.
Siden laa han timevis vaagen. Han sukkede og pustede og saa over paa Fru von Pøllnitz. Hun lod, som hun sov.
Hr. von Pøllnitz vendte og drejede sig og slog sig paa Hovedet, saa Nathuen fløj fra højre til venstre: Hr. von Pøllnitz laa med Nathue.
Næste Morgen tog Hr. von Pøllnitz "Engelsk Salt". Hans Mave taalte ikke stærke Sindsbevægelser.
Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina klædte sig om, da hun kom hjem, og hun gik ned i den gule Sal.
Komtesse von Hartenstein læste højt af "_Revne des deux mondes_". Det var en Afhandling om den evropæiske Indflydelse i Kina.
Da Hendes Højhed skulde til Ro, og Kammerjomfruen flettede hendes Haar, paastod Hendes Højhed uafladelig, hun trak i Fletningen.
-Herre Gud--Hendes Højhed var meget sensibel--De piner mig....
-Men, Deres, Højhed....
-Nu igen....
-Deres Højhed....
-Aa--lad mig selv....
Hendes Højhed tog selv Haaret og begyndte at flette det.
Og to Minutter efter lod hun det falde igen....
Kammerjomfruen forstod ikke Højheden. Stille flettede hun Haaret og bandt det varsomt op.
* * * * *
Hans Højheds Gigt var meget slem. Et Par Uger tog Hendes Højhed Prinsesse Maria ikke i Theatret.
Hr. von Pøllnitz var meget optaget: han virkede for selskabeligt Samkvem mellem Hofteatrets Medlemmer.
-Kære Ven, sagde Hr. von Pøllnitz--man ser aldrig hinanden....
-Bedste Ven, man er Kammerater, og vi lever som fremmede....
-Kære Ven--man maa se hinanden....
Næste Lørdag var der Middag hos Hr. von Pøllnitz. Hr. Hofskuespiller Kaim havde Fru von Pøllnitz til Bords.
V
Vaaren kom med kriblende Sol og Grøde. Hendes Højhed var nervøs. Foraars-Uroen angreb Hendes Højhed.
-Højheden har Indfald, sagde Komtesse von Hartenstein--min Go'e, uberegnelige....
Komtesse von Hartenstein tilbragte sine fleste Eftermiddage hos Mademoiselle Leterrier. Hendes Højhed trak sig i den sidste Tid ofte tilbage om Eftermiddagen. Hun vilde hvile sig.
Hendes Højhed havde lukket Døren af, saa Kammerjomfruen maatte banke paa, naar hun skulde klæde Højheden paa til Taflet.
Komtesse von Hartenstein sad ovre hos Mademoiselle Leterrier.
-Min Go'e, sagde hun, det er Nerverne ... Men hvem der #lider#, min Go'e--det taler man ikke om ... Højheden har #Indfald:# Igaar #gik# vi hjem fra Theatret--
-#Gik?#
-Ja--min Go'e, vi gik; Højheden sendte Vognen bort ... #Det# Slæbeskørt #har# jeg haft min Nytte af....
Komtesse von Hartenstein beskrev ikke, hvad hun led. Men hun havde en Maade at #tie# paa om sine Lidelser--"min Go'e, jeg har jo at bøje mig"--saa hun saa' ud, som hun daglig blev slagtet.
Mademoiselle Leterrier nikkede forstaaelsesfuldt.
-_Mais oui_--sagde hun--_c'est l'áge orageux_.
-Ja, sagde Komtesse von Hartenstein; hun forstod ikke, hvad Mademoiselle mente: Komtesse von Hartenstein havde aldrig kendt nogen _áge orageux_.
-_Mais oui--c'est ça_, gentog Mademoiselle. #Hun# kendte det. Mademoiselle Leterrier havde en "Nevø", en lang friseret Laban af en Referendar, der besøgte hende to Gange om Aaret og regelmæssigt tømte hendes Sparekassebog. _C'est ça_, sagde Mademoiselle Leterrier.
Det ringer. Det er Fru von Pøllnitz. Fru von Pøllnitz har taget Timer i Fransk i Vinter hos Mlle Leterrier.
De tre Damer taler om Vejret, der er saa ustadigt og slemt for Hans Højhed Hertugens Gigt.
* * * * *
Hans Højhed Hertugen var meget plaget af Gigt. Han havde ikke en Gang saa meget som kunnet sætte sin Fod i Hoftheatret i de sidste to Maaneder.
Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina satte sig paa hans Plads i Mørket. Lyset fra Rampen generede. Hendes Højhed sad ogsaa hellere der--lidt tilbage i Skjul: Hendes Højhed var virkelig undertiden ganske skræmt i Hoftheatret nu.
-Har han ikke faaet dem gjort til Rebeller allesammen, sagde Eksellensen Kurth. Det er en Galskab, der smitter....
Komtesse von Hartenstein mente, at den store Devrient vendte sig i sin Grav.
Hendes Højhed sad blot forskræmt.
Josef Kaim #rev# de unge paa Scenen med sig.
Det var ikke stor Kunst. Men den hede Ungdom gennembrændte Mesterværkerne med alle Lidenskaber. Had var det rene Vildskab, og Kærlighed var Raseri. Liv stod der i de lyse Luer af Tøjlesløsheden.
De Godtfolk i Residentsen sad i Hoftheatret saa forblæste, som gik de over Raadstuepladsen i Storm.
Maria Carolina trykkede sig ind i sin Logekrog. Hun følte en sky Forbavselse, en beklemt Modvillie, der ikke vidste, mod hvem den skulde vende sig. Og hun blev siddende, som en Døv, der kæmper for at høre, og stirrede paa disse Mennesker.
Josef Kaims Stemme lød gennem alle de andres.
Undertiden lød den ogsaa smeltende mildt, smigrende blød som Musik--som naar Don Karlos talte til Dronningen.
Og nysgjerrig saa Hendes Højhed ned paa Don Karlos, der knælede for den Elskede--paa hans Ansigt, der straalende vendte op imod hendes, paa Læberne, der bevægede sig under sagte Ord, og Hovedet, der bøjede sig, naar han kyssede hendes Haand.
Og længe, med en egen Glæde, gemte Hendes Højhed over Billedet, mens hun lukkede Øjnene.
Men Stykket gik videre. Og vildt kæmpede Eboli om Karlos, og Karl svor sin Fader Fjendskab i Forbandelser, og Posa gik i Døden, Posa den Retfærdige.
Hendes Højhed vidste knap af Ordene. Men hun hørte de oprørte Stemmer som i et stort Kor, og hun følte en klemmende Angst, som om noget besværede Aandedrag og Hjerteslag i hendes Bryst.
Naar Tæppet var faldet, og det var forbi, blev hun siddende paa sin Plads, og hun stirrede aandsfraværende paa Tæppet, der pludselig blev mørkt, og Jerngitret, der skød langsomt ned, en sort Væg, og faldt tungt i Gulvet.
Hendes Højhed rejste sig, og hun blev endnu staaende ved Randen af Logen, og hun saa ud i den tomme Sal i Halvmørket med alle de gabende Stolestader.
Fru von Pøllnitz havde i Vinter Plads i Logen vis-à-vis Prinsessens i første Etage.
Hun tog Tøjet paa i den aabne Logedør; Fru von Pøllnitz havde Næseklemmen paa under Sløret.
Lakajen havde løftet Portieren til den lille Salon. Prinsessen vendte sig og gik ham forbi. Hun kørte hjem.
Hans Højhed Hertugen havde ventet paa Hendes Højhed til Piqué'en. Han sad og trommede med Knoerne paa Spillebordet og saa paa Uret hvert halve Minut.
Klokken er elleve, sagde Hans Højhed. Han havde allerede Kortene i Hænderne.
-Ja--Deres Højhed. Maria Carolina tog Plads, og Hans Højhed gav Kort. De spillede i Tavshed, gav, tog Kort og stak.
En Lakaj listede over Gulvet med Theservicet. Komtesse von Hartensteins Strikkepinde raslede sagte.
Deres Højheder blev ved at spille.
Naar Spillet var ude, samlede Hans Højhed Kortene.
-Det er blevet sent, sagde han.
-Klokken er halv tolv, sagde Hendes Højhed. Hun rejste sig og gik hen over Gulvet mod en Vinduesfordybning. Hun støttede et Øjeblik sit tunge Hoved mod Vinduessprossen.
-Deres Højheds The. sagde Komtesse v. Hartenstein.
-Tak--jeg kommer....
Herskaberne drak The i Tavshed.
* * * * *
Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina vilde hente en Bog i "Hertugindens Dagligstue", før hun gik til Ro. En Lakaj bar Armstagen foran hende.
Hendes Højhed gik hen til den lille Reol og mekanisk tog hun en Bog af Hendes Højhed Hertugindens Haandbibliothek. Hun lagde den fra sig paa Bordet, og mens Lakajen ventede med den løftede Kandelaber, betragtede hun "Marie Antoinette, der førtes til Fængslet".
Hun betragtede Ansigterne og Skikkelserne med de knyttede Hænder.
Hun saa' fra Rebellerne hen paa Dronningens Ansigt. Hun skred rank frem, kongelig, gennem Pøblen. Ansigtet næsten straalede i sin uantastelige Ro.
Maria Carolina saa bort fra Billedet rundt i hendes Højhed Hertugindens private Gemak ... Det var, som hendes Moder kom hende i Møde fra hver Plet....
Hun saa hende sidde #der# i den højryggede Sofa fra det første Kejserdømme, rank og smuk og rolig--de ringbesatte Hænder laa foldede i hendes Skød--mens hun, en lille Pige, #der#, foran Hendes Højhed Hertuginden, staaende midt paa Gulvet, hviskede en af Lafontaines Fabler--paa Stolen derhenne sad Mlle Leterrier og bevægede Læberne til Fabelordene, som om hun vilde suflere hende.
Og naar Fablen var ude, bøjede Hertuginden, hendes Moder, sig let fremad:
-Godt, sagde hun, meget godt.
Og Maria Carolina nejede, mens Hertuginden, hendes Moder, let berørte hendes Pande med sine Læber.
Maria Carolina traadte tilbage. Og Hertuginden strakte Haanden ud til Kys for Mlle Leterrier, og hun sagde igen:
-Det er jo meget godt, Mademoiselle.
Hendes Højhed hørte Hertugindens, hendes Moders Stemme, klar og altid rolig, og hun saa paa de lige og regelrette Møbler med Vaserne og de gyldne Guirlander og Billederne, som hang symetrisk i Vægfelterne.
Maria Carolina aandede dybt, som om hun havde lagt en tung Byrde fra sig, og hun vendte sig for at tage Bogen paa Bordet.
Hendes Blik faldt atter paa Marie Antoinette. Og al hendes Følelse blev til en pludselig dyb Vrede mod disse Folk med deres Skrigen....
Hendes Højhed forlod "Hendes Højhed Hertugindens Dagligstue" og med en Haandbevægelse, uden Ord, afskedigede hun Hofdamen von Hartenstein, der ventede i den gule Sal.
Men mens Kammerpigen flettede Højhedens Haar foran Spejlet, kom den forpinte Urolighed igen. Hun lod Kammerjomfruen gaa, og hun gik tilsengs. Men hun kastede sig uden Ro og fik ingen Søvn. Hun hørte bestandig disse lidenskabelige Stemmer, som om de raabte til hende, og alle hendes Pulse bankede.
Hun tog "Don Carlos" fra en lille Hylde, og hun begyndte at læse.
Hun læste rundtom, og det var bestandig det samme.
Det var de samme Ord, evig: "Kærlighed"--"Menneskeret"--"Frihed"--sagt med de samme Stemmer.
Hun holdt inde med at læse, og Bogen faldt ned paa Tæppet.
Hendes Hoved var tungt af afmægtige Tanker. Hun fandt ikke Rede--i alle de fremmede Ting. Og hun følte som en Angst det bankende Blod.
Hun læste igen, og pludselig standsede hun. Hun havde sat sig op, og Bogen laa paa hendes Knæ: Gang paa Gang læste hun Hertugindens Ord til Dronningen:
Ich bin Der Meinung, Ihre Majestät, dass es So Sitte war, den einen Monat hier Den andern in den Pardo auszuhalten, Den Winter in der Residenz, so lange Es Könige in Spanien gegeben....
Hendes Højhed slap Bogen. Hun saa ikke Bogstaverne mer; Taarerne kom og blændede hendes Øjne.
Hun følte en inderlig træt, en afmægtig Smerte--stille og uhjælpelig.
Hun græd længe, og hun tørrede atter Taarerne bort; hun rakte mat Haanden ud efter Bogen af "Hendes Højhed Hertugindens Haandbibliothek". Kammerjomfruen havde lagt den paa Bordet.
Hun slog den op. Det var Habsburgernes Stamtavle. Hun læste Side efter Side og vendte Blad paa Blad. Det var de samme Navne og de samme Titler i uendelig Rad....
Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina blundede tungt ind over Habsburgernes Stamtavle.
* * * * *
Hans Højhed Arveprinsen fik mange arkstærke, sentimentale Breve fra sin Søster.
Han fik dem om Morgenen og saa ned ad Siderne, mens han nød sin første Cigar.
Hans Højhed skød de blaa Røgskyer i Ringe ud under sin Knebelsbart.
-_Pauvre enfant_, sagde han.
Og med et Suk strakte Arveprinsen sine Rytterben fra sig og tog den sidste Slurk af Kaffen.
-_Pauvre enfant_.
* * * * *
Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina var virkelig syg. Livlægen kunde ikke noksom tilraade Bevægelse.
Hendes Højhed red lange Ture i den friske Foraarsluft.
Hendes Højhed red saa uens, saa Lakajen evigt maatte passe paa: saa var det Karriere, og saa var det Skridt.
Hun red om ad Møllen. Anna-Lise bragte hende Mælk.
Hendes Højhed tømte Glasset og blev holdende foran Døren. Tankeløs saa hun paa det skummende Hjul.
Hun fo'r let sammen, og rakte Glasset tilbage til Anna-Lise:
-Hvor De er bleg, sagde hun. Er De syg? Det slog hende, hvor Anna-Lise var blevet bleg og mager.
Hun hørte ikke Anna-Lises Svar. Hun saa igen paa det skummende Vand om Hjulet.