Part 2
Hans Højhed Arveprins Ernst Georg var en lang Knægt, som kneb Maria Carolina i Armen under Taflet, saa hun var gul og grøn. Om Søndagen sad han bag ved hende i Kirken og knubsede hende under Prædikenen med knyttet Haand i Nakken. Maria Carolina kunde være gaaet i Ilden for ham.
Hun elskede ham blindt. Hun var altid stiv som en Pind imod ham og talte altid til ham, som om hun var fornærmet.
Arveprins Ernst Georg drillede hende med at overkysse hende. Hun var blodrød og grædefærdig. Bagefter sad hun i en Krog og beundrede.
-Luk Munden, raabte Ernst Georg. Maria Carolina havde den Vane at sidde hen med aaben Mund, naar hun beundrede.
Maria Carolina var meget kejtet og kunde aldrig finde sig til rette med sine Arme, som var lange, med meget røde Haandled. De hang og dinglede, som var de løse.
-Armene, Deres Højhed, Armene, sagde Mademoiselle Leterrier.
Og Hendes Højhed fo'r sammen, og Armene strittede krampagtigt, Albuerne var spidse som Syle.
Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina var i sørgelig Grad uden Gratie.
Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina fyldte seksten Aar.
* * * * *
Hun fik egen Hofstat. Den bestod af en Hofdame, Komtesse Theodora-Anna-Amalia v. Hartenstein, det fyldte godt i den hertugelige Statskalender. Hun var opført tre Gange. Hendes Højhed Hertugindens Hofstat: Komtesse Theodora-Anna-Amalia von Hartenstein, første Æresdame. Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolinas Hofstat: Æresdame Komtesse Theodora-Anna-Amalia von Hartenstein, Hofdame.
Hofstat til Disposition for fremmede Fyrstinder: Æresdame Komtesse Theodora-Anna-Amalia von Hartenstein, Hofdame hos Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina.
Komtesse Theodora-Anna-Amalia von Hartenstein var skrutrygget og klædte sig fortrinsvis i krèmegult. Selv naar hun havde et nyt Toilette, saa' det ud som om det var omsyet.
Hun holdt sig op ad Prinsesse Maria Carolina og sagde altid: Deres Højhed mener....
Komtesse Theodora-Anna-Amalia von Hartenstein vidste alt, hvad Hendes Højhed mente.
Prinsesse Maria Carolinas manglende Ynder var indhyllet i et evigt, stramt lyserødt. Saa inderlig ligegyldig lod hun alt skylle sig forbi.
* * * * *
Hendes Højhed Hertuginden vilde adsprede hende: Prinsesse Maria Carolina fik Undervisning i Akvarelmaling.
-Hendes Højhed har Blegsot, sagde Livlægen. Hendes Højhed trænger til Bevægelse.
Hendes Ridetimer blev fordoblede. Maria Carolina havde en Ven. Det var hendes Hest.
Naar hun paa sine Rideture var staaet af Hesten ude i Skoven, for at spadsere, kunde hun blive staaende Kvarter efter Kvarter, med sine lange Arme slyngede om sin "Ajax"'s Hals. Hun talte ikke til Dyret, gav det ingen Kælenavne og kærtegnede det ikke. Hun stod blot med Hovedet ind mod Dyrets Hals, stille og ubevægelig--længe. Og naar hun var vendt tilbage til Slottet, og Lakajen gik bort med Ajax, blev hun staaende og saa' efter Dyret, saa længe til det forsvandt i Porten.
Onkel Otto Georg saa' hun sjældnere nu. Han var blevet mere syg de sidste Aar. Han sad mest stille hen og rokkede. Han talte aldrig, udstødte kun midt som han sad nogle underlige uartikulerede Lyd, der lignede Ugleskrig. Om Sommeren kom han en Gang imellem ned til sine Roser. Maria Carolina gik med ham og støttede ham. Han pylrede rundt mellem Buskene og nussede og smilede som et Barn....
Han blev stadig svagere og svagere og saa tynd som en Stilk.
Maria Carolina græd meget, da han døde.
Aaret efter gik ogsaa Hendes Højhed Hertuginden bort. Maria Carolina havde et stort Ceremoniel at gennemgaa og ikke megen Tid til at sørge. Hun havde ogsaa kendt saa lidt til sin Moder.
II.
Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina var allerede gammel i at repræsentere ved Hoffet.
Det var hvert Aar de samme Fester. Ballet Nytaarsdag, hvor Hans Højhed Hertugen i Polonæsen førte Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina. Til Kvadrillerne behagede Hendes Højhed Prinsessen at opbyde altid de samme Officerer.
De tre Vintertafler og den lille intime Hof-Festlighed paa Hendes Højheds egen Fødselsdag med Fyrværkeriet og hendes Navnetræk, det kronede M.C. i grønt og gult, Landsfarverne. Og de seks smaa Lørdagstéer i Hendes Højheds private Appartements, hvor Garnisonens Dusin Officerer dansede med de unge Damer af Hofkredsen og indøvede Signor Pestalozzis Kvadriller, som paa Hans Højhed Hertugens Fødselsdag blev udført i Kostyme.
Den aarlige Basar i "Borgerforeningen", hvor Hendes Højhed fik Buket ved Foden af Raadhustrappen og blev slæbt gennem Salen af det første Komitémedlem (Hendes Højhed kunde aldrig holde Trit med Komitémedlemmer i "Borgerforeningen") og sad paa Tribune af gult og grønt--Landsfarverne--mens Hofskuespiller Hr. von Pöllnitz velvilligt deklamerede "die Glocke".
Hr. von Pöllnitz var den eneste i Salen, som ikke var ganske sikker i "die Glocke". Han havde megen Pathos og løftede sig paa Tæerne ved Enden af hvert Vers.
Hr. von Pöllnitz udfyldte Hullerne i sin Hukommelse ved at fremrulle nogle langstrakte Lyd, der lignede fjern Torden, og han svingede med den højre Arm som med Vingen af en Vejrmølle.
Naar Hr. von Pöllnitz var færdig--det varede Aar for Aar længere, inden Hr. von Pöllnitz blev færdig med "die Glocke"--sagde Hendes Højhed: Det glæder mig....
Hun vilde sige mer og fandt ingenting og var generet af sine Arme--Hendes Højhed stod altid, som om hun vilde gemme sine Arme, naar hun skulde sige noget--og sagde igen:
-Det glæder mig ... Det har som sædvanlig glædet mig meget....
Hr. von Pöllnitz bukkede og pustede som en Hvalfisk. Det tog Aar for Aar mere paa Hr. von Pöllnitz at sige "die Glocke" paa Grund af Tordenen.
Efter hver Basar haabede Hr. von Pöllnitz at blive Ridder af Husordenen. Hr. von Pöllnitz havde Medaillen for Kunst: Hans Højhed Hertugen havde benaadet Hr. von Pöllnitz med Medaillen til hans fem og tyveaarige Jubilæum. Hr. von Pöllnitz havde spillet Romeo til sit fem og tyveaarige Jubilæum....
Hendes Højhed gik ned gennem Salen og købte noget i hver Butik.
Hos Overborgmesterens Frue købte hun Peberkager. Overborgmesterens Frue bagte dem selv.
-Jeg spiser Deres Peberkager med stor Fornøjelse, sagde Hendes Højhed.
Hendes Højhed spiste hvert Aar Overborgmesterfruens Peberkager med Fornøjelse. Alle Husmødre i Residentsen laante Opskriften paa "Hendes Højheds Peberkager".
Naar Hendes Høj hed havde besøgt Butikerne, besaa hun Forlystelserne. Der var et Menageri. En ung Overlærer ved Gymnasiet fremviste "et lærd Svin". Det sagde "Øf-øf", naar han kildede det paa Maven.
Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina lo, saa Komtesse von Hartenstein fik Hoste.
Komtesse Theodora-Anna-Amalia von Hartenstein forstod overhovedet ikke, at Hendes Højhed undertiden--"og ved de besynderligste Leiligheder, min Go'e," sagde hun til Mademoiselle Leterrier, der sad hen i Slotsfløjen som Oldfrue--"kunde tillade sig nogle Anfald af Lystighed"--"#Explosioner#, min Go'e"--saa hun næsten blev borte i Latter.
-Aa, De véd det jo, min Go'e, sagde Frøken von Hartenstein, det er jo #Sorgen#: Grace #har# hun jo aldrig ... Og naar hun saa #ler#....
Frøken von Hartenstein vilde ikke udtrykke sin Beklagelse.
Hofdame Komtesse von Hartenstein lo aldrig uden diskret, bag sit Lommetørklæde.
-Det er ikke enhver, som har _l'air du trône_, siger Mademoiselle Leterrier. Hun er mildest talt ikke tilfreds med at sidde som Oldfrue uden Rang.
Men Frøken von Hartenstein saa' mod Loftet.--Man tier jo, min Go'e, om de illustre Personer, sagde Frøken von Hartenstein.
Hendes Højhed havde set hele Basaren. Ved Udgangsdøren holdt Overborgmesteren Tale.
Den Legemsdel, som er højest, naar man hugger Brænde, var i uafladelig Bevægelse hos Hr. Borgmesteren, naar han holdt Tale.
Naar Talen var ude, stod Hendes Højhed lidt og vilde finde paa noget ... Saa sagde hun:
-Jeg takker Dem ... Det har glædet mig ... Og gik, mens man altid stod og ventede, hun vilde sige noget mere.
Men Hendes Højhed #havde# ikke mange Ord.
* * * * *
En Gang imellem slog Hendes Højhed ogsaa Søm i en Skyttefane og nedlagde en Grundsten.
Ellers gik Dag som Dag. Der var ingen Forandring. Det var altid det samme.
Undertiden, naar Hendes Højhed spadserede sin Tur paa Terrassen og saa' over mod det lange graa Slot, stilløst og trist, med sine mange smaa Ruder og de gamle Kanoner, som var kørt op og stod og rustede foran den høje Trappe, og Skildvagten--den ene Mand, som drev op og ned, vendte om og vendte--følte Hendes Højhed som en træt Beklemmelse, som om hele den graa Slotskasse et Øjeblik trykkede paa hendes Bryst.
Hun saa' fra Siden hen paa Komtesse von Hartenstein, der gik sirligt som en Danserinde paa Benene. Og Hendes Højhed gik hurtigere til, irriteret ved det evige Sam-Trit.
Men Komtesse von Hartenstein kom ikke ud af Trit med Højheden.
Og efter sin Tur vendte Prinsesse Maria Carolina tilbage til sin Vandfarve eller til sit Broderi. Komtesse von Hartenstein læste højt af _Revue des deux Mondes_.
Om Aftenen sad Hendes Højhed i Hoftheatret i sin Loge. Unge Begyndere og udtjente Heltefædre aflirede Schillerske Vers.
Hendes Højhed hørte det som i Telefon og halvt i Søvne. Hendes Højhed berørte en Gang imellem flygtigt Spidsen af Næsen med Kanten af sin Vifte. Spidsen af Næsen bevægede sig, naar Hendes Højhed skjulte en Gaben.
Saadan gik Tiden, og Dag efter Dag.
Og det hændte, at Hendes Højhed pludselig overrasket blev vaer, at Markerne grønnedes, og Engene langs Floden, og at Buskene ved Vejen stod med store Knopper.
-Men at det er Foraar? sagde hun.
-Vi har idag kun fjorten Dage til Hans Højhed Hertugens høje Fødselsdag, sagde Frøken von Hartenstein.
-Ja, det er jo sandt, sagde Hendes Højhed. Hun blev ved at se ud over de grønne Marker.
III
Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina var giftefærdig.
Nogle Aar var der forskellige Sendebud paa Besøg ved Hoffet. Tre, fire Prinser kom selv.
Maria Carolina blev ved Taflet ført tilbords af den fremmede Højhed. De sad begge generte mellem de diskrete Ekscellencer af Hofstaterne og sagde halvhøjt de ligegyldigste Sætninger med oplivede Ansigter.
Men pludselig standsede de midt i det, og de fandt ikke mer at sige, men sad og blev ved at smile, bøjet ind mod hinanden som Folk, der lige vil til at tale, og fandt ikke noget.
Damerne og Herrerne af Hofstaterne blev stikkende i de hviskede Samtaler, og, som Højhederne, sad de smilende, bøjede frem med interesserede Ansigter og sagde ikke noget, drejede Knivene mellem deres Fingre og saa' paa hinanden.
Hans Højhed rømmede sig meget højt, Gang efter Gang. De unge Højheder sad i samme Stilling, smilende ind mod hinanden, som Figurerne i et Vokskabinet.
--Den Mund, naar hun dog lukkede den Mund. Komtesse von Hartenstein var nervøs, som var det hende selv, der gerne skulde giftes.
Efter Taflet drak man Kaffe i den gule Sal. Hertugen gik til Tarokbordet, og Damerne og Herrerne af Hofstaterne gjorde sig smaa rundt om i Krogene. Komtesse von Hartenstein stak en Naal ud og ind gennem et Stykke Kanevas og bildte sig ind, at hun broderede.
Maria Carolina blev meget livlig. Hun blev ved at tale, hun gav slet ikke slip paa Eksellencerne Kurth og Quaade.
Det var et Spørgsmaal i Forstvæsen, der interesserede Hendes Højhed ... Hendes Højhed kunde ikke forstaa....
De to Eksellencer stod og trippede under Lysekronen. Hendes Højhed hørte ikke en Lyd af hvad de sagde, men hun blev ved at spørge og tale meget højt og bevæge den udslaaede Vifte.
Den fremmede Durchlauchtighed snoede sit Overskæg og betragtede sine Støvler.
-Som jeg siger, kære Eksellence....
Den kære Eksellence stod som paa Gløder: Han var den sidste. Eksellencen von Kurth var sluppet bort i en Pavse med tre Reverentser.
Eksellencen von Quaade tog en Beslutning: han brød af midt i en Sætning og gik baglænds.--Ja, ganske vist, sagde han, Deres Højhed, ganske vist.
Der blev et stort tomt Rum rundt om Deres Højheder.
De tog Plads ved et Bord og saa paa nogle Tegninger.
Den næste Formiddag var der arrangeret en Udflugt. Herskaberne spiste Frokost paa Bjergslottet, og bagefter blev der spaseret i Skoven.
Følget blev borte. De to unge Højheder var alene. Maria Carolina krammede krampagtigt om sit Parasolskaft og sagde nu og da nogle stakaandede Ord, mens de gik. Den fremmede Durchlaucht lavede en lang Snirkelgang efter sig i den muldede Jord med sin Stok.
Tilsidst gik de tavse lidt fra hinanden. Den fremmede Durchlaucht saa fra Siden hen paa Prinsesse Maria Carolina. Hun tog sig ikke ud i Profil.
Pludselig blev de Komtesse von Hartenstein vaer ved Omdrejningen af en Allé. Hans Durchlaucht bøjede sig hastigt ned over en Stub og pirrede i Muldet med sin Stok:-Nej--der var Myrer--Myrer i Stubben.
-Ja ... Hendes Højhed troede virkelig ogsaa, der var en Myrekoloni i Stubben ... Hvor mærkeligt med de Dyr....
De stod begge og saa ned i Stubben. Hendes Højhed gav sig til at le. Hun var kommet til at tænke paa en af Mlle Leterriers Anekdoter. En fra Sanssouci.
Hun fortalte den. Den fremmede Durchlaucht lo og fortalte om sin Guvernør. Nu var han Professor i "Oldpersisk".
De lo begge længe af Ordet "Oldpersisk".
-Og saa var han skævmundet, sagde Hans Durchlaucht.
De unge Højheder blev ved at le, mens de gik hen mod Komtesse von Hartenstein.
-Som to Børn--min Go'e, sagde Komtesse von Hartenstein til Mademoiselle Leterrier, de var glade som to Børn, da jeg overraskede dem....
Næste Dag rejste den fremmede Durchlaucht.
Hvis Hendes Højhed følte sig skuffet, plagede hun i al Fald ingen med sin Skuffelse. Hun blev atter ført til Bords til dagligt Taffel i den mindre Spisesal af Hans Højhed Hertugen; og efter Taflet broderede hun--mens Komtesse von Hartenstein læste højt--paa sin Kakkelovnsskærm med Perler til Borgerforeningens Basar.
Hendes Højhed sad bøjet ind under Lampen og stak Sølvperlerne paa den fine Naal. Lyset faldt ned paa hendes røde Haandled og paa Ansigtet, som hun holdt hen i Skæret.
Hendes Højheds Kindben traadte skarpt frem, naar Lyset faldt saadan. Hendes Højhed begyndte at blive noget spids.
En Aften, da Arveprinsen var hjemme i Besøg, sagde han--han havde staaet og set paa hende, som hun sad der, mager og yndeforladt:
-Maria Carolina, tror Du det klæ'er Dig at sidde der og stange Perler?
Han havde sagt det pludselig. Det gav et Sæt i Maria Carolina,
-Dig kan vi da sende til Eisenstein straks, sagde Arveprinsen og drejede sig om paa Hælen.
Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina bøjede sig dybere frem over Bordet. Lidt efter samlede hun stille Perlerne sammen og pakkede langsomt Broderiet ind i sit Papir.
Hendes Højhed trak sig lidt tidligt tilbage; hun havde en Smule ondt i Hovedet; hun saa ogsaa bleg ud.
Hun gik med sin Broderipakke i Haanden hen til Hertugens Tarokbord. Han spillede med Arveprinsen.
Hans Højhed Hertugen kyssede hende paa Panden, mellem to Stik.
-Godnat, min Pige, sagde han.
-Godnat.
Arveprinsen saa op paa sin Søster. Hun var saa bleg.
-Hvad, er du daarlig, Mis, sagde han--det var hendes Kælenavn fra Barn--og han førte kærtegnende hendes Haand op til sin Kind. God Bedring, Stakkel.
Hendes Højhed var meget nervøs. Der faldt et Par Taarer ned paa Pakken med Borgerforeningens Kakkelovnsskærm, mens hun hastigt gik hen gennem Salen.
Den næste Morgen havde Hendes Højhed røde Øjne, da hun red Tur med sin Broder, Arveprinsen.
De var gode Venner, paa deres gamle Maade. Han drillede hende, og hun var noget sky og ofte studs.
Men undertiden, naar han efter Taflet med et "Velbekomme Mis" kyssede hende paa Kinden, kunde Hendes Højhed et Nu skælvende trykke sig krampagtigt ind mod Broderens Skulder; og Arveprinsen saa' efter hende, mens hun gik over Gulvet og stille skænkede Kaffen og bragte den til Hans Højhed Hertugen.
Naa--Arveprinsen strakte de kønne Ben i Husartrikoterne ud fra sig--det er s'gu heller ikke muntert ... Han blev ved at se hen paa Søsteren, som skænkede Kaffen ved Siden af Komtesse von Hartenstein:
-Næ-æ, man kan s'gu ikke kalde det for muntert.
Hans Højhed Arveprinsen blev aldrig mere end tre Dage ad Gangen i Residentsen. Han laa ved Regimentet i Potsdam.
Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina var atter ene paa sine Rideture. Hun lod den nye Ajax gaa langsomt hen ad Skovvejen. Gamle Ajax var skudt, den var blevet saa stiv i Benene og saa smaat blindøjet begyndte den ogsaa at blive. Saa havde Arveprinsen skudt den: og Maria Carolina havde ladet det gamle Dyr begrave i Randen af en Lysning i Skoven under en Eg. Det var hendes kæreste Yndlingsplet i den hele Skov. Men forresten kendte hun hver Udsigt og hver Sti. Hun havde færdedes her sin lykkeligste Tid.
Skovfogedens Børn legede ved Gærdet. Hendes Højhed holdt Ajax an og hørte paa Legen.
Hendes Højhed holdt saa meget af Børn. Hun stod af Hesten og satte sig paa Grøftekanten mellem Purkene, og de red Ranke og de jublede og lo med hendes høje Ridehat ned over Ørene....
Maria Carolina kunde bedst tale med Børn. Hun vilde jo alle det saa inderlig godt--men hun vidste aldrig noget rigtigt at sige til alle de andre fremmede Mennesker.
De talte ogsaa tidt om saa meget, om Ting, hun ikke vidste og ikke kendte til.
Og hun forstod dem aldrig rigtig og stod saa fremmed og smilte blot og blev sky og genert....
Med Børn var det noget andet. Med dem pludrede hun og lo. Halve Timer sad hun der paa Gærdet midt i Flokken--de væltede sig over hende, baade paa Bryst og paa Mave, og hendes Ridekjole pyntede de med Burrer og de mindste red paa hendes Skuldre hen ad Skovvejen.
Lakajen holdt ærbødigt mellem Træerne, stiv som en Skildvagt paa sin Hest.
Naar Hendes Højhed vendte hjem, holdt hun ved Skovmøllen og Møllerens Datter, Anna Lise, bragte hende et Glas Mælk.
Den gamle Møllerkone med det runde, rødmussede Ansigt kom frem i Døren og nejede, og Hendes Højhed drak Mælken.
-Naar bli'r det saa? sagde Hendes Højhed.
-Aa, og Møllerkonen nejede, det har Stunder, Deres Højhed.
-De véd, jeg gi'er Udstyr, sagde Hendes Højhed, til Tak for Mælken.
Anna Lise fik Glasset igen og nejede.
-Prosit, Deres Højhed.
-Ja, Gud velsigne, sagde den Gamle og nejede igen.
-Tak.
-Farvel. Hendes Højhed red.--Møllehjulet klaprede hen gennem Skoven. Langt inde mellem Træerne sang et Par Fugle. Hendes Højhed holdt Ajax an og lyttede: En Spætte havde travlt der paa den nære Stamme.
Ved Enden af Vejen saa' man Slots-Parkporten med sine to itubrukne Vaser.
Hendes Højhed red Fod for Fod.
* * * * *
Arveprinsen skulde paa Rejser i Orienten. Hans Højhed Hertugen solgte sine Heste for at spare. Maria Carolina gik i omsyede Kjoler. Det var Tanternes Galla-Rober fra Wien.
IV
Hoffet var for første Gang inde fra Landet for at gaa i Theatret.
Hendes Højhed saa i Kikkerten efter kendte Ansigter. Hun havde sat sig tilrette paa den gamle Plads i Logen, halvt bag det Fløjelsforhæng og følte det saa hjemligt rart: Alle Abonnenterne havde deres gamle Pladser i Balkonen--nu kunde man da se, ved den nye Krone, som var hængt op under Sommeren.
Hendes Højhed hørte ikke et Ord af "Don Carlos". Naar hun, en Gang imellem vendte Ansigtet mod Scenen, saa hun Hr. von Pøllnitz staa paa Tæerne, med Hænderne presset ind mod sit Bryst ... Hr. von Pøllnitz var Marquis Posa ... Hr. von Pøllnitz havde vist igen lagt sig ud i Ferien ... Ovre i Hofdamelogen blundede Frøken von Hartenstein allerede, siddende som en Tinsoldat saa ret op i sin Stol.
Hendes Højhed blev ved at sidde med Kikkerten for Øjnene eller Viften halv udfoldet i Haanden i sit Skød--og saa' ikke og hørte ikke. Hun vidste ikke, hvorpaa hun tænkte; hun følte kun, hun sad saa godt i Ro her i Krogen, mens de spillede alt det dernede.
Naar der applavderedes, løftede hun Hænderne op over Logebrystningen og førte mekanisk de behandskede Haandflader et Par Gange lydløst imod hinanden. Hun vidste det knap, naar hun gjorde det.
Det var en "Sortie" af Hr. von Pøllnitz. Han svedte som en Lastdrager. Hr. von Pøllnitz svedte altid, naar han tolkede stærke Følelser.
Hr. von Pøllnitz spejlede sig i Foyeren. Hr. von Pøllnitz spejlede sig gerne, naar han var i Trikoter. Han stod i Positur, saa han saa' begge Rundingerne af sine Lægge og smilede med et fint Hofsmil til Spejlet. Hr. v. Pøllnitz lod Bolingbroke smile saadan til Lady Marlborough.
Naar han var alene, vred Hr. von Pøllnitz Hovedet af Led for at se sig paa Ryggen. Hr. von Pøllnitz havde sin Fejl #der# bagtil. Han var for fyldig #der#, hvor Menneskene sidder. Intendanten lod ham ofte høre det i Helteroller. Hr. von Pøllnitz spejlede i Enrum altid den for høje Legemsdel....
Hr. von Pøllnitz var sunket hen i Udsigten til begge sine Lægge....
Prinsesse Eboli kom hen til Spejlet. Hr. v. Pøllnitz for op:
-Kære Ven--man troede altid Hr. von Pøllnitz mindst havde talt Stjernerne og vilde meddele Resultatet, naar han sagde sit "kære Ven"--saa De. Højheden deltog i Applavsen?
Regisseuren kaldte paa Marquis Posa....
Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina sad stadig ubevægelig i sin Krog. Hans Højhed Hertugen tog Plads bagved hende. Han sad og førte uafladelig sine fem udspilede Fingre gennem sit lange Skæg, indtil han faldt i Søvn. Han vaagnede regelmæssigt ved Lyden, naar Tæppet raslede ned. Han satte sig da hen til Logebrystningen i Lyset, bøjet frem mod Prinsessen. Han havde, naar han sad foran i Logen, den Vane at bevæge Læberne, som om han stadig talte. Han sagde aldrig et Ord.
Hendes Højhed saa' over i Hofdamelogen. Frøken von Hartenstein var vaagnet--midt i Akten, Hun sad med opspilede Øjne og stirrede ned paa Scenen. Komtesse von Hartenstein saa' ud som en skræmt Høne.
I samme Nu slog hende den besynderlige Klang af en Stemme fra Scenen--raa, næsten dyrisk. Hendes Højhed fo'r uvilkaarlig sammen: Det var Don Carlos, der talte til Dronningen.
#Han# var hæslig, og hvor tynd--med et fladt Ansigt, kun et Par store, hede Øjne ... Hvor slog han dog om sig med de lange Arme.
Sie waren mein--im Angesicht der Welt, Mir zugesprochen von zwei grossen Thronen, Mir zuerkannt von Himmel und Natur, Und Philipp--Philipp hat mir sie geraubt.
Hendes Højhed bøjede sig ned og læste Don Carlos' Navn paa den udslagne Plakat: Josef Kaim. Og skønt hun egentlig ikke vilde, fulgte hun forbavset med Øjnene hver Mine, bøjet lidt frem og uden Kikkert.
Hun hørte knap Ordene han talte, bare Stemmen blev hun ved at høre. Og nysgjerrig, halvt skræmt, som hun vilde bøje sig ned over noget sært Kræ, der krøb hendes Vej forbi paa Jorden, saa' hun ned paa ham.
Han talte og krængede Læberne frem, saa man saa' alle hans Tænder; og han bøjede sig sammen med knyttede Hænder, som sled han i Raseri i fangende, usynlige Stænger.
-Kretiner, sagde Hans Højhed Hertugen bag hende. Han var ogsaa vaagnet.
Eksellencen von Kurth blev kaldt op i den hertugelige Loge i Mellemakten.
Maria Carolina hilste og rakte ham Haanden.
-En oprørsk Person, vor nye Elsker, Deres Højhed, sagde Eksellencen og bukkede.
Det var Hendes Højhed, som hun havde søgt om de Ord ... Ja, sagde hun og saa igen hans Stillinger, som han havde staaet i overfor Dronningen ... Ja....
-Vort Hoftheater er ikke noget Menageri, sagde Hans Højhed.
Eksellencen von Kurth stod forbløffet: Ja--sagde han--Deres Højhed har Ret, den unge Mand er noget heftig....
Tæppet gik op igen og atter ned. Aftenen forløb.
-Saa tager vi vel hjem, sagde Hans Højhed.
-Ja. Maria Carolina lagde sin Arm i hans. De gik ud gennem Forværelset ned ad Trappen.
Eksellencen von Kurth og Intendanten stod i Vestibulen. Intendanten skrabede ud, med ynkeligt Ansigt, og den højre Skulder tilvejrs, som om han ventede noget korporligt paa Siden af Hovedet.
-Ja, ja, sagde Hans Højhed, som von Kurth siger en oprørsk Person ... Hendes Højhed blot smilede.
De gik videre ud paa Trappen i det fri. Det havde regnet, og der faldt endnu nogle enkelte, store Draaber paa Stenene. Den friske Kølighed slog ned fra Parkens Træer.
-Aa, det har regnet, sagde Maria Carolina. Hun følte et Velbehag under den frie Himmel.
-Slaa dog Vognen ned, sagde hun. Det regner jo ikke mer.