# Hans Råskov ## Part 2 Book page: https://www.cyberlibrary.org/da/books/hans-raskov-41956/index.md Det var en betydningsfuld oplevelse. Med stjålne øjekast så han, hvordan kammeraterne skammede sig over ham, han mærkede deres afsky på sig og gennemgik dem i tankerne een for een, flere havde været hans ret gode venner, men han var færdig med dem, og idet han anede, hvad de mente om ham, tændtes der en vrede imod dem, der først dæmpedes, da de var blevet ham fuldstændig ligegyldige. Kun een kunde Hans ingenting se på; han skulde for fremtiden være hans eneste ven. Han tænkte så ivrigt, at hans læber bevægede sig, og lærerinden gjorde alle opmærksomme på det; de, der havde samlet sig efter katastrofen, smilede, men Hans, der følte latterliggørelse som den eneste virkelige straf, pressede læberne sammen og holdt dem i ro. Der var nu lukket noget i ham, som selv den redeligste vilje ikke kunde få op. I frikvarteret havde Hans den store skuffelse, at den, han havde udvalgt til sin eneste kammerat, tog flov og kølig imod ham, og da Hans udelod sig med nogle hånlige bemærkninger om lærerinden, svarede den anden stille og fornuftigt, at han syntes egenlig ikke hun var så tosset. Så var Hans færdig; han havde altså ikke noget menneske, hvis øjne han kunde møde; han gik skulende omkring og lignede en overbevist synder mellem lutter retfærdige. Fra vinduet holdt lærerinden øje med ham, det gik som det skulde: alle fornægtede ham. Da syntes Hans, at han så altfor meget, og at det måtte være en lindring at være blind. -- -- Det var på den tid de skulde hjem; Hans begyndte allerede at glæde sig til forskellige ting han havde liggende i sine skjulesteder; der var meget han ikke havde rørt i flere måneder, og som han næsten havde glemt; det skulde blive morsomt at få fat i det altsammen igen. Men alt gik i stå i ham, han stivnede fuldstændig, da han blev holdt tilbage, mens de andre fik lov at gå. Havde han været nærmere døren, så vilde han ha rendt sin vej, men hun havde jo regnet det hele ud i forvejen. Han forudså alt hvad der vilde komme: hun vilde skabe sig sød og ækel og gal og tosset; formaninger og skældud og _smæk_ vilde blive enden på det; han fik et anfald af raseri og rystede, mens kammeraterne sae farvel og lånte ham øjne, som han havde lyst til at stikke ud. Døren blev lukket efter den sidste; hun besørgede det selv; den blev låset af. Men når hun hadede ham, som hun jo måtte gøre, hvorfor satan sparkede hun ham ikke ud ad døren, så han rullede hen ad vejen og slog hodet i stykker på kantstenene? -- Det buldrede i hans hoved, som vankede der rungende lussinger, han kunde tænke sig dem -- -- -- og så tog hun fat på at tale ham til rette. Allerede det at han kunde det uden ad i forvejen, fordærvede virkningen af hendes ord; der var naturligvis det om den rare dreng, han altid havde været, om den slemme dreng, han nu var blevet; hun gjorde ham så sød, som han aldrig havde været, og så ond som han ikke var blevet endnu. Hvor længe varer det? tænkte han; Satan, hvor længe varer det? -- Hun vilde løfte hans hoved, men han var lige ved at få kvalme og måtte smide sig ned på en bænk, og til sidst begyndte hun, gud hjælpe mig, at græde. Han blev svimmel af væmmelse og flygtede, da hun rørte ved ham. Ved den lejlighed huskede han, at kvindemennesket der hjemme en gang havde kysset ham, og føj for satan hvor det lugtede! Hun følte, at der var ikke noget at stille op med ham; han var som en maskine, der ved et sammenstød har fået hjul og stænger forvredne, og det er ikke at rette ud igen. Hun opgav ham med sorg, hun lod ham gå, ja hun gav ham også et puf i ryggen, da hun fik lukket døren op for ham. Han løb ned ad vejen, men opdagede straks, at det var tosset; skulde hun tro, at han ikke var lige glad! Ved omdrejningen kom han mod sin vilje til at se et glimt af hendes røde ansigt i vinduet, og kvalmefornæmmelsen kom igen. Det hjalp, da han kom uden for landsbyen; han syntes det var en uhyre tid siden han havde været fri for andre mennesker, og han nød i høj grad den halve mil han havde at gå. Han var så optaget af det velvære, der langsomt vendte tilbage, at han brasede ind i stuen uden at iagttage nogen som helst forsigtighedsregel, og dær sad så husholdersken og stoppede strømper. Her forestod rimeligvis også noget; det skulde være mærkeligt andet. Han vilde liste ud i køkkenet for at spise dær, men nej tak, hun hentede maden ind til ham og satte sig over for ham, for at han skulde nyde hendes selskab. Underholdningen lod heller ikke vente længe på sig: Ja, du trænger rigtignok hårdt til at komme ud mellem mennesker og lære, hvordan du skal opføre dig. Når en rækker dig noget, så kommer du bare med hånden uden at sige tak, ligesom et dyr, ligesom en ko, man gir noget. Men når man blir budt noget, så siger man først tak, og så rækker man hånden ud og tar imod det. -- -- -- Hans tyggede med besvær og døjede med at finde munden; det var ligesom kæberne vilde gå af led, og han syntes de sad forkert i hodet på ham. Og sikken du sidder og spilder; du skulde ud ved siden af svinene og ha et trug ligesom de, og så skulde man ikke tro du vidste, hvor din egen mund var. Og du skal heller ikke begynde at gabe, så snart du har brokket skeen fuld, for det kan gærne vare længe, inden den kommer, sådan som du spilder hele tiden, men du skal lukke munden op, når skeen er omtrent deroppe; det ser så tosset ud at sidde sådan og gabe, inden der er noget at gabe over -- -- Hans rejste sig og smed skeen hen foran hende. Hold kæft, skreg han, og der var sådan en klang i hans stemme, at hunden, der lå under bordet, sprang op og begyndte at gø, idet den troede der var kommet fremmede; den kendte ikke hans røst igen. Men Hans gik ud af stuen med ualmindelig rejsning. Eva hed en trettenårig københavnerpige, der var på feriebesøg hos naboens. Hun var den første af det navn, som Hans nogen sinde havde kendt; hun var også i andre henseender det første, han havde oplevet. Han traf hende en dag, han var nede hos naboens i et ærinde. Hun hilste ikke igen, da han sae goddag, men da hun havde set lidt på ham, spurte hun: Hvad hedder du så? Hun måtte høre hans navn to gange, før hun forstod det. -- Hans Råskov. Kan du ikke tale mere tydeligt? -- Hvad hun selv sae, kunde man aldrig misforstå. Hun havde sort hår og mørkeblå øjne, der var mere bydende end de øjne, han ellers plejede at se; man kunde ordenlig få vand i sine egne ved at se ind i dem. Hendes næse var lang og lige og lignede ikke andre pigers næser; den var så smal og bestemt. Vil du lege med? spurte hun, -- hvis du ellers har set nok på mig. Det vilde han; bagefter fik han tid til at undre sig over, at han vilde. -- Hun skreg aldrig, mens hun legede, men man hørte hele tiden hendes stemme mere end nogen andens. Hans måtte rømme sig, inden han talte til hende; derfor gjorde han det sjældent. Hun sae sin mening lige i ens ansigt, hun rettede og kommanderede, og det faldt hende ikke ind at se efter, om nogen muligvis blev fornærmet over det. Hun var i uafbrudt bevægelse, mens de legede, dansede hele tiden, og når der ikke var noget at løbe for, så hoppede hun lige op og ned, som om det kedede hende at stå stille. Hans følte sig meget tung og sej bare ved at se på hende, og han rørte sig så lidt som muligt, men hun kommanderede ham ud. Du er en klods, sae hun til ham under tagfatten. Han var forbavset over at hun sae sådan noget, skønt hun hverken var vred eller vilde drille. Han kom snart i en meget sammensat og ikke helt behagelig stemning over for hende, hvoraf det værste var, at han følte sig som noget underordnet, noget mindre betydningsfuldt end før. Hun viste ham en gren og sae: Skær mig en kæp, derfra og dertil. Han gjorde det hurtigt og samvittighedsfuldt; men hun sae ikke tak, da han rakte hende den, udsang blot et hm, der var en lys og fin tone, og dansede væk med den. De kom til at spille nips, hvilket udføres med en lang og en kort pind, og hvor det gælder om at kunne måle så mange gange som muligt med den lange pind; men når man rammer den korte tre gange med den lange, så har man lov at måle med den korte. Hans var en mester i denne kunst og vandt mange points for sit parti. Så kom Eva springende. Lær mig det, sae hun. Hans blev stolt og glad. Han gjorde det langsomt, at hun kunde se, hvordan det gik til; han måtte holde på hendes hånd, mens hun prøvede, han lo ad hendes kejtethed og tog tøjet fra hende for at vise det en gang til, men så var hun pludselig borte. Han gik bag efter hende, for han syntes dog, hun skulde lære det; hun havde let ved det. Men hun var allerede ked af det. -- Uha, dreng, sae hun, gå dog væk med det tossede stads. Hans var i nærheden af hende det meste af den dag; han havde erkendt sin overmand og uden vaklen underkastet sig. Hans tanker stod stille om hende som en flok måbende landsbybørn om en dejlig og fornæm dame. Det ubehag, han havde følt ved at stå over for et menneske, der pludselig gjorde ham selv til noget ubetydeligt, var helt forsvundet; her kunde han ikke, som han plejede, gå bort og i sin ensomhed hævde sig selv som den overlegne, men det følte han heller ingen trang til; han så bare på hende, ja han så gennem hende ind i en anden verden, som han anede eller havde læst om, en verden, hvor menneskene var smukkere og lettere, mere sikre i deres holdning og tale end her ude. Det faldt ham ind, at han også stræbte hen imod den verden, og når han tidligere havde set folk fra København, der kom ud til hans landsby, -- og som naturligvis ikke lae mærke til ham -- så havde han ikke følt sig overdreven imponeret; han skulde blive som en af dem, å ja, det havde ingen nød, det blev han nok; han gik omkring og beså dem på afstand og sae til sig selv, at de anede ikke, hvad han tænkte om dem. Men her kom Eva ud fra en verden, der var endnu mere fornæm, og han var så optaget af at se på hende og tænke sig, hvad der lå bagved, at det var først da han hen på eftermiddagen gik hjem, at det faldt ham ind, hvor højt han egenlig stilede. Han havde ikke formået at sige et fornuftigt ord til hende, ikke en gang at opføre sig fornuftigt over for hende; han havde bare gabt på hende som en dum bondedreng. Og hans sind deltes pinligt mellem hans store betagethed i den nydelige tretten års dame og frygten for at falde ynkeligt igennem, når han en gang skulde åbne sig adgang til den verden, hvor han vilde træffe kvinder, der lignede hende, og komme til at måle sig med mænd af den slags, som hun beundrede. Dem hørte han ikke til, ham regnede hun ikke for noget, det var han klar over, inden han kom hjem. Han havde ikke i lang tid været så misfornøjet med sig selv -- nej ikke siden den dag han havde haft det spetakkel med lærerinden og var kommet i en anden skole. Hun indfandt sig en times tid efter at han kom fra skole; han så hende komme ned ad alleen med sit røde ansigt fuldt af højtidelig domfældelse. Han rendte ned til søen og gemte sig og kom ikke hjem, før det blev nat. Naturligvis var han ikke stolt af denne flugt, og havde han været sikker på, at det kunde afgøres ved en dragt prygl af faeren, så havde han taget den, men stå mellem to kvindfolk og lae sig overvrøvle, det kunde der ikke være tale om; han havde en modbydelig fornæmmelse af at være fej, da han lå nede ved søen og desværre ikke kunde undgå at høre, at de råbte på ham, men alligevel hellere det end stilles op mellem de to. Næste morgen, inden han var stået op, havde han husholdersken over sig; hun stod på hodet over ham og ævlede, og hun vilde oven i købet ta fat i ham, så han var nær ved at blive dårlig af væmmelse, og for en gangs skyld skreg han om hjælp: Hun vil op i sengen til mig! Der var nogen, der hørte det. Det hjalp. Derefter var han naturligvis en væmmelig dreng og meget endnu værre; husholdersken fandt i en eller anden gammel bog ordet »forvorpen«, som hun var meget glad for. Hans var en forvorpen dreng. Der var andre, der mente noget lignende, og over for al denne enstemmighed var han også selv nær ved at anse sig for et udskud. Men nu var han over fjorten år; han havde ganske overstået disse to kvinder, og de runde, tragiske øjne, husholdersken havde lagt sig til, da hun mærkede at ord ingenting formåede, de forstyrrede ikke en gang hans madro nu. Han havde for længe siden opdaget, hvordan det i virkeligheden stod til med de to, som han en tid troede var til for at forbitre ham livet: De beundrede ham egenlig, de så noget stort i ham, men de vilde være med til at lede ham på den rigtige vej; det var deres ærgærrighed. Husholdersken var en dag kommet til at røbe det, idet hun langede ham sine rundeste øjne, og da tabte ordet »forvorpen« så vel som de svagere skældsord resten af deres kraft. Men det var ingen sag at være den store over for disse to, det følte han nu. Jo mere hans sind fyldtes af tanken om Eva, des mere var der både ved gården og i hele egnen, som han i tanken tog afsked med som noget, der ikke kunde få betydning for ham mere. Det stod langt under hende, altså også under ham. Det gjaldt om at komme bort herfra og blive til noget og aldrig komme tilbage. Da han sov ind, var han i tanken langt borte fra sin landsby; han var konfirmeret og havde begyndt at studere, og da han vågnede næste morgen var han allerede et andet menneske. Han tænkte på Eva og klædte sig på i en fart. Hans sind var så åbent og i en usædvanlig bevægelse, han måtte tænke på mange ting og savnede en at tale med; når det var blevet lidt op på formiddagen, vilde han gå ned til naboens; morgenens friskhed var over ham, og han var ikke genert ved tanken om hende. Da han kom uden for, så han oppe på bakken den gård, der lignede en guldring, tanken om Eva smæltede på en hemmelighedsfuld måde sammen med dette syn, og med en fornæmmelse af, at der nu måtte ske noget usædvanligt, gik han ned til nabogården. Men i stedet for at gå ind satte han sig på en grøftekant og ventede på, at der skulde komme nogen ud, og hans sikkerhed tabte sig i denne ventetid, hvor han ikke længere følte sig så ganske alene som hjemme ved sin faers gård. Han blev uvillig til mode ved tanken om, at der hvert øjeblik kunde komme et eller andet ligegyldigt menneske, som han blev nød til at ta en vis stilling til. Så kom Eva i spidsen for de andre børn. Han syntes ikke rigtig han kunde kende hende igen; det var ligesom hun havde forandret sig siden i går. Det overraskede ham, at hendes øjne virkelig var så kolde; hun så på ham, som om han kunde være en hund. Han blev straks meget forbeholden og klodset, men vilde ellers nok være med til at lege. Der var en stor, gammel halmstak, der så ud til at interessere frøken Eva. Hjemme havde Hans før i tiden haft en lignende stak, som han havde gennemboret med et indviklet system af huller. Han foreslog, at de skulde behandle denne på samme måde; han vilde gærne føre an, men han kunde dårlig få det frem, og bedst som han talte, stak Eva i løb hen mod stakken, og de andre bagefter. Hans løb også, men han skammede sig og kom derfor sidst. Da han nærmede sig stakken, havde de andre allerede boret sig et stykke ind i halmen, og da han så den begyndte leg, opdagede han også, at han kom alene og var uden for, og da kneb det med at vinde der hen. Han mødte oven i købet Evas øjne og måtte se ned i jorden. Der kom et eller andet lune over det forkælede barn, da hun så den store dreng, der kom trækkende på benene og skulede til siden, den dårligste legekammerat, der kunde tænkes, og hun sae tydeligt og afgørende, som hun sae alt andet: Ham dær, Hans, ham vil vi ikke ha med. Hans gjorde tre hurtige skridt frem ad hen til en middelstor, skarpkantet flintsten, som han havde opdaget i samme øjeblik; han tog den op og vendte sig mod hende; nu turde han se på hende, og samtidig følte han med velbehag, hvordan spidserne af den skarpe sten gik ind i hans hånd. Hun stod ret op og passede på ham, parat til at vende sig og løbe, hvis han hævede armen. Han var en mærkelig dreng, tænkte hun, med den tunge krop og det altfor store ansigt; første gang hun så ham, var han for hende blevet indbegrebet af det, de i København kaldte »bonde«. Hans mund var for lille og så underlig ubehjælpsom; men i dette øjeblik var der lige som draget et slør fra hans blå øjne, de var mere klare og sikre, end hun før havde lagt mærke til; nu huskede hun også, at der kunde komme et eget stærkt udtryk i dem, når de var rettede på fjærne ting. Og nu faldt dette samme blik lige på hende. Som den verdensdame hun var, havde hun fra første øjeblik haft sans for den latterlige modsætning mellem den klodsethed, der hørte til hans alder, og alvoren i hans øjne, der ikke svarede til hans fjorten år. Han var en meget ordinær bondeknold, men samtidig tillod han sig at se på en, som om han allerede var en voksen mand. Lige i øjeblikket var det latterlige mindre påfaldende; hun var også lidt bange for den sten, han stod med i hånden. Hans gik forbi stakken, idet han stadig holdt på stenen. De andre sae ikke noget, de fornægtede ham og skammede sig ved ham; den lille dame havde fældet dommen over ham med en stemme, der var som skabt til det samme; det faldt dem ikke ind at ta hans parti. Hans kom hjem med sin flintsten i hånden; han vidste ikke, hvad han skulde gøre med den, da han havde undladt at kaste den i det øjeblik, anledningen var der. Han blev så desperat hver gang han så på den, at det var ham umuligt at kaste den fra sig uden videre. Til sidst fandt han en plads til den i et hul i havegærdet, hvor han også havde andre sager gemt. Dær opbevarede han den og så til den en gang imellem. Et sted ude i marken var der en skrænt med store huller i, hvor Hans kunde ligge skjult, når han ikke kunde tåle, at nogen kom i nærheden af ham eller talte til ham. Dær gennemgik han med sig selv, hvad der var sket; undertiden krævede hans sindsstemning, at han også forestillede sig, hvad der dernæst kunde være sket, hvis han havde båret sig anderledes ad, om han for eksempel havde kastet stenen på hende og givet hende en lille blodig erindring i det frække ansigt, et mærke, hun kunde beholde for livstid -- -- Han hadede hende så vel som det forbandede tilfælde, der havde gjort, at han nogen sinde havde set hende, og han krøb dybere ind mellem brombærrankerne, når lyden af stemmer nåede ham henne fra marken, og sådan gik der et par timer, uden at hævnsygen fæstnede sig under en bestemt form; når han tænkte sig een mulighed, kom der altid et »eller«, men aldrig noget, han kunde blive tilfreds med. Det endte gærne med, at han faldt i søvn, og så snart han vågnede, søgte han tilbage til andre mennesker, altid til flere, der talte sammen og ikke ænsede ham, og allerbedst var det da inde i borgestuen om aftenen, når han kunde sidde i en krog og la sine øjne vandre fra den ene til den anden, eftersom de tog ordet. Der var lægedom i at høre mennesker tale om ting, der lå så langt borte som muligt fra det, han tænkte på, og mens de snakkede om hverdagsting, som han ikke hørte det halve af, nåede han selv til en mere fornuftig betragtning af sit eget: Han havde båret sig rigtigt ad; det var bedst, sådan som det var gået. Hans læste meget i denne tid; han havde fået fat i en stor fysik, som han uden vanskelighed forstod det meste af, efter at de i skolen havde gennemgået en mindre lærebog. Den og så en anden bog tog han med ud til sit skjulested i marken; han læste afvekslende i dem bægge, eftersom hans trang tilsagde ham det, og hans stemning svingede fra følelsen af at ha overvundet sin beskæmmelse, til den sjælelige smærte, der blir tilbage, når ens sind udvider sig for at optage en indgribende oplevelse. Den anden bog, han læste i, var Johannes' Åbenbaring. Det var en blytung Augustaften. Hen på eftermiddagen var himlen dækket ligesom af en lys stenbro af runde skyer, men mens solen gik ned, begyndte mørkere skymasser at arbejde sig op over horisonten; de skubbede mod hinanden som store, dorske dyr og drev sejt op på himlen, som havde det ingen hast; de blev nok færdige med deres, uden at de behøvede at jage på. Lidt efter lidt blev de til en sammenhængende masse, der skred hen under himlen som en sort hylde, og nede på jorden blev det drøjt at røre sig til noget; ved den mindste bevægelse sprang sveden frem og var ikke til at tørre af, og små bitte sorte fluer satte sig hele tiden fast i ansigtet og ned på halsen. Så begyndte tordenen at la sig høre langt borte som en hul hvisken af brag, der har rejst mange mil og tabt sig under vejs. Inde i Peder Hansens borgestue sad mandfolkene og røg og snakkede om været. Karlen var utidig og gjorde løjer med den gamle, der nu igen begyndte at spille kegler, men manden talte ham strængt til, og husmanden sae: Det kan allersnarest træffe dig selv. -- Og ud af sin uudtømmelige grube af historier begyndte han: Peder Hansen kan du huske Rasmus, der tjente hos gamle Jens Jørgen, gale Rasmus, som de kaldte ham? De var jo noget hellige, folkene på gården, og gik meget i kirke, præsten tog dem altid i hånden, og somme tider fulgtes de med ham et stykke; det var ualmindelig flinke folk. Rasmus' kæreste døde for ham, mens jeg tjente dær som dreng, og siden den tid drak han noget meget. Så en Søndag formiddag, vi sidder og får vor mellemmad, siger manden: Du skulde hellere ta og gå med i kirken, Rasmus -- -- sådan på en meget pæn måde. Men Rasmus grinede ilde og bandede på, at det sludder brød han sig ikke om. -- Ja ja, siger manden, det er da'n noget du blir fuld af, det er da een ting. -- Efter dette her blev Rasmus så tosset til at bruge mund, når nogen talte om kirken eller præsten eller sådan noget. Så var det en dag, vi var ude og høste, og det var tordenvær, og vi sad bag ved en hov og skrukkede, men Rasmus stod op og skældte ud over været. Han var blevet så snaksom. Det var jo noget sludder han sae, men fruentømmerne kunde ikke li' det. -- Du skulde ta og sætte dig ned, sae de, men han brød sig fanden om vorherre, som han sae, og det vilde han ta dem alle sammen til vidne på. Det var jo ikke noget at sige, når været var lige op over. Som vi sidder dær, slår det ned i et hus oppe i byen, og vi ser den klare lue stå op fra taget. -- Nu skal du sgu her ned til os andre, siger den anden karl og begynder at rejse sig, men i det samme siger Rasmus noget, som jeg nu ikke vil genta, og rækker pegefingeren op mod himlen, og det er der jo en gammel tro, der siger, man ikke skal, og lige som han gør det, kommer der et ualmindelig stort lyn -- -- -- Blev han ramt? spurte pigen. Det er der ingen, der veed, svarede husmanden; han blev da stående op, men fingeren var så stiv som en pind, og han blev aldrig til menneske mer. Vi måtte ha ham ned imellem os og holde på ham; jeg var da også med til det; men da han havde skabet sig lidt, blev han ligesom en klud. Doktoren sae, det var delirium, og det var det naturligvis også til dels, men den stive finger kunde da ikke komme af det. Siden veed I jo nok, at han gik omkring og solgte bændler og tråd og den slags. -- Hans rejste sig og gik ud; historien havde sat hans sind i et sådant oprør, at han måtte være alene. Han huskede godt Rasmus; han havde været der engang for en syv otte år siden. De havde ingenting købt, men han havde fået en snaps, for det var hans fødselsdag, sae han. Hans havde ikke glemt den tynde, blanke, blå pegefinger, der stak ret op, mens han tog om glasset. Hans kunde lige se op over bordpladen den gang. Nu genfølte han den stemning, han da var bleven hensat i, følelsen af at ha set noget sygt og giftigt. Synet af bedstefaerens lig et par år senere havde ikke gjort nær så stærkt et indtryk på ham.