# Hans Råskov ## Part 13 Book page: https://www.cyberlibrary.org/da/books/hans-raskov-41956/index.md Da hun var kommet et stykke ned ad gaden, så hun endnu en gang tilbage; han stod ubevægelig med ansigtet vendt mod brandskæret og viste hende den samme stærkt tegnede profil, som havde gjort et så dybt indtryk på hende, da hun første gang sad ved siden at ham, og den havde ikke forandret sig, panden, den korte, lige næse, den tæt lukkede mund og hagen: alt var endnu som den gang. Hun blev grebet af en uhyre smærte og medlidenhed over alt det, der nu var ødelagt hos denne mand, der straks var blevet hendes ideal og nu var et vrag og selv vidste det; hun hørte igen den utydelige, mumlende stemme, hvormed han havde befalet hende at gå, hun forestillede sig skæret i hans øjne, som hun ikke kunde se, og en voldsom hulken overvældede hende. Hun satte sig på et stykke væltet mur for at græde ud, ligesom hun havde grædt før, da hun i sit hjærte tog afsked med ham for bestandig. -- Da hun rejste sig, var det næsten hel mørkt; ilden var slukket; Hans Råskov kunde hun ikke mere se. En sidste svidende krusning løb over hendes sjæl, idet hun så der hen, hvor de havde stået; så gik også hun sin vej, bort fra den store ødelæggelse, bestemt på at redde så meget af fremtiden, som der endnu var til at redde. Sent næste aften ankom Hans Råskov med dagvogn til en kro i en afsides landsby oppe ad Limfjorden til, han fik sig noget at spise og gik derefter straks i seng. Han vidste at det var ikke noget godt, der ventede ham, så snart han begyndte at blive døsig, men nu da han var beredt på det værste, havde han ingen grund til at opsætte bekendtskabet med det. Men han var så lysvågen, at det alligevel lod vente på sig. Det blæste stærkt, og da folk var kommet i seng og ikke fyldte huset med de mange lyde af deres arbejde, begyndte huset selv at la høre fra sig med al den knagen og piben, hvormed gamle huse i blæstvær underholder syge og søvnløse, og hvad de lykkelige sovende havde forsømt, inden de gik i seng -- et vindu, der ikke var lukket, en sinkspand, der var blevet liggende på gårdspladsens stenbro -- det fik nu mæle og spøgede som rastløse genfærd. Men livligst af alting var værhanen, den hvinede og galede i et væk; undertiden blev den så overgiven, at den snurrede flere gange rundt og tabte mælet af svimmelhed, men den var der straks igen, den skingrede af livslyst, støjede og holdt fest natten igennem og havde endnu sit humør ubeskåret næste morgen -- som en ung tjenestepige, der har fri Søndag og går på bal. Den vakte gamle minder hos Hans Råskov; hver gang han var ved at døse hen, tog hans fantasi sig så store friheder med al denne skrigen og dansen oven over, at han vågnede og måtte holde den i ave. Så kom der en varme, der fordrev al døsigheden og fik sveden til at springe frem. Han blev opmærksom, og alting spændtes i ham: det var vel begyndelsen. Heden blev trykkende, den påvirkede hans fantasi, og forestillingen om Rødt begyndte at trænge sig på. Han huskede den ene røde ting efter den anden, det tiltog hurtigt og fyldte hele hans bevidsthed, men han så ingenting; under de lukkede låg stirrede han efter flammer eller blod eller hvilken skikkelse, det røde Afsind havde i sinde at antage, men det kom ikke frem. Det var som om hele rummet bag ved hans sansning var fuldt af rødt, og når hans opmærksomhed et øjeblik slappedes, kunde der ligesom slå genskin af flammer frem for hans blik, men ved den mindste anspændelse fra hans side var de borte. Det truede med at falde over ham og fortære hans forstand, men det beherskede sig og gemte sin kraft og lod ham ligge i forventningen, som om det kom an på at pine ham langsomt ihjel ved skjult belejring, mens det lod ham beholde sin forstand, der ikke ydede ham noget forsvar. Men det tillod ham ikke at sove eller blot blive adspredt; så snart han ikke var på sin post, rykkede det et skridt nærmere til hans bevidsthed; det skred ikke til åbent angreb, men det varskoede ham gennem et eller andet medium, hvorved det fandt adgang til hans bevidsthed, så ofte og på hvilken måde det ønskede, men der gik ingen forbindelse den anden vej; han var sluttet inde, angribelig på alle punkter; det triumferende afsind havde ham aldeles i sin magt. Det kunde drive sit spil med ham, som det vilde. Nu syntes det, som om den store ild, der brændte bag hans bevidsthed, blev til hjul, der drejede rundt, et hoverende, pragtfuldt fyrværkeri, der skulde male hans sjæl til aske og sprede den til alle sider. Han følte sengen gynge under sig; han prøvede at stanse det ved at lette sig og ryste på hodet, men da var det, som om han rystede den store brand buldrende ned over sig; han forstod, at den ønskede at passe sig selv, og han blev straks føjelig, fandt sig i ikke at gribe ind. Lidt efter gled han nøgen ned ad varme, ru stenflader, hans egen hud var som pimpsten og uden følelse, men når han skurede mod stenene, kildrede det rædselsfuldt, og latterbobler steg kvælende op i hans strube. Men han tav til det altsammen; hvis han havde hørt sin stemme i dette øjeblik, så måtte han være gået fra forstanden. Mens han lå og stirrede frem for sig i sin uhyre udmattelse, så han i det tætte mørke en grå firkant tegne sig over for sengens fodende. Han ligesom hilste på den og tog den med i bekendtskabet og undrede sig over, at den ikke ledsagedes af en eller anden indre fornæmmelse, og at den ikke lignede det andet. Men så gik det op for ham, at det var vinduet; dagen var ved at bryde frem. Hans øjne hang ved det grå, fattige lys, der var et livstegn fra en anden verden end den fordrejede, han husede i sig. Skønt det andet ikke gav fred, så gik tiden dog lettere for ham, mens lyset tiltog og voksede ind i værelset, og han så begærligt omkring på tingene, efterhånden som de blev synlige. Skyerne skiltes der ude, gennem en karrig spalte trængte solen ind til ham, men da var han faldet i søvn; hans bevidsthed var et øjeblik gået gennem ild og larm, men det havde denne gang ikke formået at kalde ham tilbage; han slap igennem og sov ind. * * * * * Hans Råskov gik omkring i sit værelse i overfrakke og morgensko, for det var koldt, og det vilde ikke brænde i kakkelovnen; alting var gennemtrængt af en sur røg, som han til dels havde fået ud gennem døren; vinduerne kunde han ikke lukke op, for så væltede regnen ind. Der stod hele søer i vinduskarmen, han vidste ikke, hvad han skulde stille op med dem, de fik lov at løbe ned ad væggene. Over for hans vinduer stod nogle rådne, hvidkalkede huse, hvis tag lignede møddinger, der til dels er bevoksede; det så ud, som om de skulde opløses i den voldsomme regn; kalken faldt af i store skiver, og leret drev i brune striber ned ad væggene; de smæltede hen, disse elendige huse, stokke og stolper kom til syne som trøskede benrade, mens muren regnede bort og flød som gult dynd ud på vejen og blandede sig med det grå dynd. Om lidt sank de vel sammen med et hæst forsøg på at gi et brag fra sig. Dær var en væg så dårlig, at den havde fået en skrå stolpe, der gik ned i jorden, at støtte sig til, om den så kunde holde ud, men stolpen selv var grøn og fordærvet; de dybe sår den havde fået, viste, at dens indre ikke var friskere end dens ydre. Den krummede sig allerede for murens vægt, og det var øjensynligt, at den ikke gjorde det ret længe; den lignede et stumt skrig om hjælp. Hans Råskov tog mod til sig og vadede ud i æltet, han trængte til varme. Han gik en lang tur og blev varm. Da han var kommet en halv mil fra kroen, følte han, at han ikke var herre over sig selv, heden havde taget magten over ham, den var ligesom slået ind og havde angrebet sjælen. Han ønskede sig hjem, han foretrak nu at gå i sit værelse og fryse, men det var for sent; et besynderligt raseri kom over ham, og det tabte sig ikke, fordi han stod stille og svalede sig. Han huskede og hadede den ene efter den anden, der havde gjort ham fortræd; han glemte ikke en eneste, heller ikke alle dem, der havde set på ham med ringeagt eller ligegyldighed, eller dem, der havde sendt ham et koldt blik, som han havde opfattet, uden at den anden måske havde ønsket det; der dukkede en mængde ansigter op, som han slet ikke kunde huske navne til, men alle havde de gjort ham et eller andet; om ikke andet havde de vakt hans uvilje, de havde været glade og ikke delt med ham, de havde moret sig og set med undren på ham, der ikke kunde være med; ikke et af alle de blikke var undgået ham; deres mangel på deltagelse var gået igennem hans bevidsthed og vendte nu tilbage som et flammende had. Og det bredte endnu videre som en stor ild; det nåede også dem, han slet ikke havde set, og som ikke havde ænset ham på nogen måde, mennesker, han blot havde set fra ryggen, og som alene eller sammen med andre havde ejet noget, som mennesker kan være glade over -- -- alle, der havde haft det bedre end han, han havde noget at hævne på dem alle; om han nu havde haft stenen i sin hånd, han vilde ikke holde den tilbage! Han stod stille midt i den øsende regn, der malede hele den synlige verden sammen til een formløs gråhed, men han så det ikke, han var selv en verden af ild, hans blik blev hårdt og blændet og formåede ikke at hvile sig ved synet af det grå, der er som skabt for øjne, der har set for meget. Og den store ild bredte sig; den var færdig med menneskene og nåede tilværelsens love og vilde ikke la sig stanse af dem. Den var heller ikke gået ham selv forbi, skønt han vidste, at han var uden skyld, skylden lå til sidst i den nødvendighedens lov, der havde tvunget ham, ført ham fra handling til handling, pånødet ham den ene stemning efter den anden og ikke tilladt ham at handle frit en eneste gang. Han kunde ikke genkende sin egen vilje i noget af det, der var hændet ham; det eneste der syntes at være hans vilje og resultatet af hans fornuft: hans tilflugt til det forcerede arbejde, det var også virkningen af den hemmelige tvang; mens han troede, at han havde undgået en fare, at han havde reddet sit mishandlede sind, så var det kun en våbenstilstand, hvorunder nye anfald forberedtes. Her stansede hans raseri og kunde ikke komme længere; der var stænget ved porten til det ukendte, som fornuften ikke kan dirke op, og lidenskaben ikke splintre med sine ubændige anfald, og under denne pludselige hindring for raseriet, der ikke har nået sit lovbestemte højdepunkt, gennemgik han det værste øjeblik i sit liv, men der var ingen lindring for det, det var hans forbandelse, at han syntes at kunne holde til alting; han kom også denne gang fra det med sin forstand i behold. Og lige med et slap raseriet hans sind, med samme brutale pludselighed, som det havde anfaldet ham; han blev ligesom mere ene, ene med en nøgtern, skælvende forståelse af sig selv, og dermed var ydmygelsen fuldkommen; hans menneskeværdighed var slængt hen i sølen som en tom kulsæk, og der var ikke andet at gøre end at gå hjem og i seng. Men inden han nåede så langt, var verden blevet ukendelig for ham; alting så vel ud som det plejede; han så nøjagtig de farver, som han vidste skulde være der, og dog var ikke en eneste ting til at kende igen. Når han hørte en hund gø, sae hans erfaring ham, at sådan lød hundegøen, sådan havde han hørt den mange gange før, men der var noget andet, der hviskede til ham, at denne lyd i virkeligheden var ham fremmed. Mens han gik med hænderne i lommen, forekom det ham, at armene var drejede en halv gang om og sad forkert, og selv om han lod sig narre til at se efter og fik vished for, at der ikke var noget i vejen, så lod den anden forestilling sig ikke fordrive. Han gjorde hundrede ny erfaringer, mens han gik hjem; det lod til, at vanviddet havde gemt sig i alt, hvad han sansede, og påtvang ham forestillingen om altings forkerthed, men heller ikke her viste det sig, det dækkede sig bag den normale, sunde verden og lod ham sanse alting dobbelt, satte fordrejelsens gift ved alt hvad han sansede, tvang ham til at opdage verden for anden gang på en ny, bagvendt måde. Denne hjemtur var den sværeste gang, han endnu havde gået, og dog anede han ikke tiendedelen af de hæslige overraskelser, der forestod. Så begyndte det lange, tragi-komiske drama, bevidsthedens forstyrrelse, efterhånden at udspilles. Det syntes som om Hans Råskov skulde bøde for, at han havde tiet så meget og så ofte behersket sig. I anfald af raseri, der i lang tid gentog sig næsten hver dag, var han tvungen tilskuer til, at hans fantasi udførte, hvad han et øjeblik havde tænkt på og straks var blevet herre over; handlinger han havde afvist og skammet sig over at få lyst til, de blev nu på en måde til virkelighed; det begyndte fra hans barndom med husholdersken og gik op efter, selv en ubekendt mand, han en gang havde slået hatten af, blev trukket frem og lynchet af den tøjlesløse fantasi -- han gennemlevede en hel parodi på sin egen fortid. Samtidig bedøvedes hans indre af et uhyre spetakkel, der vedvarede under anfaldene; det skreg og larmede -- bag ved bevidstheden; han hørte ikke noget, havde ikke den ringeste hallusinasjon af lyd; det skjulte sig under stilheden, og kom der virkelige lyde ude fra, vognrumlen eller dagligdags stemmer, så svulmede de op og blev ligesom til et med den skjulte larm. I sådanne øjeblikke følte han også selv trang til at skrige; han mærkede et råb, der arbejdede sig op gennem hans strube, og han hørte det ligesom alt det andet; han forestillede sig det første og derpå alle dem, der vilde følge efter, han vilde flå sig op indvendig og slide de sidste, trævlede skrig frem, indtil de hendøde i komisk klynkende piben, som når en lirekasse langsomt går i stå. Dertil vilde det passe godt, om han kastede sig ned på gulvet og væltede omkring -- -- han tænkte sig det med. Men han gjorde ikke noget af det altsammen. Når det var overstået, følte han en hæshed, så at han lige straks ikke var vis på, at han ikke havde skreget, og det sang endnu for hans øren, som om han var kommet ud af en maskinhal. Det var som om en gal mands sjæl var sluppet ind i ham og levede ved siden af hans egen fornuft uden at fortrænge den, og dog genkendte han alting, og syntes, at han havde oplevet det før; med uhygge erkendte han slægtskabet mellem sig selv og det, der havde taget plads i ham og snyltede på hans sunde fornuft, så han måtte vente, at den en dag var udhulet og brast sammen til ingenting. Han førte en dobbelt tilværelse, der ikke var et menneske værdig, med sin forstand og sine sanser, der tilsyneladende ikke fejlede noget, og samtidig ernærede hans fantasi en snylter, der aldrig viste sig -- efter snylteres art -- og som syntes at skulle fortære ham fra inden og blandede sin giftige, slimede bevidsthed med hans. Det skulde for eksempel hænde ham, en dag da det blev højt vær, at han ikke kunde ha nogen glæde af den blå himmel; han betragtede den med mistro og undren: den farve blåt var ikke ærlig; der gemte sig rødt under den, og han følte sig lettet, da de følgende dage igen bragte gråvær. Hen på foråret kom der mere ro; det var ligesom selve afsindet gik i forfald, det fik alle de egenskaber, der kendetegner henrådnen. Havde han før haft anelser om ild og skrig, så blev det nu til aske og uendelig mumlen. Dag efter dag snakkede det ustanselig rundt om ham, og når han skulde til at falde i søvn, blev det til byger af lange, meningsløse ord og sætninger. Han prøvede at modarbejde det ved selv at lave ord, der var lige så tåbelige, han syntes han drillede fjenden, og det var ikke til at afgøre, om det hele var påtvunget, eller om han gjorde det af fri vilje; men selv dette påfund fattede han mistanke til som noget, der kunde være opfundet af den anden, og han forsøgte det ikke mere end et par gange. Han gjorde også den erfaring, at ethvert forsøg på at mildne galskaben eller ligesom narre den for noget, gjorde den mere ondsindet; han måtte la den være ene om sit og ikke gribe ind. Men hvad han mente at høre, var ikke noget mod de forestillinger, der påtvang sig. Hans bevidsthed havde nået de sumpede, farlige dybder, som vort sjæleliv synes at hvile på, og han overværede -- i løbet af et helt år -- en opløsningens komedie, som der ikke skal gøres forsøg på at gengive her. Han kunde ikke løbe fra noget; han havde perverse syner, der ligesom vilde kræve erstatning for hans livs kyskhed; andre udgik fra Johannes' Åbenbaring og bragte forvrængede billeder fra en bog, der selv er sjælelig usundhed -- -- Sådan ser det ud i de sjælens dybder, som vi taler om med gru eller med en ærefrygt, der er blandet med mystisk svimmel; i den ubetegnelige dynge, vor bevidsthed bygger på, skal måske livets dybere mening søges; det er ikke givet, at resultatet af en sådan søgen vil falde meget storslået ud. Den dybere, alvorlige sammenhæng eller den dybere, latterlige mangel på sammenhæng -- hvilken af delene er det nu, filosofien og religionen har lovet os, at vi skal finde som enden på sagen? -- Som ganske lille dreng blev Hans Råskov en dag for første gang vidne til, at en ko blev slagtet. Synet af alt det, han aldrig havde ventet at se inde i det velkendte dyr, havde gjort et så rystende indtryk på ham, at han listede sig bort og gemte sig i en høstak for at tænke over det; men fra den dag var en ko ikke længere en ko i hans bevidsthed, og det varede lang tid, inden de to indtryk vilde vokse naturligt sammen. Nu fik han et lignende indtryk af at se sjælen flået og skåret op -- og gået i fordærvelse tilmed. Men over synernes rå, skinnende billeder hævede hans fornuft sig for så vidt uangreben, at den kunde frasige sig lod eller del i dem; der var stadig noget, der holdt sig frisk, og når den tyngsel, der hvælvede sig tung og mørk over hans hoved, lettede et øjeblik, så syntes han at kunne skimte en fremtid, der dog på en måde var til at leve; den forjættede ham den store nøgternhed, som han to gange troede at ha opnået, og hvori han så sin eneste frelse. * * * * * Der gik et år, og det blev lidt bedre med ham. Mens han før havde underholdt sig med uskyldigt legetøj, som der ikke skulde åndelig anstrængelse til, så kunde han nu lave små maskiner af træ og ståltråd og gøre de simpleste kemiske forsøg om igen. Han kunde få en hel eftermiddag til at gå med at fremstille ilt og brænde tykke firtommesøm, som om det var tændstikker; det havde også været et af hans første eksperimenter, da han var dreng. Han tænkte sig muligheden af helbredelse og nyt arbejde, men så vidt han kunde mærke, havde han tabt lysten til arbejde, og det var jo også meget tvivlsomt, om han havde beholdt ævnen til det. Hvad der var ham mest påfaldende, når sygdommen slap sit tag og tillod ham at tænke på andet end den, var hans fuldkomne ligegyldighed for alting; intet vakte nogen stemning i ham, hverken til ondt eller godt, alt var forskelsløst. Med hensyn til fortiden lod det til, at han havde udraset; alle minder havde sygdommen bemægtiget sig og tilsyneladende fortæret; der var ingen varme ved dem, ikke en ond tanke kunde vækkes ved hjælp af erindringen, fortiden var en hob aske. At han under lejlighedsvise tilbagefald måtte beskæftige sig med den, det vedkom ikke hans fornuft; den stod uden for. Var det nu endelig blevet sandhed, hvad han en gang havde tænkt: at han var kommet til det døde hav, hvor alt er brændt ud? Asken og asfalten, der ligger rundt om, fortæller ikke, hvad her har været, før alting blev fortæret. -- Han fik lov af kromanden til at lave sig et laboratorium i et udhus, og tog fat på et vanskeligere forsøg, der varede to dage; det kostede ham et tilbagefald på fjorten dage, og da hans sind igen var tilstrækkelig befriet, til at han kunde tænke over det, da mente han at ha vished for, at lysten var borte. Den stive energi, hvormed han før gik på, den vældige fremdrift, der kunde vare uforandret flere år, var den virkelig tabt? Han kendte heller ikke mere den lidenskabelige kedsomhed, der tidligere havde drevet ham til arbejdet. Måske havde han det sådan, at han arbejdede bedst, når det halve af arbejdets lidenskab skyldtes en anden undertvungen lidenskab; derved kom der vel dybde i det; sjælens maskineri går støt under vekselvirkninger af det, der anes og kues indad til, og det, der tænkes og frigøres i handling udad til. Men var denne indre drivkraft gået tabt, hvad så? Selv om han endnu ikke var aldeles rask, og hans nærvesystem kunde genvinde noget mere af den gamle kraft, så var der sket en blivende forandring med ham. Dær hvor sygdommen havde hærget, var han nu en hel anden, og der syntes ikke at være andet tilbage fra den store ødelæggelse end hans forstand. Hvis det var den nøgternhed, han havde attrået, så havde hans ønske været dårligt og opfyldelsen værre, ti den havde ikke bragt andet end idel tomhed. Det led hen på den anden vinter; han gjorde bekendtskab med egnens folk og traf gærne en eller anden, som han kom i tale med, når han gik ud; hjemme syslede han med forsøg, der før i tiden kun vilde ha været leg, men nu havde han intet mere alvorligt end sin leg, og han kedede sig ikke slemt. Han kom sig så vidt, at han godt kunde rejse ud og prøve kræfterne, men han gjorde det ikke; når han rejste der fra, så var det, at prøven skulde stå, om han duede til noget eller ikke, og han befandt sig for vel, til at han vilde udsætte sig for et uigenkaldeligt resultat. Efterhånden blev det spørsmål ham også ret ligegyldigt; han vilde blive hvor han var, så længe han ikke følte lyst ved nogen ting. Sådan gik der et år til uden stor forandring. Han tog sig ikke noget til og var altid beskæftiget ligesom et barn. Han var godt kendt i egnen som en sær fyr, blev venlig hilst af alle og var vel lidt. På sine ture, der stadig blev længere, stansede han og så til overalt, hvor der blev udrettet noget, og snakkede med alle, der havde tid -- som en gammel bedstefaer, der går sin sidste runde og tar afsked med dem, der skal overleve ham. Det var en klar, kold aften først i Februar. Hans Råskov var på hjemvejen fra en tur, der havde varet hele dagen; han havde gået seks mil og havde een igen. Det at gå var efterhånden blevet hans eneste adspredelse; han gik fra alle tanker og fornæmmelser, blev ligesom stiv indvendig og uimodtagelig for indtryk, gik omtrent de samme ture hver dag, ligesom plovmændene der hjemme, der målte den samme mark hundrede gange på een dag, indtil de kom i en slags følelsesløs ekstase og havde så vanskeligt ved at lukke munden op og tale højt, når de kom hjem. Hans Råskov blev dygtig stivbenet af de lange ture, og stivheden bredte sig over hele hans legeme; han mærkede det om morgenen, når han stod op; og dagens første halve mil kunde også være besværlig nok, men så gjorde bevægelsens rytme sin magt gældende, han gik og glemte alting, gik fra sin egen tomhed, der undertiden syntes at slå sig sammen med sygdommen for at plage ham; han gik i dagevis og forlangte ikke andet af tiden, end at den skulde gå, gå forbi lydløst, sporløst, forbi ham som en, der ikke skal med, og for hvem det er en plage at mærke tidens gang, fordi den samtidig er en målestok for hans egen overflødighed. Hans Råskov var en dårlig fodgænger; han var af dem, der slider for meget -- både på jorden og på sig selv. Hvor det var blødt, trådte han dybere i end andre mennesker, og når han gik på sølede veje, tog han mere snavs med sig, end folk i almindelighed; han havde tungt ved at komme af sted på jorden, og nu, da han ikke tog sig stort andet til, kunde det gøre ham livet besværligt nok, og han var tit overtræt, når han kom hjem, og måtte lide for det om natten.