# Hans Råskov ## Part 12 Book page: https://www.cyberlibrary.org/da/books/hans-raskov-41956/index.md Jeg husker en gang, hun lo ad mig, sae han, og hans ansigt fortrak sig, som kæmpede han med en indre latter. -- Jeg var selv lige ved at le med, men i samme øjeblik mærkede jeg, at jeg kunde ikke, jeg havde overhovedet ikke den ævne. Men det var uheldigt. Da undrer det mig, at De ikke også gjorde noget forfærdeligt den nat, sae hun åndeløst og skælvende. Nu ved De snart alting om mig. De må ikke hade mig for det. Jeg er Dem -- taknæmlig, fordi De har sagt mig det; det lyder måske underligt, men jeg har tænkt så meget på hende, der blev tilbage, og alting blev meget mere forfærdeligt, ved at De forsvandt så pludseligt og hemmelighedsfuldt. Jeg har alligevel aldrig kunnet tro, at -- -- De var død. Frøken Årbo, De er den første, som -- -- Han stansede, forundret over den lysning, der gik over hendes ansigt. Ja det har De sagt en gang før, men så tav De, for De vilde dog ikke lyve for mig. Jeg husker det godt; det jeg vilde ha sagt, var sandt nok. Hvad var det da? Jeg vil hellere sige det andet: De er det eneste menneske, jeg har talt med om alt dette her, og De ved også mere om mig end nogen anden; jeg vil håbe, det blir til gavn for mig. Og nu kan jeg sige Dem farvel, sae han, og hans ansigt stivnede under en indre viljeanspændelse, idet han ligesom vendte sig om mod sin ensomme fremtid. -- Herefter har jeg ikke mere at tale med noget menneske om. Hr. Råskov, De har sagt mig så meget, at jeg må ha lov til at spørge Dem om noget. Hvis der var een tænkelig ting, der kunde gøre livet lykkeligt eller i alt fald mindre uudholdeligt for Dem, vilde De så selv gøre et eneste skridt for at få det? Hvis jeg var sikker på, at den ene ting kunde hjælpe mig: ja, det vilde jeg, frøken Årbo, og nu skal jeg sige Dem en ting til, inden vi skilles: jeg ved ikke andre end Dem, der kunde ha gjort det, men nu er det for sent, selv om De ikke havde været bundet til en anden. Jeg er ikke bundet til nogen; jeg ved ikke, hvem De sigter til. Deres ven fra før, som De selv talte om. Å, ham kan vi lade ude af betragtning. Jeg har aldrig holdt af andre end Dem. Den aften, vi gik sammen inde i skoven, da var det min mening at sige Dem det; ikke fordi jeg troede, De brød Dem ret meget om mig, men De skulde vide det; jeg vilde blot sige Dem det, så De aldrig glemte det; men jeg opsatte det; det var også rart at gå med det usagt, og så blev det for sent. Gid De havde sagt det, så havde jeg haft det at tænke på, da jeg kom til fornuft; så havde jeg haft noget at komme hjem for. Nu er De jo kommet hjem, sae hun mildt. Disse simple ord var den fulde åbenbarelse af noget, han en gang havde ventet, ligesom gjort regning på, at livet skulde bringe ham; der glimtede frem i hans sind en erindring om noget usigelig mildt og kosteligt, der lå langt borte og vinkede til ham; og det havde gjort ham hård og hadsk, at det aldrig var blevet til virkelighed. Nu var det næsten brændt bort, mange giftige, røde farver havde ætset hans sjæl siden den tid, lige fra den skidne klud, han opdagede på en mark, til bogstavet, der nu igen stod tydeligt på hans hjærne. To magter havde kæmpet om ham, al den tid han kunde huske; den, der havde sejret, lå vel dybest i hans natur. Han blev så syg og beskæmmet over sig selv, som aldrig før; han følte sig som et gult og giftigt ukrudt ved siden af hendes sundhed, og han kunde ved hjælp af en slags erindring forestille sig, hvad lykke er, ligesom en gammel mand, der har været blind fra seks års alderen, kan tænke sig morgenrøden. Fortæl mig noget af alt det De tænker, sae hun. Det vilde blive for langt; jeg tror, jeg måtte begynde med det første, jeg kan huske; sådanne ord som jeg hører af Dem, skulde ha lydt for mig hver dag, mens jeg voksede op, og senere; for fem år siden hørte jeg dem for første gang; da var jeg tunghør, og nu -- -- Skal jeg fortælle Dem noget mere? spurte hun. Ja, sae han. -- Han ønskede blot at glemme sig selv, at forsvinde for sin egen bevidsthed; aldrig havde han haft så lidt glæde af sig selv som i dette øjeblik. Det eneste, jeg følte, da jeg først så Dem igen, var skræk; jeg opdagede Dem fra et vindu, jeg håbede, De vilde snart rejse igen; men næste dag var det allerede helt anderledes, jeg gik selv ud for at møde Dem. De var ikke uvenlig, men at De blev mere kølig, efterhånden som vi talte, det var min skyld; jeg kunde se, De fandt mig kold, og De blev straks uvillig mod mig. Og jeg tænkte: Det er godt; nu siger vi farvel, og så har jeg set ham; men idet jeg sae farvel, og jeg vidste, at jeg aldrig skulde se Dem mere, så blev jeg svag, jeg spurte, om De vilde besøge mig; jeg opsøgte Dem selv uden for hotellet, for det kunde jo være, De fik i sinde at rejse bort med bitterhed imod mig; det skulde ikke ske. Og nu er det altså kommet så vidt med mig; jeg er den samme, som jeg var i gamle dage, skønt jeg troede, jeg havde fået noget, jeg kaldte for »bedre forstand«. Lad mig nu sige Dem et ord, der gælder os bægge, Hans Råskov: Der er ingen af os, der gærne vil sige farvel for bestandig, De selv heller ikke, og jeg tror ikke, at De fra Deres ensomhed har bevis for, at noget er for sent. De var kommet uden for byen. Han tog hendes hånd og gik en stund med den. Jeg vil blot prøve, hvordan det er, sae han og så op. Hun trykkede hans hånd til svar, og de gik. Han havde virkelig en fornæmmelse, som om bevidstheden til dels forlod ham; han kunde ligesom på afstand se tilbage på sig selv. Han lae armen om hendes liv, og hun vendte ansigtet om mod ham, men idet han kyssede hende, foer der noget forbi hans øjne; han fik ikke opfattet det, men han slap hende hurtigt, og de blev ved at gå uden at tale. Jeg er virkelig syg, tænkte han, men han sae det ikke, og hun syntes ikke at ha lagt mærke til hans bevægelse. Det er om morgenen på bryllupsdagen, en grå, stormende oktoberdag; Hans Råskov og Anna Årbo er på vej til deres nye hjem. Venlige hænder har sat alting i orden; men den kolde blæst går tværs igennem huset, derfor er der tændt op i kakkelovnen, ilden skal gøre hyggen fuldkommen, og huset blir overladt til sig selv. Det er halvmørkt inde i den store dagligstue, men ilden lyser, den stikker en lang, søgende finger op gennem brændet og koksen, der knitrer, idet den piller ved det. Ilden svinger sig op efter fra pind til pind, de ryger alle sammen en tid ud af enderne, og så springer der en lille flamme frem som om det var små gasblus, der blev tændt, og nu tar det godt fat; af koksenes sorte knopper udfolder sig røde blomster, flammer stiger og synker og trækker små lynblink ud af de lakerede stoleben. Vinden hoster ned gennem skorstenen, så det blusser ud af risten, og skygger, der er næsten usynlige, farer op og ned ad væggene. Men så kommer der et vindstød, der river et lille stykke koks løs og slynger det ud gennem risten, det flyver hen og sætter sig på en skammel tæt ved kakkelovnen; dær ligger det og brænder med en ubetydelig flamme på hver side, og en røgsøjle lige til værs. Når vinden støder ned gennem kakkelovnen, så vifter den lille brandspire med sine to flammer og kæmper hårdt for livet; den ligner en lille sort fugl fra helvede med to rødgule vinger; så forsvindende den er, sætter den tilintetgørelsens mærke under sig på skamlens fløjl, den begynder at udruge ødelæggelse og fordærver med sin røg luften, der er lige så frisk som alt andet her inde. Til sidst kan den ikke mere; den går i to stykker, det ene blir liggende over det sorte hul i betrækket, det andet ruller ned, fægter i døden om sig med sin eneste vinge og strejfer kanten af en avis, det træffer på sin vej. Nu sidder der en flamme på den øverste snip af avisen, den krummer sig om bladet som en orm, og da den ikke kan komme op ad, så kryber den med største forsigtighed ned efter langs randen, til den nåer et stoleben og stanses og er lige ved at dø, men den slipper over lakeringen, som kruses under dens trin, og fortsætter vandringen på den anden kant af avisen, og nu går vejen opad; flammen vokser til et bredt ildbælte, der ruller op over hele bladets bredde, springer til værs og blir til ingenting. Men på bordet er der sat en aflægger i et hjørne af et visitkort, og så begynder kampen for tilværelsen igen; flammen blir blå og lav, mens den arbejder med det vanskelige papir; den støder på en bog i guldsnit og forsøger at ernære sig af den og er lige ved at sætte livet til under forsøget; den kravler med uhyre besvær fra kort til kort og trækker sorte striber efter sig som en orm, hvis hele krop udgiver edder og fordærvelse. Den tar til i vækst, idet den finder et kort, der står på kant, den blir rød og sodet i toppen og kommer til at se godt ud, og mens den nu er i sin velmagt, avler den i hast et kuld af rørige flammer, som den anbringer rundt omkring, hvor der er næring. Den er nu herre over bordet og alt hvad dær er; bordpladen slår bølger som et lille blankt vand, der kruses for vinden, og bogen i guldsnit, som ilden ikke kan lukke op, efterlades sort og stinkende som alt andet, ilden rører ved; lampeskærmen tages i ett hidsigt sug, og i næste øjeblik sejler der små ildskibe omkring i stuen og falder ned på mange steder, fulde af ilende gnister. Ilden springer fra bordet ned i sofaen, hvis fløjl ulmer kvælende som protest; den knejser op ad væggene, glor portrætterne ind i ansigtet, knækker glas og sværter i sin uvornhed gamle og unge; den forgriber sig på husets tilkommende frues oldemoer i daguerreotypi, og mens ansigtet langsomt udslettes på sølvpladen, kommer familiens medlemmer skramlende om kap ned fra væggen. Ilden kryber ned fra sofaen, den snor sig som en kælen gul slange om bordbenene og ruller sig lystig i brüsselertæppet, men dens kælenskab er ædende syge, dens lystighed er tilintetgørelse. Ilden vandrer ud på gulvet, hvor den træder dybe mærker, og den yngler; hele geledder stiller op på gulvets brædder, det blir til et fliget, mangearmet dyr, bølger løber hid og did, lemmer udstrækkes og forkortes, som løb blodet levende gennem denne dødbringende organisme, det ser ud, som om den ånder med hele legemet på primitive væsners måde; den synker og trækker lemmerne til sig, som om den hviler og tænker sig om; små luer, der ikke et øjeblik skilles fra moderlegemet, leger med tingene på ungers vis, de gnider sig mod stoleryggene og farer op i portierens kvaster, men små som de er, har de slægtens gift moden i sig ligesom nys udklækkede brilleslanger. Ilden står nu foran bogskabet; den ånder på det med sit giftige pust, lakeringen koger ud i vabler, der slår ind igen og blir borte ved næste pust. Ilden famler med røde poter op og ned ad siderne og river med sine skarpe kløer i glasset. Efterhånden kommer der arbejdskraft, flammer kryber frem på maven, griber op ad siderne og tar fat ligesom flyttemænd, men de kan ikke rokke det endnu. Bøgerne står uforstyrrede på deres hylder i lange, lige rækker, samlede værker i søndagsklæer og muntre små digtsamlinger i gala, leksika i jævne, solide arbejdsklæer -- altsammen tilhørende husets fremtidige frue. Røgen kommer frem under hylderne i brede tæpper, bøgerne forsvinder, men ilden lyser op igen; den stryger titler og forgyldning af og sætter sin egen skrift i stedet for, altid den samme, altid læselig og ikke til at ta fejl af. Ved siden af står klaveret og spiller sin egen sørgemarsj, mens strængene springer, det lyder sørgeligt og sukkende med ulige pauser som fra en, der ikke har længe igen; ilden glemmer ikke at få noderne med. I kakkelovnen danser glade luer over de halvt udbrændte koks, og på gulvet tæt ved står lange flammer på tæerne og snakker med deres kammerater inden for risten. Som en lille fugl fra helvede med sort krop og gule vinger og røg ud af halsen har ilden holdt sit indtog i den fredelige stue; nu går den som en glubende, fuldvoksen drage fra værelse til værelse gennem det værgeløse hus; den river med sin klo de gule gardiner ned fra stængerne, krøller den kostbare palme sammen i en klump, så let som en ung pige krøller et kasseret brev sammen i den hule hånd. Den skåner ikke sølvopsatsen, en gammel værdigenstand, der tilhører familien Årbo; englen, der bøjer sig frem over skålen, begynder snart at hænge med vingerne, og sølvsveden brister frem på dens pande. Luerne blir sorte og næsten usynlige i den tykke røg, de dukker sig og falder og har svært ved at rejse sig igen; men så sprænges ruderne, en uhyre lang flamme kaster sig hæftigt ud ad vinduet, som et menneske, der jager overkroppen ud og gisper efter luft. Ilden sprænger døre og brækker gulvet op til kælderen og fortærer alt det brændsel, der skulde ha varet et år. Og nu blir der træk gennem huset; vinden hyler ind i nord, og flammer sprøjter ud i syd; gipsdækket holder dem ude fra loftet, men så stiger de op på taget, vader i teglene og træder dem itu og stikker benene ned på loftet, hvor der opføres en vild dans mellem kasser og sparrer og hvad der ellers er, og snart kan ilden neden under komme op og være med. Alting blir ens og ukendeligt, lighedens lov går hærgende gennem huset. Folk har længe stået og råbt over ilden; nu kommer de også med sprøjter; strålerne borer huller i ildtæppet, river flænger i det og klipper flige af det, men i næste øjeblik er det helt igen; det erstatter selv, hvad det mister, og læger straks hvert sår med primitive væsners livskraft. Hele huset er nu en eneste flammebygning med tårne og spir i fantastisk gotik, men alting står skævt i den forrygende storm. * * * * * Der er ildebrand, sae Anna, idet toget svingede ind til byen. Det brænder i nærheden af vort hus. Ildebrand nu, sae Hans Råskov; det kan ikke være muligt. -- Men i det samme fik han en overvældende følelse af, at det var det, han havde ventet på de sidste dage. Ved tanken om ild føg erindringer gennem hans sind som gnister i storm. Se selv, sae hun; det brænder tæt ved vort hjem, Hans. Hvis det nu er hos os, det brænder! Det er en stor brand, sae han og så stift på hende; han så skæret af luerne i hendes øjne. -- Lad os opsætte vort bryllup og rejse tilbage igen. Det stormer hårdt, og det er ikke til at redde noget, hvor det får fat. Det er sikkert hos os, sae hun, idet toget stansede. Hun greb hans arm og trak ham med ud af kupeen. Det er forfærdeligt, men vi må skynde os, om vi kan redde noget. Hun var for optaget til at bemærke udtrykket i hans øjne, hun ilede foran, og han fulgte, men ved hvert skridt følte han, at han gik det uafvendelige i møde. Denne ild, som han om et øjeblik skulde stå overfor, lyste allerede langt ind i hans sjæl, den skinnede på de mange farlige erindringer, der i stadig stigende antal var dukket op i ham i de sidste måneder, og som han havde ført en forgæves kamp imod; han havde hver dag troet, at det var efterveerne af en sygdom, men nu mærkede han, at det var begyndelsen. I utide var han vågnet af sin forstening, der endnu ikke var fuldbyrdet, og det, som han havde kaldt lykken eller blot en vis grad af tilfredshed, havde ikke gjort andet end bringe det tilbage til livet, som burde være sovet ind i stenens søvn og aldrig vågnet mere. Det var, som om han ikke kunde tåle at leve, og nu følte han livets krav i sig som en dødelig sygdom. Alt hvad han havde fornægtet og kuet ned, var blevet levende igen, og det bragte tanker med, der var værre end selve oplevelserne; og dog havde han stadig håbet på, at det skulde blive bedre, og kæmpet, for at ingen skulde mærke noget. Nu var kampen forbi, han var slået, og det røde bogstav, hans bestemmelses tegn, stod uudsletteligt på hans hjærne. Hans hus stod i flammer, og da han havde set lidt på det, sansede han ikke andet end ild og os og stinkende, sorte bunker. Han så deri sin egen sygdom; det var et billede i sort og rødt på hans egen sjæl. Så snart han hørte om denne brand vidste han, hvordan det stod til med ham selv. * * * * * Nu angriber ilden huset ved siden af, den opheder blæsten og sender den således løs på sit næste bytte; vinduer springer, og døre krympes i den glødende storm, men ilden udstrækker og blir ved at forlænge sine elastiske arme, til de yderste spidser lige kan nå til, de fægter i luften og går som skrivende fingre op og ned ad mure og træværk, de prænter deres sorte bogstaver, hvor de kommer til, og mange steder sprudler små flammer frem og dræbes straks af vagtsomme vandstråler, men det vældigt ophedede træværk ligefrem drikker ilden, der springer ud og møder de fremmede flammer, inden de når at røre; det ser ud som om disse besværgende arme trækker ild frem ved deres blotte pegen. Ild og vand kæmper, den første er stærkest. Nye skrig; folk styrter løs på buffeter og skabe, de har ikke ventet dette, de tumler med genstridige skuffer, bearbejder låse med forkerte nøgler; de river til sig og samler sammen, mens ilden famler ved siden af deres rystende hænder; de fatter om tunge sager og slæber af sted med dem, og ilden står bag ved deres skuldre og skynder på, at de kan komme af sted og ikke mere vende tilbage. De flyver ud ad døre og vælter sig igennem vinduer, men da de kommer igen, møder ilden dem i hver en indgang og forklarer dem med kraftige gebærder, at huset har skiftet ejer. Hele forsvaret samles nu om den store gård ved siden af, for hvis den brænder, er der fare for, at den største del af byen skal gå med. Der bredes presenninger over stuehusets yderste tagside, og inde på gårdspladsen stilles lange stiger op til rygningen, hvor der står folk og hælder vand ned; gnister regner uafbrudt hen på taget, men de finder en fællesgrav på den våde presenning. Ilden har nu en lang vej at gå, haven ligger imellem, og dær er ikke megen næring at få; æblerne steges på træerne, kviste og grene forkulles og gives hen til vinden. Lysthuset blir undersøgt, den vilde vin går fra rødt til sort, og ilden holder et tarveligt måltid på tremmer og bord og bænke. Men stuehuset forsvares tappert, vandet render uafladeligt ned ad tag og ydermur, vandposten inde i gården tier ikke et øjeblik, og spandene cirkulerer. Flammerne kan ikke nå; de peger alle om kap hen mod stuehuset; de dirrer ligesom af ivrighed og slår rasende i luften og sender gnisterne det stykke, de ikke selv kan række. Tilmed blir ilden angrebet i ryggen; det andet hus blir revet ned, flammerne blir kortere, og mændene oppe på taget får sig en hvil. Men ingen har lagt mærke til en lille røgsøjle, som pibler frem under tagskægget; dær er en middelstor gnist sluppet uskadt ind og har bidt sig fast; den har sit på det tørre i en forladt spurverede, mens vandet driver ned udenfor, og når det kniber, kommer vinden ind og gir nyt mod. Gnisten ruger ikke længe i det tørre mos; snart hopper flyvefærdige luer ud af reden og spreder sig over indersiden af taget, og mændene, der rider oppe på mønningen, mærker pludselig, at det blir hedt under dem. Det varer ikke længe, før der er spændt et ildsejl over hele gården, og stakkene udenfor står med røde kapper på; stormen løfter den brændende halm og kaster den som en glødende regn ud over byen; på to tre halmstrå sejler brandkolonier ud for at anlægge nybygder, ilden vader oven i byen og træder den ned under sig; den rydder gaderne, for at ingen skal stå dær og sprøjte, den sætter vagt ved brøndene, at vandet skal blive der nede, den falder over folk, der bryder ind på dens enemærker; den går hen over alting som en flyvende smitte, som et forfærdeligt udbrud af sygdom i selve naturen, og den slår blindt ned over levende og livløst. Den er sygdom, død og fortærelse på een gang. * * * * * Lad os gå, hviskede Anna og trykkede Hans Råskovs arm; jeg kan ikke tåle at se på det mere. Han svarede ikke, men da hun så ind i hans øjne, hvor flammerne gav genskin, da havde de et lignende udtryk som en aften for fem år siden, da de havde skræmmet et menneske fra forstanden. Hun begreb ikke, hvorfor det skulde komme igen nu, men hun forstod, at han igen var hjemtaget af furierne. Hun følte sig meget lille og afmægtig overfor dette ubegribelige, som de aldrig rigtig havde talt om; hver gang de var kommet i nærheden af det, havde han tiet på en måde, der skræmmede hende langt bort fra det æmne. Et toetages hus styrtede sammen foran dem, røg og gnister vred sig op mod himlen som en glødende skypumpe; murene faldt med en dump lyd og et suk, der mindede hæsligt om mennesker, der falder ned højt oppe fra, men ilden brølede af en stadigt voksende appetit og bredte sig ustanseligt. Foran den flygtede menneskene, men bag ved besatte de alt, hvad den efterlod sig. Der er ingen i det hus, hørtes en stemme råbe; gå ikke der ind. Ikke en gang et menneske at gå ind efter, mumlede Hans Råskov. Længes du nu efter døden, Hans Råskov? spurte hun. Han svarede ikke; hans øjne fulgte branden, han gik efter den og var hele tiden, hvor det brændte stærkest. Hun fulgte ham, og sådan gik den dag. Da aftenen faldt på, brændte den halve by, og i mørket så den store brand endnu mere skånselløs ud end før; folk havde omtrent opgivet at gøre modstand, de nøjedes med at gå ude på gaden og se ilden færdes i deres stuer, de så den gå fra den ene af deres kendte ting til den anden -- den tog altid gardinerne ned straks, så de havde frit overblik -- der var en så uanet grusomhed i at se ilden belyse, hvad den i næste øjeblik havde i sinde at ødelægge, at mange ikke kunde tåle det og gik bort. Det var besynderlig grufuldt at se ens eget klaver bryde gennem gulvet og tænde i etagen neden under, eller se skabsdøre lukkes op og ilden vælte ud, som om den havde ligget der inde og ventet. Folk, som stod og så på deres egne mørke vinduer, jamrede sig, når der begyndte at komme lys i dem, og de fik deres ting at se for sidste gang. Men de fleste af dem, der gik bort og græd, de kom igen, når deres eget var brændt, for at følge branden videre. * * * * * Ud på aftenen lae blæsten sig, og menneskene optog kampen påny. Men endnu længe efter vandrede en mængde små og store flammer om på ruinerne; de dukkede sig og sprang op, som om de legede med hverandre, og de lod sig let pille ned af en stråle og opgav ånden med et rygende suk, men så krøb der andre frem og drillede fjenden og bødede med livet, indtil også denne legen skjul holdt op langt ud på natten, og så slumrede den store ildebrand sødelig ind under ruinerne, hvor den endnu kunde ligge flere dage i behagelige drømme om, hvad den havde udrettet, og så endelig dø under sit eget værk som en ødelæggelsens guddom, der selv dør i den almindelige død. Og folk gik hver til sit, med stive øjne, der næsten var uden sekraft; de gik hjem, og de, der ikke havde noget hjem, gik et andet sted hen, uden tanke, uden følelse, udtørrede lige til bunden af deres bevidsthed. * * * * * Anna lae sin arm om Hans Råskovs hals: Kom med mig, sae hun; du er syg og trænger til hvile; her er ikke godt at være. Rør ikke ved mit hoved, hviskede han, idet han for første gang vendte øjnene fra branden, der var omtrent slukket; -- jeg kan ikke tåle det. Men jeg må blive her, dette skal overstås først. Gå du. Jeg blir hos dig. Hvorfor? Vi skal dog skilles nu. Vær fornuftig og gå. Nu kommer det altsammen; det har ventet længe, det har narret mig flere gange; men nu er det alvor. Må jeg ikke blive hos dig, når du er syg? Det må ingen. Ingen må se mig, når -- --. Gå nu. Jeg er ikke længere et menneske. Se ikke på mig, du kender mig ikke; det er også det bedste for dig; bliv ikke længere hos mig; tænk på hende, som -- -- Ved den erindring, hans sidste ord vakte hos hende, blev hun pludselig revet ud af den forstenelse, der var i færd med at angribe hende; hun vendte sig bort og gik, han så ikke efter hende.