# Haabløse Slægter ## Part 10 Book page: https://www.cyberlibrary.org/da/books/haabl-se-sl-gter-11139/index.md "Vær saa ogsaa lidt god imod mig," hviskede hun, han kunde næppe høre det, skønt hun spillede ganske sagte, "jeg trænger til Venskab." Han vidste ikke, hvad han skulde svare; han stod bagved hende, og uden at han vidste hvorfor, fik han pludselig Taarer i Øjnene. Det var vel det smeltende Spil--det lød næsten som Suk, de lette Slag paa de mellemste Taster. "Tror De, jeg er lykkelig," sagde hun lidt efter, dæmpet. "Hvem er lykkelig?" Hans Kind rørte ved hendes Haar. Saa fo'r han lidt tilbage, nede i Kirken klaprede Sidedøren. Ogsaa hun fo'r sammen, men hun blev ved at spille. Han stod og saá paa hendes hvide Nakke bag Pibekraven, hans Aande strejfede den. "Og nu til Sommer rejser De bort for at glemme mig ..." Han kunde ikke tale. Han krammede om Stoleryggen, hvor hun sad, saa han kom til at røre hendes Kaabe. "Saaledes gaar det bestandig ... bestandig ..." Hun lod Tonerne langsomt henhviskes i Rummet, "bestandig". Saa traadte han et Skridt frem. Hun saá op og slap Tasterne, han var meget bleg og havde Taarer i Øjnene. Orgelpiberne hvinede, inden de tav. "Hvorfor vil De gøre Nar af mig," sagde han. Ordene kom som et halvkvalt Udraab, man hørte Genklangen dø oppe i Koret ... "det er Synd, Synd af Dem ..." Hun undertrykte et flygtigt Smil, og mens hun bøjede sig frem mod Orgelet, sagde hun mildt: "Jeg gør ikke Nar, Høg, jeg holder--af Dem." Hun saá paa ham nedefra. Han greb et Øjeblik haardt om hendes Haandled, hun rev Haanden løs: "Det gør ondt," sagde hun. "Hvorfor er De da saadan imod mig?" spurgte han ganske sagte. Hun smilede vagt og rystede paa Hovedet. Derpaa gav hun sig til at spille igen. Han satte sig helt henne hos hende med Hovedet i sine Hænder ligesom før. Naar hun drejede Hovedet, mødte hun hans Blik, det badede hendes Ansigt med Ild. Saaledes sad de længe, Tonerne gled over hans Hoved ud i Kirken og døde fremme under Hvælvingen. Hun rørte sig ikke. Hun havde en Følelse af, at hun maatte sidde rank, hun vidste ikke selv hvorfor. Hun sagde ogsaa til sig selv, hun vilde holde op med at spille, at det var bedst at holde op, men hun blev alligevel ved--det var, som om Fingrene holdt ved Tasterne. Hans Hænder faldt slapt ned--han hørte Tonerne gennem en brusende fjern Larm, og han lukkede Øjnene. Pludselig var hun holdt op med at spille. Han vaagnede ved, at Tonerne døde hen, og saá hende sidde bøjet med Panden støttet mod Tasterne. "Hvorfor spiller De ikke mere," spurgte han. Hun rystede paa Hovedet uden at løfte det. Han syntes, hun græd. Det stormede i ham. Han skubbede Skamlen tilbage, faldt ned paa Knæ og lagde Hovedet i hendes Skød. Hun løftede det med et halvkvalt Skrig. "Hvorfor er De ulykkelig?" spurgte han og saá op i hendes Ansigt, der var vaadt af Taarer. Hun glattede hans Haar og bøjede sit Ansigt ned mod hans. Det var, som fælles Tørst drev deres Læber sammen. Ingen af dem talte. Hele Kirken laa i stille Ro, de hørte kun hinandens Aandedræt, der lød hurtigt og gispende. Fra hans Haar gav hun sig til at klappe hans Kinder. Hun sad og smilede svagt, og Smilet smittede. Men saa skød hun ham hurtigt bort, rejste sig og sagde: "Vi ses vel igen paa Fredag." Bælgetræderen var kommen frem bag Orgelet. Tonen var helt forandret, hun talte ganske med sin sædvanlige Stemme, men hun blev ved at smile, og deres Øjne hvilede i hinanden. De blev ved at se paa hinanden, mens hun trak Handskerne paa og satte sin Hat fast med Hattenaalen, alt meget langsomt, og de gik ned ad Trappen ved Siden af hinanden, skønt Trappen var meget snæver. Da de kom ud i Alléen, gik han et Skridt bagefter, han fulgte enhver af hendes Bevægelser med Øjnene, og pludselig blev han meget rød. Han havde søgt og søgt om en Erindring, der saa at sige laa ham paa Tungen og nu, nu da han saá hende gaa saaledes--det var den Aften, han var i Theatret, og de dansede. "Hvorfor gaar De bagefter?" spurgte hun og vendte sig. Han svarede ikke, deres Blikke mødtes atter med et Smil. "Jeg faldt i Tanker," sagde han. Om Fredagen fik William et Brev, inden han gik i Skole. Udskriften var skrevet med Damehaand. Det var fra Kamilla. "Jeg kommer ikke til Byen imorgen," skrev hun, "Fader er ikke rigtig rask, Og jeg finder det rimeligst at blive hjemme. Derimod tør jeg vel som en gammel Veninde spørge Dem paa Ære og Samvittighed, om De ikke vilde kede Dem altfor gyseligt, hvis vi bad Dem om at tage herud med Fætter paa Tirsdag og blive her hos os i Paasken. Tror De, De vilde kunne holde Livet ud herude, saa kom og tag tiltakke. Meget vilde Deres Komme glæde en gammel Veninde. Kamilla Falk." Om Tirsdagen tog William med Gerson ud til Veilgaard. De kom der Klokken fem til Middag, og efter at have gjort sig lidt i Stand gik de ned i Spisesalen. Hr. Falk, en gammel rundrygget Herre, gik med Hænderne paa Ryggen op og ned ad Gulvet. Tjeneren stod henne ved Buffet'en og ventede. Det var ligestraks William, som om noget hjemligt slog ham i Møde fra den lyse Sal, som om han havde været her før. Hr. Falk hilste skødesløst: Hans Datter kom straks, sagde han, og blev ved at gaa rundt om Bordet. Sidedøren blev lukket op, og Kamilla kom ind. Hun rakte William Haanden og ønskede ham velkommen, bad dem saa gaa til Bords og konverserede ivrigt sin Fader. Paa William saá hun næsten ikke. Han søgte at gribe hendes Blik, men forgæves. Senere døde Samtalen hen, Gerson fortalte nogle Skolehistorier. De havde kastet med Papirskugler paa den engelske Lærer, saa de massevis havde hængt i hans Haar. William holdt ikke af de Historier, han var irriteret paa Gerson og sagde heftigt: "Saadan noget fortæller man ikke." ... "Hvorfor ikke," spurgte Gerson, "Du er jo selv den værste?" "Og jeg, som troede, Hr. Høg var Melankoliker," sagde Kamilla. William bed sig i Læben. "Gud, det er han osse," raabte Gerson, "Du skulde bare høre, sikket Digt han læste højt i Klassen igaar." "Gerson," fo'r det ud af William. "Saa Hr. Høg skriver Digte--og om hvad?" Frøkenen lo. "Pyt," Gerson slubrede Kompotsaucen op med en Ske, "naturligvis om Kærlighed." "Ulykkelig?" Hun saá lige paa Høg, og deres Øjne mødtes for første Gang. Saa gled hendes bort. "Gud, han skyder sig," slubrede Gerson. William var rød helt ud paa Ørene og sad og filede unødigt længe i sin Oksefilet. "Det er vist et daarligt Stykke, De har faaet," sagde Kamilla deltagende og saá over til ham. Hun drejede Hovedet hen til Tjeneren: "Aa Petersen, giv Hr.--"--smilede derpaa--"naa, De vil ikke ha'e?" "Forresten er det det første Digt, han har skrevet," sagde Gerson og saá leende op fra Tallerkenen, "han maa først nylig have faaet en Muse." Kamilla lo ustandseligt. Tjeneren bød Frugten om. "Gi'er Onkel ingen Sherry," sagde Gerson. "Det er første Gang, Du har en Høg i Huset." Efter Bordet spillede Hr. Falk og Gerson Piqué i Dagligstuen. Kamilla og William var alene i et Slags Galleri, der stødte op til Spisesalen, og som var omdannet til en Vinterhave med en Mængde Bregner, Palmer og store Laurbærtræer. Henne i det ene Hjørne af Salen havde man arrangeret et Lysthus af Gitterværk med Epheu og udenom det store Laurbærtræer, der dækkede det hele. "Lad os sætte os ind i Hytten." sagde Kamilla. Hun gik ind iforvejen; der var helt mørkt derinde, saa han næppe kunde have kendt hende, som hun sad der paa Græsbænken. "Er det Heliotroper," spurgte han og aandede stærkt. "Ja hele Trappen her bag ved er fuld af Heliotroper. Det er min Yndlingsblomst," Hun rykkede lidt til Side: "Men sæt Dem," sagde hun. "Her er da Plads nok." Han satte sig uden at tale. Det lille Springvand ovre i det andet Hjørne plaskede ganske sagte. "Dette er Hytten," sagde hun. "Jeg havde ogsaa en Hytte hjemme, med røde Gardiner, oppe paa Loftet," sagde han for dog at sige noget, han frygtede instinktmæssig Tavsheden. Hun svarede ikke. Hun havde plukket en Heliotrop, og han saá hende i Skumringen holde Blomsten ind i Munden, mens hun aandede stærkt. "Det er saa dejligt," sagde hun, "saa smager man Blomsterne." Han plukkede mekanisk en Blomst. "Ja," sagde han og aandede, "det er dejligt." Saa blev der igen Tavshed. Kamilla bøjede Hovedet og foldede Hænderne over sine Knæ. "Vi var nogle store Børn i Onsdags," sagde hun. "Ja," svarede han. "Og De har skrevet Digte om det." "Hvorfor lo De før?"--han bøjede sig lidt frem imod hende, sagde derpaa sagtere: "De vidste jo godt." Hun gav sig til at nynne. "Kan jeg ikke faa det Digt at læse," spurgte hun. "For at le af det?" "Nej--Høg." Hun drog Aanden dybt, og da hun tav, syntes han, Tavsheden var endnu tungere end før. Han flyttede sig uroligt: "Her er tung Luft," sagde han. Hun havde lagt Hovedet tilbage mod Væggen og lukket Øjnene. "Det er Heliotroperne," sagde hun. Der blev igen stille. Hun laa stadig tilbage med Øjnene lukkede. Saa smilede hun. Han følte som en Tyngsel paa sit Bryst, som om han skulde kvæles. "Nej," han rejste sig med et Ryk og kastede Hovedet tilbage, "her er for lummert," sagde han. Hun fo'r op. "Men vi gaar jo straks." Han satte sig igen. "Kan De ikke fortælle en Historie," hun lagde sig tilbage, "det er saa dejligt her i Skumringen." "Jeg kan ingen." Og saa pludseligt hurtigt og afgørende: "Hvorfor skal vi ikke gaa?" "Saa deklamér noget," sagde hun, uden at høre. Han saá paa hende. Hun laa atter i den forrige Stilling, næsten halvt udstrakt med den ene Arm om Hovedet. "Der er kun ét, jeg kan," sagde han sagte. "Hvad er det?" "Ninon." "Aa, Chevalieren--men det er jo dejligt." William sad bøjet, med Hovedet frem. "Det er kun Monologen," sagde han. Begyndte saa: Der glimre de paa Himlen, hine Kloder, Der uophørligt efter faste Love I deres Bane vandre, og der alt fra Umindelige Tider gik som nu.... Han maatte tvinge hver Linje frem med Magt. Men efterhaanden blev Stemmen blødere, ligesom en mumlende Strøm lød de melodiske Ord, præget af et smerteligt Tungsind. Hun aabnede Øjnene og saá paa ham, lukkede dem saa igen og bevægede Læberne sagte. Saa rejste han sig lidt. Og som om den undertrykte Bevægelses Bølger arbejdede sig frem i hans Bryst, som om Understrømmen af Smerte steg og gav hans Stemme Graadklang, hviskede han Ordene: Afmaalt? nej, afmaalt kan du ikke slaa, Du, mit urolige, mit varme Hjerte! Som Stjernekoret tændes ej og slukkes I, mine flyvende, beruste Tanker! Det lød som vaandefuld Klage, og med hvert Ord betonet i den stigende Hvisken, næsten skreg han: "Hvad vil Jeg nu? jeg véd min Haand er løftet-- Han havde siddet ubevægelig. Nu pressede han Haanden mod sin Pande, som om han vilde sprede Hjernens Taager-- Og om mit Hjerte ruller der et Hav, En oprørt Strøm af Ønskers dunkle Bølger-- Og Stemmer raabe-- Han bøjede sig dybere ned og med et pludseligt Slag som for at standse det ubetvingelige Skrig stoppede han Fingrene halvt ind mellem de aabnede Læber. Han tav, og uden at tale bøjede hun sig atter tilbage mod Væggen med korslagte Arme. Og som i Tanker begyndte han paany Hun hørte intet. Hans Stemme lød ind til hendes Sjæl kun som en fjern Musik, glidende Bølger af Toner, til hvilke hun selv satte Ord. Men hun vidste dog, det var om Kærlighed, han hviskede. Springvandet plaskede stille, fra Bænken hørte hun en sagte Hulken. Saa bøjede hun sig ned, og mens hun løftede hans Hoved op med begge Hænder, hviskede hun ømt: "Har Du lidt saa meget?" --Og deres Læber mødtes i et langt Kys ... William kunde ikke sove den Nat. Gerson pludrede i ét væk om Aftenen, da de klædte sig af, og William sagde "Ja" og "Nej" uden at høre et Ord af, hvad han sagde. Han gik rundt i Værelset og trallede og nynnede og kunde ikke finde Ro. Han havde Lyst til at skrige af Glæde, af Stolthed, af Triumf, idetmindste Lyst til at tale, Fortælle det, befri sig for noget af al den Jubel, som fyldte hans Bryst, saa han næppe kunde aande-- "Det er en Satans Trallen," sagde Gerson og slukkede det ene Lys, "naar er Du kommen til Operaen?" William klædte sig af og gik i Seng. Han svøbte sig helt ind i Sengetæppet, Hovedet ogsaa, og laa og hviskede med sig selv og syntes, at alting sang baade i ham og om ham. Saa hørte han Gerson snorke. Han satte sig op i Sengen og saá rundt i Værelset, og med Hænderne foldet over sine Knæ under Tæppet begyndte han at deklamere Chevalierens Monolog. Ud paa Morgenen faldt han i Søvn. Denne pludselige Lykke holdt sig de næste Dage, det var, som om den Handling, der ved denne Kærlighed var kommen ind i hans Liv, havde drevet de unge Drømmerier paa Flugt, og som om han i denne tidlige Krise var vaagnet af en Dvale. Kamilla havde givet sig hen. Hun havde, bestandig hidset frem mod Løsningen af den Gaade, hun havde digtet ind i Williams Væsen, tilsidst fremtvunget denne Løsning. Og hun var nu i Begyndelsen beruset af denne Time for Time voksende Lidenskab; den ejede jo baade al Ungdommens første Smidighed og al den Sindets Erfaring, som Williams Overmodenhed gav den. Fætter Gerson anede intet ligesaa lidt som Hr. Falk eller de andre. Kamilla udmærkede bestandig en enkelt af sine Gæster--den unge Læge fra Terslev, en ung, blond Mand med lyseblaa Øjne og en hængende Knebelsbart, kaldte uforskammet disse Lykkelige for Frøkenens Ofre--og man var for længe siden hørt op med at kontrollere, hvad hun selv spøgende kaldte sin Opdragelse, og med at holde Øje med Nuancer i de skiftende Forhold til de Syttenaarige fra Sorø. Kamilla opdrog William, og William sværmede for Kamilla. Det var Fætter Gerson vant til: hver Gang han bragte et nyt Menneske med til Veilgaard, fik Kusinen et nyt Sværmeri, og han sagde med uforstyrrelig Sindsro, at det var en uforanderlig Skæbne, han skulde være femte Hjul til Kusinens Vogn. Han tog det, som det var, og drev om hele Dagen i Staldene, paa Markerne--det første Foraar begyndte jo at gry--og i Landsbyen, hvor han holdt sig skadesløs med at kure til Præstens femtenaarige Datter, hvis jomfruelige Blik under Kindernes Rødmen glædede sig over hans Overlæbes fine, skyggende Dun. Saaledes blev de elskende alene. De tilbragte hele Formiddagen sammen. Undertiden spadserede de i Haven, nede i den store Poppelallé ud mod Mosen, hvor ingen kom, og hvor de kunde være helt uforstyrrede og usete. Kamilla tog hans Arm og, bøjede tæt ind imod hinanden, vandrede de frem og tilbage i Gangen Time efter Time. Forunderligt nok talte de næsten bestandig om Fremtiden. Kamilla fandt i denne Forelskelse en Opgave, hun troede paa William og vilde skabe noget af ham. Under deres Samtaler berusedes de begge ved Tanken om denne store Slægt, hvis sidste Skud skulde redde saa meget og bære over saa megen Elendighed; og den enes Ekstase hævede den andens, saa at man i bestandig Vekselvirkning tilsidst slog Panden mod Himlen i Planer og Haab. Kamilla syntes, hun var født for at genoprette denne stolte Slægt, og naar hun, mens de gik sammen, i pludselig Kærlighedstørst slyngede sine Arme om hans Hals og trykkede den skælvende William op til sig med hede Løfter og ømme Kærtegn, forekom det hende, som om hun indviede en Ridder til Livets Kamp, hvor han gik ud til et helligt Værk. Og denne ægte kvindelige Begejstring for en Fremtid, for denne Ungdom, som voldsomt sitrede i hendes Arme, lod hende glemme, at hun selv stod tilbage paa Bredden, medens William bestandig ene i Baaden, blomstersmykket, stævnede over Fremtidens Hav mod Morgenrøden og Lykken. Og heller ikke han syntes at tænke derpaa: ingen af dem saá, at der bestandig var Tale om at drage ud, aldrig om at vende tilbage. Men den Fremtid, som de nu tømrede for William og Høgerne, var af en solidere Art: de drømte nok, men de gjorde i det mindste Virkeligheden til Skueplads for deres Drømme. Kamilla var ældre, og hun havde set for meget af Livet til endog i sine Elskovsdrømme helt at kunne glemme det; hvad William angik, havde denne til Fuldt Blomster udviklede og levende Kærlighed pludselig givet ham et helt andet Begreb om Livet: der var dog noget, som hed at leve: for anden Gang blev Livet pludselig for ham befolket med Virkeligheder, man kunde nyde, og som man maatte kæmpe med. Og der holdtes han saa oppe af Kamillas Virkelighedssans, der bestandig aarvaagen søgte et Maal i Livet for den, hun elskede. Undertiden tilbragte de hele Dagen i Vinterhavens Lysthus. Dette Sted var sammenvokset med deres Kærlighed; Heliotropernes Duft, Græsbænken, paa hvilken de havde siddet, de høje Planter, til hvilke de havde lænet sig--, alt fortalte dem om Hengivelsens utrolige Øjeblik, hvis Berusning gemmer al Kærlighedsforholdets Lykke som Frøkornet Planten. Her talte de altid dæmpet og hviskende, her sad de ofte Arm i Arm og betragtede hinanden med tavse Smil, der paa samme Tid var et Minde og et Løfte; fra dette Sted stængte de Verden ude for at tale om Fortiden, i hvis mindste Minder de svælgede med alle Forelskedes Glæde, der gennem Minder fra den første, frygtende og tvivlende Forelskelses Tid vil trylle den første Hengivelse tilbage ved hver Time paa Dagen at gøre Mindet om den første Hjertebanken til Indledning for deres fornyede Kærlighed. Han talte om den første Gang, hun hilste paa ham i Kirken. Hun havde smilet saa besynderligt. Om hun da allerede den Gang var begyndt at elske ham? Hun svarede ikke, men hun smilede paany og kyssede ham. Det første, han havde set, var hendes Nakke--han saá den skinne bag den sorte Pibekrave. Og det første, hun havde set hos ham, var hans Øjne. Hun havde tænkt, det var besynderligt at sætte trediveaarige Øjne ind i et sekstenaarigt Ansigt ... Saa havde hun forresten lét af hans Gang. Saaledes dvælede de ved de tusind Minder fra Forelskelsens første Dage. Han var en Dag gaaet bag ved hende ud af Kirken og var blevet ved at følge et Skridt bagefter. Det havde været hende ubehageligt, hun havde kunnet mærke hans Blik hvile paa sig. Hvad havde han tænkt paa den Gang? Han huskede det ikke. Men hun saá paa ham og sagde: "Man glemmer aldrig saadan noget--sig mig det." Han gav sig til at le, og Latteren smittede. De lo begge en Stund, indtil Latteren blev til stumme Smil, og han bøjede sig over imod hende. Og hun rødmede og holdt ham for Munden, mens han hviskede til hende, halvt liggende i hendes Skød. Til andre Tider læste de højt. En Dag havde de faaet fat i "Tartuffe". William og Kamilla havde været oppe at skændes om, hvordan Tartuffe skulde spilles, og nu skulde Striden afgøres ved, at han læste Komedien højt. William læste kun Optrinene med Elmire. Og Luften i dette Rum, Minderne, der befolkede det, Stemmerne, der talte til ham om alle Nydelserne i denne duftsvangre Hytte--alt farvede denne elskovssyge Hykler, saa Billedet blev berusende for Kamilla, som hørte en vidunderlig Elskovshymne i Digterens Ord. Han tav og lukkede Bogen. Hun tog Hænderne op for Øjnene for at holde Billedet fast. Saa løsnede hun Hænderne bort fra Øjnene, og mens hun tog Bogen og studerede Guldsnirklerne paa dens Ryg, sagde hun simpelt: "Hvorfor vil Du ikke være Skuespiller?" Han rørte sig ikke, han saá kun stift paa hende, saa rødmede han. Hun gav sig til at blade i Bogen, og der blev ikke talt mere derom. Men Resten af Dagen var de begge adspredte, og næste Morgen rejste Vennerne--Gerson og William--tilbage til Sorø. Et Par Dage efter kaldte Rektor øverste Klasse sammen efter Skoletidens Ophør. Man ransagede Samvittighederne uden at finde særlig sorte Pletter, og var Kl. 12. da man samledes i Lærerværelset, meget spændt paa, hvad Rektor kunde have at meddele. "Det er ikke noget slemt," sagde han, da han kom ind og med Hænderne foldede over Maven smilende saá fra den ene til den anden. "I har vel været ængstelige for, at der skulde være hændet en Ulykke. Hva', Høg?" "Nej, det just ikke--men ..." "Jo, for det er tværtimod"--Rektor talte meget langsomt og lod Tommelfingrene velbehageligt glide forbi hinanden, mens han stak den lidt rødlige Næse ind i Williams Ansigt--"tværtimod noget--meget, særdeles glædeligt." Kort og godt en berømt Professor fra København vilde give en Velgørenhedsforestilling paa Theatret og udbad sig til alle Birollerne Assistance af øverste Klasses Elever. Der blev en pludselig Summen, alle talte i Munden paa hinanden, raabte paa Stykket, paa Rollerne, om der var nok til dem alle. De glemte i deres Rus aldeles Rektor, som stod og smilede fornøjet midt i denne Bisværm og hvert Minut sagde: "Jeg tænkte det jo nok, tænkte det jo nok." William var blevet tavs og helt bleg. Pludselig hævede Rektor Stemmen og sagde alvorligt: "Men hvis jeg nu havde sagt nej--" Man trængte sammen om ham, raabte, bad. William stod lige ved ham. "Det kunde De ikke," sagde han. "Saa?"--Rektor pudsede sine Briller--"hvorfor ikke, Hr. Høg?" William blev forvirret og stammede: "Jeg mener--det vilde Professoren ikke." "Naa"--han smilede igen--"det var en anden Sag--nej, desværre, han kommer saamæn, for det tager jo en gyselig Tid, og Eksamen har vi, inden vi aner det." Fem Minutter efter vidste den halve By, at "Professoren" kom dertil for at spille en af sine Glansroller, at øverste Klasse skulde assistere ham, og at William Høg skulde give den næstvigtigste Rolle. Det var længe siden, der havde været en saadan Bevægelse i Sorø. Gymnasiasterne var som ude af sig selv de næste otte Dage. I Frikvartererne raabte man, og i Timerne hviskede man. Den danske Lærer indgav et spydigt Andragende om ligesaa gerne helt at give Ferie, og man blev tvunget til foreløbig at indstille de latinske Versioner. Om Aftenen holdt man Prøve. William var den eneste rolige i hele Sværmen. Men om Søndagen tog Fætter Gerson alene til Veilgaard. * * * * * II Han stod og støttede sig til Kulissen, og en Gang imellem holdt han sig for Øjnene: han syntes, det hele dansede rundt med ham. "Professoren" var der. Den instruerende Adjunkt læste hans Rolle op, han skulde først se, hvordan det gik. De andre havde sagt, han sad dernede med Rektor, selv havde William ikke set ham. Han havde staaet henne ved den første Kulisse hele Tiden og blev ved at sige sin Rolle frem mekanisk, men med skiftende Tonefald. Greb sig saa i at sige den forkert og begyndte forfra med nervøs Hast, der lod de mumlende Ord snuble over hinanden. De talte inde paa Scenen--han fornam det som et Forvirret Skænderi, hvis Ord han ikke fattede, en Gang imellem hørte han en Lyd nede fra Gulvet, og han fo'r sammen og greb ved Kulissen for at holde sig fast. Hans Hænder var fugtige. Saa anstrengte han sig pludselig for at høre. Det var Gerson, der talte ... Men han kunde ikke holde fast paa sine Tanker, han kom lige med ét til at tænke paa Kamilla, og paa Lysthuset, saa igen paa Professoren. Men intet var ham klart.... Han vidste ikke, hvordan han var kommen til at staa der, Gulvet var gaaet ned i en Dal og op i en Bølge, og han syntes, han satte til, ligesom naar han skulde springe over "den store Hest"--og han havde taget et langt, umaadeligt Spring, og saa stod han der. Gerson gav ham Replikken. Han hørte den som raabt gennem en stærk Larm, han virrede med Hovedet, saá frem ud i et stort Mørke, syntes, han maatte rive de første Ord frem fra sin Gane, saa tør, sammensnærpet var den. Men lige med ét saá han nederst i Salen "Professoren" gaa frem af Rummets Mørke--han stirrede et Nu paa hans Ansigt, knugede Armen mod sit Bryst, og med en forfærdelig Kraftanstrengelse hævede han Stemmen. Han syntes, han raabte de første Ord, men saa pludselig hørte han Lyden af sin Stemme, høj, klar og--dens Skønhed slog ham. Som Lynet fyldte i samme Nu en jublende Sejr hans hele Væsen, og han greb et Sekund frem for sig som en drukken Mand. Saa saá han Professorens Ansigt. Han havde rejst sig, og hver Gang han talte paany, gik han længere frem, og William saá ikke andet end Smilet paa hans Ansigt, og at han stadig gik længere frem, længere og længere, ligesom han ledte ham med sin Stemme-- Og sine egne Ord hørte han langt borte dø som en fjern Velklang, der berusede hans Øre ... og pludselig syntes han, han maatte tale i Vildelse, saa uklart var det altsammen. Men Stemmen hørte han....