# Guds Fred

## Part 7

Book page: https://www.cyberlibrary.org/da/books/guds-fred-43295/index.md

At vise Humbugen heri skulde bl. a. være Hensigten med min Fortale. Har en Forfatter noget paa Sinde overfor sine Læsere, skal han nok faa dem det sagt trods Katekismens Forbud. Han lader bare en af Personerne holde et lille Foredrag. Og hvad nytter det, man forbyder ham personlig at optræde i sine Bøger? De allerfleste Bøger skrives om Forfatterne selv. Følgen af Forbudet mod de umaskerede sorte Dominoer bliver da blot, at Forfatterne kostymerer sig mer eller mindre smagfuldt, mer eller mindre gennemskueligt. Tag en af vore Forfatteres samlede Produkter for Dem, og De vil se ham paradere forbi i en Række skiftende Forklædninger: som Præst og som Læge, som Ingeniør og som Adelsmand; snart det overlegne Fornuftmenneske, snart en dybsindig Grubler; snart en barnlig Fantast og snart en fortvivlet Oprører mod Samfundsordenen. Den naive Mand bilder sig ind, at han er vel forvaret i sin sindrige Forklædning. Men ikke blot hans Kaldsfæller, der kender Fiffene, skriver ham straks leende i Haanden. Ogsaa Læserne, dresserede af den moderne kritiske Metode, hvis Stolthed det netop er at »finde Katten«, udpeger ham med Lethed og siger henrykte til hinanden: Har I set den skævbenede Hr. A.... nu optræder han min Salighed som en uimodstaaelig Ingeniør? Hvad mener I om den evigglade Hr. B., er han ikke grinagtig, naar han giver Partiet som den verdensforagtende Naturforsker?

Forklædningen narrer Ingen anden end -- Forfatteren. Han tænker: siden jeg nu en Gang skal i Kostyme, vil jeg dog gøre mig akkurat saa prægtig, som jeg dog nok egenlig er. Hvilket latterlig glimrende Galleri af Selvportræter udviser ikke den moderne Literatur. Hvor har Forfatterne ikke svælget i at afmale sig som Ynglinge med dejlige Aasyn, med slanke, elegante Skikkelser, med ildfulde blaa eller brune Øjne eller Øjne, der betagende skifter i alle Farver. Eller de har set sig selv i moden Manddom, med Alvor og Myndighed i det viljestærke Blik, med graanende, men endnu fyldige Lokker. I kærlig Overbærenhed retoucherer de bort alle Maver og Maaner, alle Latterligheder og Grimheder. Og hænder det en sjælden Gang, at de, ved at se sig i Spejlet, faar en Anelse om, at en vis Beskedenhed maaske vilde være passende, slaar det ikke fejl, at de Svagheder eller Mangler, de med ædel Oprigtighed vedkender sig, stilles i en flatterende Belysning af en Ejendommelighed, der overgaar al sædvanemæssig Skønhed. Eller de tager yderligere Oprejsning for de koket tilstaaede legemlige Skavanker ved at gøre de aandelige Fortrin, der aldrig fattes en Forfatters Selvfremstilling, end mere overvældende.

Saaledes ser vi da vore Forfattere, som Ofre for Forklædnings-Humbugen, udlevere sig til Spot for en lattermild Samtid.

Det fik endda være. Værre er det, at Forklædningen hæmmer Forfatteren i at sige sit Hjærtes usminkede Mening. Maskeradebøgerne fordrer en pinagtig Hensyntagen til æstetisk Vedtægt, der føles som Humbug, fordi Forfatteren véd, hvad den er »gjort af«. Vi kender alle den moderne Romanformel: et første Kapitel, hvor vi springer badus ud i Handlingen, og et andet Kapitel, hvor vi hales i Land af en lang og kedsommelig Forhistorie, som Forfatteren møjsommeligt har sammenstillet til Baggrund for sin Maskerade. Alle disse Udenomssysler med Garderobe, Maskineri, Dekorationer og med Personer, der skal agere imod hinanden efter en stereotyp Kapitel-Regie, suger Marven af den Energi, som skulde gøre Bogen til et helt og ægte Udtryk for de Oplevelser, Stemninger og Følelser, der har født den i Forfatterens Sjæl. Kunstletheden og Kunstfærdigheden kvæler den Hjærtets simple, enfoldige Tilstaaelse, som det var Bogens Mening at gøre andre Hjærter, der har levet og følt noget lignende.

Derfor har jeg fortalt min Bog saa lige ud, som jeg har levet den. Derfor er det »jeg«, der selv henvender mig til Læserne. »Jeg« er hverken smuk eller grim, hverken en velskabt Trubadur eller en dæmonisk Pukkelryg. »Jeg« er kun et Hjærte med Trang til at synge sin Fryd og sin Kvide. »Kostymet« passer sagtens til de store Bøger, der skildrer Samfundets Maskerade. Hjærtets smaa Bøger skrives bedst af den, der ikke forsøger at være andet end »jeg«.

XXXIX.

_30. April._

Jeg har sluttet min Bog; jeg har sluttet alt, hvad her var for mig at virke.

Iaftes, da jeg paa det sidste Blad havde lukket Grethes Øjne med et Afskedskys og det tomme hvide Papir laa foran mig, da forstod jeg, at nu kom først ret de ensomme Dage paa Vejrbakken. Og jeg stod op, samlede alle Ting sammen, pakkede min Kuffert og lod min Vært vide, at jeg rejser med Skibet imorgen.

Hvad jeg vil? Først og fremmest bort herfra. Men dernæst didhen, hvor Arbejdet venter mig. Træt, fordi det syntes mig at føre til intet, opgav jeg det. Jeg genoptager det, uden altfor store Indbildninger, men følende, at det i hvert Fald har sit Værd i sig selv. Hvilen giver kun de Lykkelige Fred. For os andre dulmer Arbejdet Ulykken.

Lad mig desuden tilstaa det. Naar jeg i disse sidste Tider af og til, for at søge en Smule Adspredelse, har gæstet en af Byens Kaféer og dér faaet et Blad ihænde, er der vaagnet i mig en kriblende Lyst til atter at føre en Pen for eller imod det, jeg læste. Jeg fornam, at min Mølle ikke var standset anderledes, end at en Smule Vind kunde sætte den i Bevægelse. Og jeg syntes, jeg begyndte at forstaa Grethes Fader. Ikke Møllen, men ham var det, der trængte til at høre Hjulene snurre og Vingerne suse. I hans eget Indre var det, at Anklagen mod Hvilen lød. Jeg syntes, jeg forstod endnu mere. Jeg hørte Varselraabet: Ve den, der i Blinde lader Møllen gaa!

Idag har jeg været rundt at tage Afsked. Med Byen, med Vejrbakken, med alt det, der for mig gemmer Livets lyseste og bitreste Minder.

Jeg har sagt min Veninde i Stiftelsen Farvel. Hendes Trofasthed overgav jeg Grethes Grav i Værn og Varetægt. Thi jeg véd, at den gamle Møller ikke kommer der før den Dag, han selv bringes derud til evig Hvile. Jeg sagde til min Veninde: »Smyk ikke Graven med de forgængelige Blomster, dem, hvis Trøst er en stakket pralende Løgn; dæk den med det altid levende Mindes beskedne Vækster, med Vedbend og Evighedsblomster.« Min Veninde gav grædende sit Løfte: »Hendes Grav skal staa smykket, som han vil det, saalænge Gud lader mig leve. Og falder jeg fra, vil de Andre herinde gøre, som jeg har gjort. Den Tid blot En er tilbage, der har set hendes velsignede Ansigt, skal hendes Grav ikke forfalde, det kan han stole paa.«

Hos Grethes Fader var jeg. Jeg fandt ham mere meddelsom end ellers siden Ulykken. Efterretningen om min Afrejse syntes intet Indtryk at gøre paa ham. Hvad var jeg vel ogsaa for ham uden i Forbindelse med Grethe? Han fortalte mig, at han havde fæstet den gamle Kone, der før gik til Haande i Huset, til at bo hos sig og passe ham. For ham var der da sørget, det, han behøvede. Om at flytte fra Vejrbakken vilde han ikke høre Tale. Mindre nu end nogensinde. Thi nu -- fortalte han mig videre -- var det »i Orden« med Møllen. Istedetfor at rive den ned havde han indrettet den til et Sørgeminde over Grethe. Alt Maskineriet havde han ladet hugge isønder, og, naglede fast til Bygningen, stod Vingerne som et oprejst Kors ud mod Fjorden. »Hverken den eller jeg« -- sagde han -- »kan nu gøre mere Fortræd her i Livet. Vi bliver her sammen paa det Sted, hvor vi forbrød os. Og saa er det jo min Tanke, at Møllen, naar jeg dør, skal gives i Arv og Eje som Sømærke og nævnes paa Kortet som Grethes Minde.«

Jeg gik fra Møllerhuset gennem Haven. Den stod i sin fejre Foraarspragt, men det skønnedes tydeligt, at Ingen længer tænkte paa at røgte den. Græsset paa Plænerne groede vildt og uslaaet, i Bedene voksede Ukrudt frodigt mellem Blomsterne. Jeg forudsaa den Dag, hvor den vilde forfalde til Vildnis og dernæst atter blive et Bytte for den golde Vestenvind. Kærlighedens og Fredens milde Haand var vegen fra Vejrbakkens Oase.

Tilsidst var jeg paa Kirkegaarden. Hos hende, der var min Barndoms Sol og hos hende, der lod denne Sol genlyse en kort, men uforglemmelig Dag over min Manddom.

I to gode Mødre, sov i Fred ved hinandens Side paa min gamle Bys Kirkegaard.

-- -- Min Kuffert er pakket. Men øverst i den ligger en af de smaa Skjorter, Grethe syede til vor Søn.

XL.

_1. Maj. Ombord._

Skibet gled ud af Havnen, forbi Slottet med den hverdagsagtige graa Façade, udenom Brohovedet, hvor min gamle Veninde stod og viftede Farvel. Bag mig laa nu Byen, smilende rød mellem foraarsgrønne Marker og Bakker, med munter Røg fra alle Skorstene og med Storkeknebren over Tagene. Langsomt blegnede den i Aftenens Dis. Skibet svingede om en Pynt, forsvunden var Byen.

Jeg vaagnede, som om Tæppet var gaaet ned for et Skuespil, i hvis fjærne Drømmeverden jeg for en kort Stund havde levet. Da fulgte Skibet en ny Drejning af Fjorden, og et eneste Øjeblik saa' jeg, ude i Horisonten, Vejrbakkens Top og øverst oppe Møllen som et sort Kors paa hvid Grund.

Saa er den gamle By uigenkaldelig borte. Og jeg vender tilbage, derfra jeg kom. Til gamle Venner og gamle Fjender.

Har da dette Aar været forgæves, er det sporløst svundet som den Æventyrets Drømmeverden, for hvilken Teatrets Tæppe ruller ned?

Visselig ikke. Det har bragt mig den _Treuga Dei_, hvorefter den ganske Jord sukker, den Guds Fred, som selv vore krigeriske Fædre undte hinanden, den livsalige Forsoning med sig selv og Andre, der lutrer Sjælen og ædler Viljen. Jeg drager tilbage, hvorfra jeg kom, men ikke som den samme. Jeg har, hvad jeg manglede før, et højt og sikkert Mærke for min Sejlads: Grethes Minde. Mine Venner vil maaske modtage mig med et medlidende Skuldertræk, mine Fjender maaske sende mig et hoverende Smil. De vil erfare, at der er Grund hverken til Medynk eller Glæde. Den Guds Fred, der har rørt min Sjæl, har ikke haft Brug for nogen Omvendelse; det Sømærke, mit Liv har vundet, fører mig ikke i nogen ny Retning. Blot følger jeg nu sikrere en ligere Vej.

Paa dit Dødsleje, Grethe, bebrejdede Du Dig, at Du døde som Jomfru i mine Arme. Jeg tvivlede ingensinde om din redebonne Gavmildhed. Jomfru eller Ikke-Jomfru, Du var bleven den samme. Jeg véd ogsaa, at ingen Salighed vilde været større end at hvile som Brudgom ved din Side. Men Du, min Jomfrubrud, har lært mig Forsagelsens hidtil ukendte Lykke. Du har lært mig Lykken ved at være paa Vej til Lykken, selv om man aldrig naaer den.

Jeg sætter atter Møllen i Gang. Det maa saa være. Den kræver sin Ret af min Ungdom og mine Evner. Og jeg tænker paa, at den Møllevinge, der dræbte Dig, maaske ikke fortjener Forbandelse. Langt snarere handlede den maaske mildt og godt, da den i Blinde tog Dig bort, inden den forfærdelige Stund oprandt, da jeg, uden at _ville_ se, satte i Gang min Mølle, ved hvis Vinger Du havde søgt Hvile. »Grethes Minde« har lært mig at se mig for.

Min Drøm er til Ende. I Foraarsnatten bærer Skibet mig tilbage fra min gamle By til Virkeligheden og Arbejdet. Drømmen er til Ende, Guds Fred udrunden, Grethe død.

Eller var det ingen Drøm? Eller drømmer jeg endnu? Jeg synes at fornemme, mens jeg skriver dette, Grethes Haand paa min Skulder, at høre hende hviske i mit Øre:

Guds Fred udrinder aldrig for den, der elsker.