Part 4
Saa hændte det, at Hr. Esben kastede sine Øjne paa Borgmesterens dejlige 17 Aars Datter, nygift med en af Byens raskeste og dygtigste unge Haandværkere, Klaus Bryde. Hr. Esben smægtede og smiskede en Stund med dristige Blik og lønlige Tegn, naar han red forbi den unge Kones Vindue. Og da han havde forstaaet, at hun ikke tog ham hans Hyldest ilde op, greb han den først mulige Anledning til at byde Klaus Bryde og Kone være Gæster paa Slottet. Klaus Bryde havde imidlertid lugtet Lunten. Han drak sig fuld kun paa Skrømt. Alt mens hans Hoved sank dybere paa Brystet, iagttog han de ømme Blikke, der veksledes mellem hans Kone og Lensmanden. Og ikke saasnart var de to forsvundne ud af Salen, hvor de troede Ægtemanden hvilende i en salig Rus, før Klaus Bryde rejste sig, gik hen til et af Slottets Vinduer og gav en lille Skare udenfor ventende Venner et aftalt Tegn. Med Vaaben i Haand trængte de sig ind i Slottet, overmandede og kneblede den intet anende Vagt, fandt, anførte af Klaus Bryde, den aabne Dør til Løngangen, saa' i det Fjærne det blege Lys af døende Fakler og ilede ind i Mørket ... -- Om det Drama, der er udspillet paa Fjordens Dyb, beretter Sagnet følgende: Da Slottets Folk den næste Morgen, opskræmte af den omsider befriede Vagts Fortælling, kom til, var Løngangens Dør smækket i Laas. Det varede en rum Stund, inden den svære Jærndør sprængtes, og i det samme, den aabnedes, saa' man de uskadte Lig af tre af Klaus Brydes Venner. Efter en haabløs Kamp for at sprænge Døren var de kvalte. Længere inde i Gangen fandtes flere Lig af Kvalte, midtvejs Lensmanden, den unge Kone, Klaus Bryde, de to Fakkelsvende og et Par Andre, alle skrækkeligt lemlæstede. -- Siden hed det sig, at en Fisker, der hin Nat havde stanget Aal paa Fjorden ligeover Løngangen, mente at have hørt Vaabenraslen nede fra Dybet.
* * * * *
... Solen er gaaet ned. Den graa Skumring er falden over den stille Slotsgaard. Da lyder et dumpt Pjask i Vandet lige bag os og Grethe griber mig i Armen. »Hvad var det?« spørger hun. »Se selv,« svarer jeg og peger paa Gangbrædtet:
»De gamle Slots-Rotters Time er inde. De drager deres Spøgelse-Færd fra Slottet ned til Fjorden. Se, snart svømmer de og snart entrer de over Brædtet. Sid bare roligt, de følger deres vante Vej, herop kommer de ikke. Det er en hel Karavane, de skal ned at se til den gamle Løngang, vaage over, at Ingen forstyrrer dens hemmelighedsfulde Hvile i Sagnets Mørke.«
»Hvad har Rotterne med Løngangen at bestille?« spørger Grethe.
»Kom, saa skal De høre!«
Jeg fører hende hen til en Kælderluge i et Hjørne af Gaarden. Gennem Lugen, som jeg aabner, ser vi ned i nogle mørke murede Hvælvinger, hvorfra en klam indelukket Gravkammer-Luft slaar os i Møde.
Og jeg fortæller: »Da disse Krypt-Hvælvinger -- vi gaar ikke derned; thi paa dette Tidspunkt er der næppe ganske hyggeligt -- udgravedes i forrige Aarhundrede, paastaar man, at Løngangen, som man troede forlængst forsvunden, om den overhovedet nogensinde havde eksisteret, genfandtes. En af Arbejderne tilbød at gaa derind; spændt afventede man Resultatet: man hørte hans Skridt og hans muntre Sang fjærne sig, det var tydeligt, at han naaede frem. Saa blev alt stille. Man ventede og ventede, men han kom aldrig tilbage. Byens Øvrighed lovede da en Straffefange Friheden, om han vilde forny Forsøget. Det var en forsoren Galgenfugl, der frygtede hverken Gud eller Fanden. Han slog til. En Tov blev bundet ham om Livet: saasnart der var Fare paa Færde, skulde han trække til. Karlen gik rask ned og forsvandt. Paa Tovet, der droges efter ham, kunde man skønne, at han fandt aaben Vej adskillige Favne. Pludselig standsede Tovet, uden at der dog rykkedes i det. Man tænkte, han var stødt paa en eller anden Hindring, som han var ifærd med at rydde. Standsningen blev imidlertid uhyggelig langvarig. Maaske Manden var besvimet. Og man halede ind i Tovet: det kom tilbage uden Byrde; det var gnavet over -- af Rotterne, som havde beholdt Karlen ... Men endnu ses i Hvælvingen en rusten Jærndør og indenfor den et Par murede Trin, som fører nedad.«
-- -- Vi stod atter udenfor, hvor de gamle Popler og Skildvagten i sin røde Kappe paraderer. Smilende saa' Grethe paa Slottet og sagde: »Hvem skulde nu tro, at den grimme, kedelige Bygning kunde forskrække Nogen! Og dog var jeg ikke rigtig hyggelig til Mode før.«
»Ja,« svarede jeg, »saadan gaar det med hele den gamle By. For den, der haster den ligegyldig igennem, er den kun en almindelig, hverdagsagtig Provinsby. Men for den, der oplader den sit Hjærte, aabenbarer den en Skat af fin Poesi og sære Sagn.«
XVIII.
_3. September._
Vi har inat haft den første Efteraarsstorm. Jeg laa i Sengen og lyttede til den.
Oppe fra Skoven kommer et Vindstød susende, rusker i Pavillonens Træværk, saa det knager i alle Fuger, og bulrer videre ned over Bakken til Byen. Stød følger paa Stød, om og om igen den samme Leg, stadig vildere, stadig voldsommere. Træerne sukker, gisper og stønner. Stormen giver ikke Pardon. Hvad der ikke har Kraft at staa, faar falde.
Stormen, den store Opriver og Forskrækker, raser udenom mig. Jeg kender ingen Angst, jeg ler den op i Ansigtet: Du skræmmer mig ikke, Du naaer mig ikke, Du havde din Klo i mig, men jeg undslap Dig.
Og i lykkeligt Overmod velsigner jeg Stormen. Den blæser Efteraaret ind, den dejlige Tid, hvor der bliver endnu mere stille paa Vejrbakken; den Tid, hvor Vejrbakken vil tilhøre kun Grethe og mig.
Iaftes, da jeg forlod Møllerhuset og hun fulgte mig til Dørs, sagde hun: »Ser De, nu er Himlen fuld af Efteraar. Nu drager Syden Trækfuglene, nu længes Hovedstadsfolk bort fra de stille Steder. Begynder ikke ogsaa De at længes?«
»Og hvis jeg rejste,« spurgte jeg, »vilde De føle det som et Savn?«
Hendes Øjne duggedes, mens de saa' ind i mine og hun svarede: »Jeg synes, det maa være saa forfærdeligt at skulle sige Farvel. Hvis De rejser, saa lov mig, at De gør det uden Afsked.«
»Jeg rejser ikke, før _De_ siger Farvel.«
Og jeg skyndte mig bort i det frembrydende Uvejr, men da jeg, henne ved Skoven, vendte mig, stod hun endnu i Døren og saa' efter mig.
_7. September._
Hvorfor siger jeg hende ikke, at jeg elsker hende? Er det af Frygt for, at det skulde bedrøve eller mishage hende? Visselig ikke. Af tusind Smaating har hun forstaaet, hvor kær og dyrebar hun er mig; for hver Dag ser hun, uden at jeg behøver at sige det, hvordan min Kærlighed tager Vækst. Hun sér det, med Smil i sit Blik, med fagre Roser paa Kind.
Jeg taler ikke, fordi jeg ikke nænner at forstyrre vore Sjæles Møde i den trygge Ventens Tysthed. Fordi jeg føler mig til Mode, som sad vi Haand i Haand og lyttede til en dæmpet Sang ude over Vandet en yndig Skærsommernat.
XIX.
_Slutningen af September._
Det er Frugthøstens Tid. I Møllerens Have gaar Arbejdet muntert og travlt.
Paa den lille Plæne mellem alle de bugnende Træer, midt i Travlheden, sidder Mølleren i en Lænestol og leder, trods sin Blindhed, Arbejdet. Han kender alle Træer i Haven og udpeger dem i den Rækkefølge, de skal høstes; han giver Ordre om, hvordan Plukningen for hvert enkelt Træs Vedkommende skal foregaa, og han modtager Kurvene, efterhaanden som de fyldes, til kyndig Undersøgelse og Prøvelse.
Grethe fører Tilsyn med Plukningen, hvortil er lejede et Par Piger og Karle; hun tager selv Del i Arbejdet og hun sætter ogsaa mig i Beskæftigelse. Hun og jeg besørger de fine Frugter, der vokser paa glasdækkede Espalierer og som maa behandles med særlig Varsomhed. Jeg staar paa en Stige og plukker dem, hun nedenfor med udbredt Forklæde. Men ofte maa hun skænde paa mig for min Dovenskab; thi det hænder hvert Øjeblik, naar jeg skal række hende Frugten, at jeg fortaber mig i Beskuelsen af hendes ivrigt blussende Ansigt, der er skønnere end nogen Frugt. Og hvad hjælper det, hun skænder? Hun bliver kun dobbelt sød i sin skrømtede Utaalmodighed.
-- -- -- Naar Duggen begynder at falde, standses Plukningen og Kurvene bæres ind i Frugtkamrene, der har Hylder fra Gulv til Loft, og hvor Grethe forestaar Sorteringens vigtige og vanskelige Arbejde: hvad der tør sendes til Hovedstadens kræsne, men højtbetalende Frugthandlere, hvad Prangerne kan faa overladt til en billig Penge, hvad der egner sig til Syltning og Henkogning og hvad endelig der skal forbeholdes Husets Vinterforbrug.
Som der dufter her i disse Frugtkamre. Alle de syrlige og søde Aande fra Kurve og Hylder fortættes i de indelukkede Rum og blander sig til en berusende Essens, der længe hænger i Ens Klæder.
Og saa prægtig Grethe ser ud, som hun, med Kjoleærmerne smøgede op om de hvide stærke Arme, tager i de solbrændte Hænder Frugt paa Frugt og med hastig Kendermine tildeler hver sin Plads og Rang.
Helst tænker jeg dog paa hende, som jeg saa' hende nedenfor Stigen ved Espalieret. Hvis jeg skrev Vers, vilde jeg sætte Billedet i Digt:
»Det er Frugthøstens Tid. I Møllerens Have paa den golde Vejrbakke modnes den ædleste Frugt i Landet. I Møllerens Have staar hans Datter, den højbarmede Mø, med Favnen fuld af svulmende Druer.«
XX.
_Oktober._
I Kildehaven, der ligger mellem Byen og Vejrbakken, har de smaa Børn deres Park. Naar Vejret er godt, føres de, kørende i deres Vugge-Kareter eller trippende paa deres stumpede Ben, herud af Mødre, Ammer og Barnepiger. En stor Runddel, skærmet af store Træer og omgiven af lange Bænke, er Samlingsstedet. Her findes en Træbod, hvorfra sælges Mælk og Smaakager, Lakris, Johannesbrød og fristende rødstribede Brystsukkerstænger. Men midt paa Pladsen staar en broncebarsk Statue af en fædrelandsk Helt og ser med uanfægtet Krigeriskhed paa Børnenes Leg.
Paa vor Vej til Byen gaar Grethe og jeg gærne gennem Kildehaven. For mig er det en Opfriskelse af mine spædeste Minder, fra den Gang jeg var et saa bevægeligt Gemyt, at jeg i Arrigskab rakte Tunge ad Blæsten og græd af Angst, naar min Barnepige, efter den almindelige respektløse Sædvane i Kildehaven, lod mig forrette mine nødtørftige Smaaærinder ved Foden af den strænge General. Først og fremmest nyder jeg dog Grethes Henrykkelse over de Smaa. Med straalende Øjne følger hun deres yndefuldt-kejtede Tumlen og finder dem lige bedaarende, enten de leende pludrer eller pludselig stikker i en fortvivlet Brølen. Men allermest elsker hun de ganske Smaa, dem, der ligger i Vognene og kigger ud i Verden med store forundrede Øjne. Det hændte idag, at vi saa' en ung Moder tage saadan En op af Puderne og lægge den til sit store hvide Bryst, som den sugede sig fast til med graadig Mund og greb om med smaa ivrige Hænder. Med øm, andagtsfuld Tilbedelse fortabte Grethes Blik sig i dette Billede, og da hun endelig rev sig løs og vi gik bort, saa' jeg, at hun havde Taarer i Øjnene.
-- -- Vi talte siden om hendes Kærlighed til Børn. Hun sagde:
»Mit højeste Ønske er at blive Moder til mange Børn og bo paa Vejrbakken, hvor der er Plads til at tumle med dem. Jeg kunde ikke forestille mig at være gift, selv om jeg elskede min Mand aldrig saa højt, uden at have Børn. Kan noget tænkes skønnere for en Kvinde end at give den Mand, hun elsker, Børn? Kan noget tænkes dejligere end at blive kaldt Moder? Vide og føle, ja høre paa den Klang, hvormed Ordet bliver sagt, at man ikke lever forgæves, men at der er Nogen, som saa nødvendigt trænger til En? Min Mand skulde intet tabe ved den Ømhed, jeg ofrede vore Børn. Jeg vilde elske ham dobbelt som deres Fader. Men fordi jeg føler det saadan, forstaar jeg ikke, ja forskrækkes af de unge Kvinder, hvorom jeg læser i moderne Bøger. Det er jo næsten, som de frygtede Børn som en Fare for deres Lykke. Og ikke nok med det. De klynker og jamrer ovenikøbet over den Naturens Grusomhed, der lader dem føde i Smerte. Som om ikke de fik tifold Vederlag for selv den pinefuldeste Kvide, naar de holder Barnet i deres Arme. Som om overhovedet det at blive Moder var noget værd, naar det ikke kostede Smerte! -- Jeg tænkte først: det er Mændene, der i blødagtig Medynk skriver saa taabeligt om noget, de ikke forstaar. Men jeg læste siden det samme i langt stærkere Ord i Bøger, skrevne af Kvinder, som hævder at tale Kvindernes Sag. Disse kvindelige Forfattere, Hustruer og Mødre ofte, er ligefrem fornærmede over, at alene Kvinden skal være Moder og at Moderpligterne afholder dem fra Deltagelse i vigtigere Samfundsopgaver. Jeg forstaar ikke de Kvinder, jeg forfærdes over dem. Jeg ser dem for mig med Ansigter fortrukne af Oprør mod Naturen. Jeg bliver syg af at læse deres Bøger. Jeg føler det, som om der blev myrdet smaa Børn inde i mig.«
Men, efter en Pavse, tilføjede Grethe: »Ser De, jeg tror nok, det har gjort meget, at jeg mistede min Moder saa tidligt. Al den utilfredsstillede Trang, jeg havde til Moder-Ømhed, har givet min Moder-Trang Vækst. Jeg, der ikke mindes, hvordan det er at sidde paa Mo'rs Skød, kunde alt som lille Pige ikke se et Barn, uden at mine Arme længtes efter at favne det og lægge det op til mig.«
Saaledes talte den Moderløse til den Moderløse. Og mens jeg saa' paa hendes frodige Legeme, dér hun gik stolt og ren i sin frimodige Bekendelse, tænkte jeg, at bedre Lykke kunde jeg ikke give min Søn end at lade ham fødes af denne Kvinde.
XXI.
_Oktober._
Vi standser foran et langt lavt skiddengult Hus i en snæver Sidegyde. I hvert af Vinduerne, der ligger nær Jorden, sidder bag Geranier og Gyldenlakker en gammel Kvinde med et kulørt strikket Tørklæde om Skuldrene.
»I dette Hus -- fortæller jeg Grethe -- bor saadanne gamle fattige Kvinder, der ikke er fine nok til at komme i Stiftelsen. Huset bestaar af en eneste lang Stue, afdelt ved Sirtses-Forhæng i tyve Rum, ti paa hver Side. I hver Baas bor en gammel Kvinde. I min Barndom hed en af dem Ane Marie. Hun er den eneste, hvem jeg har arvet.
Ane Marie var en brystsvag Sypige. Hvor gammel hun var, véd jeg ikke; uden Tvivl dog temmelig til Aars, siden hun havde faaet Plads i de veldædige Baase. Hun bevarede imidlertid saa sent, jeg husker hende, et fuldstændigt Barneansigt, glat og fint med to troskyldige, altid smilende brune Øjne. Af Person var hun det klejneste, jeg har sét. Hun listede som en lille beskeden Skygge ned ad Gaden med sin Bondehue paa Hovedet og det grønne uldne Sjal viklet om de spinkle Skuldre. Her i Huset havde hun frit Logis, men forresten maatte hun ernære sig selv. Det gjorde hun ved at sy hos Folk i Byen, hun havde sin Dag hver Uge hos seks Familjer. Nogen vidtdreven Færdighed i Sykunsten besad Ane Marie ikke. Men at lappe og stoppe forstod hun som ingen anden; der var aldrig et Stykke Linned eller Uldtøj saa laset, at hun ikke fandt det for godt til at kasseres. De barnrige Familjer, der ydede hende hendes Underhold, var da ikke narrede med hende, navnlig da hun ikke kunde beskyldes for at trække dem op. Hendes Gage, den hun bestemt afslog at faa forhøjet -- hun fandt den i alle Maader rundelig -- var seks Skilling pr. Dag. Men saa havde hun jo rigtignok tillige det meste af Kosten. Og med Hensyn til Kosten blev der kræset for Ane Marie, hvor hun kom. Familjerne sørgede altid for at have hendes Livretter til hende, hvad der ejheller var økonomisk uoverkommeligt for Husmoderen og gjorde hendes Besøg dobbelt kært for os Børn; thi Ane Marie havde ogsaa i sin Smag bevaret en afgjort Barnlighed. Skulde hun have nævnet den Diner, der mest fristede hende, vilde hun uden Betænkning have svaret: Sødsuppe og Pandekager. Fra min tidligste Barndom, til vi rejste fra Byen, kom Ane Marie hver Torsdag hjemme hos os. Lignede hun paa Gaden en Skygge, blev hun i Stuen en mild lille Solstraale. Hun var altid fornøjet, altid opfyldt af, hvor godt hun havde det og hvor gode Folk var imod hende, smilede altid taknemmeligt ud af sine brune Barneøjne. Men meddelsom blev hun først, naar hun var alene med os Børn. De Voksne skræmmede hende en Smule med deres Fornuft og Alvor. Sammen med Børn følte hun sig i sit Es. Deres smaa Sorger og Glæder forstod hun, som det var hendes egne. Deres Forestillinger og Interesser var ogsaa hendes. Hele Eftermiddagen, naar vi var komne fra Skole, sad vi inde hos hende i den lille Strygestue og passiarede lunt og godt som med en jævnaldrende Kammerat. -- Men da Afskedens Stund oprandt og vi rejste fra Byen, stod hun ved Skibet og græd, som skulde hendes Hjærte briste.
Hun glemte ikke sine smaa Venner.
Aarene gik, jeg var allerede en stor Dreng med første Del af Artium, da der, just som Eksamen var overstaaet, kom Brev om, at Ane Marie, hvem jeg i Barndommens Letsindighed ikke ofte havde skænket nogen mindende Tanke, var død og havde indsat mig og en Broder samt to Børn i en anden Familje til sine Arvinger. Den efterladte Kapital var 50 Rigsdaler til lige Deling, 12½ Daler til hver Arving. 50 Rigsdaler, det vilde for Ane Marie sige 800 Arbejdsdages Fortjeneste samlet sammen, Seksskilling paa Seksskilling.
Jeg rejste min Arv op. For Ane Maries Seksskillinger gjorde jeg en dejlig fjorten Dages Fodtur efter den overstandne Eksamen.
-- -- Og derfor, Grethe, kommer Taarer mig i Øjnene, naar jeg ser paa dette fattige Hus, hvor der sidder gamle Kvinder i Vinduerne bag Geranier og Gyldenlakker.«
XXII.
_November._
Min Veninde i Stiftelsen er Grethes og min eneste Omgang. Vi havde hende for nogen Tid siden til Chokoladegilde paa min Vejrbakke-Kvist. Hun blev hentet i Droske, fik Flødeskum paa Chokoladen og, da hun atter steg ind i sin Ekvipage, en Kurv med Æbler og Pærer samt nogle smaa Glas Syltetøj, som Grethe havde bragt med til hende. Hun blev kort sagt, som hun selv sagde, behandlet akkurat som en Prinsesse i et af de Æventyr, hun digtede til mig, da jeg var Barn.
Men ogsaa vi har besøgt hende og været hendes fejrede Gæster.
Grethe har ganske erobret min Veninde, der vist vilde have Vanskelighed ved at afgøre, for hvem af os, Grethe eller mig, hendes gamle Hjærte banker stærkest. Det forvirrer og ærgrer hende lidt, at vi ikke er forlovede; men hun har aabenbart ikke opgivet Haabet om, at det kan komme. Naar vi besøger hende, trækker hun snart mig, snart Grethe afsides og fortaber sig i blomstrende Lovprisninger: af Grethe overfor mig og omvendt. Til mig er det stadige Omkvæd: »Er hun nu ikke yndig? Har han nogensinde set Mage til gudvelsignet Pigebarn? Blusser hun ikke af lutterste Hjærtensgodhed? Og sikke Øjnene skinner, naar hun ser paa ham! Ja, det kan da Enhver opdage med et vindt Øje, at hun har en Klat tilovers for ham.«
-- -- Igaar var vi til stor Kaffestads hos hende. Til hendes Sorg fik hun ikke Lov at invitere Præsten, hun maatte indskrænke sig til at hædre os med nogle af Stiftelsens fornemste Damer; men forøvrigt forløb Festen paa bedste Maade. Beværtningen var kongelig: Kaffekedlen gik ikke af Kog og Tallerkenen med Wienerbrød tømtes aldrig saasnart, før den fyldtes igen. Og Samtalen kunde ikke være livligere. I samme Nu, den ene Dame afsluttede Beretningen om sine Skrøbeligheder og Genvordigheder, tog den næste fat. Tilsidst vilde min Veninde absolut lægge Kabaler for mig og Grethe, de andre gamle Damer brændte af Iver efter at overvære den spændende Forestilling; men Grethe, der kendte Kabalens Hensigt og af tidligere Erfaring vidste, at min Veninde altid lod den »pusle i Hjærtersiden« med »lønlige Bud« og en »sukkende Ven« og alt andet til Faget henhørende, ønskede, tydeligt nok, at blive forskaanet i dette større Selskab af Kirsten Gifteknive.
Med et taknemmeligt Blik modtog hun derfor mit Forslag om, at vi skulde lade Kabalen hvile til en anden Dag og at hun istedetfor skulde ende Festen med at synge nogle af sine Smaasange nede i Spindestuen for alle de Gamle.
-- -- I Spindestuen har de Gamle deres Rokke, og mens Rokkehjulene snurrer, gaar Passiaren rapt om Stiftelsens Anliggender. Men Spindestuen gør tillige Tjeneste som Bedesal. Som Følge deraf er den udstyret med et Harmonium.
Der er gaaet Bud ud om den forestaaende Begivenhed, og da vi træder ind i Spindestuen, anførte af min Veninde, der føler sig mindst som Direktrice for det store Operateater, er Salen fuld. Med hastigt anlagte Søndagskapper sidder de gamle Kvinder og virrer saa benauet og andægtigt, som om de skulde til Alters. Rank og frodig, i lys og fager Ungdom staar Grethe midt blandt dem: et skinnende Birketræ, der er skudt op i et udgaaende Krats forvitrede og forkrøblede Rester. Men alle de rynkede og indfaldne Gamle fornemmer, da de ser hende, et Genskin af Vaar i deres Hjærter, og i beundrende Mumlen bølger de virrende Kappe-Hoveder sammen.
Der bliver atter dødsensstille: Grethe har sat sig ved Harmoniet, slaar en Melodi an ... saa synger hun. Luften i den lave overfyldte Sal er tyk og tung. Tonerne risler dugklare gennem den, stiger som kvidrende Fugle, blinker i muntre Solstraaler, spreder sig med Duft af Skov og Mark, hvælver et blaanende Højenloft over det fattige Rum og de gamle Kvinder. Det er de sødt smægtende, fromt skælmske Sange fra vore Mødres og Bedstemødres unge Dage, Grethe synger. De Gamle lytter, disse Toner faar længe hvilende Strænge i dem til at bæve, forsigtigt prøver de sig frem, efterhaanden mimrer alle de gamle Munde og nikker alle de krusede Kapper i Takt med Grethes Sang. Viserne om Elskovs Fryd og Elskovs Smerte er dog dem, der finder den modtageligste Sangbund. For hvert Kys i Lunden paa Pigemunden glider der et lykkeligt Smil over de rynkede Ansigter; men naar Taaren rinder paa blege Kinder, staar et halvthundred Par gamle rødrandede Øjne i Vand.
Jeg sidder længst tilbage i Stuen sammen med min Veninde. Hun, der ellers ikke fattes Ord, er saa bevæget, at hun ikke kan tale. Men hun klapper ustandseligt min Haand. Og da Grethe omsider rejser sig fra Instrumentet og omringes af takkende og haandkyssende og nejende og velsignende Gamle, siger min Veninde de Ord, som jeg kunde have kysset hende for: »Aa nej da. Saa lyslevende som hun ligner hans salig Mo'r.«
XXIII.
_December._
Jeg gaar med Grethe til min Moders Grav.
Der er vintermørkt paa Kirkegaarden. I den sorte Dødens Have lysner kun de nøgne hvide Kors. Det har nylig regnet og vi træder lydløst paa det faldne Løv.
Døden bliver større og mægtigere i sin Vinterdragt. Ved Sommertid dækkes dens sælsomme Gru af brogede Blomster og smilende Løv. Vi søger at gøre Døden mild og god med Sommerens rige Offergaver. Men om Vinteren rejser den sig i sin strænge Majestæt, breder ud sin Kappe saa sort og fæster sit Benrads-Mærke paa hvert Kirkegaardens Træ.
Jeg gaar med Grethe over den vintermørke Kirkegaard, og Dødens Gru forskrækker mig ikke. Jeg gaar i Pagt med Livets gode Herre; jeg synes, Døden viger, dér vi skrider frem.
Vi sidder ved Graven, og Grethe siger: »Saa ofte De har talt til mig om Deres Moder, har De aldrig fortalt mig, hvordan hun saa' ud. De var dog den Gang, hun døde, ikke mindre end at De maa have modtaget et bestemt Indtryk af hende.«
»Det Billede af min Moder, jeg tydeligst bevarer i min Erindring, er ikke fra hendes allersidste Leveaar. Det er fra Tiden, før Sygdom blegnede hende; fra den Tid, hun endnu var ung og smuk eller syntes mig at være det. Jeg ser hende midt paa en Plæne i en Have en dejlig Sommerdag. Hun stod mellem os Børn, der legede om hende, med et let Sjal yndefuldt draperet om Skuldrene. Jeg mindes aldrig at have set en Kvinde, der kunde bære et Sjal saa smukt. En stor Havehat indrammede hendes Ansigts fine Oval, og det mørke Haar laa glat ned over hendes Pande, en Pande saa klar og hvid. Med straalende Øjne stod hun i sin legende Børneflok. Da pludselig sad der en Kanariefugl paa hendes Skulder. En flygtende Fugl, der søgte Hvile hos hende. Tyssende løftede hun Haanden. En Stund blev Fuglen siddende, strøg saa kælent sit Næb mod hendes Kind og fløj.«
Jeg tager Grethes Haand, der hviler i hendes Skød: »Ja, Grethe, saadan mindes jeg min Moder. Men vil De vide mere, da spørg vor gamle Veninde i Stiftelsen. Hun siger, og jeg kan ikke tvivle om, at hun har Ret, at De er hendes lyslevende Billed.«
Grethe ser op paa mig med store, kærlige Øjne. Og jeg føler hendes Arme om min Hals og hendes Læber mod mine. Saa staar vi længe, Arm i Arm, i stille Andagt foran Moders Grav.