Part 2

Øverst oppe paa Vejrbakken, ovenover Skoven, paa den aabne Bakkekam knejser Møllen, hvid med sorte Vinger, paa sin grønne Jordvold. Det er den bedste Mølle i Egnen, thi den har altid Vind nok. Den tjener tillige som Sømærke for Skibene paa Fjorden. Den ses i flere Miles Afstand.

Mølleren ejer Jorden oppe paa Bakken saa langt ned, til Anlægget begynder. Skrænten mod Nord, mod Fjorden, ligger øde og udyrket. Men paa Skraaningen mod Syd er et stort Stykke indhegnet og opdyrket til Have. Mølleren har taget Lære af den Mand, der anlagde Lystanlægget. Han har trodset Vind og Vejr, har rejst en skærmende Hæk mod Vest, har blandet Bakkens sandede Jord med møjsommelig tilkørt fed Muld fra Agerlandet, har gødet og vandet, grøftet og gravet, indtil han saa' sin hængende Have trives og blomstre.

Jeg mindes den halvt uvillige Respekt, hvormed Mølleren omtaltes af Byens Folk. Man beundrede hans Dygtighed, men frastødtes af hans brydske Særlinge-Væsen. Det stod i hans Kontrakt med Byen, af hvem han købte sin Grund, at den til enhver Tid skulde staa aaben for Folk, der vilde nyde Udsigten. Men skønt han ikke gjorde noget Forsøg paa at omgaa denne Kontrakt, følte Byens Beboere sig ikke vel paa hans Enemærker. I hvert Fald holdt man sig i ærbødig Afstand fra hans Hus og hans Have. Selv vi Drenge, der nødigt gik af Vejen for et Vikingetogt ind i en Frugthave, lod om Efteraaret Møllerens berømte Pærer og Æbler modnes i Fred. Der gik ogsaa ganske ondartede Rygter om Mølleren. Det fortaltes saaledes, at han behandlede sin unge smukke Kone, en Proprietærdatter fra en Egn sydpaa, med tyrannisk Haardhed. Maaske Rygterne blot kom af, at Møllerens Kone levede lige saa afsondret og indesluttet som han selv -- noget, den gæstevenlige og selskabelige Befolkning vanskeligt opfattede som frivilligt --; blidere blev ialfald Rygterne ikke, da den unge Kone døde faa Maaneder efter sin første Barselseng, efterladende sin Mand en lille Datter, som hverken fik Amme eller Barnepige, men passedes af Mølleren selv og hans Svend. Den lille Pige, Genstand for hele Byens Beklagelse, var vel en 2-3 Aar, da vi rejste bort. Med sky Nysgærrighed havde jeg ofte betragtet hende, naar hun i sin Barnevogn -- en simpel Trækasse paa fire Hjul -- blev rullet af den gamle skutryggede Svend rundt paa Møllevolden.

* * * * *

-- -- Jeg har hver Dag været en Tur oppe ved Møllen. Vi har haft Vestenstorm. Jeg har nydt det storartede Skue af Fjorden i Oprør, og jeg har, da Stormen løjede af, lyttet til det fjærne Tordendrøn fra Vest: Dønningerne fra Havet fem Mil borte.

Jeg fandt Møllen paa sin Plads; men til min Forbavselse stod Vingerne stille. Jeg tænkte: »Mølleren maa have forandret sig meget paa sine gamle Dage. Han kan nok ikke længer lide at lade Møllen gaa i Storm.« Men ogsaa idag, da det er Magsvejr og kun blæser en almindelig skikkelig Vind oppe over Skoven, hvilede Møllen i urokkelig Ligegyldighed. Vinden ruskede i de rebede Sejl, den muntre Bygesol legede gennem Vingernes Ribber. Men Møllen lod sig ikke vække. Og det allervidunderligste: støttet op mod en af Vingerne, saa trygt dvælende som kunde der slet ingen Fare tænkes, stod en ung Kvinde i en tætsluttende blaa Lærreds Kjole, med Armene korslagte over det høje Bryst, og stirrede ud over det vide Land. Hun hørte mig ikke, saa' mig ikke. Hun syntes, lig en Tornerose, at drømme ved Foden af den sovende Mølle.

Skulde Mølleren være død? Og ingen Efterfølger have taget Møllen og Arbejdet i Arv?

Da jeg for lidt siden kom hjem, spurgte jeg i Forbigaaende min Vært, om den gamle Møller endnu boede deroppe. Jo, det gjorde han.

V.

_19. Juni._

Hver Dag gaar jeg lange Ture i Byen og gennemstrejfer den paa Kryds og Tværs. For hvert Skridt vaagner en Erindring. Jeg føler mig som en Opdagelsesrejsende i min egen Sjæl: der bygger sig, Sten paa Sten, op i mig et Kongerige af gode Minder, jeg i mange Aar har ladet falde i Ruiner. Den gamle By med Barndommens Søndagsstemning bliver levende i mig, og den befolkes med et Mylr af kære Skikkelser. Nogle af dem træffer jeg endnu spadserende om i Gaderne. Gamle Adjunkter, allerede gamle den Gang, jeg var blandt deres Elever, vandrende samme sindige eller skyndsomt trippende Gang til Skolen; ærværdige Borgermænd, hvis smilende gæstfri Ansigter jeg mindes fra deres Sønners Børneselskaber, og unge travle Forretningsfolk, af hvis alvorsfulde Familjeforsørger-Miner jeg pludselig ser en gammel forglemt Legekammerats Barnetræk kigge frem. Jeg gaar som Harun al Raschid i Bagdads Gader. Iagttagende, genkendende uden selv at blive hverken kendt eller iagttaget. Kun en Gang imellem møder jeg et skottende, prøvende Blik, der siger: Naa, der er nok kommen en Fremmed til Byen.

Der er andre Skikkelser, som stiger frem for mig, mens jeg studerer Butikskiltenes Navne. Det forekommer mig, naar jeg finder de samme Butiker og samme Købmands-, Bager- og Haandværker-Navne paa samme Plads, jeg sidst saa' dem, som om den gamle By havde standset sit Liv og sin Udvikling den Dag, vi forlod den. Jeg maa ræsonnere for mig selv: »det er jo dog kun tyve Aar siden.« Thi jeg føler mig som en gammel, gammel Mand, der efter at have levet mange Menneskealdre i Troldenes Høj, vender tilbage til min Hjemstavn. Jeg kan egenlig slet ikke forstaa, at ikke alt er forandret og at ikke alle de Mennesker, jeg kendte, er døde.

Mange af dem er det dog. Om nogle véd jeg det af Beretning, om andre slutter jeg det, fordi jeg ikke finder dem i deres vante Krog. Ogsaa disse Skikkelser lever op for mig af den Stenbro, de før traadte og som jeg nu træder uden at møde dem.

Allertydeligst ser jeg for mig den Frøken, som holdt Skole for bedre Folks Smaadrenge i den gamle By. Det tykke rare gamle Menneske, til hvem Mødrene saa trygt betroede deres Poder, thi hun tog sig dem an ikke blot som Skolemesterinde, men noksaa meget som en Barnepige og Kæletante. Hende var det, der med sine buttede Fingre hjalp os af med vore Mælketænder, naar de begyndte at rokke; til hende blev vi sendt de Dage, hvor vore Forældre formedelst et Storkebesøg eller andre forstyrrende Familjeanliggender vilde være af med os. Hun forærede os de første Komediebilletter, og, naar vi betalte vore fire Mark i Skolepenge hver Maanedsdag, gav hun dem af os, hvis Forældre sad i smaa Kaar, de to tilbage som en Foræring til at købe »noget nyttigt« for. Hende endelig var det, der til Fornøjelse for os Drenge laa og svedte i Sengen Fastelavns-Mandag til langt op paa Dagen, for at vi alle kunde naa at rise hende op og blive belønnede med de Boller, hun i en stor Torvekurv havde staaende under Sengen.

Du gode, gamle Pige, i dit store Hjærte bankede al den gamle Bys barnlige Troskyldighed. Jeg rejser Dig et Æres-Minde, det, dine Drenge altfor længe har skyldt Dig.

VI.

_20. Juni._

Naturligvis er den unge Kvinde, jeg saa' oppe paa Møllen forleden, Møllerens Datter. Jeg Dumrian, som ikke straks begreb det. Hun maa jo nu være en forlængst voksen Pige.

Jeg kan ikke faa hende ud af mine Tanker. Saa stolt hun stod dér, højtsvævende, vidtskuende, ovenover Byen og Skoven, ja ovenover selve Vejrbakken. Hvilke Drømme svulmede mon i hendes Barm, hvilke Længsler var det mon, som hendes korslagte Arme knugede tilbage? Saa' hun fra sit høje Bo med Foragt ned paa Menneskenes jordbundne Stræben, eller gik hendes Hu mod at stige ned og være med i den travle Færden?

Helst tænker jeg mig hende som den store Freds Gudinde, den Gudinde, jeg dyrker. Her paa Vejrbakken er hendes Tempel rejst, og af Møllen bygger jeg hende et Højalter. Herop kalder hun til livsalig Fred i Naturens ubesmittede Rige den, som mødig søger bort fra Hverdagslivets Støv og Møje. Hendes Skød har Engens duftende Kløverhvile for den trætte Vandrers Hoved, hendes Øje spejler Himlens Blaa og hendes Stemme synger Vindens hviskende Vuggesang i Træernes Kroner.

Er jeg en Nar, Du smukke Møllerdatter, at jeg fæster Digtningens Glorie om din Pande, kaarer Dig til min Lykkedrøms Gudinde? Er Du maaske en ganske jævn lille Borgerpige, der skikkeligt længes mod Kæreste, Lysning og Brudeseng? Har Du maaske allerede fundet din Møllersvend? Var det ham, Du spejdede efter, da Du stod paa Højalteret?

Ligemeget: jeg lader Dig staa, som min Drøm har stillet Dig. Jeg kender Dig ikke og vil ikke lære Dig at kende. Ingen brutal Virkelighed skal skænde dit hellige Billed.

VII.

_25. Juni._

Jeg fik idag gennem min Forlægger Post fra Hovedstaden. En Bunke ligegyldige Breve, et Brev ogsaa fra min Elskerinde.

Hun spørger forundret, krænket og bedrøvet, om jeg er sunken i Jorden. Hun har forgæves ventet og søgt mig. Af en fælles Bekendt har hun saa hørt Rygtet om, at jeg skulde være rejst til Udlandet med en Dame. Og hun sender mig nu sit Brev paa Maa og Faa, efter min gamle Adresse: »Jeg véd jo ikke, om det naaer Dig. Dog syntes jeg, jeg paa en eller anden Maade maatte spørge Dig, hvorvidt Rygtet taler sandt. Jeg maa jo næsten tro det. Men har jeg da fortjent, at Du handler saadan mod mig? Har jeg nogensinde forbrudt mig? Har jeg ikke altid tværtimod føjet Dig i ét og alt, gjort mig Umage for at være netop saadan som Du vilde have mig; ikke plaget Dig hverken med Overhæng eller Skinsyge? Nu, Du har tilføjet mig saa bitter en Sorg, vilde jeg ønske, jeg kunde hade Dig. Jeg kan det ikke. Skriv blot to Ord, at Du vil komme snart tilbage til mig, og jeg elsker Dig nu som altid.«

Hun kan ikke hade mig, hun bilder sig ind, hun elsker mig. Jeg tror ikke paa, at Kærlighed og Had er hinandens nødvendige Supplementer. Jeg føler mig tværtimod overbevist om, at den største Kærlighed aldrig, hvor forsmædeligt den end martres, slaar om i Hadets Modsætning. Men _hun_, der sender mig dette Turteldue-Brev, er kun Due, forsaavidt som hun forstaar at kurre elskovssygt, kan ingensinde blive en Høg, thi hun mangler den Følelsens Fanatisme, der hvæsser Klør og Næb. Hun valgte mig til Elsker, fordi det behagede hendes Forfængelighed at blive foretrukken af mig. Hun føler en vis Tomhed nu, jeg er borte. Hun ønsker at faa mig tilbage; thi det krænker hende, at jeg af egen Drift er gaaet fra hende. Men om føje Tid vil den Lykke, hun begærer, atter blomstre for hende. Den tomme Plads vil blive optagen af en ny Elsker, der har om end andre saa ligesaa store Fortrin som jeg. Hendes Nag imod mig vil svinde, og naar vi ad Aare atter ses, vil vi hilse fornøjet paa hinanden som to Venner, der aldrig har haft noget Livsens Alvor sammen, næppe nok nogen minde- eller glemselværdig Oplevelse.

Det er Sagen. Og det er Forklaringen af, at jeg kunde rejse bort uden at føle det som en Nødvendighed at tage Afsked med hende. Her var ikke Tale om et Brud. Hvad skulde jeg sagt hende andet end et valent »Tak for denne Gang«? Her var end ingen Knude at hugge over, kun en løst sammenhæftet Kotillonssløjfe at skille i sine to Baand, det hvide og det røde. Jeg kunde ikke overvinde mig til at sige de behørige sløve Trøstens- og Takkeord ved denne Skin-Grav. Jeg skammede mig ved at spille med i en Scene af saa aabenlys Uvederhæftighed, at give Repliken til hende, der sikkert ikke havde nægtet sig den Fornøjelse at forsøge sig i det store Drama efter de bedste Mønstre.

Naar jeg besluttede at bryde op fra Hovedstaden, var maaske ogsaa, dybest inde, det den stærkeste Bevæggrund, at jeg vilde bort ikke just fra hende, min sidste Elskerinde, men fra hele den Elskovs-Sport, som leges i den store Bys Overflade-Selskab og som jeg med saamegen Iver havde dyrket. Havde dyrket mest fordi jeg derved tilfredsstillede en Lyst til at haane Kærligheden, til at rive den ned fra det svimlende høje Fodstykke, som min Ungdoms blinde Tro byggede den med det Resultat, at jeg selv en skønne Dag laa værkbruden paa Jorden.

Jeg havde elsket og var blevet skuffet. Jeg tvang min Sorg i mig, jeg svor en stille Ed, at for første og sidste Gang havde jeg været Kærlighedens Nar. Var jeg bleven erobret, vilde jeg nu erobre. Havde man leget med mig, vilde jeg nu lege med andre. Ikke havde jeg nogen Lyst til at gøre ondt, som der var gjort mig ondt. Jeg vilde blot tage Kærligheden ovenfra, saadan som den en Gang havde taget mig i Nakken. Og jeg vilde lære andre at gøre det. Lære dem, at Kærlighed ikke er værd at regnes for andet end en Spas. Mindst af alt noget at sætte Livet ind paa. Jeg lærte, at i Kærlighed sætter man altid Livet ind, ogsaa naar man netop ikke vil det. Jeg følte mit Liv forspildes, mens jeg troede mig ifærd med at gøre mig til Kærlighedens Herre. Jeg vaagnede en Morgen i Angst: Se, Aarene svinder. Hvor er de henne alle de, Du legede med? Hvad har Du samlet i Lade af de Følelser, Du saaede ud for Vejr og Vind? Draabevis lod Du dit Hjærte forbløde og lægge sig øde, gav lidet og fik intet, gav saa ofte, at Du snart intet vil have tilbage.

Jeg vil svare min fortørnede Elskerinde: Jeg ønsker Dig, der var min altfor lærvillige Elev, at Du en Gang maa træffe En, der lærer Dig at elske.

Maaske vil jeg da ialfald lære hende at hade.

Thi dum er hun ikke.

VIII.

_Sidste Dage i Juni._

Jeg vil skrive en Bog om den gamle By. Ikke som den er -- jeg bryder mig sletikke om med en moderne Kunsts kritisk-psykologiske Metode, der ogsaa staar til min Raadighed, at bore Sonden i den og krænge dens Indvolde ud --, hellerikke som den var, men saadan som jeg ser og genser den under Barndomsmindets blaa Glas ... i en Soldis af stille Glæde og Vemod uden Bitterhed. Det skal være en Bog for alle dem, der, ligesom jeg, trænger til at sætte sig hen i en lun og god Krog, hvor der er stængt af for Omverdenen og hvor Sjælen for en Stund kan leve sit Blomsterliv i en Klosterhave. Det bliver en Bog uden pirrende Nyt, uden blændende Farver, der bliver ingen Spænding, næppe nok Handling i den. Mit Maal vil være naaet, om de, der læser den, fornemmer det, som om jeg havde bragt en Buket af enkelt farvede, enkelt duftende Markblomster ind i deres Stue.

Tre Gange om Ugen er Stiftsbiblioteket aabent. Da sidder jeg i Læsestuen og blader i de gulnede Folianter, hvor i sirlig snørklet Skrift den gamle Bys Liv og Begivenheder er optegnede. Jeg faar vel næppe Brug for de Studier, jeg gør. Men jeg indsuger gennem Fordybelsen i de henfarne Tider den Stemning af sagtmodig Fjærnhed, hvormed jeg gærne vil fylde min Bog. Det er hellerikke alene for de gamle Folianters Skyld, jeg søger Biblioteket. Selve Stedet drager mig. Ofte glemmer jeg rent Bøgerne, der ligger foran mig, læner mig tilbage i den brede slidte Svinelæders Armstol og fortaber mig i drømmende Beskuelse. Biblioteket er indrettet i det gamle Brødrehus, hvor i den katolske Tid Munkene boede og hvor i de første Aarhundreder efter Reformationen Latinskolen holdtes. Den Stue, hvor jeg sidder, var Klosterets Refektorium. Et temmelig langt Rum med hvidkalkede Mure og tre lave spidse Loftsbuer. I den ene Langvæg er Dørbuen -- saa lav, at en voksen Mand maa bukke sig for at gaa igennem. Den aabner Udsigt ind til Biblioteks-Stuerne med deres Reoler fulde af falmede gule og blaa Bogrygge. Paa den anden Langvæg er der tre Vinduer, et for hver af Loftsbuerne. Vinduer, der sidder i dybe buede Udskæringer og med smaabitte blyindfattede Ruder, som Solen har brændt grønne og røggule. Vinduerne naaer næsten ned til Jorden, og udenfor er Bibliotekarens Have, et Hjørne af den gamle Klosterhave og Kirkegaard. Det er en frugtbar Jord med svulmende Buskadser og et prangende Blomsterflor i fede skinnende Græsplæner. Mellem en Klynge af bugnende tunge Frugttræer staar en høj, flad, halvt forvitret Gravsten med en næsten udvisket Indskrift. Oftest dvæler dog mit Blik ved den høje gule Mur, som omslutter Haven og vender ud til en smal Gyde. Der er et Sted, hvor denne Mur bliver dobbelt, dannende et lille Indelukke. Paa Indermuren ses Spor af raat tilhugne Trin, og i Indelukket vantrives et ældgammelt Træ, der nu kun løves i enkelte Grene.

Jeg ser paa Trinene i Muren, paa Træet i Indelukket og jeg drømmer om den unge Munk, der har siddet her, hvor jeg nu sidder, og lyttet til de gamle Brødres Pludren efter Nadveren. Men hans Tanker er andetsteds, han følger Solnedgangens gyldne Spil i Løvet udenfor de lave Vinduer og hans Hjærte banker uroligt. Saa er Brødrene gaaet til Hvile, Natten har sænket sig over Klosterhaven. Men forsigtigt aabnes Døren til Refektoriet, den unge Munk lister sig hen til et af Vinduerne, løsner dets Hængsler og svinger sig ud i Haven, famler sig i den mørke Nat frem til Muren, staar nu paa det øverste af Trinene, bøjer en af Træets Grene ned til sig, lader den vippe tilbage og er i Indelukket, hvor hans Elskede, formummet i Mandsklæder, venter ham og bliver hos ham, mens Nattergalene slaar i Klosterhavens Buske.

Jeg vil skrive en Bog om den gamle By og dens Klosterfred. Jeg vilde ogsaa gærne lade Nattergalene synge over den unge Munk og hans forborgne Kærligheds-Lykke.

IX.

_1. Juli._

Der er hændet mig en Stump af et Æventyr.

Jeg sidder i Morges, som sædvanlig, udenfor Pavillonen og fodrer mine Spurve. Mange Spurve var der paa Vejrbakken, da jeg kom hertil. De er blevne flere Dag for Dag, og de forfremmes stadig i Dristighed. Efterhaanden kommer de bogstavelig ind i min Stue for at se, om jeg ikke har noget til dem, og naar jeg en Morgen lader vente paa mig med Affodringen, melder de sig med at pikke paa mine Vinduer og med utaalmodige Skrig i Vindueskarmen.

Vi er netop naaede til Afslutningsnumret: et stort Stykke Hvedebrød, som jeg lægger midt paa Bordet og som hele Banden styrter sig over, hakker og river og slider i, indtil et dristigt Par ved forenede Kræfter, efter et behændigt Indhug, slæber af med den sidste Kæmpebid.

I det samme faar jeg Øje paa en ung lysklædt Pige, der staar paa Trappen op til den øvre Bakkeafsats og som aabenbart har overværet min Leg med Spurvene. Hun rødmer, da mit Blik møder hendes; hun synes forvirret ved at blive overrasket i at have beluret mig, hun gør en Bevægelse som for at vende om og flygte, saa betænker hun sig, gaar med rolige Skridt ned ad Trappen og styrer lige hen til mig.

Jeg rejser mig og hilser, hun gør en svag Bøjning med Hovedet, siger saa med en Sikkerhed, der maaske er tilkæmpet, men synes naturlig: »Jeg har noget til Dem.« Og hun tager op af Lommen et sammenlagt Blad og giver mig det. Jeg ser forbavset paa hende og aabner Papiret. »Ikke sandt« -- spørger hun -- »det er Deres? Jeg kendte Dem, da jeg før saa' Dem.« Det, hun giver mig, er et Blad, som fløj fra mig under Overrejsen paa Skibet og hvorpaa jeg har skrevet nogle meget aabenhjærtige Linjer. »Ja, det er mit,« svarer jeg. »Men hvorfra kender De mig og hvorledes vidste De, at det Papir tilhørte mig?«

Hun smiler fornøjet: »Kender De slet ikke mig? ... Aa nej, naturligvis; det var dumt af mig at spørge; De saa' mig vist næppe nok.«

Nu har jeg det. Og jeg udbryder triumferende: »Det var Dem, der ombord pludselig i Solopgangen stod ved Siden af mig!« »Rigtigt. Paa det nær, at jeg ikke »pludselig« stod der. Jeg er ingen Heks eller anden Slags Troldtøj, selv om jeg bor paa en Høj.«

At jeg ikke straks saa' det: det er jo Møllerens Datter. Pigen oppe fra Højalteret.

Saa rækker hun mig Haanden. »Farvel og tilgiv, at jeg forstyrrede Dem. Men jeg tænkte« -- og hun saa' alvorligt paa mig -- »at De maaske gærne vilde have det Papir igen. Og da jeg fandt det paa Skibet ved Landgangen, var De borte.«

Jeg stod og saa' efter hende, mens hun, med sin faste rolige Gang, gik fra mig hen til Trappen, let og hastigt løb op og var borte som et hvidt Syn mellem de mørke Graner.

Jeg havde paa Læben et Raab for at kalde hende tilbage, jeg var paa Springet til at ile efter hende. Jeg syntes, der var saa meget endnu jeg skulde spurgt hende om, talt med hende om, forklaret hende. Dog i det samme tænkte jeg: »Nej, det er smukkest, som det er. De Ord, der faldt mellem os, bryder ingen Stemning. Min Gudinde er stegen ned fra Bjærget, har aabenbaret sig for mig et flygtigt Nu og er atter forsvunden.«

Men jeg staar længe og stirrer med store Øjne paa den Plet, hvor hun forsvandt.

X.

_2. Juli._

Er hun smuk? Hvordan ser hun egenlig ud? -- Jeg vil prøve paa at klare mig det Indtryk, hun har gjort paa mig.

Luften bliver høj og ren dér, hvor hun træder. Hun er saa nyskabt i sin Fuldmodenhed, straalende af ung Sundhed og uvilkaarlig Godhed. Hendes Øjne er dybe og ømme, men klare og aabenhjærtige som et Barns. Enten de smiler eller mørknes i Alvor, siger de deres Mening lige ret ud, der er ingen Fordulgthed i Krogene. Hendes Barm er høj og rund, hendes Midie slank, hendes Hofter yppige. Men hun bærer sin rankvoksne Frodighed saa ubekymret som et Træ sin Sommerpragts Fylde. Skred hun igennem en Lejr af berusede Krigsfolk, de vilde, uden selv at vide hvorfor, aabne hende en bred Vej. Saa unærmelig synes hun. Og dog saa dragende. Fra Haaret, der, skilt i Midten, falder i to brune Bølger om hendes hvide Pande, til Fødderne, der i taktfast Lethed fører hende hen over Jorden, danner hendes Person og Væsen Indbegrebet af retlinjet Sikkerhed. Hun kender sin Vej og sit Maal som den lyse Dag. Hos hende vilde man føle sig tryg. Hun er uden Svig og Svinkeærinder, hun bringer med sig den Luft, som er ovenover By og Skov. Hun drager som et Alter. Knælende maa man nærme sig hende. Hun er Kvinden, som hun udgik af Naturens Haand: paa samme Tid Jomfru og Moder.

Saadant er det Indtryk, jeg ubevidst modtog af hende allerede, da hun stod i Solopgangen paa Skibet, og siden da jeg saa' hende oppe paa Møllen, lænet til de hvilende Vinger. Og saadan aabenbarede hun sig forgangen Dag for mig.

Paa det Papir, hun bragte mig tilbage, havde jeg skrevet: »Min Sjæl raaber i Vaande paa en Moder.« Formodenlig har hun læst det. Jeg føler ingen Undseelse derover. _Hun_ maa gærne kende mit Hjærtes Hemmeligheder. Hun vil ikke spotte mig, ikke forraade mig.

Maaske viser hun sig ikke mere for mig. Ialfald faar jeg næppe Lejlighed til oftere at tale med hende. Jeg synes dog, jeg nu har i min Nærhed en forstaaende Ven og Medvider, En, hvis Sympati mildt omsvæver mig, En, jeg ikke vilde frygte at søge Hjælp hos, om jeg var i Nød. Naar jeg ensom vandrer i Skoven, ser jeg hendes Ansigt smile mig imøde mellem Træerne, jeg gaar saa let og trygt, som holdt jeg hendes faste varme Haand i min. Og gribes jeg stundom af Tilbagefaldets forvirrende Tanker og hede Begær, maner jeg hendes Billed frem som Værn. Og et svalende Aandepust køler mit Sind til Ro.

Hun er altid hos mig som min Skytsaand.

XI.

_4. Juli._

Jeg har en Veninde i Stiftelsen. Stiftelsen er et Alderdomshjem for gamle Jomfruer og Enker. Min Veninde, en Jomfru paa henimod 70 Somre, er en af Stiftelsens yngste Beboere, hun anses af de Andre for et rent Barn. Alligevel er hun Anstaltens Veteran. Hun har nemlig været der, fra hun virkelig var Barn, slap derind, mod al Skik og Brug, sammen med sin Moder, fordi hun var saa svagelig, at hun, ifølge Lægernes Mening, kun havde en stakket Stund at leve. Saa laa hun til Sengs i mange Aar, og da hun begyndte at komme sig, var Moderen død, og man beholdt den nu 30-40 aarige Pige, der ikke havde andre Paarørende end Stiftelsen.

I hendes Celle, den hun beboede sammen med tre andre Damer, -- Stiftelsens Beboere kaldte altid hinanden ceremonielt for »Damerne« --, tilbragte jeg mange af min Barndoms lykkeligste Dage. Hun havde utallige Talenter. Ingen fortalte saa dejlige Æventyr som hun, hendes Forraad var uudtømmeligt, thi hun digtede dem selv; og ingen kunde saamange Kortkunster. Desuden var hun en sand Kunstnerinde med sine Hænder: klippede alle Slags Figurer af Papir, lavede den vidunderligste Juletræspynt og flettede af Straa de nydeligste Kurve og Æsker. Den sidste Færdighed, som hun drev til virkelig Kunst, havde hun lært sig i de mange Aar, hun laa til Sengs. Madratsen leverede Straaet, Resten besørgede hendes Fantasi og Snille.

At besøge hende var for et Barn at komme til Æventyrets Land. Altid var her sælsomme Ting at høre og se. Og saa fik man til paa Købet den dejligste Kop Kaffe, Kaffe med brun Kandis, som ikke kom i Koppen, men suttedes og knasedes, mens man nød Nektaren.