Part 1

Afskriverens bemærkninger: Åbenlyse trykfejl er rettet i denne e-bog, men forfatterens stavning er for øvrigt bevaret. _Understreg_ er brugt til at gengive kursiveret tekst.

PETER NANSEN

GUDS FRED

ANDET OPLAG

KJØBENHAVN

P. G. PHILIPSENS FORLAG

Trykt hos J. Jørgensen & Co. (M. A. Hannover)

1895

En autoriseret tysk Udgave af _Guds Fred_ udkommer, samtidig med den danske Udgave, hos _S. Fischer_ i Berlin.

Fjerde Tusend.

I.

_5. Juni._

Saa skal jeg da bort fra Hovedstaden. I femten Aar holdt den mig fast, den listige Skøge, bildte mig ind, at jeg ikke kunde undvære dens giftigt parfumerede Luft, dens støjende Lader, dens hidsende Anspændthed, dens forfinede Magelighed. Jeg sad i et Spind af tusind Fangetraade, jeg troede, den havde fanget mig for Tid og Evighed. Jeg troede vel ogsaa saa smaat, at den ikke kunde undvære mig. Var jeg ikke i Aarenes Løb bleven et fast Led i det store Maskineri? Ansaas af Alle for at høre med. Var selvskreven Deltager i Byens broget vekslende Liv, snart festklædt, snart sørgeklædt; gav min Stemme med i de afgørende Ordskifter, blev spurgt og søgt, var Raadgiver og Hjælper, en paalidelig Ven, en Fjende, der maatte regnes med.

Hvor træt jeg ofte har været. Udslidt som en gammel Droskehest, der maa drives afsted med Piskeslag og som gærne lagde sig plat ned paa Stenbroen og blev liggende, til Døden og Hvilen kom.

Dødsenstræt er jeg, af Fornøjelser og Arbejde, af altid at være til Rede, tage Parti, forsvare og angribe; dødsenstræt og i mit Hjærte saa ligegyldig, mens ingen Slaphed tør røbes i Ord og Væsen.

Allermest træt af den evige Kamp for Penge. Penge, der maatte og skulde skaffes, slides til Veje, laanes frem, forrentes, tilbagebetales, altid flere, altid besværligere -- en stedse voksende Lavine, mere og mere truende, tungere for hver Time at stemme Ryg imod, hæmmende Arbejdsevnen om Dagen, skræmmende Søvnen som en Mare.

Hvorfor undre sig over den mer eller mindre aabenbare Støtte, Socialismen i stigende Grad vinder hos Folk, der ikke hører til de legemlige Arbejdere? Forklaringen ligger lige for Haanden. Hvad har de ni af ti blandt os, der rangerer i de øvre Klasser, at tabe ved en Samfundsomvæltning, en Forandring af de herskende økonomiske Regler og Love? Vi er, mindst de ni af ti, Proletarer, der kæmper en haabløs Kamp for at faa de Indtægter, Samfundet under os, til at holde Maal med de Udgifter, det samme Samfund kræver af os, om vi ikke vil sættes udenfor Numer. Paa faa Undtagelser nær lever vi alle over Evne, Embedsmænd og Kunstnere, Videnskabsmænd og Handlende, Præster, Skuespillere, Oberster, Journalister, Borgmestre og Poeter. Hvad tabte vi vel, om pludselig den store Eksplosion kom, Eksplosionen, som sprængte Samfundet løs af alle Fuger og lavede Fidibusser af Gældsbreve, Veksler og Forskrivninger? _De_ har det maaske endda forholdsvis bedst, som lever fra Haanden i Munden. Deres Fordringer til Livet er smaa og der stilles ingen Fordringer til dem. Hellerikke er det dem, der satte Gang i den Bevægelse, som fører til Omvæltningen. Det er Mænd fra vor Midte, der lærte dem at blive Socialister, det er Fortvivlelsen i de højere Klasser, der har avlet Kravene nede fra.

-- -- Forleden brød jeg overtvært. Overgav mit Bo til en velsindet Sagfører, ordnede mig med en Forlægger, der nærede en venlig Tillid til mine Evner og erklærede sig villig til at udbetale mig for et Aar eller to en beskeden maanedlig Understøttelse, har nu pakket min Kuffert og indskiber mig i Eftermiddag -- uden Farvel til Nogen -- for at drage til den gamle Provinsby, hvor jeg har levet min første Barndom; som jeg ikke i tyve Aar har set, men som jeg stadig, naar Trætheden kom op i mig, har længtes tilbage til.

Jeg har ikke vaklet. I samme Nu, mit Opbrud fra Hovedstaden besluttedes, i samme Nu vidste jeg, hvor jeg vilde hen. Den gamle By kalder mig som en Moder, der trofast har siddet og ventet paa sit vidt omstrejfende Barn. I den gamle By er der intet, som kan minde mig om det, jeg vil glemme og bort fra. Den og jeg kender hinanden kun fra de gode Aar, da den var det skønneste og dejligste, jeg vidste, Genstanden for min Stolthed og Beundring, og da jeg var et af dens mest forkælede Børn. Den kalder paa mig som en Moder. Thi dér ligger min Moder begravet. Den rummer al den Moderkærlighed, jeg i hine Dage nød mere end nogen anden og som jeg mistede saa tidligt. Hvor i Verden tage hen uden netop til den gamle By? Jeg søger den jo for at blive Barn igen.

II.

_Ombord._

Ikke har jeg sovet og ikke vaaget paa Overfarten. Jeg sidder i den lune lyse Sommernat paa Dækket og lader drømmende Tankerne følge den gyldne Kølvandsstribe, vugget blidt til Ro af Maskinens tunge regelmæssige Slag og de hoppende Smaabølgers klukkende Skvulp mod Skibet.

Tankerne følger Striben tilbage -- til det Liv, den Verden, hvor jeg nys færdedes. Saa underlig langt jeg allerede føler mig fra det altsammen, saa fremmed og overlegen overfor det. Hvor ligegyldigt, tomt og intetsigende det nu synes mig. Og _det_ har jeg ofret femten af mine bedste Aar. Ingen har været ivrigere end jeg, ingen mere fanatisk troende. Pur ung meldte jeg mig til mit Partis Fane, sloges bravt og blindt i de Meniges Rækker, forfremmedes og naaede vel noget nær de Udmærkelser, min Ærgærrighed kunde begære. Midt i Kampbulderet har jeg været, har hadet og tilbedt, aldrig svigtet min Fane-Ed, aldrig følt mig fristet til det, har vundet Venner og Fjender, gjort Godt og Ondt efter Evne og bedste Skøn.

Og hvad er saa Resultatet blevet? Lykke for mig? Lykke for nogen Anden? Næppe det sidste; det første afgjort ikke. Naar jeg nu godvilligt opgiver min tilkæmpede Stilling -- den, vistnok Mange misunder mig som atraaværdig --, er det i en inderlig Følelse af dens haabløse Uudholdelighed.

Hvad i Herrens Navn slaas man for? Hvorfor forfølger man hinanden, mistænker og mishandler hinanden, altid væbnet til Tænderne, altid parat til at hugge løs? Maaske er der, langt ude i det Fjærne, et Maal at naa. En højere Retfærdighed, en bedre Fordeling af Tilværelsens Goder. Maaske oplever vore Børnebørn en ny social Omvæltning. Men forøvrigt: vil Menneskene føle sig lykkeligere, om Maalet virkelig naaes, eller vil de ikke blot skynde sig, med Uro i Hjærterne, i unøjsom Higen, at kæmpe og hade sig frem mod nye Maal? Sikkert. Nej, det er en tom Indbildning, at Lykken vindes gennem Kamp. Kun i Fred, Fred med sig selv og Verden, findes Lykken.

At tænke sig, at de stadig slaas derinde. Endnu har den store By ikke lagt sig til Hvile, endnu summer Ondskaben og Vreden i elektrisk Belysning gennem Gaderne, stimer sammen paa Kaféerne, drikker sig ør og sløv, vaagner saa imorgen, efter en angstfuld Søvn, i hede Hjærner og bitre Hjærter. At de gider! At de ikke alle en dejlig Sommermorgenstund springer op med den Beslutning, at nu vil de ikke længer! Smider Vaabnene fra sig, svaler den hede Hjærne i den friske Morgen, fylder det bitre Hjærte med Naturens søde Vellyst, renser sig ud for al Ondskab og alt Had, slutter Fred over hele Linjen paa det simple, letfattelige Grundlag: Vi er Mennesker alle, vi vil hinanden intet Ondt. Og fuldbyrder, uden Blodsudgydelse, den Revolution, som gør enhver ny Revolution overflødig.

-- -- Saadan sidder jeg og drømmer, mens Skibet den skønne Juninat bærer mig over den stille Sø til min gamle By. Og som var det et Billed, skabt af min Drøm, ser jeg i Solopgangen, just som vi har passeret Fjordens Indløb, en ung Kvinde staa ved min Side, stor og stolt, med et Ansigt, der lyser af mild Fred. Som et Syn kom hun, som et Syn forsvandt hun. Men var hun et Varselbud, jeg modtager det med Tak. Et Varsel om, at jeg er styret den rette Kurs for at finde Freden.

III.

_Vejrbakken, 6. Juni, Aften._

Vi ankom i den aarle Morgenstund. Bagagen lod jeg foreløbig staa ombord -- jeg vidste endnu ikke, hvor jeg vilde bo. Og jeg drev op gennem den slumrende By. Straks var jeg lidt vildsom til Mode. Den Gade, jeg gik i, havde et Navn, jeg ikke mindedes, og mange nye Huse med flove glatte Allemands-Façader og hjærteløse Spejlglas-Butiksruder.

Men da jeg kom ud paa Torvet, kendte jeg min gamle By.

Jeg satte mig paa den fritstaaende Stentrappe foran det Hus, hvor jeg som Barn havde boet; jeg lukkede Øjnene over det hastigt gensete Billede, og saa livagtigt, som havde jeg nys forladt det, opstod Torvet i min Erindring, saadant som det var i mine Barndomsdage.

For Enden af Torvet løber Østeraa. Den er ikke overdækket -- som nu --, den flyder aaben gennem Byen, med Broer over og med knudrede løvrige Træer paa begge Sider. Og den er fuld af Baade og smaa Skuder, hvor der sælges Fisk og Jydepotter og Træsko og, om Efteraaret, Frugt. Saa dufter hele Torvet, ja Gaderne udenom med, af krydrede Bergamotter og Gravensteners Rosen-Em.

Den anden Ende af Torvet beherskes af det gulstrøgne Kongehus med den takkede Gavl. Her er det, at Byens gamle Storkefædre holder Forsamling Sommereftermiddage. De staar én paa hver af Gavlens Afsatser, øverst oppe Præsidenten, der aabner Mødet med en høj Knebren. Derefter knebrer de paa Rad, alle de ærværdige Storke, og de, der lytter til, staar undertiden paa ét Ben af lutter Iver. Men det hænder, at Raadsforsamlingen opløses i almindeligt Klammeri, mens alle Storkene basker med Vingerne og knebrer forbitret i Munden paa hinanden. Ogsaa hænder det, at en nidkær Storkemadam eller en næsvis Storkepode forsøger at trænge sig ind i Forsamlingen og bliver sat paa Porten under drøje Knubs, saa Fjerene ryger om den.

Det gamle Kongehus, hvilken Sorg den Dag det dømmes til Døden af et pietetsløst Borgervels Krav paa en ny tidssvarende Bankbygning. De skændige Rænker, de giftige Løgne, der føres i Marken for at fælde det.

Det insinueres, at alle de historiske Overleveringer, som giver Kongehuset Ry og Glans gennem Aarhundreder, er tyvstjaalen Pynt. Det paastaas ydermere, at Huset er saa medtaget af Ælde, at det næppe kan holde sig oprejst og at det er en stadig truende Fare for de omliggende Bygninger. En rasende Kamp føres i Byraad og i den stedlige Presse mellem Ideens Talsmand -- Latinskolens Historielærer -- og Borgervellets Materialister. Men disse sidste sejrer, efterat et Velfærdsudvalg af bankforhippede Haandværkere har givet sagkyndigt Skøn for Kongehusets Affældighed. Og Nedbrydningen begynder. Vi Børn, hvis fædrelandske Fantasi er vokset op i Skyggen af det gamle Hus, følger med forbitret Sorg hvert Slag af Hakken, og vi nyder en smerteblandet Triumf, da Haandværkerne midt under Arbejdet maa erklære sig magtesløse og tage Krudtet til Hjælp for at sprænge Kongehusets favntykke Mure. Saa falder omsider den gamle Kæmpe, men ej for Menneskehaand. Døende spotter den sine Voldsmænd.

Midt paa Torvet ligger det røde Raadhus med Byens Vaaben i Guld og Farver over den svære brune Egetræsdør. Om Raadhuset samler sig alle Barnestue-Historiernes Uhygge. Foran det stod i gamle Dage Gabestokken og Pælen, hvortil Forbryderne bandtes, naar de offenligt piskedes. Her udsonede bl. a. de berygtede Røvere fra de store Skove Nord for Fjorden Begyndelsen af deres Straf, da de langt om længe, efter talløse Skændselsgærninger, fangedes af Militæret og Omegnens Bønder. Banden bestod af en gammel Kælling, hendes syv ryggesløse Sønner og en vidunderskøn ung Pige, Kæreste til den ældste af Brødrene, Erik Krumfinger. Plyndring, Voldtægt og Ildebrand var de mindste af deres Forbrydelser. Ogsaa adskillige Mord havde de paa deres Samvittighed og Grusomheder af den skrækkeligste Art. Saaledes -- fortalte ialfald min Barnepige -- morede de sig med at binde smaa Børn til gloende Ovne, naar de forlod en Bondegaard efterat have plyndret den og myrdet de voksne Beboere. Det var en Fest for hele Byen og Omegnen, da de, nøgne til Bæltestedet, piskedes foran Raadhuset og Morgenen efter førtes til Galgebakken og henrettedes. Kun Erik Krumfingers Kæreste vakte en vis Medlidenhed. Hun var saa dejlig af Skikkelse og Aasyn, hun var saa ung og hun jamrede sig saa bitterligt, da hun blev pisket. Men om Skaansel kunde der ikke være Tale. Hun havde været den allergrummeste til at stege de smaa Børn.

Rundt om Torvet ligger saa alle de gamle Købmands- og Beværtningsgaarde, hvor Bønderne tager ind Torvedagene og hvor der er den herligste Tumleplads for Børnenes Lege. Bindingværks-Gaarde, der er et sandt Vildnis af Svalegange med tørrede Sild paa udspændte Snore, af vaklende Trapper og møre Ud- og Tilbygninger, der raver mellem hinanden som fulde Mænd. Her paa Lofterne i de store Korndynger leges der Skjul, og om Lørdagen sidder jeg bag Disken i den holstenske Madams Værtshuskælder og skænker hvidt Øl og Dram for Bønderne og min Ven Droskekusken, som bor i et Hul bag Stalden i Porten og dér, i en altid frisk Atmosfære af Hestegødning, med et Spritkogeapparat, en Rugbrødshumpel, en Krukke Svinefedt og en Billing Kommensost fører den lykkeligste Ungkarle-Husholdning, jeg kan tænke mig. Men naar Stemningen bliver høj i den lave Kælder, morer man sig med at give den aldrende Droskehest Brød, dyppet i Brændevin, og som en vild Araber farer Øget rundt om Torvet, bredende Skræk og Forfærdelse mellem Bønderkonerne, der sidder med udbredte Skørter foran Raadhustrappen og i landlig Ugenérthed besørger deres Privatanliggender.

-- -- -- Jeg aabner Øjnene og ser ud over det sollyse Torv. Raadhuset ligger der endnu, de gamle Gaarde ogsaa, jeg ser Værtshuskælderens smaa grønne Ruder, jeg øjner en Stump af Aaen, der bugter sig mellem hældende Huse og over hvis lemlæstede Poesi et enkelt Syrentræ i en tilstødende Have breder et ungt blomstrende Smil -- -- jeg kender min gamle By og jeg rejser mig, let og glad i Sindet, med en dirrende Lykkefornemmelse af at være hjemme.

Jeg er hjemme, og jeg vil til min Moders Grav.

* * * * *

Endnu er Byen ikke vaagnet. Mens jeg vandrer gennem dens tomme Gader, fornemmer jeg det, som om jeg er kommen og har overrasket den, og jeg sender vækkende Gensynshilsener til alle de kendte Ting, jeg møder. Herregud, her hænger det endnu nedad Kirketaarnet, det tykke Tov, som var den gamle Bys ukunstlede Brandsignal-Apparat. Den, der opdagede en Brand, havde at trække i Tovet, saa Klokken i Taarnet klemtede. Mellem os Børn hed det sig, at den Lykkelige, der saaledes meldte en Brand, fik udbetalt en blank Rigsdaler. Hvor flittigt -- men forgæves -- spejdede jeg ikke paa hver Spadseretur efter at se Luerne slaa ud af et Hus. Jeg vandt aldrig Daleren. Monstro det gamle Tov endnu gør Tjeneste, eller hænger det mon blot som en forglemt Levning fra svundne Dage?

Jeg standser og ser ned ad en skraanende Side-Gade. I det fremspringende Hjørne-Hus dernede var det jo, vi boede i Krigens Aar. Jeg var ikke mere end et Par Aar den Gang, og dog præntede hine Dages Begivenheder uudslettelige Indtryk i min Sjæl. Den tyske Indkvartering -- Soldaterne, der skændtes med Moder om den danske Mad, og den gemytlige hvidskæggede Major Brumbasse, der forelskede sig i os Børn, men som jeg ikke vilde lade kysse mig, fordi han var en Tysker. Allermest dog disse Billeder: Min Moder og mine halvvoksne Søstre samt et Par andre af Byens Smaapiger sidder og piller Charpi. Pludselig lyder der Hestetramp i Gaden, jeg skynder mig til Vinduet, men i det samme gaar Døren til Faders Studereværelse op, og med et kraftigt Ryk rives jeg bort fra Vinduet. »Rul Gardinerne ned, Ingen maa se ud,« -- siger Fader, bleg og bevæget. »Tyskerne kommer!« En uhyggesvanger Stilhed hersker i den mørke Stue, og bange kryber jeg sammen i Moders Skørter, mens den klaprende Larm af mange Heste kommer nærmere. Saa standser Støjen lige nedenfor vore Vinduer, vi hører kun nogle hastige høje Ord, der lyder som Skældsord, en Klynken, nye Eder, Forbandelser, Raslen af Sabler, urolig Stampen af Heste og, tilsidst, et angstfuldt Skrig paa Dansk. Sit eget Forbud til Trods iler Fader til Vinduet, Moder og vi Børn bag ham, og fra en Stol ser jeg en Mand, i hvem jeg kender vor Skomager, blive slæbt af en Officer i skinnende hvid Kappe henad Stenbroen, langs den stejlende Hest. Og jeg ser Gaden fuld af fint uniformerede Ryttere, der nu alle igen sætter sig i Bevægelse, efter Officeren, der, med Skomageren som tvungen Vejviser, fører an ned mod Fjorden, over hvilken de danske Soldater er flygtede.

Og saa Billedet af de saarede danske Soldater, der køres gennem Gaderne, efter den ulykkelige Træfning ved Bakkerne Vest for Byen. Saa sikkert var Sejren ventet, thi for en Gangs Skyld var Danskerne de fleste. Desværre havde Obersten, der førte vor Afdeling, ogsaa været for tillidsfuld. I Stormløb lod han sine Folk tage Terrænet ned ad Bakkerne, ved hvis Fod Tyskerne ventede i Ly bag Grøftehegn. Og fra den dækkede Stilling strakte Tyskernes Geværkugler de fremstormende Danskere til Jorden som værgeløst Vildt. Herom havde vi Børn hørt, ogsaa om Oberstens Fortvivlelse -- han var indkvarteret hos en Embedsmandsfamilje, som stod os nær, og det var fortalt Fader, hvordan Obersten, der om Morgenen red sejrssikker ud for at oplede Tyskerne, sent om Aftenen var vendt tilbage og havde lukket sig inde paa sine Værelser, uden at ville spise og uden at ville tale med Nogen. Nu, den næste Morgen, kom de Saaredes Træn. Langsomt og tungt, som et Ligtog, ruller Vognene gennem Gaden, og paa spredte Halmneg hviler de Saarede. Nogle har Bind om Hovedet, andre om Arme eller Ben. Bindene er plettede af Blod og Ansigterne er hvidere end Bindene. Ikke en af de Saarede ser til Vinduerne, alle stirrer de frem for sig med udslukte, haabløse Blikke. Jeg havde vel næppe nogen saadan Tanke den Gang: det har siden staaet for mig, som om disse saarede danske Soldater mindre vakte Medlidenhed ved deres legemlige Smerter end ved den Fortvivlelse -- ja, Skamfølelse -- over Nederlaget, der stod at læse i deres forpinte Ansigter.

* * * * *

-- -- Jeg gaar uden at tænke paa den Vej, jeg følger. Det er tyve Aar siden, jeg traadte disse Gader, deres Navne har jeg i tyve Aar ikke haft i mine Tanker: som ved en usynlig Haand, uden Eftertanke, uden Famlen, føres jeg nøjagtigt derhen, jeg vil. Jeg er i mit Barndomshjem, jeg er i min Faders Hus; min Fod farer ikke vild paa den hjemlige Grund.

Saa staar jeg, just som Hanen galer tredie Gang sin Morgenhilsen over Byen, i den lille Gade, som leder ned til Kirkegaarden. De lave straatækte gule Huse, hvor de gamle Kransebindersker boede, indrammer endnu Gaden, og som for tyve Aar siden hænger endnu -- som var det de samme -- tarvelige Vedbendkranse og Moskranse med Evighedsblomster udenom de smaa Døre med Klinkelaase. I et af Husene staar et Vindu aabent, og, hidkaldt ved Lyden af den tidlige Morgenvandrer, stikker en Morlille Hovedet ud. Jeg køber hendes Kranse, lægger den beskedne Betaling i hendes rynkede Haand, og, fulgt af hendes Velsignelse, gaar jeg gennem Laagen ind paa Kirkegaarden, hvor Fuglekvidder og Duft af Cypresser og morgenfriske Blomster modtager mig.

Min Moders Grav ligger borte fra den alfare Vej, i en stille fjærn Krog blandt Hundreder af andre Grave. Den usynlige Haand leder mig ad de halvtilvoksede Stier, der snor sig mellem Græstuerne, og saa staar jeg med ét foran den lille indhegnede Plet, hvor Moder hviler, med et Barn ved hver Side: en større Tue mellem to ganske smaa. Frisk Vedbend dækker alle Gravene og snor sig op om det simple Marmorkors paa Moders Grav. Bag den, bøjende deres tunge lilla og gyldne Blomsterklaser ned over den, staar en Guldregn og et Syrentræ, og i hvert af det lille Kirkegaardsbeds fire Hjørner folder Rosentræer deres lyserøde og hvide Knopper ud med Morgensolens Smil gennem Regntaarerne fra Natten.

Jeg sætter mig paa den grønne Tremmebænk, jeg kærtegner med Blikket Navnet paa Korset ligeoverfor og jeg taler med min Moder.

»Jeg er kommen til Dig, Moder, for at finde Fred. I tyve Aar har jeg været borte fra Dig, langt, langt borte blandt fremmede Mennesker. Da jeg sidst sad her og tog Afsked med Dig, vidste jeg ikke, hvad jeg mistede. Jeg var et Barn og Du en ung Hustru. Nu er Du en klog gammel Kone, og jeg en dagtræt Mand med Haar, der begynder at graane. Skænk mig den Fred, Du forlængst har vundet, og jeg bliver hos Dig.«

Jeg synes min Moder sidder overfor mig, en gammel Kone med hvidt Haar og milde brune Øjne. Jeg glemmer Tiden, mens jeg ser ind i de Øjne, til jeg vækkes ved, at Kirkeklokken sender syv skingre Slag ind over Kirkegaarden. Jeg tager Kransene, dem jeg stadig bærer paa Armen, og lægger dem, knælende, paa Graven. »Tak, Moder. Tak for alt -- i gamle Dage og nu.«

Men mit Hjærte rummer ogsaa en anden Tak, mens jeg langsomt, omsust af Fuglekvidder og Vindens Leg i Trækronerne, forlader den stille, sødt duftende Dødens Have. En Tak til den gamle Bys Trofasthed, der ikke har ladet min Moders Grav ligge øde, men har fredet og hæget om den. Findes vel saadan lang Hukommelse og bestandig Troskab i de store Stæder, hvor hver Dags Nyt jager støjende frem og puffer alt forbigangent til Side? Dér mindes man kun Døden i pralende Opraab i Avisernes Avertissementsspalter. Dér er Kirkegaardene altfor store og altfor langt borte. De Døde faar skøtte sig selv. Den gamle By har de Døde i sin Midte, altid nærværende, levende i en kærlig Hukommelse. Jeg takker Jer, min Moders Venner i den gamle By, jeg kender Jer ikke længer, jeg bringer Jer mit Hjærtes stille Tak.

* * * * *

-- -- Jeg ender min Morgenvandring paa Vejrbakken, og dér bliver jeg.

Vejrbakken ligger lige udenfor den gamle By, er dens Lystanlæg, dens Stolthed. Sjældent fandt ogsaa en By saa herlig en Plet til en offenlig Park. En gavmild Borger »anlagde« og beplantede for et Aarhundred siden Vejrbakken, delte den ved Trapper og Vindelalléer i Terrasser, skærmede den med Gran og Fyr og lod i Ly deraf Bøge og Sirbuske vokse op, tog Magten fra Vestenvinden og lod Solen herske, skabte saaledes af den golde Vejr-Bakke en frugtbar Have. Herop drager den gamle Bys Beboere Sommer-Eftermiddage med Madkurve og Flaskefoder, faar Vand paa Maskine fra Pavillonen paa den første Terrasse og gør sig det hyggeligt i Lysthusene. Men paa Terrasserne ovenfor, i »Skoven«, gaar Drengenes Røverleg.

Jeg kommer til Vejrbakken med en hemmelig Angst for at blive skuffet. For min Erindring fra Barneaarene staar den som noget rent æventyragtig stort og skønt. Bakken et Bjærg, Skoven en Urskov.

Jeg ser med et Smil Storagtigheden forsvunden. Baade Bakke og Træer synes mig at være voksede nedad. Der er intet æventyrligt, intet fantastisk ved Vejrbakken. Men dens Skønhed er paalidelig nok. En yndigt smilende Idyl. Alligevel mangler Vejrbakken ikke Storhed. Den har sin Udsigt.

Jeg er naaet op til »Pavillonen«, en gul Trævilla, udenfor hvilken en Opvarter og en Hærskare af Spurve er ifærd med at rense de smaa Beværtningsborde for Madkurvenes Affald. Jeg vender mig om og blændes. For min Fod har jeg hele Byen og bag den Fjorden, der bugter sig som en spejlklar Flod mellem Bakker og Enge. Milevidt naaer Blikket til begge Sider. En Uendelighed af Himmel, Vand og sommerfrodigt dansk Land. Og Byen, hvis røde Tage synes som rutschede ned ad Vejrbakkens grønne Skraaninger.

Her har jeg hele min gamle By. Og i samme Nu føler jeg, at her maa jeg bo. Jeg lader Opvarteren kalde paa Værten, og fem Minutter efter er jeg indkvarteret i Pavillonens to Kvistværelser, som ellers ikke udlejes, -- Pavillonen har overhovedet ikke liggende Gæster -- men som overlades mig, da jeg tilbyder at leje dem for Vinteren med.

Og nu har jeg mit fremtidige Hjem i Orden. Her er ingen Luksus, men alt hvad jeg behøver: en god Seng i Soveværelset og i min Dagligstue et Arbejdsbord, nogle Stole -- ja ovenikøbet en Sofa.

Mine Bøger er pakkede ud, mine Piber stoppede. Siden jeg var ung Student, har jeg ikke smagt Pibe.

Gud være med Jer, Havannacigarer og Cigaretter -- hvad er I dog mod de Drag af uforfalsket hollandsk Knaster, som jeg i dette Øjeblik ryger, mens jeg sidder ved mit Kvistvindue og skuer ud over min gamle By!

IV.

_12. Juni._