# Græsk Mythologi

## Part 4

Book page: https://www.cyberlibrary.org/da/books/gr-sk-mythologi-34178/index.md

Man fejrede Adonisfester paa noget forskellig Maade paa de forskellige Steder. Naar Festen fejredes om Foraaret, begyndte man med en Sørgehøjtid (Symbolet paa Adonis's Dvælen i Underverdenen), hvorefter der fulgte en Glædesfest (Symbolet paa hans Opstandelse). Fejredes derimod Festen om Sommeren, begyndte man med en Glædeshøjtid (Symbolet paa Aphrodites Samliv med Adonis); derefter fremstilledes hans Bortdragen, hvor man kastede et Adonisbillede, eller en Dukke, der forestillede Adonis, i Havet eller i en Kilde og sang: "Vær os naadig, kære Adonis, nu og til næste Aar. Venlig kom du, og kom venlig, naar du vender tilbage." Samtidigt kastede man ogsaa de saakaldte "Adonishaver" i Vandet; det var Kurve eller Potter, der var fyldte med Jord, og hvor man i Løbet af 8 Dage havde faaet en Del Planter til at spire frem i den stærke Solvarme. De smaa Adonishaver repræsenterer alt det nye, der spirer frem i Planteverdenen om Foraaret. Adonis, der ved Festerne repræsenteres af Dukken, er Guden for al denne Livsfornyelse. Mythen fortalte, at Anemonen, Foraarets Blomst, spirede frem af hans Blod, dengang Vildsvinet dræbte ham.

Nedkastningen i Vandet af Adonisdukken og Adonishaverne har magisk Hensigt; man vil derved skaffe sig Regn nok til næste Aars Afgrøde.

=Nordisk Parallel.=

I nordisk Mythologi fortælles om Kong Skjold, at han som lille Barn kom ene paa et fremmed Skib uden Styrmand fra ukendte Egne; han blev Landets Konge og drog senere atter bort paa samme Maade, som han var kommet. Skjold er oprindeligt en Frugtbarhedsguddom, der kommer og forsvinder paa samme Maade som Adonis.

=Eros.=

Aphrodites Søn Eros fremstilles som en drømmende Yngling i den Alder, hvor Erotiken begynder at vaagne. Han har Vinger, vel for at betegne ham som den allesteds nærværende dæmoniske Guddom. Han er væbnet med Bue og Pil, hvormed han saarer Mennesker, eller ogsaa med en Fakkel.

Om hans Forbindelse med Psyche fortæller en sen Forfatter flg.:

Der var engang en Konge og en Dronning, som havde 3 Døtre, af hvilke den yngste hed Psyche. Hun var saa smuk, at Menneskene af Beundring for hende glemte selve Aphrodite, der blev vred herover, og for at ydmyge Psyche befalede hun Eros at vække hendes Kærlighed til det usleste Menneske. Men Eros blev selv forelsket i Psyche, og en blid Vestenvind bortførte hende til et Palads, hvor hun nød alle Herligheder og opvartedes af usynlige Tjenerinder. Naar det blev Nat, kom Eros til hende; men inden Dagslyset brød frem, var han atter forsvundet. Af Nysgerrighed efter at lære sin elskede at kende, tændte Psyche en Nat -- trods Forbud af Eros -- en Lampe og saa da hans skønne, ungdommelige Skikkelse. Hendes Haand kom til at ryste af Sindsbevægelse, saa at hun spildte noget af den hede Olie fra Lampen ned paa den sovende Gud, som vaagnede op og straks forlod Psyche, der trods al Søgen ikke mere kan finde den forsvundne Gud. Til sidst gaar hun til Aphrodite, der ikke alene er vred paa hende, men ogsaa paa Eros for hans Ulydighed. Aphrodite paalægger hende haarde Prøvelser; men Eros, der imidlertid er blevet helbredet for sit Saar fra den hede Olie, kommer hende til Hjælp og faar af Zeus Tilladelse til at indføre hende i de olympiske Guders Kreds.

Dette Eventyr om Eros og Psyche er den ældst kendte Opskrift af en vidt udbredt Fortælling om en Hustru, der bryder sin overnaturlige Ægtefælles Paabud og derfor mister ham og først faar ham tilbage efter mange Prøvelser.[20]

[20] I nyere Opskrifter (f. Eks. den danske: Hvidebjørn Kongens Søn i Sv. Grundtvigs Gamle danske Minder) er Brudgommen sædvanligt omskabt til et Dyr.

Billeder af Eros og Psyche træffes ofte baade paa hedenske og kristne Sarkofager og Gravbilleder.

Demeter og Persephone.

=Demeter.=

Demeter er en Agerdyrkningsgudinde (en chthonisk Gudinde), der snart opfattes som en Gudinde for selve Jorden, som en "Moder Jord" (Gaia), men hyppigere som Gudinde for det paa Jorden voksende Korn, "den tørre Afgrøde", mens "den fugtige Afgrøde" (Vin og Frugt) skænkes Menneskene af Dionysos.

Demeter er altsaa en Gudinde af lignende Art, som Hera oprindeligt var; men medens Hera hævedes op til at blive Himmeldronning i den olympiske Gudekreds, vedblev Demeter fortrinsvis at have sit Hjem paa og i Jorden, selv om en Mythe gjorde hende til Zeus's Søster og elskede. Hos Homer spiller hun kun en underordnet Rolle, en naturlig Følge af, at hun som Agerdyrkningsguddom væsentlig var en Gudinde for Bønder, som kun stod i fjærnere Forhold til den Overklasse af Riddere, om hvis Liv og Kampe Iliaden og Odysseen fortæller.

=Magiske Handlinger knyttede til Demeter.=

Flere magiske Handlinger, der gik ud paa at sikre sig rigelig Høst, sattes i Forbindelse med Demeter; Ved Thesmophoriefesten,[21] en agrarisk Fest, der fejredes ved Saatid om Efteraaret af Kvinderne til Ære for Demeter, kastede man Svin, hvilke Dyr paa Grund af deres Frugtbarhed var helligede Frugtbarhedsgudinden Demeter, ned i underjordiske Huler, hvorfra man atter tog raadne Kødstykker op (rimeligvis af de Dyr, der var kastede ned ved det foregaaende Aars Thesmophoriefest) og blandede disse med Sædekornet for derved at sikre sig rigelig Afgrøde[22].

[21] Agerdyrkningen muliggør et ordnet Samfund og fastere Familieliv. Derfor kaldes D. Thesmophoros, den lovgivende, eller den, der værner om Ægteskabet.

[22] I Kurland har det været Skik ved Bygsaaningen at stikke en Svinehale ned i Jorden, »for at Aksene kunde blive lige saa lange som Halen.«

Al Plantevækst er afhængig af Solen, og naar man ikke havde Sol nok, tændte man store Baal for gennem saadanne kunstige Sole ad magisk Vej at tvinge den virkelige Sol til at give Lys og Varme nok til Planter, Dyr og Mennesker. Man kunde ogsaa tænde Fakler og med disse løbe rundt om Markerne; ved dette Fakkelløb udbredte man Ilden over saa stor en Strækning Land, som det overhovedet var muligt, og derved øgedes Jordens Frugtbarhed.

=Demeters Attributer.=

Paa Grund af Faklens Anvendelse til Fremme af Frugtbarheden tænkte man sig almindeligt, at Demeter selv bar Fakler. Desuden udstyredes hun med Aks og Valmuestængler med Frøkapsler paa. Valmuekapslen er paa Grund af sine mange Frø, ligesom Granatæblet ved sin Kærnerigdom, blevet et naturligt Symbol paa Frugtbarhed. Desuden maa det huskes, at Valmuefrø i Oldtiden ligesom nutildags var et yndet Krydderi oven paa Brød. Ofte tænktes Demeter ledsaget af Slanger, Jordens og derved ogsaa Frugtbarhedens Dyr, og derfor naturlige Ledsagere for Frugtbarhedsgudinden.

=Demeter, Kore, Persephone.=

Demeter er en moderlig Gudinde og har en Datter Kore, c: Pigen. Forskellig fra dem er oprindeligt Persephone, der hos Homer er Underverdenens frygtelige Herskerinde, snart Enehersker, snart Hades's Dronning; men Persephone trænger sig ind paa Kores Plads og bliver en Datter af Zeus og Demeter, der udvikles til at blive den eneste rigtige Moderskikkelse, græsk Mythologi kender. Og der digtedes en Mythe om, hvorledes Persephone var blevet Dronning i Dødsriget.

=Persephones Bortførelse.=

Persephone gik en Dag og plukkede Blomster paa en Eng, da Jorden pludseligt aabnede sig, og Underverdenens Gud, Hades, kom til Syne, kørende paa sin Vogn. Han røvede den unge Pige og lod Hestene sprænge af Sted igen ned i Underverdenen. Demeter blev fortvivlet, tog 2 Fakler i Hænderne og søgte hende over hele Jorden uden at unde sig Hvile eller Mad. Til sidst aabenbarede Solguden Helios hende, at Persephone beklædte den ærefulde Stilling som Dronning i Underverdenen; men dette trøstede ikke Demeter. Sorgen gjorde hende grim, saa at hun kom til at ligne en gammel, udslidt Amme, der tjener i en Stormands Hus. I sin Forbitrelse hindrer hun al Frugtbarhed. Jorden bærer ingen Afgrøde, Dyrene faar ingen Unger, Menneskene ingen Børn, og intet Offer kan bringes de udødelige Guder. Zeus søger nu at mægle, og Hades maa lade Persephone vende tilbage til Lyset. Men forinden svinger han Kærnen af et Granatæble over sig selv og giver hende den saa at spise; hun kan da ikke mere helt frigives fra Underverdenen, men maa tilbringe en Del af Aaret hos Hades, Resten hos sin Moder[23]. Hermed lod Demeter sig forsone, og hun gav Jorden Frugtbarheden tilbage.

[23] Efter primitiv Opfattelse er den, der har nydt en andens Mad, forbundet med ham, enten for en Tid -- som naar Ørkenaraberens Gæst er tryg i hans Telt, men dræbes, naar han har forladt dette -- eller for bestandigt, som naar den, der har spist i de dødes Rige, normalt ikke mere kan forlade dette. Omvendt fortælles i et gammelt fransk Digt om en Fe, der har taget en Ridder til sig og kun giver ham Lov til at vende tilbage til Jorden, hvis han lover intet at spise der. Ellers kan han ikke komme tilbage til hende.

Naar Hades svinger Kærnen om sig selv (vel omkring sit Hoved), er Meningen utvivlsomt at binde Kærnen og derigennem Persephone fast til Hades. Naar en estisk Bonde paa en bestemt Dag slap Kvæget ud paa Marken, svang han for hver Ko, 2 Kopeker 3 Gange om sit Hoved; disse Penge fik Røgteren, der gik med Dyrene.

Dionysos.

=Almindeligt Grundlag.=

Naturfolk er ofte meget nervøse, dels fordi de lever omgivet af Farer paa alle Kanter, dels fordi de har færre Kundskaber og derfor er lettere at forskrække. Ikke alene uforudsete Begivenheder kan faa dem til at tabe deres Sindsligevægt; men de anvender ofte kunstige Midler (stærke Drikke, larmende Musik og vilde Danse) for at hensætte sig selv i en nervøs Ophidselsestilstand, hvor det føles, som om Sjælen har forladt sit Legeme og hævet sig til Samfund med Gud (Ekstase), eller som om en Gud er steget ned og har taget Bolig i ens Sjæl (Enthusiasme).

=Thrakerne.=

Oldtidens Thrakere fejrede saadanne tøjlesløse Fester til Ære for en Gud, som i Grækenland blev kendt under Navnet Dionysos. Det var en Frugtbarhedsgud, en Sommergud, der ligger i stadig Krig med Vinteren. Om Efteraaret sejrer Vinteren og driver Sommerguden bort; men om Vaaren kommer Sommerguden tilbage og blinder Vinteren eller stikker Øjnene ud paa ham. Denne Tanke ligger bag en Mythe, Homer fortæller om Kong Lykurgos (= Vinteren), der drev Dionysos paa Flugt, saa at han maatte gemme sig i Havet; men til Straf tog Guderne Lykurgos og blindede ham.

Thrakerne fejrede disse Fester (Orgier) om Natten ude paa Bjærgene for lettere at hidse Nerverne ved det hemmelighedsfulde Mørke og den vilde Natur; man bar Fakler i Hænderne, Metalbækkenerne skingrede, Paukerne dundrede, og Fløjternes Toner skar gennem Spektaklet, mens Deltagerne, der mest bestod af Kvinder, styrtede af Sted i Hvirveldanse og ved høje Raab søgte at vække den slumrende Natur til nyt og frugtbart Liv ved Vaarens Komme. Derfor gjaldt det om ved Benyttelse af alle Midler at føle Gudens stærke Kræfter strømme gennem sit eget Legeme. Festdeltagerne svingede Slanger i Hænderne og lod dem glide inden for Klæderne langs deres Legeme; thi Slanger er en Aabenbaringsform for Frugtbarhedsguden Dionysos, og den, der kommer i Berøring med Guden, fyldes af hans Styrke. Dionysos aabenbarede sig ogsaa i de tilstedeværende Offerdyr; i helligt Raseri styrtede Festdeltagerne sig over dem, rev dem i Stykker og spiste dem raa for paa denne Maade at optage Guden i sig; endvidere klædte man sig i Offerdyrets aftrukne Skind for ogsaa derved at blive et med Gud. Hele denne ejendommelige Kultus svarede til de religiøse Forestillinger, man havde om selve Guden Dionysos. Over alt hvor han drog hen, tænktes han at være ledsaget af en Skare rasende Nymfer, de saakaldte Mainader, og af de kaade mandlige Satyrer med deres Høvding, den gamle Silen.

=Dionysos trænger ind i Grækenland.=

Den dionysiske Ekstase var oprindeligt noget ret fremmed for Hellenerne. Homer kender den dog allerede; men Dionysos er hos ham endnu ikke Medlem af Gudefamilien paa Olympen. Paa Parthenonfrisen sidder han derimod i deres Kreds som en af deres egne. I Mellemtiden har Dionysosdyrkelsen sat sig fast i Grækenland. Det har været en religiøs Gæringstid, hvor Landet var oversvømmet af de saakaldte Bakider (Forkyndere) og Sibyller c: Mænd og Kvinder, der i dionysisk Begejstring profeterede om dunkle Ting, rensede for Synd og helbredede for Sygdom (Sygdom og Besmittelse er jo for den primitive Mand en Virkning af onde Aander, der kun er synlige for Seeren, som derfor alene er i Stand til at bringe Hjælp).

=Modstanden mod Dionysos.=

Denne nye Kultus havde megen Modstand at overvinde, inden den trængte igennem. Spor af denne Kamp findes i forskellige Sagn.

I Orchomenos i Boiotien vilde Kong Minyas's tre Døtre ikke deltage i Orgierne, men blev hjemme og passede Hus og Væv. Herved vaktes Dionysos's Vrede. Han lod Ranker af Vedbend og Vin slynge sig om Væverstolene, og fra Loftet dryppede Vin og Mælk. Gudens Vælde gjorde de tre Kvinder ude af sig selv, saa at de sønderrev den enes lille Søn, som om det var en Hjortekalv, og stormede vedbendsmykkede ud til Mainaderne paa Bjærgene, glemmende alle huslige Pligter.

Pentheus, Konge i Theben, modsatte sig ligeledes Dionysosdyrkelsen, hvori baade hans Moder og Mostre deltog ude i Bjærgskovene. For at udspejde dem gemte han sig mellem Grenene paa et højt Fyrretræ; men Kvinderne opdagede ham, rykkede med Raseriets Kræfter hele Træet op og søndersled ham Lem for Lem. Hans egen Moder satte hans afrevne Hoved paa en Thyrsosstav og viste det triumferende frem, som var det Hovedet af en Løve, dræbt paa Jagt.

=Sejren.=

Naar Dionysoskulten alligevel trængte sejrrigt frem, var Grunden først og fremmest den, at her bødes der Grækerne noget virkeligt nyt. Olympens Guder levede i ophøjet Ro deres eget Liv, og til dem kunde ingen dødelig komme; naar Livet var forbi, maatte Menneskets Sjæl til det trøstesløse Hades. Men den dionysiske Religion imødekom en almenmenneskelig Trang til at lade sig henrive til Begejstring og svælge i mystiske Tanker og Fantasier, til at føle sig hævet ud over sine egne snævre Grænser og blive et med Gud.

En praktisk Støtte fandt den nye Religion i Delphoi. Apollon delte sin Magt med den nye Gud, og ved Vintertid, naar Apollon er borte fra Delphoi, fejrede man paa Parnassets Tinde orgiastiske Fester for Dionysos, ligesom Oraklet søgte at udbrede Dionysosdyrkelsen til Egne, hvor den endnu ikke var kendt.

=Dionysos i Grækenland.=

Dionysos vedblev paa græsk Grund at være den Gud, der vækker Ekstasen i Mennesker, og han vedblev at være en Frugtbarhedsgud, der ikke alene gav den begejstrende Vin, men ogsaa beskyttede anden Træavl og Agerdyrkning. Vedbendbladene vedbliver at holde sig grønne om Vinteren, naar andre Planter visner; derfor blev denne Plante naturligt helliget Frugtbarhedsguden Dionysos. Men derimod søgte Grækerne med deres Sans for Orden og Harmoni at omskabe de tøjlesløse Nattesværmerier til mere regelbundne Fester.

Ligesom Hermes var Dionysos i Grækenland baade Gud for Frugtbarhed og for de døde Sjæle. Den under Hermes omtalte Anthesteriefest fejredes i Slutningen af vor Februar, hvor Foraaret begynder i Grækenland; den varede 3 Dage og gjaldt baade for Dionysos og de dødes Sjæle. Vinen fra forrige Aars Høst var nu afgæret, man stak Vinbeholderne an og bragte et Førsteoffer deraf til Dionysos, inden man selv begyndte at bruge den. Man smykkede sig med Blomster, maskerede sig, gik i festlige Processioner, hvor man drillede hinanden med Liv og Lyst, drak om Kap, afholdt Væddekampe og fejrede saaledes den nye Vaars og Frugtbarhedsgudens Komme. Samtidigt forsømte man ikke at sætte rigelig Mad og Drikke frem for Sjælene, som kom paa Besøg i de levendes Huse.

=Dramaet.=

Ud af Dionysosfesterne voksede de forskellige Arter af det græske Drama: Tragedie, Komedie og Satyrspil, uden at vi ved noget om, hvorledes dette er foregaaet i Enkeltheder. Den første egentlige Tragedie opførtes i Athen 534, men de ældste opbevarede er fra de store Perserkampes Tid. Hvad Ordet Tragedie betyder, er usikkert. Udgangspunktet for Komedien (Optogssang) er private Optog, hvor man fejrede Dionysos, sang kaade Sange og slog om sig med Vittigheder, der sigtede til Døgnets Begivenheder. Omkring 487 tog Staten Ordningen af disse Optog i sin Haand, og deraf udviklede sig den egentlige Komedie. Den tredje Art var Satyrspillet, kaldet saaledes, fordi Koret bestod af Satyrer.

=Dionysos's ydre Skikkelse.=

Dionysos havde mange Skikkelser. Navnlig tænkte man sig ham til Stede ved de orgiastiske Fester i Tyreskikkelse, og Deltagerne kunde derfor smykke sig med Tyrehorn for at efterligne deres Gud. Han tænktes ogsaa som et Træ. Af et Træ kunde man hugge de nederste Grene bort, saa kun Stammen blev tilbage, hænge en Kappe der omkring og sætte en Maske oven over Kappen, mens man lod Grenene foroven blive siddende, -- og Billedet af Guden var færdigt. Billedhuggerkunsten fremstillede ham i Menneskeskikkelse, først som en ældre, skægget Mand, senere som en Yngling med ret kvindagtig Legemsbygning.

En Mythe fortalte, at Dionysos engang blev fanget af Sørøvere, der ansaa den smukke, unge Mand for en Fyrstesøn, som de vilde tjene gode Løsepenge paa. Men Guden lod dem føle sin Vælde. Vinranker og Vedbend slyngede sig om Master og Tovværk, en Strøm af Vin skyllede hen over Dækket, og Guden selv blev til en Løve, der styrtede løs paa Søfolkene, som i Forfærdelse sprang i Havet og blev forvandlede til Delfiner.

Guden træder i denne Mythe frem som Løve, som Vedbend og Vinranker, som Vin og som Menneske. Naar han kommer paa et Skib, maa det huskes, at det er en almindelig mythologisk Forestilling, at der er Vand mellem Guder og Mennesker, og det ligger da nær at tænke sig, at naar Dionysos om Foraaret vender tilbage til Mennesker, kommer han om Bord paa et Skib, der kan være ledsaget af Delfiner, og hvis Master være omvundne af Ranker (Smlgn. Kong Skjolds Ankomst paa et Skib). I Smyrna fejrede man i Oldtiden Foraarsfester til Ære for Dionysos, hvor et Skib i festligt Optog førtes gennem Gaderne. Af Vasebilleder fremgaar det, at man ogsaa i Attike har foranstaltet dionysiske Optog, hvor et Skib blev ført af Sted paa en Vogn.

=Dionysos paa Olympen.=

I det olympiske Selskab optoges Dionysos som en Søn af Zeus og den thebanske Kongedatter Semele; Theben var jo et Sted, hvor Dionysosdyrkelsen tidligt vandt Indpas. Hera, der blev skinsyg paa Semele, lokkede hende til at bede Zeus vise sig i al sin Vælde, hvad den dødelige Kvinde ikke kunde taale; men hun fortæredes af Himmelkongens Ild. Zeus tog det ufødte Barn ud af hendes Moderskød og gemte det i sit eget Laar til Fødslen, hvorefter Hermes bragte den spæde Dionysos til Nysabjærget (en poetisk, ikke en geografisk Lokalitet), hvor Nymferne opfostrede det.

IV. Lyslande og Afgrunden.

Der fandtes hos Grækerne, som hos mange andre Folk, en vidt udbredt Tro paa, at Menneskenes Sjæle efter Døden flyttede ned hver i sin Grav, hvor de da fortsatte deres Tilværelse, væsenligt paa samme Maade som i levende Live. Men ved Siden deraf fandtes der ogsaa hos Grækerne forskellige Forestillinger om fælles Dødsriger, der snart tænktes lyse og lykkelige, snart skumle og mørke.

=I. Lyslande.=

Elysion og de saliges Øer var saadanne herlige Dødsriger, der laa langt mod Vest, hvor Solen syntes at gaa ned i et stort Hav. Mellem levende og døde tænkte man sig, der var Vand ligesom mellem Guder og Mennesker. For almindelige dødelige var der ingen Adgang til disse Steder; men Guderne kunde gøre en Undtagelse, med hvem de vilde, fri dem for Dødens Smerte og henflytte dem hertil. Da Menelaos blev gammel, førte Guderne ham til Elysion, ikke fordi han personlig havde gjort sig fortjent dertil; men fordi han var gift med Zeus's Datter Helena.

Et tredje Navn for dette lykkelige Land i Vest var Hesperidernes Have. Hesperiderne var Døtre af Natten og vogtede i deres Paradishave et Træ, der bar gyldne Æbler og vogtedes af en Slange. Denne Kostbarhed var en Bryllupsgave fra Jorden til Hera, dengang hun ægtede Zeus.

=II. Afgrunden.=

Et, som Regel mørkt og skummelt, Dødsrige tænktes i Jordens Indre.

=Sædvanlige Hadesforestillinger.=

De sædvanlige Forestillinger om Hades, saaledes som de navnlig findes hos Homer, skildrer dette Sted som et mørkt og fugtigt Opholdssted, saa uhyggeligt, at Achilles foretrækker at trælle for en fattig Mand paa Jordens Overflade fremfor at være den øverste Herre blandt de døde Skygger. Floden Styx danner Grænsen mellem Hades og Oververdenen, og Færgemanden Charon er uafladeligt i Bevægelse for at sætte de døde over.

Forskellige onde Dæmoner hører hjemme i dette Dødsrige. Mest kendt er ~Kerberos~. Naar en død er lagt i Graven, opløses Kødet hurtigt, og de nøgne Knokler bliver tilbage. Denne Opløsningsproces forklarede Grækerne sig ved at antage, at der i Jorden levede et Uhyre, Kerberos, der flængede de dødes Kød fra Knoklerne. Senere ændredes Opfattelsen af Kerberos, der nu blev en Porthund, der stod paa Vagt foran Indgangen til Kongepaladset i Dødsriget.

En lignende Dæmon som Kerberos er ~Eurynomos~ (den-om-sig-ædende), der paa et Maleri var fremstillet sortblaa som en Spyflue og siddende paa et Gribbeskind, i Færd med at flænge Kødet af Ligene med sine Hugtænder.

Ogsaa ~Erinyerne~, oprindeligt myrdede Menneskers Sjæle, der færdedes paa Jordens Overflade for at straffe Morderne, fik tidligt Plads i Hades, hvorfra de kunde vende tilbage til Jorden, navnlig for at straffe visse grove Forbrydelser som Mord og Mened. Som Tugteredskaber anvendte de Svøber og Fakler.

=Hadesopfattelsen i de eleusinske Mysterier.=

De, der lod sig indvie i de saakaldte eleusinske Mysterier, der fejredes til Ære for visse underjordiske Guddomme, haabede derved at gøre sig fortjente til en særlig lykkelig Lod, naar de efter Døden skulde ned i Dødsriget. De ventede en Tilværelse i Lys og Lykke, hvor de skulde danse paa blomsterrige Enge.

=Orphikernes Hades.=

Orphikerne var en religiøs Sekt, inden for hvilken der fandtes flere Retninger.

En orphisk Retning lovede de indviede en evig Rus, liggende til Bords i Hades med Kranse om Hovedet, mens deres Slægt levede efter dem paa Jorden. De uindviede derimod skulde kastes i Pølen. -- Rusen er det naturlige Middel til guddommelig Inspiration, til Sjælens Løftelse. Meningen med Mudderpølen er den, at det Menneske, der ikke i levende Live har gennemgaaet de orphiske Renselser med Mudder, i al Evighed skal døje denne Renselse i Hades uden nogensinde at blive religiøs "ren".

En anden orphisk Retning lærte Sjælevandring. Naar Sjælene kom til Hades, dømtes de af Minos, Aiakos og Rhadamanthys; de gode sendtes til de saliges Øer; de uhelbredeligt onde nedstyrtedes til Tartaros; de, der kunde forbedres, straffedes dels i Hades, dels sendtes de tilbage til Jordens Overflade for at leve et eller flere nye Liv, til de var rensede nok til at slippe ud af "Kredsen" (af bestandigt nye Inkarnationer).

=Hades bliver til et Helvede.=

Den gammeldags græske Religiøsitet tog Livet, som det var, og spekulerede ikke over, om det var retfærdigt eller ikke. Da græsk Religiøsitet var naaet til at tumle med Tanker om Synd og Straf, mente man, at Synderne skulde straffes _før_ Døden; skete dette ikke, var man ogsaa tilfreds med, at Syndernes Børn eller Børnebørn blev straffede; saaledes hos Solon. Først da den gamle Slægtsfølelse var afløst af Følelsen for Individet som Enkeltperson, der selv skal staa til Regnskab for sine egne Handlinger, og da man endvidere var naaet til Troen paa en virkelig og ikke skyggeagtig Tilværelse efter Døden, var der Mulighed for en Tro paa et Pinested i egentlig Forstand efter Døden, et Helvede. Af Pinemidler anvendtes -- foruden den før nævnte Mudderpøl -- navnlig Ild. Ilden havde tidligere været opfattet som et Renselsesmiddel (smlgn. Achilles's Ilddaab og den katholske Opfattelse af Skærsilden), men blev nu til et Strafferedskab (smlgn. Erinyernes Fakler). Man befolkede ligeledes Hades med vilde og gloende Mænd, der bandt Hænder og Fødder paa de skyldige og slæbte dem af Sted over Torne og Tidsler. Denne Tro skyldtes navnlig Orphikerne.