# Græsk Mythologi

## Part 3

Book page: https://www.cyberlibrary.org/da/books/gr-sk-mythologi-34178/index.md

Da Grækerne fra deres eget Land kom ud paa Ægæerhavets Øer og videre til Lilleasien, fandt de der, navnlig paa Øen Delos og i Landskabet Lykien, en Gud, der dyrkedes i Huler og ansaas for Landets Herre. Ham optog de i deres egen Religion under Navn af Apollon.

Denne ugræske Gud er naturligvis oprindeligt græskfjendtlig. I den saakaldte homeriske Apollonhymne ser vi de Olympiske Guder springe op fra deres Sæder af Angst for Apollon, naar han træder ind i deres Forsamling. I Iliaden hjælper han Hektor, er meget virksom ved Patroklos's Drab og skyder Pestpile mod Grækernes Lejr. Naar Vrede fylder ham, "vandrer han frem som Natten" c: en sydlandsk Nat, der indtræder pludseligt og uhyggeligt. Der er næppe nogen Gud hos Homer, der optræder med en saadan Værdighed og Vælde som Apollon; selv Athena bøjer sig for ham, skønt hun ikke er bange for at give Zeus et rapt Svar. Og denne Respekt for Apollon holdt sig Oldtiden igennem; der er ingen græsk Gud, der har haft saadan Indflydelse paa det hellenske Folk i sin Helhed som Apollon i Delphoi.

=Apollons Væsen.=

Hvad Apollon oprindeligt har været for en Gud, vides ikke, lige saa lidt som hvorledes det er gaaet til, at saa mange forskelligartede Ting i Tidernes Løb er blevet samlet om Apollon. Formodentlig er forskellige Specialguder smeltede sammen med ham som Lynguden med Zeus.

Apollon er en _ødelæggende_ Gud. Naar Mennesker døde pludseligt -- af Hjærteslag eller lignende, hvad der for de primitive Folk er en gaadefuld og unaturlig Død --, mente man, det var Apollon, der havde skudt dem med usynlige Pile. Dødsfald, der skyldtes indre Aarsager som Bakterier, forstod man heller ikke og mente, de fremkaldtes af Apollons Pile. -- Smlgn. vore Udtryk: Hekseskud, elleskudt.

Men Apollon kan ogsaa _frelse_. Sygdomme opfattes ofte af primitive Folk som en Urenhed, man kan fri sig for ved visse Ceremonier; i simplere Tilfælde kan Mennesker selv besørge Renselsen, som naar Grækerne i Iliadens første Sang selv afvasker Pestens Besmittelse og kaster Smudset i Havet. I vanskeligere Tilfælde maa man ty til Apollons Hjælp; han kan rense og helbrede. En gammel Renselsesgud Phoibos c: den rene, og en Lægegud Paian smelter sammen med Apollon, der baade arver deres Navne og Funktioner. Han gør Kvæget frugtbart og værner Afgrøden mod Markmus, Græshopper og Planterust. Han bliver i det hele Lysets og Livets Gud; en eller anden Solguddom synes at være gaaet op i Apollon, der sluttelig ender med først og fremmest selv at opfattes som Solgud.

Apollon er oprindeligt lige saa lidt som de andre græske Guder en _sædelig_ Magt; men han blev det efterhaanden, navnlig i Delphoi. Ordet Phoibos faar derved Betydningen: ren i moralsk Henseende, og Oraklet i Delphoi blev den øverste Autoritet i moralske og religiøse Spørgsmaal, en Autoritet, som søgte at standse gammel Raahed som Blodhævn og krævede Renhed af Mennesker, ikke alene den ydre, rituelle, men ogsaa af Hjertet.

Mod Sygdomme anvender man paa et primitivt Kulturtrin ikke alene Renselser, men ogsaa Tryllesange, Musik og Besværgelsesdanse. Ordet Paian er ikke alene Navn for en Specialgud og for Apollon; det betyder ogsaa en Tryllesang, som man sang over de syge; senere blev Paian Navn for en Hymne til Apollons Ære eller en Sejrssang i Almindelighed. Det er maaske takket være en saadan Tryllemusik, at Apollon bliver _Gud for Sang og Poesi, Musik og Dans_. Paa Gudeborgen paa Olympen dirigerer Apollon Musernes Korsang til Underholdning for de forsamlede Guder. I denne Egenskab kaldes han Apollon Musagetes (Musefører).

=Apollon som Vandregud.=

Naar en Gud som Apollon har mange spredt liggende Helligdomme, rejser det Spørgsmaal sig, naar han er i hver enkelt af dem. Allestedsnærværende er et Begreb, Grækerne næppe har haft, deres Guder er mere eller mindre stedbundne. Man nøjes da med paa menneskelig Vis at lade dem rejse, og Apollon har ingen fast Bolig, men tænkes at drage fra Sted til Sted til sine spredte Helligdomme; snart svømmer han som en Delfin gennem Vandet, snart flyver han gennem Luften paa en Trefod eller føres af Sted af sit Svanespand. Som omstrejfende Gud bliver han Vejviser for alle Udvandrere; til Lands fløj han foran dem som en Ravn, til Søs svømmede han foran Skibet i sin Delfinskikkelse.

=Apollon paa Olympen.=

Paa Olympen indførtes Apollon som en Søn af Zeus. Denne elskede Leto; men da hun skulde føde sit Barn, kunde hun intet Sted finde Ophold, før hun kom til Øen Delos. Hera, der ikke kunde unde hende at blive Moder til en saa berømt Søn, holdt imidlertid i 9 Dage Fødselsgudinden borte; først ved hendes Ankomst kunde Leto føde sin Dreng, mens "Jorden smilede rundt om dem."

Artemis.

=Artemis's Oprindelse.=

Hvad Ordet Artemis betyder, er usikkert. Rimeligvis er det et ugræsk Navn, bl. a. for den blodtørstige Gudinde, der i Aulis krævede Iphigeneias Ofring, før Flaaden kunde løbe ud mod Troja. Da Iphigeneia var reddet i sidste Øjeblik, flyttedes hun til Taurien som Præstinde for en Artemis, til hvem man ofrede de fremmede, der kom til Landet. Ogsaa den uhyggelige Spøgelsegudinde Hekate smeltede delvis sammen med Artemis.

=Artemis's Væsen.=

Bortset fra saadanne barbariske og uhyggelige Træk er Artemis i Almindelighed en naadig og populær Gudinde. Hun er Gudinde for de Goder, Naturen giver, uden eller kun for en Del ved Menneskers Indgriben eller Medvirken. Hun raader for Kilder, Floder og Søer, som giver Planterne Trivsel; derved bliver hun Gudinde for Agerbruget og kræver sit Offer af Høstudbyttet; faar hun det ikke, bliver hun vred (Sagnet om den kalydoniske Jagt). Hun færdes som Jægerinde paa Fjæld og i Skov, væbnet med Bue og Pil; i Kunsten fremstilles hun ofte ledsaget af Hjorten, Grækenlands ædleste Storvildt. Jagten spillede mange Steder en stor Rolle som Næringsvej, og naar Jægeren kom hjem med godt Udbytte, forsømte han ikke at nagle Hovedet af et dræbt Dyr paa en Træstamme eller Stang som Offer til Artemis. -- Artemis's Helligdomme staar gerne ved en Kilde, i en Lund, i en Grotte eller i dybe Dale paa blomstersmykkede Enge, hvor Fugtigheden holder sig selv i den hede Sommertid, der svider al Plantevækst paa højere Steder.

Artemis selv er den strenge Jomfru, hvem al Elskov staar fjærnt. Dyrenes Unger og Menneskenes smaa Børn staar særligt under hendes Varetægt; men ved Siden heraf beskytter hun Ægteskab og Barnefødsler. Bruden ofrer hende sine Barndomsdukker og Legetøj før Brylluppet.

=Artemis's Nymfer.=

Artemis kommer ikke alene; hun er ledsaget af sine Nymfer, Naturens Gudinder. Artemis er i Grunden blot den fornemste blandt Nymferne, hun er deres unge Dronning, paa lignende Maade som Silen er den mest kendte blandt Satyrerne, og hos germanske Folk Ellekongen er den øverste af det hele Ellefolk. Artemis er en støjende Gudinde; naar hun stormer af Sted med sit Følge, fylder hun Skove og Bjærge med Larm.

=Artemis paa Olympen.=

Oprindeligt er der ingen Forbindelse mellem Artemis og Apollon; men i den olympiske Gudeforsamling indførtes Artemis som en Tvillingsøster til Apollon. I disse nye Omgivelser blev Artemis ikke længere en Gudinde for Frugtbarhed og Forplantning, men udelukkende en jomfruelig Gudinde, en ung Sportskvinde, der yndede at færdes i den frie Natur og hærde Kræfter og Energi, navnlig ved Jagt. Hun tænktes rank af Vækst og klædt i en kort Sportskjortel, som i den velkendte Statue: Artemis fra Versailles, der nu staar i Louvre. Det er hende, der skænker de unge Piger en slank Vækst, mens Aphrodite giver dem Ynde.

Apollon antoges at dræbe Mennesker med sine usynlige Pile. Denne Bestilling maatte han nu dele med sin nye Søster, saaledes at Apollon tænktes at skyde Mænd, Artemis Kvinder. Artemis kaldes af Homer "en Løvinde for jordiske Kvinder, saa hun kunde dræbe, hvem hun vilde".

Hermes.

=Hermes og de døde.=

Utvivlsomt er Hermes en meget gammel Gud i græsk Religion, og han maa ses i Sammenhæng med de ældste græske Begravelsesskikke, vi kender. Oprindeligt begravedes de døde inde i Huset, nær Arnen og den Midterstang eller Pille (Herme), der stod midt i den runde Hytte, eller de begravedes under Dørtærsklen eller foran Indgangsdøren; endnu i vore Dage tros det mange Steder, at de dødes Sjæle sidder ved Dørtærsklen. Men efterhaanden maatte Begravelserne flyttes længere bort, til Byens Torv, langs Vejene, ved Markskellene eller Landegrænserne.

Hermes er nu en Legemliggørelse af og Gud for alle disse døde Aander, som Artemis er Nymfernes og Silen Satyrernes Fører, og der rejstes Hermer (firkantede Stenpiller med et Hoved og Hals af Guden) for ham ved Døren til private og offentlige Bygninger, paa Torvene, ved Markskel og Landegrænser.[12] Ligesom de døde bevæger Hermes sig hurtigt omkring; Fantasien udstyrede ham med Vinger paa Fødderne, hvad der svarer til Syvmilestøvler, Lykkens Galosjer el. lign. i vore Eventyr. Hans lave Filthat, Petasos, (et almindeligt græsk Rejseklædningsstykke, der havde en bred Skygge til Værn mod Sol og Regn) blev ligeledes udstyret med Vinger. Hermes beskytter omstrejfende Mennesker: Vandringsmænd, Jægere og Købmænd[13]).

[12] Fra Oldtidens Hermer stammer vore Buster.

[13] I uvejsomme Egne i Oldtidens Grækenland sammenkastedes smaa Bunker af Sten, der tjente til Vejvisning for Vandringsmændene, saaledes som man i vore Dage endnu gør f. Eks. i Jotunheim og paa Island. Disse Bunker var helligede Vejguden Hermes; de kendes allerede af Homer (Od. 16, 471) og kaldes »Hermebunker«. De forbigaaende kastede gerne en Sten til Bunken, hvad der vel var et Slags Offer til Vejguden.

Hermed maa ikke blandes Stenbunker af en ganske anden Art. Sten er et meget primitivt Vaaben, og fra gammel Tid er store Forbrydere som Landsforrædere blevet dræbt ved Stening. For at sikre sig, at den dræbtes Sjæl ikke rev sig løs, kunde man ramme en Pæl gennem Liget, eller det blev en Pligt for hver, der gik forbi, yderligere at kaste en Sten paa Bunken for bedre at tynge den onde Sjæl ned. Paa lignende Maade kunde Selvmordernes Grave behandles.

Endnu i 1917 saa man paa en Plads i Athen en Stenbunke, rejst som en magisk Forbandelse mod Venizelos af hans Fjender. Til Gengæld søgte hans Tilhængere at dække den med Blomster.

=Hermes som Lykkegud.=

Forholdet til de døde er af dobbelt Art. Paa den ene Side vil man gerne beholde dem hos sig og venter sig alt godt af dem; dette gælder afdøde, man har kendt og holdt af. Paa den anden Side føler man en vis Uhygge ved dem; dette gælder de fjærnere staaende. I Overensstemmelse hermed staar Hermes baade Arnegudinden Hestia og Spøgelsegudinden Hekate nær; men han opfattes fortrinsvis som en lykkebringende Gud.

Hermes giver _legemlig Sundhed_, kvægende Søvn og gode Drømme; til ham rettes Aftenbønnen, og man hænger Billeder af ham ved Siden af sin Seng; Sport og Gymnastik staar under hans Omsorg.

Hermes er _Børnenes_ Gud, han sender dem til Forældrene, og naar de er fødte, er det særligt ham, der tager sig af dem, (f. Eks. den nyfødte Dionysos).

En pludselig, uventet Gave kaldte Grækerne en _Hermesgave_ (Hermaion). Ogsaa det flittige Arbejde lønner Hermes: han giver rig _Høst_, men navnlig lader han _Smaakvæget_ formere sig, Faar og Geder, hvoraf der fandtes og endnu findes mange i det bjærgrige Grækenland. I Arkadien gjaldt han for at være Fader til Bukkeguden Pan. I Tanagra i Boiotien troede man, at Hermes een Gang om Aaret løb 3 Gange omkring Byen med en Vædder paa Skuldrene. Dyret skulde, naar det blev baaret omkring en By og dens Marker, ligesom opsuge i sig alt det onde, der var inden for den afgrænsede Kreds, og gøre denne til en ren og hellig Plet; naar man derefter skilte sig ved Dyret, var man med det samme fri for alt ondt. -- I Kunst fremstilles Hermes ofte bærende en Vædder eller Kalv paa Skuldrene; det er saadanne Figurer, der blev Forbilledet for Fremstillingen af Kristus som den gode Hyrde, der bærer det vildfarende Faar hjem til Hjorden.

=Hermes's Moral.=

Som Mennesker selv er, saaledes tænker de sig deres Guder, og Hermes's Moral skildres ofte som lige saa grovkornet, som de halvvilde Hyrders, hvis Gud han er. Naar det kan lykkes disse at rane andres Dyr og bagefter snakke sig fra det hele, er det Hermes, de kan takke herfor. Han er jo Veltalenhedens Gud. Han beskytter endvidere aabenbare Tyveknægte og Folk, der kan klare sig ved en behændig Ed (næppe egentlig Mened). Om Odysseus' Morfader Autolykos hedder det:

for Snuhed og listige Eder pristes Autolykos højt; den Kløgt ham en Gud havde givet, Hermes, thi ham til Behag tykflommede Bove han ofte risted af Lam eller Kid, og huldt ham Guden beskærmed.

Da Guderne dannede den første Kvinde, Pandora, var det Hermes, der lærte hende at lyve, tale indsmigrende og være snu.

=Hermes som Sjæleledsager (Psychopompos).=

Naar et Menneske er død, skynder de efterlevende sig at lukke hans Øjne, for at ikke de brustne Blik skal tage en af de levende med sig. Ogsaa Hermes kan med sin Stav lukke Øjnene paa de døde og føre dem til Underverdenen, saaledes som han gør med de Bejlere, Odysseus har dræbt. En Gang om Aaret, ved Anthesteriefesten, aabner han atter Øjnene og fører dem tilbage paa et 3 Dages Besøg i deres gamle Hjem paa Jorden, hvad der altid føles som noget uhyggeligt af de efterlevende.

I Gudeforsamlingen paa Olympen fik Hermes lignende Opgaver som paa Jorden. Da de 3 Gudinder, Hera, Athena og Aphrodite skulde til Skønhedskonkurrence hos Paris, maatte han ledsage dem paa Vejen, og da Zeus's lille Søn Dionysos skulde i Pleje hos Nymferne, var det atter Hermes, der maatte tage sig af det lille Barn og bringe ham til dem. I Haanden bærer han en Heroldstav, den saakaldte Kerykeion[14].

[14] Hermes's Stav Kerykeion tænktes almindeligt omsnoet af 2 Slanger -- Jordens Dyr, der antages at bringe Frugtbarhed og Lykke, og i hvis Krop døde Menneskers Sjæle kunde tage Bolig; øverst oppe vendte Dyrene Hovederne mod hinanden. I historisk Tid brugtes en saadan Stav som et Parlamentærflag i Nutiden. -- Den oprindelige Mening med Hermesstaven er uklar; formodentlig er flere Ting blandet sammen. Paa et kendt Vasebillede, hvor Hermes kalder de døde op af Graven, bærer han Kerykeion i venstre Haand, i højre en Tryllepind (Rabdos), hvormed han foretager sin magiske Opvækkelse.

[1. En Stav er et primitivt Vaaben, og hos Homer ser vi Konger, Præster, Dommere, Talere i Folkeforsamlinger bære Stav (Græsk: Skeptron) som Tegn paa Magt og Ukrænkelighed. (Smlgn. nyere Tids Kongesceptre, Bispestave, Marsjalstave). 2. Stave kan ogsaa være Tryllepinde (Græsk: Rabdos); med en saadan forvandler Kirke Odysseus' Folk til Svin, og Hermes lukker med en Rabdos Øjnene paa de af Odysseus dræbte Bejlere og fører dem til Hades. -- Moses og Aron forvandlede med deres Stave Nilens Vand til Blod. 3. Folketroen kender endvidere Mirakelstave, der varsler kommende Lykke og Storhed for Ejermanden: Arons Stav frembringer Blomster og modne Mandler og bekræfter derved hans Valg til Præsteembedet. At Tannhäuser har faaet Tilgivelse for sine Synder, sluttes af, at Pavens Stav skyder frisk Grønt; at Josef er Jomfru Marias udvalgte Brudgom ses af, at hans Stav skød Blomster og Blade. Scenen er kendt fra Raffaels Billede »lo sposalizio«, Trolovelsen].

=Den homeriske Hymne om Hermes.=

Den homeriske Hymne om Hermes opfatter ham som en Slags Dværg eller Nisse, der er fuld af Spilopper, og den fortæller med megen Humor om hans 2 første Levedage.

Han gøres til en Søn af Zeus og Maia (Morlil), der lever i en Hule paa Kyllenebjærget i det kvægrige Arkadien. Han kom til Verden en Morgenstund, men havde straks Hovedet fuldt af Skælmsstykker, saa at han listede sig op af Svøbet og ud af Hulen. Han mødte en Skjoldpadde, som han bar hjem, dræbte, og af dens Skal dannede han den første Lyre, spillede og sang en improviseret Vise om sine Forældres Kærlighed og sin egen Fødsel. Derefter lagde han sig igen til Ro i sit Svøb.

Atter forlod han Hulen og gik paa Vandring. Ved Solnedgang naaede han til Pierien, hvor han fandt Gudernes Kvæg og tog 50 Okser, der tilhørte Apollon. Disse lod han gaa baglæns foran sig, og for at gøre sine egne Spor ukendelige bandt han Myrtegrene under Fødderne[15]. Da han henad Morgenstunden naaede til Alpheiosfloden, drev han dem ind i en Hule, tændte Ild, slagtede 2 af dem, stegte Kødet og spændte Huderne ud paa Klippen. Derefter vendte han hjem og smuttede som en Taage ind gennem Dørlaasen.[16] Han lagde sig til Rette i sit Svøb og trykkede Lyren ind til sig.

[15] Myrten befrier for Træthed. Stak en Vandringsmand en Myrtegren i Bæltet, kunde han blive ved at gaa.

[16] I Folketro gaar Sjælene ud og ind gennem Dørlaasen. Derfor siger man i Rhinland, at naar en Nøgle falder ud af en Dørlaas, dør der et Menneske i Huset.

Apollon faar imidlertid Nys om, hvor Tyven er, og kommer til Kyllenes Bjærghule. Hermes nægter at vide Besked og tilbyder at bekræfte sine Ord med Ed; for øvrigt blinkede han med Øjenlaagene, trak Brynene til Vejrs, saa snart paa en Ting, snart paa en anden og gav sig til at fløjte for at tilkendegive sin fuldstændige Ligegyldighed for Apollon. De gaar til Zeus for at lade ham skille Trætten, Svøbelsebarnet foran. Zeus morer sig og sender dem ud for i Fællesskab at lede efter det tabte Kvæg; det findes, og der indgaas et Forlig, hvorved Hermes beholder Kvæget, men overlader Apollon sin Lyre.

Hestia.

=Det almindelige Grundlag.=

Arnen er Centret i den primitive Menneskebolig. Der tilberedes Maden, derfra faar man Lys og Varme, om den samles familiens Medlemmer efter endt Arbejde for at samtale og hvile. Den store Betydning, som Arneilden har i Familiens daglige Liv, forklarer visse symbolske og magiske Handlinger, der foretages hos forskellige Folk paa Jorden; saaledes stødes f. Eks. ved Bryllupper hos Santalerne brændende Trækul fra Kvindens Hjem i en Morter, og Emmerne slukkes med Vand; derved slukkes for hende Ilden i hendes eget Barndomshjem, og hun hører nu kun hjemme i sin Mands Hus. Paa Øen Timor (øst for Java) maa Ypperstepræsten under Krig blive i Templet og Dag og Nat holde Ilden brændende. Gaar den ud, køles Kampmodet hos de fraværende Krigere.

=Den græske Hestia.=

Den Guddom, der raadede for Arneilden, tænkte Grækerne sig kvindelig, enten fordi Ordet Hestia (Arne) er Hunkøn, eller fordi Ildens Pasning fortrinsvis paahviler de hjemmeblivende Kvinder. Hestia var Jomfru og en ærværdig Gudinde, som dyrkedes i _private Hjem_, hvor et nyfødt Barn 5 Dage efter Fødslen blev baaret rundt om Arnen og fik Navn og Gaver af Slægt og Venner; herved optoges Barnet som Medlem af Familien og blev givet i Husgudernes Beskyttelse[17]. Staten opfattedes som en stor Familie, og i _Statens Hus_ (Prytaneion, Raadhus) brændte den evige Ild, og der beværtede man de Landsmænd, man vilde hædre, og Udsendinge fra fremmede Folk. Statsarnens Ild vedligeholdtes af Kvinder, der endnu var unge Piger, eller som var Enker. Den oprindelige Hensigt med en saadan offentlig evig Ild er utvivlsomt den rent praktiske, altid at have et Sted, hvorfra man kan faa ny Ild, naar ens egen gaar ud; da unge Piger og Enker som Regel har mindre Arbejde at gøre for sig selv end gifte Kvinder, er det naturligt, at det tilfaldt dem at passe den offentlige Ild. Men til denne praktiske Grund til Statens evige Ild kom der snart en mere ideel; den fælles Statsarne mindede alle Borgerne om, at de havde fælles Fædreland og Gudsdyrkelse; naar man rejste til fremmede Lande for at bosætte sig der, tog man undertiden Ild med fra det hjemlige Prytaneion. Den var et Enhedsmærke, som en Rigsfane er det i vor Tid.

[17] Husguderne stod oprindeligt paa eller ved Arnen. De døde, som i ældgammel Tid begravedes ved Arnen (S. 38), havde jo ogsaa Evne til at sende godt og ondt over Familiens Medlemmer.

Fremmede og hjælpeløse Mennesker søgte Tilflugt ved mægtige Menneskers Arne, som allerede Odysseus gør det i Alkinoos's Hus. Der beskærmedes de af Hestia, der som Beskytter af ydmygt bedende staar Zeus nær.

Nogen udpræget Personlighed blev Hestia ikke; i Grunden blev hun aldrig løsnet fra sit Element: Arneilden, og derfor fortælles der næsten heller ingen Myther om hende. I hendes Helligdomme saas ingen Statue af hende; den paa Altret altid brændende Ild var hendes ydre Billede.

Aphrodite.

(Adonis, Eros).

=Aphrodite er oprindeligt en orientalsk Gudinde.=

De fleste semitiske Folk dyrkede en Frugtbarhedsgudinde, der paa de forskellige Steder havde forskellige Navne, f. Eks. Mylitta, Istar, Astarte, Asjtoret. Fra Orienten kom denne Gudinde med de søfarende foinikiske Handelsfolk ud til de græske Øer, navnlig Kypern og Kythera, eller til vigtige Handelsbyer paa Grækenlands Fastland som Korinth. Grækerne kaldte hende Aphrodite (vel blot en Fordrejelse af Asjtoret) og gav hende Tilnavnene: den kypriske eller den kythereiske[18].

[18] Sprogligt forfejlet er Grækernes eget Forsøg paa at forklare Aphrodite som »den skumfødte«, af Ordet aphros, Skum.

=Aphrodites Magtomraade.=

Aphrodite er hos Grækerne som i Orienten en Frugtbarhedsgudinde -- ikke nogen egentlig Ægteskabsgudinde, thi det er Hera; men hun vækker den pludseligt opdukkende Elskovslængsel i Guders og Menneskers Bryst. Hun har ogsaa Magt over alle Fugle, Land- og Vanddyr; Bjørne og Pantre følger hende logrende. Dyrkede Træer og Planter staar under hendes Beskyttelse, navnlig Roser og Myrter; hvor hun sætter sin Fod, spirer Græsset frem under hendes smidige Gang. Aphrodite selv maa bøje sig for Kærlighedens Magt; hun elsker saaledes den troiske Prins Anchises og faar med ham Sønnen Aineias; bekendt er ogsaa hendes Elskovsforhold til Ares, med hvem hun fik Sønnen Eros.

=Aphrodite paa Olympen.=

Allerede hos Homer er Aphrodite optaget i Gudefamilien paa Olympen; men hun er en halvvejs uhyggelig Dæmon, der lokker Helena til at forlade sit Hjem i Sparta. Helena føler det uværdige ved at være hos Paris i Troja; men hun magter ikke at rive sig løs fra Aphrodites Magt. En Mythe fortalte, at hun var opstaaet af Havets Skum og af Vestenvinden først ført til Kythera og dernæst til Kypern, hvor Horaerne smykkede hende med herlige Klæder, gav hende Gulddiadem paa Hovedet, fæstede Guldsmykker i hendes Ører og hængte gyldne Ringe om Hals og Bryst[19]. Derefter førte de hende ind i de udødelige Guders Forsamling.

[19] I ægæisk Tid var de fornemme Kvinder elegant klædte og overlæssede med Guldsmykker. Herfra stammer vel Forestillingen om »den gyldne, sødtsmilende A. med det livlige Blik«.

=Adonis.=

Livets Frugtbarhed er uadskilleligt forenet med Livets Undergang. Begge Dele kommer frem i den Mythe og den Kultus, som er knyttet til Adonis, Foraarets og Livsfornyelsens Gud, der baade elskes af Frugtbarhedsgudinden Aphrodite og af Dødsrigets strenge Dronning Persephone.

=Mythen.=

Myrrha hed en ung Kvinde, der blev forvandlet til et Træ, kort Tid før hun skulde være Moder. Det ufødte Barn udvikledes imidlertid stadigt bag Træets Bark, til denne en Dag brast, og en Dreng kom til Verden, som fik Navnet Adonis (af det foinikiske Adon, d. v. s. Herre). Først vandt han Aphrodites Kærlighed; men en Dag blev han dræbt af et Vildsvin og maatte gaa til Hades, hvor nu Persephone blev indtaget i ham. Aphrodite vilde dog ikke opgive ham, og ved de andre Guders Mellemkomst bestemtes det, at han en Del af Aaret skulde være hos Persephone i Dødsriget, en Del hos Aphrodite paa Jordens Overflade.

=Adoniskulten.=