Part 2

Af alle Naturfænomener er der intet, der paa Grund af sin Pludselighed og Voldsomhed gør saa stærkt Indtryk paa Mennesker som Lyn og Torden. Naar Lynet slaar ned og spalter Træer, dræber Mennesker og Dyr, tror primitive Folk, at Lynguden er faret ned og har frembragt disse Forstyrrelser. Ganske naturligt spørger man, hvorledes denne Lyngud ser ud.

Nu er Øksen jo et Redskab, der mangedobler Menneskets fysiske Kræfter; den blev derfor tidligt -- baade i oldgræsk, ægæisk Kunst og i nordiske Helleristninger -- betragtet som noget overmenneskeligt, en Fetisj, og naar man saa den _Virkning_, Lynet frembragte, laa det nær at tænke sig Lynet som en himmelsk Økse (Stenaldersøkse eller dobbeltægget Bronceøkse, Fig. 1 og 2). Betragtningen af Lynets _Udseende_ (Zigzaglinie) førte til at fremstille Lynguden som et Knippe af 3 Flammer eller som buede Linier, forbundne med en Stilk eller et Haandtag (Fig. 3 og 4).

=Zeus som Naturgud.=

De store græske Guders Navne er som Regel ganske uforstaaelige, formodentlig er de slet ikke græske, men overførte til Græsk fra det Sprog, som taltes af Urindbyggerne, før Grækerne vandrede ind og erobrede deres Land. En Undtagelse er Navnet Zeus, der er et ægte græsk Ord, der genkendes i andre indoeuropæiske Sprog.[7]

[7] Fra en indoeuropæisk Grundform _*djeus_ afledes Græsk Zeus, Latin Ju(piter); Ordet betyder Himmel, Dag, øverste Gud. Af en anden, men beslægtet Grundform _*deiwo-s_ kommer Latin divus og deus, og det nordiske Gudenavn Ty-r; Ordet betyder: Gud, i al Almindelighed, hos vor Folkestamme er det jo Navn for en speciel Gud.

Af Ty-r har Ugedagen Ti(r)sdag Navn. Ty-r har været Tinggud (som Zeus er Rets- og Samfundslivets Gud), og derfor har Ugedagen paa Tysk faaet Navnet: Tingsdag (afslebet og ændret til Dinstag, Dienstag).

Zeus er først selve den buede Himmelhvælving og det klare Dagslys. Da dernæst alt Slags Vejrlig kommer ned over Jorden fra Himmelhvælvingen og Skyerne, siger man paa Græsk: Zeus regner, sner o. s. v., og Zeus faar Tilnavnet Skysamleren og Skysortneren. Uvejr og Nedbør begynder gerne i Grækenland med, at Skyerne samler sig om en Bjergtop, og derfor antages Zeus at bo paa de høje Bjerge, Ida ved Troja, Olympos i Thessalien o. a.

Efterhaanden løsnes Zeus fra sine Elementer, saa at han bliver en fri Gud i Menneskeskikkelse, der troner paa sit Bjerg eller i Himlen og derfra sender Menneskene Lys og alt Vejrlig.

Vi har da to Vejrligsguder, Lynguden og Zeus; men i Tidens Løb blev Zeus mere populær end Lynguden, der mistede sin selvstændige Stilling og blev Zeus's underordnede. Billedet af Lynguden som et Knippe af Flammer blev til den saakaldte Tordenkile, som Zeus holder i sin Haand -- som Thor sin Hammer --, og som han slynger mod sine Fjender. Denne Tordenkile ser paa det store Zeusalter i Pergamon saaledes ud (Fig. 5):

Det Sted paa Jorden, hvor Lynet slog ned, antog Grækerne derved var taget i Besiddelse af Lynguden, og altsaa ham helliget for al Eftertid. Slog Lynet ned i et Træ, betegnedes derved, at Guden valgte sig dette Træ som Ejendom. Nu er af en eller anden Grund Egetræer særligt udsatte for Lynnedslag -- en tysk Forstmand har iagttaget, at disse Træer rammes 60 Gange saa hyppigt som Bøge, -- og da tilmed Egen i tidligere Tid var langt mere udbredt end nu, maatte man hyppigt se Egetræer rammes af Lynet. Deraf forklares Troen paa, at Egetræer stod i særligt Forhold, først til Lynguden, dernæst til Zeus som hans hellige Træ.

Af alle Fuglene er Ørnen Zeus kærest; den bærer hans Lyn og er hans hurtige Sendebud[8].

[8] Nordamerikanske Indianere tilskrev Uvejret en Tordenfugl, der frembragte Vind med sine Vinger, Lynet var Blink i dens Øjne, og den førte Vandposer med sig, hvoraf den pressede Regnen ud. -- I den nordiske Edda tænkes Vinden frembragt af en Jætte i Ørneham, der basker med Vingerne. -- Undertiden fortælles det ogsaa hos Grækerne, at Zeus var i Ørneham, da han røvede Ganymedes op til Olympen. -- Ørnen som Zeus's Attribut skyldes da vel en gammel Forestilling hos Grækerne om, at Vind- og Vejrguden -- ligesom hos andre Folk -- har haft Ørneskikkelse.

=Zeus som Rets- og Samfundslivets Gud.=

Alt Samfunds- og Retsliv foregik i gammel Tid saa vidt muligt under aaben Himmel. Der samles Mænd til Raadslagning og Dom, der aflægges Ed, og der ofres til Himlens Guder. I Solens Lys kan det onde og uretfærdige ikke trives. Som Himmellysets Gud bliver Zeus naturligt ogsaa den øverste Styrer af alt Samfundsliv. Han beskytter Hus og Gaard og den hele By; han vogter Landets Grænser. Han styrer alle Forsamlinger og beskytter Kongerne, der antages at stamme fra ham. Han vaager over Eder, og Retfærdighedens Gudinde Dike (d. v. s. den, der _viser_, hvad der er Sandhed) gøres undertiden til hans Datter. Han stifter Ægteskaber og bestemmer Menneskers Liv og Død. Han ledsager den rejsende, til han naar sit Maal, og han beskytter den, der lever i et fremmed Samfund og er blevet retsløs, saa snart han kom uden for sit Hjemland. Han er i det hele Menneskeslægtens højeste Hjælper og Frelser (Soter); Sejrsgudinden Nike følger ham, og han er selv rustet med Aigiden.

=Hera og Zeus i Olympia.=

Til de mest kendte Helligdomme for Zeus hørte det store Tempel paa den hellige Plads i Olympia, i Landskabet Elis paa Peloponnes.

Den ældste Bebyggelse paa dette Sted kan vel sættes til Aar 1200 f. Kr. Disse Urindbyggere dyrkede 5 Dværge, der tænktes at bo i en Hule ved Foden af Kronoshøjen. En saadan Dværg kaldtes en Daktyl c: Tommeliden.

Da kom ved Aar 1000 en anden Stamme fra Argossletten, hinsides Bjergene. Fra ældgammel Tid var Hera den fornemste Gudinde i det gamle Kulturcentrum omkring Byerne Tiryns og Mykenai. Hun synes oprindeligt at have været en Jordens Frugtbarhedsgudinde i Skikkelse af en Ko; derfor kalder Homer hende "den kvieøjede". Hendes hellige Fugl er Gøgen, der varsler Foraarets Komme. De Udvandrere, der drog fra Argos til Olympia, tog deres Gudinde med og rejste hende et Alter ved Kronoshøjen.

Nu er Jordens Frugtbarhed afhængig af Himlens Regn, Sollys og Varme. Man digter da en Mythe om et Ægteskab mellem Himlens Gud Zeus og Jordens Gudinde Hera; hun bliver den blændende, skønne og prægtigt klædte Himmeldronning; men hun er egenraadig og lidenskabelig og kommer aldrig til at føle sig rigtigt hjemme paa Olympen.

I Olympia var Zeus Oprindeligt kun en Bifigur til Hera; senere er han blevet Hovedguden. Denne Forandring er efter Traditionen blevet fuldbyrdet paa følgende Maade: Endnu i senere Tider viste man i Olympia Rester af et gammelt Palads, i hvilket Zeus's Lyn engang var slaaet ned. Derved havde Zeus selv taget den hellige Plads i Besiddelse, og nu var det ham, der var Hovedguden, og det hele Terræn blev kaldet Olympia c: det olympiske Land, Zeus's Land; Hera blev i senere Tider væsenligt Ægteskabets Beskytterinde. I Olympia samledes man hvert fjerde Aar, vistnok i Slutningen af September, først og fremmest for at vise, hvad man formaaede af Sport og Gymnastik, den gamle doriske, adelige Overklasses højeste Interesser; men ogsaa Herodot skal her have oplæst Dele af sit Værk og Sofisten Gorgias have holdt Foredrag. Ikke alene de 5 Dage, Legene holdtes, men ogsaa nogen Tid før og efter skulde der herske Festfred, for at Folk kunde rejse i Sikkerhed. Derved fik disse Fester, der bestod i over 1000 Aar, politisk Betydning.

Et stort Tempel var bygget for Hera i meget gammel Tid, maaske allerede i det 8nde Aarhundrede. Det store Zeustempel er først fra det 5te. Gudebilledet i sidstnævnte Tempel var en chryselephantin (d. v. s. af Guld og Elfenben) Statue af Pheidias. Vi kender Statuen gennem Møntbilleder fra Hadrians Tid, og af Hovedet haves der en Marmorkopi. Det er sandsynligt, at vor mest udbredte Kristustype med lange Lokker, Skilning midt i Panden og langt bølgende Skæg stammer ned fra Pheidias's Zeus. I Aaret 408 e. Kr. lod man Zeustemplet i Olympia afbrænde for at gøre en Ende paa Zeusdyrkelsen og de olympiske Lege; men forinden skal Zeusstatuen være overflyttet til Konstantinopel, hvor da den omtalte Kristustype kan være skabt.

Zeusstatuen blev formodenligt ødelagt ved en Paladsbrand i Konstantinopel allerede i det 5te Aarh. e. Kr. I Olympia væltede Jordskælv, hvad der endnu stod, og Alpheiosfloden strømmede hen over den gamle, hellige Plads, der først i vore Dage atter er blevet udgravet.

=Zeus og Hera hos Homer.=

Hos Homer bor Zeus med sin Dronning Hera og de øvrige store Guder paa Olymposbjærget i Thessalien. Zeus og Hera er begge vældige Herskere; naar Zeus svinger Aigiden, raser Lyn og Torden, saa Mennesker forfærdes. Naar han nikker med sine Øjenbryn, eller naar Hera bevæger sig paa sin Trone, saa ryster den høje Olymp. Men Samlivet mellem dem er ikke godt. Zeus klager over sin Hustrus stride og halsstarrige Sind og kalder hende fræk uden Lige. Undertiden gaar det til Haandgribeligheder, som dengang Zeus bandt hendes Hænder, fæstede 2 Ambolte ved hendes Fødder og hængte hende op mellem Himmel og Jord. Hera hævner sig paa sin Side ved at narre sin Mand bag hans Ryg; engang sammensvor hun sig endog med de andre olympiske Guder om at binde Zeus.

Poseidon.

=Poseidon som Dybets Gud.=

Poseidon tænktes opr. at bo i Jordens Dyb. Han kaldtes den _jordholdende_ (Gaiaochos)[9], vel fordi han bærer den af Mennesker beboede Overflade i sine stærke Lemmer, og naar der indtræffer Jordskælv, -- hvad der hyppigt gør i Grækenland --, var det _Jordrysteren_, der frembragte disse. Han tænktes i Skikkelse af en Tyr eller Hest, og den underjordiske Drønen, der kan følge med Jordskælv, var Tyrebrøl eller Hestevrinsken. Geologiske Revolutioner skyldtes Poseidon. Han river Øer løs fra Fastlandet, spalter Bjærge, sprænger Jordens Dække eller baner sig Vej gennem dens Indre, som en Kæmpemuldvarp kunde tænkes at gøre, og derfor ofrede man Muldvarpe til Poseidon.

[9] Poseidons Tilnavn Gaiaochos -- som ogsaa gives til Zeus og Artemis -- er forklaret paa mange andre Maader: 1) Jordomslutter (enten fordi hele Jorden omskylles af Okeanos, eller fordi de enkelte Øer og Lande hæver sig op af Havets Dyb), 2) den, der kører over (eller under) Jorden, 3) Jordryster, 4) Vognglad.

=Poseidon som Gud for det ferske Vand.=

Alt det ferske Vand paa Jordens Overflade i Floder og Søer er, ligesom de skjulte Væld under Jorden, Poseidon underlagt; han kan endog slaa Hul paa Jordskorpen og lade en Kilde vælde frem. Han bliver derfor en Frugtbarhedsgud for Plantevækst, Kvæg- og Hesteavl, og han beskytter Hyrder og Bønder. En Følge af Poseidons Tyreskikkelse er, at græske Flodguder ofte tænktes som Tyre, eller i hvert Fald udstyrede med Horn. Til hans Hesteskikkelse haves mange Paralleler andetsteds fra, f. Eks. i den nordiske Tro paa, at Dæmonen i en Sø, Flod eller Aa ofte ser ud som en Hest. -- Poseidon skænker Guder og Mennesker prægtige Heste, og han er den eneste af de _højere_ Guder, der kan optræde som Rytter.

=Poseidon som Gud for det salte Vand.=

Homers Digte er heroiske og mangler Sans for en Gud, der hjælper en agerdyrkende, kreaturholdende Bondebefolkning. Derimod kender de den sortlokkede, bredbrystede Poseidon i Menneskeskikkelse som Gud for det salte Vand. Hos Homer færdes Poseidon i Gudeselskabet paa Olympen; men hans egenlige Hjem er paa Bunden af Havet, der slynger sig uden om Jorden, holder den i sin Favn og ryster den i Jordskælv. De Forestillinger, der knytter sig til Ordene _Jordholder_ og _Jordryster_ om Homers Havposeidon og om den før nævnte Indlandsposeidon, er altsaa forskellige. Homers Poseidon lever i sit funklende Guldpalads sammen med sin Hustru Amphitrite. Deres Søn er Triton, en fantastisk Skabning med Menneskeoverkrop og Fiskehale. Paa sin Vogn, hvis Heste har Fødder af Malm og Manker af Guld, kører Poseidon gennem Havet, idet han bruger sin Trefork til at oprøre eller atter berolige Bølgerne. Han ledsages ofte af et talrigt Følge af Søkøer, Søheste og Søslanger, af Havnymfer, der rider paa Delfiner, og af Tritoner (der tænktes ogsaa at være flere), som blæser i Kongkylier. I den historiske Tid dyrkedes han særligt hos de søfarende Ioner i Lilleasien.

=Poseidons Attribut.=

Poseidons almindelige Attribut er, som allerede nævnt, Treforken, hvormed han ikke alene oprører og beroliger Havet, men ogsaa spalter Klipper og fejer Sandgrunde til Side. Denne Trefork er rimeligvis oprindeligt et Vaaben af samme Art som Zeus's Tordenkile.

Hephaistos.

=Ildkultus.=

Mennesker, der lever under primitive Forhold, lader ikke gerne deres Ild gaa ud, da det er vanskeligt at faa den tændt paany. Men naar Ilden har brændt i lang Tid, har mange Mennesker tænkt sig, at den bliver _træt_, hvorfor man gør vel i at lade den gamle Ild slukkes og hente sig ny Ild andetsteds fra. Saaledes ved vi, at der paa Øen Lemnos har været en ejendommelig Ildkultus; en Gang om Aaret slukkedes al Ild paa Øen; i 9 Dage var man uden Ild, til man fik hentet ny fra Delos, rimeligvis fra Renselsesguden Apollons Helligdom. Eller Ilden kan blive _uren_ ved et Dødsfald, eller ved at formastelige Fjender har været i dens Nærhed. I Argos slukkede man i et Hus, hvor der var indtruffet et Dødsfald, al Ild, og for at tilberede Gravmaaltidet hentede man ny Ild fra et Nabohus. Efter Slaget ved Plataiai erklærede det delphiske Orakel, at Ilden i Omegnen var gjort uren af Barbarerne, og at man til Sejrsfesten burde hente ren Ild fra Delphoi[10].

[10] Danske Bønder har i ældre Tid under Kvægsyge gjort lign. Ting. Først slukkedes al Ild i Gaarden, og ny Ild frembragtes ved Gnidning. Hermed tændtes et Baal i en Hulvej, hvor Kreaturerne blev drevet forbi, hvorefter hver Mand tog en Brand hjem med sig for dermed at tænde ny Ild paa sin egen Arne.

=Hephaistos som Smededværg.=

Af en saadan Ildkultus er der da udviklet Troen paa et dæmonisk Væsen, der var Herre over Ilden og anvendte den i Haandværkets Tjeneste som Grovsmed, Vaabensmed, Guldsmed og Juvelerer. Hans Navn var Hephaistos, og han hører navnlig hjemme paa Lemnos og andre Øer i det nordlige Ægæerhav; overalt hvor vulkansk Røg kom op af Jorden, tænkte man sig, han havde et Værksted; Røgen kom fra hans Esse. Af ydre tænktes han oprindeligt som en Dværg med en spids Hue paa Hovedet -- altsaa samme Ydre og Paaklædning som de Dværge, nordisk Folketro kender.

=Hephaistos som Smedegud.=

Naar nu Mennesker selv søgte at udføre samme Arbejde som Hephaistos, stillede de sig under hans Beskyttelse. Smededværgen forvandledes derved til en Gud og gjordes til en Søn af Hera, der dyrkedes meget paa Samos, hvor Hephaistos's Ophøjelse til Herasøn vel derfor har fundet Sted. Trods denne Guddommeliggørelse vedblev han dog at være en halvt komisk Figur. Han skildres hos Homer som uhyre stor og stærk, har en vældig Nakke og er helt lodden paa Brystet, hans Arme er kraftige; men hans Ben er tynde, og han er halt, saa han maa gaa med Stok og stønner af Anstrengelse ved at bære sit Legeme. Han er saa snavset, at han maa vadske sig med Svamp, inden han viser sig for andre. Han ligner i et og alt en jordisk Grovsmed; hans Halthed er en Overførelse fra jordiske Forhold; thi i gammel raa Tid, hvor det mest værdige Arbejde for voksne Mænd var at slaas, blev Krøblinge sat i Haandværkerlære, navnlig det ansete Smedehaandværk (smlgn. Vølund Smed). Skønt Hephaistos blev Gud med Hjemstavn paa Olympen, tænktes hans Værksteder dog ofte stadigt at ligge paa Ægæerhavets Øer. For at forklare sig denne Adskillelse mellem Gudens Bolig og hans Værksteder digtede man en Mythe, der fortælles paa to lidt forskellige Maader. Enten hed det, at Hephaistos engang vilde hjælpe sin Moder i et husligt Opgør med Zeus, men at denne blev saa forbitret, at han tog Hephaistos ved Foden og kastede ham ud fra Olympens Tærskel, saa at han hele Dagen for af Sted mellem Himmel og Jord og først om Aftenen faldt ned paa Lemnos. Eller det fortaltes, at Hera, straks efter at have født ham, selv kastede Barnet ud af Ærgrelse over, at det var halt. For denne Behandling hævnede Hephaistos sig ved at lave en Stol med usynlige Baand, som han sendte Hera. Da hun satte sig i Stolen, slyngede Baandene sig om hende, saa hun ikke kunde komme løs. Krigsguden Ares paatog sig at hente Hephaistos op til Olympen; men denne drev ham paa Flugt med brændende Fakler. Saa gaar Dionysos til Hephaistos, beruser ham i Vin, faar den vanføre Smedegud sat paa et Muldyr og transporteret til Olympen, hvor han løser Hera paa den Betingelse, at han faar Aphrodite til Brud. Til Løn for den ydede Hjælp blev Dionysos saa optaget blandt Olympierne som en af deres. (Smlgn. S. 10 og 11).

Ares.

Ares er, hvad Grækerne kaldte en Ker c: en Ødelæggelsesdæmon. I Krigen hugger han ned for Fode i vildt Bersærkerraseri, uden Overvejelse af, hvorledes han maa kæmpe for at sejre, uden Interesse for nogen eller noget, han vil forsvare, og uden Overholdelse af de Love, som ellers gælder selv mellem Fjender -- altsammen i Modsætning til Kampgudinden Pallas Athena, der foran Troja slaar ham til Jorden med en Kæmpesten, saa han dækker "syv Maal Jord."

I Kampen tænktes han rustet som en sværtvæbnet græsk Kriger. Han bærer Malmpanser, Hjælm med vajende Hjælmbusk og paa venstre Arm et Skjold af Tyrelæder. Han kan raabe saa højt som 10,000 andre.

Denne uciviliserede Bersærk skubbede Grækerne fra sig og gjorde ham til en Thraker. Hos Homer kæmper han paa de trojanske Fjenders Side. Trods denne Uvilje er han alligevel optaget i den olympiske Familie som Søn af Zeus og Hera; men Zeus kan ikke lide ham.

Pallas Athena.

=Erechtheus, Athena, Poseidon.=

I den ældste Tid laa der paa Athens Akropolis en mykensk Kongeborg, ligesom forskellige Guddomme havde deres hellige Steder der. En af disse var Erechtheus, der senere sank ned til at være en af Kongeslægtens Stamfædre.

Ældgammel er ogsaa Gudinden Athena, et Navn, der er ugræsk og for os uforstaaeligt; heller ikke Betydningen af Navnet Pallas er sikker. Hvad hun har været for en Gudinde, er ogsaa usikkert. Muligt har hun været en Jordguddom, en Beskytter for Bønderne paa Sletten neden for Akropolis. Hun vilde da være en Gudinde som Hera, og hendes nære Forhold til Himmelguden Zeus som hans kæreste Datter vilde da være forstaaeligt. Ødelæggelsen af den mykenske Borg kunde da tænkes at staa i Forbindelse med en national Rejsning af den indfødte Bondebefolkning, der indførte deres Gudinde Athena paa Akropolis, hvor hun bragtes i Forbindelse med Erechtheus, der nu opfattedes som hendes Fostersøn; i senere Tid opførtes som bekendt Erechtheion som en fælles Helligdom for Erechtheus og Pallas Athena. Hver Guddom havde sit Rum i Templet, i Athenas stod det gamle, efter Overleveringen himmelfaldne, Træbillede af Athena Polias (Bybeskytterinden), til hvem man bragte en ny Kjortel ved Panathenaierfesterne.

Endnu en Gud søgte at gøre sig gældende paa Athens Akropolis, nemlig Poseidon; men han kunde ikke hævde sig overfor Athena, der vedblev at være ikke alene Akropolis's, men ogsaa hele Landet Attikes øverste Hersker. En Mythe fortalte, at Poseidon og Athena stredes om, hvem der skulde være Herre i Attike. Guderne og Erechtheus skulde dømme imellem dem, saaledes at den, der kunde frembringe den nyttigste Ting for Attike, skulde være Landets Gud. Poseidon jog sin Trefork i Klippen og lod en Kilde med salt Vand vælde frem; men Athena skabte det første Oliventræ og vandt derved Prisen.

Denne Strid mellem Athena og Poseidon afspejler aabenbart en Forandring i Attikes økonomiske Liv, der er foregaaet paa Peisistratidernes Tid. Attike er tørt, og kun ca. 100 Kvadratkilometer egner sig til Korndyrkning. Store Dele af Landet laa derfor i ældre Tid unyttet hen, og Befolkningen kunde ikke brødføde sig. De penteliske Marmorbrud og Sølvminerne i Laurion var endnu ikke kendte. Man havde kun een Industri, nemlig Fabrikationen af Vaser, der fremstilledes af det udmærkede Ler fra Forbjerget Kolias ved Phaleronbugten. Mange af Attikes Indbyggere maatte tjene deres Livsophold ved Skibsfart. Fra Peisistratidernes Tid blev Oliventræsdyrkningen Landets vigtigste Næringsvej; Olien brugtes baade til Mad og som Toiletmiddel til at indgnide Huden med. Træets Rødder kan naa saa langt ned i Jorden, at de kan skaffe Træerne det nødvendige Vand. Attikes Befolkning kunde nu bedre leve som fastboende Agerdyrkere, og det var naturligt, at denne Forandring opfattedes som en Gave af Landets Gudinde Athena.

Det Oliventræ, der stod paa Akropolis nær Erechtheion, betragtedes som Byen Athens egenlige Livstræ; saa længe det levede, kunde Athen ikke gaa til Grunde. Da Perserne brændte Akropolis, blev ogsaa dette Træ ødelagt; men allerede Dagen efter havde det, efter Legenden, frembragt et nyt Skud, der varslede om Borgens og Byens Genopførelse.

=Athena som Beskytterinde af fredelige Sysler.=

Det er ikke alene det fredelige Jordbrug, Athena beskytter; hun er ogsaa Kunstens og Haandværkets Gudinde, og hun lærer Kvinderne alt Husarbejde. Hos Homer siges hun ikke alene at have vævet sin egen Kjortel, men ogsaa den skønneste Festdragt, som Hera overhovedet ejer. Hun staar i et inderligere Forhold til Menneskenes Sjæleliv end nogen anden Gud; hun giver Kløgt og Besindighed og glæder sig, naar Mennesker optræder taktfuldt.

=Athena som Borggudinde.=

Akropolis var i hele Oldtiden Byen Athens Centrum, -- som mykensk Kongeborg, som Fæstning og som religiøs Festplads. Som Borggudinde kom Athena derfor til at staa den egenlige Samfundsgud Zeus nær. Hun alene ved, hvor han gemmer sin Tordenkile paa Olympen, og hun bærer Aigiden ligesom Zeus. Som Zeus beskytter alt Samfunds- og Retsliv, hos hvilket Folk det end findes, beskytter Athena som Borggudinde enhver By og dens Fæstning. De homeriske Digte betragter det som en Selvfølge, at der endog i den fjendtlige By Troja var en Athena Polias paa Byens Borg.

=Palladier.=

Et Palladion var en Athenastatue i Krigsudstyr, som mentes at beskytte det Sted, hvor den stod. Ogsaa Troja har hos Homer et Palladion, som Grækerne maa stjæle, inden de kan tage Byen.

=Athenas Attributer.=

Pheidias's chryselephantine Statue af Athena i Parthenon viste Gudinden staaende med venstre Haand støttet til Skjoldet, bag hvilket hendes hellige Slange Erichthonios[11] bugtede sig. Et andet Attribut er Uglen.

[11] Navnet er dannet af Ordet chthon, Jord, og maa ikke forveksles med Erechtheus (se Ordlisten). Allerede paa det gamle Kreta var Slangen et helligt Dyr med særlig Kultus. Hesperidernes Æbler og det gyldne Skind, Jason hentede, vogtedes af Slanger. Slangeguden Ktesios vogtede de Forraad, man havde i hvert Hus. I nordiske Sagaer vogter Slanger store Guldskatte. I Sverrig kendes i nyere Tid Troen paa, at Slanger medfører Lykke i en ny Bolig, og en jydsk Bonde kan nedgrave en Hugorm ved sin Dørtærskel til Værn mod Troldtøj.

Endnu i vore Dage er der visse Ugler, der holder til mellem Akropolisklippens Skrænter og Huler, og det samme har vel ogsaa været Tilfældet i Oldtiden. Maaske er det denne tilfældige Omstændighed, der har gjort Uglen til Athenas hellige Fugl.

=Athena paa Olympen.=

I Gudefamilien paa Olympen optoges Athena som Datter af Zeus. En Mythe fortalte, at Zeus elskede Metis (Indsigt, Kløgt); men da hun i Følge en Spaadom først skulde faa en Datter, der var sin Fader lig i Forstand, og dernæst en Søn, der skulde blive Herre over Guder og Mennesker, overtalte Zeus hende til at forvandle sig til en Flue, hvorefter han slugte hende og fødte saa selv den Datter, som Metis skulde have haft, ved at Hephaistos slog Hul paa hans Hoved med sin Økse. Athena kom til Verden "svingende sine gyldne, lysende Kampvaaben; alle de udødelige blev grebne af Ærefrygt ved at se hende, den store Olymp skælvede, Jorden drønede, Havet kom i Oprør, Solguden standsede sine Heste paa Himlen, og den raadvise Zeus glædede sig."

Apollon.

=Apollons Hjemstavn.=